|
|
| d.II,b.1,s.199 |
OPIUM SKUESPIL I TRE ACTER Personerne.
Kong Lionel, ung Regent, elskværdig, sangvinsk, klog, vittig.
Sylvia, ung og skjøn, øm og ædel og vittig.
Ho, kjæk, ondskabsfuld, vittig
Tre af Kongens Kavalerer.
En Page.
En Daarekistevogter, fuul, lunefuld.
Hoffolk. Folk.
FØRSTE SCENE
(Allee i Kongens Park, begrændset af Sylvias Haugegitter. Kongen i Cavalleerdragt, spadserende med
de tre Cavalerer, som gaae i en Afstand bag ham).
Paa Ære, Eders Majestæt, paa blodig
og saardækt Ære, Banneret -- liig frodig
Tulipe med de røde Baand
jeg planter op med denne Haand,
der ofte røg -- I veed, hvoraf.
Hvis ei saa spørg i Fjendeland hver Grav.
Og Rygtet reiser sig og raaber: Blod!
Ha.
Som sorte Pythia paa den gyldne Fod
de gamle Heltes Planer spandt isammen,
og med sin hule Skingren tøiled' dem,
og med sit Skarpblik skifted Skammen
til Feige ud, men lagde Æren frem
for hvert et lynende Pelidesværd,
der plyndred' Himlen selv (om det var værd)
for Stjerner og for Sole: hæver Rygtet
huult hvinende igjennem Stormbasunen,
(igjennem Bulletins og i Aviser)
|
| d.II,b.1,s.200 |
til Skyen den, som stod; men den, som flygted,
til nederst Rum i Helvede det viser.
Hver Mandsdaad bliver eviggrøn i Runen. --
-- Men, eders Majestæt, vi kom
for langt fra vor Beleiring. Hvad om vi
igjen med friskt Mod vendte om? --
Som sagt paa Borgens højste Batterie
saa høit at Skyer derpaa brænde,
og Maanen næsten seiler kuld,
jeg planter Bannrets røde Guld,
saafremt, -- og det forstaaer sig jo, thi uden
sin Kølle blev jo Hercles ikke Guden, --
at sige, Eders trende
Sqvadroner følge mig i Choc.
Hvad Følgen blier det seer man nok.
Kongen.
Ja I blier Følgen; thi I følger
Sqvadronen, og Sqvadronen ikke Jer.
Ha.
Men min Kommando foran bølger
som Tordnen foran Lynets Spær.
Blot tre Sqvadroner -- ikke fleer
og ikke færre: firehundred Sværd
jeg æsker; raske Sværd: ei Meer --
Men om da ti Kanoners Gab
udspyed mod min djærve Færd,
i det jeg foran Troppen gaaer
og viser den, hvordan man Fiender slaaer,
Dødstrudsler af den sorte Flab,
saa seer de her den Pegefinger,
(trækker sin Klinge)
som Taushed snart tilbagetvinger,
saa hurtig som en Skolemesterstok
Dødsstille i en Pogeflok.
(stikker Kaarden i Balgen).
Saa raabe vi (hvis vi for Blod og Røg
kan raabe) nu da Fienden strøg
|
| d.II,b.1,s.201 |
og lod sit Banner som et Stjerneskud
igjennem Klingers Flamme glide;
idet vi ind ad Fæstningsporten ride,
Hurra for Lionel! Hurra for Kongen!
og, saa -- ved Helved! hver en Møe,
hver Flaske Viin i Staden døe!
(den sidste da for Tungen,)
men alt for Eders Ære.
Kongen.
Jeg troer; Men Intet mere.
Thi tre Sqvadroners Chef jeg vil
ei gjøre, ved et Choc, Dig til.
Kun maa jeg troe, naar Du hvert Aar,
før Krig er tænkt paa, Fienden slaaer
og bygger Planer op, der hvile
paa Løfter, som paa Regnbuepille
skyemalte høie Himmel: Din
Hukommelse er kort som Klingen,
der gier din Hofte Helteskin.
Jeg dadler ei, thi begge skade Ingen.
(Sylvia kommer til Gitteret).
Godmorgen Violøie!
Ha
(trækker Klingen til Ho).
Knegt!
Et Haar, et Suk paa denne Vægt,
et Blik, kan veies!
(stikker Kaarden ind).
Oh Cupido
Her er din Moder! Rosenflammen
paa denne Kind er hendes Karm.
Din Vugge er den Lilliebarm,
hvori Du gynges mildt af Ammen,
hvad hedder hun? Jeg troer: Lubido.
(Sylvia gaaer).
|
| d.II,b.1,s.202 |
Kongen.
Hvad siger Du?
Hu.
Jeg fandt en Due
for Falken. -- Ah, som Dug den ryger,
og smeltes op i Solens Lue,
ifald I skinne vil. Oh, ikke!
Om Natten man ei Solen søger,
men Maanens milde Elskovsblikke.
-- Saae ikke Eders Majestæt
den smukke Blomst paa vort Gebeet,
der folded ud hist bag det tynde
Gelænder al sin Jomfruynde,
som for at byde os derind;
thi neppe syntes Hun, saa trak
som en Mimose hun sin Kind
og Øie, Mund og Barm tilbage;
men i mit Bryst fremsprang et Ak
Ah, lysted Eders Naade smage
en Honningjomfru eller Jomfruhonning,
tilæltet af de varme Foraarsdage
i ædle og antike Alabastervase:
en saadan En, hvor Venus, liig
i sorte Ørk en smilende Oase,
i en velsignet Skjønhed hæver sig,
smiilkrandset midt blandt blegnende Gudinder?
Og den er æltet for en kræsen Smag,
at mætte kun een Nat og Dag.
Ah, for at blive i en Time Dronning,
hun -- ja jeg kjender nok de Qvinder
i saa Fald veed de ei af Ordet, "Nei" --
Hun ødslede sit Alt og Jer beruste
med al sin Honning og paa Alfarvei
udslog hun Resten, -- gjerne knuste
hun siden dette Alabasterkar
ifald det hendes eget Selv ei var,
og uden Legem Qvinden er en Nar
|
| d.II,b.1,s.203 |
forviist fra Himlen, for at være atter
her, udi Støvet, Mandens Latter.
Kongen.
Du kjender hende?
Hu.
Ak, min Brud
Mit Hjertes Blomst hun er. Kun Bud
fra Kongens Læbe kan den bryde.
Ah, den vil Kongens Skulder pryde
naar den -- som knopfuld Vedbend slynger
sig Egen rundt -- med Suk sig klynger
om Eders kongelige Hærde,
som blier den Favres Hovedgjærde:
det Beed, hvor Ønskerne, som inden
den klare Barm og Jomfrukinden
vildt klattrede, trods Kydskheds Kulde,
mod Solen op, hun planter ned.
De springe ud som Knopper fulde,
beduggede af naadig Kjerlighed.
Kongen.
Din Brud? Ha tænk dog før Du taler!
Din Brud, som Du med Purpur maler,
en paradisisk Frugt,
hvorom Du øser Natviolers Lugt,
den vil Du skjænke bort, og haste
med denne Perle væk at kaste
paa Lastens Mødding? Bie blot til
det Sviin, som fandt det mellem Græsset --
Ha gjetter I?
Hu.
Jert kongelige Vid er hvæsset,
Jer Tale er Turneringsspil,
hvert Ord er slebet Sværd og Landse,
og Eders Smiil er Seierskrandse.
|
| d.II,b.1,s.204 |
Kongen.
Ak Dyd med Lasten sammensvoren!
Slig Ynde i hans Skam forloren!
Thi Qvinden er forført, som med
en Skurk er givt, hun er forraadt
til Helved selv, ja værre end
om, aldrig givt, hun evig græd
fordi Sirenekjerlighed
i varme Vaar til ædel Ven,
som Døden bort fra Løftet sled,
fra Dydens Top rev hende ned,
-- den Top, hvor alle Møer staae,
med stolte Smiil, og vente paa
et ærligt Brudeblus, som smelte
kan, peent og net, det trange Belte.
At lænke Dyd til Last er Hvad
Prometheus ved sin Klippe leed,
hvor Leveren var Gribbens Brad
mens Graad i Kindens Rynker gleed,
og ædel Stolthed Hjertet sled
og bittre Tanker Hjernen aad,
hvor Mindet -- selv ei det var Fryd --
med Skorpionens Edderbraad
afmalede hans fordums Dyd.
Hu.
Hvor lærd er Kongen! Om Sirener
og om Prometheus taler han
meer klart end om sit eget Land.
Kongen.
Du veed hvem jeg med Klippen mener?
Ha Skurk! du vilde skjænke bort
din rene Brud?
Hu.
Ja blot -- jeg beder --
Blot til min Konge, blot til Eder,
den Plet jeg troer var ikke sort.
|
| d.II,b.1,s.205 |
Kongen.
Med Skjændsel du min Brud, og da
dig eget Selv, for min Skyld pryder?
Hu.
I hørte det. Ved Himlen -- Ja!
den Skam gier Ære, ingen Lyder.
O undersaattelige Ømhed, speil
heri dit lyse Seraphaasyn, som
omsvæver Scepteret og Kronen! Kom
og rødm, og suk: du er en Feil!
Krymp sammen og bliv sort som Nat
og klag: du er en Last mod den
Hengivenhed, som allerbedste Skat
Jordkloden eier, fremfor Himmelen,
med ydmyg Bøn paa Thronens Trin
nedlægger, siger: den er din.
Vær naadig! paa mit Elskovstempel
Sæt naadig Majestætens Stempel!
Kast Skatten bort, naar I er kjed;
Jeg tager den i Eders Sted.
Ah, Mynden takfuld gnasker paa
de Been, den selv fra Skoven maa
(mens lækkert Kjød omgiver dem)
med Hyl til Herren slæbe hjem.
Ho.
O Majestæt, forlad, tillad!
Han tager af min Lomme Hvad
han rækker Eder: Hun er min,
saalænge til det Sire lyster . . .
Ved Helved, Lyn og Hvirvelvind,
den Dame, Sire saae i Lunden,
en Knop er i min Laurkrands bunden,
|
| d.II,b.1,s.206 |
som ingen ildrød Djævel kan, --
men vel min Fyrste, -- mig frarøve,
med mindre han har Lyst at prøve --
ha kom en Djævel! kom en Løve,
med skarpen Hellebard til Tand! --
min Fægtekonst mit Mod som klæber
paa dette Sværd og forud dræber!
(stikker Sværdet i Skeden).
Min Hofmarschal skal Eder lære
hvad man sin Konge skyldig er,
at true, som I leved' kun af Blod,
og svinge efter Lyst jert Spær,
i mit Nærvær, er crimen mod
min Høihed og min Kongelige Ære.
Tilgiv -- mit Sværd! -- af Harm mit Blod
vildt syded om min Hjerterod.
(til Ho og Hu).
Men Du er død, og Du!
(til Kongen).
Mit Avind
er ligefremt som dette Glavind.
O Majestæt, tilgiv, min Vrede
forglemte at I var tilstede.
Til Bod skal Damen, skjøndt saa kjær
som -- ja som Portepeen er,
nu være Eders Aftenstjerne
og Natviol og Morgentærne,
saasandt som dette Sværd i Krigen
er Dødens Vinge, Jacobsstigen,
hvorpaa mit Mod til Ærens Himmel
(den syvende), hvor Stjerners Vrimmel,
ei andet er end Laurbær blanke
og Runeskrift og episk Tanke,
kjækt klavrer op, for dem at sanke!
|
| d.II,b.1,s.207 |
Kongen
(vender sig med Vrede om til dem).
Ha! I er Dødsens!
Kongens Øie luer!
Ak, mon af Harm? Ja Vreden truer
paa Læben, som en Kugle paa en Blide.
Hvem knuser den? o Hvem, ifald
det brister nu med rædsomt Knald?
Kongen.
To Skurker skal paa Steilen ride;
Thi fleer end Een ei Brudgom er,
og denne Ene dømmes her
til op de andre To at klynge.
Ha, denne Straf kan Ingen tynge.
Den sidste Straf kan ikke tynge.
Kongen.
Thi Had er Hoffets Atmosphære,
(dens Samum-Ildsky kaldes Ære)
hvori en Hofmands fule Sjel,
af Daarlighed forgiftet selv,
sin Gift udaander, saa den hele
Dunstkreds om Fyrsten blier saa fuul,
at alle Dyder tye i Skjul
langt bort, hvor Luften ei kan qvæle.
Men Laster voxe rundt (som Bulmer
bag gamle Mure) rundt om Thronen,
hvorunder blodigt Avind ulmer,
saa Sceptret brænder En i Haanden,
og Panden svider under Kronen,
Samvittigheden klemmer Sved
af Hjertet, Jammersuk af Aanden;
thi seer ei Kongen -- ak -- at Last
sig klæber ved hans Kaabe fast,
|
| d.II,b.1,s.208 |
at al hans Retfærd maa med Uret hæle,
at Skurke hyle med, naar han vil mæle,
at ingen i det hele Land og Rige
tør man saamange svare Løgne sige,
da Skurken troer, at Fyrstens Skam
naar han opdager, at man løi for ham,
vil tvinge Hevnen til at tie stil.
Er da ei Kronen Brændemærke? Ild
hans Throne og en gnistfuld Røg
hans zobelkrandste røde Fløielskaabe?
Hvad eller -- Ha! hans Magt Nationens Spøg?
hans Scepter Brixen? Han en Folkets Taabe?
Vel -- hvad det er -- jeg er en Mand
fornærmet, men som straffe kan. --
Hør -- Syndere mod Majestæten!
I alle Tre, som Bruden bød
(et abyssiniskt Pant før Bryllupsfesten
paa undersaatlig Ømhed) -- Død
fortjener den, der Fyrsten rækker
en Gave, som imellem Trende
til Alle ligemeget strækker.
Hvem veed, om der det har sin Ende
med Brudgomsskaren,om ei Fem
og Ti og Tyve der har Hjem,
hvor I en Plads tilbyde mig,
som til en Stodder nederst nede
og allersidst paa Gjæstesæde
ved Døren yderst.
Ved min Krone!
kun Døden kan slig Haan forsone,
Hvad hedder den smukke Qvinde?
I tie? Ha! I veed det ei?
Jeg troer -- --
Ho.
Jeg veed, hun intet "Nei"
i noget Lexicon kan finde.
|
| d.II,b.1,s.209 |
Kongen.
Hvad? ei engang ved Navn I kjende
den Møe, hvis Ære I tør brænde
med jer Bagtalertunge, som
I dyppede i Helved. Eders Sjæl
er jo et Helveds Svovelvæld?
Ha skvætte Dynd paa Solen! Troer?
I troer? Død! Hørte I den Dom,
som over Eders Hoved foer?
Den, som mig ei beviser, at
den Pige, som bag Sprinkelværket
nys hilste mig, og som I brændemærked,
har givet ham sin hele Skat,
sin Elskovs første, sidste Ord,
han skal sin Skjændsel skjule under Jord!
Ha, Nei! slig Skam ei finde Skjul
men ligge nøgen under Sky paa Hjul,
hvor sultne Ravneflokke ruge,
og Midnatsmaanens Straaler suge
ud Hjertet af det hule Bryst,
i hvilket Nattevinden piber tyst,
og hyler paa de spændte Ribbe,
som paa en Æolsharpe, saa
at Rædsler fra det sikkre Bytte slaae
de hungrige og djærve Gribbe.
I see, af Eder maa bestemt
de tvende falde. Gaaer det slemt,
og I forkastes alle Tre,
da synger en Tercet af Vee!
Skynd Jer, thi Bødlen snoer sin Snare,
betænk hvorlænge det kan vare,
imens I trygle Livet af
Hin unge Mø. Den fældte Dom
skal staae ved Magt: at Narren, som
tilbagevender flau og tom,
skal finde i sin Kurv sin Grav!
(gaaer).
Hu.
O Skjæbne!
|
| d.II,b.1,s.210 |
Ho.
Nu, hvad skal vi gjøre?
Ha.
Ha, døe som Mænd!
Ho.
Det laer sig høre;
men ikke meer, ei engang troe.
Ha.
At døe for Sværd? Jeg mener Jo.
Forbandte Løgn! Bandlyst hvert Ord,
som gjennem os fra Helved foer!
Ho.
At I ei meer er Favorit,
det viser sig som Sort paa Hvidt.
Ha.
End I? ved Dødens Pegefinger!
(drager sin Kaarde).
(det Sværd jeg mener som jeg svinger)
var han just ei vort Lands Klenod
og var en Krone ei hans Smykke
ha, ikke Konge, til Ulykke,
ved Dødens Sværd -- jeg saae hans Blod.
(stikker Kaarden i Skeden).
I er fortabt! Jer raadne Deig
skal Døden ælte, Orme æde,
I er fortabt, thi I er feig.
(græder).
Ak for en Ven maa Vennen græde.
Ho.
Fy Skam! Fy Graad! Din egen Skjæbne
med disse Pile Øiet væbner.
|
| d.II,b.1,s.211 |
Ha
(tørrer Øinene. Hulkende).
Jeg græde? Ha, jeg seer jert Blod,
thi I er feig, men jeg har Mod.
Og Mod er netop det Klenod,
som Qvinden skatter allermeest,
da det i loddent Bryst kun boer,
som en Hyæne i sin Hule,
hvor Mos og Vedbend Blomster snoer
om Gnisterne, som Øiet skjule.
Ja Mod er Mandens hele Rest
af Arven, som ved Syndefaldet
blev reent forspildt, og bortspildt, da
hver Dyd en Djævel snød os fra.
Ak mangen Dyd var der iblandt,
som vilde gjøre, om man fandt
en Levning af den end tilbage,
vort hele Væsen mindre skaldet.
Men hver en Dyd blev bidt tildøde,
da Qvinden vilde Æblet smage. --
Ha.
Ha snak ei meer! Nu maae I bløde.
(trækker sin Kaarde).
Blodgjerrig er jeg ikke, men
Hun vælger jo ei fleer end Een
Hver er sig Selv den bedste Næste
(styrter ind paa dem).
Holdt! Staae! Ha! ved mit Kaardefæste!
To Liig skal blie min Brudeskammel!
Ha Mord!
(svinger Kaarden. Hu skjælver).
Ho.
Nei Tvekamp er en gammel
ærværdig Skik; men saadan Død,
at døe som Nød, foruden Stød,
maa synes Cavalerer vammel.
|
| d.II,b.1,s.212 |
Piqvantere, som Terningspil,
-- at støde Ene er Cabale --
En Kamp for Seiren smage vil.
Kom! vore Kaarder maae nu tale.
Kom!
(trækker sin Kaarde).
Ha.
Ha, Hvad? trækker Du? for Fanden!
(stikker sin Kaarde ind).
Ho.
Nu løs vi hugge paa hinanden.
Træk Hu og Ha, hvis ei, Du døer
(thi ei Pardon) uvæbnet, før
Du Haserne igang kan sætte.
Den Seirende kan Myrthen flette;
den voxer ikke, mens vi trætte;
men vore Hug den frem skal hvine.
Hu.
Jeg hugger ei -- -- For Himlen --
Ha.
Ha!
Hu.
Jeg hugger ei -- --
Ha.
Nei! Død og Pine,
hvor kom slig Djævelsindfald fra,
at vi hinanden skulde myrde.
Tidsnok lad Galgen faae sin Byrde!
Jeg stikker ind min Kaarde. Troer
Du jeg vil myrde Dig min Broer?
Ja i Duel, det kunde vel
saa være, men ei i Triel,
skjønt Syv i Aasynet jeg bister
i aaben Kamp min Klinges Gnister
med Eeder slænge tør -- ja Fleere.
|
| d.II,b.1,s.213 |
Ho.
Snak! To maa døe. Det er jo klart.
Ha.
Ja vist -- jeg seer det nok mon frere.
Nu To maa døe; og det saasnart
at Æren endnu dem kan dække.
Thi ene Ordet: "Bøddel (som
i Gjerning venter den, der tom
fra Damen kommer) kan jo skrække
selv døde Kavalerer op.
Husk at vor Sjel kan skiden være
-- den Helveds Bøddel pidske reen,
hvor Ingen meer kan lyve Ære,
som her forgylder vore Been --
men Cavalerens er vor Krop!
Træk!
(styrter ind paa de Andre).
Ha!
Ho.
Træk!
Hu!
Ho.
Træk!
Ha.
Ha!
Ho.
Træk!
Ha.
Ha!
|
| d.II,b.1,s.214 |
Ho.
Saa døe da, eller løb herfra!
Du kan ei løbe? Ha, du skjælver?
See Gravens Bagdør Galgens Port
sig over Eder høitnok hvælver.
Til Tre jeg tæller, spring saa fort.
(Ha synker i Knæ)
Knæl ei! Dvæl ei! Skjælv ei!
Men døe her, eller løb din Vei!
En, to, tre, tre, tre, tre -- Ha, Død,
midt i hans Hjerte Fanden mød!
(styrter ind paa dem, de løber. Sylvia kommer til Gitteret).
Sylvia.
Hvad? Mord her? Stands! Ak Kongens Fred
nær Kongen I tør træde ned?
Ho
(vender sig om, men forfølger dem atter).
Nei, nei, de maae -- de maae -- døe -- døe -- !
Glem hvad Du saae. O flye min Møe!
det er for dig, jeg dem vil strøe
som Halm paa Evighedens Øe.
Sylvia.
Stands! Ak, vil I en Jomfrues Blik
med Blod besmitte? Herre, stik
Jert Sværd kun roligen i Skeden;
af Skræk I seer jo de er heden.
(Ho stikker Sværdet ind og vender sig om. Med ham følge
de Andre).
Ho.
At ei de Stympres Blodstrøm randt,
er Eders Skyld, min Hjertes Diamant!
Jeg haaber -- hvis I Saadant kan paaskjønne,
I, ædle Dame, ogsaa vil belønne.
Sylvia.
I Cavalerer?
(til Ha)
I, en Kriger flygte?
Naar ei det tunge Sværd ved Siden hang,
commodere og lettere I sprang.
|
| d.II,b.1,s.215 |
Ha
(med Pathos, skjøndt pustende af Løbet).
Ha, bag mig følger mig mit Rygte!
Om jeg vil flye for ei at sprænge
vildt paa min Dames Blomsterenge
hans Blod, saa dog, om jeg end flyer,
mit Rygte bag mig kneiser op i Skyer
som Obelisken. Tro mig! Paa en Val --
paa tusind -- himmelhøit jeg Rygtet bygger.
Af Fiendehjerneskal paa Hjerneskal,
paa Graven, som mig faldne Helt beskygger,
Jeg reiser mig et Himmelmonument,
hvor sig Historien staver til paa Prent,
at her en Helt er lagt, som hviler sig
af Seier træt, paa Fienders Liig.
Araberen jo kun i Flugten fægter
og dog, at tusind Liv paa Landsen hans
fastklæber som en Perlekrands
af Blodkoraller, siig, hvo Saadant nægter? --
Ha, naar han flyer og seer tilbage
og seer den Obelisk i Horizonten,
(jeg siger: bag ham, ikke foran Fronten)
vidt over tusind gyldne Palmer rage
den Obelisk, han reiste paa et Sted
hvor Slaget stod, og hvor han meied ned
saamange Liv, at vide Ørken
forglemte baade Tørst og Tørken
og Samum qvaltes selv af Lugten:
mon ei hans Stolthed leer i Flugten?
Sylvia.
O Skjændsel! ikke blues ved
at bryde Kongens ædle Fred
som følger ham i hvert hans Trin,
liig frugtbar Varme Solens Skin!
Hu.
O vidste du, Smaragd i Lunden,
saasandt --
|
| d.II,b.1,s.216 |
Ho.
Ti stil!
Hu.
Hvorfor?
Ha.
Ha Død!
Hu.
Ja vidste I, min Dame, Grunden,
hvorfor I os i Oprør fandt,
I dømte -- (thi de svarlig synded
imod den Agtelse, de bedst
maa vide, at der Eder skyldes.)
I dømte, den, som Freden meest --
(og det var jeg) af disse ynded,
at han bør Rosenknoppen faae --
den Rosenknop, de vilde naae
(Skal Kjærlighed med Dødssuk hyldes?
og Elskov, ak, med Hjerteblod forgyldes?)
Den Rosenknop, de vilde naae
med lange Spyd og lange Eeder,
med Eeder som, -- Fy, hvilke Sæder!
fastlænkede i Helved hænge,
at Jordens Djævle kunne -- naar de trænge
til Stempel paa en Løgn, der kom
opstigende som Pestdunst fra
det gustne Hjerte -- rasle da
med dem, og blygsom Sandhed skræmme,
der føler at den vandrer om
paa Jorden vild, har her ei hjemme,
og derfor gaaer saa bleg og from.
Ho.
I er mit Hjertes Rosenknop.
Staae der i Paradisets Have!
Ha.
Vær skjult bag tusind Fienders Trop; --
Gjem dig bag tusind aabne Grave;
jeg lyner gjennem, springer over.
|
| d.II,b.1,s.217 |
Sylvia.
Fy, springer I?
Ha.
Jeg springe? Død!
Jeg staaer og gaaer, som det Jer hover,
Cherub for dig -- (see Solens Glød
som gylden Hjelm dens Tinding pryder!)
Jeg være vil. Ha, Skyer og Himle
af Staal og Ild, hvor Verdner vrimle,
og Chaos og Cometer jeg
som Rosenløv igjennembryder
for, Skjønne, Dig! -- En Melkevei,
hvor Stjerner flagre tæt som Laurer,
der mørkne denne Pande, tæt
som Sølvermanen paa Centaurer
(en Heltestamme, om jeg ret
kan mindes, vild og djærv og bister,
den første Trop Cavallerister)
-- en Melkvei er mit Liv. Mit Mod
(Cherubens Vinge) Morgenskyer
for mig skal være, sprængt med Blod!
Død, Skræk og Angest foran flyer,
men bag mig, liig et Nordlysbanner
sig lysrød Rygtet -- som en Møe,
der leer mod mig, mens Andre døe --
sig rejser Hæders-Rygtet, som
min Klinge fra de Slagne raner. --
-- Mit Hjerte er min Gud! det Rum,
som Andre kalde Verden, nævner
kun Skranken jeg, hvorhen jeg stævner
hver Jordens Helt at maale sig
med Klingealne der med mig.
