|
|
| d.II,b.4,s.89 |
STOCKHOLMSFAREREN No. 2 OPERA I TRE AKTER
AF SIFUL SIFADDA . . "Nok en Stockholmsfarer? Hm! hvad skal vi nu finde paa?"
"Hjälp nu, Samiel! Jag kan icke mera."
Til Opførelse i det norske Studentersamfund.
Handlende:
Foged Hans Smyg, Stockholmsfarer.
Baron Bombenundgranatenstråle.
Baronesse Ursula Barbara von Bombenundgranatenstråle,
en høi, gammelagtig Pige med Ørnenæse og Anlæg til Knebelsbarter.
Gustaf Allwar, svensk Kapitain.
Elise Brav, en norsk Pige, siden Kapitainens Kone.
En svensk Publicist.
Krækræ.
No. Een.
No. To.
No. Tre, Fire o. s. v. Hørende til Arbeidsstokken ved den gen-
tile norske Smudspresses Blad Intelligenz-
skandalen.
Tre Slusker i en Pøbelsværm.
Forskjellige Drømfigurer og
Stemmer, hvorimellem
Hvilkensomhelsts i Publikum (Tempore servato).
FØRSTE SCENE
Den fornemme Smudspresses Expeditionsbureau. Dens
Arbeidere have travlt ved sine Pulte.
Kræ-
kræ vimser omkring dem, havende af og til Øie med Anonymkassen, som hænger paa Væggen under
et Hul. I Sideværelset sees Pressen selv, hvis Bevægelsesslag høres i Chorene. En Abekat og en
Papegøje more sig paa den.
En Stemme.
Krækræ.
(Mel. Skjære, skjære Havre).
Klem ham, kjære Venner,
for hans Stockholmsfarer godt!
Smør ham ind for alt hans Spot!
med dygtigt skidne Hænder!
|
| d.II,b.4,s.90 |
Hør hvor Pressen brager!
Hør hvor Pennen sprager!
Raseri i Blækket flot,
henad Papiret jager.
En Stemme.
(Gjennem Hullet).
Vid og Sandhed mangler blot.
Det Publikum beklager.
Chor.
(Af dæmpede Stemmer fra Presseværelset).
Løft jer, Pressens Skuldre,
ham at søndersmuldre!
Dæmringens Dæmoner her
i dette Mørke buldre!
Kræet.
Klem ham godt for Spasen!
Vist Vignettens Hestepar
Jer betyder; thi han har
tidt mig jo kaldt et Asen.
O, vort Had belæsse
al din Vægt, vor Presse!
Glød, vor Strøm af Blæk, som var
du smeltet Jern i Esse!
Stemmen.
Arme Løgn, der døer, som har
til Moer en Tosks Finesse.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v.
|
| d.II,b.4,s.91 |
Kræet.
Øgene I ere.
Ellers hvi saa magre da?
Og en Kudsk med Chapeaubas
dem slaaer i Karriere.
Egger du os mere,
Vi os ei regjere.
Slipper dennegang han fra,
vi maae os selv fortære.
Stemmen.
Skynd jer da, thi forlods alt
jer Løgn har slugt jer Ære.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer Pressens Skuldre! o. s. v.
Kræet.
Øget, som med Lasset
slæber trægt sig frem, jeg troer
er forvist Poeten vor
paa Veien til Parnasset.
Ham vi frem maae mane.
Vi har brudt hans Bane.
Han betale skal derfor
med Spydet af sin Fane.
Stemmen.
Ei i den den Mistil groer,
som bliver Sifuls Bane.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v.
|
| d.II,b.4,s.92 |
Kræet.
Vognen med de Blakke,
rasende afsted saa fort,
vist betyder Bladet vort,
som gaaer saa nedad Bakke.
Manneke, for meget
seer du af dit eget.
Troer du Galden ei er sort,
som i vort Bryst er steget?
Stemmen.
Ned i eget Dyb om kort
er al dens Æsen seget.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v.
Kræet.
Glem ei Papegøien!
Glem ei mig, som, dermed meent,
har ham med jer Alle tjent
kun til en kaad Fornøien.
Ve hans Navn og Minde!
Han i os skal finde,
at han Hul paa Sækken stak
for alle Rygtets Vinde.
(Papegøjen skriger).
Stemmen.
Hør, Johan, din Fætter Jack
han skriger fælt derinde.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v.
|
| d.II,b.4,s.93 |
Kræet.
Hvor jeg Eder takker
for Ideen med vort Blad.
Nu en gros om Ham mit Had
kan trykke Almanakker.
Mammuthdyrets Kjæbe,
Grønlandshvalens Læbe,
Boas Strube i vort Blad
vi fik for ham at dræbe.
Stemmen.
Monstret sandelig jeg troer
vil komme til at ræbe.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v.
Nu er Stykket færdigt:
Vægtigt som en snoet Tamp,
saftigt som en mættet Svamp
det er sit Ophav værdigt.
Chor
(Fra Presseværelset).
Løft jer, o. s. v.
No. To.
Nu jeg Punktum sætter.
Sidste Sats var meget styg.
Som en Høg fra Hønens Ryg
fra ham jeg nu mig letter.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, o. s. v.
|
| d.II,b.4,s.94 |
No. Tre.
Hvis Han sig ei varer
for at drukne i jert Puds,
qvæler jeg dog med mit Smuds
ham og hans Stockholmsfarer.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, o. s. v.
Ve ham, om han svarer!
Een som Tre og Tre som Een
faae vi derfor Tak igjen
af hver en Stockholmsfarer.
Chor.
(Fra Presseværelset).
Løft jer, o. s. v.
Kræet.
Hi hi, lad høre, og saa vips ind med det der ligesom Brød i
Ovnen.
No. Tre.
Aa vis vas! hvad vil du høre? Hvad forstaaer du af Sligt?
Kræet.
(Næsten grædefærdigt).
Jeg? Men Gud bevare mig! Aa, du bare spøger -- Hi hi hi,
du bare spøger? . .
No. To.
Stakkel, lad ham høre, naar det fornøier ham.
Kræet.
Ja, naar det fornøier mig. Desuden har jeg ikke Deel i Bladet
om jeg maa spørge?
No. Een.
Pokker har du. Naar det kom til Stykke eier hverken Du
eller Vi det. Men vi kunne bruge det efter Behag til vort private
Brug.
|
| d.II,b.4,s.95 |
Kræet.
Javist -- privat Brug vil sige: tilgavns. Og en Presse til pri-
vat Brug er et fortræffeligt Middel, skulde jeg troe. Komfor-
tabelt i høi Grad, og forholder sig i Kraft og Virkning som en
Dampmaskine til en ussel Haand med Fingre som Seglgarnsender.
Hu! mine Herrer, naar jeg tænker paa alt det Dit og Dat, som
jeg saaledes paa egen Haand med Tungen har sendt ud om
Ham, den Fordømte! Men det var Sæbebobler, der skulde seile
Taarnet ned. Derimod nu, naar vi har et Blad, er det Bomber,
store gediegne Bomber, fyldte med Alverdsens Ulykker.
No. Een.
Ja, hør bare.
No. To.
Det er nok -- jeg erklærer hans Skriverier for "afsindige, for at
være førte med en fræk Galmands-Pen." Hvad han skriver, siger
jeg "hører til vor Presses uteerlige Portion;" og enhver af hans
Frembringelser "hinker uendset forbi som de øvrige af hans
Invalider."
No. Een.
Godt nok; men hør her, det bider bedre: "O du kadukke, in-
fame Karl! du Solvolds Gjenganger! du Duusbroder med Kreti
og Pleti! du falske og feige Folkeprofet! du skjændige Kalumniant,
ugilde Pasqvillant og lumpne Insinuant! du Akkevitdrikker og
Myseostæder! du rasende gale Politikus og politiske Harlekin!
du moralske Smitte du dyrebare Gjenstandes afsindige Talsmand!
du Machinatør! du Usling! du forvirrede Hjerne! Kujon! politiske
Renomist! du politiske Røver! du stinkende Pestilentse! du! o
du! du Du! -- "
No. Tre.
Maa jeg -- hm! byde de Herrer det Spørgsmaal: "har Nogen
været Gjenstand for eftertrykkeligere Tugtelser og Revselser, for
mere direkte, uforbeholdne og ødelæggende Angreb end Stock-
holmsfarerens Forfatter i vore Blade?"
Kræet.
Hihihi! staaer der saa?
|
| d.II,b.4,s.96 |
No. Tre.
Ja, saa staaer der -- hm! og derovenpaa, at "Ingen har saa-
ledes vaandet sig under Revselsen eller Exekutionen, som Han."
Og endelig -- hm! giver jeg en Generalkritik over alle hans
Poesier og Alt hvad han har skrevet ved at erklære, at hvert
Land har sin Smudspresse, og at ingen anden end Han staaer
i Spidsen for Norges.
Kræet.
Hihihi! Det Sidste var det bedste. Det forslog. Chef for
Smudspressen? Det er at sværte Skarn -- som han sagde om
Dæmringens Nedrivere.
No. Een.
Er Du fornøiet da?
Kræet.
Hihihi, ja! Men det er jo taget lige ud af . . .
No. To.
Ud af os Selv -- javist!
No. Tre.
Ind under Pressen med det, skjøndt han er som Gjeten, der
trives jomere man bander den.
Kræet.
Eller som Morianen, der ikke bliver hvidere under Skrubber
og Sand.
No. Tre.
Ind, Person!
(
Kræet gaaer ind med Manuskriptet. Pressen gaaer).
No. To.
Pyh! Han vil nok sætte sine Grændser, naar vi slette vore ud.
Manuskript, mere Manuskript, skriger man.
No. Een.
Saa til Kassen da! Lad os see hvad der er.
(Stikker Haanden i Kassen. En fremmed Haand griber hans igjennem Hullet).
|
| d.II,b.4,s.97 |
Stemmen.
(Gjennem Hullet).
Tak for sidst!
No. Een.
Au! Au!
De Andre.
Hvad var det?
No. Een.
Ih, en grov Indsender bare.
(Tager en Seddel ud af Kassen).
Her er noget
til Bladet.
(Læser).
"Indsendt.
Carl Fougstad. . .
(Leer tvunget og tørt).
Carl Fougstad Kundskab gav ei i sin Hjerne Plads.
Hvad skal en Bogreol i Stue, der er til Stads?"
No. To.
Væk! Væk! Er Publikum bleven galt?
No. Tre.
Nei, Han, Han, Han. Videre!
No. Een.
(Tager af Kassen).
Til munchske Digte passe Schweigaards Recensioner,
som til en Dands af Muus Trompetens Kobbertoner."
No. Tre.
Nu Trofasthed imod dig, Had! Thi nu, o! o! arme Sprog, hvi
skal Nederdrægtigheden være opfindsommere?
No. Een.
Ja jeg har havt mange polemiske Tanker, som har manglet
Ord.
No. To.
Og kan det Umenneske ikke begribe, at der øves Barmhjertig-
hed imod ham saalænge vi ikke gaae videre end Sproget har
Ord?
De Andre.
Kast væk! kast væk!
|
| d.II,b.4,s.98 |
No. Een.
(Læser eller synger nok et)
"Indsendt".
(Mel. Jeg sätter ei Nöjet i konstigt System).
Diogenes, Cyniker, Solvæggekryb!
som førte dig Gunst ei til Nytte;
men bad Alexander, der aabned sit Dyb
af Naade, kun lidt sig at flytte,
saa Solen din Mødding paany kunde naa
-- din skidne Ærgjærrigheds Tempel --
nu kan du ei længer i Mindet bestaae
som Maadeholds største Exempel."
De Andre.
Ei, det maa ind.
No. Een.
Bi lidt! Der er mere.
"Thi seer du, jeg kjender en liden Person,
som kunde et Manddrab bedrive
for Glimt af et Blik fra en wedelsk Baron,
endskjøndt det gjør andre Folk stive.
Et greveligt Smiil er hans Vaarsol; i den
han tager sit Solbad med Nytte.
Kom Engle fra Himlen, og bød ham didhen,
han bad dem kun unna sig flytte."
Væk! Kasseret! Jeg maa bestemt paastaae det baade for min
egen og Grevens Skyld. Det er Blasfemi.
No. Tre.
Ja ganske vist er det somom Fanden skulde være ude idag.
Vi komme vel til at fylde Bladet selv.
No. To.
Theatrets Historiografus faae vi ta'e til da.
No. Tre.
Det er i Nød man ikke veed bedre Raad end det værste.
Han trækker for stærkt paa Publikum.
|
| d.II,b.4,s.99 |
No. To.
Ei! Publikum? En af os kan skrive, at han hører til dem,
som ret høre ham med Fornøielse, saa troer Publikum, at slige
ere til, og sætter Mistroe til sig selv eller troer ialfald -- hvad
sandt er -- at der er Folk, som elske Tøv; og at man maa
tænke og føle efter eget Behag og Smag, er en af de faae Sand-
heder, som erkjendes af Fleerheden, og det holdes for en Frihed,
som Publikum, for sin egen Skyld, vil have udvidet endog til
gale Folk.
No. Tre.
Saa kan han skrive upaatalt.
No. To.
Skjøndt for een Gangs Skyld kan vi vel tøve det fuldt selv.
No. Een.
Ja vi have jo Stockholmsfareren. Den er endnu ikke udtømt,
skjøndt vi har tappet af den i et halvt Aar.
Kræet.
(Mumlende idet han tager sig et Stykke Sukker).
Tyndtøl! Gid det havde været hans Blod!
"I sige, eders Skjalde drukke
Suttungsmjød saa nær de sprukke.
Det er vist, hvad de os gave
var saa ækelt Vand som fra Kamelers Mave."
De Andre.
Tvi!
"Korrex til Korrektøren
Papelil!
et Øie paa hver Klo maa altid til,
at ikke siden under Bladets Læsen
at Skam de to skal lukkes, som sidde over Næsen."
|
| d.II,b.4,s.100 |
Hør! skulde det ikke gaa an at faae ham i Statsfængsel for
Forræderi? Ih, da skulde jeg give en Frokost. Mherrer! en Fro-
kost hvortil jeg skulde gjøre mit Bedste.
No. Een, To, Tre, o. s. v.
Stille du! Vi skulle ogsaa gjøre vort Bedste. Vi spekulere
paa noget Sligt.
Kræet.
Hi hi hi! Han har skrevet Digte før paa Agershuus.
No. Tre.
(En Muskeltrækning farer blegnende over hans Ansigt. Med Tegn til Afsky).
Ind med sig! Hvad har han her at bestille? Ind, og tag Kor-
rexen med.
Kræet.
Nei, skam om jeg gjør, for jeg er Mand; men ind kan jeg nok
gaae.
(Gaaer ind i Presseværelset).
"Til Den Constitutionelle.
En slig Modsigelse, som den
du er, vel sjelden gaves:
høistravende du er jo, men,
skjøndt det, du kryber lavest."
Alle.
Nei, nei, den Constitutionelle maae vi forsvare som vort eget
Kjød og Blod.
No. Een.
(Læser op et nyt Indsendt).
"Nys rost er Greven bleven overdreven.
Hvor er vel Recensionen paa Patronen skreven?
Oh, hos ham selv. Nei jeg mig har forsnakket --
i Forgemakket!"
Alle.
Afskyeligt! Væk!
|
| d.II,b.4,s.101 |
"Apropos!
Fougstad skal ud i Visit
-- Hyp! hyp! til Greven;
men om man nu gav ham paa Veien lidt,
var dette Propos ei af Veien skreven."
De Andre.
Blasfemi! Persiflage!
No. Een.
Ja, og personlig Fornærmelse. Jeg maae paa det bestemteste . .
De Andre.
Vær rolig! Een som Alle og Alle som Een. Er der mere?
No. Een.
Kisten er fuld. Her er et Uhyre.
(Læser).
"Katten og Musen, et Digt."
En gammel Kat, en stor, en graa
(jeg troer, skam, den var blaa)
med venligt Griin,
med venlig Blinken, hexet ind
i Øiets gule Blus,
til liden Muus,
der soled sig i Ro og Mag
paa højen Tag,
fremlæspede: "Venskab Du drikke og Duus
med Pus!"
"Ved Hundens Glam! Ved Maanens Glød!
i Liv -- jeg svær -- og Død
Fostbroderskab
jeg rækker dig i denne Lab.
Da bliver Katteklo
Muus-Glavind jo?
Dens Veirhaar jo din Landsering,
Du lille Ting?
Kryb ned blot, kryb ned! og dig læg i min Klo
til Ro!"
|
| d.II,b.4,s.102 |
Det skede, og et Timerind
laa Musen krum og stil,
og lytted' til,
at Katten spandt paa Rokken sin
sit Snurrerurrerur.
Men sin Natur
ei Musen længer tøilegreb:
-- en Qvæl den peeb.
Da førstegang frygteligt mjavede Puus
i Dur.
Flux stille blev den lille Muus,
ja som en . . . som en Muus.
Men engang -- ak!
som Maiens varme Straale stak,
da, som fra Noahs Ark,
fra Luft og Mark,
ud Livet vrimled', lysted' og
iblandt den Flok
af Sommerens Fugle etcetra vor Muus
et Spark.
Langt værre da, end første Gang,
i Musens Øre sang
et rædsomt Mjav,
saa Echo toned tregang: Au!
Men næste Vaar -- o Skræk!
fra Rosenhæk
fremgløded samme Sol, og gjør
de Puds som før.
Thi Sommerfugl flagred og Lærkerne sang
som før.
Ja Sommerfugl og Kræ og Kryb,
kort Livets Alleslags
opklattred strax
paa Solens Straal fra lunkne Dyb.
Om Friheds milde Lyst
Allivets Røst
opsvulmed Sommerskyens Bryst.
|
| d.II,b.4,s.103 |
Det spændtes ud
indtil som en jublende Svane den foer
til Gud.
Ak, Musen, Stakkels, er ei med
da Livet drog afsted.
Men Maiens Sol
i Smug faaer samme Kapriol.
Da fraaded Kattens Tand;
dens Blik blev Brand,
og Kloens langsad Musen foer
med blodigt Spor.
Da bævede Musen, fortvivlet den var
deran.
Det Kattevenskab ønsked Muus
i Fandens Vold barduus;
ja ønsked sig
paa Taget meget inderlig.
Det tredie Rædselsmjav
da Katten gav.
Et Lynhviins Ve et Torden-Ha
var Mjavet da.
Sig Musen da krymped; om muligt, den blev
meer flau.
Kattens Klo, saasnart
med Lynets Fart
den i Musen skar
-- Musen (ja et Trolddomsslag det var)
blev en Gaupe.
Gaupen (som var Musen før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Katten skar
-- Katten (ja et Trolddomsslag det var)
blev en Parder.
|
| d.II,b.4,s.104 |
Pardren (som var Katten før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Gaupen skar
-- Gaupen (ja et Trolddomsslag det var)
blev en Panther.
Panthren (som var Musen før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Pardren skar
-- Pardren (ja et Trolddomsslag det var)
blev en Kongetiger.
Kongetigren (som var Katten før) saasnart
med Lynets Fart
dens Klo i Panthren skar
-- Panthren (ja et Trolddomsslag det var)
blev en Løve.
Og Løven (som var Musen før
i sorgfuldt Askeslør)
som Heklas Glød
sig reiser rød -- Eia! hvo tør
sig reise op igjen?
Nu mjaver den!
Mon ei det Banner, vaadt af Blod
dens Tunge er?
og Baunen dens Øie? og Krigeres Sværd
dens Kløer?"
No. To.
Ad acta med det! Hvad mere er tilbage?
No. Een.
Det eneste gode og solide Bidrag: "Ankomne Reisende."
(Seer i et Papir). Ei, ei hvad seer jeg? Foged
Hans Smyg i Hotellet.
|
| d.II,b.4,s.105 |
No. To.
Den værdige Mand er sjelden i Byen. Vi burde publiceret hans
Takskrivelse for vor Adfærd mod Stockholmsfareren.
(Det banker.
Foged Smyg kommer ind).
ANDEN SCENE
De Forrige.
Foged Smyg. (Komplimenteren).
Smyg.
Mel. Visen med Omqvædet: Aa ta' mig Fa'n o. s. v.
Jeg har den Ære
at presentere
en Mand, hvis Hæder
er frelst af Eder:
tidt omforklarede
Fogd Hans Smyg,
som I forsvarede
med eders Ryg.
De Andre.
Herr Fogd, velkommen!
Vi fældte Dommen
imod Personen
i rette Tonen:
ham Pøbel kaldte,
og, forat bli'e
forstaaed', saa talte
som Pøbel vi.
Hvor skarpt og kraftigt,
hvor hvast og saftigt,
saa negted Sproget
os altid Noget.
Vi fandt det Meste
i Gadens Elv,
men vist det Bedste
dog hos os Selv.
|
| d.II,b.4,s.106 |
Smyg.
Jeg veed det, jeg veed det, ædle Venner. I har revangeret
mig og det hele Stockholmsfareri. Det er ikke længer nogen
Skam -- --
En Stemme
(inde fra Presseværelset).
-- "At tilsidesætte Regjeringen?" Hvad, staaer der saa?
Smyg.
-- Men det er Tegn paa god Opdragelse, Intelligenz, For-
domsfrihed, politisk Oplysning, Ærbødighed for Kongen og
Agtelse for den liberale Presses Meninger i deres Ord, mine
Herrer. Derfor -- oprigtigt, jeg er vel her i Byen nu for at
gjøre Hs. Exc. min Opvartning og faae den 4de November en-
gang feiret anstændigt, men egentlig staaer jeg i Begreb med at
foretage min anden Stockholmsfart. Der er en Amtmandspost
ledig.
En Stemme
(fra Presseværelset).
Hvad? staaer der "at Kongen vil vredes paa dem, der ikke
agte hans Regjering?" See bedre efter i Manuskriptet.
No. Tre
(seer ind i Presseværelset).
Stille Karle!
Smyg.
Ja saamen vil jeg reise til Stockholm. Hvad mener De om
det, Mherrer!
No. Een.
Fortræffeligt!
No. To.
Reis i Guds og Kongens Navn!
No. Tre.
Og i vort med!
Chor.
Hvor det vil knække
hans Stockholmsfarer!
Gid hele Skarer
maa didhen trække!
Hver Passageer er
Beviis for Os,
at Siful bærer
Foragt og Trods.
|
| d.II,b.4,s.107 |
TREDIE SCENE
Sværme af
Tilskuere af den simple Klasse udenfor Statholderens oplyste Huus. Man hører
Fanfaremusik indenfor og Salutskud bag Scenen. Fremmest tre
Slusker.
Første Slusk.
Huf, Gut! har du faaet dig noget Korasi i Livet idag?
Anden Slusk.
Snødt, Ka'r! jeg tog i en halv Pot med en Anstein.
Tredie Slusk.
Kan du en "Ola Graaguts nye Vise om en Ola Høiland med
mere".
Første Slusk.
Ja jeg kan' en, Dævelen it' op mig, Gut! Her er første Stumpen.
(Laver sig til at synge; en Kreds danner sig, som næsten spærrer Gaden).
Mel. Løitnant Lunds Vise.
Det var han Ola Høiland tog Natten til sin Ven,
Erklærte Norge Krigen og Norge ham igjen.
Det var en Krig forvist
Imellem Ræv og Bonde, imellem Magt og List.
Hvor har du dine Hunde, du gjæve Bondemand?
Hvor, Norge, er din Løve, saa barsk som Ildebrand?
Ve, svenske Gubber graae
i fremmed Mynt har ladet til Norges Spot den slaae!
Da rysted vel de Gubber paa Haand, og skjalv i Knæer;
Om Morasteen de stode som raatne Aaspetræer.
Som Uglereir i Top
Var Gubbernes Parykker, der klækked Daaden op.
De skjælved vel paa Fingre, men ei for Løvens Tand;
Men lade nu den bære vor Skam fra Land til Land.
Liig gamle Huuskat, som
udlaanes Nabolaget, den gaaer i Verden om.
|
| d.II,b.4,s.108 |
Snart kommer den til Russen. Paa hans Kopeker da
den Rotterne skal skræmme det store Stabur fra,
hvori, som Juleslagt,
i bittre Taarelage det polske Folk er lagt.
Saa kommer den til Tyrken. Med ligemegen Grund,
som under de Trekroner, den staaer i Maanens Rund.
Af gammel Kjærlighed
til Løven vi Tributen da meer ei harmes ved.
Naar Tyrkens Pjastre klinge, da tør en Normand lee,
og uden Blegnen Deyens Sjørøverfahne see.
Men for en Specie svensk
Han gyse maa og gustne som var han pestilensk.
Gid da de Specier havde i Bankens Kjælder lagt
da Ola Høiland var der paa Nummer Attens Vagt!
Han skulde dem beholdt,
saafremt ei til at ta'e dem den Gavtjuv var for stolt.
Anden Slusk.
Det var han Ola Høiland tog Natten til sin Ven,
Erklærte Norge Krigen, og Norge ham igjen.
Det var en Krig forvist
imellem Ræv og Bonde, imellem Magt og List.
Hvor har du dine Rifler, du gjæve Bondemand?
Hvor er din Øx, den gamle med Drapet paa sin Tand?
Med den du gjør i Skov
et Baal som ud kan svide den Ræv, som dybt sig grov.
Men vinde vi ei Æren -- den koster meget Blod,
og Skam har og en Rødme, fast den er mindre god --
vort Banner lige stolt
dog vajer og Chakoen staaer som et Taarn paa Skolt.
Thi lad Musiken spille, som da vi drog i Slag
paa Torvet mod vore Egne paa Norges Høitidsdag,
Da Tampbaronens Chok
saa pragtfuldt som et Uveir henover Folket jog.
|
| d.II,b.4,s.109 |
Thi vi med fuld Oppakning skal ud i Feldten flux
ei for, ei mod en Løve, men mod en gammel Lux:
mod Ola Høiland, som
har ind med List sig gravet i Norges Helligdom.
Tredie Slusk.
Det var han Ola Høiland, som i den mørke Nat
tog Norges Bank ret listig, den dyrekjøbte Skat.
Herud paa Jagt, barduus!
Herud I graae Kaputter fra gamle Agershuus!
Men Svensken er en ærlig og højst honette Mand.
Thi midt paa klare Dagen vor Løve holte han.
Det skede ei i Løn.
Nu, blegne ei, Norges Datter! og blus ei, Norges Søn;
Thi hvad er vel en Løve? Et meget vildsomt Djur,
som Æsler dog tør sparke, naar den er bleven stur,
naar brudt er dens Natur
og den i Moll maa klynke, som brølte før i Dur.
Hvad skal en Krigsmand tænke paa slig en Æres Tant?
Han pudse skal Monduren og lystre sin Skjersant,
og Han sin Løjtenant,
og Løtnanten Kafteinen og Han sin Kommendant.
Som Bier ud fra Kuben med Brodder, Surr og Suus,
for intet daglig trække vi ei fra Agershuus,
med meget fuld Musik
og mange blåa Rocker, der fryde maa vort Blik.
Som Øvelse i at rykke engang for Alvor ud
naar høit Halvmaanen gjalder for sultne Ulves Tud,
Vi fik den Exercits,
at jage Ola Høiland, som Folk blev jagt af Frits.
|
| d.II,b.4,s.110 |
Første Slusk.
Det var han Ola Høiland, som skulde fangen blie:
Han gik nu alt for længe med Bjørn og Graabein fri.
Snart laa han som en Stein
og lurte under Busken, snart fik han Stormens Bein.
Som Hubron, Midjenattens forfærdende Basun,
useet og uhørt svæver paa sine Skyer af Duun,
foer Ola Høiland om,
og alle Steder var han, men ikke der man kom.
Sligt tyktes Herr Løitnant Blårock heelt meget underligt.
Thi drog han ud sin Klinge -- ved femten Linspunds Vigt,
og samlede sit Chor:
Ved fire Hundred Helte af dem, der er i Nord.
Det var i Aaret attenhundred og treti fem man skrev,
Da ædle Herr Løtnant Blårock udcommanderet blev.
Han straxens var parat;
Thi derfor holdes Krigsmænd udi en fredsom Stat.
Jeg vil det ei fordølge, at alle Hjerter slog,
Saa Trommerne knapt hørtes, da vi af Byen drog.
Men Løitnant Blårock skreg:
Bajonetten paa Geværet! nu er det ingen Leeg.
De Fahner fløi i Luften som Ild af By ibrand.
Trompeter og Basuner drønte som Sarpens hule Vand.
Herr Løitnant Blårock selv
af Messinglurens Hylen fik udi Knæet Skjælv.
Dog fattet han snart Modet -- det var en Overgang.
Og høit han commanderte, saa alle Aaser sang:
"Hver Mand af dem tilfods,
Som flygter, døe skal Døden!" Og hugg en Stein tilblods.
Paa Rusløkbakken raabte den ædle Herr General:
"Holdt! Frem nu med Tørnisten. Thi nu der spises skal!"
Vi aad da Myseost
med Flesk og Kjøt og Pølse og anden Helgekost.
|
| d.II,b.4,s.111 |
Det var Hrr Løitnant Blårock han tog en Karveknart.
Saa kjækt han commanderte os til en Storm i Fart.
Thi paa en Klippetop
Han syntes øine Noget som Ola Høilands Krop.
Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen uden Frygt.
(Den samme Højd hvor Slottet er under Mulden bygt,
hvor Bjerg er gjort til Dal
og Dalen fyldt med gode Sølvspecier uden Tal.)
Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen ind med Magt;
Men Ola Høiland ikke: Han var etsteds forlagt.
Vi fik en Furu fat.
Den fælded vor Herr Løitnant, saa den til Jorden dat.
Saa bød han, for at styrke den strabaseerte Krop,
at nu var Tid at spise den Rest af Nisten op.
Thi Felttoget var endt;
Og den, som kjækt har stridet, sit Maaltid har fortjent.
Saa høit han commanderte omkring den hele Hær.
"Hurra for Løitnant Blårock!" saa raabte da Enhver.
Med flyvende Fahner og
med klingende Spil tilbage til Agershuus vi drog.
-- Men hvad kan vel beskrive vor skrækkelige Skræk?
Da vi kom frem paa Torget var Bann'rets Løve væk,
og i Halvmaanens Bryst
et Suk sig havde fæstet ligt Dødmands Skrig paa Kyst.
Før fulgtes vor Parade af glade Landsmænd nok.
Nu listed' de sig unna som for en Spøgelsflok.
Thi som en simpel Klud
sin gyldne Hæder røvet slog Norges Flag sig ud.
Og, som vi da fremrykke gjennem Norges Hovedstad,
fra alle Pander lyste, som Naaden smilte ad,
ja fra Studentens med,
det svenske Folks Kokarde, som fro vi kjendes ved.
|
| d.II,b.4,s.112 |
I Alles Pander lued det Øie af den Trold,
som stirrer i Norges Fremtid og seer det FandeniVold.
I Flaget guult og blaat
Oprulled sig Fremtidsteppet paa Agershuuses Slot.
Og naar vi tænkte spille til alle Hjerters Lyst,
det fæle Suk i Hornet tvang Suk af Alles Bryst.
Vor Glands er tryllet bort,
og uden Løve Bann'ret kan gjerne være sort.
Chor.
Men drøvligt dog er det i denne Verden, at
ei nogen Mand kan eje i Fred og Ro sin Skat.
Bort fæle Tyveri!
Bort Trolddom, som gjør Slaver, imens vi troe os frie!
(Foged
Smyg kommer fra Gjæstebudet med en af Skandalredaktørerne under Armen. Paa hans
anden Side
Kapitain Allvar i svensk Uniform. En tilhyllet
Dame søger at passere forbi.
Mængden volder en Stands.)
Fogden Smyg.
. . . Altsaa, vi reise sammen, Hr. Kapitain? morse bittida --
hehe! som vi sagde i gamle Dage derinde.
Kapitain Allvar.
Ja, tör Ni för Grefven. Han tycktes werkligen icke mycket
om resan.
Fogden Smyg.
Hs. Excellence var meget naadig, forsikkrer jeg dem . .
Kapt. Allvar.
Ja den der Grefven har nog fin snus. Vakta Er . . Damen . . .
(Dame og Foged
Smyg faa i det Samme Øie paa hinanden idet hun seer op. Hun besvimer med et Skrig).
Foged Smyg.
Guds Død! Elise? Der, Slusk, har du to Skilling forat hjælpe
det Fruentimmer hjem.
Kapt. Allvar.
(Holder Elise).
Spara Er, Herre! Undan Karl! Jag vaktar nog Damen.
|
| d.II,b.4,s.113 |
Foged Smyg.
Undskyld mig, Hr. Kaptain. Jeg maa bort.
(Gaaer bort med Redaktøren).
Første Slusk.
(Kaster Skillingen)
Tvi dig, du skrammererte Snudhat, dersom du kjender Jom-
fruen!
Elise.
(Til Kapt. Allvar).
Min Herre -- jeg takker Dem . . forlad mig!
Kapt. Allvar.
Demoisellen tillade mig at see dem vel hjemme hos dem selv
efter dette Tilfælde. Jeg kan ikke forlade Dem; men lad os
bare komme ud af Sværmen. Tillader De?
(Ledsager Elise bort).
Første Slusk.
Djævelen i ham, den Svensken!
Anden Slusk.
Troer du det du? Nei det var En af vore egne Agedanter?
Tredie Slusk.
Det troer jeg med, for Uniformen er slig.
Første Slusk.
Den var svensk den du -- Tosken!
Anden Slusk.
Har ikke jeg seet Agedanter jeg da?
Første Slusk.
Og Svensk talt'en.
Tredie Slusk.
Ja endda saa. Dem blier vel inte Agedanter minders. Men
jo Gu snakka en Norskt til Jomfrua.
Første Slusk.
En Pæl han var Svenske, er du Kar!
Anden og Tredie Slusk.
To mod een, Gut! Huf, var det bare 17de Mai iqvæl.
(De gaae. Massen adspreder sig).
|
| FORRIGE |