|
| d.II,b.1,s.152 |
uvant at hænge Glimmer paa en Tanke,
og lægge Selam den i Munden, og
kun ligefrem og djærv, som Carl den tolvte
og Bucephalus, saa jag tør hænge
selv Amor paa en Klingespids . . Min Dame!
den tænker nu, at deres Skjønhed burde
forgylde den, og blande sig selv med den,
som Norges favre Dale mellem Jøkler,
der dristig krandse sig med Himlens Stjerner.
Cathinka.
Min Herre, nylig gik der En herfra,
med Bye-Enfold i landlig Simpelhed.
Hun er lettroende og from: jeg vil
ei sige mere . . .
(Giver ham en Kurv.)
Officeren.
Ha, hvis De ei var
en Qvinde . . jeg vil ikke sige mere!
(gaaer syngende.)
Barnet blev dræbt i Moderens Skjød
saa mildelig det end smiled':
Rygtet om denne Jammer og Nød
til Kjernen af Landet iled'.
Maabe
(kommer ind i en anden Dragt og bukker for Cathinka.)
O, jeg . . ja jeg, jeg troer, jeg tænker, at
(børster sig paa Armen.)
Gjenkjærlighed og . . .
(hans Hat falder og han lader den ligge.)
Au . . . der faldt min Hat!
og Kjærlighed . . . Gjenkjærlighed hos Dem
. . i Deres Barm jeg vilde sige . . og
i min da Kjærlighed . .
Cathinka.
Hvorledes vil
De definere Kjærlighed? Er den
vel en Passion, hvad heller et Princip
|
| d.II,b.1,s.153 |
i Sjelen? Nu poner, at vi ponere
det Første, ligger deri, at det er
jo noget Umoralsk og Slet. Beviis!
Beviis De det!
Maabe.
A . . jo fordi De seer . .
Ah . . a -- paa mig med slige skjelmske Øine.
Cathinka.
Det er en Hypothes! nei vær saa god!
(hun giver Maabe en Kurv.)
Det var besynderligt!
(gaaer.)
O gid han kom
den blide Sjel til mig!
O Himlen sende
den søde Engel i min aabne Favn!
Den unge Enkemand
(kommer fløitende.)
Nu vel! her hører jeg ei meer den fæle
Døds-Klokkeklang.
(til Molly.)
Jeg henne just har været
og lukket Døren til med Grønsvær efter
min salig Kone. Trofast elskes De
Blondine . . o af mig!
Molly
(giver ham en Kurv.)
Hi, hi, hi, hi!
(Enkemanden putter den ene Haand i Brystet og gaaer fløitende ud.)
Maabe
(i en ny Dragt. Til Rosa.)
Jeg tør ei . . . o . .
|
| d.II,b.1,s.154 |
Rosa.
Vist tør De! Siig mig Kjære,
Hvad tør De ei?
Maabe.
O elske Dem til Døden.
Rosa.
Min Sjel er blød, som Vestenvindens Suk
bag varme Roser: seer De ei jeg græder?
Maabe.
Jeg seer det nok; men . . .
Rosa.
Seer Du denne Graad
er Draaber af de hede Længsler, som
af dette Hjerte dampe, ligesom
den lysblaa Ambra af en Offerskaal.
Maabe.
Er' vi da Kjærester?
Rosa.
Skaan Møens Blusel!
(hvisker.) Ak ja for Jord og Himmel!
(høit.)
Kom min Maabe!
(Maabe sætter sig paa Bænken.)
Blære
(kommer spillende paa en Guitar.) (synger.)
O Palmina! som mig elske lærte.
Ak hav Medlidenhed med Støvets Datter!
Bortdrag ei disse himmelvendte Øine
ved disse Toner -- ak, som gjælde mig!
Blære.
Ak ja, javist! ja meget gjerne . . ja!
(synger.) O Constance, som mig elske lærte.
(udfylder Resten med Tremulanter.)
|
| d.II,b.1,s.155 |
Constance.
O vidner da -- jeg vender mig til Bønnen --
I Himlens Hellige i Abrams Skjød,
at efter christeligt og velraadt Hu,
jeg giver Dem mit Hjerte
(kysser ham.)
o tilgiver!
Hvor ofte har jeg ikke ønsket, at
jeg var katholsk, saa blev jeg Himlens Brud,
en sortbesløret Bedesøster i
en dunkel Celle langt fra Verden og
al Kjødets Lyst, men Himlen nær, en Engel
paa Jorden alt
(de kysses.)
O! kom min Blære! kom
min gudelige Blære!
(Blære sætter sig hos Maabe. Dandsen
begynder, i hvilken Blære og Maabe tage Deel. Ved Opløsningen af Kredsen
omfavne de hver sin Elskerinde.)
Stygge
(kommer ind.) (med Pathos til Cathinka.)
Jeg er Poet! min Sjel høit fraader inden
den liljedækte, myrthegroede Bred
hvormed min Tanke om den Favreste
af Favre den indcirkler. Nu -- jeg elsker
Cathinka Dem -- forstaaer De?
Cathinka.
Ja min Herre!
Stygge.
Nei bie! for at sige dette, bruger jeg disse Udtryk, bryder jeg
ud i disse Ord:
Jeg elsker Dig som Fuglen Morgenrøden,
som er det hvalte Tempel for dens Sang.
Dette er een Stanze.
Cathinka, o lad dine Kinders Gløden
fremaandes af min Cithars bløde Klang.
Ak for et purpurvinget Smiil i Døden
din ømme Sanger -- ha med Latter! sprang.
|
| d.II,b.1,s.156 |
Cathinka.
Hvorvidt kan man da sige Død er Død?
At sige det vi kalde Død, naar Lungen
sig krymper sammen, Hunger ikke føles.
Vi sætte nu, forinden Skjebnen eller
hiin Altings Lov os lagde inden Grændsen
af denne Verden, som et Embryo,
saa var' vi allerede døde fra
en anden Verden; og saa bliver jo
det, vi benævne Død en Fødsel. Ikke?
Ei sandt? Nu -- denne er en Verden
begrændset kun af Blod og Nerver. Ikke?
Naar endelig da Skranken bli'er saa tynd,
at vi kan see igjennem den -- saa -- hør nu!
saa renasceres . . . eller, i en anden
Methode, saa: bag denne Skranke sidder
Fornuften, liig en Fange i et Buur,
hvor Fangen alt indlagdes som et Barn.
Der hænger nu en gjerrig Lampe i
den runde Hvælving, ved hvis Lys han læser:
-- Nei Lampen skulde være Religionen;
og den, ja den er ikke min, min Herre!
Sæt altsaa, at Fornuften Katteøine
har faaet i dette Mørke, og den læser
utydeligt: "arbeid dig gjennem Muren;
dog saa du ei nedriver flere Stene
end trænges." Men nu ligge nogle stille
og sove hele Tiden, splitte Mørket
ved Gaben kun, som hine hell'ge Syv,
til Taget brister af sig selv, og de
maae sluge halvt det sidste Snork, og komme,
gnidende de dumme, blege Øine,
ind i den friske Luft hiinsides Væggen.
Det er de Dovne. Andre fare rundt
og kradse vildt med Tand og Negle paa
den mørke Muur paa alle Kanter, saa
den brister overalt; det stærke Solskin
fortærer dem, liig vissent Straae; thi Kraften
|
| d.II,b.1,s.157 |
er ødet, ikke gradviis voxende.
Det er de Liderlige. Andre ligge
paa Ryggen, vaagne, speculerende
paa Maader til at slippe fri foruden
den mindste Møie. Ja hvad er da disse?
Nu -- naar da -- seer De, Muren brister, saa --
saa renasceres vi -- forstaaer De? saa
vi finde os som Børn igjen: det nye
Solskin sløver nemlig Sjelens Øie
i Førstningen -- Erindringen jeg mener.
Vi finde os som Børn igjen, at sige
i Forhold til de Væsener, vi møde
alt voxne der. Vi ogsaa der vil finde
en Mo'er og Solskin, Lærere; og hvis
vi her har været lærde, brugt vort Pund,
saa kaldes vi som Børn der gode Hov'der.
Stygge.
Ja, ja det er en Klimax.
Cathinka.
Nei, jo vist.
Men troer De da, at -- for Exempel -- naar
en Kat er død, dens Aande flux da farer
ind i et Noer, som fødes skal til Verden,
et Barn, som, naar det voxer til, ei mægter
en særlig Lyst at tæmme til at blive
en Procurator eller en Spion
og Secretair og Snyltegjæst -- nu anført,
blot til Exempel?
Fanden plager hende!
Al hendes Præk er min, blot sønderhugget
en heel Afhandling, anonym med Titlen:
"reflexions sur moi-même." Mon jeg
skal nævne Auctor? Nu, nu kommer vel
Exemplerne om Svinet og om Aben.
|
| d.II,b.1,s.158 |
Cathinka.
Og troer De da -- til et Exempel blot --
at Aben da partout en Sprade bli'er?
og Skaden en Barbeer? et Sviin en Høker?
Og Lossen, som i Træet lurer, og
som dræber meer end han kan æde op,
en hellig Aagrer? Ja, aa ja! Men see,
en Verden ligger mellem hver af disse
Exemplers Led; thi ellers vilde maaskee
Barberen høit paa Taget svadse, og
af hine Første vilde de vel falde
da til at gaae paa Lofterne om Natten.
Til Aagreren man maatte sig forskrive
med Blod, han Renter tog i Blod; men nu
er Pengene hans første Tanke, dernæst
er Blod den anden: Blod hans Renters Rente.
Nu elsker Høkren blot det døde Sviin
(som kommer af at disse skidne Dyr
saa gjerne æde op sin raadne Yngel.)
Dets Dødshviin hører han med samme Fryd,
som Faderen sin Førstefødtes Skrig.
Og for Exempel . . .
Stygge.
Favreste Cathinka!
En Muse har -- jeg seer det -- Sympathier
i vore Sjele aandet
(afsides.)
Nei, jeg tør ei!
Hun bli'er vred: jeg selv blev rasende
da mig Depositurus engang greb
(høit.) Cathinka! jeg maa døe, jeg lever kun
i dette Paradiis, saa fuldt af Rosers
de favre Kinder, Natviolers Øine.
Siig ja! jeg er Poet og De en Muse!
Cathinka.
De kunde hørt min Thesis dog tilende.
Nei vær saa god!
(giver ham en Kurv.)
|
| d.II,b.1,s.159 |
Det neppe var det halve
jeg hørte nu.
(høit.)
Ha Helved! jeg fortvivler!
(knæler for Constance.)
Min Vakkre!
Jeg elskede en lysbrunøiet Pige
engang; men Skjæbnen aandede et Niflheim
imellem vore Hjerter. Ingen kan jeg --
elske uden Dem.
Min Sjel Phantasiens
letflyvende Vinge
did fører mig hen, da
jeg lykkelig drak af
din halvaabne Læbe
Henrykkelsens Nectar,
da svimmel jeg favned
i Dandsen din Midie,
omslyngede glad dit
mildt-bankende Hjerte,
da tørstig jeg suged
dit Smiil, som sig skjulte,
liig Regnbu'n i Skyen
i Skyer af Vellugt,
O vakre Constance,
for mig Du blot smile,
de deilige Fødder
sætte i Dands!
Constance.
O Gud! jeg dandser ei. Det gjør mig ondt . . . jeg er for-
lovet.
Blære.
Veed De vel min Herre!
Det er min Dame!
|
| d.II,b.1,s.160 |
Stygge.
Ha, jeg dræber mig!
(knæler for Molly.)
Min Sjel har Mollys favre Smiil
for evigt bunden:
saa naaer i Flugten Solens Piil
den Fugl, som flyer fra Lunden.
Slaae tusind slige Purpurbaand!
-- jeg qvæles næsten --
og knyt dem evigt med din Haand!
-- ak Molly gjetter Resten.
Molly
(giver ham en Kurv.)
Hi, hi, hi, hi!
Snart som en Aand jeg svæve skal om Dig,
og kysse let, som paa Zephyrens Vinge,
dit brune Haar, din Pande: -- lykkelig
jeg skal om smekre Midie da mig svinge,
og hviske saa din gamle Elskers Navn.
. . . Du bæver? ha, Medlidenhedens Taare!
Jeg henter Dig udi min Favn
til Himlens lyse Fædrestavn,
hvor Elskovs Frugt ei meer er Taare.
Denne synges paa Melodien: zum blutgen Kampf. etc.
Molly.
Hi, hi, hi!
Stygge.
Kom nu! lad os gaae i Klubben!
Maabe.
Ja det er saa Gu' sandt!
(reiser sig fra Bænken.)
Cathinka.
Bi mine Herrer! see Taalmodighed
paa sorte Qviste bærer gyldne Frugter.
|
| d.II,b.1,s.161 |
Stygge.
Nei, jeg har saamen ikke Tid. Falderallilalalalala!
(gaaer.)
Rosa.
Ak! sæt dig søde Maabe!
(Maabe sætter sig.)
Ah, mig lokker
Den muntre Molly fra den languisante
Constance dybt ind under hendes Smiils
Purpurfane
(høit.)
Hør Constance! hør!
. . . Paa Ære, jeg slaaer op! nu er det ude!
Constance.
Ha, ja Du fangede mit Ønske, før
det fløi fra Himlen, hvor det længe dvæled':
Du gav det Tunge! Nu af dette Hjerte
udslettet er Du, Sodom liig af Jorden!
Rosa.
Ak, elskte Maabe!
(afsides).
ak, hvor er han dog
den søde Digter? ahner han da ikke
sin Cithars Toners Echo i mit Bryst?
(høit.) Gaa Maabe! ha, forlad mig! reis Dig Maabe!
(græder.)
Hvi græder du?
Rosa.
Ak, jo, der Riim er falden
paa Rosen, som for Maabe her i dette
mit Hjerte gløded'.
(Rosa kysser ham.)
Ja nok! dit Aasyn dræber! Du er ingen,
o ingen Aimar, Kenneth, eller Axel!
Maabe.
Hvad? hvad behager? Kjære, hvad er Klokken?
|
| d.II,b.1,s.162 |
Cathinka.
Forstaaer De ei, De er nu -- hvis De ei
itide har forsyn't Dem med Ressourcer --
foruden alt Engagement for Livet?
Maabe.
Nu saa, ja saa?
(gaaer men møder Ego, Stygge og Blære, som stille sig i Baggrunden.)
Cathinka.
Han er en Philosoph,
Phlegmaticus, men jeg er Scepticus.
(Dandsen "skjære skjære" begynder og endes paa samme Maade.)
Cathinka.
Men vil De ikke, mine Herrer, have
den Godhed blot at bie, mens vi nyde
vor Ungdom lidt i Frihed? Venter kun,
og bær' ei Kurve ene.
Stygge.
Ah, det er
som Sangerinderne ved Scylla, der
beklæde Klipperne med blege Skygger
og vaade, skjælvende, paa det at Vidner
de kunne være -- dette er Forsoning
for Livet, som de plyndred' før det fik
de Synder nedtraadt, som det yngled, og
for Guld og Enker, arme selv paa Pjalter
til at tørre Graaden af, der voxer
i Øiet frem, saa fort som Barnets Hunger --
til, naar et Skib med blinde Stavn forfølger
den Undersang, som klinger foran sødt,
snart over Skummet og snart under, medens
Søfolkets Sjel snart sidder i den vide,
af Rædsel aabne Mund, snart bæver i
det vellystfulde Øre . . . Ja da gotter
sig Skyggefolket paa de magre Skjær,
|
| d.II,b.1,s.163 |
og standser med at skjelde ud sig selv
for dumme, som ei kunde bie til
de kom til Reggio, hvor nok en Græker
paa Torvet for en Obol gav Musik:
Et Glimt af Fryd da farer dem igjennem,
en frossen Latter, som naar Vinden leger
med hullet Seil, som Bladene og Riim
henover Marken hvirvlende.
Rosa.
Ak tal ei saa: jeg har en bedre Trøst.
Cathinka.
Det er ei saa: nu sæt dem der paa Bænken.
(Dandsen begynder. Herrerne sætte sig paa Bænken, tage Kort frem og spille. En Lyd som af et
Menneske, der gaaer paa Krykker, høres nærme sig mere og mere. Pigerne løbe med Skræk fra
hverandre.)
Cathinka.
O Himmel frels os! frels os! frels os! frels os!
Constance.
Det nærmer sig! ak! frels os! frels os! frels os!
Molly.
Jeg stivner, ah!
Rosa.
Jeg krympes ind af Skræk!
Hun har sin Lime med sig vist, hvormed
hun feier Alt det, som vi lege med,
som Blomster, Kinder, Læber, Øine, Haar
tilsammen, som en Hob af Feieskarn.
Hu! hu! hu! hu!
(Damerne styrte henimod Cavalererne, som forblive fordybede i Kortspillet.)
Trofaste! Kjære!
Nu hør da Krykken! o det er den Larm,
jeg alt har hørt saalænge, liig et Uhrs
afmaalte Perpendikel.
(Faster Tid kommer humpende
ind paa Krykker af Kirkegaardsporten, som knirkende aabner sig.
Hun er sortklædt og har en fuld Sæk paa Ryggen.)
|
| d.II,b.1,s.164 |
Faster Tid.
Nu Børnlille?
Alle Pigerne
(styrte heftigen ind paa Cavalererne, som forblive fordybede i Spillet.)
O Elskede! o frels os! Hvilke Rædsler
der sortne her i Sækken.
Blære.
Hvem fik Læsset?
Ego.
Væk Fandenstøi!
Stygge.
Au, jeg fik fire Beter.
Maabe.
Ja, ja!
Stygge.
Hvem river Fiches ned? nu væk!
Faster Tid
(sætter sig paa Institutets Trap.)
Nu Børn! I støie saa? Jeg maatte hen
-- jeg hørte Moster havde alt her været --
og see til Jer. Jeg gik nu saa i mine
egne Tanker over Kirkegaarden
og tænkte: mon I ikke skulle være
herudenfor. Nu -- I er' blevne store.
Jeg gratulerer. Nu I kjære Børn!
I kysse ei den gamle Faster, ikke
I sige: "snille Faster!" nu som dengang
jeg trak Jer Buxen af og gav Jer Kjolen.
Saa kom da Du Cathinka, kys nu Faster?
Nu Barn! er du ulydig?
Uhuhu!
Stygge.
Nu spilles der høit Spil min Bro'er. Nu stryger Vhisten.
|
| d.II,b.1,s.165 |
Blære.
Jeg gaaer aldrig med Dig mere, det svær jeg. Ingen af dine
Couleurer holde jo Stik.
(Kehraus'en spilles. Cathinka vakler hen til Faster Tid, som
tager hende om Nakken og kysser hende voldsomt.)
Cathinka
(vrider sig i hendes Arme og skriger.)
O Faster suger al min Læbes Saft!
Ak kjære Faster, slip mig! o min Mund
sig skrumper sammen, visner . . . og min Aande
den stinker fælt.
(Faster Tid putter noget i sin Sypose.)
O Faster plyndrer den
for Tænder! O! o! o! den fæle Snuus
mit Smiil begraver . . . Pfui! min Stemme skingrer.
(græder stærkt.)
Faster Tid
(klapper hende.)
Nu lad mig klappe Dig mit Barn!
Cathinka
(vrider sig hulkende i hendes Arme.)
O Faster!
Ak, kjære Faster! fæle Faster! au!
Du klorer! dine Negle fure dybt
min Kind med brune Rynker. O! o! o!
(hulker stærkere.)
Faster Tid.
Græd ei Barnlille! Kom Cathinka, lad
mig tørre dine Øine!
(tørrer hende om Øinene.)
Cathinka.
Au, de smerte
mig nu -- o slip mig Faster; o hvert Træk
af Fasters Finger er en Grav . . de rinde
og Vandet glindser om en rød og saar
og svullen Ring.
(hulker.)
Faster Tid.
Nu lad mig pynte Dig!
(Hun ifører Hende Kappe paa Hovedet og en sort Sirtses Dragt, som hun tager af Sækken.)
Dog Krøllerne kan Du beholde Barn!
|
| d.II,b.1,s.166 |
Cathinka
(slipper fra hende og seer sig i Speilet.)
Hvor jeg seer ud!
(de andre Piger lee ad hende.)
Ja lee I! lee I! Faster!
afskyelige Faster!
(slaaer Speilet istykker.)
Faster Tid.
Der mit Barn!
det trøste Dig: det er Foræringer!
(giver hende Noget.)
Cathinka.
Ak det er kun Rhabarbara og Moscus
Valeriana, Hoffmansdraaber. Pfui!
en Psalmebog . . . jeg er jo Atheist?
Faster Tid
(i en strængere Tone.)
Men mist det ei Barnlille! ellers vil
Du faae med mig at gjøre! kom nu Du!
(Den samme Scene gjentages med de øvrige Damer. De urørte lee af de Andre, endog den Aller-
sidste. Naar Faster Tid er færdig med dem, lister hun sig hen til Cavalererne, som endnu sidde for-
dybede i Spillet, sætter Parykker, hvilke hun tager af Sækken, paa dem, kaster Sloprokker om dem,
og maler dem gamle i Ansigtet. Faster Tid sætter sig igjen paa Trappen. Kehrausen spilles fremdeles
saalænge Damerne hulke. Omsider standse de.)
Cathinka.
Men hvoraf kommer Trætte?
Constance.
Vil I trætte?
Cathinka.
Ei, jeg?
Constance.
Ja I?
Cathinka.
Der har I lidt!
(knepser ad hende.)
Constance.
Ha, ha!
(Damerne faae hinanden i Haaret. Naar Støien bliver stærk, springe Cavalererne op.)
|
| d.II,b.1,s.167 |
Blære.
Ei nu? hvad Fanden? ha jeg skjælver stærkt
i Benene?
(hoster.)
Og hvem har fæstet denne
bleggule Hoste under Brystet?
Ego.
Au!
Men hvem har dynget disse Beter op!
jeg kan ei bøie mig . . . hvor Pokker kommer
slig Værk i Ryggen, slig en tornet Gigt!
Stygge.
Jeg knapt kan staae! hvor er mit Lune og
Hukommelsen, min Digteraare? hvem
har tørret den? Jeg har jo intet Stort
forfattet end, som kunde høit mit Navn
paa Ryggen bære. Hvor jeg dog er mager?
Maabe.
Ak, hvor er' mine Lægge? hvor min Frak?
Blære.
Jeg sulten er, og hvem har tømt min Pung?
Ego.
Hvor er Professortitlen? hvor Collegiet,
som Spurve paa et Juleaftens Kornneg?
Vi have været lidt distrait'.
Stygge.
Nei siig,
vi have været nogle Døgenichter.
(Damerne begynde at græde.)
Hvem er' I Kjellinger? hvi flæbe I?
Cathinka.
Jeg er Cathinka . . . ak!
Stygge.
Og endnu er I Møe?
Ak ja!
|
| d.II,b.1,s.168 |
Constance.
Nei jeg!
Molly.
Nei jeg!
Rosa.
Nei jeg!
Stygge.
Ja saa?
hvad hedder I?
Rosa.
Ak jeg er Rosa.
Stygge.
I
er lidt forandret, og det er I Alle?
-- Jeg kjender Eder nu -- Hvad tørstig Sorg
uddrikke har vel kunnet Mollys Latter,
der brast af Hjertebægret, sprudled' fra
Kindblæren, Hjerneskallen, sprang fra Læben,
og dryppede af Øiet?
Molly.
Ak Faster Tid har klemt saa haardt mit Bryst!
Stygge.
Ah, nu faaer jeg Visheden, ei uliig
Lugten af et udbrændt Lys, i Næsen,
saa jeg ei spørge vil, hvad fattes Eder;
thi Eders Kind, saa huul den er, vil bugne
ud af traurig Spot ved sligt et Spørgsmaal.
Ja gamle Faster har sit gustne Lune
her fødet med Naragtighed -- ja hvor
Hun har os havt til Nar i Aften; thi
det synes mig som jeg har tilbragt her
en Aften blot ved Lys, en Muftileeg,
hvor naar, til et Exempel, Mufti vil
til Abekat sig gjøre, maae de Alle
de samme Fagter gjøre; og naar Mufti
vil forestille Gammel, humpe op
og ned og hoste, skralder Salen høit af Hosten.
|
| d.II,b.1,s.169 |
Vi gjorde alting med, ja, baade naar
det lød: "see saa gjør Mufti!" og naar Mufti
udraabte høit: "see Mufti gjør nu saa!"
Men derfor har vi artig maattet pante.
Ego.
Det synes mig som Narrefrierie,
eller, hvis der ei en Aster stod,
saa svor jeg, det var Vinter; -- thi jeg fryser --
omtrent ved Juletider. See paa mig
og troe, jeg lyver ei; og see paa disse
sort'graae Mø'er, hvis Yndigheder skimle!
I ligner selv jer Bedstefaer.
Blære.
Mig synes
vi har Flaa-Gjeita spill't i Værelset
ved Dandsesalen, søvnige og drukne;
men nu har alt Musiken pakket ind,
og Damerne nu alt er' pakked' ind,
og Kokkepigen har de knirkende
Vindveslemmer aabnet, saa at Dagen
strax stirrer i de blege Træk, som om
den ikke ret dem kjender fra igaar.
Stygge.
Gud veed da hvad det er, som vi har leget;
men fy, hvor stygt, ei nogensinde kaste
et Blik ned i sig selv, men stedse følge
vor Sidemand, og stedse glemme Loven,
vi fik da Legen hvirvlende begyndte.
Faster Tid.
Nu hjem at løse Panterne!
Ego.
Jeg, som
er lærd, vil kalde denne Leeg . . . hør nu!
Irreparabile tempus!
(Kehraus'en spilles. Faster Tid humper foran ind ad Kirkegaardsporten og de Andre efter. Man
hører en Liigklokke.)
|
| d.II,b.1,s.170 |
EFTERSPIL
ANDEN SCENE
(En Kirkegaard med Gravminder. I Baggrunden sees en rødnæset Graverkarl at stikke frem af en Grav,
hvoraf han kaster Jord op. I Baggrunden to Smaagutter, som spille Klink mod en Gravsteen.)
Første Dreng
(seer kluntet og stærkere ud end den Anden, som tillige er bedre klædt.)
Kast ikke saa høit Johan! ellers falder Kronen i Graven.
Anden Dreng.
Ha, ha! Ei Du! tie stille! Mynt ned! Krone op!
Første Dreng
(hans Penge falder i Graven.)
Ja der seer Du.
Anden Dreng
(kløer sig i Hovedet.)
Aa kjære Graverkarl, giv mig min Krone igjen.
Graverkarlen.
Nei min Gut! Du Belials Barn, som spiller om Mammon paa
Kirkegaarden.
Første Dreng.
Det er Skam af Jer, som endda er af de Hellige, at I tager
hans Penge fra ham. I gjerrige og fulde Hellig-Erik! Band paa,
at I ikke har den i jer Vestelomme.
Anden Dreng.
Tie Du stille! Kom, vi vil ikke tigge ham.
(Moer Thora kommer ind i en pjaltet Silkeklædning og sætter sig paa en Grav.)
Heisa! der er gale Moer Thora i sine Silkepjalter, mens hun
har tre Verkenskjoler hængende ubrugte, fordi hun har været
Frue. Hop, nu faae vi Løier. Hei, det er en deilig Frue!
Første Dreng.
Jo, hun har rigtig været Frue, men Manden er død, som var
Lieutenant paa Vartpenge. Hun har været svært riig og vakker
Johan! og havt en fiin Opdragelse, men Manden drak det op, og
Øvrigheden pantede siden ud Levningerne, undtagen en rød Kiste
med blaae Huse og Blommer paa. Du skal ikke gjøre Nar af
hende Johan! for det er min Gudmoer.
Anden Dreng.
Ja faae hende til at synge Visen om Udpantningen eller om
Huusmanden, som fik hende fra Gaard og Grund. Nei nu reiser
hun paa sig.
|
| d.II,b.1,s.171 |
Moer Thora
(gaaer hen mod Graven.)
En Sildevragerkone
ei kalde Du Madam;
thi ellers faaer Du Skam
af hende, som den rette Tone
i Fruers Kreds angive kan.
For ei at see ti Negle Øiet true,
saa spørg: med Permission min Moer,
jeg troer,
at hun er Frue?
Denne har min Søn Rasmus gjort. En skilling i Guds Navn,
Du, som lægger Skatte i Jorden!
Graverkarlen.
Ak Moer! Guld og Mammon er ikke for de Rene af Hjertet.
Jeg har ikke en Skilling Moer, skjøndt Viismanden siger: den,
som dyrker Jorden, gjør sin Dynge høi. Jeg har ikke en Skilling.
Drengene.
Jo, han har en Skilling, han har en Skilling, som han har taget
fra os.
Graverkarlen.
Ak Moer, bedre er en Fattigs Levnet under Fjelletag end kostelig
Mad under fremmed Tag. Gaae nu Moer! jeg har ikke en Skilling.
Drengene.
Aa jer Næse seer ud som en Kobberskilling. Mynt den ud!
mynt den ud!
Graverkarlen.
Ak Moer! Skjenk og Gaver forblinde de Vises Øine siger
Jesu Sirachs Søn viseligen. Det Aandelige er bedre end det
Jordiske, og jeg vil give Eder en aandelig Gave rundeligen. Jeg
vil bede ydmygeligen for Eder i Hjertet.
(gjør Gebærder som en Bedende.)
Første Dreng.
Paa den Maade slipper I let Hellig-Erik.
Anden Dreng.
Tal høit, saa vi kan høre, om I ikke bander, istedetfor at bede.
|
| d.II,b.1,s.172 |
Moer Thora.
Jeg skal spise eders Bønner og drikke eders Velsignelser,
I Rettroende.
Første Dreng.
Aa Gudmoer: syng den Vise for os om eders Ulykke.
Moer Thora.
Ei er Du der, min Gut? Det skal jeg min Søn, saa Du kan
arve den efter mig. Den kan være Dig et Levebrød Rolling!
der voxer Rugbrød af hvert Vers. Men kan Du æde Stene,
mens Vinden gnaver paa dine Haar, saa det rasler i de sorte
Kjæver.
(Anden Dreng leer.)
Første Dreng.
Nei gjør ikke Nar af hende Johan. Nu vender Hun Øinene og
begynder.
Moer Thora
(synger halvt nynnende.)
I Æspelien, høit tilfjelds,
laae en Furustue:
der, i hullet Graaværkspelts,
sad en gigtsvag Frue.
Aa ja, Gigten flyer men Graaværket har sat sig paa Hovedet.
Fru Thora paa sin Fjeldgaard sad
med en Sønneskare:
Alle vakre, liig en Rad
hvide Birke vare.
Gaae hen og led efter dem, og spørg, om de ere mætte, for de
drive om nu i Bygden med blege Øine og en fugtig Næse, som
deres Faer, over hvem Græsset synger med det hvide Skjæg.
I over hundred' Agre smaae,
mellem Klipper spredte,
var den Fjeldgaard deelt hvorpaa
efter Brød de ledte.
Brød kunde vi nok finde bag de store Steengjerder, naar Grinden
blot var heel, og Baandhunden gjøede ved Badstuen som den burde.
Hei! lad dem rode med lange Fingre der hvor Næperne stod, og
klippe Havren, dersom den tør staae der, hvor Rugen maatte falde.
|
| d.II,b.1,s.173 |
Ved Arnen snurrer hun sin Rok,
væder Teen med Taaren:
Fruen mindes bittert nok,
hun var odelsbaaren.
Glem, glem gammel Tid, saa glemmer Du ogsaa den nye Tid,
som griner Dig lige op i Ansigtet! lee ad de Dage, som lee ad
Dig paa din Bag! skjul gamle Dage med Latter hi, hi, hi! saa vil
Du have et Smiil tilovers for de nye, ligesom den, der har givet
alle sine Dalere ud til Drik og siger, naar han putter Haanden
i Lommen: her er endnu en Skilling til en Sild.
Et blegnet Smiil paa furet Kind
løb som Skum paa Bølge,
naar der treen af Grinden ind
Sønners ranke Følge.
Hun hører stolt den raske Støi,
mindes Barnets Lege:
Minder gjennem Sjelen fløi,
lige Nordlys blege.
Ja det var Gutter, som ikke spiste førend de vare svedte,
skjøndt Magnus var en slem Dreng, der drak Æggene, mens han
jog Hønen paa Taget, og skjød Skylden paa de Andre.
Et Smiil forraader Tanken, som
frem af Sjelen dukked:
naar hun hørte Skaren kom
Smilet qvalte Sukket.
Hun tænkte sig en Qvelskye vist,
som tør Stjerner føde,
tænkte sig den sorte Qvist
krum af Æbler røde.
Siig ikke, at det er mig som synger her; thi da blev den Fru
Thora vild og vred paa gamle Thora: fordums Dages Thora blev
vred paa Vredens Dages Thora!
Det smerted' ei den Moder see
ingen Fjer at skygge
Ætens Blik -- som Haandens Lee
blaat og hvast det flyver.
|
| d.II,b.1,s.174 |
Ja de vare blaaøiede allesammen saalænge de saae stivt mod
Himmelen; men nu ere de blegøiede som Byttinger, fordi de see
i Glasset.
Det smerted' ei, at Agrens Guld
bølged' reent i Aaren,
farved' Kindens hvalte Skjold
Himlen liig om Vaaren.
Aa der er ikke Forskjel paa Velling og Aqvavit, blot at Velling
gjør Kinden rød -- og til Velling vare de forfaldne som Drenge,
mine Børn. Men Aqvaviten gjør Kinden til en Fredskaabe, men
Næsen til et Krigskobberhorn eller en Jacobinerhue, men Hjertet
blegt som en puddret Royalist, der bukker sig for Kongens Skygge
førend denne kommer i Solen, som der stod dengang min salig
Mand holdt Aviserne og Øinene ikke randt. Men mine Børn ere
forfaldne til at æde stærk Velling . . . nei, ikke mine, men hans Børn.
Nu Æten kom fra Agren hjem:
Sangen flød fra Barmen.
Hvor hun lytter glad til dem,
karer travlt i Varmen.
Ja da gjorde de deres Arbeide; men Klokken slog netop syv,
mens Maanen havde leget paa Gulvet een Time.
De stormed' ind med Lee i Arm;
men -- som de dog pleied' --
søgte de ei Qvelsmand varm,
skjøndt dens Røgsky vajed'.
Med Latter stimled' Skaren om
Moders Pudesæde:
"Moer her har vi den, som kom
for dit Korn at træde."
Det var ingen Muldvarp, ingen Soe, ingen Hest, ingen Bjørn,
som vælter sig i Havren om Natten.
De puffed' frem af Kredsen En,
gammel, bleg og bøiet,
som paa Neglen beed og green,
syntes lidt fornøiet.
|
| d.II,b.1,s.175 |
Hvad vil I Jacob? spurgte hun,
reiste sig fra Stolen:
Skaren loe, den Gamle kun
pilled' sig paa Kjolen.
Første Dreng.
Det var jo jer Huusmand Moer Thora?
Moer Thora.
