|
| d.II,b.1,s.178 |
I Sagen "Fru Thora contra Jacob" løde
mod Patronen trende Klager,
liig, naar trende Lynets røde
Landser gjennem Skyen brager.
Dette er et Sørgespil, hvori Heltene fnise og fægte med Chi-
caner og Spidsfindigheder istedet for med Sværd, som de burde;
men mine Sønner ere forfaldne og Græsset vil spire i deres
Hjerneskaller.
De Klagemaal løde: "Jacob som Forpagter,
deels gjør mindre end han burde,
deels han ikke Markskjel agter,
deels gjør meer end nogen turde."
Hele Feilen var, at han sov, naar Solen vaagede, men vaagede
naar Maanen vaagede. Min Søn Ole havde skrevet Klagen:
En Aastedsforretning man ved Agren satte,
for at see hvad Korn den bærer.
Ei, see Klintens lysblaae Hatte
under Tidslens røde Fjere!
En Tidsel voxer hurtigere end en Proces, men en Procurators
Fordringer hurtigere end Klinte, og en Enkes Ruin hurtigere end
Nelder falde, naar Drenges Overmod hugger løs paa dem, skjøndt
de voxe stille bag Smedien.
"Fru Thora! -- saa mælte Retten -- hvor er Rugen,
som jer Contrapart med Foden
tvang at lægge sig paa Bugen,
tvang at bøie Ax mod Roden?"
Dette er det samme som at spørge graae Haar, om de aldrig
have været unge. Det er klogt Spørgsmaal.
Hvor krøb ikke Jenses Smiil bag Skjegget! Klinten
loe med Tidslen ad den Klage:
Jacob gotted' sig ved Finten,
smilte fremad, loe tilbage.
Jenses Smiil krøb som en Snog under tørt Løv, naar den seer
en Frøe komme klaskende. Han svoer nok -- og Eden skingrede
vist fra hans Hjerte til hans Hoved, skjøndt vi ikke hørte det --
|
| d.II,b.1,s.179 |
at han vilde altid saae slig broget Sæd. Og dog gav jeg ham
Mad og en Snaps, naar han gik ud for at fange Ræve, for at
holde Justits paa Gaarden.
"Jeg og i en anden Ager saae ham klavre
over -- vidned En -- og slynge
Kornneg over Gjærdestavre.
Dette jeg med Eed kan tynge!"
Men Skriveren var undskyldt, for hans Syn havde aldrig seilet
henover Guldhavet, hvori mine Ængstelser som Moder druknede.
Hør nu!
Nok! Dommen saa faldt: "den tredie Post af Klagen
(hvor da Actor Jacob kalder
egenmægtig) bort fra Sagen,
som utidigt anlagt falder.
Jeg maatte gribe til mit Forklæde, og det blev fuldt af Perler,
som faae Procuratorer vilde give Kobberskillinger for, og Jens
raabte "Tys!" og Jacobs Hoved dreiede sig som en Storks; men
mine Sønners Halse bleve lange, og de lignede Skadeunger, gabende
efter en Maddik.
"At Jacob ei agter Gjærder, hvor vi skue
klart nu Ukruds fede Fylde,
var en Misforstand, min Frue!
Derfor Maanen I beskylde!"
Men læg Maanen i Bøder, fordi den holder Lygten for en Dreng,
saa han kan skjelne Æbler fra Pærer i en anden Mands Have!
ja mynt dens Straaler ud! sæt den i Fængsel for Hælerie, fordi
den hæler og ikke vil vidne skjøndt den kan; thi den seer meget
og mangt.
"For Tiltale bør da Jacob frie at være:
Fruen selv bør koste Sagen!"
Ak det var det værste; thi nu kommer en rødnæset Lensmand
med Papir og Blæk og en Hammer, hvormed han bankede Fattig-
folks Mod ud, efterat det først var fugtet som et Stykke Læder.
Ei behøves der Mod til at kjøbe for to og fire Mark Silkekjoler,
Peberbøsser af Sølv, min Mands Sølvuhr og mit af Guld, min
Mands Sabel, Sølvtøiet, Uld og hvide Faar og røde Køer! Ak
|
| d.II,b.1,s.180 |
dette var engang min Gut! da sad jeg et Aar og spandt og skottede
til Fjøset, hvor to Høns kaglede, mens mine Børn pløiede fremmed
Jord og skare fremmed Havre, og da blev jeg din Gudmoer Tosten!
men saa kom den røde Næse igjen og blæste Hønsene bort og
Garnet bort, og en anden Fodsaale end min knirkede i Stuen og
paa Gangene og i Kjøkkenet. Jeg maatte ikke spise Grøden paa
min egen Skorsteen, eller melke Kjørene, som ikke kjendte mig. Da
blev Thora syg af den fremmede Røg, og gik i fri Luft, men nu er jeg,
Gud skee Lov! kommen mig, da en gammel Mand hviskede til mig:
"Man for Guld og Graad kan lære
tie, naar man bli'r bedragen!"
Snip, Snap, Snude, nu er Visen ude!
(Graverkarlen gaaer til Porten.)
Første Dreng.
Nei svindt nu! see den lumske Hellig-Erik lukker Porten uden
at vare os ad. Kom nu Moer! hei vil Du bie Erik! kom nu
Moer!
(Konen og Drengen ile til Porten.)
Graverkarlen.
Nei, i Jesu Navn! vare I inde endnu?
Anden Dreng.
Aa I vidste det vel ikke I Hellig-Erik? I har vel ikke staaet
og lyttet til Moer Thoras Sang, saa I har gjort Graven et Qvar-
teer mindre dyb end den skulde være? Desuden minder vel
Skillingen, som I fakkede fra os . . . Eja!
(Drengene give sig til at kaste Klink.)
Gid den røde Satan tage baade dem, og Kjærlingen!
(høit.)
O I ufornuftige og blinde Børn, jeg tilgiver Eder jer bespottelige
Adfærd. Jemini! Jemini!
Moer Thora.
Hvem skal raadne der min Mand? hvem skal boe under saa
lavt Tag?
Graverkarlen.
En Enroulleringschef.
Moer Thora.
Jo Graven er for lidet dyb: den skal være saa dyb som en
Steile er høi. Nu red op!
(Graveren gaaer til Arbeidet.)
Denne er en
Træl; thi han drikker og arbeider blot for Andre men der vil
vel komme en Tid, da Andre arbeide for Dig.
|
| d.II,b.1,s.181 |
Hør Du Dødens Kammertjener, jeg kommer nu her saa en
Sommerqvel, skjøndt jeg var bedet ud paa Sødgrød, for at hilse
paa nogle Veninder fra de Dage, der ødslede vellugtende Solskin:
kald dem frem, om de saa ere i Negligee! siig dem, de skulle
ikke genere sig, om de saa ere i Negligee; thi der staaer en Dame
udenfor, som har seet dem saa, og rørt ved dem saa, i den Tid
man kunde see deres Skjønhed voxe, og de ikke kunde skjule for
hinanden, at de vare Qvinder. Men bie nu min Mand! til Navnene
slaae ind paa min Hukommelse, som Hagl og Regn paa en gammel
Rude, klisk! klask! thi der følger Graad med.
(sætter sig paa en Grav.)
Første Dreng.
Nei kom nu, og lad Klinken staae, saa skal vi læse Liigskrifterne.
Læs Du paa denne Side af Gangen, skal jeg læse paa den anden.
Anden Dreng.
Nei jeg læser bestemt ikke paa nogen anden Side end den,
jeg vil. Jeg læser paa denne . . gaae nu!
Første Dreng.
Hvorfor det? det var jo mig, som fandt paa det. Jeg vil ikke
læse paa nogen af Siderne, naar Du er saa trodsig saa . . .
Anden Dreng.
Vil Du ikke læse paa den Side, jeg vil? Vil Du ha'e Strips Gut?
Gaae nu bare eller saa vanker der.
Første Dreng.
Ei da Gutten min! hvem er stærkest? Husker Du da der var Lyst-
leir her, da Du fik Juling i Galgebjergsvingen? Huf Gut! da fik Du
kjende Knogerne, da stode gode Knoger sig. Huf Gut! vil Du slaaes?
Anden Dreng.
Nei vil Du slaaes igjen Tosten? Du er nok stærkest, men jeg
kan Kneb seer Du, og hvem er fornemst kanskee? Der Gutten min!
har Du en halv Kringle:
(kaster den til ham.)
føi dig nu efter mig.
Første Dreng
(gnavende paa Kringlen halv grædende.)
Du er rigtig saa trodsig, saa . . Aa min Fa'r var saamen Lieute-
nant, og han hedte Bramarbas, men saa døde han, og saa stod
hans Frue Fadder til mig.
Anden Dreng.
Jeg læser først . .
|
| d.II,b.1,s.182 |
Første Dreng.
Ja, det var jo som jeg vilde.
Anden Dreng.
Nei nu skal Du læse.
Første Dreng
(knytter Næverne.)
Huf Gut! der lugter Liig af disse Næver.
Anden Dreng.
Nei Tosten da . . husker du ikke Kringlen da? Stille nu da!
(læser paa en Liigsteen.)
"Her hviler Jomfru Constance Taarsh, fød 1781.
Aldrig Nogen hun i Livet
nægtede af hvad var givet.Herunder staaer ogsaa: "P. Stygge scripsit."
Moer Thora.
Der kom det første Hagl. Ja vist Constance Taarsh og saa
Cathinca Nebb . . Constance Taarsh? ja vist kjender jeg hende.
Hun var et Bordel og en Herrnhuter-Kirke under eet Tag: hun
var et daarligt Hoved, og fandt stor Fornøielse i at see paa
Parader, og naar Studenterne fulgte en Broder til Graven: hun
gjorde meget af Uniformer en Tid; men siden blev enhver Kjole
hende smuk, og hendes Øine aade ethvert skjægget Ansigt bort,
saa snart det stak frem, hurtigere end en Bataver Ananas: paa
den ene Side af Munden vuggede et sandseligt Smiil, men paa
den anden Side var Trækket ligt et hebraisk L. Læs videre,
saa faae vi flere.
"Ak!
Her Ormene fortære
det magre Skind,
som, fyldt med Vind,
var Julius Blære.
Tilsidst den Blære ved megen Svingen
og Hop og Springen
sprak! P. Stygge pinxit!"
|
| d.II,b.1,s.183 |
Moer Thora.
O jeg har seet ti Blærer allene idag, mens jeg sad paa Raadstue-
trappen og pyntede mig med Solskin. De fløi forbi ligesom
Svaler, der svinge sig rundt om en Stolpebod og dyppe Vinge-
spidsene i Støvet . . . Ti paa et Qvarteer! Hør Johan! thi det
blæser alt i Dig, og Du begynder at blive let -- alle Blærer i sig
selv ere ikke mere ulige end Tudser, skjøndt nogle af disse ere
spraglede, andre see ud som en Klump Dynd. Men sparker Du
til den med Foden -- bums! saa dykker den ned og kommer op
paa den anden Side af Dammen langt om længe, eller ogsaa bli-
ver den i Bundmuddret. Men rører Du ved den med en Stok
sagte eller blot seer stille paa den, saa -- qvæk! koak! qvæk! --
blæser den sig op, og Du kan blive bange i Tusmørket; men jo
længer Du staaer fra den, jo mere voxer den, saa at den, i 10 Skridts
Frastand, synes som et Græskar, i 20 Skridts som en Tønde, men
i 30 Skridts som en Veirmølle der fløi bort; thi, naar den har
voxet, flyver den op, og, jo høiere den kommer, des større synes
den, saa at de gule Pletter under Bugen synes Dig som Skyer,
omsider Øiet som Solen og dens Aande din Atmosphære og dens
Knurren en Storm -- kort sagt, saa at det forekommer Dig, som
at Du ikke kunde aande uden under og i den; men min Gut!
kast en Steen dristig op imod den, saa seer Du intet uden en
reen Himmel over Dig, og en Tudse som kravler ved dine Fød-
der for at naae Dammen; eller endnu bedre! saa snart Du seer
en saadan, saa løb strax til og kast din Hat over, saa fanger Du
en Tordyvel. Seer Du, nogle Blærer ere meget smukke at see
til, som en Silke-Luftballon, men sætter Du dig i den, saa gaaer
Bunden ud, og tak Gud, om Du falder paa noget andet end Steen,
eller om Du falder i en Dam. Slige Blærer kunne fyldes enten
med Krudtdamp og Røgen af opbrændte Carteller og Eder og
løgnagtige Historier, med Speculationer, med Løfter, med Penge-
klang, med Titler, med Riim, med Examiner, med Skinhellighed,
med Liderlighed -- hvorudi ogsaa kan tænkes Udmærkelse --
med Andres Blik og Ros, med Projecter, med Sang og Spil, med
Dands og eqvilibristiske Kunster, med Billedet af sit eget Ud-
vortes -- hvilket af et Speil kastes tilbage i Blæren -- kort med
alt Muligt; dog ere disse Ting blot det som giver den Navn og
Farve, men Forfængelighed er altid det rene Inhold; hvilken
|
| d.II,b.1,s.184 |
gjør den saa let, at den stiger iveiret, saa snart Andres Let-
troenhed aabner sine vide Næsebore, hvorigjennem alt Støv farer,
og puster ud, saa der kommer en Hvirvelvind. Men det min Gut!
er mærkeligt, at alle Blærer, af hvad Couleur de ere, om der saa
paa En staaer skrevet udenpaa "Tapperhed" paa en Anden "stor
Poet" paa en Tredie "Patriotisme" paa en Fjerde "Hellighed"
paa en Femte "grundig Lærdom" eller "bidende Vittighed": saa
stinke de lige ilde alle sammen, naar Du træder dem isønder.
Alle have Blærer i sig før Dyngen af Fortjenester bliver tung
nok for at faae den til at briste: ja undertiden er Lærdom virkelig
ei istand til dette, men kun at agte som en Steen, en Ballast, saa
den ikke slingrer: ikkun Daad, naar Sjelen skyder ud sine gyldne
Frugter, Daad, Daad, som Menneskene frit kunne spise og lædske
sig med, skygge sig med, knuser den ganske. Men troe ikke strax,
at en stiv Hals, en Pluskind melder, at der hænger en Blære inden-
for: ah min Ven! en huul Kind er huul og til Forfængelighedens
concave Side, saa at den indentil er desmere convex. Saaledes, jeg
kjendte engang denne Liigverspoet Petrus Stygge: han var huul-
kindet som en Skee, og hans Kjole pralede ikke mere end Tus-
mørket og hans Hals ikke mere end en Mast, som der er snøret
et laset Seil om, men kom Du til ham saa hed det: "min nye
Tragoedie . . . jeg har idag skrevet Vers . . . ja jeg veed nu ikke
hvordan det er, dog maaskee ikke uden Skjønheder, nu skal De
faae høre?" Og nu rodede han op i Papirer; og hvis man spurgte,
hvad det var, svarede han: "Vers, Vers min Fa'r." Saa var
han, han gik stille frem som en Elegie, og Alt paa ham rimede
sig med Elendighed. Men hør nu, vil jeg lære Dig: dersom din
Sjel engang kommer til at boe og hvile i sine egne Fortjenester
saa byg dem ikke op i et Babelstaarn, som en Rotte -- thi Du
maa tage Materialierne af Dig selv -- kan gnave igjennem, og
Du maa da have den Uleilighed at bruge Stiger for at komme
i dine egne Værelser; men lad dem udentil være, ikke som Græ-
kernes Huse i Constantinopel udentil som en Sop indentil som en
Guldskaal, men simple og skjønne som de hvide Landsteder ved
Lausanne, der aande i den fri Luft gjennem de løvkrandsede Vin-
duer, og hilse paa hinanden i den blaae Søe; og pynt dem indeni
med Talenter, som mit Værelse var pyntet indeni med Malerier
af Vilhelm Tell, Hermelin, Anna Colbjørnsen, Correggio, Evald,
|
| d.II,b.1,s.185 |
Mozart, Holberg, Spinoza, Luther, og med Dyder som mit Barne-
kammer, hvor mine Børn sov og legede under Billedet af Jesus
Christus. Hører Du min Gut? Gjør saa! Men dersom jeg seer,
at Du, som Dreng, paa hver Lap Papiir rabler dit Navn, cirkler
det ind, slaaer Streg under o. s. v., saa siger jeg: det begynder
at blæse i Dig! Fy, bliv ingen Tudse, ingen Blære! ingen Sop,
som det ryger af imellem Fingrene!
"Herunder hviler
den visnede Rose
Frøken Cathinka Nebb, 47 Aar gammel.
Hun bar ei Roser her, men hisset bør vi vente,
at hun vil Blomster faae med Renters Renters Rente.
P. Stygge depinxit."
Moer Thora.
Ak ja! hun kommer i min Hukommelse, som et Torneriis i en
forsømt Have. Ret! hun bar ikke Blomster, men blot Blade; thi
hendes Blod var grønt: hun lærte aldrig sine Lectier, fordi hun
ikke behøvede det, sagde hun; hun sprang rigtig nok 30 Aar forud
for sin Tid i Unoder, saa at først nu enhver Pasgjænger har naaet
hende igjen: hun elskede sig selv lige indtil Smægten og umætteligt
Raserie. Naar hun engang aabnede sit Hjerte for En, havde man
samme Følelse bag efter, som naar man har stukket Haanden
i en Katterede og saa fører den til Næsen og saa med det samme
finder den forreven til Ledet. Hendes Øine var et Par slimede
Snoge, som skyde sig frem og tilbage under Sivet, og Munden
var et Lazareth for philosophiske Floskler og Sætninger, af hvilke
dog ingen kom heel og sund ud. Men -- jeg vil ikke bagtale
de Døde . . . Hendes Hjerte var en Maddik i en guul Kaalstok,
men nu er den fløien bort som en Phalæne, en Sphinx Dødninge-
hoved.
Første Dreng.
Skal vi læse over en Toldinspecteur?
"Her sover Toldinspecteur i Aren . . ."
|
| d.II,b.1,s.186 |
Moer Thora.
Væk ham ikke! han sover paa sit Regnskab; og de, som skulle
vække ham, sove paa ham igjen, og bruge Folkets Sagtmodighed
som Overdyne, Sov vel! Guds Fred!
Første Dreng.
"Her ligger Herr . . ."
Der har staaet en Titel, men jeg kan ikke læse den . . Der
har først staaet nogle Bogstaver, og saa staaer der rator eller
raptor eller noget sligt. "Peder Emerentius Ego." Og under
neden staaer:
"Piger begræde hans Savn
og Fødelandet hans Gavn.
P. Stygge posuit."
Moer Thora.
Ja det var en Vindbeutel, en Blære, fyldt med Jurisprudenz
og Latin; hvilke Sager, formedelst deres sorte Farve engang var
en fortræffelig Skygge for min Mands Blæres røde Indhold. Hør
nu Dreng, skal Du faae en Historie, som er pyntet med Latter
for alle Andre, men jeg selv maatte pynte den med Taarer: den
har et hoppende Hjerte i en høi Barm som en rødhuet Nisse,
men feigere end denne, og et Hoved som en tom Kirke, i hvil-
ken Lærdom indtager samme Plads som Taltavlerne i denne:
Han skrev et latinsk Brev til min Mand, -- skjøndt han vidste
denne neppe forstod sit Modersmaal -- hvis Begyndelse: "tibi
succenturioni præceptor." -- Du gaaer jo paa Latinskolen Johan? --
Hans Velærværdighed oversatte for min Mand: "jeg skal lære Dig,
du Underofficeer!" skjøndt hans Mening var at undervise vore Børn
i Latin og Græsk. Men nu skummede min Mands Vrede: Han
skrev et Udfordringsbrev, som begyndte med denne gamle Formel:
"Den er Cujon, ja ret en spytsmurt Feig
-- ha hør det Vidner! -- som ei duellerer . ."
og som han nummererede No. 26 og sendte til Byen. O det
hjalp ikke, at mine Taarer bad ham, ikke at prostituere sig! Han
svoer, at dersom han havde vidst, at Tapperhed var agtet med
en fredlyst Partiegjænger i Krigens Tid, dersom hans Mod havde
ladet sig tøile, dersom han havde vidst, at ligesom en Generals
|
| d.II,b.1,s.187 |
Broder maa være Corpschef, om han er Invalid, at en Saadans
Fætters Søstersøn som Lieutenant har større Forhaabninger end
Gage, saa havde han heller forenet sin blodige Ære med en
Generals Huusholderskes Vanære, end med en Præstedatter, der
foruden blaae Øine og Tækkelighed, Intet havde uden Sprog-
kundskaber -- og hvad jeg nu kunde have lært -- og da skulde
han have været anden Karl end saadan En, som en Bogorm turde
fornærme med de skammeligste Udladelser. Men slige, lagde
han til, lugte godt, naar de dyppes i Blod. Og nu maatte jeg ind
i Kammeret for at trøste mig med at lappe mine Børns Klæder,
og han lukkede til med Eeder. Men see nu! næste Postdag kom-
mer der et Brev fra Præceptoren, hvis Begyndelse Hans Vel-
ærværdighed, som blev tilkaldt "tua quidem superbia et fortitudine
forte careo" saaledes udtydede: "din fortrinlige Tapperhed har
enhver kjær eller agter Enhver", hvilke Ord min Mand, efterat
have tilkaldt Tjenestefolkene, Børnene og mig og raabt: "tys!
hør! begynd, Deres Velærværdighed!" erklærede for den hæder-
ligste Afbigt, nogen Ærekjær nogensinde havde erholdt af en
tapper Modstander; og jeg maatte ud at lave Grog og sætte en
Hare paa Ilden, og invitere Lensmanden til en natlig Polskpas.
Saa gik det! min Lykke druknede i hans Løfter, og min Ungdom
og Tække -- o, at den ikke havde, besudlet af hans Spiritus og
Grovheder, skjult sig for disse, men for mine Børns Ynde!
Anden Dreng.
"Her hviler
Jomfru Rosa Laura Angelica Zoe Lilia Clara
Madsen.
Da der ei fler' Romaner var at tømme,
saa lagde hun sig her for over dem at drømme.
P. Stygge posuit."
Moer Thora.
Ja hun havde Vattersot i Hjernen, af alle de Romaner, Spøgelse
og Røverhistorier, hun uddrak. Men altid spillede hun Elskerinden
eller Heltinden i Historien, enten det nu var i Spiezes Mordhistorier
eller Lafontaines Giftermaalshistorier. Den ene Dag elskede hun
en Ridder, den anden en vellystig Munk, den tredie en Prinds
|
| d.II,b.1,s.188 |
eller en Fisker; men alt gik gradeviis frem indtil Brudenats-
høitidelighederne, som hun feirede alene. Hun kunde tage og
føle paa sin Indbildningskrafts Foster, saa at hun kunde tage en
Vaskevandsstol for en utaalmodig Greve, en Stol, med et Par
Strømper paa, for en dristig Ridder, som knæler ved hendes
jomfruelige Leie, og Hovedpuden for en ung Førster, der agter
Kys for det samme som en Borgermand Brisling i et Gjæstebud.
Dersom hun ikke vil staae op paa Dommedag, saa er det fordi
hun holder Larmen for den Støi, en fræk Jæger gjør i det han
hopper ind ad hendes Vindue, saa at man ei bør gjøre den større
ved at staae op.
Anden Dreng.
Navnet forekommer mig som en Hale af brogede Papiirlapper
paa en Drage, men som ender med et Stykke Carduuspapir.
Moer Thora.
Ret! af det Udtryk "forekommer mig" skjøndt Du er en Dreng,
veed jeg, at Du gaaer paa Skolen.
Første Dreng.
"Alt Kjød er Høe
og derfor maatte Hr. Maabe døe!
P. Stygge composuit."
Moer Thora.
Ja ham saae jeg komme ridende med sine stive Manchetter og
store Sølvsporer, hvilke han dog ikke turde bruge, skjøndt Hesten
gik baglænds med ham. Da han kom til mig saaledes -- som han
var reden forbi for 5 Minutter siden -- da jeg sad ved Veien uden-
for min egen Grund, spurgte han: "Hvor ligger Kirken Mo'er?"
skjøndt de hvide Vægge pegte klart nok paa sig selv. Men da jeg
svarede: "lidt til Venstre," saa spurgte han: "hvor lidt til Venstre?
af min Hest eller af mig, for den gaaer baglænds med mig?"
Anden Dreng.
"Her hviler Jomfrue Molly Pals.
Tvende Smaae . . .Nei her er det reent udvasket, men nedenunder staaer: "P. Stygge
fecit."
|
| d.II,b.1,s.189 |
Moer Thora.
Ja hun havde nu altid Maven fuld af Spøg og Latter. Friskvæk!
Første Dreng.
"Her ligger Petrus Stygge.
Han var befængt med slette Riim og endnu værre Sæder:
De sidste han beholdt for sig, de første gav han Eder.
Deposituro auctore.
Han Død var selv et Riim; thi da hans Creditor,
med Executor Smitt ved Sottesengen staaer,
og Hiin da sagde vred -- mens Smittens Øie foer
om Seng og Dynerne og Væg og Bænk og Bord,
og overregnede og fandt ei Summen stor --
"Det Bedste blier min Herr'! om De nu, før De gaaer
til Abraham, og Fryd, mod gode Vexler, faaer,
den gamle Gjeld til mig og nu Herr Smitt betal'de:
saa udgav han et Riim, og Rimet var -- han rallde.
Deposituro auctore."
Og paa den anden Side staaer: "tre Sottesengsvers af P. Stygge
over sig selv, satte her af hans Ven Depositurus til hans og egen Ære:
Jeg gjerne døer; thi da jeg engang dog faaer snydt
de Creditorer, som bedroge mig saa tidt.
Jeg døer ei unden Hæder;
thi mon det gik den store Evald bedre?
Saa ofte fandt jeg mit Humeur
istand at kunne gjøre Vand
til Viin;
men da jeg seer, det ikke kan
forvandle Vand til Medicin,
jeg døer."
|
| d.II,b.1,s.190 |
Moer Thora.
