|
[OM NORSKE NAVN]
Morgenbladet 10. mars 1829.
I flere Egne af Landet hører man snart ikke andre Mands-
som Qvindes-Navne, end nogle forqvaklede jødiske eller saa-
kaldte christelige Navne, der have deres Rod i Legendernes,
Helgenernes og Klerketidernes Barbarie og ikke i vort malm-
rige Gothesprogs Indre. Dette er en hæslig og ikke uvæsent-
lig Uskik, der langtfra stemmer med den Følelse af Nationa-
litet og selvstændig Uafhængighed, der er en af Fjedrene i Fol-
kenes Drift til fri og kraftig Udvikling; meget mere hører den
til den sønderbrustne Plan til et apostolisk Universalrige, hvor
det kunde synes tjenligt, at Borgerne vare, ligesom een Mands
Faar, mærkede lige. Almanakkerne bidrage meget til at under-
holde denne besynderlige Vane, som er lige gjængs i alle andre
Folkeslags. Hine værdieløse Navne staae i Forbund med mørk
og sværmerisk eller falsk Religieusitet, der, (man erindre sig
Puritanerne og Presbyterianerne, Herrnhuter og Consorter) sy-
nes at ahne en mystisk Velsignelse, som endnu skulde aande i
nogle gamle cananitiske Emirers Navne, saasom Abraham, Isaac,
eller i nogle Steders (Tabor, Zion o.fl.), hvor engang et lidet
mesopotansk Folk, som har Æren af at kunne regne de meest
oplyste Nationers Religionsstifter blandt sine hensovede Bor-
gere, iagttog sin halvægyptiske, halvpersiske Cultus.
Vort Sprog tilbyder en Overflod af betydningsfulde, velklin-
gende Navne, der gjøre det unødvendigt at hale op af den gamle
jødiske Historie, et "Michael, Tobias, Daniel, Isaak, Joseph,
|
| d.III,b.1,s.93 |
Jonas, Sara, Elisabeth, Rachel, Rebekka, Anna, Susanna," til
en norsk Gut eller Gjente, der vier sig til vor Historie og dens
eiendommelige Dyder, ved at bære et fædrelandsk Navn, et:
Olaf,1 Thoralf, Hakon, Hagbarth, Harald, Erik, Thorstein, Oluf,
Einar, Thorgeir, Thorgrim, Arnhald, Haldor, Thorleik, Kalf,
Eigil, Eivind, Sigvard, Henrik, Halfrod, Ivar, Thorvald, Bodvar,
Frithiof, Sigurd, Inge, Sverre, Snorro, Asgrim, Arne, Brage, Hos-
kuld, Sturle, Elif, Erling, Gudmund, Guldbrand, Rognvald, Reff,
Alf, Grane, Harek, Eisteen, Ragnhild, Svanhild, Asild, Snefrid,
Astrid, Ingerd, Ulvilde, Alvilde, Thora, Ingeborg, Gyda, Ragna,
Alfhild, Aaloff, Sigrid, Bergliot, og andre ligesaa skjønttonende.
Af disse Navne ere Olaf og Oluf (Ola, Ole) samt Guldbrand
rigtignok holdte i sømmelig Ære, og vesterpaa i Dalene træffer
man mange slige nationale Navne, der gjøre det overflødigt at
hente Benævnelser af Romaner, enten de have hjemme i Italien,
eller Gud veed, hvor fjernt fra os, eller fra det nye Testamente
eller Munkelegender eller Martyrfabler, som f. Eks. Peder, Paul,
Thomas, Christian, Marcus, Lucas, Laurents, Emerentius, Jør-
gen, Vincents, Rasmus, Bent (Benedictus), Nils (Nicolaus), Søren
(Severinus), Jens, Jan, John, Jochum, Hans (Johannes), Cle-
mens, Anton, Andreas, Christopher, Maria, Christine, Christiane,
|
| d.III,b.1,s.94 |
Pauline, Paula (udtales: Polla), Maren, Maja, Agnete, Agathe,
Juliane, Lene, Else, Sabine, Marthe, Cathrine, Constance, og
andre tusinde Hunkjønsforvandlinger af fremmede Mands-Navne.
De respective Geistlige og productive Huusfædre, hvis de
ere enige med Indsenderen i, at Sproget vanzires ved sligt frem-
med Udslet, og at Normænd og Norqvinder bør være stemplede
med indenlandsk Mærke, som dertil er smukt og heraldisk-betyd-
ningsfuldt, ere istand til at raade Bod paa omtalte besynderlige
Slendrian. Det høiere Øiemed, som ved Sproget er lænket til
Hjerterne, undgaaer ikke et aabent Øie; og en Starblind, der blot
havde sund Følelse, maatte, naar han fandt udslidte Helgenfigurer
i Nutids norske Almanakker, spørge hver, der gad høre, om
ikke Navne fra vor Historie der hellere burde have Plads. Det
vilde ikke vare længe før Almuesmanden, der blader i Alma-
nakken hele Aaret rundt og puger Navnene i sig, saa deri en
Spore for sin Opmærksomhed, og lidt efter lidt kom efter For-
bindelsen imellem dem, og havde den sammenhængende Hi-
storie inde. Istedetfor Anhanget om Primstaven, som vel neppe
findes i mange Hytter, var ogsaa et velvalgt Udvalg af en frugt-
bar Videnskab (f. Ex. Moralens Kjernesætninger) at foretrække.
1 tilbakeAlle disse Navne, som pege paa Thor, ere ikke saa hedenske, som de
synes. De svare netop til Germanernes mange Navne, hvor "Gott" (f. Ex.
Gottlieb) og Jødernes, hvor "Jehova" (f. Ex. Josva) er iflettet, I Skandina-
viens Urbeboeres oprindelige Religion var den guddommelige Enhed erkjendt,
udtrykt ved Navnet "Thor" og givet, som i fleste Urfolks Religion, Ilden --
Solen, Stjernerne, Æthren, Lynet, -- til Symbol. Thor er da aldeles svarende
til Celternes Taranis, til Ægypternes Pthas, til de asiatiske Hovedslægters
Bel, Akhar, Zæruane-Akherene, Tien, Jehova, og kaldes Alfadur egentlig,
da "Thor" mere er Navnet paa den i Naturen synlig fremtrædende Alfader.
Siden rigtignok, da Ideerne blandede sig, som Folkeslægterne imængedes hin-
anden, degraderes Begrebet "Thor", da Mythologien fremkom, der pantheistisk
udtrykkede den guddommelige Enhed, ved at personificere og poetisk at for-
binde dens Modificationer igjennem det uendelige Alt. Den opfattede Enheden
brøkviis, og disse Brøker ere Fabellærens Guder. Begrebet om Alfadur blev
da sat inderst i Theosophiens Allerhelligste; men Odin, Frigga, Hertha o.fl.
fremtraadte i Tempelhallen for Folket. Thor nævnes nu blot som Norges
Skytsgud; de øvrige to nordiske Lande delte Freir og Niord imellem sig:
Odin, der synes nu mere at svare til Jupiter, var da blot den evige, uforan-
derlige Øverstes, Alfaders, første Repræsentant eller Vicarius; og den histo-
riske Odin et Slags Messias. Den samme Udstykning af Guddommen viser
sig i alle andre Nationer (f.Ex. Akhar, der deeltes i Brahma, Chiven, Vischnu
o.fl.) undtagen hos Jøderne. |
| BLA BAKOVER |