|
|
| d.III,b.1,s.88 |
[FORSVAR FOR SATAN]
Morgenbladet 31. jan. 1829.
Den hellige Kamp, under Troens Oriflamme-Banner, for at
forsvare den kjære, gamle, bittert fornærmede Satan, er nu
ogsaa i vort rolige, sindige Land begyndt. Himlen skee Lov!
ja begyndt og saa tapperligen fortsat, som om vi (jeg siger
"vi" saasom jeg gjør mig til af at være En af dem, som have
denne ene Tanke, at: "da de ikke tænke gide, de tænke ikkun:
bedst at troe"); ja saa tappert, som om vi ikke havde vor gode
hornede Allierede selv i Spidsen. Men er han ikke fremme,
saa kommer han, hvorfor jeg er bleven i en Vision, eller hvad
det nu var, som paakom mig saa med eet, ved at læse Hr.
Pastor Ellefsens Hjernesuk, værdiget at sørge. Foreløbigen
kan jeg nu, siden jeg har ymtet om, at jeg har havt en hellig
Vision, forsikre Troende og Lidettroende og Ikketroende, høit
og dyrt om, at Djævelen altid vil blive agtet høit i Verden.
Om Nogen vil sige mig imod heri og prophetere anderledes
eller fordre Beviis, da siger jeg, en Vision er Beviis nok og
læseligt nok for Troens Øie. Men, om Nogen siger: Troen er
jo blind, saa svarer jeg: Vis-Vas. Udi samme Vision blev mig
ogsaa aabenbaret, at Djævelen agter Verdens høie og evige
Agtelse for ham ligesaa høit, saa at den eneste Bog, naar jeg
undtager en tynd, lille Forklaring, hvori han underviser sine
mange smaae sorte Rollinger, som fandtes i hans Boghylde,
var Dogmet om hans reelle personlige Tilværelse og Indflydelse
her og hisset udrevet af en christelig Dogmatik, skreven af
en Professor Theologiae; dog syntes mig i et afsides lidet
Skab at blive vaer nogle jesuitiske Moraler, et nyt Exemplar
af et Hyrdebrev fra Erkebispen af Toulouse, nogle Skrifter af
Grundtvig, hvori stod "Professor Clausen", som Eierens Navn,
anført paa Bindet, samt, med samme Haand, disse Ord:
"Fostre af partiel Afsindighed hos et Genie"; og ligeledes nogle
Skrifter af Rudelbach, hvor paa Bindet stod skrevet: "Vand
paasat af et Kaalhoved". -- Nu, skjøndt Djævelen saaledes maa
holdes for uovervindelig og vel forvaret, saa ere dog vistnok
ikke, da Fienderne ere talrigere end de gergasenske pressede
Marinerere, Venner og Forsvarere at foragte. Thi, havde ikke
fidus ille Achates, Hr. Pastor Wexels, raabt Hei! itide, saa var
vor gode ældgamle Allierede bleven qvalt af den gamle, høit-
|
| d.III,b.1,s.89 |
berømte norske Philosoph, som greb Leiligheden, da han sad
nikkende over sit næsten udslukte Helved, endnu lethargisk
beruset af den Opiumskaal, nogle lystige Viismænd, der be-
søgte ham, da det qvældede mod forrige Seculum, havde iskjæn-
ket ham. Da lød Varskouet fra den Trofaste, -- den Gamle
foer op, gnikkede sine Øine, mens han mumlede Noget i Skjæg-
get om Zoroaster og Augustinus (drømmede han sig ind under
deres Aarhundreder?) og nævnede Christus (dette synes dog
sært) og Confucius med en Eed, der kunde skræmme Christen
Grovsmed selv ifra at recensere; han karede op i Baalet, stak
en Musicus og en Aagerkarl paa Spiddet, greb en Brand og
styrtede -- Achates slog Døren op -- ud af Helvede, for at
see, hvorledes det stod til i Verden nu...Ak, ingen San-
benitofest, ingen Excommunicationer, ingen høitidelig Over-
leverelse af Sjel og Legeme i hans Vold, ingen Ordalier, intet
Sværd draget, ingen Fakkel løftet for at belyse Samvittighederne
og tilhugge dem med Sværdet efter Seierherrens, som Prokrustes
