|
|
| d.II,b.5,s.164 |
VENETIANERNE ELLER VENSKAB OG KJÆRLIGHED DRAMA I FEM AKTER
Opført paa Kristiania offentlige Theater i Vinteren 1841.
HR. SLOTSINTENDANT LINSTOW,
R. AF KGL. SV. V. O.
og min Fader
PROVST WERGELAND,
GEIST. M. AF KGL. SV. N. O.
tilegnet.
Personer:
Zani, Doge af Venedig, en Olding.
Cinthio, Giulios Frænde, af Navnet Zani.
Carrara, Duca eller Herre af Padua.
Dame Carrara.
Sekretæren ved Dieci eller de Timænds Raad i Venedig.
Mazoliero,
Zeno,
Annicelli, Venetianske Halvsoldsofficerer.
Tre venetianske Borgere.
Nogle unge Adelsmænd af Familien Carrara.
Retsbisiddere, Tjenere, Folk.
Handlingen foregaaer i Slutningen af Middelalderen.
|
| d.II,b.5,s.165 |
ANMÆRKNING.
Sujettet til dette Drama er taget af
"Acerra Philologica, das
ist: Sieben Hundert auserlesene, nützliche, lustige und denck-
würdige Historien und Discursen, aus den berühmtesten Grie-
chischen und Lateinischen Scribenten zusammen getragen", hvor
man vil finde
HISTORIE DES GISIPPI UND TITI.
Die Academia zu Athen war für Alters die allerberühmteste
der gantzen Welt, dahin aus allen Ecken und Enden sich ver-
sammleten alle, so Weissheit und Künste zu lernen gesinnet
waren. Der Ursachen halber zog auch von Rom dahin ein sehr
edler und fürnehmer Jüngling, Titus Quintus Fulvius, welcher,
als er nicht lange zu Athen gewesen, bald mit einem andern
Jüngling hohes Geblüts und Reichthums, Gisippus geheissen,
grosse vertrauliche Freundschafft machte. Diese beyde studier-
ten mit einander, hielten sich allezeit zusammen, und war nur
ein Hertz in zweyen Leibern. Es begab sich aber, dass Gisip-
pus sich in die edle Jungfrau, Sophronia genannt, verliebete,
und endlich sich auch mit derselben verlobete. Wie die Hoch-
zeit bald solte angesetzet werden, führet Gisippus seinen Freund
und Bruder den Titum mit sich zu der Braut. Da wird Titus
zur Stund mit hefftiger Liebe gegen Sophroniam entzündet:
Gehet nach Hause, wird mit einer gefährlichen Kranckheit be-
fallen, und darff unterdessen keinem Menschen die Ursach seines
Leidens klagen. Gisippus sich hertzlich bekümmernde um seinen
treuen Titum, hielt mit Bitten so viel bey ihm an, dass er end-
lich allen Handel erzehlt. Gisippus, ob er wohl seine Braut von
Hertzen lieb hatte, so war ihm doch sein Freund viel lieber,
vermahnet Titum, er solte getrost und gutes Muths seyn, er
wolte ihm seine Braut gerne überlassen. Hierauf werden sie
Raths, und beschlossen, dass, wann die Hochzeit mit Gisippo
und Sophronia vollendet, so solte Titus an statt Gisippi zu der
Sophronia auf den Abend hinein gehen, und ihr Ehemann
werden, und solte Titus solches alle Abend thun: des Tages
aber wolte sich Gisippus stellen als wäre er der Ehemann.
Solches wird ins Werck gerichtet, bleibet auch dieser Betrug
etliche Zeit verhelet, und meynet Sophronia anders nicht, als
|
| d.II,b.5,s.166 |
dass sie des Gisippi Frau sey. Endlich wird Titus nach Rom be-
ruffen, da muste sich der Handel offenbahren. Also liess Titus den
Rath von Athen und seiner Sophronien Freunde zusammen for-
dern, erzehlet ihnen, welcher massen er der Sophroniæ Ehegatte
worden. Sophronia verändert die Liebe gegen Gisippum in einem
tödtlichen Hass: Die Athenienser aber verjagten Gisippum nackend
und bloss ins Elend. Titus zog mit seiner Sophronia gen Rom,
allda er bald Bürgermeister ward. Gisippus aus seinem Vater-
land verwiesen, kömmt gen Rom, nach seinem ausgestandenen
Elend, zeigete sich von ferne dem Tito, der ihn doch nicht kante.
