HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 1. BIND: - 1830


d.II,b.1,s.83  
"AH!"
FARCE AF SIFUL-SIFADDA

Personer:
Filebom,
Klokker.

Discant.

Streng.

Depositurus.

Ole.

Ti Supplicanter.

Drømmegestalter.

Epilogus.



FØRSTE SCENE
(Filebom i Sygedragt, i en Lænestol. Ved Siden et Bord med Medicinflasker. Ole. Man hører Støi).



Filebom.



           S
ee efter Ole! hvem der støier saa i Gangen.
                      Jeg ahner hvem det er . . ak! visselig ei mangen
           Pastor eller Bisp saa svarlig ventet blev,
           før Skjebnen ud hans Navn af Protocollen rev.
           Hvis Abram ønsker mig saa snart hos sig til Sæde,
           som Mange ønske det, da føied' jeg med Glæde
           titusind Hjertesuk til Disses, at jeg snart
           maa komme bort herfra med en Eliæfart.
           Jeg døer af Hungersblik og Spørgsmaal efter Helsen
           og af Visiter for at see om Sjelepelsen
           ei endnu udslidt er, saa Sjelen nøgen maa
           det finde altfor koldt i denne Verden gaae.
           See efter Ole!



Ole

(seer ud.)



           Ei! Discant og Streng paa Trappen
           er komne i Disput saa Streng har mistet Kappen.
           De trætte om et Trin: Discant har faaet Børst;
           men Kappen vandt han dog . . .



Discant

(løber ind og siger i Døren):



                             Ei see . . . .
                 
(til Filebom)

                 Hvor staaer det gode Ven?



Streng

(kommer ind og stiller sig paa den anden Side af Filebom.)



                       Hvor gaaer det kjære Klokker?

d.II,b.1,s.84  

Filebom.

   Min Sundhed lister sig saa sagte frem paa Sokker.


Ole.

   Snart faaer den Støvler paa.


Discant

(afsides.)



                       Den snuble i en Grav!



Streng

(afsides.)



           Ha, hvor hans Traad er seig -- ja som en Vidiestav.
          
(høit):
Snart staaer I i jert Chor . . .



Discant

(høit.)



                       Lad Graven længe gabe,
                      og Døden ærgre sig som maatte Spillet tabe.
           Jer Kind er liig en Pung af Rosenobler mæt,
           som skinne rosenrødt igjennem Liljenet.
           Bær længe din Gevinst: lad Graven længe tørste.



Streng

(afsides.)



           Ha, tal ei meer om den!
          
(høit):
Snart, Ven! som Sangens Fyrste,
           du pranger i dit Chor, og Gigten seer tilbage,
           og hører Sundhed paa din Kind sin Aande drage!
           Den seer dit Purpur, og den bider arrig i
           din Pastors gule Kind, saa han maa lægge bie.
           Nu lad den bide der og pynte sig med Rynker!
           blot Gigten slipper dig: -- jeg ellers ingen ynker.



Filebom.



           Hvad er det for en Støi, en Mumlen, Tagdryp liig?
           ja stundom og et Stød imellem blander sig,
           liig Stene, naar de ned af Tagets Render falde,
           saa man ensformig ei kan Regnens Dryben kalde.
           Hør nu det løber fort som Stadens Rendestene!
           Nu standset det igjen . . Nu hører jeg alene
           en Aftenpsalme.

d.II,b.1,s.85  

Discant.



                 Tys! en vakker Bas for Gud!



Filebom.



           Men midt paa Dagen da? En Søndenstorm i Slud
                      saa synes Sangen mig. Nu atter det jo mumler?
           Mig tykkes græske Ord fra ugræsk Strube rumler.



Streng.



           Maaskee en Theolog nu stopper fuld sin Pose
           -- hvor Rum ei mangler -- af de Ting han kun tør rose,
           og binder Troens Garn for Sækken fast, hvis Sager
           han kjender ikke meer end den, som Kurve drager
           forseglede omkring paa Første i April,
           veed hvad den Byrde er, han bær med svedig Iil.



Ole.

   Depositurus er . . .


Streng.



                 Hvordan?



Discant.



                       Hvordan? jeg kjendte
           jo nok den falske Bas, hans vrange Strube sendte.



Streng.



           Jeg kjender nok den Nar! Jeg svimler, naar jeg skuer
           hans frække Planer, som selv Kirkens Hvælving truer.



Discant.

   Jeg kjender nok den Nar!


Ole.



                 Han flytted' ind igaar.
           See, bag en Foliant i Vinduet han staar!
           Han ligger her paa Luur, ei uliig, naar en Glente
           sulten i et Træe har sat sig for at vente,
           at Hesten dog skal døe, som stønner underneden.



Streng.

   Jeg kjender nok den Nar!
d.II,b.1,s.86  

Discant.



                             Jeg bæver naar jeg tænker
                      hans høie Planer, som selv Kirkens Hvælving krænker.
           Han conjungerer nu, hans Pande drypper af
           den megen Lærdom, som ham femti Vintre gav.



Streng.



           Hans Mund er fuld af Græsk, hans Hage sort af Blæk
           og Næsens Rynker er jo reen latinske Træk.



Discant.



           Hans Frak er deelt i Vers, hans Buxer i Sectioner
           Blandt Folianter tolv om Bibelen han throner.
           De tolv er Kloder liig, men Bibelen en Sol,
           han selv Systemets Gud.



Streng.



                             I Krogen en Reol
           en Atlasbyrde bær af tykke Commentærer.
           Med sin Oppasser han om Disse disputerer.



Discant.



           Det otte Dage er' nu siden han begyndte
           med saadan Iver i det græske Sprog at grynte.



Streng.



           At brøle paa Hebraisk begyndte han for tre
           Dage siden: alt man Frugterne kan see.



Discant.



           Student han blev ifjor -- at sige i December.
           Nu al sin Overflod af Lærdom ud han slænger
           igjennem Vinduet, i hver en Vandrers Spor.



Streng.



           Der flyver snart Latin, og snart et jødisk Ord
           igjennem Vinduet, som altid aabent flagrer.
           I Sælgerkonens Skjød ved Døren sær det hagler.
           Hun lærer meget Godt; men Kringlerne hun glemmer.
           Hun Artium nok tog engang, hvis ei de slemme
           Skjørter var saadant: taknemlig, naar han gaaer
           paa et Collegium, med Smiil hun Knixer slaaer:
           med varm Beundring hun hans Pastormine seer.
          
d.II,b.1,s.87              Depositurus gaaer og sagte "mulier"
           han declinerer til han sætter sig paa Bænken
           -- naturlig øverst, at Professoren dog faaer
           hans Flid i Øiesyn, og hvor hans dybe Tænken
           i store Døninger henover Panden gaaer.
           Naar Timen er forbi, han midt i Døren praler:
           der klart hans dybe Buk og Armens Bøger taler
           til Herr Professoren, at han har været der.


Discant.



           I Aftensangen man ham midt i Korset seer;
           hans Tunge raser da, og yngler frem en Skare
           af falske Toner som omkring i Kirken fare,
           med Rageknive, til et rædsomt Øreslagt:
           hans Sang ei uliig er den tydske vilde Jagt.
           Da tier Orgelet, da korse sig de gamle
           Sibyller, som har Plads paa Gulvets sorte Skamle.



Streng.



           Jeg skimter nok hans Plan igjennem al den Storm:
           ja, naar han tier og, den voxer som en Orm.
           Den ligger i hans Sjel som Snog i Mødding, -- bare
           den rakte Snuden frem: jeg skulde den ei spare.

(stamper i Jorden).



Discant.



           Jeg seer nok hvad han vil, Ja troe mig kjære Klokker!
           hans Plan er skummel som en Eumenides Lokker.



Streng.



           Den voxer i hans Sjel -- ifald han eier nogen --
           ja, som jeg sagde før, liig i en Mødding Snogen.



Discant.



           Den voxer i hans Sjel, som Tidslen frodig, feed;
           men høit jeg leer ad den, og træder Tidslen ned.
           Jeg seer nok hvad han vil . . .



Streng.



                       . . O bare I tie stille!
           Jer Plan ei bærer Slør . .

d.II,b.1,s.88  

Discant.



                       End Eders? I vil spille
                      paa Violinen før den Kat er død, hvis Tarme,
           som Strenge, engang skal paa Instrumentet larme.
           Det veed jeg -- seer I det?



Streng.



                       Jer Plan ei bærer Slør:
           den nøgen gaaer omkring og viser Panden før,
           ja før -- I veed det nok . .



Discant.



                       Hvordan? skal jeg da bande? .



Filebom.



           Ei, Venner! vil I da min sidste Olie blande
           med fæle Eder? tys!



Streng.



                       Hvem kommer? jeg vil gaae.



Ole.

   Depositurus . .


Discant.



                       Ha, jeg ogsaa ile maa.



Ole.



           Det er en munter Mand: han taler i en Time
           saa tydeligt, og klogt som Klokkerne, som kime.



Streng.

   Jeg takker dog for ham . .


Discant.



                       Jeg takker og . . Adieu!

(møder Depositurus i Døren, de gjøre truende Miner og ville ei vige hinanden)

   Nu hvem skal vige først?


Depositurus.



                       Du skal det eller døe!

                  
(støder Discant væk)

   Salutem!


Discant.



           Ei! see! see!

(gaaer)

d.II,b.1,s.89  

Depositurus.



                 Salutem!



Streng.



                 See paa Manden!



Depositurus.



           Salutem Filebom! Jeg hilser Ingen Anden.
                      Nu humanissime! quid agitur?



Filebom.



                       O Tak!



Streng

(afsides).

   Jeg har dog end et Haab: han dræber ham med Snak.

(gaaer.)



Depositurus.



           Ja saa? -- hoc juvat! Dog den vise Solon siger:
           "Man er ei lykkelig før man i Graven ligger."
           Oudeis -- saa lyder det -- Oudeis . . men det er sandt
           I fatte ikke Græsk . . Nu vale! det just randt
           in mentem mihi, at en Lærd har knappe Stunder.
           Nu vale! bli'er I frisk, isandhed større Under
           det tykkes mig end dem, jeg læser i min Bog.
           I kjender ikke den; -- men jeg er Theolog!

(gaaer.)



Ole.

   En dygtig Theolog, knap tvende Uger gammel.


Filebom.



           Nu Ole! hjælp mig lidt, og rok paa denne Skammel;
           og led mig sagte ind: mig tykkes Søvnen sød
           nu efter slig Visit, at see om end ei død
           den gamle Klokker er . . .



Ole.



                       Men jeg det bedste haaber
           af Vunder-Kron-Essenz og gode Hoffmansdraaber.

                                    (leder Filebom bort.)

  
(kommer tilbage.)
Klokkerens Godmodighed lader ham dog takke dem
med et Smiil, som sige ham lige i Øinene, hvor de ere hjertelig
kjede af ham; og naar deres graadige Blik tillyne ham: "i Graven
d.II,b.1,s.90   med dig", og naar deres gjensidige Kjevlerier tiltordne ham: "Du
lever os for længe!" Dersom jeg var en brutal Karl, og jeg ikke
skjøttede om at mele min Kage, vidste jeg nok at gjøre min Prin-
cipal fri for disse Bremser, der surre ham om Ørene. Men lad nu
disse tre Rivaler rive hinanden Huden over Ørene, medens de løbe
her paa Døren for at see om ikke Klokkeren snart vil stige ned
i Graven, for at deres gyldne Forhaabninger igjen kunne springe
op deraf! Ja, jeg vil ikke tale om den Flok som fritter nede
i Kjøkkenet om Tilstanden her i Huset. -- Det falder Pigen til-
bedste. Men disse ere dog fordetmeste Karle, som ere hule i
Kinden, men have Maven spændt af Forhaabninger . . .    Men det er dog løierligt: de lure ogsaa herudenfor om Natten,
om de ikke skulle blive nogen pludselig Renden med Lys vaer
i Huset, høre nogen Larm paa Trapperne og see En snige sig ud
af Porten med Løgte og Lys forat hente Doctoren. Deres hele
Iid gaaer nu blot ud paa at være Nummer Een med Ansøgningen,
som de nu trediegang have maattet skrive om igjen, da den er
bleven udslidt i Lommen, hvor den har lagt, lige siden Filebom
for fire Uger siden fik sin Snue, der var Forløber for hans
Sygdom . .

   Dersom de blot ikke dræbte hinanden disse tre Høvdinger i
Supplicantskaren, vilde jeg indbilde dem, at den Gamle var heden.
Jeg vil . . lad mig see . . Der har vi En!

(Depositurus kommer.)



Depositurus.



           Jeg glemte nok en Bog; man Genesis den kalder.
           Den Lærdoms Moder er, af høist ærværdig Alder.
           Dens Ende foran staaer, Begyndelsen ved Enden.
           Men det forstaaer ei I . .



Ole.



                             Ak! Feberen med Brænden
           har gjæstet Klokkeren . . .



Depositurus.



                             Jeg Bogen have maa!
           per Deum! Bogen frem! Professoren kan gaae
           og savne mig . .

d.II,b.1,s.91  

Ole.



                       Han troer, I satte Jer i Krogen.
                      Men Klokkeren er død . .



Depositurus.



                 Ha, død? da døe og Bogen!

(omfavner Ole.)

           Jeg dig forærer den: tag denne ogsaa med!
           Det er en Scholie. Han hvile da i Fred!
           Filebomus død? . . o evangelium!
           Du skjønner ei Latin. . ?



Ole.



                       Men endnu Filebom
           er ikke ganske død . .



Depositurus.



                       Ei død? saa kom tilbage
           med Bogen! neqvam tør du -- neqvam! mig bedrage?
           bedrage ikke! nei! men overraske med
           det Skrækkensbudskab, at min Ven var sjunken ned
           i sorte Hades . .



Ole.



                 Tys! det varer ikke længe,
           saa sætter han afsted, saa briste Harpens Strenge:
           Et lidet Strøg endnu af Febrens Bue, saa
           vil Strengen briste, og sin sidste Tone slaae:
           Han ligger nu tilsengs og Feberdrømme dandse
           saa blege om hans Mund med Svedeperlekrandse.
           Paa Lagnet piller han . .



Depositurus.



                       Det er den sidste Leeg.



Ole.

   Han seiler vist i Qvel.


Depositurus.



                       Igaar jo Uglen skreg?



Ole.

   Kom hid iaften da, I Nyt vil faae at høre.
d.II,b.1,s.92  

Depositurus.



           Det gnaver paa min Sjel, men pirrer dog mit Øre.
                      -- Sub rosa, ædle Ven! jeg bliver Klokker naar
           den Gamle endelig til sine Fædre gaaer,
           I blier paa mit Contoir . . .



Ole.



                       Jeg takker, men jeg loved'
           Hans Velærværdighed min Tjeneste.



Depositurus.



           . . Det hoved'
           mig ogsaa bedre . . Ven! amice! I forstaaer,
           mit Venskab skriver sig just ikke fra igaar?
           Jeg har en vakker Bog, som jeg forærer Jer;
           paa Titelbladet staaer: "Fem Juleprækener."
           Et Exemplar jeg og af mit petitum skjænker
           Jer in memoriam. Det ad Discantes Rænker
           og Strengs brutale Grovhed spotter paa Latin.
           Det opus, blot det bar et pergamenisk Skind,
           Du fra Burmanni og Stygotii Tractater
           ei skjelnede saa let.

