|
|
| d.II,b.1,s.368 |
PHANTASMER, EFTER
RAVNEKROG-POETENS MANUSCRIPT
FØRST I DET MAROCCANSKE, OVERSATTE AF BARBAROSSA,
POLITIEMESTER I SALÉE,
SAA I DET SPANSKE, OVERSATTE AF GREV D'ESPANNA,
GOUVERNEUR I CATALONIEN,
SAA I DET PORTUGISISKE, OVERSATTE AF BARBEER PIRES,
MARQUIS QVELUZ,
HVOREFTER DE, UDI DET NORSKE, TIL LYST OG FORNØIELSE,
OVERFØRTE ERE
AF
SIFUL PRO PATRIA SIFADDA,
VELMERITERET BACCALAUREUS FORTALE,
i hvilken intet Andet (saafremt en Fortale skal indeholde altid
Anbefalinger for Texten, hvad enten de nu indbages i underdanige
Undskyldninger, i aabenhjertige Tilstaaelser af at Autor ret godt
veed, at han aldrig burde have taget Pen i Haand eller tusinde
andre Lækkerheder) trænger til at staae, end at Ravnekrogpoetens
Manuscript har været et Tvistensæble imellem syv af de fortrin-
ligste Nationer: imellem Tyrkiet, Østerrige, Marocco, Rusland,
Portugal, Spanien og Ireland; hvilken Tvist indtil den Yderlighed
er gaaen, at Enhver af alle Disse have aflagt formelig Eed paa at
gjemme et Ravnekrog inden sine Enemærker. Men heraf slutter
jeg (saasom jeg ingen Grund har til at troe den Ene af disse
mere end den Anden) at de Alle maae være Meenedere, og at
Ravnekrog vist findes andensteds.
NB. Naar Stykket opføres, kunne de som spille Commandanten og Philosophen
dele Maskerne imellem sig. -- Saa blev det spillet her i Ravnekrog, sidst-
leden Søndag den 17de udi Maaneden . . . Ann . . . . 1
Autor.
|
| d.II,b.1,s.369 |
Personer:
Philosophen i Fattighuset i Ravnekrog.
Medlemmer af samme.
Magistratspersoner af Ravnekrog.
Commandanten af samme.
Skipper Børre.
En som træder frem for at gjøre Meened.
Fa'rs Søn.
Bacchus.
Brama.
Holofernes.
Pythagoras.
Don Quixote af Mancha.
D. Theophrastus Bombastus Paracelsus.
Capitain Jacob v. Thyboe.
M. Stygotius.
Fyrst Leopold af Anhalt.
D. Gundling.
Ridder Gustafsköld.
M. Ole Rudbeck. Masker.
Nogle Frakker, Kjoler, Parykker, Nathuer, o. s. v., som forestille Borgere af Ravnekrog;
nogle Glas, Boutellier, som forestille Politieknegte og Politie-Assistenter af Ravnekrog.
FØRSTE SCENE
(Nogle af Fattighusets Indvaanere forsamlede om et Bord udenfor Husets Dør. Man ryger Tobak,
Ølkanden paa Bordet, o. s. v.)
Philosophen i Fattighuset.
Her, Venner, lader jeg nogle formummede Personer træde
frem . . . .
En af Selskabet.
Tys! Philosophen taler.
Philosophen.
Pokker i Vold! lad mig læse Aviserne uden at hedde Philosoph,
naar jeg vil være Poet, og søge Themaer der -- som Gedebukkene
søge de tørreste Heder for Postens og Brusens Skyld -- ja, I høre
af disse to Ord, at jeg er en Normand, der, hvergang jeg tager
Harpen ned fra Skabet, adler et Par Bondeord, ved at sie dem
igjennem Guldstrengene.
En af Selskabet.
Ja har I Guldstrenge, maae de være stjaalne, saasandt denne
Blok der er en Fattigblok.
|
| d.II,b.1,s.370 |
En Anden af Selskabet.
Og dersom Philosopher vare det Samme som Viismænd, fik de
ikke en Fattigblok til Catheder; thi ti Daarer subscribere gjerne
for at have en Viismand til Expeditionssecretair imellem, men
dog under, sig.
Philosophen.
I har Ret, Poeter ere heller ikke altid Digtere; thi egentlige
Digtere ere blot de, der besynge levende Konger, Store og Qvin-
der. Men de mødes og smelte sammen i Fortiden, ligesom Poeter
og Propheter i Fremtiden. I (thi I begyndte med at betale for Eder
i en lærd Skole, og ender med at være Gratist i et Fattighuus)
bør være Philosophen i vor lille Stat: en henkastet Stump af et
Reflexionsspeil, hvorimod jeg, som Poeten, skal samle alt det Latter-
lige udenfore, og sende Eder det i een Straale. Derfor -- jeg fører
her frem nogle formummede Personer, skjøndt Næsen stikker dem
ud af Masken. Hvæsser da jer Skarpsindighed paa den Flint;
og, hvis I finde Meningen, saa nikker blot til hverandre, og klin-
ker sammen, da en Kritik over Legen vilde være ligesaa ubillig,
som at rakke en Forfatter til efter Correcturarkene. Jeg vil selv
spille med; thi nu tildags maae Poeter være Skuespillere, hvis de
ville høste Lauren; thi disse Sidste have nu alene Æren, siden
baade Qvinden og hendes Glutter have lært, at hele Livet er et
maadeligt Drama i fire Acter, hvor Costümet er det Vigtigste;
de ere Formyndere og priviligerede Laurbærsamlere (hvorved de
da have lært adskillige Casserersnit) kort sagt, Skuespillerne gjøre
nu med Poeterne hvad de ville, anatomere Kong Lear, beklippe
Macbeth, dersom hans Lokkepragt synes for caledonisk, farve
Othello hvid, og kunne ikke begribe (hvorved de vise, at de ikke
henhøre hertil) at disse Stykkers Forfatter, som Poetkonge, skrev
alene for Poeter, ligesom Sultanen kun træder frem imellem sine
Adelsmænd, og kun for dem aabner sin Pung og sin Høihed,
hvorimod han for Pøbelen har et Phænomens Rædsel og Ube-
gribelighed, om de ikke skimtede mere end Fligen af hans Kappe.
Ha! de have traadt mig under Kothurnen eller under denne laskede
Vaudeville-Tøffel, hvorpaa en Doctor nede i Kjøbenhavn nu løber
op ad Østergade og ned ad Vestergade, og saagar paa Tusmørket
over Tag og Taarn, og qvaksalvererer med sine Badskjærsvende
|
| d.II,b.1,s.371 |
den gode Smag og Poesien, saa den nu ligger helseløs af Vatter-
sot. De have undertrykket mig (Disse, som høste paa een Aften
flere klapprende, bredbladede Laurer, end en Poet kan sanke til
sin Gravhøi) thi ingen af mine Stykker blev spillet; skjøndt jeg
skrev to paa hver Søreise, efterat Facultetet ved et Decret havde
befalet mig at rømme de theologiske Bænke, fordi jeg havde
ladet Maanen en Aftenstund lyse mig til Ægteskab førend Præ-
sten. Nu -- jeg kastede mangengang Bølgerne bag mig mellem
Arendal og Amsterdam, og førte, hvergang jeg kom hjem, ligesaa-
snart et Drama tiltorvs som en Dunke Delftzyler-Smør. Men Bog-
handlerne lærte mig snart, Intet videre at lade trykke, uagtet jeg
forsikrede dem, at Oplaget var en oplagt Capital for deres Børn,
hvoraf det kommer, at jeg, istedetfor Klæder, har Manuscripter
i min Kiste. Af disse tager jeg nu frem en Rulle, hvorfra jeg skal
fremmane nogle . . . men, førend vi komme til de formummede
Personer, maa jeg dog forudskikke et Trompetskrald, der kan
bebude mig som den, der med Autoritet slæber Guder og Narre
frem: Anno 1780 blev jeg togange paa een Dag poetisk elec-
triseret og magnetiseret, da jeg om Formiddagen havde den Ære
at hjælpe Wessel op af Holmensgade, og samme Dag om Aftenen
havde den Fornøielse at hilse første og sidste Gang paa min gode
Ven Evald, idet han listede sig ud da for at skjule -- som Ca-
moens (en Sømand og Poet som jeg) -- sine slette Klæder under
den store Kaabe Tusmørket (der ingen anden Nøgenhed blotter
end Maanens) og løb til Høkeren for at kjøbe sin Vesper-Sild.
Men af Befippelse støder jeg ham paa Armen, saa hans Eneste-
skilling foer -- Gud veed hvor; men det var som om Charon
(en Sømand og Skuespiller som jeg) havde stukket Armen op af
Rendestenen, og taget sig forlods Betaling for Transporten, som
om den siden kunde blive uvis nok. Undskyldninger vil jeg ikke
repetere, uden det skulde være i Vers, men nok er det, Aftenen
endte saa, at Han fik sin Sild og Mere til i venligt Huus, hvor
Suus og Duus, og Meer, som rimer sig paa Kruus, man kan ved
Lygte finde, mens Sorg og Politie maae udenfore holde bi, og lytte
til den Fryd derinde.
(Selskabet leer.)
Ak, hvormange Erindringer fløi ikke nu op under Parykkerne?
Skade, da jeg ved Afskeden rykkede frem med Ønsket om at
faae et sextenstrofet Vers til min Søsters Geburtsdag, gjorde han
|
| d.II,b.1,s.372 |
mig til Poet ved en Formular af syv velsignede Ord; idet nem-
lig han venligen trak sin Haand ud af min, sagde han med et
vemodigt Blik enten til Himlen eller til sit Qvistkammer: "God-
nat! gjør sine Vers selv min Fa'r!" Jeg, ja jeg har fulgt dette
Raad saa bogstaveligen, at jeg bogstaveligen er gaaet fra min
stoute Brig, eller, endnu sandere, denne er løben saaledes ifra
mig, at den syntes først som en Galeas, saa som en Slup, saa
som en Jagt, saa som en Fiskerbaad, og nu som en rødmalet
Skibskiste, der nu er min hele Eiendom. I Kraft af hine syv
Ord fører jeg da nogle formummede Personer frem, (hvilke ud-
gjøre Besætningen i min Skibskiste) for at krydre vort Lag, for at
de med deres lange Masker kunne skygge vor blanke Bolle, saa
vi ikke see vore egne Øiegnister og Næseblommer og Pande-
torne og andre unødvendige Aggregater og Reliqvier fra Livet,
hvilke vi Alle have svoret, at lægge fra os udenfor, idet vi,
under Alderdommens graae Seil (der have saa fuld Vind mod
Havnen, at Rygmasten bliver en Bue, hvorpaa Plager trium-
pherende kunne spadsere ned til Lænden og Griller triumpherende
opad til Hjernen) fore ind i det smule Vand, bag disse Vægge
(som kaldes et Fattighuus, fordi der staaer en tom Blok uden-
for) før vi hvirvles, saa let som et Pust, ind igjennem Gravens
snoede Malstrøm, for, paa den anden Side, at flyde ind i det
stille Ocean, hvor kanskee en Englevinge giver det eneste Vind-
pust fra sig.
Ak, jeg hvifter Jer allerede derhen eller idetmindste igjennem
et uendelig sqvulpende, talende Hellespont (hvor Ideer flyve kryd-
sende hinanden, som Kuglerne fra de ubevægelige Dardanelle-
Blokke, som uden Sigte affyres og splintre som oftest blot en
Række af Morgana Luftspeil) ind i Dødens sorte Havs Marmora-
Søe, Søvnen, hvor den meest despotiske og kaadeste og hvad
Caftanerne angaaer, den meest phantastiske af alle Sultaner,
Drøm-Ben-Midnat, strækker Scepteret udover.
