|
FOLKEBLADET
No. 23. Tirsdag den 4de Juni 1833.
VINKELSKRIVEREN
(Sortkridtstreger i en Storthingsmands Tegnebog.)
(Fortsættelse fra forrige No.)
"Du har lidt blodig Uret, Thor!" sagde en Mand med bæ-
vende Røst samme Aften. Et Blik, han sendte over Dalen til
Procuratorens fuldtoplyste Huus, sagde tydeligt, at begge Col-
legaerne vare der at finde. "Galskab af dig, Thor -- blev han
ved -- at tænke, at Han derover skulde ville raabe om Ret for dig
-- Han, der ikke er et Haar ligere, der er medindviklet i denne
og mangfoldige andre af din Ødelæggers Kjeltringerier. Klag
for Belsebub over, at onde Aander drive Uvæsen!" Thor svarte
blot med Kummerens Adspredthed: "ja, det var sandt!" Et
langttrukket utydeligt mumlende "Gud veed hvor jeg skal hen?"
fulgte længe efter.
"Der bliver da intet andet Raad, end at jeg faaer anraabe
Retfærdigheden for dig, min kjære Thor" -- fortsatte Manden.
"Bare jeg ikke kommer paa Tugthuset for det Stykke Arbeide."
-- "For Guds Skyld, Mand! befat dig ikke dermed," raabte en
ung Kone, gribende Blækskrinet ivrigen. "Du gjør os ulykke-
lige. Juristerne ere enige; de ville være enige i at ødelægge dig!"
"Thor har lidt blodig, blodig Uret, Kone!"
"Hvormange lider ikke det? Procuratorens Tid kommer vel
uden os; men bedst er at passe sine egne Ting, og at passe sig
i alt hvad man gjør. Lyd mig nu heri bare!"
|
| d.III,b.2,s.19 |
"Thor har havt Formue og Gaard -- det opslugte det Udyr
af en Procurator, og hylte endnu ovenikjøbet paa den øde Tomt:
"troer Godtfolk ikke at jeg har cachert mig?" Thor har havt
en Kone, (her blev hans Stemme blød, og Konen klappede ham
paa Skulderen), men hende dræbte Sorg og Nød. Thor har sex
Børn, engang velforsynede og sunde, som vore (her traadte
Taarer i den unge Kones Øine), men nu, siden den Rovfugl slog
ned, adspredt paa Betlerstien, syge, hungrende, nøgne."
Mandens Stemme steg her indtil Vredens skarpe zittrende
Tone. Konen bøiede sig kjælende over ham, og sagde, sættende
Blækskrinet ned, med graadbrudt Stemme: "skriv da, skriv da i
Guds navn!" Thor fik intet Andet frem end "Gud velsigne jer!
Gud velsigne jer begge!" Men han sagde dette med en Røst,
som ikke lod sig hærme. Anden Løn end denne Anviisning paa
Himlen fik Manden heller ikke, da Klagen var færdig; men han
tog den for god.
Da Thors Klage blev bekjendt, smidskede Procuratorerne
imellem sig: "troer Godtfolk ikke, at vi Jurister have cache-
ret os?"
Nogle Maaneder efterat Thor var sluppen udaf Arresten, fordi
han havde vovet at klage, befandt han sig paa Arbeide i Chri-
stiania. En Vogn med en Arrestant ruller ham forbi i Storgaden.
Ha! saae Thor ret? Dog maa han vel see med disse Øine; thi
Ravneparet indspænder sig atter deri som ved Procuratorens
Dør hiin Morgen. Vognen standser ved Tugthuusporten. Ha!
Thor har seet ret. Det er Manden, som skrev. Men Porten er
allerede aaben. Hvem er det? hvem var det? spørger Mængden
i Munden paa hverandre, medens Vognen drøner ind under
Porthvælvet.
"En Vinkelskriver!" svarer Slutteren -- og Skjændselens
Porte have slugt sit Rov. Ha! Thor saae ret med Ravneøinene.
Men Ravnene fløi ud derfra, da Porten bragede igjen; dunkelt
blinkende, ligesom snappende efter Lyset, ligne de nu et Par
flaggrende graae Duunfjere. Han vakler nedover Gaden mod
Broen; der holdt han svingende om Rækværket. En grønglind-
|
| d.III,b.2,s.20 |
sende Jagtvogn ruller derover. Begge Procuratorerne sidde hil-
sende og smilende til begge Sider deri. Da stege atter Ravnene
op i hans Øine, mørke, funklende, huggende. Men de bleve sid-
dende fra denne Stund, bruusbruusfjedrede, huggende forgjæ-
ves om sig, da Folk stimlede om og raabte: "Manden er bleven
gal! hei! hei! hvorfor seer du saa vildt Thor?"
Thor fik Buur i Daarekisten at tumle sig i, ligesom hiint sorte
Ravnelivlige, Vingevoxende, Nebhuggende tumlede sig i hans
Øienhuller til Søndagsmorro for alle Gamlebyens Døgenichter.
Uvist er det endnu om Nervebaandet er brustet, som bandt
denne Ravn i Øie; men er det saa, da svæver den fri i Høiden,
for engang at nedstyrte paa sit Rov. Dog maa det vel være saa;
thi Procuratoren seer i den sidste Tid betænkelig imod Himlen,
som om han saae et vist tindrende blankt Sort at svæve deroppe
over sit Hoved, og naar han seer ned i et Glas Portviin, da
svimler han som stirrende i en sydende Afgrund.
Det er imidlertid vist, at Vinkelskriverens unge Kone nedkom
fortidlig af Sorg og døde med sit Barn, og at samme Dag som
Procuratorerne droge ind i Byen som i Triumf over Dommen,
der fældte Vinkelskriveren, og som Thor kom i Daarekisten og
Vinkelskriveren paa Tugthuset, droge Tusinder gjennem samme
Gade, over samme Bro, forbi de smilende Procuratorer, den
sindssvimlende Thor og hans lænkede Forsvarer, jublende:
"Hurra for Friheden! idag er 17de Mai! Hurra for Grundloven!"
Frihedens Tempel i Normandens Dale
Stander saa herligt i Ly af hans Fjeld.
Frit tør han tænke (skrive?) og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held!
|
| BLA BAKOVER |