HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

KRITIK OVER OEHLENSCHLAGER
Den Frimodige 18. aug.1833.

"Veritas omnia vincit."



                 D
et er ei din Skyld, Skjald,
           om Du med Blomster fodres i den samme Stald,
                       hvor Evald stod paa Halm.
           Men Jeg vil aabne Gluggen: -- den Smigerluft er qvalm.




                       "Hakon Jarl" Du skrev,
           og oppaa Shakespeares Skuldre løftet blev,
           som tog en liden Taage, der langsad Clyden drev,
           et lidet Gys, som hopped om fra Mund til Mund,
                       ja ret en Ingenting;
                 men skabte deraf Macbeth i hans Hexering.
           Du fandt din Hakon færdig paa den rige Bund
                       i Snorros gamle Gravslot,
                       og pudsed Støtten af blot.





           "Aladdins Lampe" Du skrev,
           og atter over Shakespeares Skuldre løftet blev.
           (Saa høit jeg kommer ei, om end jeg ned dig rev.)
           Dog Ham, som gjorde Lampen i Schehrazades Lund,
           Du give, Shakespeare, Pladsen paa din Isses Rund.
          
d.III,b.2,s. 49              Hvis ikke -- stakkels Shakespeare, du ligner Vragets Top,
                      hvor den, som er den letteste, klyver højest op.1

   Det er virkelig et Særsyn, at en Digter, hvis Værker ligge
aabne for Bedømmelsen, bliver mere berømt end han fortjener.
Dette er Tilfældet med Oehl. Han har Talent, og det fortjener
Agt; men Genie har han ikke -- det, der alene fortjener Be-
rømmelsen. Havde han havt Genie, skulde Danmark ikke have
lagt i Trælledøsigheden, men været frit; thi Libertador-Retnin-
gen maa ethvert Digtergenie tage, siden Frihed, efter den store
Epoche i Slutningen af sidste Aarhundrede, er fremtraadt klart
for Alles Tanker som Menneskehedens som alle Aanders Grund-
krav. Den Retning tog Propheterne. Schiller adlød denne Dig-
tergeniets Grundlov -- man kunde sige -- næsten uvilkaarlig;
og Shakespeare skulde have adlydt den mere, om hans Tids-
alder ikke havde været saa mørk: -- i vor Alder skulde han
have gjort Menneskeheden større Tjenester end Bolivar og
Lafayette. Digtere af den Rang ere = Seere, deres Tidsalders
Herrer og de kommendes Skabere -- dem de idealisere, selv
hvor de trylle sine Skabelser om Emner fra en forløben Tid.



           " -- -- -- i Himle, hvor Tiden
ei aabenbarte sig end,
boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden,
og svæver med Haabet jo foranfor den.



           Glimter ei foran Jorden,
foran for Tiden hans Syn?
Bagom Jordkloden drøner Historiens Torden;
men Seerens Sang er et foranskudt Lyn."

  
d.III,b.2,s.50      Digtere af en lavere Rang synge ikke som hine for arbeidende
Nationer stedse fuldkomnere Aarhundreders Vuggesange, men
for enkelte Døgenichter skrive de en Sopha-Lecture. I deres
Æsthetik indtager Archæologien, Nøiagtighed, historisk Troskab
vigtige Capitler. De søge Emnerne samt en god Deel af Behand-
lingen udenfor sig. Deres Med er at fornøie. Til disse Digtere
hører Oehl.; og da han har forstaaet at fornøie, har han natur-
ligviis Yndest. Fortjeneste har han dog kun af Archæologien,
af Sproget, forsaavidt han har behandlet dem vel, og af dem,
hvis Tid han har fordrevet paa en ligesaa behagelig Maade som
med Limonade og Cigarrer.

S. S.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE