|
FRA SIFUL SIFADDA
til Fremstilleren af Paralellen mellem det svenske og norske Product i Nr. 2.
Nyeste Skilderie 21. juli 1828.
Depositurus.
Ah Siful! jeg har seet Herkules
sit Muskel-Atlas svulme høit op over
en Dvergs indsunkne Smiil, ligt slynget Skaar
i Kobberpladen. -- Ei, din Dverg er drukken
og famler i sin Tale, som en Elsker,
der binder Selam, og Narcissen ei,
blandt Roser, Hyacinther, Liljer og
|
| d.III,b.1,s.80 |
titusend stærke Parakleter, mægter,
som Sandheds Talsmand finde!
(giver Siful Sifadda "Nyeste Skilderie af Christiania og Stockholm Nr. 2)
Mindes du
de Epigrammer fem, et Echo lig',
min Sjel femdobbelt udslog -- o saa sande
som Pythias og uden Skadefryd --
bag efter Farcen dins bizarre Skrig?
De spaaede, som altfor hule Klang
af første Fod i nybygt Tempel: "ak!
det falder snart! sligt Taarn ei Skyen kløver,
men snart i Støvet søler det sin Top,
at geile Hunde kan det vaske, saa
en Dreng kan Blyet see, og putte lidt
deraf i Lommen til en Kugle . . Ak,
slig Kuppel, dristig som pisanske, og
med Skyer til Vinger, foldede paa Ryggen,
og Sol paa Tind som guldguul Falkekam,
blot skabt til Kragers Død?"
Mod viis, mod taabelig Critik
hvæs aldrig Pen!1
Depositurus.
Nu har dit Hjerte
udsuget Kinden: hver en Linie her
af denne lundske Epilog, som sortgrøn
og blodfyldt Igle glider ned og ruller
sig sammen der.
Nu have Heltene
kun bleggraa Hjerter, medens Kinden flammer
af firedobbelt Rustnings Gjenskin, og
mens Øiet funkler, blinkende for hvergang
en Kaarde klirrer eller Fængkrudt blusser;
men du, som ei er Helt, maa naar du æskes,
saaledes blegne vel i Kinden, men
dit Hjerte svulme frem til Kampen fuldt
af glohedt Mod.
|
| d.III,b.1,s.81 |
Siful.
Ei fy Depositurus!
Depositurus.
Nu rødmer du . . . O, Ærgrelse er liig
Chamæleonen.
Siful.
Fy Depositurus!
Depositurus.
Saa strøm tilbage lette Blod! hver Linie,
som døde Fiske over Phlegeton,
tilbagestrømme til de Strande, som
bag fiirbeenfyldte Siv fremyngled' dem!
Siful.
Min Landsmand vakkert tegnet
har Gothens favre fata morgana.
O skjønnere end Fee Morganas Templer,
skjøndt hun paa den violblaa Æther
høit bygger dem af farvet Regnbue-Jaspis,
har dette Digt i Gotheskjaldens Sjel
dybt spillet, da han det baldyred' ind
i nyskabt, lundsk Magisters Baldachin
paa hans Triumphtog. Neppe dog i Lund
og Upsal hver Magister faaer slig Bue,
saa laurbærkrandset, naar hans Værdighed,
med silkestrømpet Læg, langt foran Stimlen
med Pallas's Fakkel triner op mod Altret:
-- der ellers blev saamange Regnbuer
hvert Aar som Hvælvinger i gothisk Kirke,
og hvermand vilde blive lundsk Magister,
for see sig sat een Dag i dette Spil
af Himmelfarver hvormed Digtet leger,
og Samlingen af slige Epiloger
blev tykkest, skjønnest Digterværk. --
Ja ret Depositurus -- Du, som tygger
hver Aften Drøv paa eget Vid, og ælter
uskad'lig Spot, som Boaslangen Spyt,
|
| d.III,b.1,s.82 |
med Kjæben -- det var en Herakles, som
sig stillede, med Skuldre lige Templets
høithvalte Kupler, frem ved Dvergens Side!
Men Den, som Gothens Regnbu'digt har malet
-- Gid Bladets skidne Horizont ei havde
dets Hale slugt -- med saadan livlig Pensel
har ikke tydet Sandsen, som igjennem
det latterlige Dvergesmiil sig slynger,
som klangfuld Sandhed gjennem Hi'roglypher:
Min gode Landsmand har ei seet Sifuls
Personer, som de ere -- liig en Flok
Dverg-Dickier veitsdandsende paa Heden
til egen Latters Lyd, naar Hanen tier,
og qvælende med vildt fortrukne Smiil
den vaagnende Bevidsthed om de Armes
Vansind, stræbende til Gravs den synge
med evig Latter: Een kun af de Alle
det Sande ahner, at de lege kun
et Skyggeliv, men han sin Vemod øser
ud paa sig Selv og Alt i Spot.
See derfor
Du, som saa fuldt dit Syn har aabnet til
at fatte Gothens Himmelfarvespil,
og klart har Mønstret præget, at du kun
med søvnigt Blik har seet Sifuls Spil,
paa Siden nederst, Pag. 38!2
(Siful Sifadda gaaer).
Depositurus.
Er dette Svar? O jammerlige Helt,
ræd for sit eget Fodslag! Er det Svar?
Min Spot som Hercules's Krebs forfølge
din feige Hæl, til Øiet lyner over
en skamrød Kind som Gnistehvirvlen over
et plyndret Riges Bauner, som et Par
af Seiersørne over blodig Fane!
|
| d.III,b.1,s.83 |
Ah Sommersol uddrukket har dit Vid
og al din Galde: derfor vist det tordner
som da ifjor den uddrak Digteraaren
i Rasmi Hjerne: derfor skyllede
saameget Vand her dengang ned fra Skyen!
Naar Hiin saa blindt tør give Piller, maa
han vist ubuden have snaget mellem
dem, Du har lavet, fundet dem for bitre,
som f. Ex.3 Pag. 39
uventet fundet frem sin Oldefa'er.
Hvis saa er, var det bedst at vise ham
til Titelbladet, hvor en4 Strophe staaer
som ret Veiviser. Eller i det Hele
-- hvis du vil dømme Farver søvnig -- thi
de tvende Farcer er kun Prøver paa
hvad Farver Sifuls Pensel drypper af --
saa tag til Vækkelse her to
af mine
Epigramer
Dadl aldrig Hvad en Nutids Digter skriver:
Du veed ei hvilken Stor i Fortid dadlet bliver.
Du stikker Snuden til, og snuser, om du kjende
kan Sifuls Blomster . . . Au! du gjøer fordi de brænde!
1 tilbakeGylden Regel af Vessel.
2 tilbakeStygge. Fanden plager hende:
Al hendes Præk er min, blot sønderhugget
en heel Afhandling, anonym med Titlen:
"reflections sur moi-mème."
3 tilbakeV.irr.temp.
4 tilbakeV.irr.temp. |
| BLA BAKOVER |