(tager Ansøgningen op.)

                             See Mottoet -- mi frater!
           foruden at det er sat foran der paa Græsk,
           er mod Discant og Streng en lang Satire, besk.
           Latinen -- mellem os, ei alle fik den Gave --
           er friske Blomster fra den tusculanske Have.
           For læge Folk, og hvis hans Velærværdighed
           min classiske Latin ei skulde kjendes ved,
           staaer Oversættelsen, cum notis, her ved Siden.
           See Titlen med Fractur . .



Ole.



                             Jeg maa beundre Fliden.



Depositurus.



           Ak, Flid gjør ikke Sligt; men visse Folk har faaet
           et vist ingenium, som Doctorhat har naaet:
           hvi da en lumpen Lap af Silke ei paa Bagen?

d.II,b.1,s.93  

Ole.

   Det maa I sige!


Depositurus.



                 Ja, det er saa klart som Dagen!



Ole.



           Formeget var det ei -- saa tykkes mig -- om Jer
                      den Klokkertjeneste blev tilbudt . .



Depositurus.



                       Sandt det er!
           Det ahner ogsaa mig, at dette bliver Enden.



Ole.



           Discant en Næse faaer -- ja mere for sin Renden,
           og Streng vil dryppe da af Graad og ei af Sved.



Depositurus.



           Han spille kan sig mæt: jeg synge vil mig fed!
           For Nødstilfælde kun mit Promemoria
           er skrevet kjære Ven! Det er et "hem" og "ha!"
           man gjerne hoster ud, naar man i Folkestimlen
           bliver ubemærk't; -- men lad kun hele Vrimlen
           paa Taaen hæve sig, og raabe: "hei! see mig!
           "Jeg er til Klokker født; ei nogen passer sig
           "saa godt til Klokker, som . . .



Ole.



                       Depositurus . . .



Depositurus.



                       Recte!
           Hans Velærværdighed vil svare: "jeg maa nægte
           min Herre denne Bøn: en Theolog med Ære,
           Depositurus, skal vor gode Klokker være:
           Han burde være Præst!" maaskee han lægger til . . .



Ole.

   Det gjør han sikkerlig! Jeg gratulere vil.


Depositurus.



           Hvi har du ei studert? lært mere end at skrive?
           Du mangler ikke Kløgt: min Famulus Du blive!

(de gaae.)

d.II,b.1,s.94   ANDEN SCENE
(Gade udenfor Fileboms Huus. Det er temmeligt mørkt. I et Vindue ligeoverfor sidder
Depositurus ved Lys.)



Depositurus

(roder i en Pakke Papirer.)

   Hvad er dette for et Manuscript? Aa, ned med Dig! jeg kjen-
der det!

(kaster det ned paa Gaden.)
End dette? Begyndelsen til en Glose-
bog af Genesis. Bort! du har drukket en Syndflod af Sved.
Bort! kom aldrig igjen! bort!

(kaster et andet Bundt Papirer ud.)
Men her . .
ad undas! . . det er en Geometrie! Tangenter og Cirkler ere
Athenes Rynker! ogsaa fordømt!

(kaster den ud.)
-- Ei da! Gloser
og Anmærkninger til Homer! Nei den Tid glemmer jeg aldrig!
bort! nei bie! en Auto da fé skal fortære den

(gaaer fra Vinduet.)

(Discant og Streng komme ind, hver fra sin Side.)



Streng

(gaaer lyttende henimod Fileboms Huus).



           Der brænder dog et Lys; men ellers er der stille
           . . forbandet . !



Discant.



                       Der er Lys; jeg gjerne lytte vilde.



Streng.



           Med Beeg til Legemet den Gamles Sjel er fæstet.
           Nu brist for Fanden da!

(De 10 Supplicanter stille sig i Baggrunden).



Discant.



                       Gid Abraham han gjæsted!



Streng.

   Jeg vil dog lytte lidt.

(gaaer nærmere til Huset.)



Discant.



                             At Klokkersjelen dampe
           maa ud, med dette Lys, af Kroppens fede Lampe!



Streng.



           Jeg slaaer en Rude ud, og maaskee da, af Skræk,
           den seige Filebom fra Scenen iler væk.
           Skal Andre ikke frem? Er der ei Plads for Andre?



Discant.

   Jeg vil dog lytte lidt . .

(gaaer nærmere mod Huset.)

d.II,b.1,s.95  

Streng.



                             Jeg nærmere vil vandre.

(de støde ind paa hinanden).



Discant.

   . . Min Pande . .


Streng.



           Næsen . . ha!



Discant.



                 Hvem der?



Streng.



                       . . . For Fanden tal!



Discant.

   Hvem løber saa paa Folk?


Streng.



                       En Tølper tugtes skal!
                      For Satan, tal dog høit!

(holder Discant i Armen.)



Discant.



                 Hvem der? jeg stødte Panden . .



Streng.

   Jeg kjender Stemmen . ha!


Discant

(afsides.)



           Ak, paa den fæle Banden
           Jeg ahner hvem det er. Jeg er saagodtsom blandt
           de Cannibaler nu . . ak gid jeg hjemad fandt!
           Han skjærer Tænder -- Vee! han slaaer mig vist ihjel . . .
          
(høit.)
Ak, klem mig ikke saa . !



Streng.



                 Du kniber? ved min Sjel!
           Hr. Stentor syng nu op! Musik til disse Noder!

(svinger Næverne truende.)



Discant.

   Vær ei saa hidsig . . au!


Streng.



                 Hvad vil du?

d.II,b.1,s.96  

Discant.



                       Slip mig Broder!



Streng.

   Gid Satan være den! Du mukker?
(Depositurus kommer i Vinduet.)



Discant.

(peger til Vinduet.)



                       See, dog Ven!



Streng.

   Hvad vilde du da her?


Discant.



                       Jeg vender om igjen.
                      Men see til Vinduet! jeg beder . . .

(Discant og Streng see til Vinduet.)



Depositurus

(roder i Papirerne.)

   Her er nok et Manuscript! Jeg har dog skrevet Adskilligt.
(kaster Papirer ud.)
Gadedrengene kunne gjøre Drager af det.

(seer ud
af Vinduet.)

   Men Død og Pine! hvad gjorde jeg, jeg? mit petitum faldt ned
med . . hei! mit petitum paa Latin! min Ansøgning! hei! . . er
der ingen paa Gaden. . .



Streng.



                 Jeg maa revne!

(ryster Discant.)



Discant

(skjælver.)



           Ah -- ah -- ha, ha -- ah! Jeg nødes Eder stevne
           -- hvor nødigt jeg end vil -- : det er jo soleklart,
           jer Næse stødte først min Pande i sin Fart.
           Den er jo meget lang: min Pande synes knapt.
           Ei Skjoldet slaaer, men Sværd.



Depositurus.

   Jeg hører dog Folk . . holla! Aa, I Mand paa Hjørnet . .
aa hør I Mand, tag op det Document, som ligger der.



Discant.



                 Hvad er det han har tabt?

d.II,b.1,s.97  

Depositurus.

   Jeg solgte det ikke for tusind Daler: Jeg kan gjerne sige Jer
det: det er et Document paa Latin: det vil sige Latin i Midten,
translatio paa den ene Side og Notæ paa den anden. Jeg seer
det skimter der!



Streng.

   Aha!


Discant.

         Aha!


Depositurus.

   De øvrige Papirer kunne I tage til Jer, om I have Brug for
dem. Ret saa I gode Mand! det er det hele Ark der. I kan
række mig det paa en Stok . .

(Streng og Discant gaae under Vinduet og tage et Papiir op.)

(SANG)
(Mel: Ja, ved en Bolle Punsch etc.).



Streng.



           Her er Papiret . .



Discant

(griber i det.)



                       Lad mig see!
           Ja, det er ganske rigtigt!
           Latin og Oversættelse:
           det Document er vigtigt.



Discant.



                 Ei, hvor I rykker?



Streng.



                             Ha, i tusind Stykker,
                       i Rendestenen svømme
                       de Drømme!

(de rive Papiret istykker, og strøe Lapperne rundt om.)



Discant.



           Nu hagler det.



Depositurus.



                             Mand, er Du gal?

d.II,b.1,s.98  

Streng.



                 Nu sneer det . .



Depositurus.



                                   Du raser,
                      Du raser, men jeg rase skal!

(løber fra Vinduet).



Streng og Discant.



           See her din Stoltheds Laser!
           Nu kan du slikke dig om Munden: ikke
           skaffer Disputatsen
           Dig Pladsen.



Discant.



           Nu staae vi To.



De ti Supplicanter.



                             Nei her er Ti!



Streng.



           Hvem skal af os da vige?



Discant.



           Da veed jeg nok.



Streng.



                             Ja det skal I!



De ti Supplicanter.



           Kan vi da Intet sige?
           Vi er Ti i Tallet: hver er anbefalet,
           hver af os kan qvæde
           og æde!



Discant og Streng

(til hinanden.)



           Jeg leer af Dig,

(til de Ti.)

                       Jeg træder let
                 Jer alle Ti i Støvet!

(Depositurus kommer ind med Løgte og Stok.)

d.II,b.1,s.99  

Depositurus.



           Hvor skal jeg finde dem, som det,
                      -- det Nidingsværk har øvet?
           Seer Du "emollit mores?" slig en Knollet
           saae du ei at slænge
           bag Drenge.

(Alle Supplicanterne slutte Kreds om ham og dandse rundt).



Alle Supplicanterne.



           Manden du finde i den Krands, vi binde.
           Prøv om du kan gjette
           den Rette!

(Ole kommer ud fra Filebom).



Ole

(raaber.)

   Død!


Alle Supplicanterne.

   Død?


Ole.



                 Død!



Alle Supplicanterne.

   Død!

(de løbe ud undtagen Depositurus og Ole.)



Depositurus.

         Bør jeg dræbe mig Ole?


Ole.

         Nei hvorfor det?


Depositurus.

   Aa Ole! . . jeg er ulykkelig Ole . . kjære Ole! bør jeg dræbe
mig Ole?



Ole.

   Jeg veed ikke . . naar det kunde skee paa en honet Maade.


Depositurus.

   Nei, Ole! Horats siger: lader os indhylle os i vor Dyd.
d.II,b.1,s.100  

Ole.