Det er ikke en let Byrde at ligge begraven under Vers, som
blot i saa Henseende ere sande, at de ere sande Liigvers over
deres Auctor. Men Petrus Stygge løi saa meget i alle sine Vers,
som han altid bar paa sig, at han nu bliver straffet med at bære
Sandheden. Jeg kjendte ham som Dreng, da var han et ganske
godt Hoved; men -- Gud veed, om det nu kom af, at han var
saa meget klogere end sine Kammerater -- nok! i Førstningen
indbildte disse ham, at han var et Digtergenie. Eller mon de
tænkte, at det geraadede dem til Ære at have et Genie i deres
Midte, som Planeterne Solen? nok, de indbildte ham, at han var
et Genie. Men siden indbildte han sig det selv, og vilde ind-
bilde Andre det, da de Første vare blevne trætte af at indbilde
sig det. Nu siden, det første hans Ungdom fik en tynd Skal,
indbildte han sig, at han maatte være liderlig, for at hans Sjels
Lys kunde hæve sig ved denne Skygge, og han blev det. Nu
skrev han Liigvers før Personen heri døde, og Bryllupsvers, naar
der blev lyst førstegang for Parret, og Variationer paa Sange til
Kongens Fødselsdag, og lod alt dette trykke og uddele; og et
Sørgespil, som begyndte med "ha!" og endte med "døe!" hvil-
ket myrdede hans Bekjendteres Taalmodighed desforuden. Men
nu gik det ned ad Bakke, skjøndt han troede fuldt og fast, det
gik lige op ad Parnas, ligesom En, der reiser hjem i Ferierne,
naar han begyndte at nikke og slumre ind ved Foden af en
Bakke, spørger naar han vaagner: "nu Ole, ere vi komne til
Toppen?" skjøndt det har gaaet nedad, paa den anden Side af
Aasen, en halv Time. Han drak med min Mand; men naar de
talede sammen, det vil sige, naar Stygge reciterede Vers, og Han
svoer og fortalte Krigshistorier, kunde man gjerne ligne Samtalen
med Punsch, da dette gjerne kunde kaldes Spiritus, men hint
Vand, saasom det kom af en vandig Hjerne.
(Seer Faster Tid, som kommer i Porten.)
De gamle Tider reise sig, og deres Suk stivnes til en Sobe-
lime, som stikker dem ud af Munden. Hukommelsen lugter dine
Skridt om saa frisk Dug ligger over dem. Kom du Mindes-
mærke! eller stivner du til et sort Liigkors? Staae stille Niobes
Steen, at jeg kan lædske Dig, Umættelige!
|
| d.II,b.1,s.191 |
Graverkarlen.
O Herre Jemini!
Moer Thora.
Nu bliver I bange I hellige Mand? Seer I noget?
Anden Dreng.
Kom nu ligesaagodt Tosten! Der seer Du . . Hun slaaer os
med Krykken.
Første Dreng.
Nei er Du ræd? Lad os kuns bie lidt.
Graverkarlen.
O Herre Jemini! frels os fra onde Aander.
Moer Thora.
Det er blot en Krage, som sidder i Porten.
(Faster Tid humper frem.)
Nu hopper den efter en Maddik.
(Graveren løber, men idet han vil løbe forbi Tid,
rører hun ved ham med Krykken, saa han styrter baglænds i en Grav.)
Hen og kast Jord
paa ham! hen og kast Jord paa ham! Hvem der graver en Grav
for Andre falder selv i den.
Faster Tid.
Godaften Thora! Thora kan tilgive?
Udaand den sidste søde Aande af
en Menn'skesorg: Tilgivelse!
Moer Thora.
Ja som Natviolen, der aander sødere, jo mere Natten lægger
sig om den; skjøndt det var Dig, som sagde jeg burde sælge min
Jomfruelighed for en Penge, som vel saae ud som Sølv, men var
blot det skjære Kobber. Det første Kobber, som stak frem var
Næsen paa Billedet, som lignede min Mands, som siden blev liig
Næsen paa Løvehovedet paa hans Gehæng; og de smaae Sølv-
penge, jeg fik som Godtgjørelse for mit Tab, lagde Du i Spiritus
saa Forsølvningen gik af; og nu circulere de fra Huus til Huus
som slette Kobberskillinger. O, nu kunde jeg boe med Fuglene
under eet Tag.
|
| d.II,b.1,s.192 |
Tid.
Ulykkelige uden Last, tilgiv
ei mig, men din Lettroenhed, en Feil,
som ei hos Qvinder boer alene! Thora,
Du blege Dyd! Du Sorgens Valmu see!
Hvad seer Du Thora?
(kaster et Dødningehoved i den aabne Grav.)
Moer Thora.
O jeg seer Graad, som ligger tæt til Øiet,
saa den er liig et Hav; min Graad den seer
igjen mit Huus . . . Nu lad det ligge; thi
en fremmed Fod tyraniserer Gulvet!
Ah, nyt, panelet! Barnekammervindvet
vidt aabent flagrer, pyntet med Gerani'um
og Malvapotter, Rosentræer, som
paa Foraarsluften gynge sine Blade.
Anden Dreng.
Nei det er forfærdeligt! hun tager et Dødninghoved for sit Huus
og Øienhulen for sit Barnekammervindue og lidt Græs og Løvetand,
som stikker i det, for Blomsterpotter.
Moer Thora.
Ret nye Stolper foran Døren, og
ret vakkert hvidtede; og udenfor
lidt Granebar. Det vist er Dagen efter
min Enkefest, min Mands Begravelse.
Anden Dreng.
Ei! hun tager fire hvide Tænder i Kjæven for Pillarer. Ja i det
Huus kan en Regnorm boe.
Tid.
Sorgminde, see!
(rækker hende en Viol-Kjærminde.)
Moer Thora.
Ah er det Hundetunge?
Hvad Blomst, som praler med saa stærke Farver,
at dybt de skjære ind i Øiet, lige
til Graadscisternen. Oh, jo meer jeg seer,
|
| d.II,b.1,s.193 |
jo klarere min Ungdom seer jeg malet,
dens Leg, dens Fryd paa disse fine Blade,
med hvide, lysblaae Omrids. O min Veemod
bemestrer sig først Stemmen og saa Næsen
den fylder med sin varme Aande, og
saa træder den i Øiet som en Dronning.
Tid.
See gode Hjerte!
(kaster Violblade i Graven.)
Mo'er Thora.
Ah nu mine Duer!
saa dæk mit Tag med Kjærlighed! Ah see!
de føde der paa Taget deres Elskov
med Solskin, hvormed Hannen gjør sin Brynde
meer glindsende. En lysblaa Hun paa Engen
har sat sig, gjækkende sin Elsker -- Ret!
Nu daler han . . der er han paa den grønne
Elskovsseng . . nu bøier han den stolte,
violblaa Hals udover Magens Blyhed.
Anden Dreng.
Nei, hun tager nogle Violblade, som faldt paa Dødninghovedet
for Duer, og et Blad, som faldt ned, fordi det laae for yderligt
paa Tindingen, for en Han, som flyver ned fra Taget; og, bare
Vinden letter et Blad lidt, saa synes hun det er en Han, som kroer
sig. Nei, det er Løier!
Mo'er Thora.
Saa flyv ind! flagr ind! hop ind
af Vindvet: der staaer Erter indenfor,
og vender gjen tilbage med et grønt
Gerani'umsblad i Nebbet, som en Fane
til Tegn paa Seir og Fulde Kroer! Kom!
Tid.
See, Hyacinthe med det dybt i Bladet
indskrevne "Ak!" See gode Thora!
(kaster Dødningbeen i Graven.)
|
| d.II,b.1,s.194 |
Moer Thora.
Ah!
Ha var jeg blind? Nu, sidder da mit Syn
i Enden af din Pegefinger Gamle?
Jeg seer blot i en luftig Cirkel af
din Finger? Ha, jeg saae ei? Mine Børn!
O mine Brysters Perler! I som hang
som Perler ved mit Bryst! O Rosenguld
og Lilliesølv saa sammensmeltet til
en kostbar Skat, adspredt paa Engen,
for, under Solens mørkblaa Tribunal,
med Blomsterne at kjæmpes lidt i Skjønhed!
O Dommeren Jer ynder og I vinde
den svære Kamp med Roser, thi hans Blik
fremlokker stedse nye Purpurstrømme.
O I min Sides Blomster! I mit Hjertes
Smaahjerter, voxer af mit Favntag, suger
af mine Kysse Næring, mine Blik
udsprede Dug vidt over Eder! Ha,
saa smaae og dog saa stærke! Meer Selvfølelse
hos disse Frihedsbørn om Øienbrynet
slaaer, liig en Løvehale, end hos skjægget,
tyksenet Slave. See den Ældstes Kraft
igjennem Kindens Rosenbølger, liig
en Skye, som mørkner Søen, skyder bruun.
Han er mit første Kongerige, liig
Castillien mellem Spaniens Kongeriger:
rundt om ham leger mit Valencia,
mit Leon, Aragon, mit Catalunna.
O leeg I, bølg de hvide Muskler, saa
de skumme! træder kuns iaften ned
den mørke Kløver: Gud vil skjænke Dug,
saa Græsset voxer nok igjen i Nat,
og bryder Eder ei om Klæderne;
thi Lampen vaager gjerne med jer Moer,
som nok skal faae dem hele til imorgen,
naar atter Eders Sundhed tumler sig,
rød under Morgenskyen.
|
| d.II,b.1,s.195 |
Anden Dreng.
O hun tager nogle Been for sine Børn og et bruunt Laarbeen
for den Ældste af sine Sønner; og hun synes de lege paa en
Eng, som blot er noget Tyttebærløv af en gammel Kiste.
(Tid kaster Rosenblade i Graven.)
Moer Thora.
See min Have!
Jeg saae den ikke før; thi -- see, paa Engen,
der blomstrer nu min Rosenhave. Dog
retvel, jeg saae den, thi om Søndag vil jeg
mit Barnekammer pynte. Tak Veninde!
ræk mig din Haand! nu lad os klemme bort
den gamle Sorg, som slikked' Rødmen af
min Kind og plukked' Huldet af min Barm!
Nu, gode Tid, med opiumsmurte Fingre!
o siig mig nu, hvor feed jeg er, hvor feed
jeg nu er bleven, thi hvert Trin, som disse
paa Kløvrens Overmod nu gjøre, træder
ti Aar i Støvet mellem Nu og Sorgen.
Hvor feed er jeg? thi Hjertet bugner, som
mit Norges sæle Banner, mæt af Vind,
med Norges Granluft svanger, og mit Blod,
som lange Vimpler, skyder gjennem Aaren,
min Barm som Seilet bugner. Ha jeg er
som Norges Snekke, krængende imellem
de vakre Øer, brusende af Norges
Fjeldes Aande! O see disse Øer,
skumkrandste, rosendækte, og i Farten
de synes hoppende! Ja see de hoppe
høit i den lyseblaa Luft.
(til Drengene.)
