|
[OM STUDENTENE OG 17. MAI]
(Indsendt.)
Statsborgeren 28. april 1833.
Det er en vanskelig Sag at rose og dadle. Roser man en
heel Klasse tage alle det til sig; roser man en Enkelt, bliver han
vred, eller misundt af Andre. Dadler man en heel Klasse troe
alle de ere Undtagelser. Dadler man Enkelte, troe alle, de
kunne pege Fingre til dem. Men ligegodt, i følgende Linier er
noget af hvert:
For nogle Aar siden høitideligholdt alle Studenter Konstitu-
tionsdagen. De løb gjennem Gaderne med Styr og Spektakel og
raabte: "Afveien Pøbel!" til alle dem, som mødte dem, og ikke
bare Studenterhuer; men ikke før havde en Mand, der som
Individ har Indflydelse nok alligevel paa et Folk 1 000 000
Mennesker kundgjordt, at han ikke led det, førend de alle knur-
rede og skulende lode al Høitideligholdelse fare. Og det er
disse, som kalde sig "det frie Norges frieste Sønner" og som
synge:
"Vort Fædrelandsblik paa vor Idræt henvendt"
og:
"Svulmende Hjerter og glødende Kinder
hylde det elskte og hellige Navn".
Men de synge det ogsaa kun, de fø1e det ikke. Deres Sang
er som Lyd af Veirhaner. De skulde synge en Hymne til Løvens
Manke, og til det Utøi der kryber i den, det vilde tage sig
bedre ud.
Men man maa være retfærdig. De vare anmodede om at lade
det være af deres høivelbaarne, høiædle, velbaarne og velbyr-
dige Forældre; Professorerne løb om og prækede om sorte
Brætter, en theologisk Professor holdt, om jeg husker ret, i
Ordensdragt, en Tale for at bevæge dem. Han brugte Guds
|
| d.III,b.2,s.3 |
Navn, og tog et Sted af Bibelen til Text, men Gudsbespottelse
kan det dog vel ikke kaldes. Aaret efter løb han om og sagde,
at visse Folk vare gale, og udtog deraf vise Forskrifter. Hr.H.
jog en Student ud af Landet, og Statsraad Diriks brugte nu sin
Maneer. Dette gjorde nu disse Folk og det er dog dem, som
haanligen kalde Folket "de lavere Klasser" -- som ikke ere
fornøiede, med mindre de faae en Løn aarlig, som de nitten
Tyvendedele af Folket vilde kalde Rigdom.
Jeg vender mine Øine bort fra dem, og min Aand opklares
i det mit Blik falder paa de norske Bønder. De ere det norske
Folk. Til dem staaer Fædrelandsvennens Haab. "Frem Bonde-
mænd, Odelsmænd, Hædersmænd alle til Hobe". Holder frem
som I stevne, men samstemmig og end kraftigere, og eders Fien-
der skulle tumle for Eder som Skotterne ved Kringlen, og da
skulle I være værd at glæde Eder paa eders Hædersdag!
Efter mit Løfte skylder jeg endnu den enkelte Hædersmand
Roes; men jeg er for stolt til at rose Nogen, som kunde for-
smaae den, og for beskeden til at troe, Nogen vil smigres ved
den. Dog de Døde foragte ikke. Jonas Rein! Jens Zetlitz!
Peter Kræfting! Nogle Øieblikkes Dvælen ved Eders Minde
er et Bæger med Nektar, som jeg tømmer til Ære for eders
Skygger.
|
| BLA BAKOVER |