Gjæsternes Ankler, for at passe til hans blodige Seng. Kun
et udslidt Pavepallium saae han hænge endnu paa St. Peters
Stol, sværdvæbnede Barbarer og pennevæbnede, Hjerteløse
Diplomater rundt Hellas, rygende af Aske og Blod, Soldater i
Ministerierne, Ministre i Feldten, endnu Armeer (denne glim-
rende Lænke imellem Attilas og det nittende, tyvende-tredivte
Sekels Dage) over den vide Jord, Skele-casserne tømte i Mis-
sionærers Bug eller paa Guineas Strande, Wellingtoner, Villeleer
og Migueler som Grundloves Fortolkere, endnu Adelstand, som
det fyrgetyvende Aarhundrede vil finde i Historien med samme
Forbauselse, som naar vi finde et forstenet Mammuthscadaver,
hvilke Dyr vel have været for store, til at kunne komme ind ad
Arkens Dør i god Behold, og maaskee unaturligt ere avlede af
Giganternes himmelske Fædre (I Moseb. 6, I); og -- han loe --
i de protestantiske Lande saae han en Reaction til Catholicis-
men, og en behagelig mørk, Guds fordunklede Billed værdig
Augustinsk Theologie fremmanet fra Cathederne, for at lægge
sig som Støv paa Hjerterne, der nylig skjøde nervefulde iveiret
under Kampens Hæder, og paa Hjernerne, der lægges aabne
som Tavler i Verden, at Muserne kunne bruge sine Griffeler og
annotere smukt og sandt i dem, som i Vennens Stambøger, Alt
efter Enhvers fortrinlige Yndest aabne til Reflectionsspeile for
|
| d.III,b.1,s.90 |
Erfaringen; men nu indskrumpes begge af Støvet, som Profes-
soren ryster ud i Salen, og som dog, hvor ækkelt det smager,
maa ind, hvis de ville nogensinde have Brød i Munden og et
Barn i Armen; begge indskrumpes og blive fra unyttige, skjøndt
smukke, sunde og duftfulde Blomsterknopper, til et Par Nødder,
som kun det høieste Øie kan see ind i, om der er en mager
Kjerne tilbage eller en feed Orm -- lad dem saa tabe den livs-
fortaknemmelige Opfatning af den friske Aande og Pulsation i
Guds skjønne Verden. Ak, jeg mærker selv en Reaction i mine
Ideer -- men tilbage, tilbage, og værer Smudset i den aandelige
Kjæmpes W's vældige Fodtrin, om han endogsaa retirerede til-
bage igjennem alle Dogmer (Porte hvori Philosopher hænge)
til selve Dogmet om Satans Personlighed og Realitet! Tilbage
da! Djævelen saae, at Sagerne ikke stode saa slet endda, og at
han vel kunde tage sig en Luur, naar han igjennem saamange
Aarhundreder havde sat Alt i Gang, som en Kjelling nikker
trøstig fort, naar hun veed, at hun har sat Hjulet paa Glid. Han
saae, og frydfuld trak han sig tilbage til sin gjæstmilde Arne,
overladende sine Venner Forsvaret, som Seclerne straalende
væltede sig frem; som dette staaer nu, som en haabefuld Regn-
bue over Slægterne, et henrykkende religieust Vanvid, ligt en
Slange, der hæver sig frem, idet den bøier en Deel af Kroppen
tilbage, snigende sig frem imellem de ypperste Nationer. Held
os! det har svunget sig over Havet til vore Dale, det udspyer
den søde Roe om vore Hjerter, lægger sine Æg i vore Hoveder,
og Drager springe frem, som W's Bog imod Treschows, stærke i
Kampen for Djævelen.
Nu, dette var, Skam faae mig, en Episode saa lang, at jeg
anbefaler den til den dybsindige Oldings Taalmodighed, der har
tøvet saa længe, før han kom ud med sin Hjertensmening, og
vel baaret over med Trefjerdedele af de Prædikener og Kathe-
chisationer, han i sine Dage har hørt. Fordi den er apologetisk,
vilde mine Trosbrødre tilgive mig, at jeg slap ifra Visionen.
Vel -- troer da først Visionen; siden skulle I høre den.