Nu -- dette tjene til Fortale! Vaagner op! Hei! Nu komme
mine formummede Personer: hver En af dem er et Portræt taget
med Storkesnabel. Trækkene blive mindre og mindre, saa vi
tilsidst i den nydelige mindste Form næsten troe at see os Selv,
naar de voxe til Middelstørrelse troe vi at gjenkjende gode Ven-
|
| d.II,b.1,s.373 |
ner, men naar Skyggen flyder ud over Væggen vore argeste
Fiender: i Næsen see vi en despotisk Træls Sværd, i Munden to
krumme Raad-rygge, i den fremstikkende Hage en Politiemester,
der i dette Chaos er kastet med Øinene i Mulden, men med Bagen
op, klar som en Søe i Maaneskin, i Haarlokkerne galopperende
Centaurer med krumme Sværd, ludende Halse og flagrende
Svandse: kort sagt, saa dunkel Skyggen er, saa rædselsfuld er
den, og denne Følelse (hvilket rigtignok er modsat hos Olivarius)
har Tanken om ikke Tungen til øieblikkelig Tjeneste. Fiat derfor
applicatio! Og -- saa sagte min Ven, siig det ikke til Nogen.
(hvisker til Een, saa de Andre dog høre det.)
"Themaet er spunden
ud af Aviserne, og -- nok sagt, det ender med Don Miguel,
som en Lystighed i Stavanger med Skrig. Derfor dersom I ville
tænke Eder noget Land, hvor Saadant kan være skeet, saa
forbigaaer Abdera, Aabenraae, Molde, Gascogne, Ireland, Jyl-
land, Marocco, Bukhariet, Vallachiet, Polen, Barbariet, Ja-
loffien, men tænker paa en liden Stad i Lusitanien (som i gamle
Dage havde Mænd, der pløiede det med Sværd, satte Grændse-
skjel med romerske Seiersmærker, og gjødede det med Maurer-
blod), enten Staden, som Kobbersmeden Tubal byggede af Salt
(efter den vindtørrede Nutids solstegte Portugiseres storsnudede
Formening om Byen Setubal, thi, ligesom Adelsmænd, jo uslere
Nationerne ere, desto mere prale de af fordums Dages Be-
drifter og Storhed og Ahne-Ælde, hvorimod kraftfulde Folk til
enhver Tid stræbe at Eftertiden saaledes kan tale om dem)
eller ogsaa tænk paa Chaves eller Abrantes (hvilke begge have
Marquis Chaves til Gouverneur.) Nu har Eders Phantasie faaet
Reisepas og Route. Levvel! Dette faaer tjene til en Fortale.
Blot vor Leeg ikke bliver forstyrret før Enden (hvorved et
søndersplittet Charta skal rulle ned som Teppe, saa vi kan see
ind paa Scenen, hvorledes Don Miguel og de andre Comedianter
takke hinanden for godt Spil -- og tractere hinanden med
Abelsiner -- Borgerhoveder fra Coimbra -- og Portviin --
Borgerblod fra Oporto -- ) . . Dette faaer tjene til Prologus . .
Tys -- det hoster bag Døren . . De formummede Personer komme
nu frem.
|
| d.II,b.1,s.374 |
ANDEN SCENE
Bacchus
(kommer, og sætter Bollen paa Bordet.)
Jeg er Bacchus, Heltes Seirer.
Jeg er Bacchus, Skythers Fryd.
Se, mit smekkre Epheuspyd
alle Herkles-køller strax
bort som Ax,
Løvehovder, Tigersvandse
bort, som lette Rosenkrandse,
ned til Død i Støvet veirer;
splitter som et Liljeblad,
stærkest Doctorpande ad:
saa han glemmer sit System,
Vedam, Chouking, sorte Kunster,
lister sig med blodigt Skjæg,
paa min Val, saa sagte frem,
leder efter Stav og Væg.
Eja, som et Banner stiger
Næsen frem, og opad higer,
for at tænde Hjernens Dunster,
der, som Skyer tordensvangre,
samles om hans Hjerte-sol.
Ha imorgen kan han angre,
naar han tørster i sin Stol.
Væk med Doctor! Helt er jeg!
Helte ligge paa min Vei.
Doctorpander er' de Blommer,
Heltehjerter er de Torne,
som jeg træder, hvor jeg kommer
med de blanke Drue-trommer,
med de mørke Epheu-flag.
Ha, i saadant Nederlag
Alle, Alle er forlorne!
Dumme Blik, som stirre mod
Sol, er' aabne Saar i Blod;
|
| d.II,b.1,s.375 |
Tungepralen til Hjertedalen
er min Fiendes Hyl paa Valen,
før i Bægergravens Hvælv
segner ned hans høie Selv,
som paa Læben Buesmiil
spændte op med Latterpiil,
da han saae mig rykke an,
som en Tommelidenmand,
med en Drue kun til Bug,
Vedbendblad til Brog og Dug,
med Rosin til Skal og Isse,
med et Ribs til Næsespidse,
Moserose-paryk er sat
til denne Maane som Sommernat.
Stilke, tynde som et Haar,
er den store Kjæmpes Laar,
og i Haanden som Pocal
bærer han et Valnødskal.
I sit Skjæg vil Goliath,
at jeg sove skal en Nat,
at jeg paa hans Øiebryn
ride skal, som Ørn paa Sky'n,
toe hans Øiehaar med Draaben
i min Valnødskal, naar Taaben
synes ved sin Gaben ville
sluge op en Morgen stille,
naar han vaagner hos sin Brud,
strækkende sin Rædsel ud
i dens lodne Ravneskrud.
