|
|
| d.III,b.2,s.40 |
ENGELSKE CARRICATURER
Vikingen, aug. 1833, bd. 2, s. 187.
Betragtnings "Dybde".
Det er en noget mere end middelaldrende Mand, af Ud-
seende en Lærd og det en i godt Embede. Dog vidner hans
Ansigt mere om Flid end om Naturgaver, og at slutte af de
nedskudte, udad opspændte Øienbryn og den optrukne, frem-
skudte Mund (paa Norsk: Trut) -- om Disputeersyge, Vred-
ladenhed og Hang til at fordybe sig i Studeringer, som han kun
indbilder sig ganske at være mægtig. Han har en Stok under
Armen, en Bog tæt til Øinene, lav Hat paa en kort, tyk, hvid
Paryk, sid Vest, bredtasket, lang Kjole, er i stærk Gang, men
mere end det Halve af Beenklæderne kunne vi ikke see; thi
hans Høilærdhed befinder sig et godt Stykke ude i -- en Elv.
Der siger han, bankende med den ledige Haand paa det aabne
Pagina: "Jeg maa gaae tilbunds i dette Problem før jeg gaaer
videre."
Galanterie i Gallop.
En liden, tyk, buttet Dame skrævs (m. T. a. m.) over en Stente,
paa hiin Side hvilken et Par Oxer og en Bonde sees. Hendes
Elsker, en latterlig, ussel Spink af en Person, i fuldt Sprang
paa denne Side Gjerdet, vel med Tabet af sin Hat og Damens
Pose, som det lader har været ham betroet, men dog reddende
hendes Parasol. Damens Skjødehund gjør Partie med ham,
medens en noget større attakerer hende, saa hun ret sættes i
Knibe -- hvorfra rimeligviis Bondekarlen befrier hende, og
hvorfor hun (ligesaa rimeligt) vil belønne ham, og ikke den
troløse Elsker.
"Johnny!" -- raaber hun -- "Johnny, da! Johnny! din Kujon!
Vil Du lade mig efter mellem disse hornede Bæster? For den
Kjærligheds Skyld, Du har til mig, kom tilbage og hjælp mig
over!"
"Nei, Gud straffe mig, om jeg gjør! Nummer Een er den
første Lov i Naturen, og ligesaa her. Sjøh, Perle! Perle!"
|
| d.III,b.2,s.42 |
Maadeligheds-Selskab.
Et Lys i en Flaske paa en Tøndebund belyser skarpt Præsi-
denten, der, med en Kridtpibe i den ene Haand og Hatten i den
anden, forgjeves søger at reise sig. Af de agtbare Medlemmer
er En bleven upasselig og har søgt et Leie paa Gulvet, hvor dog
en Anden, der er i samme beklagelige Tilstand, foraarsager
ham megen Uleilighed, ved fra et Anker eller en Otting at lude
sig over ham. En sover, en Tredie holder et skummende Glas,
skjøndt han græder bitterlig ved Præsidentens rørende Tale:
"I Herrer! Jeg hader Enhver, som gjør sig selv til et Bæst.
Maadeholdenhed, I Herrer! er Sundhedens eneste Frelse. Jeg
tænker Alle underskrive dette; men -- da det er Nytaar, og da
jeg maa forsvare enhver anstændig Ting, saa ville vi tage endnu
en Bommert rundt!" (Hør ham! Hør!)
Taalmodighed er en Dyd.
Omringet med Fiskergreier, med opslagen Kjolkrave, sam-
menkruket, sidder en langnæset, langbenet Person, i skyllende
Regn, medende ved Flodbredden. Bag ham spørger en Tyk-
mave under Paraply: "Hvorledes, siger jeg, har det ikke bidt
paa en eneste Gang den hele Dag, min Gut?"
"Nei!" svarer den Lange med uforstyrret Opmærksomhed paa
sit Snøre.
Advocaten og hans Clienter.
Denne Advokat er ikke, som man ellers skulde tænke, af et
gustent, svovelfarvet Udseende, med sky Syndermine, et Par
Øine, som St. Hansorme, og Kinder, som Flaggermuusvinger.
Rødmoset, trivelig staaer han der, prydet af Naturen med en
smuk krum Næse, stadselige Barter og Øine, der lyve Sjelen
Ærlighed paa. Dog ligger saavel i disse, som over det hele
Ansigt, en vis Hjerteløshed, og et aristokratisk Overmod, en
ækel, forædt Selvgodhed søger Udtryk i enhver af hans Miner
og Vendinger. Saaledes staaer han med udbredte Hænder, ræk-
kende hver af sine Clienter (d. e. Folk, som lade sig tage ved
|
| d.III,b.2,s.43 |
Næsen) en Østersskal. Disse ere derimod af et høist elendigt
Udseende, og gjøre, med de lange Miner, gabende Munde, sam-
mensynkende Knæe, tippede, lange Næser, de jammerligste
Kontraster mod Advocatens Figur og Holdning. Den ene Nar
holder Hænderne fast i Lommen, som for at holde paa den
sidste Skilling; den Anden har dem udspilede, som om ogsaa
den var gleden dem unna. I Baggrunden føres En i Gjelds-
arrest, medens en Anden synes at ville frelse sig ind i en Kirke
med nogle Præster (d. e. Folk, som burde holde Advocaterne i
Tømme). "I Herrer" -- siger vor Advocat -- "det var en for-
træffelig Østers; -- det maa jeg sige! Retten tildømmer Eder
en Skal hver."
Anmærkning til Advocaten og hans Clienter.
Denne Skizze burde aldrig hedde Carricatur. Snarere Karak-
teer-Tegning. Thi tro mig, Borger, Bonde, Menneske, hvad Du
end er, der gives ikke nogen Moral bedre begrundet paa Erfa-
ring, end dens. Jeg raader Dig at troe, at alle Mennesker i
vore Dage ere Enfoldige, undtagen de, som spise Østers; vogt
Dig for dem, som for ham, der haler Sjel og Krop til sig ved et
Haar! Had det, at have Ret; thi baade frister dette til Proces,
og heller ikke vil jeg vædde 1 mod 10 paa, at Du ogsaa faaer
beholde denne Ret igjennem Retterne. Det skal dog maaskee
alligevel forsikkres Dig af høieste Domstol, at Du havde Uret
og bør straffes, eller at det dog er uvist, og at Du derfor (for
Sikkerheds Skyld) bør flaaes. Det er ellers ikke greit at gjøre;
thi har Du din jordiske Lykke kjær, saa sky Østersæderne. Har
Du din sande Lykke kjær, saa forfølg dem!
Siful.
|
| BLA BAKOVER |