|
TIL JONS VEN
Morgenbladet 21. okt. 1827.
See, hvor en huulkindet Grønlænder gaber ved Kjøbmandens
Taffel,
endser ei Stegen og Viin, ja ofrer sin Naboes Blik
-- hvert var en rindende Tand -- selv den syltetøikrandsede
Vaffel,
mens et medlidende Smiil, ligt Buen bag kløvede Skjold,
hænger paa Læben! han griner ad Dugen og staalfingret Gaffel,
smadsker med Tungen: -- hans Drømme fraadse i Hjem-
stavnens Tran.
W.
Indsenderen heraf seer, at koldsindig Taushed vilde være det
bedste Svar paa Ovennævntes, med Hensyn til hiint Stykkes
Tendents, i høieste Grad upassende Angreb; han vilde ikke fægte
paa sin Vens Grav om Latter udæsker ham. Han betragter
dette Qvasi-Epigram blot som et halv uvilkaarligt Udbrud, som
et "lad være! væk!" Den udstøder, der, staaende i Graad ved
en Grav, voldsomt, med en skingrende Latter bliver greben ved
Armen af en ufølsom, halvvanvittig Naboe, som, forbauset over
Hiins heftige Graad, raaber ham i Øret: "græd ikke saa stærkt!
ha, ha! brug idetmindste Lommetørklædet, som Skik er i vor
Bye! græd smukt, med Anstand, stille og pent som den der
|
| d.III,b.1,s.79 |
ligeover, hvis Næse er fugtig af Taarer, som forsvinde i Smile-
hvirvlerne: eller taktmæssig som denne der, der græder bit-
terlig medens han af fuld Hals synger sine egne Vers og træder
Naboen paa Foden hvergang denne griber falskt an i Tonen:
saa skal du græde ha, ha, ha. Du maa græde som de andre
ellers duer det ikke!"
Jeg vilde i Sandhed ønske, for Deres Skyld, ærede Ven! at
de havde angrebet et af de andre Stykker, der Tid efter anden
kunne være faldne af mig, som visne Blade: jeg veed, der vil
være meget at plukke for Critiken: den drøvtyggende Spotter
vil heller ikke hungre og mangle Stof for sine Kjæver til at
tygge. Jeg vilde da kunne gjensvare eller lade dette være,
uden at føle den nødvendige, naturlige Følelse af Modbydelig-
hed, som maa opstaae naar man finder det Slette og Usømmelige
forenede. Jeg kan ikke bekjæmpe den, naar jeg seer hen til
det angrebne og det angribende Stykkes Tendents, hvilket Sid-
ste, da det tillige er et uvirksomt Middel for den slette Hen-
sigt, da det i høi Grad er slet og som Spot ikke spottende nok,
ligner en pjaltet Tyv, der ikke dølger sine Gjerninger. Videre
vil jeg til denne lange Anmærkning, i Almindelighed talt, føie:
Den der fordømmer, blindthen hvad han ikke forstaar, ligner
Drengen, der kastede sin Mathematik, med Skjældsord mod
Pythagoras, Euclid og Holmboe, i Krogen.
Det er en agtværdig Rest af Religieusitet som bringer Ban-
ditten til at lade Præsten fare i Fred, naar han kan træffe den
fede Ridder.
|
| BLA BAKOVER |