Daher er aus Zweiffelmuth sich in eine Höle verstecket, ver-
hoffend allda sein Leben zu enden. Indem er allda verborgen
sitzet, kommen zu Nacht zween Räuber, welche einen Diebstahl
begangen. Und wie sie sich nicht über das gestohlne Gut ver-
tragen können, ersticht der eine, mit Nahmen Publius Ambustus,
den andern. Des Morgens ward der Tode für der Höle ge-
funden, und nicht fern von dannen der Gisippus. Alsbald ward
Gisippus als ein Thäter ergriffen, der es nicht leugnete, sondern
bekennete, er hätte den Mord gethan, damit er desto eher vom
Leben abkäme. Gisippus ward fürm Bürgermeister Marcum
Varronem aufs Rathshauss geführet, und nach allen Umständen
dieser That halber befraget. Unterdessen erkennet Titus unter
den Rathsherrn sitzend, seinen getreuen Freund Gisippum; Sprin-
get auf von der Stelle, schreyet überlaut: der arme Fremdling
sey unschuldig, er habe den Todschlag begangen. Gisippus hin-
gegen bat den Rath, sie solten solches nicht glauben, er wäre
der rechte Thäter. Hierüber bestürtzte sich der Rath, wuste
nicht, was diesen Wunderdingen zu thun wäre. Unterdessen
war auch allda zugegen der rechte Mörder Publius Ambustus,
welcher, von seinem eigenen Gewissen überzeuget, gutwillig für
den Richter Varronem trat, und seine That mit allen Umständen
glaubwürdig berichtete. Darauf, nicht allein Titus und Gisippus
ledig erkannt, sondern auch der beyden getreuen Freunde halber
dem Ambusto das Leben geschencket worden. Hierauf hat Titus
dem Gisippo sein halbes Patrimonium mitgetheilet und verehret,
und ihm seine eigene Schwester Fulviam verheyrathet.
Ein getreuer Freund gehet über alles, und mit diesem ist kein
Gold, Silber, Ehre oder einig Ding zu vergleichen.
|
| d.II,b.5,s.167 |
FØRSTE SCENE
(Hal i Dogepalladset i Venedig. I Baggrunden en aaben Altandør. Maaneskinsaften.
Cenzia
med en Guitar paa Skjødet.
Cinthio og
Giulio i en fortrolig Stilling paa Divanen).
Cenzia.
-- -- Endnu engang, o ædle Fætter Cinthio,
fortæl hvorledes Giulio du frelste.
Hvergang Altanen der er aaben, aabnes
Indledningen til den Historie,
som, aldrig glemt, dog aldrig nok erindres.
Thi hist ifra Gelændret svimler Øjet
ned i Kanalens qvadersatte Grav,
hvori du sprang, og frelste Giulio af.
Cinthio.
Det Barndomseventyr!
Cenzia.
Jeg er hans Søster . . .
Cinthio.
. . . Og jeg hans Ven.
Cenzia.
Det holder jeg for mere.
Var jeg min Broder, var jeg din til Døden.
Lidt meer end Ven.
Cinthio.
Det var ei mere gjort,
end uslest Stymper, fremmed Ubekjendt,
Dødsfiende, Tyrk og Jøde kunde kræve.
|
| d.II,b.5,s.168 |
Cenzia.
I disse dyrebare Perleord
Guds Engle ville din Bedrivt indfatte.
(træder hen i Altandøren).
Men se! i dette sorte trange Dyb,
som aldrig Sol og Maane kunne naae,
var ikke Rum til Tanken om at komme
igjen derfra.
Cinthio.
Men Rum nok til os Begge.
Den Hund, man kalder Fare, ligger foran
hver Ting af noget Værd. Og hvad har større,
end Giulios Liv for Cenzia og mig?
Cenzia.
Se, liig en Slange, der slaaer Bugt af Rædsel,
saa høit den kan sig buer Broen over,
og skyder ingen Piller ned i Dybet,
som ensomt, tyst . . .
O alle Helgner! O!
(vakler tilbage ind i Hallen).
Giulio.
Hvad er det, Søster? Blev du svimmel?
Cinthio.
Tys!
(Et Guitarpræludium høres under Altanen.
Giulio og
Cinthio
ile ud paa den).
Cenzia.
Ve! Hvad vil Cinthio tro?
Giulio
(kommende leende tilbage med Cinthio).
Oh intet Andet?
En Serenade-Elsker . . .
|
| d.II,b.5,s.169 |
Cenzia
(afsides. Seende paa Cinthio).
O! Han leer.
Og Han kan lee! Og med en Fætters Latter,
der for et Feilsting driller sin Kusine.
Det er utaaleligt!
Det ærgrer Cinthio.
Han leer, men tvungent.
(høit)
Søster, jeg bør vide . .
Cenzia.
Det er Mazoliero. Det bør være
min Broder nok.
Giulio.
Jeg kjender ei den Herre.
Cenzia.
Sandsynligt nok; thi han er meer bekjendt
paa Lidos Strande end paa Markuspladsen.
Hans Klæders Farve er berygtet.
Han lever ikkun af sit Riddernavn,
og det tilhører kun hans Kaarde, ei
hans Ære eller Sæder eller Fødsel.
Han vandt det, som saa Mange, som det hedder,
paa Cypern, eller rettere, jeg troer,
ved fælles Ridderslag blandt Kamerader
i en Kahyt lidt før man kom til Land,
og upaatalt paa Lidoen det gjælder.
Der kjende Fiskerpigerne nok bedst
Oprigtigheden af hans Serenader,
naar han om Aftenen i selve Staden
tør spille Kavaleer. Saaledes har
da ogsaa jeg min Plageaand og kun
den Trøst, at mig alene knapt han plager.
Kun naar vor Fader, Dogen, er i Raadet
-- Gud veed hvorfra han altid veed det -- da,
da er min Tour.
|
| d.II,b.5,s.170 |
Cinthio.
Den sidste, ved San Marco!
Giulio.
Ja, hvis han synger slet.
Han burde være
mig kjær, som skabte Cinthios skjønne Vrede
og dette skjønne Lyn i Øiekastet.
Mazoliero
(nedenfor Altanen).
Serenade.
O søde Nat, du Geist af yndig Dag,
jeg veed du muntres af Citharens Slag,
at du kun lytter, naar du dybest tier,
til Fromheds, Sorgs og Elskovs Melodier.
Ei Stjernenattens Negerdronningpragt,
ei Dagens gyldenblaa Emalj slig Magt
har over Hjertet, som din Maanes Smilen,
saa from, som Helgenens i Dødsenshvilen.
Giulio.
Noget rusten i Stemmen. Det kommer af den sure Viin paa
Lidoen.
I slig en Nat, med Maaneglands saa reen,
at den til Marmor bleger hver en Steen,
og fængsler som med Sølverplader Voven,
og tvinger med et Flor til Tysthed Skoven . .
|
| d.II,b.5,s.171 |
I slig en Nat, da drømmer Armods Søn
sit Suk saa mægtigt som en Engels Bøn;
hans Hytte reiser sig paa slanke Søiler;
til kjøligt Efev bliver Fangens Bøiler . .
I slig en Nat er strengest Jomfrus Bryst
for Sukket aabent, aandet fjernt og tyst.
Det ind ad hendes Jalusier finder.
Indsuget det i hendes Barm forsvinder.
Giulio
(griber Cenzias Guitar; fra Altandøren).
I slig en Nat er hver forelsket Nar
paa Benene med Maske og Guitar.
Den kjække Helt, som vover sig en Hoste!
Saameget bør ei falske Toner koste.
Cenzia.
Utaaleligt! Befri mig fra hans Frækhed.
Cinthio.
Ja strax.
(spænder Kaarden om sig).
Giulio.
Min Pligt det er.
Cinthio.
Og mig en Lyst.
(de gaae).
En Lyst? O er der Ord saa sødt som "Lyst?"
Det danner Elskovs blomsterstrøede Forhal;
og Den, som trængte til det Inderste,
til denne seer vemodig dog tilbage.
|
| d.II,b.5,s.172 |
Men om hans Lyst rev ham i Døden hen? --
hans raske Lyst, den jeg maa elske saa
og elske meer, om den ham gav en Vunde
(thi den i mine Øine blev en Skjønplet,
et evigt Elskovssegl), om den ham dræbte?
om Lykkeridderen, hvis Grumhed glødet
er op af Asiens Sol, den Skurk, hvis Kaarde
er øvet til at træffe Terningøie,
om Han kun søgte Cinthios Hjerte? -- o
var da Princessen, der lod Beiler slagte
Medbeiler, mere grum end Jeg?
O Himmel!
(lytter i Altandøren).
For heftig Cinthio er, for spotkold Giulio.
Hvor Cinthio saarer, Han paalægger Iis,
saa Saaret endnu værre brænder. Frels!
De fegte . . . Atter Cinthio! . . .
(iler ud).
ANDEN SCENE
(Udenfor Dogepalladset.
Cinthio og
Mazoliero træde fegtende frem fra Siden, fulgte af
Giulio.
Siden
Cenzia paa Altanen. Man seer Marmorløven ved den store Trappe udenfor Palladset, hvori
de hemmelige Angivelser stikkes).
Cinthio.
Skurk! Maanen hyller til sit rene Øje
for slige falske Stød.
Giulio.
Ja slip mig til!
Jeg, som saae til, nu kjender hans Maneer.
Cenzia
(trædende frem paa Altanen).
Holdt, Cinthio! O, er Cenzia dig Intet?
O dumme Ridderlove! Hjælp ham, Giulio!
Om denne Djævel maa der To.
Cinthio.
Nei aldrig.
Gaa ind! gaa ind!
|
| d.II,b.5,s.173 |
Cenzia.
Du Grumme! O saa spar ham!
Spar ham for min Skyld, o Mazoliero!
Mazoliero
(træder tilbage og slaaer sin Kaarde ned).
Det vil jeg. Denne Trolddom mig betvinger.
Cinthio.
Hvad, Skurk! Paa denne Maade?
Mazoliero.
Samme Magt,
som gjør Jer rasende, gjør mig forsonlig.
Giulio.
Sligt Spil ei nytter Jer hos mig. Gaa Søster!
Nu er min Tour. Og, paa min Ære, Mand!
med Damens Broders Harme er forenet
en Zanis Lyst til Pøbelovermodet
at tugte ned igjen i sine Huller.
Mazoliero.
Død og Fordærvelse, du Adelsyngel!
Afgrunden vaagner under dig ved dette.
Men jeg vil ikke rase, ei tillade
mit Raseri at skumme; jeg vil huske
hvor det retfærdigt er, og saa arbeide.
Cenzia.
O vogter eder for hans fæle Bleghed!
Mit Liv paa, at han er en Albaneser,
en Corfiot, Illyrier eller Græker,
tifold Italiener i alt Ondt!
Mazoliero.
Gid Stene faldt, ei slige Ord, Signora!
I gjør mig Uret.
|
| d.II,b.5,s.174 |
Cinthio.
Oh, selv dette var
formegen Ære.
Mazoliero.
Det skal Du betale.
Se i mit Øje!
Cenzia.
Vogt dig, Cinthio!
Vogt dig! Naar ledte Fiendskab efter Vaaben?
I egen Ild det gløder Duens Fjedre
til Pileodde, i en Haandevending
det koger Gift af himmelfaldne Dugg.
Giulio.
Siig, vover I jer frem slig Maan'skinsdag
for at faae Luna bort med eders Beilen?
Ved Himlen! det var ikke mere frækt
end jer Dumdristighed mod denne Dame,
mod Zanis Datter.
Ve, hvor er det med mig?
Jeg for min Broder ejer ei den halve
Veltalenhed imod for Cinthio.
Mazoliero.
Mod Zanis Datter? Fødselen er Knuden.
Haha! Og jeg, jeg har ei anden Adel
end at jeg hedder et af Folkets Børn?
Mod Zanis Datter? Ha, mod Zanis Datter?
(Afs.) Det maa Jeg høre, Jeg, der holder Lunten
her i mit Hjerte tændt i evig Brand
til Minen, som just sprænge skal i Luften
Venezias Noblesse paa mit Vink.
O ve dig, arme Moder! Thi din Ringhed
din Søn vil koste Saligheden.
|
| d.II,b.5,s.175 |
Giulio.
Nu!
Raadslaaer I med jer Feighed?
Sagde Hun
ei nys: ei Fiendskab efter Vaaben leder?
Cinthio.
Et Svar!
Giulio.
Raadslaaer I endnu?
Hvilken Tanke
opfylder ei min Sjel med Iis og Flammer!
Ha, den er mægtig! Og Fortvivlelsen
mistvivler aldrig.
Giulio.
Herre! Ei saalænge
raadslog jeg med min Byrd. Thi I blev adlet
-- men blot for denne Tvekamp vel at mærke --
ved Cinthios Hidsighed og Sværdslag.
Det,
jeg gyser for, maa skee! Min hele Bygning
maa falde, Samsons Søiletempel liig,
for disse Fiender at begrave.
Giulio.
Nu!
Dø som en Hund da!
Cenzia.
Lad ham heller løbe!
(Træder tilbage).
|
| d.II,b.5,s.176 |
Mazoliero.
Hun med det samme Hovmod mig foragter.
Da -- Død og Helved!
(Afs.) Ske da, Tanke, sikker
i al din Vildhed! Jeg vil lokke Disse
til mine Sammensvornes Mødested,
og saa angive alle i Sekunden.
(Til Giulio og Cinthio).
Ved Daggry -- thi nu kommer Dogen snart
fra Raadet, tung af Statens Sorgers Bly,
søvnbøjet, uden dog at kunne sove,
med nye Bunker Viisdom under Armen,
i Lune maaskee til at jage jer
ind med sin Stok, at I jer ei forkjøle . .
Ved Daggry derfor, mens den Gamle sover,
vil jeg paa Lidoen i Sesto's Have,
den allemandbekjendte Skipperværts,
som Kavaleer jer takke begge To
for denne Ære, som saa stor I troe.
Giulio.
Ret! Bravo!
Cinthio.
Ja vi møde.
Mazoliero.
Begge To!
Først En jeg takke vil og saa den Anden;
først dig, først dig, saa ham og atter dig,
idet jeg borer Staalet i dit Liig.
Cenzia
(trædende atter frem).
Hvad hviske I? Det skrækker mig end mere.
Kom op! I have hevnet nok min Ære.
(
Giulio og
Cinthio gaae ind).
|
| d.II,b.5,s.177 |
TREDIE SCENE
Mazoliero
(alene; tager sin Brevtaske frem).
Jeg kan jo -- o priisværdige Venedig! --
dem ramme Alle med et Blyantstrøg:
Ham, Broderen og Hende og den Gamle,
Plebejernes og Hærens Undertrykker?
Fyld da din Lampe, Maane! Lad den blusse
med dobbelt Styrke een Minut kun, til
jeg har udført den Plan, som gjennemfoer mig
saa pludselig, af Hekate indblæst!
Gid dog jeg kunde frelse Annicelli
og Zeno! -- ikke Fleer. Dog Ingen hader
Byrdstoltheden og Zani og Dieci,
Inqvisitionen og den gyldne Bog
med slig Oprigtighed som de; og derfor
de ville smile, naar de lænkes sammen
med Zanis Æt, hos Sesto grebne Alle
som Sammensvorne, og med dem indføres
for studsende Dieci og for Dogen,
der stirre maa sin Romerpligt imøde.
Og naar de over Sukkebroen vandre
i Døden sammen, ville de tilgive
for Følgeskabets Skyld Mazoliero,
og finde rimeligt, at Den er borte,
hvis Vidnesbyrd om Zaniernes Uskyld
maaskee udpines kunde. Heltemodigt
de ville sige: paa Mazolieros,
vor Høvdings, Bud vi svore jo at døe.
Vi døe; men han har jaget Skræk og Mistro
midt i Dieci, knust Dødsfiendens Hjerte,
gjort Frelsen engang for Venedig let,
det Maal, vor Høvding endnu fjernt forfølger!
(skriver)
Tak, Hekate! Jeg Nok har ved dit Lys
i denne korte Nota til Dieci.
Blodhundene forfølge mindre Spor.
Men vil du være meer end naadig, da
|
| d.II,b.5,s.178 |
træd bag hiin Sky imens jeg søger Løven
og fodrer det Venezias Sindbilled
med nye Offre.
(Man hører Aarepladsken).
Tys! Det var et Puds
af Nattens Aander, som ei let forklares.
Der kommer Dogen . . . .
(skjuler sig bag en Pillar).
FJERDE SCENE
(
Dogen, understøttet af
Sekretæren, stiger op paa Quaien med Fakkelfølge).
Sekretæren.
-- -- Jo, Eders Høihed, hvad der yttret blev
af Gradenigo i Diecis Midte
har nok sin Rigtighed . .
Dogen.
Om Genua?
Sekretæren.
Nei, om de mange Halvsoldskrigere
fra Cypern, som omkring i Staden drive
. . . i Staden ei, men heller rundt omkring den
i alle Forstadsstræder.
Dogen.
Plag mig ikke!
Nu har jeg neppe Kræfter til at angre,
at ei til Cyperns Pest det hele Pak
blev overladt. I Fred det er en Byrde.
Vi maae en Krig for at faae det af Halsen.
Men Saadant til imorgen!
(Stiger ved Sekretærens Hjælp opad Trappen).
Sekretæren
(Gjør Mine til at undersøge Løvesvælget).
Eders Høihed!
"Memorie segrete?" Skal jeg ikke,
skjøndt det er tidligt, undersøge Løven?
|
| d.II,b.5,s.179 |
Dogen.