Hei slig Spot paa Tand maa glide,
som en Sky paa Jøkler hvide!
Latterpiil paa brune Smiil
suser bort med Torden-iil.
Ha -- men, som den flyer afsted,
lille Bacchus voxer med,
Kobberserk blier Drue-Bug,
Pupurkaabe Vedbenddug,
Moserose, min Paryk,
|
| d.II,b.1,s.376 |
blier en Samson-Haarlok tyk,
gylden Hjelm Rosinen blier,
Ribsen kobberblankt Vizir,
og min lille Valnødskal,
med de Draaber faae i Bunden,
bliver hule Midnatshal
med en Stjernekrands omvunden.
Ha, hvor Goliath vil slaae
Midnat ned til Dugfnug smaae,
om han end ei Nat kan lide,
som tør sværte Bruden hvide,
som tør susende sig høine
om hans Næse, paa hans Øine,
gjøre dem saa dumme som
Festpocalen huul og tom.
Ha hans Latterpiil, der føg
brusende om mig til Spøg,
da han saae mig rykke an
som en Tommelidenmand
i en ussel Sølvmoerham:
i en from og enkelt Dram . .
Ha hans Latterpiil alt daler,
Smilets Bue er brusten,
Tordenrøsten rusten,
Hjertet gaber, Tungen raller,
Issen bøier sig i Støvet,
Goliath kryber under Løvet,
Gedehams tør Øiet stikke
("Væk du lille Myg -- saa brummer
Goliath, saa halvt i Slummer --
Ei, en Sti mig skjæmmer ikke!
Jeg skal prikke, prikke . . . prikke . . .")
Piltkorn med hans Glavind slaaer
Vippe mellem Heltens Laar,
som om Sværdet var en Green,
som om Laaret var en Steen.
("Vil du . . Veed du, hvem jeg er?
Vil du lade være der!
|
| d.II,b.1,s.377 |
Nei -- a! har man da seet Magen?
Drengen glider jo paa Bagen
nedad -- ja jeg troer det s'gu --
nedad -- frisk! -- min egen Bag?
Men jeg Fanden gal' i mig,
skal skam nok betale dig!
Vil du lade være nu!
Vil du bare . . du, du, du . . !")
Seer, i saadant Nederlag
(hvor den store Goliath
siger til sit Sværd: Godnat!
hvor Magisteren maa haste
med Paryk og Lærdom kaste,
hvor -- for lettere at flygte --
Vestas Møe, med egen Haand,
løser Barmens trange Baand,
splitter Jomfruskjødets Gitter,
kaster det som daarligt Flitter)
hvert et Væsen er forloren,
hver til mit Triumphhjul svoren.
Spørg Enhver, som ikke troer,
Skythiens blodbestænkte Jord,
hvor en jernhaard Stamme Celter
jeg i Øl til Ølskum smelter.
Indien spørg! Se der min Panther,
som med Tigeren jeg bidsler,
ere Gidsler,
eller fangede Gesandter!
Naar jeg kommer hjem igjen
til de kjære, dumme Skyther,
gjør jeg Tigeren til Rytter-
general udi Cimmerien
(som sin tunge, mørke Sky
tør ei kløve med mindste Kny)
sender lumske Panther hen
som Statholder til Siberien,
|
| d.II,b.1,s.378 |
at i Landets Taage han
rulle sine Øine kan,
spidse Øret under Sky'n,
fange hvert et enkelt Gys
levende til Dionys2,
gjøre med sin Tunges Lyn
Natten lys;
springe saa, naar hist han hører
Liv paa Vingesuk sig rører,
hen til mig paa Bue-ryg,
hviskende saa krum og myg
slig Rapport:
"Der er Oprør, Herre-min!
Folket taler, Nogle tænke,
(skumle meer end Natten sort)
Nogle Bryn paa Næsen sænke
(læng're Bryn end deres Lænke)
Nogle vildt i Veir og Vind
rædsomt sværge:
"vore Bjerge
synke ned til Muldvarpskud,
Kæmpeæten ned til Dverge,
som nu ei tør krybe ud,
for en Kat,
som den tappre General
sender, at den lyse skal
i vor Nat.
Skal en gammel, graaguul Loss
beherske os?
Fremmed Klo og fremmed Trods
haane, klore os tilblods?"
Saa de bande, Herre,
(undertiden meget værre,
saa den lille gule Loss,
som mig fulgte med mit Tross
-- liden Tand hjalp ofte os --
|
| d.II,b.1,s.379 |
de med Tunge, hvas som Kniv,
kalde hadske: "Edderliv"
. . Saa de bande Herre-min!
Maa jeg flække deres Skind.
Ryttergeneralen Tiger
ogsaa underdanigst siger,
at, ved hans Klo og Tungeflamme!
i hans Land der er det Samme:
Oprør her og Opstand hist.
-- Kjære gamle Taalmod brist!
Kort: Eders Exellence, vi
ville staae hinanden bi.
Jeg har større Klo end Jer
(jeg har tusinde Centaurer,
sultne paa at æde Laurer),
I har Blik, saa skarpt som Sværd.
Seiren seer I: Jeg den naaer.
I befaler: Jeg dem slaaer."
Ha, naar slig Rapport jeg faaer,
Kronen vingekrandset slaaer
op mod Skyen, som gylden Ørn
(Vingen Blad og Nebbet Tjørn)
der med Klo vil kradse ud
af Himlen alle Guders Gud.
Men jeg i min Høihed svarer:
"Tys, Hr. Panther, gaae tilbage
til det maa mig Selv behage
med et Drue-Flammeblik,
ved et ranketynget Nik
over de Cimmerier drage
sammen mine Epheusnarer,
saa de synke under Løvet,
under Mosen ned i Støvet,
saa den haarde, barske Slægt,
-- der i ækel Ædruhed
trodsed mig engang (I veed)
da fra usle, lave Telte
Drenge krøbe frem som Helte,
|
| d.II,b.1,s.380 |
da Cimmerien mørk og kold
laae der som et Avindskjold,
der hver Fiendeskolt og Been
knuste under Græs og Steen,
da De de fulde Naboefolk
ædrue slog med Herresvolk --
ned af egne Næsers Vægt
(ti Pund Kobber paa Enhver)
slæbes ned i Muld og Jord,
saa om høiest Heltetinde
kaade Nesler tør sig spinde,
saa som dorske Krakedyr
Hrolfer ligge: hos Angantyr
lever kun et Næseboer.
Nu Adieu! Cimmerien glem:
gule Taarers sorte Hjem!
Endnu ligger Panthren der
krum og stum;
endnu leger Tigren der
med sit Spær
(krumme Maane i Midnatrum)
endnu gives knap Folket Lov
at aande frit i Odelskov;
endnu stirrer det beruset
mod den klare Dag,
som dem skinner i Øiet ind,
uden dog at see der bag
Vid og Sind;
endnu roder det i Gruset
af dets Friheds Sarkophag.
Nu Adieu!
Bacchus selv maa engang døe!
Her er Graven,
(peger paa Bollen)
hvori Folk og Tiden synker,
hvor sig tørre Viisdom dynker
til at Dyrene den ynker!
|
| d.II,b.1,s.381 |
Her er Kronen! her er Staven,
som har mangenen Poet
løftet til en Evighed,
skjøndt verbotenus man saae,
at han her i Støvet laae.
(River Vedbendekrandsen af sig, og slænger Thyrsus væk.)
Nu Adieu!
Bacchus selv maa engang døe!
(gaaer.)
Jeg er Brama,
Dalai-Lama.
Nylig Bacchus, mit Fædrelands Tyran,
Indiens Hersker paa Tiger-spand,
Han, hvis Klinge
nær vilde tvinge
Ganges til i Afgrunden flye,
og hvert Hindus-hoved svinge
over Skye . .
. . . Han
kastet er bag Mos og Sand
. . Han
ædes nu af Snogetand.
Kort sagt
jeg har Ham
i Graven lagt,
jeg har al hans Synd og Skam
svøbt i Suk og Prunk og Bram;
rost ham, skjøndt jeg ofte svoer,
mens han leved', ham i Jord . .
. . rost ham; thi i Testamentet
stod det prentet,
at hans Enke, Fru Cybele
skulde dele . .
Kort at sige, at hans Enke
skulde og paa Andre tænke.
Men -- er Bacchus, i hvis Følge
(som bag Stormen vrede Bølge)
|
| d.II,b.1,s.382 |
sprang Centaurer,
ædende paa fede Laurer,
faldt Bacchanter,
sneg sig Parderkat og Panther . .
. . er slig Helt vel fød
blot for her at ligge død?
Neppe! Neppe!
Skarpsind, Chiven, Vid og Tøv,
Engel eller Djævel, prøv
paa at lette dette Teppe,
som sig vugger om vort Støv,
split det, let det, eller kløv!
Ha, mit Skjæg! er jeg Genie,
og for denne Gaade
mægter ei at raade?
kiger ei til Bunden i
-- en Grav?
Jeg er Præst,
Mester over Verdens Tro,
finder dog til denne Læst
ingen Sko?
Ha, kom med en -- o hvilkensomhelst!
Jeg sværger, den skal passe bedst
til hiin fordømte Gaade-læst:
til Liigprækentext over Bacchus!
Kom Dumhed, du Blinde!
Kom Phantasie, du Øieblinx,
skjøndt du hundrede Øine har,
men alle tilsammen af farvet Glar!
Kom Viisdom, du iiskolde Marmor-sphinx!
Øver Eder nu, og prøver,
om I Texten kunne finde!
Ha, jeg Brama selv det fandt,
og for mig Selv da Udødeligheden vandt!
Lad Efterslægten
det tage paa Vægten
(den ene Stang er "Ja" den anden Stang er Nægten)
|
| d.II,b.1,s.383 |
og finde hvad der er Sandt!
Nok -- Funtus! Triumph mig! -- jeg Texten fandt:
at General Bacchus ei er fød
for her at ligge død:
at ei engang hans Støv har sagt os Farvel;
men springe vil paa Graven op
i Nesleblade og Bulmeknop;
og, at hans Sjel
fra Hjerneskal til Hjerneskaller
vil flyde om,
til Jorden er tom
for saa despotiske Generaler.
Og det vil sige: til evig Tid
maa Bacchus løbe nu hid nu did.
Saalænge Tyranner
tør perse Sved under Klingeaag,
for Palmer plante det tunge Banner,
til Daarskab bøie hver nylig Klog:
vil Bacchus komme
tilbage, som Echo til en Tromme.
Saalænge Doctorer og Professorer
til Hieroglypher og Characterer
de sunde Tanker beskjære,
og lukke Hjertet, men aabne Munden,
og fylde Maven, men Hjernen tømme,
for Guds Ord tage en Rabbis Drømme,
og Hjernen (hvis der findes end
en Klat paa Bunden lagt igjen)
de dybest bære
i mølædt Bog!
saalænge vil Brama komme igjen.
For Slige ei Plads er i Himmelen!
(gaaer.)
Skipper Børre
(kommer i Baggrunden).
Her gaaer jeg rundtomkring, og skræmmer Folk paa Gaden,
en Skjændsel for mig Selv, en Plage reent for Staden.
Og dette Huus er lukt, skjøndt mine Ønsker før
om rolig Alderdom sig skjulte bag dets Dør,
|
| d.II,b.1,s.384 |
skjøndt did min Plan sig sneg, at der jeg kunde faae
i Fattighuset Plads, og hele Slægten saa:
fra Svigerfader til det mindste Barnebarn,
som hjemme søler sig i Pjalter og i Skarn.
Philosophen i Fattighuset.
I maa gaae, Skipper Børre, eller tie stille, for nu komme
Maskerne frem.
Skipper Børre.
En Fest? et Bæger? Ha, min Tunge hænger tør!
Comedieløier? Ha, Sligt saae jeg engang før,
hvori en Prinds man bød en Throne, og ham gav
en Grav, et Pallium af Muld, en Knokkelstav.
Philosophen.
I maa ikke forstyrre os vore Løier, Børre! Gaa lidt væk, og
hold Jer i Baggrunden.
Skipper Børre.
Guds Blod! det gaaer forvidt d. e. det gaaer forbi
min egen Næse . . Ha, jeg skal den stikke i,
og røre op med den i deres Spøg og Latter,
saa Hvirvelvind af Skrig og Sky af Rædsel atter
sig reise kan blandt dem, som et Trompetstød, om
at gamle Børre her dog med i Spillet kom.
Jeg veed de hade mig, men jeg dem hader mere,
og Ene faaer den Fryd de Alles Fryd fortære,
som ligge paa den Seng, jeg vilde ligge paa,
og drikke af den Kalk, jeg æsled' mine Smaae.
Reis Himmelstorm af Skræk, som da min Bro'er de peeb
af deres Samfund ud. Ha Kløgt har Rok og Reeb!
Jeg spinde skal et Garn, saa fiint, at deres Sang
(hvis Træk af Spot som Text for disse Noder hang)
. . at deres Spøg i Baand maa finde Luften trang,
saa netop som et Suk den flyve kan fra Hjerte,
og jamre: "Børre os en Djævels Tilvær lærte!"
|
| d.II,b.1,s.385 |
Philosophen.
Vil I ikke gaae jer Vei? Vi feire vort Samfunds Stiftelsesdag,
den 17de . . .
Skipper Børre.
Just dette minder mig (O Minde, drukn' i Galde)
om at jeg med min Slæng af sulten Slægt og Venner
blev udelukt ifra . . .
Philosophen.
Der kommer Holophernes . . Tys! nu kommer 3die Maske.
Jeg er Holophernes, Generalissimus i Hans keiserlige, selv-
herskende Majestæt af Trojanien, Priapusses Tjeneste. Jeg er
Holophernes, som har den Ære, at være Hans Majestæts første
Slave. Jeg er den Holophernes, som massacrerede Jerusalems
Spidsborgere udenfor Zions Tempel. Jeg er den Holophernes,
som slæbte den tappre Hector i Støvet paa Trojæ Torv, og jog
Chilian hjem. Nok -- den, som er en Pralhans, skal faae med
mig at bestille!
(gaaer.)
Jeg kjender ham igjen; saasandt . . .
Leve Sjelevandringen! Der gik Holophernes, som var Bacchus,
som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Panthere.
Her er Pythagoras, som var Brama.
(gaaer.)
Jeg er den tappre Friridder Don Quixote af Mancha, som har,
med egen Haand, hugget en Veirmølle sønder og sammen, og
adsplittet en Hjord af over 2000 Faar og Væddere. Jeg er Don
Quixote, som er alle Spaniens og Verdens Riddersmænds store
Speil og Mønster.
(gaaer.)
. . Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant . .
|
| d.II,b.1,s.386 |
D. Theophrastus Paracelsus
(kommer.)
Leve Sjelevandringen! Der gik Don Quixote af Mancha, som
var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavallerie-
general paa Tigere og Pardere. Her er Dr. mirabilis Theophrastus
Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama.
Jacob von Thyboe
(kommer.)
Jeg er Jacob v. Thyboe, Capitain i hans absolute Majestæt af
Danmarks derved berømmeliggjorte Landetat. Jeg sparede ikke
Barn i Modersliv da Borgerne gjorde Revolte udi Braband. Jeg
er den Jacob v. Thyboe, som gjorde Kaal med egen Haand paa
en Holmens Matros (hvilket svarer til den Daad i gamle Dage at
slaae Riser ihjel.) Jeg er den Jacob v. Thyboe, som er bleven
til en Skræmsel for de Diende og har vundet Navnet af de Lær-
des Skræk (hvilke nu udgjøre en forfærdelig Mængde i Verden)
Thi jeg beleirede og indtog Regentsen, uden at agte paa en Penne-
slikkers Vise, der siger, at en rigtig Helt kan ved sit blotte Navn
faae Seier uden Blod, thi jeg vadede op til Regentsen, i velsmurte
Reussere, i bare Studenterblod, saasom at jeg veed, at dette er
dog det sikkreste, og den ældste Maxime fra Achillis Dage. Jeg
er den Jacob v. Thyboe, som ikke giver to Skilling for en Kamp
uden Blod, om det saa var min egen Broders. Basta! for ellers
gjør jeg en Ulykke paa Eder.
(gaaer.)
Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant
jeg seer, det være skal . . .
Leve Sjelevandringen! Der gik Capitain Jacob v. Thyboe, som
var Don Quixote af Mancha, som var Holophernes, som var Bac-
chus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere.
Her er M. subtilis Stygotius, som var Doctor Theophrastus Para-
celsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama.
(gaaer.)
Fyrst Leopold af Anhalt
(kommer.)
Jeg er Fyrst Leopold af Anhalt-Dessau, General-Feldtmarschal
i Hans absolute preussiske Majestæts Tjeneste. Jeg har tampet
|
| d.II,b.1,s.387 |
Slaver ihjel, hudstrøget en theologisk Candidat med Klingen paa
Exerceerpladsen, midt iblandt det gabende, eller -- saa Folket
gabede af Skræk. Jeg har forgivet en Officeer med Skamflikker
og Chicaner, fordi han ikke (hvilket, om det ikke skedte paa-
stedet af Skræk, maatte have skeet af Hunger om nogle Dage)
vilde myrde sin gamle Moder, ved at duellere med alle Armeens
Blodhunde. Desforuden har jeg udøvet mangen anden Stordaad
enten med egen Haand eller med min kongelige Fætters Scepter,
eller med mit eget Scepter: Spidsroden, eller med min Commando-
stav: Trommestikken.
(gaaer.)
Skipper Børre.
Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant
jeg seer, det være skal vor egen . . .
Leve Sjelevandringen! Der gik den gamle Dessauer, som var
Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote, som var Holophernes,
som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa
Tigere og Pardere. Her er Doctor Gundling, som var Mag.
Stygotius, som var Doct. Theophrastus Paracelsus Bombastus,
som var Pythagoras, som var Brama.
(gaaer.)
Ridder Gustafsköld
(kommer).
Jeg var nylig slet og ret Capitain Hellichius, men nu er jeg
Ridder Gustafsköld. Min fornemste Bedrift er, ved et opdigtet
Oprør, at have hjulpet til at tage mine Medborgere ved Næsen,
og at kuldkaste deres Constitution. Da jeg havde kloge Folk at
bestille med, saa er dette et Mesterstykke, skjøndt Nogle paa-
staae, at jeg var i dette pion-marquè-Spil intet Andet end den
store Schakspillers Automat.
(gaaer.)
Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant
jeg seer, det være skal vor egen Commandant!
(gaaer.)
M. Ole Rudbeck.
Leve Sjelevandringen! Der gik Ridder Gustafsköld, som var
Dessaueren, som var Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote,
|
| d.II,b.1,s.388 |
som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første
Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er M. Ole Rud-
beck, som var D. Gundling, som var M. Stygotius, som var
D. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras,
som var Brama.
(Commandanten af Ravnekrog og Skipper Børre, med en Tromme, komme.)
Skipper Børre.
. . . Jeg forsikrer Eders Høivelbaarenhed, at det var Eder op
ad Dage . .
Commandanten af Ravnekrog.
Ha Spil paa denne Dag . !
Skipper Børre.
. . Og Bægerglands og Skrig . !
Commandanten.
Ha, har jeg Tæften ret, jeg lugter snarlig Liig!
(Skipper Børre slaaer en Hvirvel.)
. . Paa denne Dag . ?
Skipper Børre.
Guds Død!
Commandanten.
Ja I har Ret Hr. Børre,
slig fugtig Kaadhed man med hede Sværd maa tørre!
(Skipper Børre slaaer Hvirvel.)
Skipper Børre.
Paa denne Dag, da I slog Slaverne ihjel,
og da med blodig Tamp beseirede først Støvet
(de Trælles Kjød og Blod) og saa, som Israel,
selv Herren Zebaoth, der maatte see bedrøvet,
at Huld og Sundhed, som han hine Slaver gav,
til Tegn paa, at han ei dem vilde end i Grav,
at selv hans Villie taug, da Ravnkrogs Commandant,
at sætte Sin imod, det som beleiligst fandt . . .
|
| d.II,b.1,s.389 |
. . . Paa denne Dag, som bør indviet være til
et stille Studium af Eders Naades "Vil"
(Thi deraf -- skjøndt man kan ei ganske vist det regne --
man seer, om man idag skal blomstre eller blegne)
. . . Paa denne Dag, da man bør sidde bag sin Rude,
og see i Maanens Rund en blodig Tampeknude . .
. . Paa denne Dag, da hvert "Goddag" bør blie "Farvel" . .
. . Paa denne Dag, da I indsvøber Eders Sjel
(mens Staden sidder taus og krum og stum og sturen,
somom den lyttede til Skrig ifra Torturen)
i blodigt Minde, i en rædsom Majestæt:
Spidsborgere man seer -- se der! -- paa jert Gebeet
fornøie sig med Spil,
der gjøre Eder til
-- en Nar!
Philosophen i Fattighuset.
Ak, I fordærver os vort Spil. Hvem nævner Moralen midt
inde i Stykket? Imidlertid faaer Eders Afbrydelser forestille de
Secler, som suse imellem hver af Maskerne.
Skipper Børre.
Ak tys! Hans Naade bleg staaer lænet til sit Sværd!
(slaaer en Hvirvel.)
Commandanten.
En Søvn, Medusas Søvn, en Søvn af Rædsels-harm.
(Børre slaaer Hvirvel).
Skipper Børre.
Den ægte Harm er kold, men bliver siden varm.
(Hvirvel).
Commandanten.
Jeg leder i min Barm om Djævle til en Færd,
der, naar den først er gjort, og søger Penslen, vil
Cinnober faae ei nok til al dens Blod og Ild.
(Børre slaaer Hvirvel.)
Ha, usle Borgere, som Gud af Naade gav
et Liv til nu idag, men Jeg idag en Grav,
|
| d.II,b.1,s.390 |
i Støvet knæler ned, i sorte Skyer af Gys,
som om jer overhang hiint Sværd hos Dionys,
til Magistraten jeg vil kalde hid at læse
den sidste Bøn for Jer, før Jeg jer bort vil blæse!
Imidlertid en Text I faaer til Eftertanke,
som Jeg skal skrive jer med Klingepenne blanke.
Den Text er:
Jeg er Uedel-Skarnsberg, Commandant og
Friherre i Ravnekrog!
(Skipper Børre slaaer Hvirvel. De gaae.)
Philosophen i Fattighuset.
