|
| d.II,b.4,s.114 |
FJERDE SCENE
(Værelse i Hotel du Nord. Fogden
Smyg. En af Skandal-
Redaktionen).
Foged Smyg.
(Stikker et Brev til sig.)
Jo ganske vist, du! Allehanda skal faa Brevet det første jeg
kommer. Det er jo en god Tidende nu saa jeg kan gaae derop
uden Frygt for Eftertale, du?
Redaktøren.
Javist, vort Blad og den to Alen af eet Stykke. Lykke paa
Reisen! inderlig Lykke paa Reisen! Du skal takke os for vort
Raad.
(Gaaer. Kompliment).
Smyg.
Men . . Kaptainen, hvor han bliver af? Hun skulde vel ikke
meddele sig. Da kunde han vilde gjøre mig adskilligt Pak, den
Radd, igjennem sin Onkel Baronen og saa videre frem ligetil
Brahen selv.
(Lytter ved en Sidedør).
Nei, han er der skam. Saa er jeg
in salvo . . Elise maa ikke have meddelt ham noget af de gamle
Historier, og han kan fremdeles være mig til adskillig Nytte
derinde.
(Lytter)
Men hvor voldsomt han gaaer op og ned. Der
er Vrede og Tale i disse Skridt . .
FEMTE SCENE
Fogden. Kaptainens Tjener (kommer)
Foged Smyg.
Ei, Olof! min gamle Ven! Ta mig djefvlen från Malmens. Vi
råkas der ännu engång.
Tjeneren.
Tvekar. Jag har äran anmäla från Kaptenen det han icke
kan göra följe med Herren; och att han icke er hemma.
(Gaaer).
Foged Smyg.
(Langttrukkent).
Jasaa? Ikke heller hjemme. Ha, jeg forstaar! Der er kommen
Ugler i Mosen siden det fordømte Sammentræf.
(Lytter til Sidedøren.
Guitartoner og en Mandsstemme høres)
Haha, bare det ikke er Duer, om
|
| d.II,b.4,s.115 |
denne Fantasering paa Guitarren betyder noget. Elises Navn,
Pinedød! Nu, har jeg s'gu aldrig hørt Magen. Det var snart
bestilt. Der er ingen Tvivl om, at hun maa have meddelt sig,
og at han spekulerer paa en Erklæring, forelsket ligemeget i
hendes Sorg, som i Resten af hendes Skjønhed.
(Repeterer med Ophold
imellem Linierne efter Stemmen indenfor).
"Elisa had mig ei, fordi
din Sorg jeg er forelsket i.
Den Glandsen paa dit Aasyn kaster
af himmelsk Billeds Alabaster.
Sin overjordiske Plastik
af Kummeren din Skjønhed fik.
Du høie Sjel med knuste Sind,
o lad din Kummer være min!
Jeg elsker den, fordi forhøiet
den har det Aandemulm i Øjet,
fordi dens Bleghed er saa fiin
som paa besvimet Engels Kind.
Du skjønne Sorg, jeg har dig kjær,
fordi Elisa selv du er.
Hun dig kun føler, dig kun drømmer;
din Svalhed i hver Aare strømmer.
Hun er en Blomst, en Sensitiv,
der faaer kun af din Dug sit Liv."
Nu, Gud straffe mig, jeg troer han har det, og at der er noget
i, at alle saakaldte ædle Mennesker ere Sværmere. Men her
kan skee en Ulykke, om jeg ikke har Fingrene med mig. Jeg
maa sikkre mig Baronen, som han sagde formaaede endeel hos
Brahen, "om jeg ikke forsmaaede Veien gjennem en Svensk",
som han sagde. He! Nei s'gu gjør jeg ei, og især nu tør det
behøves, saasom Løvenskiold vel ikke er blid paa mig, siden
jeg blev den uskyldige Anledning til Omnipotenzens Repræsen-
tation, der blev udlagt paa saa skammelig en Maade. Det
bliver en ny Art Stockholmsfareri, kanskee ligesaa godt som
det gamle. Derfor . . . Men hvorledes . ? Hihihi! Jeg har det
jo. Den gode Baron er jo i smaae Kaar, som Fætteren sagde;
|
| d.II,b.4,s.116 |
og det er en peen Maade at komme i Bekjendtskab med ham
og vinde hans Bevaagenhed paa, om jeg giver ham Udsigt til at
forbedre dem nogle Daler ved at tage Logis hos ham, siden det
nu er en eneste Udvej at faae Huus paa i den Bye, nemlig paa
Maa og Faa hos Private. Jeg vil skrive Baronen et Brev til
for Høfligheds Skyld, og siden den Sag nu er i Orden . . .
(Ringer. En Tjener viser sig i Døren). Garçon, en Flaske Porter og -- bi
lidt -- løb op til Stiftsoverretsprokurator Praëm og siig ham, at
Fogden Smyg er i Byen. Han tør kanske med gjøre en Stock-
holmsfart til.
(Kaster sig paa Sofaen. Teppet falder).
|
| BLA BAKOVER |