Lad være for iaften.
Sekretæren.
Gaaer det an?
Ve mig! Til Sengen følger mig Diecis
Spion, belurende mit Støn i Drømme,
naar Marmorløven synes mig at lægge
sig over Hjertekulen.
(høit)
Gjør jer Pligt!
Mig Trætheden betog.
Sekretæren
(undersøger Løvens Svælg).
Jeg gratulerer.
Der Intet er, som skal betage Søvnen;
kun her en jammerlig Anmeldelse
om Stevnemøde sat paa Lidoen
med Timand Gradenigos egen Hustru,
og nok en Lap om udtænkt Røveri
i denne Nat.
Dogen.
Sligt truer ikke Staten.
Sekretæren.
Og ellers er der intet.
Dogen.
Gud skee Lov!
(gaaer ind).
FEMTE SCENE
Mazoliero
(træder frem; stikker sin "Memorie" i Løvesvælget).
Men nu, nu er der mere end du bærer.
Nu vil for Eftertiden denne Løve
sig lægge, som du sagde, paa dit Bryst
|
| d.II,b.5,s.180 |
og knuge dig i Hjertekulen, Gamle.
Og nu til Padua for det første! Maanen
maa endnu lyse mig didover Bugten.
Farvel, Signora! Vil du i din Hovmod,
at Zanis Navn ei altfor snart skal døe,
da hold dig, til du graaner hen som Mø.
Tys! nu igjen? Hvad, om jeg bort ei slipper?
(Skjuler sig bag en Søile).
SJETTE SCENE
(
Zeno og
Annicelli. Siden
Mazoliero.)
Zeno.
Tal dæmpet her! Her lytte Stenene.
Annicelli.
Ja i Signorias Pallads; jeg veed det.
Men disse under Foden forekomme
mig som Tangenter, der for hvert et Trin
udtone Veraab over Tyranniet.
Men naar jeg seer mod Himlen, Gud skal vide,
da har jeg Lyst at synge i slig Nat,
meer skjøn end Dagen, som Hengangnes Aand
er fagrere end Liget, som den levned . .
slig Nat, da kun Italiens Guitarrer
og Nattergale alle burde vaage.
Men slagen af dit Alvor tier jeg.
Den Tale skal Forrædere ei høre.
Zeno.
Læst i dit Blik, din Taushed dog udlægges
som Misfornøielse. Det er Forraad.
Annicelli
(seer over Quaien).
Hist sove to Gondolierer. Vi
for tidligt er paafærde. Det er længe
til Morgengry.
|
| d.II,b.5,s.181 |
Ja for Venedig. Altid
var Zeno først paa Pletten dog, og du
med ham, min unge Brutus.
(Pause).
Ædle Sjel!
din Reenhed Himmelen vil dække og
bedække Sammensværgelsen med den.
Annicelli.
Dog valgte Brødrene ei dig til Høvding;
men for sin Vildhed hiin fra Cypern komne
Schakal: Mazoliero.
Jeg troer ham ikke meer.
Annicelli.
Mazoliero?
Er Han da bleven Lystig? Thi jeg veed,
det vil du ikke taale i din dybe
oprigtig meente Kummer for Venedig.
Zeno.
Ja lystig meer end Patriot bør være,
langt meer end lystig: over Ørene
forelsket . .
Annicelli.
I?
Zeno.
I Dogens egen Datter,
i Adelskabets Blomst -- den Demokrat!
Annicelli.
Hvo veed hans Hensigt?
|
| d.II,b.5,s.182 |
Zeno.
Elskovs Hensigt? Taabe,
kun een har Elskov som Patriotismen.
Du veed, at denne, for at være stærk,
maa elskes som en Qvinde, Qvinder hades?
I hele Verden ere disse To
de Eneste, som have kun een Hensigt,
mens alle andre Ting i mange deles.
Men Nord og Syd er ikke meer ueense
end hines Meed: paa Sig kun Elskov tænker,
mens Patrioten virker kun for Andre.
Derfor er intet saa urimeligt,
saa galt, ravruskende umuligt,
saa ligt bestukne Paris foran Venus,
saa bundløst, troløst, brustet, falskt som en
forelsket Patriot.
Annicelli.
Hvo veed hans Hensigt?
Maaskee . . ?
Zeno.
Du blegner.
Annicelli.
Tanken var for fæl.
Zeno.
For Mazoliero?
Annicelli.
Ei din Sjel jeg fatter.
Med denne Afsky gav du ham din Stemme?