Leve Sjelevandringen! Der gik Uedel-Skarnsberg, Commandant
og Friherre i Ravnekrog, som var Ridder Gustafsköld (der hjalp
til, ved et opdigtet Oprør, at kuldkaste sine Landsmænds Con-
stitution) som var den gamle Dessauer (der tampede Slaver
ihjel, hudstrøg theologiske Candidater og forgav Officerer med
Chicaner) som var Jacob v. Thyboe (der ihjelslog en Holmens-
matros, sparede ikke Barn i Moders Liv i Beleiringen af Bra-
band, indtog Regentsen og vadede i Studenterblod) som var Don
Quixote (der huggede en forfærdelig Veirmølle sønder og sam-
men, og massacrerede over 2000 Faar og Væddere) som var
Holophernes (der i Kong Priapi Tjeneste gjorde Kaal paa Jeru-
salems Spidsborgere midt paa deres eget Torv) som var Bacchus
(der var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere)
Her staaer Philosophen i Fattighuset i Ravnekrog som var M. Ole
Rudbeck, som var D. Gundling, som var M. Stygotius, som var
D. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som
var Brama.
En af Selskabet.
Nu, gode Ven, er jert Stykke ude? For, meent som sagt, har
jeg ingen Lyst til at blive.
En Anden.
For det lykkedes ham, efterat han slog Slaven ihjel, bagefter
at forgive Lovene med Snak . . . saa jeg troer med, at vi bør
reve Seil, stryge Flag og gaae i Havn.
|
| d.II,b.1,s.391 |
En Tredie.
Og siden Skipper Børre fik Afslag paa at komme ind i vor
Commune med sit Slæng af fattige Fættere og Svogere, leve vi
ikke et roligt Øieblik uden for vor Dør . . saa jeg troer med, at
vi bør rømme Marken, og lade dem holde sig saa lystige de ville
udenfore.
Philosophen i Fattighuset.
Sandt at sige, mit Stykke var ikke forbi. Det skulde ende med
en Borgerkrig imellem en Fændrik og en Student, som segnende
skulde udraabe til Punctum Finale:
Centaurer have vi ei hele mere;
men deelte kan de endnu slemme være!
At Fændriken skulde være Bacchus og Studenten Brama, tagne
af i Migniatur, behøver jeg ikke at sige. Fændriken skulde der-
paa døe af Sorg over denne Studentens Svanesang -- vi skulde
ringe over dem med vore Glasser -- jeg holde en Epilog af den
Text: at nu var den Atmosphære, hvori Absolutisme og Tyrannie
alene kan aande, nemlig i Tusmørket, som Kampen imellem Klinge-
lys (hvilket Fændriken repræsenterede) og Munkemulm ynglede
frem, luftet bort, saa at Friheden nu turde aabne sine Lunger,
saa fine som et Valmublad -- men (imidlertid var vel Sengetid
kommen) skjøndt den fødes ofte om Natten, viser den sig ikke
for nogen retskaffen Mand uden om Dagen; derfor vilde jeg raade
til at bie til imorgen for at see denne forsvundne Pleiemoder,
som Gud gav de unge Sjele med for at sidde ved deres Hjerte-
vugge, og behænge den, som med Tapeter, med lysende Runer,
indbaldyrte Dydsqvad og Daabssange og Formularer til at finde
Sandheden med. Ak, denne Morgendag maa være Evigheden;
denne Nat, som ligger imellem idag og imorgen, være vor Grav;
vore graae Haar, som vi lægge paa Puden iqvel, være dette Livs
synkende Stjerner: Dagene, af hvilke der synker En i hvert Jevn-
døgn . . Se, se den lyse Maidag spotter os idet den hvælver sig
ned, fordi vi blive tilbage for at gaae Novembermulm og Høst-
storm imøde . . . . O lader os gaae i Graven, mens den har Blom-
ster og Græs! . .
En af Samfundet.
Tys!
|
| d.II,b.1,s.392 |
Philosophen i Fattighuset.
. . Saaledes omtrent skulde Stykket været, dersom ikke Skip-
per Børre havde skudt den fatale Scene med Commandanten ind;
men I har lagt Mærke til, at jeg søgte at flikke den ind saa godt
det lod sig gjøre ved en Slutningsreplik i al Hast, saaledes at
det lod til, at denne Deus ex machina hørte til i Stykket . . .
En Anden.
Tys! jeg hører . . Ja hvad er det da! Men det bedste bliver
nok at gaae ind.
Philosophen i Fattighuset.
I har Ret . . Commandanten kommer tidsnok igjen; thi, at han
slog Slaverne ihjel, kalder han blot en Prøve paa at gjøre det
Samme med Borgere. Eller maaskee han vil bruge den hurtigere
og hæderligere Maade: med Sværd? Den som da overlever de
Andre skal skrive paa deres Grav:
Her
Slavers Rang under Frimand er
som Slag af Tamp under Slag af Sværd!
Vi ville imidlertid ikke give Magistraten Aarsag til at fortørnes
over at vi her under Guds fri Himmel yde ham ved syndløs
Munterhed vor Tak paa vort Samfunds Stiftelsesdag, fordi han,
ved gode, hensovede Mennesker, sørgede for at gamle Borgere
i Ro kunne lave deres Been tilrette for Liigkisten. Derfor ville
vi gaae ind; men imorgen indlevere Klage over den misundelige
Skipper Børre (som endogsaa faaer Sælgekonerne til at sælge os
Brødet dyrere end hos Naboen) og over den rasende Comman-
dant, som med een og samme Pen "forbyder Alle og Enhver
ikke at gaae paa Glaciet for Høeavlingens Skyld" og befaler
Alle og Enhver at holde sig hjemme inden lukte Dørre paa den
Dag, han tampede Slaverne ihjel, for at eftertænke, i hvor svag
en Traad alle Borgeres Liv hænger i Ravnekrog, nemlig i Com-
mandantens Naade, som selv skjælver paa hans Klingeod; og
for at han selv kan regne efter, hvormegen Vold han tør vise
her uden at komme for Landssenatet.
En af Samfundet.
Tys!
1 tilbakeVar udslettet af Manuscriptet.
Oversætteren.
2 tilbakeBacchus. |
| FORRIGE |