Jeg har sagt, at jeg saae Fandens Boghylde; men ikke,
at jeg saae Manden selv. Nu siger jeg det, nu. Jeg saae
ham i fuldt Antræk, fuldt satyrisk Antræk -- virkelig som de
gamle Satyrer: Lodden, hornet, med en Heste- eller Bukke-
hov, lang, krum Næse og to Hanevinger paa Ryggen. Disse
|
| d.III,b.1,s.91 |
sidste Prydelser har jeg den Fornøielse at lægge til Ornaten
istedetfor de gamle uhyre Flaggermuus-Vinger, som jeg sværger
paa ere falske. Han sad just og læste ved Kjøkkenild Hr.
Pastor Wexels Bog imod Treschows "Christendommens Aand",
som det lod til med megen Interesse. Han læste med megen
Hurtighed Bogen ud, reiste sig op, stak Bogen i Hylden, greb
saa med en Ildtang Treschows Bog og kastede den i Ilden; men
alt som Luen slog op om den, flammede et satanisk Smiil om
hans Mund, og alt som Røgen steg op fra dens Aske dampede
Kainsmærker over hans Øienbryn. Jeg maa dog oprigtig til-
staae, at jeg skjalv, endskjøndt jeg var glad ved at see min
Troe saa retfærdiggjort; men, idet jeg begyndte at skjælve, be-
gyndte Visionen at forsvinde, og, da jeg saae mig om, saae jeg,
istedetfor Helvedes Flammegrund, et rødt Gulvtæppe, istedet-
for Djævelens Boghylde og Skab min egen tynde Bogreol, og
istedetfor Fanden selv en Kakkelovn med Kong Carls broncerede
Büste. -- Jeg har da nu den christelige Plan, da jeg saa grant
erindrer hans Figur og Ansigtstræk, og da et kraftigt Middel kan
behøves imod de mange Dumdristige, som forhaane vor gamle
Djævel, den nødvendige Skolemester med Riset i den store
Skole, Verden, søge at gjøre ham latterlig for hans gammel-
dags Dragt og Manerer, og true med at bringe deres Oplysning
selv til det enfoldige Folk, at lade ham, Fanden, lithographere
til gratis Uddeling i alle Skoler, Cathedral- som Almueskoler,
at Stykket der til Ziir og Opbyggelse kan hænge. Kun maa jeg
bekjende, at, da jeg ikke turde see ham ret i Øinene, jeg ikke
er paa det Rene med mig selv om, hvilket Udtryk jeg skal
lægge i disse: om Dumhed eller lumsk Ondskab eller begge til-
sammensmeltede i Præget af et vist Sværmerie? eller Dumhed i
det ene, Nederdrægtighed i det andet? Denne Uvished foraar-
sager mig megen haard Kamp; thi, paa den ene Side tør jeg,
for mine egne Øines Skyld, ikke afmale H. H. Djævelens ander-
ledes, end de virkeligen ere, og paa den anden Side tør jeg,
for min Saligheds Skyld, ikke vise Børnene en Djævel, som ei
var sand, eller saa, at de, naar de engang møde den sande, ikke
kunne gjenkjende ham fra Portraitet. En ny Vision kan jeg
heller ikke tilmane mig selv, og venter jeg kun med Længsel en
ny naadefuld Aabenbaring; men, da denne kunde udeblive, saa
staaer mig kun een Udvei tilbage, nemlig: herigjennem ydmyge-
|
| d.III,b.1,s.92 |
ligen at bede dem eller den af mine Medbrødre i Troen, som
muligens nyligen har seet Djævelen, at veilede mig i denne
vanskelige Sag, ved at opgive mig, hvad Charakteristiskt han
opdagede i Fandens Øine da jeg ellers vel erindrer mig, og har
allerede i Contur, de svulmende, sandselige, hovmodige Kind-
muskler, det indbildske Skjæg, det Nederdrægtige om Munden,
det Ondskabsfulde paa og om Næsen.
Denne simple Beretning om min mærkelige Vision tilegner
jeg herved, med Lægmandens fulde Ærbødighed, DHrr. Pastorer
Wexels, Sundt, Delphin, Ellefsen & Comp.
Tartuffe.
|
| BLA BAKOVER |