   I har suget Honningen af Autorerne. Lad den forsøde Eder
Eders Malurt.



Depositurus.

   Du trøster mig ikke Ole! som en gammel Ven burde.


Ole.

   Var ikke det ene Ord, "Død!" saa kraftigt som en heel Tale?
var ikke det Ord: "Død!" (I veed hvem jeg mener,) en tord-
nende Herold for Lyksalighedens Porte, eller den knarkende Lyd
idetsamme disse foer op? Var det ikke Kildens Pladsken for den
Tørstige, som synes at høre med Tungen, eller Lyden af Mad-
klokken for den Hungrige, som har alle Sandserne i Tænderne.



Depositurus.

   Jo, Ole.


Ole.

   I bider paa Neglene?


Depositurus.

   Kunde jeg bide en Ansøgning frem deraf! Hør Ole! jeg er
om en Hals: Discant og Streng komme først: det er klart! det
er klart! hu, det er klart! Ole! disse graadige Ulve have sønder-
revet min Ansøgning, mit petitum . . see her!

(tager Lapperne op.)

Jeg kan ikke faae saadan En, af saadan Qvalitet at sige, sam-
men paa otte Dage . . Jeg veed . . jeg vil bede dig om Noget
Ven. Jeg vilde gjerne bede Dig om Noget Ven! skjøndt jeg veed
I vil gjøre Indvendinger.



Ole.

   Er den Ting saa kostbar da?


Depositurus.

   Almindelig er den just ikke: almindelig ikke. Saa let skiller
I Eder ikke ved den. Almindelig er den ikke . .



Ole.

   Jeg tænkte I vilde bede mig om min Kjole, men den er meget
almindelig. Enhver Oppasser af den ringere Sort og ethvert
Genie har en saadan, med een Knap bag.

d.II,b.1,s.101  

Depositurus.

   Nei, jeg vil bede Eder om blot at laane mig det petitum, jeg
forærede Eder. Det har et Motto paa Græsk, og er forfattet paa
Latin forresten. Jeg lover Eder en tro Copie eller en anden Ud-
gave om en føie Tid. Jeg kommer vel neppe til at bruge den:
som sagt, i Nødstilfælde, om disse skraalende Supplicanter -- jeg
vil ikke kalde dem Rivaler -- skulle blive altfor uforskammede.
De løb nu hjem for at bringe deres elendige Pretentioner frem
imorgen tidlig, skal jeg love. I skal sikkert faae en tro Copie.



Ole.

   Jo meget gjerne -- særdeles gjerne! Jeg havde saa alligevel
intet Brug for den videre.



Depositurus.

   Det lider jeg ikke af Dig Ole!


Ole

(giver ham et Papiir.)

   Vær saa god!


Depositurus.

   Copien skal du faae, og det ligesaavist som at hvert Ord her
i dette Document er et Korn, som vil spire frem i Guldsæd. Nu
Ole! har du betænkt Dig? kommer du paa mit Contoir? Famulus-
tittelen er i Grunden et Skjeldsord. Veed du hvad Famulus be-
tyder? Det betyder: "underdanigste Tjener." Er det en smuk
Tittel?



Ole.

   Jeg takker; men jeg tiltræder min Plads idag eller imorgen.


Depositurus.

   Jasaa? Ole! Ven Ole! vi ere Venner, vi ere Venner.


Ole.

   Megen Ære.


Depositurus.

   Vi ere Venner -- som sagt vi ere Venner. Nu vil du gaae
min Ven?

d.II,b.1,s.102  

Ole.

   I kan begribe, jeg har Forretninger. Jeg ønsker tillykke!
(gaaer.)



Depositurus.

   Nu, ham er jeg sikker paa, skjøndt det er en Træring, en Knegt.
Her mit petitum! hvert Ord i dette slaaer alle de Øvriges over-
ende; men skjøndt der ingen Tvivl er herom, kan dog Forsigtig-
hed ikke skade. Jeg veed Streng og Discant forsømme sig ikke;
men -- see hvem der kom først til Møllen! Klokken syv imorgen
har Hans Velærværdighed min Ansøgning. Han studerer da paa
den til Klokken 12 eller 1, da Cantoren og Musikanten komme
Klokken 8 -- 9, ville de faae det Svar: "Hans Velærværdighed
studerer: kom igjen!" Naar de da komme, vil Hans Velærværdig-
hed svare dem: "mine Herrer! det nytter Jer ikke: en Hæders-
mand, en Videnskabsmand, en Pædagog, som hidtil har virket i
Stilhed og opdraget mangen en vakker Pode . . ja . . I forstaae
hvad jeg mener . . Godmorgen!" Men det er jeg i Uvished om,
om jeg skal lade disse To faae deres Gang paa Orgelet. Men
det vil ikke være noget ubehageligt Syn for mig, fra Chorsdøren
at see disse To slentre omkring der som et Par Skygger, lette
som en Tone, urolige som Forventningen. Jeg vil lægge mig her
med Ansøgningen i Haanden. Som Klokker skal jeg nok tage
denne Nats urolige, ubeqvemme Leie og Søvn igjen. Her er jo
Hans Velærværdigheds Huus . .

(lægger sig udenfor et Huus.)

(Sagte Musik. Saasnart denne hører op, kommer Streng ind med et Papiir i Haanden.)



Streng

(tørrer sig om Panden).

   Hvor jeg er svedig! men det vil jeg ikke angre engang i Tiden.
Depositurus lader nok være at søge, og jeg vil være en Skjelm
om ikke jeg kommer først med mit Promemoria. Klokken syv
har Hans Velærværdighed det, og naar Discant, Cantoren, kom-
mer listende, faaer han nok Besked. Hvor han vil gloe, naar
han hører af hans Velærværdighed: "kjære Hr. Cantor! der har
alt været en Mand her, en studeret Mand, som, foruden at han
har fyrgetyve vægtige Grunde, tillige lover at lære Folk at synge,
som aldrig have kunnet frembringe en eneste Tone før, paa den
Betingelse, at han bliver Klokker. Saamen, vi have Præster nok,
som han kan experimentere paa. Saadan en Mand kunne vi
d.II,b.1,s.103   ikke nægte Noget, især naar et Klokkerie er Maalet for hans
Beskedenhed." Dersom da Discant er fræk nok til at sige:
"men". . . saa vil Svaret blive: intet "Men" Hr. Discant! Gud
befalet!" Og saa Døren i midt for Næsen. Dette Hagelveir maa
nedslaae den Sæd af dristige, kneisende Planer som voxe i Dis-
cants Hoved. Kom kuns imorgen Hr. Cantor: jeg veed nok hvad
jeg gjør.

(lægger sig udenfor det Huus, hvor Depositurus ligger.) (Sagte Musik. Saasnart
denne hører op, kommer Discant syngende ind.)



Discant

(med et Papiir i Haanden.)

   Trallela la la! Fred med din Skygge Filebom! Jeg sætter
Musik til Liigversene over Dig. Der ere nok de, som gjøre Vers
strax de lugte Liig. Blot det ikke gaaer med dig som det gik
med en Vis: man skrev saa meget over ham, at man glemte
ham over Versene: eller -- der flød saameget Vand at det
skyllede Graven bort. Men hvor jeg skal faae Streng bort fra
Orgelet! Det skal jeg være Mand for! Imorgen er han her vel
kan jeg tænke, og lægger frem nogle Lapper af et academisk
Borgerbrev og sin djærve, pralende Indbydelse til en Tale, som
Bilag til en trodsig Ansøgning eller Fordring. Jeg vil gaae fulere
tilværks! Imorgen tidlig faaer Hans Velærværdighed mit under-
danigste, allerunderdanigste Promemoria paa Sengen. Prosit
Hr. Musikant! Drøm om Mad og Penge og Klokkertitlen i Eders
Seng: jeg bliver her. Den Plan kan forrente sig. Vi faae jo
Intet hernede uden Arbeide og Uleilighed. Godnat Depositurus!
og Hr. Strengs Haab, der er spiret op af Uforskammenheds Senneps-
korn og vil sætte Andre i Skyggen! Godmorgen mine Forhaab-
ninger, som have lagt i Modersliv i otte Aar! Imorgen er det Eders
Fødselsdag. I skulle fødes før det gryer, og døbes inden Middag.
(lægger sig udenfor Huset.) (Sagte Musik. Naar den er endt, dandser Drømmegeniussen, phantastisk
klædt, halv som Dreng, halv som Pige, frem).



Drømmenes Genius

(til Publicum.)



           Det første Kys, som Adam gav den Skabning,
           han følte aandende i Søvn ved Siden,
           den Nat da Qvinden fødtes, gav mig Liv.
           Den Nat drev Rosenduft omkring, som lunkne
          
d.II,b.1,s.104              Vindpust, Palmen rasled' ei, de kjære
           Stjerner slumred' sødelig i Skyen,
           at Intet skulde vække Hendes endnu
           tankeløse Søvn, og blandes mellem
           Mandens Ahnelser, der snart hverandre
           tilbageraabte, snart igjen fremkaldte,
           uformelige før den første Sky,
           huldt rødmende vidned' med ham, og
           blev Baldachinen over Mandens Jubel.
           -- Da fremkom Virk'lighed af første Favntag,
           af Adams brune og af Evas mørkblaa
           Blik, i det de drukned' i hinanden,
           da Adams Blik steg ned i Evas Øies
           mørkblaa Bølge, og da Qvindens Blik,
           liig mørkblaavinget Due, fløi igjennem
           Mandens Øies lynopfyldte Sky.
           Jeg maatte flye, dog længer ei end under
           Qvindens Lokkers Nat: der sidder jeg.


                 Ha, endnu, naar en Elsker kysser ømt
                 sin Elskerindes Haar, da er det mig,
                 han drikker, kun med Lokkens Vellugt blandet.



           Jeg fløi for Virklighed? men for at seire
           igjennem hele Livet. Troe I ei?
           Det ene Øieblik, jeg skjænker ham
           af alle Øieblikke, hvor han seirer,
           det Øieblik, som kun er virkeligt:
           det er det Øieblik, det Suk af Tiden,
           som er alene hørligt, naar en Elsker
           sin Elskte favner førstegang som sin.



