HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

OM PARODIEREN
Morgenbladet 16. april 1835.

Maaltrost! Maaltrost! lær mig at parodiere med
Geni og Uskyldighed; thi imellem Menneskene har
Vittigheden sin Ondskab, og Dumheden sin.

   Parodien er langtfra den ædleste Deel af Satiren. Det gode
satiriske Talent forkaster den oftest, og holder det for en Ned-
ladelse at betjene sig deraf. Imidlertid bruges den ofte, men er
ogsaa paa det nærmeste ligesaa ofte Beviis forat de satiriske
Talenter ikke ere saa talrige. Aarsagen hertil er, at den virkelig
er den letteste af al Satire, der ikke henhører til disse Vittig-
hedens Lyn, hvis Nedfald eller Tordenstene vi samle og beundre
som Epigrammer, og som komme paa den allerletteste Maade,
nemlig af sig selv ved den mindste electriske Indvirkning af et
Stof. Den er den letteste i den Forstand, at den udkræver baade
mindst Vid og mindst Arbeide. Der gives Intet, som ikke lader
sig parodiere. Det Helligste, det Høitideligste, det Skjønneste,
det meest Ophøiede og Følelsesfulde er netop det letteste at
parodiere; kun den sedlige Følelse sætter en Grændse for saa
umaaleligt et Omraade, men som de Fleste, der befatte sig med
Parodieren, have for sløve Øine til at opdage, eller som de, om
opdaget, ikke respectere. Men Almeenfølelsen kjender Demar-
cationsliniens Tilvær, og agter den, omendskjøndt den veed den
ubeskyttet, og det Ophøiede, den skulde vogte, mindre fri for
Pletten af en uædel Parodi, end Dronningens Næse forat en
Flue kan sætte sig der. Derfor har den lidet tilovers for Pa-
d.III,b.2,s.223   rodien, ynder kun den retfærdige, og lader kun den fortrinlige
holde sig i Erindringen. Den har en Mistanke til al Parodi,
fordi selv Mængden dunkelt kjender dens Væsen, og fordi den
veed tusinde Exempler paa dens Misbrug; endelig ogsaa fordi
de Fleste have forsøgt sig deri paa en eller anden Maade, men
oftest i Øieblik, hvori de, naar de gjøre sig ærligt Regnskab,
have mindre Aarsag til at være tilfredse med sig selv. Ingen
Nationalsang mangler sin Parodi; men dybere og dybere bore
Tonerne af hiin sig i Folkets Hjerter, mens denne lades aaben
Vei fra det ene Øre udaf det andet, uden anden Virkning, end
den, Støi har paa Sangfugle, nemlig at de synge Hjertesangene
endnu høiere. Hvorofte hævede ikke det Parodierede sig netop
ved den uheldige Parodi -- for ikke at bruge en Lignelse, som
neppe vilde smage vore Tider, om Alabastteintens Triumph ved
de derfor saakaldte og paaheftede Skjønhedspletter, saa dog
omtrent som det majestætiske Fjeld synes høiere medens Taa-
gen driver over dets Midte, eller som et Landskabs herligste
Partier netop fremtræde i forstærket Belysning og forhøiet Liv,
naar Vinden saa vil, at Skyggen af en Sky, snart aabnende,
snart tilhyllende en Dal, en Høi, skal fare derover! Hvor nær
synes ikke Forbindelsen mellem Parodieren og Grimacen og
Hærmen, der ubetinget misbilliges! Disse synes kun at være
Parodien stum, dens Mimik; og Parodien, uden at stige i aan-
deligt Værd, kun at være den mælende Grimace. Hvad er mere
ephemeriskt end en Parodi af det almindelige Slags? og naar
er Mennesket nærmere Aben, end i en almindelig Parodist mens
det maaskee troer at storme en Olymp, eller offre Boileaus og
Holbergs Skygger Hekatomber af Daarskab?
   Imidlertid har Parodien noget andet Tiltrækkende end sin
Lethed i Udførelsen og rigelige Anledning -- Beskaffenheder,
der opdages og benyttes gladeligen lige let af middelmaadige
Hoveder og middelmaadige Hjerter -- ; og dette ligger i Men-
neskenaturen. Det er erkjendt, at Skadefryd er ligesaavist en
af dennes Elementer som Efterlignelsesdrivten, og begge udøve
i denne Henseende Indflydelse, idet det er Intet, der mere har-
monerer med dem end Parodien, hvis Maal jo er Nedriven og
spottende Efterligning. Hvad vi her sige er ingenlunde Parodi
paa vort Foregaaende. Thi samme Almenfølelse, som erkjen-
der moralske Grændser for Parodien, taaler dog, at de over-
d.III,b.2,s.224   skrides af denne uden at vise den samme Uvillie, som den skulde
yttre mod de alvorlige Grene af Satiren, hvormed sligt for-
øvedes. Den er endmere vant til Parodiens Haardhed end til
Epigramets, og undrer sig netop derfor mindre over at hine
Grændser overskrides, fordi de sættes alene af Hvermands
Godtykke og personlige Følelse. Nationerne skulde ikke i ubun-
den Stiil taale de Angreb, som de taale, naar det falder Enkelt-
mand ind at vende op og ned paa deres Nationalsange. Kun de
finere Følende stødes herover som over noget parricidiskt eller
"modermorderskt;" men en dunkel Drivt lader Mængden, trods
al den sunde Forstand og Følelse, den er i Besiddelse af, gjerne
for een Gangs Skyld -- men ogsaa kun det -- harcellere med
sig selv eller med sin egen Lykke, omtrent som naar en Elsker,
ved at knibe sin Donna i Kinden, søger at overtyde hende end
føleligere om sin Kjærlighed. Man opdager dette Hang klart
deri, at de faste komiske Charakterer paa forskjellige Folke-
slags Theatre -- Arlechino, Pierrot, Arv -- fremstille deres
egne, ikke fremmede, fiendtlige Folks, Nationallyder eller idet-
mindste Lyder, som maaskee ere indfødte overalt, men som i en
Nation, eller kun i enkelt Stand deri, vise sig mere eiendom-
melige og anderledes end i en anden. Dette Parodiens hemme-
lige Medhold gjør, at man gjerne lytter smilende eller grinende
til enhver Parodi, men dog uden at tilstede den videre Virkning
end til de opspærrede Tænder, og med en ligesaa forringet Me-
ning om Parodisten. Men denne holder sig af denne og bedre
Grunde (som han bedst veed selv) almindeligen skjult, altid vis
paa dog at blive læst og vække Latter, og paa at der altid gives
en vis Mængde, der ligesaalidt som han erkjender, at en Parodi
nogensinde kan være blasfemisk, oprørende, uanstændig og upas-
sende, og som er talrig nok til at holde den Deel af et Publicum,
hvis rigtigere Begreb om hvad Parodien kan tillade sig, vi kaldte
en Almeenfølelse paa Grund af den høiere Dannelse, sundere
Forstand og større moralske Kraft, som den udtrykker og er
forbunden med, og som altid er et Folks aandige Kjerne, for-
saavidt Stangen, at selv den usleste og frækkeste Parodist ikke
behøver at lægge Baand paa sig af Frygt for at støde an mod
hvad denne Almeenhedens bedre Følelser maatte byde.
   Dette ypperlige Rygstød i Raaheden, og Mængdens Drivt til
Parodieren og en Satire, som lader sig tage og føle paa, kom-
d.III,b.2,s.225   mer den usle Parodists egen Raahed, Ondskab og Mangel paa
rigtig Følelse vel tilpas; og der er nu Intet, som afholder ham
mere derfra. Det Eneste, som endnu skulde kunne dette, er
Selverkjendelsen af ikke at kunne gjøre det godt; men den sæt-
tes lettest af alle Hensyn ud af Betragtning. Der er ikke Spørgs-
maal om at hæve Parodien til Ironi, at vælge sig det Over-
drevne, det Overspændte, det Høitravende, det falskt Senti-
mentale, det Latterlige til Gjenstand eller at overlade dettes
Afstraffelse til et bedre Vid -- nei Valget er rigere, Kunsten er
lettere, og der gives en Mængde, hvem enhver Parodi er god
nok, mens selv den Deel af Almeenheden, som tænker ander-
ledes, er vant til at straffe selv den uretfærdigste kun med
Ligegyldighed.
   Under saadanne Omstændigheder holde da alleslags smaae
Vidkræmmere og Pudsenmagere sig ligesaa vanskeligt tilbage
som Frosk og Padde naar Foraarsregnen falder lunken. Favo-
riseret, behandlet som en Julbuk, der skaber sig værre til end
han er og som frit kan tillade sig alt, i det værste Tilfælde
mødt af en Fleerhed med Ligegyldighed, stiger Parodien ned
fra sine Tagkamre eller op fra sine Kjælderhalse. Da er det,
det Skjønne faaer sine Skjønpletter, det Høie sin Dverg ved
Siden, det Klare og Straalende sin Skygge, og det Vittige
Plumphedens Contraster. Da udsender Møgdyngerne sine
Efemerider, Murmeldyrene vende sig med et Bjeff mod den
uhyggelige Dag paa den anden Side, lukke Øinene atter og troe
Dagen dermed forbi, Bileams Asen skryder, og natlige Qvækdyr
opløfte parodierende "den norske Borgerstemme."

   De sidste Ord antyde klart nok, at vi ikke have berøvet den
gode d. e. retfærdige og vittige Parodi noget af den Ros, der
tilkommer den. Vi have talt om Parodien, som den viser sig
almindeligst; men der gives en, som det er et ufortjent Galan-
terie mod Dumheden og Ondskaben at nævne.

S. S.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE