|
(Norge. Kringen, et Bjergpas ved Lougen i Gudbrandsdalen. Guldbrand Seiglestad omringet af gamle
og meget unge Døler, bevæbnede dels med Geværer, dels med Ljaaer og Øxer.)
Guldbrand Seiglestad.
Ha, Normænd, priser Himlen!
Og Eders Fædres Styrke, der i Eder
er evigung, idag lovsynger!
og hør et Ord, som Eders krumme Rygge
og Ribbe, der ryste under hundred' Aar,
til opreist Løves fulde Musklers Skjælven
af overvættes Fylde og af Harm -- en Saadan,
der staaer, lig Kongen paa sin Throne,
i Norges Banner -- mægter gjøre! Hør
-- jeg raaber høit, thi Aldren har bedækt
den største Deel af Eders Øren med
|
| d.II,b.1,s.334 |
sin Vintermos -- et Ord, som Eders Haar,
der skinner mellem disse Drenges Lokker,
Vaarsimmer liig, som hvide Nordlys mellem
de gyldne Stjerner, reiser til en Sølvhjelm,
til alderstegne Løves sølvgraa Man,
der opreist splitter Luften som en Saug!
Et Ord, som fylder Eders gamle Bøsser
med Himlens sikre Lyn, og fejer Rusten,
blot med sin Aande, bort fra Øxens Tand,
og gjør det Sværd, som sortner af
indtørret Bloddug fra jer Vaar, til Solens
vildtgnistrende Straaler mod Skjærsommershimlen,
og blæser Eders Hjerte op til Modets
utømmelige Kogger. Hører gamle Mænd
som staae her, lig' jer egen Runebauta --
et Dvergemaal, der Alt hvad kjært og helligt
gjentager uden Træthed! Plant det, Unge,
som Axen, hvorom Eders Tanker hvirvle,
udskydende, som Solens Ildhjul Straaler,
vidt Haab og Daad. Som Lønnen plant det,
man binder blomstfuld Humle til; thi dertil
skal lænkes al jer Dyd, og langsmed det
-- til sød, til liflig Skygge for jer Alder --
skal alt jert Storværk skyde op mod Himlen,
og klynge sig til Evighed og Ære,
som til dens Stjerner! Nu! Det Ord er Fædreland!
Gudbrandsdølerne.
Ha, Fædrelandet leve! Norge leve!
Guldbrand Seiglestad.
Ja saalænge
et høirødt Banner blomstrer i det -- Rødt
betyder Mandemod; Hvidt: Qvindefromhed --
Og denne Blomst skal Landet bære, hvis
ei Himlen selv Sanct Olafs Skjold vil engang
Lidt af sin egen Farve laane. Leve
skal Norge, skjøndt det lever nu et Liv,
|
| d.II,b.1,s.335 |
som Hellig Olaf leved' det i Kisten,
hvor Kinden rødmed', Skjægget voxed', men
ei Hjertet slog, imod den Tid da Norge
-- som Olafs Ungdom -- viftede sit Rygte
vidt over Øst- og Vest-Hav, slog det ind
i Sydens Ørken, som en Storm, der fejer
den røde Baunes vredefyldte Aande,
som vort Liiglagen, langsmed lave Aase
og over Dalen. Leve skal det, Mænd,
saalænge i hver Stue staaer et Sværd,
saavist som Ahnebrev i Adelsslot,
og jevntmed Sliul'n hænger Dødspropheten
for Bjørn og Fiender, nedarvet Rifle,
saalænge Hvermand mægter føre sin
Stridsøxe let, som Gjenten fører Vævskee!
(Bifaldstummel.)
Ja er ei Landet skjønt? og lærer i
sin Høihed Barnet Mod? og ikke skabt
til Niddings Amme? Ja med saadant Præg,
som om det var den store Guddoms Ansigt,
som om Gud Fader, da han skabte det,
sin Almagt vilde prøve? Vel -- vort Land er skjønt
og sundt og frugtbart under flittig Arm,
med smukke Folk, som Thors og Frejas Børn:
Det kan end høj're blæse Ynglings Flamme.
Men, var det end foruden disse Dale,
der parre sig til gylden Frugtbarhed
i sød Omfavnelse med Elv og Søe og Bjerg:
saa vilde for os Mænd -- ei sandt? -- den Frihed,
vor rige Oldtid gav hver Mand til Arv,
og hvoraf vi end eje Kjernen, gjøre
det til en Seng, hvor Tapperhed og Dyd
og Stordaad avles. Ha du norske Mand,
som sidder, liig en Konge, paa den Ager,
din Ætfa'er -- maaskee i hans Blod
fløi Gudefunker? -- fravandt Dvergene:
Du, som paa vidtstrakt, skovkrandst, elvomgjordet
og bjergbefæstet Odel sidder (ei
|
| d.II,b.1,s.336 |
som i de andre Lande, hvor, liig Trælle,
der sove dyngede op paa hverandre
i Solevæggen, Bøndergaarde ligge
paa Møddingstrimler, og hvor Bondens Sved
af Herremandens Pidsk aftørres) -- Du
vær Norsk! Thi viid i dette Ord
er al den Dyd, som Himlen fordrer for
den gav dig Livet her!
En ung Døl.
Her drak mit Hjerte
-- o Sigrids Rosenknop -- sit Blod og Farve
i Fred og Fryd. O tøm, strøm, øs ud din Skat!
En ældre Døl.
Hør Hjerter dryppe ham fra Munden! Ret
min Værsøn! Brav! Og Sværd fra Næven dryppe.
Før os til Fienden, Guldbrand Kongesøn!
Flere Stemmer.
I Kamp for Norge Guldbrand Kongesøn!
Guldbrand Seiglestad.
Sligt Raab, slig Hjertestorm er Bann'ret, rakt
med Ørkenvindens røde Hviin mod Skyen,
før Spydet svinges opad. Ha, Raab
et Chor af Seirspropheter!
Den unge Døl.
Hør Værfa'er,
et Omkvæd paa -- I kjender den? -- paa en
af vene Sigrids Viser, klinger -- hør:
"saa tømte de Hjertet for Norge en Skaal!
og stege med Latter i Sværdebaal!"
Guldbrand Seiglestad.
Seirsæle Hjem!
|
| d.II,b.1,s.337 |
Dølerne.
Vee Norges Fiender!
(Vaabengny.)
Den unge Døl.
Forbandet være det Nidingsdrog,
som nu sit Blod vilde spare!
Hør Værfa'er, Gunder, Maag-min, jeg vil flette
-- hør, mind mig paa det! -- hvis jeg kommer hjem,
ind disse Ord:
Forbandet være det Nidingsdrog,
som nu sit Blod vilde spare!
ind i en Vise, ny og vakker nok
til Sigrids Langeleeg, om Skottekrigen.
Skjøn-Sigrid ofrer. Her er Veed.
(slaaer paa sit Bryst.)
Og her
er Faklen.
(svinger sit Sværd.)
Og Sigrids Uskyldsdrøm er Lammet.
Guldbrand Seiglestad
(peger paa Jorden.)
Og her er Altret. Herren tænder Faklen.
(Afsides.)
Ak, ak Ragnhild døe! Ha seirer
her Sværdet, hist hos Ragnhild Skjebnen, da
du vaabenløs -- ? o Uskyld kan afvæbne,
en Bøn fra rene Læber standse Tordnen,
og Uskyldssmiil indhylle Lynet.
(Ragnhild kommer med Luren.)
Min Dotter, o, saa er du dog i Live?
Velkommen Vesle! Alt jeg vilde sagt
de gode Grander, Ingen maatte ligne
Anføreren i Blodtørst; thi han havde
sin Eneste, da dine Brødre gaae
en slibrig Stie i Kongens Spor, at hevne.
Thi Morderskaren drog iaftes alt
forbi din Sæter, som han aaben fandt
|
| d.II,b.1,s.338 |
-- det være undet! -- til et Gjæstebud,
hvor dog den bedste Ret var borte. Ha,
den vilde kommet før, hvis Helvedaanden
Forræderie den Røverhøvding Sinclar
tilhvidsket havde, at han kunde rive
sin første Fiendes halve Hjerte ud.
Eja, var dette skeet, Resten var
dog stor nok til at drukne Tabet deri,
saalænge Fædrelandet slumrer bag den,
som bag den aabne Fiendens Grav,
og stor nok til at suge alt hans Blod,
om han som Iglen æser, mættet af
ti fede Qvinders Blod. Forstod du, Gjente,
da ikke Baunens Luetungetale?
O daarlig Tid i Landet, naar man glemmer
at lære Børnene Forskjellen mellem
fredsomme Braater, Krigsherolden Baunen,
som øverst staaer paa Fjeldet, hvor en Storm
dens krumme, røde, hvinende Skalmeje
udstrækker over Dalen, snart fra en,
snart fra en anden Kollens Side ud
mod Bygden, ludende og raabende,
saa Gnister hvirvle ud af Ildtrompeten,
Hvermands Aarvaagenhed og Mod iveiret:
snart, som det røde Norges Banner, strakt
igjennem Nattens sidste, høj'ste Mulm,
igjennem Stjernehæren -- liig en Bonde,
der søger djærvt til Kongen med sin Klage
og splitter i sin Iver Hoffolkstimlen --
den hviner Suk paa Suk om Ret rundt Gud.
Ragnhild.
Forlad, at jeg har ængstet Eder, Faer.
Jeg burde vel betænkt, at ingen rydder
paa øde, træbar, jordløs, iiskold Koll,
hvor Nordenvinden ikkun stundom hviler.
Man Alt var rigt for mig, og Intet øde.
|
| d.II,b.1,s.339 |
Guldbrand Seiglestad.
Da du er frelst, min halve Sejr er vunden;
jeg gaaer nu heel i Kampen; lystig, da
den anden Seirens Halvdeel, veed jeg, Himlen
den Munterhed, dit Syn uddeler, lover.
(En langskjægget Dølekall, med en Rifle, trænger
sig frem, ledsaget af en Gut.)
Kallen.
Jeg kommer vel for seent, er tung tilbeens.
Guldbrand Seiglestad.
Ei, gamle Graaskjæg, vil du være med,
og liste dig ved Staven ud i Slaget?
Dølegutten.
Fa'er maa skrige
for Bedstefa'er er tunghørt.
Guldbrand Seiglestad
(raaber den Gamle i Øret.)
Bliv hjemme, Kall!
Saa Hvide, som I er, mit sorte Hærbud
ei æsked'. Tirr ei Døden med jer Krykke!
I skal for bedre Arm end Sinclars falde!
Ja, ja, Sinclar falder.
Gutten
(skriger sin Bedstefa'er i Øret.)
Nei Bedstefa'er, han sagde: Gaae I hjem!
I er for gammel.
Guldbrand Seiglestad.
Hvem har narret dette
mosgroede Minde over Børnebørn
ud for at tirre Døden?
|
| d.II,b.1,s.340 |
Ja saa? Hehe?
(til Guldbrand.)
Aa lad mig faae bli'e med!
Jeg havde ingen Bedre hjemme, da
han Olaf er hos Kongen. Hør, du Guldbrand,
lad mig faae skyde En af Norges Fiender
end før jeg døer!
Guldbrand Seiglestad.
Ha Normænd seer,
Taknemligheden imod Fødelandet
er skjønnest og en evig Skat, som selv
med Gravens kolde Pust i Ansigtet
med Fryd af fulde Hjerter udbetales.
Og slig en Skat, som med Rubiner ei
opvejes kan: den sidste Draabe Blod
i hundredaarigt Hjerte, agtes ei
saa dyr.
(til den Gamle.)
Ja staae du gamle Stubbe!
Tør hændes, at i dig en Skotte snubler.
Den gamle Døl.
Tro Guldbrand Kongesøn, at Thorstein falder
ei før hiin Fiende.
(til Døledrengen.)
Hør du vesle Thorstein,
tag dette Krudhorn om din Hals, og lad
saa fort jeg rækker Riflen bag mig.
(Sætter sig med Drengen under et Grantræ.)
Guldbrand Seiglestad.
Saa, Normænd, lad os alle krandse Fjeldet
som med en Tordensky! Nu Granetræet
og Ravnens Røverborg, den sorte Furu,
som elsker Nor omkaps med os, og laaner
velsignet Moder Mønstret for den Søn,
|
| d.II,b.1,s.341 |
som suger hendes friske Hjerte, hæle
med deres Herrer, laanende vor Vrede
et Skjul, til ned paa blottet Fiendeisse
paa Sværdeving' den styrter, som Dødsenglen,
naar han til Jord sig slynger paa et Lyn!
Farvel, min Ragnhild! hold dig til din Moder,
imens din Fa'er et Øjeblik Jer glemmer
og mindes Gud og Nor alene! Gaa
her bag os hjem; thi fremmenfore, mellem
de trange Fjelde, kommer Offret snart,
som vandrende igjennem Tempelporten
op mod Høialteret.
Hvor Kniven blinker . . .
O Gud see ned!
Guldbrand Seiglestad.
Ha, ja!
de snevre Norges Dale -- mørke saa
at Sinclar bruger Fakler -- ere Templer
for Fædrelandskjærlighed. Nu, vi skal ofre
nigange Ni, som før til Hertha-Frigga,
at dette Fjeld ved Kringen evig nævnes
Høialteret for denne Dyd!
O tør jeg?
Hvad vil han tænke?
Guldbrand Seiglestad.
Ei min Vesle!
-- ah, ja det er nu saa mit Mundheld, siden
jeg pleied' slæbe dig, i Eng og Stue,
paa Armen som et Armklenodie,
at kalde dig "min Vesle" -- Ei min Gjente,
du er saa bleg og taus? Seer Frygt saa ud
-- da er den just udvortes ikke styg --
som naar en Frostnat, Vintrens Efternøler,
slaaer Riim i hede Rose?
|
| d.II,b.1,s.342 |
Og dog maa han,
om han vil seire.
Guldbrand Seiglestad.
Vær ei bange, men
begynd nu, Ragnhild-min, din Sejersglæde;
thi Norge strider for sig selv -- hvem kan
slig Borg bestige? -- og sin lille Flok
af Kjæmper (Norges Tusindegg'de Sværd)
det hjælper, laanende sig Selv til Skjold.
Og saa er Gudekjæmpen færdig.
Ragnhild.
O,
om forud end jeg saae, at I blev baaren,
som Liig, bag Eders Seiersrygte, som
sort Segl paa guldbeskrevet Adelsbrev,
ei bad jeg Eder Freden vælge, for
at overleve Eders Pligt og Ære.
Guldbrand Seiglestad.
Ha sandt!
Nu vel, saa kys din Faer, og far saa vel!
Var blot de Unge her, som blusse nu
om Norges fjerne Drot, og du stod her,
da tog vi gamle Mænd ei Fjeldet med
som trofast Bundsforvandt; men hjemme Disse
da sad og deelte Hæderen, som Sønnen,
liig Glorie om sine Saar, hjembar.
Men -- jeg i Spidsen af den raske Flok,
der, lig' Sølvsceptre, hæver deres Arme
fra deres Throne, Norges Fjelde, stolt af
den Frihed, som er Folkets Diadem --
vi stormed frem, som Lougen dem imøde,
med Sang og Skrig, og slukte Mordrens Fakkel.
Og naar du saae derpaa, hvor kjæmped' de!
|
| d.II,b.1,s.343 |
Se de fremtumle, stolende formeget
paa deres Kraft, som dem i Kampens Ild
til Guder svulmer op, for Ragnhilds Blik.
Den troer sig nær det Hjerte, hvorfra Drotblod
som ædle Perler ruller rundt i Aaren',
som længst sig skyder frem, liig Hvalen,
imellem Fiendends Bølger. Ja, min Ragnhild,
du Guldbrands Datter! var din Beilerflok
her rundt din Fa'er, for disse Mosbegroede,
jeg bad dig bie, for at see og vælge.
Du skulde see dem, liig den smukke Maane,
naar den den vilde Nordlyskappen seer,
idet de kjæmpe for at skyde nærmest
dens hvide Barm de gyldne Landser, der
med Rødt er' pynted', som om det var Thors
nys dragne af et Jettebryst mod Himlen.
Nu er min Hær kun gamle Mænd, hvis Hjerte
er koldt mod anden Kjærlighed end Norges.
Nu er han mild. Han nægter ikke.
Guldbrand Seiglestad.
Derfor, min Ragnhild, kys din Fader, og
Farvel saalænge.
Ragnhild.
Min Faer, hvem dobbelt jeg maa elske
i denne Stund, der viser mig hvorfor,
og med hvad Ret I har min Agtelse,
fra tidligst Alder taget op som Skat,
vil I -- min Tvivl har gjort min Glæde bleg --
en Bøn mig skjænke, naar jeg skjænker Eder
tidobbelt Kjærlighed, hvis den kan øges?
Guldbrand Seiglestad.
Du har mit Løfte. Jeg vil ikke nægte,
selv om det ikke var saa uvist, at
jeg kan det løse her.
|
| d.II,b.1,s.344 |
Ragnhild
(med brudt Stemme.)
Saa spar da Sinclar!
(Almindelig Forundring og Yttring af Mishag.)
Guldbrand Seiglestad.
Hvad? lade Dragens Hoved leve, men
afhugge Kroppen, som har mere Skjønhed,
men mindre Gift!
Ragnhild.
Spørg ikke, men blot spar ham!
Jeg siger, han er Eder kostbar. Spar ham!
Til skjønnest Sejersmærke spar ham!
Guldbrand Seiglestad.
Han er ei min. Ha Ragnhild!
En Døl.
Ja, ei din,
men Fædrelandets.
Dølerne.
Norges er hans Liig.
Gud frelse Sjelen.
Den unge Døl.
Ha vort Sejersskrig
vil søndersplintre Skyggen, naar imorgen
den blege Skodde løfter den iveiret.
Med denne Øx -- Ak vene Ragnhild, Sigrid
tør smile i hans aabne Hjerte.
Dølerne.
Sinclar --
Han falder først.
Den unge Døl.
Og Hæren ovenpaa
som Klumper Jord paa Kisten. Dump! Dump!
|
| d.II,b.1,s.345 |
I Visen (Sigrids Morgenlæbes Klang)
skal staae:
En Øx hans Klokke, og Kringen hans Grav,
og Norge en Fyr til hans Bauta gav.
Ragnhild.
Ak tal Fa'r, Fa'r!
Guldbrand Seiglestad.
Du hørte Norge.
Medlidenhed -- Du ynkes: han er ung?
Medlidenhed er blind -- en blind Polype
i Qvindebarm, med lange Følehorn,
corallemalt; men Retfærd seer, som Perlen,
der Solen seer fra dybest Dyb og ammes
til melkhvid Skjønhed op af fjernest Stjerne.
Ragnhild.
Ja han er ung.
Guldbrand Seiglestad.
Hans Hoved ungt, men see
tolvhundred Arme svæve rundt, som Skyer
i mørkerøde, rullende Rader rundt
en Høstqvels Stjerne. Gaa, Farvel!
Hils hjemme, Ragnhild-min!
Ragnhild.
Ak, I er Høvding;
og Fiendens Høvding er jert Høvdingbytte.
Gjem ham til Skam og Eders Ære,
til en Triumph for Norges Qvinder og
til Leeg for Norges Børn. Er det ei nok
for korte Vellyst i at dræbe ham,
som zittrer kun saalænge Blodet puttrer
i Striden for at binde Sjelen, som
jert Hug gav Smag paa Frihed og som flygter
for fra en sikker Høide lee, imedens
|
| d.II,b.1,s.346 |
end Hevnen paa dens efterlagte Pjalt
-- som Ornen med sin Huggetand i Støv,
i latterligt, afmægtigt Raserie --
sig mætter. Ja, er hiint ei nok, saa tag
før Spillet højest Vinding af min Haand!
Jeg sælger Norge Seiren for den Priis.
(afsides.)
Tak Gud, som skjærpede min Elskovs Syn!
(til Guldbrand.)
O see I ikke -- ? Har, hos saa gamle Folk,
paa deres Eftertanke Kamplyst hugget
hvert Øje ud, endskjøndt for hver Dag eet
udvoxe burde paa den? -- see I ikke,
(saa se jer om, og se, at dette nøgne,
med tynde, tørre Graner voxne Fjeld,
som vel for Flugten -- aldrig tænkt paa --
kan være Dør-ilaas nok, vil forraade
(før Eders Plan som Skybrud brister) for
det første Fiendeøje -- og hvor let
kan Sligt ei hænde -- som af kjedsom Vane
mod Skyen stirrer, maaler Fjeldets Høide . .
at dette nøgne Fjeld, som Sandhed nøgent,
vil fluxen aabenbare og forraade
hver Tømmervælte, hvert et Stenebolværk
-- af hvilket hver en Steen først knække skal
en Fiendeskolt, saa blive dennes Gravsteen --
som I har væltet op til første Angreb,
de Fjeldets ranke Drenge, I har plantet
istedenfor de Ynglinge, I mangle.
Guldbrand Seiglestad.
Ved Gud! Ha sandt!
(til sine Folk.)
Hør! Meld Lars Gram. . . .
Den unge Døl.
Ei sandt.
|
| d.II,b.1,s.347 |
Den ældre Døl.
Ei Olaf tyst nu!
Flere Døler.
Ragnhild taler sandt.
Ragnhild.
Nei, Tys! den Fare er ei stor,
Dog større end at I med Eders Mænd
den vælter bort; men jeg den bort skal blæse
-- ifald I vil bevare Sinclar --
med denne Luur, og alle Fiendens unge
og sunde Liv, som Haar, for flux at kløvne,
hen paa de Segle, hine Mænd -- o alt
jo deres egen Gravs Bevogtere --
i runkne Hænder holde. Rygtet jo
jer Datter nævner som i Norge bedste
Luurblæserske. Nu vil jeg Prisen tage,
om ei jeg tog den før; og blive, om
ei Bedste i, saa Bedste dog for Norge.
Guldbrand Seiglestad.
Tal ud. Ja Sinclar lever.
Dølerne.
Sinclar lever!
Ragnhild
(peger paa en Klippe modsat Kringen.)
Jeg kjæmper for min Kunst fra denne Pynt,
som, liig en stympret Arm, sig hæver mod
det høje Skulderfjeld, som bærer Eder,
I iisgraae Falke! Og, naar Fienden kommer,
mens sagte ud I drage Eders Glavind,
en lang vemodig Tone, som om jeg
en ensom Elskov pleied', sender jeg,
som Dødens Engels Vingeslag, og til
et Tegn for Eder. Og i dette Suk
for Norge vil jeg lægge al min Kunst,
saa, om end Luur de hørte før, dog hvert
|
| d.II,b.1,s.348 |
et Fiendeøre Øjnene skal drage,
og saa med Blikket al Opmærksomhed
mod denne fareløse Steen alene
fra Fjeldet, hvorpaa Døden ruger.
Guldbrand Seiglestad.
Ha saa er Tid! Ved Gud, du taler sandt!
En Døl.
Hver Arm hans Skjold.
Dølerne.
Saa skal det være.
Guldbrand Seiglestad.
Ragnhild ham ei ynker.
Men hun vil spinde Net til Sinclar.
Ja
et Net af slanke Glemmigejer.
Dølerne.
Sinclar
ei døe, ei døe!
Den unge Døl.
Ha Livet var ham nok
i Olafs Viser og i Sigrids Mund.
De Bagerste.
Et Budskab fra Lars Gram, vor gjæve Fogd.
(Budet kommer frem.)
Budet.
Lars Gram, med Hær saa gram som Fogdens Sværd,
staaer alt paa Pladsen. Har I Budskab?
Guldbrand Seiglestad.
Siig Fogden, Ragnhilds Luur skal give Tegnet,
naar vi har Skotten fat. Ved tredie Klang
|
| d.II,b.1,s.349 |
-- o saae vi Stjerner høilys Dag, vi saae
da, at de rysted' -- ja ved tredie Klang,
han vælte Styrken frem. Ha da er Tid!
da svulmer Hjertet os i Haanden. Eja!
(Budet gaaer. Til Ragnhild.)
Gaae Tøs, udstød dit Suk for Fædrelandet,
saa Dvergene i alle Kløfter juble! --
Ja Sinclar lever: Du har godt betalt.
Han lever: denne Arm er nu hans Skjold.
Din Luur bli'r Norge kjær. Ha Guldbrands Datter!
en Helt af dine Kongefædre malte
den Tanke i din Sjel.
(til sine Folk.)
Skjænk Lougen Mjød
af Fiendehjerter -- o saa stærk og sød!
Hver Skottepande blive Muslingskal,
hver Tand en Perle udi Nøkkens Hal!
Men Sinclars Hoved paa sin Skulder staae
som Sejersminde, rødt af Landsmænds Blod,
og Skammen vride skal hans Hjerterod
og rive Panden op med Negle blaae!
