HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

FOLKEBLADET
No. 44. Tirsdag den 29de October 1833.

"Forgjæves faldt det ind ham selv:
Jeg er Baron for Fanden!
Patent jeg har; hvem søger vel
mit Adelskab i Panden?"

HUUSMANDEN PAA MANGLEFJELD

(Sortkridttegning.)

   Jeg har seet en fillet, sultmager Trælskikkelse i Graad over
et Dyr, som var ihjelfrøset ved en Budeies skjødesløse Ude-
stængsel en taagekold Høstnat. Der laae en Kalkunhøne bag
Hagagjærdet paa Foshøi -- det blege fjærløse Hoved stivt ud-
strakt, som om det endnu i Døden vaagede over Yngelen, der
klynkede i den sidste Krampe under Moderens Vinger, som for
gjæves havde været udstrakte, for at dække den fremvoxne
Yngel, og nu kun meddeelte sin egen Dødskulde til dens magre
Hoveder. "Stakkar! Stakkar!" klagede den fattige Mand, aan-
dede paa de Smaae, og aabnede sine Filler og lagde Moderens
kolde Hoved til sit varme -- jeg vilde sige -- Menneskehjerte,
dersom det ikke af Mange skulde kaldes Svulst om saa ringe og
udtæret en Person.
   Han syntes ogsaa at have naaet det Elendighedens Trin eller
Høide, hvor Alt neden, hvor Alt paa Jorden bliver farveløst,
uden Omrids, og taare- eller taagegraat, hvor Alt oven, hvor
Stjernerne intet Haab, ingen Opløftelse vække, men kun synes
i sløv Skræk som den urørlige Skjæbnes frygtelige evige Punc-
d.III,b.2,s.68   teren, hvor Alt om Mennesket blir koldt og lufttyndt, saa det
kun kan aande i besværlige Suk, og Hjertet i Brystet koldt og
stivt som den døde Fugls Hoved.
   Dog -- enten lykkelige Mand, som ikke har naaet dette Punkt!
eller vise Mand, hvem Elendigheden kun er en kjær Øvelse, og
hvem den ikke forstyrrer mere, end Fossduret den sovende
Møller! eller ædle Mand,


           hvis ømme Hjerte
           formaaer at slaae for fremmed Smerte,
           idet det døer af egen Sorg!

Thi en af Delene maa Du være, som kunde græde over en mis-
handlet Fugl, medens du selv saae mere mishandlet ud end et
Menneske burde. Men maaskee der i den kolde Taage stod et
større Væsen end Jordens Herligste, -- Eet, mod hvem du i din
Sultbleghed og i Fillerne kun var som den døde Fugl med de
lurvede Fjær mod dig med Menneskeaasynet og de glimrende
Taarer; -- og maaskee lagde dette Væsen dit Hoved til sit him-
melske Hjerte i samme Stund, du lagde den døde Fugls til dit?
Dette er vissere, end at et Menneske skulde ville lægge dig til
sit eller tage dig til sit Huses Hjerte: den livspredende Arne,
-- om du fandtes paa den kolde Jord under et Gjærde, stiv-
frossen som Fuglen, midt imellem dine klynkende Børn, dem
du bedækte med dine Pjalter, indtil Døden lagde sine Iisninger
over dig. --