Stille Dreng! han fødte paa min Grund baade Koe og Souv.
"Ha Moer! vi i din gyldne Sæd
Jacob fandt at vanke:
"over Gjærdet sprang han ned,
"lysted' Ax at sanke.
"See paa din Ager bølger ei
"Rugens Vover blanke:
"den er bleven Alfarvei,
"trods den høie Planke."
Det tuder, naar det blæser og Fyrretræet bliver lystigt midt
i sin Sorg.
Den høie Frues sjunkne Blik
lyned frem paa Kinden,
Rødme over Panden gik,
Skyer liig i Vinden.
Denne Vise -- kan Du huske den Gut? -- har jeg sjunget for
din Vugge, at Du maatte blive stor og stærk. Tag Bringetag eller
Ryggetag eller træk Krog I To, dersom I tør.
Første Dreng.
Jeg tør . . . hup nu!
Anden Dreng.
Nei jeg har saa vakkre Klæder paa . . . bie nu.
Moer Thora.
Det er Ret, men hør nu! hvert Vers skal tærge Eder op med
Knappenaale.
"Ha, gamle Jacob! sparer Du
"ei den gamle Enke?
"lister Dig i Maanskin ud
"for min Armod krænke?
|
| d.II,b.1,s.176 |
"I vakre Sønner, fører ham
"ned til Bygdens Foged!
"lad kun Procurator Tam
"gjøre ham det broget!"
Dette er at forgive en Oxe med Havre.
Med Tummel førte de ham ud
-- Vox blev Mandens Haser --
svinglende han skreg: "ved Gud,
altfor grovt I spaser!"
Ja, da var alt Maanen krøben op i Vinduet ligesom en guul Kat,
der leger paa Gulvet med Nøsterne. Lad mig see, hvem der kan
lee høiest af Eder.
(Drengene lee.)
Ret! Du, som leer af mig, leer
høiest.
Første Dreng.
Nu kommer en anden Melodie, som er moersom, bare Moer
havde sin Langeleeg.
Moer Thora.
Nei min Gut! denne, som nu kommer frem i Historien er
ligesom et Spøgelse, og Sangen er ligesom en Ugle, der synger
paa et rimet Kirketaarn, i Maanens første Qvarteer, naar Maanen
er liig et guult Ugleneb og Jorden sukker af Kulde. Da seer
hele Egnen, Træer og Huse med Jernfløie paa, som skrige en-
gang hver halve Time, og Kirker og Stolpeboder ud som en
Drøm, rædsom, skingrende af Graad og Latter, skjøndt Alt er
dødsstille. Fryser Du min Gut?
Samme Qvel en Skikkelse ude
stod, og med Rædsel han saae gjennem Rude
Jacobs's Færd.
Bleg, som kalket Gabestok lytted'
krum han ved Døren, men iilsomt han flytted'
Foden, da ud
Jacob kom blandt jublende Drenge,
ud for at føres til Fûten den strænge.
. . . Hei, hvor han løb!
Det knirkede tregange i Væggen, og hans Hoste lød som en
hæs Kats, men mine Sønners Styrke mærkede Intet. Den forrige
|
| d.II,b.1,s.177 |
var Huusmand, men denne en Uhuusmand, da han drev om paa
Marken for at fange Ræve med Baldrian og Fedt og Grævlinge
med Jern. Han var en Avindsmand, en Avindsmand.
Jens hed Manden, Manden hvis lange
Skygge i Maanskinet neppe Du fange
kan med et Blik.
Over Bjerge, Dale den dandser,
først ved den optraadte Ager den standser,
ludende, sort.
Rugens gyldenlokkede Nakker
kneise ei meer paa de frugtbare Bakker;
Gjerdet var brudt.
Jacobs Spor i Muldet stod præget:
Agren var liig det Qvée, hvor Qvæget
samles om Qvel.
De grebe ham nok, troer jeg, mine Sønner med krogede Næver,
sovende paa sin Dumdristighed under det Tag, mine Sønners Sved
og Sommersolen havde forgyldt. Ak, hvad skulde vi leve af til
Vinteren, naar vi hørte Bjelderne langt borte og Gjesterne alt
bankede Sneen af Støvlerne i Forstuen?
Jens forsøger Resten af Hegnet
rive fra Grunden: det knagende segned'
under hans Hæl.
Nu kan Koen fraadse, dersom Bjelden ikke sladrer for høit,
og Kalvene springe der, hvor mine Ønsker hvilede, naar jeg
strikkede Strømper til mine Børn om Sommeraftenen ligeoverfor.
Jag dem ud min Gut! om Du kan. Aa nei! Køerne vilde ikke
engang gaae der og æde Muld:
(græder)
for nu skal Du høre.
Jens i Lommen griber -- med Latter
tilsaaer han Agren med Klintefrøe atter:
"Spir nu mod Sol!"
Aa det var Klinte, som kunde skygge over Arven, Nesler, som
kunde skjule Klinten, Tidsler, som kunde dække Neslerne, Bulme,
som kunde rage op over Tidslerne, Luushat til at kjøle Bulmen,
og Alt færdigt og pyntet med Storkeneb og Qvikgræs.
|
| FORRIGE |