Han falder og med denne Hæl
tungt kryster jeg hans tomme Lunge,
saagodtsom tramper paa hans Sjæl,
og Sværdet lyner, og min Tunge
med Tordnens Rullen brøler: "giv,
giv hid til mig hver Stump af Ære,
|
| d.II,b.1,s.218 |
du samled i dit heele Liv;
Den og dit Liv mit Bytte være!"
Og -- ha, et Smiil bag Graven blusser! --
Naar Jordens Helte blegne Alle,
og der paa Jorden er kun Een,
gier jeg Obaddon mine Been,
for frem i Himmelen at kalde
til Kamp Serapher og Hrimtusser,
ildskjoldede Cheruber og
hver lynrød Djævel i sin Krog,
ja maaskee selve Belsebub kan falde!
Ha, hvilken Plan? En Plan vel værd
et Heltehjerte og et Sværd?
Ha, ha, i hele Aandernes Geleed
i Tartarus, Elysium, jeg veed
kun To jeg holder værd et Stik
et Hug, et Contra, og et bistert Blik.
Og disse: Marius og Scanderbeg
for mig skal vige, om de aldrig veeg!
Ha Skjønne! seer du, denne Sum
af Hæder, som kan knapt faae Rum
i andet Rum end dette Hjerte,
(som du har gjort til Bryllupskjerte).
Ha Skjønne! see nu, al den Ære
vil for et "Ja" i Smiil indhyllet,
vil for et Kys af Smiil fremtryllet,
Jeg, Kongens Gardeofficeer,
med Tusind Tak til -- dig forære.
Ja dette Alt og meget Meer!
Sylvia.
To Friere? Dræb ei hverandre,
foreen jer ei til Drab paa mig,
fordi jeg ikke kan forandre
det absolute Nei, som, liig
et Vindpust af en iiskold Kjelder,
sig af mit Hjerte trænger frem
til Eder begge. Fred ledsage.
(Hilser for at gaae).
|
| d.II,b.1,s.219 |
Ha.
I, -- Ha! tredobbelt Dødsdom fælder!
Ho.
Hvad venter den som gaaer tilbage?
Ha.
Tag Graad og Suk, og dødsbleg Klage!
Sylvia.
Mit Svar er givet, gaaer nu hjem!
(vil gaae).
Ha.
Bie! Blodig eller blodløs Død -- --
Min Stemme brister. Saadan Nød
maa smelte selve Helten blød.
(græder).
Bie! Blodløs Død . . . Ha, Ho, tal du!
Ho.
Nei siig du Grunden! Du er nu
ei fjernere fra Galgen, Notabene,
end -- ja du veed, hvem jeg er nødt at mene.
Sylvia.
O, hvad er dette?
Ha.
Tal da Hu!
Siig Damen, hendes Finger er
en Galge, Tungen Bøddelsværd,
og hendes Hjerte Alba paa
Bloddommerstolen.
Ho.
Ha, vi maae
saasnart som mueligt gaae fra Scenen.
Vi myrde os, og stjæle saa
fra Bødlen Glæden os at hænge.
|
| d.II,b.1,s.220 |
Ha.
O Selvmord? Fy! Ei selv Hyænen
sig dræber selv, om end den strænge
Blodlystne Tiger har den sat
til Frokost i sin Hules Nat.
Ho.
Saa vov da, Hu, at sige, at
den smukke Dames Jordbærmund
for os er Stejlen rød og rund.
Hu.
Ah, er jeg gal? Nu kan I gaae,
I saae jo klart, hvem der skal faae
foruden mindste Sværdslag, Prisen.
Gaaer, hæng jer, drukn Jer, som I vil!
tag Gift, tag Dolk, som det behager!
Vælg Døden som den lækkrest smager!
Mit Omqvæd blive vil paa Visen:
skjønt Bryllup, Gunst og Sang og Spil.
La, la -- min favre Brud! I seer,
I hører Hjertet gjennem Læben leer.
Sylvia.
Hvor Haab om Næstens Uheld suger
sin Næring -- O kun sygligt Blod!
som Natvampyr, der tørstig ruger
paa Ligets tomme Hjerterod,
og suger til den troer sig mæt.
Ho.