Gaae ogsaa I,
gaae hjem og leeg med Disse til jeg kommer,
saa skal jeg lave Jer en Vesperkost
af Melk og Brød og Bær. Nu skynder Eder,
og siger: Moer vil komme. Skynder Eder,
at ikke Aftensolen kommer først
og melder det! nu siig, at Duggen kommer
og blander sig med Sveden kold og kjølig
og ikke sund: saa siig, de kan paa Gaarden
|
| d.II,b.1,s.196 |
fornøie sig bak efter, før jeg breder
ud Teppet over deres trætte Kraft,
med lystig Styltegaaen rundt om Fjøset,
saa høit de fange, i sin Flugt, Tordyvlen,
og Flagermuse suse dem om Øret:
og siig, at Moer vil sidde udenfor
paa Bænken, glæde sig, og see paa dem,
og vise dem de muntre Braater rundt
omkring i Bygden. Nu da dovne Drenge?
(griber efter Drengene, som løbe bort.)
O, I vil ei? Vel! I tør ei prøve
de muskelsnoede Arme, som i Legen
Jer knuge i det bløde Græs. Nu vel!
Min Vellugt ei med fremmed Stank bør blandes.
Farvel da Gamle, thi jeg maa nu hjem,
da Vindvet endnu flagrer aabent, og,
igjennem det, kan Katten springe og
frastjele disse Aftensmelken. Ah!
det synes mig, jeg staaer paa Høien, hvor
min Græsbænk breder ud de bløde Arme:
saa er det ikke langt til Hjemmet, og,
naar Sol gaaer ned ad Høiens ene Side,
til sine Stjerner, gaaer jeg ad den anden
til mine Stjerner. Nu Levvel du Gode!
Forsonlige! ei Uforsonlige!
Jeg maa nu hjem at mætte Disses Kræfter
og kysse dem og stede dem til Roe,
mens mine Ønsker vaage over dem.
Men Gode! er den vide Herlighed,
saa levende, ei død som Guldet, min?
Ah, denne Gjetning førte Aftenvinden,
og derfor var den kold.
Tid.
Ja Alt er dit!
Saa skue Aander ned paa Steder, hvor
engang deres Ønsker flagred', deres
Elskov rødmed' over, deres Attraae
som Luetunger hang. Ja Alt er dit!
|
| d.II,b.1,s.197 |
Moer Thora.
Jeg tvivler ei! O troe dog, ei jeg tvivler!
Hvem kjender disse Børn, hvert Fødselsmærke?
Mit Øie kjender ikke sine Øine?
Ha jo, jeg tvivler ikke. Og jeg veed
jo hvem er stærkest, skjøndt ei hvem er vakrest,
og hvilken Time, fuld af Foraarsluft,
først aandede paa hver af disse Knoppe.
Jeg ynges, thi mit Blik i disse gyldne
Æbler bider som nu rulle der
paa Engen, men hvis Kurv er Thoras Hjerte,
som nu . . . o en erstattelig
ei uerstatt'lig Tid er runden hen --
O skjøndt de fylde det nær bristefærdigt,
saa Himlen næsten er for trangt et Laag,
saa synes mig, at der er Rum til Flere,
og vidt mit Skjød af Kraft og Ønsker bugner,
skjøndt En af disse er mig Alle, skjøndt
de Alle er mig En. Levvel! jeg maa
nu til min Throne: hjem at see min Fryd
ret i den Smilehuller, røre ved den,
saa høit den klinger. Mine Børn er' trætte
og mættede af Legen; men see mine
Øine mætte ei mit Hjerte her
i denne Frastand. O Erstatning
naar nær jeg hører deres Munterhed,
som springer mig imøde! Jeg maa hjem
og see om Skatten er saa fuld, som da
den sidste Morgen blotted' den. O ja,
de er' der Alle! Ja de er' der Alle,
adspredte lige Sommeraftenskyer:
Men jeg vil samle dem om Aftensolen,
der fanger Skyer rundt sig til et Leie!
Jeg kommer nu, stands Legen eller træk den
rundt mig, lidt nærmere -- et Perlebaand.
O erstattelige, ei uerstattelige Tid!
(stiger i Graven.)
Teppet falder.
|
| d.II,b.1,s.198 |
DEPOSITURI EPIGRAMMER
OVER SIFUL SIFADDA, DA HAN SAAE DENNE SLAAE SIN PEN AF,
EFTERAT HAVE ENDT DENNE FARCE
Hvad har nu Siful gjort? -- Sat Ende paa sit Stykke,
og i det mindste da dog givet det eet Smykke.
Da Farcen nu er endt, høit Autor glæder sig.
Nu Læser, samme Fryd han ogsaa skjenker dig.
Hvad byder Siful os? han kalder det en Farce.
Sligt kaldes paa Parnas Salat foruden Karse.
Har Autor Andet gjort
med dette hele Stykke
end blækket til sin Lykke
og gjort den mere sort?
Hvem stjeler Rasmus fra? hvem plagierer han?
Ak alle Digtere jo Ingen nævne kan.
Og Jens udplyndrer dem, som kun hans Lige er,
og siger Mit er Dit, men Dit Mit ogsaa er!
-- som da den Halte til den Blinde sa'e:
"wir Kleine!
doch brauchet Ihr mein' Aug'! so brauch' Ich ihre Beine."
Men Siful stjæler fra den fattigste Poet,
som, siden Cicero, paa denne Jord er seet:
han stjæler fra sig selv. Men gi'er han det tilbage?
Nei Publicum hans Rov for Røverkjøb maa tage.
|
| BLA BAKOVER |