Zeno.
Jeg har ærbødig Rædsel for ham, som
for Natten eller Adriaterhavet eller
for Øxen, som, bevæget af sin Arm,
|
| d.II,b.5,s.183 |
kun hugger hvor den skal, men uden Tanke,
skjøndt den maa engang blive Statens Frelser.
Jeg vilde, altfor blød og fuld af Skrupler,
kun gjøre halvgjort Arbeid, medens med
sin Ubarmhjertighed, der er liig Hjulets,
som lige koldt gaaer over Børn og Stene,
Han vilde tjene Republiken bedre.
Men nu, da han er bleven Maan'skinsnar,
er Han for Sagen tabt.
Mazoliero
(trædende frem. De Andre forskrækkes).
Hvad, om jeg vunden
for den har Zanis Søn og Pleiesøn,
Familiens stolte Høire og dens Venstre?
Vil du da troe mig? Jo, min Annicelli,
spil Øjet op! Det er Mazoliero
saa vist, som at Tyrannens egen Æt,
naar Dagen gryer, os møde vil hos Sesto.
Zeno.
Tilgiv mig! Du er stor.
Mazoliero.
Jeg beiled kun
til Zanis Datter, for at slæbe Slægten,
den Adlens Krone, ned til os i Støvet,
hvori vi grave paa den fælles Mine,
der nu alt snoer sig under denne Borg.
Forstaae I?
Zeno.
O, beundringsværdigt!
Mazoliero.
Derfor
jeg knuser denne Kjærlighedsguitar.
Den alt sin Tjeneste udrettet har.
(Kaster Guitarren over Quaien).
|
| d.II,b.5,s.184 |
Annicelli.
En Tjeneste den gjorde os endnu.
Den vakte i sit Fald Gondolieren,
som fører os til Sesto.
Zeno.
Ja til Sesto.
Mig længes did, hvor mit Venezia
gjenfødes skal imellem Lidos Hytter.
Mazoliero.
Jeg bier efter mine Proselytter.
Zeno.
Farvel da! Om en Time . .
(De skilles med Haandslag).
Mazoliero.
Om en Time!
Om sex jeg hører Paduas Taarne kime.
Farvel! I vare bedre Skjæbne værd.
Tag denne Tale ved jer Dødningsfærd!
Farvel, Venedig! Værd ei nogen bedre,
end Aaget under dine Adelsfædre.
Jeg elsker dig i Tanker som i Orde;
dog kunde jeg i Gruus din Storhed jorde,
for at i Dyngen Ingen skulde finde
den Perle, jeg for ringe var at vinde.
Den Egoism' er ogsaa Dydens Feil,
der elsker kun sig Selv i Skjønheds Speil.
Thi Skjønhed Dydens rette Udtryk er.
Derfor sig Selv den i den Elskte seer.
Og derfor jeg med Rette harmopglødes;
thi det mit bedre Selv er, som forstødes.
Farvel, Signora! Kommer jeg tilbage,
da er det for at høre paa din Klage.
Een fandt du værd dig, En af Adlens Blommer.
Venedig i din Fader bli'er hans Dommer.
(Pause).
|
| d.II,b.5,s.185 |
Hvad kommer Lovens Grusomhed mig ved?
Hvo standser Skjebnens Hjul, der gaaer afsted?
Nu ei jeg frelser ham, om end jeg vilde.
Paa mig dit Veeraab du da ei forspilde!
Band Staten, band dit Fædreland, din Fader!
Det dræber ham, som jeg kun stille hader.
(Forsvinder bag Quaien).
SYVENDE SCENE
Sekretæren
(kommer ud paa Trappen i Natdragt).
Det gik dog som jeg tænkte; thi naar kan
Venedigs Doge slumre meer end Løven,
hvis Øje ruller mens den sover dybest.
Og han gjør klogt; thi over ham de Timænd
med tyve Tigerøjne vaage. Derfor
tre Gange i Qvarteret vaagned han,
og vælted sig og stønned, og tilsidst
han bød mig at staae op og undersøge
hvad nye memorie segrete Løven
mon gjemme i sit skrækkelige Gab.
"Før kan jeg -- sukked Oldingen -- ei sove".
Hm! det bli'er vanskeligt, om der er Noget;
og er der ei, du drømmer om det Værste.
(Undersøger Løvegabet).
Der er! God rolig Nat da! Ja der er!
Og var jeg ikke vant dertil, jeg trak
da før kanskee en Slange ud end dette.