Du, Hu, seer ei -- om jeg seer Ret --
langt fremad; som om alt nu Bindet
ned for dit vilde Øje gled:
Tiaren som skal glide ned,
dig, Eschafautets Helt, paa Næsen,
at du kan faae dit bedre Væsen,
der blev i Mørke født, afsted
igjen i Mørke, løst fra Skindet.
|
| d.II,b.1,s.221 |
Luk Gittret op for mig. I seer,
han er en Nar. Mig Fyrstens Secretair,
I frem for denne Nar og denne Praler,
som kun om Heltedrømme taler,
ret skjønsomt valgte. Snart I fandt,
at Tapperhed er ugalant,
og at den anden Herre var
en flau, en reen gediegen Nar.
Men Alt, hvad disse mangled, spandt
din Phantasie saa smukt isammen,
og mig, mit Billed, deri fletted,
som Solen ind i Regnburammen.
Hver Brøst din Elskovsaande sletted
saa gandske ud, at jeg nu tør
tilsværge dig: jeg elskes bør.
Aabn Haugens Gitter, at i Eden
jeg Eva fange kan. Opluk
for mig, for Adam, Saligheden.
Luk op med kjelne, varme Suk
Din Barms Gelender, dine Arme
-- saa hvide som de Svaner to, der drage
i Himlen Elskovsengles Rosenkarme --
at jeg i Eva Eden finder.
Hyl Ha! Hyl Ho! En Bøddel binder
snart fast i Halsen Eders Klage. --
Sylvia.
Hør Herre! hørte I dog ret
mit Svar til disse Cavallerer?
Hu.
Ved Himlen, Ja. Og det er det,
som nu mit Haab saa stor en Ret,
saa himmelstor en Ret beskjærer.
Har jeg ei Ret? Ret til at tage
Hvad I fra disse lod tilbage.
|
| d.II,b.1,s.222 |
I kasted Nei til Ho og Ha,
nu staaer tilbage kun et "Ja"
Og det er mit!
Sylvia.
Nei vist! I dele
som Brødre "Neiet" lige, saa det
blier ligt et Kløverblad det Hele;
den Blomst, som sidder oven paa det
smuk rød og rund, udeelt, er "Ja;"
og det faaer hverken Hu, Ho eller Ha.
Sært, at en Hofmand ei begriber
at Tre paa engang i det samme
Minut faae Kurve af en Dame.
Ho
(lægger Fingeren paa Næsen).
Liig trættekjære Bukke, som,
naar Sulten allerhvassest kniber
de mavre Ribber, trættes om
det Kløverblad, det ene Blad,
som fandtes af en Kammerad,
vi maae --
Hu.
Ak er det Tid til Spøg?
Ha.
Snart er vort Legem Aske; Røg,
som oser selv i Helved, Sjelen.
Ho.
Vel! jeg vil tale. Død er Dvælen.
(til Sylvia)
Viid, Kongen har fældt Dødsdom over dem
af os, som ikke bragte hjem
dit Hjerte. Hvoraf denne Dom,
saa blodig, og saa overilet, kom,
vil jeg af gode Grunde ikke
saa ligefrem i Lyset stikke.
|
| d.II,b.1,s.223 |
Men, Skjønne, om du har et Hjerte,
som banker af medynksom Smerte,
saa red et Liv, lad Bødlen sno
ei trende Strikker, men kun to.
Thi Kurvene, du raskt os gav,
var dyb're end du troer: en Grav.
Jeg beder ene for mig selv,
thi hvis du vælger Een af disse,
da -- o du saae det selv tilvisse --
da qvæl din Dyd, da skjælv, da skjælv!
da redder du, men falder selv
i dybest Helveds dybe Grav.
Ha.
Ha, saadan Død? Saa bleg og stille?
Ei Blod? Ei Hviin? Kun Muskler blaa,
som høit for Pøblens Spot maae spille.
Ei Kaarde eller Sporer paa?
For Ordensbaandet Hampesnor?
Ei dump Musik, ei Sørgeflor?
Ak dette maa dog hvermand finde
for svart for unge Riddersmænd,
fordi de skjemted om en Qvinde,
og Tungen yttred mere end
skarpøiet Sandhed mægter finde.
Om Himlen selv vi sagde var
et stort Bordel, den Straf var svar,
for svar for Helved og for Jord.
Ho, Hu, Ha.
Vi svede Alle.
Sylvia.
Neppe troer
jeg, Kongen saadan Dom kan fælde.
Den vist Forbrydelser maa gjælde
af større Vægt.
|
| FORRIGE |