   Jeg kjendte Manden: Det var Christen Haakaalien. Stak-
kars Christen! Han gaar endnu omkring med Rokker og Snel-
ler og Øxen til Rodhugst; thi hjemme -- nei det er forbi -- men
i Leiehytten i den fremmede Bygd sidder Kjerring med 7 Unger
og Gamlefa'er, som blev blind, da Ulykken var som mørkest.
Dog er der bedre end i Badstuen, hvor Christen holdt til med
alle Sine; og i Badstuen, som en barmhjertig Fattigmand aab-
nede for de Husvilde, var bedre end i Granbarkoien i den vilde
Skov; og i Granbarkoien paa Manglefjeld var bedre end paa det
nøgne Fjeld hiin Nat, efterat Baronen paa Fosser havde ladet
Christen med alle Sine udkaste fra Hjemmet, som han og Gam-
lefa'er, før ham, af vild Mark havde opryddet -- hiin Nat, som
d.III,b.2,s.69   Christen erindrede, da han aabnede sine Pjalter og tog den
dødfrosne Fugl til sit Hjerte, og aandede paa dens Smaae og
græd over deres Klynken.
   Saa gjorde Christen og hans Kone med de 7 Børn paa det
nagne Fjeld hiin Nat, og Nordenvinden var barmhjertigere end
Menneskene; thi den væbnede sig ikke, som disse gjorde, med
al sin Haardhed og Kulde. De Syv levede da Solen randt, og
Vinteren havde levnet Tranebær nok til dem paa Myren. Vel
klynkede de og havde Krampetrækninger i den kolde Nat og i
den klamme Morgenskodd som Fuglens Unger; men, da Solen
steg høiere, begyndte de smaae Uskyldige at lege i Lyngen. Tæt
ved laae kram Vaarsnee -- der begyndte de allerede at bygge
Huus, da de vare mætte af Bærene og af Barkmeel rørt i Vand.
Den Mindste havde det bedst; thi bag et Vaal sad Moderen med
ham og gav ham Die; men da det led paa Dagen, maatte hun,
den Arme, for at faae nok, blande sin Melk i en Kop med Snee-
vand. Taarer forøgede den ogsaa, saa den Vesle, mæt og vel-
tilfreds, slumrede ind til næste Nat, før Aftenvinden skar hen-
over Fjeldet, svanger med alle de skaraklædte Sneefaners
Kulde.

   Men den forløbne Nat, da Forældrene, ligesom Fuglene sine
Fjedre til Redet, plukkede af sig sine Klæder og bredte dem og
Barqviste og Mose og Lyng over de klynkende Smaae, og aan-
dede paa de valne Hænder, og krystede de blege Ansigter mod
det bare skjælvende Bryst, og, mens de hemmelig saae med
Taarer opmod de kolde Stjerner, bad dem "bare tie stil til
Dagen kommer" -- den Dag de gruede for, da de skulde tælle
de Syv, og maaske ikke finde alle ilive, -- samme Nat var det
dog lyst og muntert i Stuen, tæt nedenunder Berghammeren,
hvor Familien laae. Der i Stuen, hvorfra Christen mod Aften
var bleven udkastet, blussede en Ild under en Gryde, hvori
skulde laves Punsch, og paa et Bret (thi alt Christens Tøi stod
udenfor Pallen) spilte Executionskarlen, Procuratoren og Baro-
nens Fuldmægtig Kort.

   "Hihi! -- sagde Procuratoren, gnidende sine klodannede,
høgeklogule Fingre -- man kan dog indrette sig ganske hygge-
ligt tilskovs."

   "Jeg undres hvordan Christen har det paa Fjeldet nu" --
d.III,b.2,s.70   sagde Fuldmægtigen. -- "Jeg troer vi kan høre Ulen af Ungerne
heelt hid."
   "Mon det ikke var Vinden? Det snoer stærkt" -- sagde Exe-
cutionskarlen.

   "Eller Ulvene?" -- sagde Procuratoren.
   "Nei, det var nok Ungerne" -- sagde Fuldmægtigen. "Se her
-- Beis og dobbelt Mariage!"

   "Spillet har jeg" -- sagde Procuratoren.


