|
HENRIK WERGELAND,
STUDENT WELHAVEN -- KBHVNSPOSTEN -- SVENSKE HEIMDALL (Sluttet.) Kjøbenhavnsposten 30. juni 1834 " -- Vel, Satyr, gaa! betving en Verden "af Laster som Napoleon, og lad, "som Han, din egen Last kun leve! "Fortær et Aar maaske den Ærefrugt, "som Menneskhedens Frygt afryster. "Fortær den, forat døe forladt, "henslængt indunder samme Træ, "(som under St. Helenas Piil den Store) "det, der nu engang ei et Blad dig ofrer, "men bøjer Toppens Riis med lystig Raslen "og pidsker selv -- dit Liig. -- -- -- -- " "Din Stjerne følg, ulykkelige Satyr! "Den er en halet, frygtelig Comet, "i eensom Skræk fuldendende sin Bane. "Hver Stjerne flyer, som vælted Himlens Drage "sig om, for alle Rummets Lys at sluge. "Hver venlig Stjerne flyer; som Taarer drypper "en efter en fra Himlen. "Og Venus stiger atter ned i Havet. " -- -- Slig Rædsel, Satyr, ligger i din Pen. "Den er (og dog man hader Hovdet mere) "Cometens Svands, som fejer Stjerner bort. "Den er et Riis, som, skjøndt med Smil omviklet, "af Vennen dog ei for Fastlavnsriis agtes; "som stikker frem selv i den Blomstbouqvet, "du rækker din brudkaarne Møe -- forgjeves, "forgjeves: Hun selv for dit bedste Smiil, "det i hvis Straaler kun sig Ømhed bader, "tilbage, som for Snog i Græsset, bæver. "Hun i dit bedste Blik kun seer en Brodd. "Hun hører i din Latter kun Satire, | |
| d.III,b.2,s.155 |
"og det -- o vee dig! vee dig! -- over sig. "Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: "nu steg paa Flammer op i Hjerneskallen "hans gamle Djævel (ja en Asmodæus) "opfra hans Hjerte, hvor (o Jammerskade!) "den fraadser i saameget Godt. Og alt "med Angstskrig er hun flygtet fra din Favn. "Tilbage sidder du med aabne Arme "som krumme Spørgsmaalstegn: "hvad har jeg gjort?" " -- Dog følg din Stjerne, ulykkelige Satyr, "hvem Gode flye og Onde vise Tænder, "men dog de Værste slikke. "Bestig dit Rettersted! Liig Bødlen af "sin Herre, du af Dyden skal foragtes. "Dog følg din Stjerne! Den blandt Skurke daler, "indledende dig mellem Jordens Helveder, "blandt Hjerter, hulere og meer beskidte "end Augiasstalden. Vær da meer end Herkles! "Til Helveder føres lænket du af Stjernen. "Og værre (siger Præsten) did med Lys "at komme end vildfare did i Mørket. "Du Skurkehjerter rense skal, og faaer "dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. "Det er dit Kald. Du ex professo skal "saameget Ondt imellem Onde lære, "at, Iglen liig, du døer, idet du hænger "dig ved det Hjerte, som du gyser for, "udsugende det onde Blod af Lasten -- -- "Man bør idetmindste troe, at en Satiricus, der saaledes reflec- terer, øver sit Kald med Retskaffenhed. At erklærede publike Narre faae en Hib mellem, kan være; men -- det er vel ikke saa godt at gjøre for. Da man mærkede, at Siful loe højere og højere, var det ende- lig den samme Welhaven, der fandt paa at kjøbe sig en gravi- tetisk Mine, en Dommer- eller Advocat-Domino og derunder en venetiansk Dolk. Men med alt dette, saae dog Siful kun en Carnevalsdragt, og han loe, og stødloe i 100 Epigrammer. Da stødte Dominomanden til; -- men hvorledes er det? Siful leer jo endda: "Du svanger med Berømthed gaaer? Saa unaturlig er den, at Siful ved et Keiserskaar maa hjælpe den til Verden." |
| d.III,b.2,s.156 |
Det var altsaa ingen Dolk? Nei, hvilken klodset Bandit! Han stak til med en Klubbe, han vilde gjennembore med et Ham- merskaft. Det er dette plumpe Vaaben, som svenske Heimdall og Kbhavnsposten have ophængt i deres literære Rustkammer. -- Henrik Wergeland har altsaa en Krig at føre i alle 3 Riger. Rettere er det at sige, at Krig føres mod ham fra alle 3 Riger. Selv sidder han rolig under sin eidsvoldske Birk, og hvergang han slaaer sin Harpe, galvaniserer han paa det ubarmhjertigste sine literære Fienders Nervesystem: -- jo renere Accorder, des voldsommere Trækninger. At dømme efter Fraaden i det vel- havenske Skrift, gaae disse hos ham ligetil de epileptiske Anfæg- telser af onde Aander. Det er derfor en Kjærlighedshandling mod ham, ligesom det er en Retfærdighedshandling mod Wer- geland, at der snart skal raabes ham et: cesset! cesset spiritus malus! Hans Skrift, der i alt, undtagen i det Stilistiske, er Per- sonen værdigt, kan desuagtet neppe, om end af Heimdall og Kjøbenhavnsposten indanket til Bekræftelse, derfor siges at have staaet sig ved nogen højere Domstol. Det vanærende pro meliori, som i denne Sag vil overgaae disse tres juncti in uno  i at foregribe det Omdømme, Wergeland kunde have den Ære at vinde i Norden, er nemlig fleregange tilforn overgaaet svenske Heimdall; og hvad Kjøbenhavnspostens kritiske Rygte angaaer, da har man vel sagtens hørt Fugle synge underligt nok derom, og dens Indskrænkning til in casu eensidigen, uden Prøve, at bifalde et Omdømme, som bærer alle den mest partiske Uret- færdigheds Mærker, hvortil kommer en Tilsats af Uretfærdig- heder for egen Regning, udelukker al Competenz. Det er heller ikke usandsynligt, at den har ladet sig bestikke af hiint Uvid, vi ovenfore nævnte at Fiendernes Svaghed havde taget sin Til- flugt til. Wergelands Cosmopolitisme og Liberalitet behøver intet Forsvar; thi deraf ere hans Digte gjennemaandede. Snak- ket om Tendenzen til en literær Afsondring og en revolutionær Voldsomhed, hvormed denne skulde skee, er altformeget i den forskruede Flosketidende Heimdalls Smag til at fortjene andet Svar end det Taushedens satiriske, man almindeligviis i Sverrige kun har at give denne Efterplapprer. Der agtes, som mange vide, hans Gjallarhorn ikke for andet end en simpel Nürnberger- Barneklarinet, der indtil Kjedsomhed gjentager og gjentager |
| d.III,b.2,s.157 |
sine Par ikke for vakkre Toner. Kun naar de skrige for hæsligt i, hører man, at de grundigere svenske Tidender, som stundom befatte sig med Kritik, og imellem dem den ogsaa med ypper- lige kritiske Øine begavede Nya Argus, der mod Heimdall vis- seligen er en Autoritet, tale ham tilrette, og det i en Tone, som forudsætter Heimdalls Umyndighed. Saaledes ordes Nya Argus, da Heimdall havde pluddret noget om Jean Paul, omtrent som Welhaven om "Byrons skjødesløse Form", i følgende Grand- mama-Udtryk: (Lille) "Heimdall tykkes vel nu at have fundet raadeligst at opgive enhver Fordring paa at være en literær Tidende, og derfor at indskrænke sig til at blive et "Unter- haltungsblatt", for dannede Mennesker. Men ogsaa for Udgive- ren af et saadant Blad turde nogen literær Dannelse og nogen Belæsthed være nødig, om han ikke uophørlig skal begaae Mis- greb og for de "dannede Mennesker" lægge for Dagen sin Ukyn- dighed. Næsten hvert Nr. af Heimdall "fournerar Bevis" for Rigtigheden i denne Anmærkning." En Tidende, som behøver og faaer saadanne Lectioner, kan ikke være frygtelig. Wergeland har ogsaa mange Beviser paa at svenske Digtere og Videnskabsmænd ikke dele Heimdalls Anskuelse af ham som norsk Digter. Anderledes er det i Dan- mark, hvor selv hans arvtagne Navn ikke er vel anskrevet, hvor hans Fiender i Fædrelandet, ham uafvidende, have udspredt anonyme Forhaanelser mod ham, og hvor hine politiske Bag- vaskelser formodentlig finde et let Gehør og tillige skaffe de æsthetiske det. Sandheden er, at ingen Muse kræver og taaler større Strenghed end Henrik Wergelands; men ingen kræver heller mere Upartiskhed. Skjænker ham den, og han har ingen Fiender. -- Fra Norge. |