(Trækker et Papiir ud. Læser).
Ha, hellige Jomfru! Vældige San Marco,
du vaager over din indviede Stad!
(Læser høit).
"Dieci, sov ei Morgenstunden bort!
Da vaage Mænd paa Lidoen hos Sesto,
der ville gjøre Eder Søvnen lang.
Venedigs Æres Børn I ville træffe
i Lag med Pøblens Bærme . . Studser ei!
Thi kun saaledes redde de sig selv
|
| d.II,b.5,s.186 |
i den dødsvorne Adel . . Om en Time!" --
Ha, om en Time! Da er hver Sekund
meer vigtig for Venedig end en Dødsdag . .
(Iler ind. Der kommer hist og her Lys i Palladsets Vinduer).
OTTENDE SCENE
(
Giulio og
Cinthio bemantlede komme fra Palladset).
Giulio.
Prægtigt, at man er saa tidligt paa Benene idag; har Papa For-
retninger idag, saa har skam vi med.
Cinthio.
Som maae være fuldgjorte før Dag. Men jeg først, thi han
lader til at have meest Lyst paa mig.
Giulio.
Han holder dig for sin Medbeiler.
(Afs.)
Og Gud give det var
saa!
(høit)
Jeg vil imidlertid komme til at stampe af Utaalmodig-
hed; thi jeg har dobbelt Lyst paa den Karl, nemlig ogsaa for
den Haanhed, hvormed han omtalte Statsstyrelsen. Derfor levn
mig noget af ham. Vi kunne ubevidst komme til at gjøre Staten
en Tjeneste ved at faae en Forræders Hjerte paa Kaardespidsen
istedetfor en blot og bar forliebt Nars.
Cinthio.
Der er nok for os Begge. Den Djævel fegter med begge Hænder
paa eengang.
Giulio.
Ja i at fegte er han en Adelsmand; men oftere vil jeg ikke
være saa nedladende.
Cinthio.
Allons! Lad Ingen see os. Hei, Gondolier der! Til Lidoen!
(De gaae ned ad Quaitrappen.
Bud og
Bevæbnede ile fra Dogepalladset til forskjellige Kanter).
|
| d.II,b.5,s.187 |
NIENDE SCENE
(Hallen i Dogepalladset.
Dogen, fulgt af
Sekretæren og
Cenzia, træde ind ad hver sin Dør.
Det er endnu halvmørkt i Hallen).
Cenzia
(kyssende sin Faders Haand).
God Morgen, Fa'r!
Dogen.
En herlig for Venedig.
Lad Dagen strømme ind! Dens Lys idag
er Sejersglands.
(Altandøren aabnes af
Cenzia. Morgenbelysning og Lyd af en fjern dybttonende Klokke høres).
Cenzia.
Men hvad betyder dette?
San Marcos Klokker tone som til Brand.
Dogen.
Den Ild er slukt alt.
Cenzia.
Gid paa Eders Kind
ei Rødmen var saa slukt. Med Rædsel seer
jeg denne Askebleghed. Ak, min Fader,
I dræber Eder . .
Sekretæren.
For Venedig . .
Cenzia.
Herre !
Venedig elsker jeg, men ei som ham.
Dets graae Blykupler langtifra erstatte
mig dette kjære gamle Hoved. Derfor,
hvis I ei tager op min Bøn for ilde,
lad mig alene mens jeg det velsigner.
Sekretæren.
Med Glæde, hvis min Pligt . .
|
| d.II,b.5,s.188 |
Dogen
(smerteligt, til
Cenzia).
Dieci, Barn,
har Omhu for din Fader.
Cenzia.
Var der Nogen,
som skulde gjøre Oprør var det dig,
den store Doge.
Dogen.
Døden gjør det for mig.
Sekretæren.
Gid jeg var døv for Eders Ord, Signora!
Cenzia.
Jeg blind for Eders Syn!
Sekretæren.
De kaste Skygge
paa Eders Slægt.
Dogen.
Den veed I nok er pletløs.
For Guds Skyld, Cenzia!
Cenzia.
Jeg kaste Skygge
paa Zanis Æt? Om hele Verden svoer
meenedersk mod den, blev dens Navn dog reent.
Paa Krim min Bedstefader og paa hver
sin Side Bosporus to Onkler ligge,
mens Snese Fættere rundt paa Morea
maae blege sine Been. Kun Cinthio
og Giulio, min Broder, har Venedig
til næste Felttog krediteret Livet.
Hvad vil Venedig meer?
|
| FORRIGE |