   Dersom Nogen vil vide, hvorledes Christen holdt ud paa
Fjeldet den følgende Nat og siden: da gik det nok an, efterat
han havde faaet gjort sig et Hie, skjøndt ikke bedre end de
vilde Dyrs, men bygget som deres bag en Fjeldvæg, nedrodet
tildeels i Jorden, tækt med Bar, Qvister og Mose. Men der fik
han ikke Lov at sidde. Og havde ikke Høiesteret (om hvis Ret-
færdighed der ikke er nogen Tvivl) i Sagen med hans Naboe,
der drev ham saavidt, udrustet Herremanden med al Myndig-
hed, om end ikke med den, som Ædlingen engang forsikkrede
Christen, at han i Danmark kunde have, nemlig til at virre Huus-
mænds Haar om Pegefingeren og saa med Tommelfingeren
trykke Øiestenen ud? I Mangel heraf havde han med Kløer
trykt ud af disse Øine Taarer, som ogsaa ofte ere Smaaøine,
der see langt ind i Himlen, og have Sjel i sine Pupiller.

   Udaf Hiet (som en Bjørn formodentlig arvede) trykkede Han
ogsaa Christen. Nu maatte Christen med hele Flokken fra det
kjære Fjeld, hvor han og hans havde ryddet i et halvt Aar-
hundrede, ned i Bygden: -- for dem ud i den vide Verden.
Foran gik Christen med Rodøxen og en Sæk med Træboller til
Salg, saa Konen med den Mindste paa Ryggen og en Gjentunge
ved Haanden -- bagefter kom et Par barbeente, fillede, sult-
blege Børn, slæbende paa noget Huusgeraad, Gamlefa'er med
en Barkemeelspose, leiet af den næstældste Gut (thi han var
bleven blind i Koien), og saa endelig den ældste Gut, bærende
sin yngste Søster, der skreg alt i et og vilde hen til Mo'er.

   Da dette Menneskelighedens Triumftog vandrede over Kirke-
volden nede i Storbygden, kastede Christen et mørkt Øie til
Gudshuset, hvor han hverken nu eller siden kunde komme med
d.III,b.2,s.71   Sine, da han var for fattig dertil. Han bad dem rappe sig forbi,
at ikke Folk skulde see dem, og med skye Øiekast og iilsom
Gang gik Følget forbi, just som der indenfra Kirken hørtes
Psalmen:


           "Dig, Jesus! bør vi efterligne
           i virksom Broderkjærlighed" o. s. v.

De Smaae vilde endda standse for Orgelmusikkens Skyld, som
de aldrig før havde hørt; men Christen skyndede paa; thi uden-
for Kirken stode Folk nok med to Kapper paa, som sagde: "ei
da, nu er det ude med han Christen Haakaalia da!" --
   Men Ingen gav sin ene Kappe til de nøgne Smaae eller til
Ham, som aabnede sine Pjalter, og lagde den dødfrøsne Fugls
nøgne Hoved til sit Hjerte, og aandede paa og græd over de
klynkende Unger hiin taagekolde Høstmorgen. Gud veed, om
af reen Medlidenhed, eller om fordi han erindrede sig sine klyn-
kende Unger, og de kolde blege Ansigter, og at han og hans
Hustro aandede paa de forfrøsne Smaae, og græd og bedækte
dem med sine Klæder hiin kolde Nat paa det nøgne Fjeld, og
bad dem "tie stil til Dagen kommer." -- Arme Christen! der
kommer en Dag, da der ikke skal ties stil med hvad Du gjorde
imod Fuglen og dens Unger, og med hvad Herremanden gjorde
imod Dig og Dine. Engle skulle kappes om at fortælle det, og
maaskee En af dem skal sige: "Jeg skal vidne; thi jeg var hos
dig i hiin Morgens Taage, og jeg lagde dit Hoved til mit Hjerte,
da du lagde den døde Fugls til dit. Jeg var ogsaa hos dig paa
Fjeldet hiin Nat, da du bedækkede dine jamrende Smaae med
dine Klæder; og bedre Øine end Menneskers saae da i Stjerne-
lyset, at Englevinger dækte dine nøgne Skuldre. -- -- "

(P. S. Naar Baronen paa F. læser dette, siger han bare: "Aa engle mig
her, aa engle mig der! Christen var min Huusmand -- æ. æ. . !")

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE