|
EFTERSPIL
FØRSTE SCENE
(Skotland. Sinclars Hal. Lady Sinclar i en tungsindig Stilling ved Harpen. Anne og Robin
ved hendes Fødder.
Lady Sinclar.
Syng ikke meer, I Dagens muntre Kilder,
Livskilder fulde af det friske Blod,
nu Nattens stivnede Blodsdraabe, Hanen,
af Midnatsmaanen smeltes hen i et
(galende) Oveeovee! Oveeovee!
Robin.
Hør, hvor Lady galer godt!
Anne.
Ja vi gaae, men lad os blot
sidste Vers af Visen nynne.
Vi paa Flere ei begynde.
Anne og Robin.
(synge, mens Lady Sinclar griber af og til i Harpen.)
Saa bragte de Jacob, den gamle Graaskjæg, hans Kjole,
den brogede Kjortel og fryndsede Hat.
Men Blomsten var borte, der Blodflekker sad
paa Kjortel og Hat,
i Kryds og i Rad,
saa tæt og saa tykt og saa røde som Sole
i Midienat.
Med Argelist sukked' de Skalke: o Vee vor Broder!
den Kjortel vi fandt i den vildeste Skov.
Siig, kjender du denne, og lugter du Blod?
O sikkert et Rov
vor Broder, saa god,
saa lystig og favr, er bleven for . . .
|
| d.II,b.1,s.353 |
Lady Sinclar.
Meer ei! Godnat, Godnat!
Robin.
Godnat da! vi skal tænke
idrømme paa en Sang,
som Morgenrøden lystig,
som Sommeraften lang.
Anne.
Ja den om Nains Enke,
som bøjet og mistrøstig
ved Sønnens Baare stod.
Den er vel ikke lystig,
men Enden blier dog god.
(De kysse Ladyen paa Haanden og gaae.)
Lady Sinclar.
Kom, viis dig, skumle Aand, som deler
min Faders Borg med mig! Nu er det Tiden,
da I tør see tilbage i det Liv,
som I med Eders Uskylds Blod har plettet.
-- En Udsigt, som jeg engang vil faae see:
en Udsigt som paa Kirkegaarden, da
en mosgrøn Bauta -- som om den var evig --
er sat for hver en fuldudført Misgjerning,
sort Kors for hver en Udaadstanke, og
en sjunken Grav for hver en bortlagt Dyd.
Og under hvert af disse Minder ligger
saa sammenknuget, at det ei kan skrige,
et Hjerte, Hjertet. Jeg mig selv fordømmer.
Thi er det ikke sandt og rimeligt
-- om strenge Puritaner raaber: Løgn! --
at da Forbrydelsen ei evig var
(hvor kort at tænke: Mord? hvor snart at nævne
det Ord: Mord, imens man laver Bægret?
-- sligt Et, som Broad-Albaine drak, jeg mener --
Hvor snart, thi Hjertet sidder knapt en Tomme
|
| d.II,b.1,s.354 |
fra Huden, see den Tanke fix og færdig?)
Nu, hvad jeg vilde sagt er det ei sandt?
at da Forbrydelsen ei evig var,
er Straffen ikke heller. Helved slukkes
i Albarmhjertighedens milde Blik!
Og har en Synder, i hvis Fodspor strømmed'
Uskylds og skyldigt Blod -- o ligemeget;
thi Gud bør slaae, ei Mennesket -- naar Døden,
forstenede Obaddon, bær hans Aand,
en Bloddamp liig, fra Jorden op, slig Udsigt
tilbage til sit Liv som Kirkegaardens:
da vil, naar han saalænge stirrer paa den
til Anger snoer sig frem udaf hans Sjel,
og klemmer af den rædselsfulde Suk,
omsider Stenene ham Træer synes,
de sorte Kors ham eviggrønne Buske,
de sjunkne Grave synes Blomsterbed.
(synker hen i Tanker.)
Ha, mig for milde Tanker! Kunde
jeg tænke saa, jeg smilte. Nu er Tiden,
du Helvedaand, som lærer disse Børn
Forbandelse i deres Uskyldsord!
O Vee -- det var en Midnatstanke --
Vee, hør, hvis du er udenfor mig Selv,
og ei kan læse Tanker, hvad jeg tænker.
Om ikke du vil vise Dig, saa hør,
men ei i Vanvids Ord, endskjøndt du ønsker,
og stræber det at kogle frem ifra
dets Vraa; thi selv hos Visest sidder det,
som rastløs Edderkop, og spinder frem
i Dagens Lys Bizarrerier,
som Folk med Skuldertræk og Smilen seer.
Er Aanden, som jeg troer forbander mig,
fordi jeg ønskede min Broder Ondt,
da han i Faren steg, fordi jeg hævned'
paa Qvinde- eller Tigerviis, foruden
at vinde Andet end den blotte Hevn:
er Den -- o hvis det var saa -- ikkun Pust
|
| d.II,b.1,s.355 |
af min Samvittighed, der stønner, og
en kulsort Tungsindsdamp opsender,
liig vinget Aand, i min Indbildnings Himmel?
-- Ei Himmel! Eja, Nattehimmel, derfor
jeg skuer ikke klart meer i mig Selv.
O hvem vil svare? Aand kan ikke tale.
Og, er den udenfor, saa er den tvær
som ondskabsfuld; vil ikke vise sig,
endskjøndt jeg maner. O du skulde være
kjært Selskab mig, meer elsket end mit eget.
Men er den indenfor, saa hvine der
-- foruden at der meer end tusmørkt er --
titusind Raab ikryds og qvær, saa jeg
kan klart ei nogen Stemme høre. Dog
fra Dybet brøler der en Stemme: George!
Og Alt derinde er som svimlende
af Giftdamp. Ha, hvad enten du
-- jeg veed, jeg drives af en Aand, som Pythia,
og derfor skreg jeg: Hevn! men hevned' stille;
og derfor viselig jeg raaded' fra
det Liigtog ud af Landet: derfor lagde
jeg, da det drog (o kun med halve Villie,
hvis Gud er mild) Forbandelser paa Bann'ret --
Ja skumle, skumle Aand, hvad enten du
herinden eller udenfra nedryster,
ifra din Aftenbakkeflugt omkring mig
-- hvis Hviin er Ahnelser -- som blodbestænkte
Skindvinger, fæle Drømme, o saa er du
for tung for mig!
(synker hen i Tungsind. Farer op.)
End engang jeg besværger, er du udenfor,
saa viis dig! viis dig! -- Jeg er ikke bange --
saa dette Vanvid, som du klækker frem,
medeengang springer ud som aaben Valmu
-- o stor nok i sin Kalk til Grav at være
for tyve Somres Kummer, og med Duft
stærk nok og tyk for klarest Minde hylle!
Ikke Valmu! ikke Glemsel! Klæk det ud!
den Plan du har mig svoret, klæk den ud!
|
| d.II,b.1,s.356 |
Klæk Vanvid ud -- o min Forstand er stærk --
Men slip ei Ungen før den er fuldvoxen,
thi ellers flyver den, som Myg til Lyset,
strax over Helvedilden, svier Vingen
og falder ned . . .
(Det banker.)
Velkommen! Aabn Døren selv, hvis ei
et Nøglehul er Port nok.
(Ranald kommer i en pjaltet Gudbrandsdøledragt
med dertil hørende rød Hue.)
Kul paa Hovedet!
Du er fordømt! En Djævel!
Er jeg en Djævel, saa er jeg en meget fattig Djævel.
Lady Sinclar.
Ha -- Ranald!
Ranald.
Ja det er ganske rigtigt mig, Eders Naade. Da jeg saae Lys
her, gik jeg op for at hilse paa Mylady, nu mit Blods Herre --
ved hvilken Leilighed jeg saae, at gamle Willie havde sat Porten
aaben, saa han nok ikke duer til Portner mere. Hvis I har lidt
Mad, vil jeg endnu mere blive mig Selv liig, for nu er jeg
(tager
sig om Kinden)
-- sandt at sige -- kun mit eget Blyantsportræt.
Lady Sinclar.
Og I?
Ranald.
Jeg? Ja mine Been ere nok de samme lange skotske, jeg bar
med mig ud af Landet, men mit Kjød har jeg norsk Naadsens-
grød at takke for; thi jeg har tærsket for Maden hele Vinteren
over hos ædelbyrdige Herr Guldbrand Seiglestad i Gudbrands-
dalen; og, da Tartanen -- Plaiden mistede jeg ved en vis Leilig-
hed -- Eders Naade gav mig i Fjor af Eders Forraad, var ud-
slidt og gjorde Partie (som jeg Selv med Landets Fedme) med
Landets Magerhed, Slud og Kulde, omtrent ved Juletid, gav min
Huusbond mig af særdeles Naade denne Dragt, som jeg dog, paa
Ære, vil svie op i Morgen, og trække mine gamle Hjemmeklæder
|
| d.II,b.1,s.357 |
paa, hvis min Moder ikke har lappet dem op til lille Anne,
eller -- endnu bedre, og saa maa det være, -- Eders Naade
behager at udnævne mig til Eders Castellan, og give mig den
salig Clans Farve.
Lady Sinclar.
Hvad Clan? salig Clan? Hvorledes?
Ranald.
Hvorledes? Ja det "Saaledes" er isandhed et Mirakel. Og da
det glæder mig, at Eders Naade bekymrer sig om mig (hvilket
giver mig Haab om hvad jeg sagde) saa stiller jeg Eders For-
undring -- det er i Sandhed værd Eders Naades Forundring --
saaledes: Jeg staaer saaledes som jeg staaer, fordi jeg ved en
vis Leilighed ikke stod, hvor Alle de Andre vilde staae; men,
da deres Been bleve for korte; og, da jeg saae alt Kammerat-
skab ophævet -- saasom der ingen Kammerater var mere --
gjorde jeg mine Been saalange som muligt. Hiin ædelbyrdige
norske Mand greb mig i dette Tidsfordriv -- dog forekom det
mig, at jeg løb hurtigere end Tiden -- for med eet at fordrive
mig fra al Tid; men Himlen hjalp mig, i det den tvang min Angst
til at raabe: Sinclar! Sinclar! Og, ved Himlen, som lærte mig
dette, det var intet Tyverie! Eders Naade vil selv see, at det
var Himlen, Himlen fuld af stærke Engle, som hjalp mig, naar jeg
siger, at den blodgjerrige Djævel strax blev til den bedste Skyts-
engel, nogen Papist kan ønske sig eller har havt; ja bedre end
St. Andreas og St. Georg og St. Patrick tilsammen. Thi ikke
alene sagde han: "er du Sinclar, saa tak Gud og lev!" men da
en ny Blodhund støvede mig op paa Vejen og fordrede mig ud-
leveret, for igjen at udlevere mig til mine Kammerater, og vi
ikke kunde blive ham qvit, og han i sin Hidsighed syndede imod
Subordinationen, saa hug min gode Kammerat -- thi vi sad nu
paa een Hest sammen -- ham ned paa Stand1. Da vi kom hjem,
saasom Himlen ikke vilde laane mig Navnet længer, da Ringen,
hvori det havde siddet, blev funden i Sandet, hvor Gjæstebudet
var holdt Dagen iforvejen, sagde jeg min stormodige Vært, at jeg
vel ikke var Sinclar selv, men dog bedre end han nu, og at jeg
|
| d.II,b.1,s.358 |
var Ranald Tobias Mac-Dunkeld Mac-Sinclar. Denne Forvand-
ling havde nær forvandlet min Herre til en ligedan En som den,
der kom til os paa Vejen med Aanden i Halsen; men hans Dat-
ters Begravelse -- hende havde jeg sørget for, Eders Naade, men
jeg taug med Sligt der, -- gav ham Andet at tænke paa. Og da
Vinteren kom, gav han mig Erter at tærske og Erter at spise til
nu Kyndelsmisse da han lod mig løbe. Og nu er jeg her for at
være Eders Kastellan -- dersom I vil boe paa Borgen -- og
Portner (dersom I vil bekoste den hængslet) og Gartner (hvis I vil
have Neldehobene bort og Rosenhække istedet) og Fændrik (der-
som I vil baldyre et nyt Banner) og hele Clanen under eet, der-
som ikke Rob og Dick og Clas og Jamie Blackdittlie have gjort
ligedanne Mirakler i Tilvæxt som deres ældre Brødre i Afvæxt.
Lady Sinclar.
Mirakler? Mirakler? -- Du Ranald?
Ranald.
Ja, som man siger, Een og alle de Andre. Dog troer jeg vist,
de ere i Hælene paa mig de Andre, dersom I har et godt Syn.
See Jer om! Ere de her, saa ere de her Alle, og faae godt Rum
i det ene Hjørne, skjøndt sexhundred' Mand. Sirrissen faaer fore-
stille den lystige Tom Sækkepibe og Tømmermandstordyvelen
Willie med Trommen. Thi de ere nu stilfærdigere end da de
raabte: Hurra Sinclar! paa Stranden, og løbe hverandre overende
for at komme ombord. Hører I Noget, eller seer I Noget, da er
det tydeligt Budskab nok.
Lady Sinclar.
Hvor? Hvor? Hvor Sinclar? George?
Ranald
(river et Haar af sig, og svider det op i Lyset for ethvert af Navnene.)
Ja hvor er Fergus? -- Støv! Hvor er Jonathan? -- Stank!
Hvor er Jess, mit Sødskendebarn? -- Aske! Hvor er Ralph, mit
Sødskendebarn, og William? -- Røg! Hvor er David Benjie og
Steffen og Lieutenanten Herr Duncan Mac-Donalbain, som var
|
| d.II,b.1,s.359 |
stærk nok -- Ruiner af tre Haar! Det Hele fik en Ende og det
en saadan Ende, som naar Stormen slaaer ind af Vinduet og
blæser et Lys ud saagodt, at ikke den fineste Næse kan kjende
Lignelse til Oos.
Lady Sinclar.
Og Sinclar? Ak døde George! -- Puds Lyset
du Djævel! her er saa skummelt. Døde George!
Ha Ranald! jeg ei kan see, om Løgn . . .
See saa! Nu seer I den magre Sandhed; thi virkelig, jeg er
mager, skjøndt min Tunge er feed paa meget Ondt. Troer Eders
Naade ikke dette, saa skal min Hunger (hvis Eders Naade vil
erindre hvad jeg bad om) bevidne, at jeg for min Part har lidt
Ondt nok for at komme derfra med Livet. Ja neppe var jeg det,
hvis ikke en Hædersmand af en Landsmand -- berømmeligt Minde
og berømmeligt Navn -- Wallace, som nu, ligesom hans Fader,
fornøier sit kongelige Sind, som desværre er ledigt, i dets Ledighed
med Handel (stor Handel da, Gud bevares) i Bergen i Norge --
hvis ikke denne stolte Landsmand havde faaet prakket mig om-
bord paa et af hans Herligheds Skibe, der farer paa Gammel-
Skotland. Og troer Eders Naade ikke sligt Beviis paa at jeg har
lidt Ondt (og dog det Bedste af dem Alle) for at komme derfra
med Livet, da har jeg her en Almuessang, jeg fik med paa Rei-
sen, hvori det Hele er beskrevet i Hovedsagen sandt nok, om
der saa staaer 1400 Mand istedetfor 600. Og troer Eders Naade
ikke sligt et tordnende Vidne, da har jeg i Visen indviklet et
Been, som jeg fandt om Vaaren, da Sneen gik væk, paa det Sted
min Herre og Eders Broder lagde sig sidst om Høsten.
Lady Sinclar.
Hid! hid!
(Ranald giver Lady Sinclar et indviklet Papiir, som hun ruller op
og tager et Been ud af.)
Ja -- sandt som Himlen -- Been, et Been!
(lugter paa Benet.)
Ret! Jeg kan ikke lugte om det er
just Georges Been. O søde, lille Qvist!
|
| d.II,b.1,s.360 |
Dog troer jeg, thi jeg følte Lugten dybt
paa Hjertets Bund, som naar Iiskjelder aabnes,
og Lys gaaer ud, og iiskold Vind udstrømmer.
(styrter Ranald om Halsen.)
O du har fler' fortræffelige Karl!
Fortræffelige Karl vær gavmild, og
tag Borgen med dens Blyhjelm for en Pande
og hele Parken for en Haardusk!
(slipper ham.)
Ranald.
Nei desværre, Eders Naade; dette ene er min hele Skat des-
værre.
(Afsides.)
Havde hun ikke . . .
Lady Sinclar.
Ja har du fler', saa siig!
Ranald.
I Sandhed ikke, Eders Naade!
(Afsides.)
Havde hun ikke været
saa hastig, vilde jeg kunnet mærke om hun kyssede min sultne
Mund. Men det er det Samme! Jeg er nu baade Kastellan og
Kommandant paa Slottet, hvis ikke en fattig Fætter kommer.
Lady Sinclar.
Ha, min dyre Marmorsteen
hæng om min Hals i Guldkjæde! O Elphenbeen!
Smuk Pynt! Ak døde George, jeg troer
det er dit Kravebeen. Stor Skade, at
den sultne Maane har ædt Kjødet væk!
Ranald.
Kom Eder igjen, Eders Naade!
Lady Sinclar.
Jeg vil med Taarer fugte Georges Been;
og, hver en Time, varme det med Kys;
og hver Dag med en Draabe Blod det gjøde,
til først en Fingerspids fremblomstrer,
og dernæst Arme skyde sig mod Himlen,
|
| d.II,b.1,s.361 |
og dernæst Laar slaae Rod, og Bryst og Pande
som Knoppe løfte sig; og saa,
naar Alt er færdigt, vil jeg -- herligt! herligt!
omfavne Gudebilledet og døbe
det om paany med alt mit Blod, og blæse
min Sjel i det til Liv. Naar saa han vaagner,
troer George, at han har drømt. Jeg vil
begynde strax, thi Maaneder vil gaae
før Alt er færdigt . . Ak jeg -- Gud!
Jeg kan ei græde! Det er Fattigdom.
Saa kys da! kys!
(kysser Benet hæftigt.)
Ah ja, det voxer alt
op til et Bjerg. Saa kys da! kys!
Ranald.
Ak, I æder Eders Broders Been næsten. Eders Naade! Eders
Naade!
Lady Sinclar.
Ja jeg æder det. Er der ei meer tilbage?
Gid der var Gift i denne Stilk!
(kysser Benet.)
Du veed ei, Dumme! at jeg Himlen bad
om slig en Ret. Dog greb jeg efter Ønsket,
for det igjen at faae, og gjemme det
blandt andet levret Blodkram i mit Hjerte.
Men det desværre -- siig: desværre! -- var
i øverst Himmel alt, som det igjen
bevilget sendte ned til nederst Helved,
som, opfyldt, nu mig stikker det i Munden.
Ranald.
Vist Mylady. I bør lægge Eder, saa skal I faae mere imorgen,
naar I behager eller naar jeg faaer hvilet ud. Gud bytte den
bitre Sandhed med en sød Drøm.
Lady Sinclar.
Jeg vil da blæse paa dit Been min George!
Og vinde Priis i Fløitespil fra Hanen.
Og denne Vise vil jeg synge til.
Ak det er ikke huult. Bor Huller i det!
|
| d.II,b.1,s.362 |
Dog bi med det! Synd, hvis en Splint blev tabt
af Georges lille Urne. Hvis jeg dandser,
det er Castagnet. Men var det ikke Georges,
men Kalve- eller usel Stympers Been?
Fy, fy! Jeg da bedrog mig. Ranald!
Jeg da bedrog mig, Vee Ranald, løi du?
(Griber Ranald i Struben.)
Ranald.
Ved -- fordr hvilken Eed I vil -- det er Oberste Sinclars Been.
Ved Himlen! Ja var det Kalve- eller Oxebeen, aad jeg det op.
Og jeg sværger, Eders Naade bør ikke tage sig det saa nær.
Lady Sinclar.
Ak, hvad er nærmere end disse Been,
udvox'de af det samme Hjerte. Ha
du siger saa? Javist en Flygtning er
Meeneder ogsaa. Tag mig Harpen,
saa skal jeg dømme sidste Vidne, Visen,
om den med dig og Himlen vidner, eller
med mig og Helved.
(Sætter sig til Harpen.)
Ranald.
Saa er Melodien, Eders Naade. Min Ærgrelse har tusindgange
i Vinter maattet hakke den i sig.
(Nynner den.)
Herr Sinclar drog over salten Hav;
til Norrig hans Cours monne stande.
Blandt Guldbrands Klipper han fandt sin Grav.
Der vanked' saa blodig en Pande.
Ranald.
Ja, ved Gud!
Lady Sinclar.
Stille! Gud vil lønne.
(synger.)
Herr Sinclar drog over Bølgen blaa,
for svenske Penge at stride.
Hjælpe dig Gud! du visselig maa
i Græsset for Normanden bide!
|
| d.II,b.1,s.363 |
Maanen skinner om Natten bleg,
de Vover saa sagtelig trille,
en Havfru op af Vandet steg,
Hun spaaede Herr Sinclar ilde.
"Vendom, vendom du skotske Mand!
det gjælder dit Liv saa fage.
Kommer du til Norrig, jeg siger forsand:
ret aldrig du kommer tilbage!"
(Forbauselses-Skrig).
"Leed er din Sang, Du giftige Trold!
(taler.) giftige Trold?
Altidens du spaaer om Ulykker.
(taler)
om Ulykker?
Fanger jeg dig engang i Vold,
jeg lader dig hugge istykker!"
Han seiled i Dage, han seiled i tre,
med alt sit hyrede Følge.
Den fjerde Morgen han Norrig mon see.
Jeg vil det ikke fordølge.
Ved Romsdals Kyster han styred tilland,
erklærende sig for en Fiende;
ham fulgte fjortenhundrede Mand,
som alle havde Ondt isinde.
De skjændte og brændte hvor de drog frem,
al Folkeret monne de krænke,
Oldingens Afmagt rørte ei dem,
de spotted den grædende Enke.
Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,
saa mildelig det end smiled';
men Rygtet om denne Jammer og Nød
til Kjernen af Landet iled'.
|
| d.II,b.1,s.364 |
Baunen lyste og Budstikken løb
fra Grande til nærmeste Grande.
Dalens Sønner iskjul ei krøb;
det maatte Herr Sinclar sande.
"Soldaten er ude paa Kongens Tog;
vi maae selv Landet forsvare.
Forbandet være det Niddingedrog,
som nu sit Blod vilde spare!"
De Bønder fra Vaage, Lessøe og Lom,
med skarpe Øxe paa Nakke,
i Bredebygd tilsammen kom,
med Skotten vilde de snakke.
Tæt under Lide der løber en Sti,
som man monne Kringen kalde.
Lougen skynder sig der forbi:
i den skal Skotterne falde!
Riflen hænger ei meer paa Væg,
hist sigter graahærdede Skytte,
Nøkken opløfter sit vaade Skjæg,
og venter med Længsel sit Bytte.
Det første Skud Herr Sinclar gjaldt:
han brøled og opgav sin Aande;
hver Skotte raabte, da Obersten faldt:
Gud fri os af denne Vaande!
Frem Bønder! frem I norske Mænd!
Slaaer ned! slaaer ned forfode.
Da ønsked' sig Skotten hjem igjen;
han var ei ret lystig tilmode.
Med døde Kroppe blev Kringen strøet;
de Ravne fik nok at æde;
det Ungdomsblod, som her udflød
de skotske Piger begræde.
|
| d.II,b.1,s.365 |
Ei nogen levende Sjel kom hjem,
som kunde sin Landsmand fortælle,
hvor farligt det er at besøge dem,
som boe blandt Norriges Fjelde.
Der kneiser en Støtte paa samme Sted,
som Norges Uvenner mon true:
Vee hver en Normand, som ei bliver hed,
saa tidt hans Øine den skue!
Er dette Georges Dødssang? Ak hvem var
den maaneblege Havfru, som dit Kjølvand,
med Forbandelser og Veeskrig sortned?
Svar mig du Ungersvend, at Angst ei kryster
til sveddækt Globarm din vaarunge Søster!
Vee, du har ikke Tunge meer, ei Hjerte!
Saa bland en venlig Drøm da i min Smerte!
(lader Hovedet synke paa Harpen.)
Ranald.
Ja dette er Visen. Hans Dødssang eller hele Clanens og Hæ-
rens Dødssang, om I behager. Og jeg kan forsikre Eders Naade
om, at Støtten staaer der, da jeg selv, i min forrige Hosbonds
Brød, med svidende Kinder maatte hjælpe til at reise den. Den
er til al Ulykke et Kors, saa Djævelen ikke tør rive den over-
ende. Men er det Sandhed, at Støtten staaer der, hvor Vore ikke
stode, saa er det -- saasom jeg staaer her -- Usandhed hvad
der staaer i den pralende Vise -- Behager ikke Eders Naade at
høre? -- at ikke nogen levende Sjel kom hjem. For, ved min
Sjel! jeg er en Sjel og en levende, som min Hunger tilskriger
mig. Dog var jeg neppe det, skjøndt jeg slap ifra Bønderne,
hvis ikke min hæderlige Landsmand i Bergen -- Gid Gud kalde
hans Forfædres Dage tilbage for ham! -- havde revet mig ud af
de bergensiske Gadedrenges Kløer. Men da jeg er det, saa beder
jeg, dersom ikke Eders Naade tager det ilde op, om Nattely i
Borgestuen, men førstogfremst, om Noget, hvis hurtige Død og
Fortærelse skal vise, at jeg er levende, og, at Visen, i det Punct,
lyver. Desuden -- vil ikke Mylady høre? -- Een til slap dog
|
| d.II,b.1,s.366 |
(af Naade og Barmhjertighed, som de stolte Knegte sagde, men
rettere af Overmættelse paa vort Kjød og Blod) nemlig Gilbert
Buttler, som endnu er i Landet og puster Glas, ligesaa skjørt og
reent som hans Klinge. Eders Naade kjendte Gilbert vel? Ei,
sover I? Saa Gud sidde over Eder og tilmaale Eder en lang
Søvn, og alle Engles bløde Vinger være Eders Dyne, og alle
Engle række Eder søde Drømme!
(Gaaer. Teppet falder. Sørgemusik.)
ANDEN SCENE
(Sinclars Hal. Lady Sinclar i samme Stilling. Lyset brænder endnu paa Bordet. Morgenen
dæmrer ind af Vinduet. Det banker paa Døren. Anne og Robin komme.)
Anne.
Ingen raaber os: Komind!
Lady, vredes ikke over,
at vi komme . . .
Robin.
Sagte Trin!
Seer du ei, at Lady sover?
(de liste sig hen til Ladyen.)
Anne.
Ak, har Stakkels Lady saa
sovet her inat paa Stolen,
dygtigt vist hun fryse maa?
Intet Teppe uden Kjolen?
Gud! og Lyset brænder, skjøndt
Dagens Lampe, Morgensolen,
Gud at tænde har begyndt.
(slukker Lyset.)
Robin.
Hun kan blive syg. Vi ville
kysse Haanden ganske stille.
Maaskee vaagner hun og seer,
hun iaftes glemte Sengen,
gaaer saa ind hvor Bolstret er
blødt og silkerødt som Engen,
for at sove bedre ud.
|
| d.II,b.1,s.367 |
En Godmorgen give Gud!
(kysser Ladys Haand.)
Ak min Gud, hvor Lady fryser!
Underligt hun ikke gyser.
Anne.
Ja frydrigeste Godmorgen,
men den fattigste paa Sorgen!
(kysser Ladys Haand.)
Ak du store Gud, hvor kold!
La'er sig svinge hid og did,
uden Aarer, kold og myg?
Kjend du Robin! Neglen Hvid.
Robin.
Himlen være hende Skjold,
at hun ikke bliver syg!
Anne.
Ak, der er ei Pulseslag.
Robin.
Tys! lad høre Aandedrag!
(bøier sig lyttende ned.)
Jeg ei hører. Hun har bøjet
Hov'det altfor dybt mod Skjød.
Ak hun holder aabent Øjet.
Anne og Robin.
Frels os! Lady sidder død!
(Teppet falder.)
1 tilbakeDette Træk lever i et Sagn. |
| BLA BAKOVER |