Idag I Gutter bli'e medengang Mænd,
I Kaller vevre Ynglinge igjen!
Nu lystig' I med snedækt Bryst,
som gaae til Domning i en moden Høst!
De gyldne Ax, vi skjære med vor Ljaa
skal Mindet hænge op som Stjernekrands,
som rigest Neeg høit paa sin Himmel blaa!
Der evigt skal det kappes udi Glands
med Funkerne, Carls-Vognens Eger slaae!
(Guldbrand og Gudbrandsdølerne gaae. Den gamle Døl
sidder igjen hvor han har sat sig.)
Ragnhild.
O vel hin døve Olding hørte, at
han raabte: Sinclar leve skal? Hvor er han?
Vist er han gaaen bort? Javist han hørte,
om han da var tilstede. Vist han hørte,
da høit min Faders Sejersglæde talte.
|
| d.II,b.1,s.350 |
Desuden, er han med, saa følger han
i Barndomstanker med for Moro blot.
-- Dog er jeg angst. O gid han var her!
O dumme Frygt, som kommer af,
jeg stundom blander ham med Balder, som
for blinde Hødurs Mistiltein brat daled'
fra Himlen ned i Helved. Ha, denne Arm,
som hænger liig et visnet, skrumpet Siv,
til Leeg for Vinden, ved hans krumme Side,
jeg kunde bryde, før end Krebskloe, af
med tvende Fingre.
Gud!
hvælv denne Dag -- o heller Nat
med tusind røde Stjerner -- hurtig rundt!
Men gjem paa Morgendagen, da med Undren,
naar Sinclar vaagner efter Slaget, som
bag skrækmalt Drøm, han finder Haanden fri
fra Byrden: Skjebnen, som nedtynged' den
med Ravnevinger, strækkende sex hundred'
Staalnegle ud. O den er fløjen bort,
bortblæst af Ragnhilds Luur! Nu sidder der
en rosenfingret, elskovskjelen Due.
Og da, istedetfor den fæle Hær,
som fulgte ham igaar, saa følger ham
paa skjultest Stie, meer tro end hele Hæren,
hans -- saa han kalder mig alene --
hans Ragnhild. O mit dyre Bytte!
For Sværdet, som vil visne i din Haand,
du finder da en knoprig Rosenstengel.
Saa lægges Støv og Lidenskab og Last
bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast;
men ovenpaa der staaer en nysfødt Engel!
(Vil gaae. Sinclars Piber og Trommer høres
langt bort. Hun standser.)
Tys -- ha mit Hjerte! O jeg troer,
jeg standser ham midt i hans Følge.
(Seer sig om.)
O Fjeld! der er min Fader. Kom mit Bytte!
(Gaaer bort og sees derefter paa Pynten.)
|
| d.II,b.1,s.351 |
(Skotterne komme under Pibe- og Trommemusik med Sinclar i Spidsen. Ragnhild blæser
en lang Tone igjennem Luren.)
Sinclar
(standser med alle Skotterne. Alle see mod Ragnhild.)
Ha holdt!
(Musiken standser. Ragnhild blæser paany.)
Ranald.
Godt blæst.
Sinclar.
Min Himmel aabnes. Stille!
Det klang i Porten. Stille!
Ja ved min Faders Been! Ha skal vi staae
i denne Grav?
(Lægger bag Sinclar an paa Ragnhild.)
Sinclar.
O end -- ak kan du høre?
For sidste Gang raab et Farvel! Min Ragnhild
raab et Farvel!
Ragnhild
(blæser gjennem Luren.)
Farvel!
(Ranald skyder. Ragnhild falder.)
Sinclar.
Hvem? Vee?
(Styrter med Haanden for Øinene bedøvet hen mellem sin
Trop, famlende efter Gjerningsmanden. Dølekallen
rækker sig paa samme Tid frem fra sit Skjulested
og lægger an paa Sinclar.)
Kallen.
For Norge!
(skyder. Sinclar falder.)
(Guldbrand Seiglestad, i Spidsen af Gudbrandsdølerne, styrter over Skotterne med det Raab:
For Norge! Vaabenbrag. Teppet falder.)
|
| d.II,b.1,s.352 |
|
| BLA BAKOVER |