                 Men hevner jeg mig ei for denne Seier?
           Ah, jo! see Mennesket det søger stedse
           Virkligheden; men jeg fæster mig
           til dennes Skulder, som et løst Gevandt.
           See hvor den flyer og Menneskene følge
          
d.II,b.1,s.105              pustende, liig Phoebus efter Daphne,
           over Høie, Dale, med det Raab: "see her!
           her har jeg den!" De gribe -- gribe Kappen:
           De see paa den; men, mens de stirre, den
           hensmuldrer mellem deres Fingre, som
           Sommerfuglevingestøvet.
           Heraf fremkommer det Bizarre og
           hvad Støvet vover kalde: klogt og galt.
           De vide det ei selv!
           Nok! jeg blander mig bestandig med
           det Virklige, som Latteren med Alvor,
           som Skum med Vinen, Stjernerne med Natten.
                                   
(seer paa de Sovende.)

           See disse Folk! Naragtighed i Slethed
           og Slethed i Naragtighed . . Hollah!
           I gode Mænd! de sove: lad dem sove!
           Naragtighed er heller ikke sand: . .
           en Skjælven mellem Ondt og Godt. Og Slethed?
           -- ja, viis mig Godhed, vil jeg tilstaae . . Bah!
           jeg siger altfor meget: . . bør jeg tage
           den Drøm om Godhed, som jeg Eder gav,
           som var et Spjeld for Eders Øine, bort?
           og skjære Eders Ondskabs Tøile over?
           Forresten hersker jeg dog mest om Natten;
           da bli'er jeg selv en Sandhed! See naar Sjelen
           flyder hen, og Dagens Tanker hæve
           sig ikke over Fladen meer som Bølger:
           da stiger jeg af Sjelen, -- først som Damp;
           men siden formes jeg, snart som en Venus
           -- den vakreste af alle mine Døttre --
           idet hun steeg af Havet, med en Krands
           af Perleskum i Haaret og en Skare
           af Naider, Havfru'r Søesatyrer
           boltre om i Sjelens Skum; men snart
           og som en slangelokket Eumenide.
           Jeg dugger Leiet da med iiskold Sved,
           belyser falmet Skjændselsdaad, og farver
           den op med Graad . . .
d.II,b.1,s.106  

                 Men seirer jeg da ei om Dagen? ha!
                      see Natten er min Neger, bøiet under
           Byrden af Alruner, Valmu'er, Viindru'er,
           Vampyrer, Priapusser, Suk, Gjengang're
           og Løvværk, -- alt groteskt, uhyre, skjøndt
           en Fluevinge slynged' det bag Skyen.
           Men Dagen? ha, den er en snehvid Tru'els,
           en Bondekarl fra Jylland, meget ærlig,
           men meget dum. Ham Virk'ligheden tinged',
           og sender ud i Ærind'; men han finder
           aldrig Veien rigtigt, for jeg lader
           min sorte Tom bestandig staae paa Hjørnet,
           med en Turban paa Hov'det, som en Maane,
           hvor Truels skal komme, krum og svedig under
           de Stene, som jeg lagde i hans Kurv.
           Naar Jyden seer den Sorte, løber han:
           -- han troer det er den Onde -- og saa gaaer det.
           Paa næste Hjørne staaer den Sorte atter
           og griner med de hvide Stjernetænder.



                 Eh voila! de tusind Folianter,
           tykmavede Systemer, Kirkefædre
           og Philosopher drømmede om Dagen.
           Forskjellen er kun: man kan Dagens Drømme
           ordne lidt, og skjænke Efterslægten
           dem til at drømme over, som naar Ammen
           først smager selv paa Maden, runder den
           med Gummen, og saa putter den i Glutten.
           Men Nattedrømme ere liig en Flok
           af Beduiner, som du seer i Ørknens
           Horizont, adspredte, nærmende
           sig snart, snart flygtende -- en Sværm af Myg,
           der snart paa Bækken dandser, snart om Øret.
                 See Alting drømmer: Rosen drømmer, og
                 din Elsktes Øie ahner blot og drømmer.
                 Napoleon og Cæsar vare Aander,
                 som gik omkring paa denne Jord i Drømme.
          
d.II,b.1,s.107              I troe mig ei? "jeg ligner jo et Barn,
           har Mund og Næse, spørger, svarer?"
                                         ha!
           I Daarer! see, min Magt er lunefuld
           og omvendt, see, mit Lune er min Magt:
           jeg er den Vind, som blander alting sammen.
           Troe mig: en Draabe Dug er mig et Hav;
           jeg vandrer stolt, som Kongen i hans Sal,
           rundt i en hvælvet, lukt Provencerose,
           og Himmelhvælvet er mig trangt, saa jeg
           maa bøie Nakken under Stjerner.
           Nu troe I mig? hvis ei, jeg hevner mig
           i Nat paa Eder hver især: jeg skriver
           en Regning op i hver en Gjerrigs Hoved,
           og stryger atter over den med svedig
           Haand, og skriver Facit gal etc.
           I troe mig ei? det er min egen Kraft,
           som virker Mistroe. I har drømt saa ofte,
           saa I vil Intet troe! -- Nu, Mistroe er
           min rette Atmosphære, hvor Forstandens
           kolde Lufttræk krydser Phantasiens
           lumre Aande.
                                   
(Supplicanterne snorke.)

           Stille nu! de sove her paa Gaden:
           Maaskee et borgerligt, harmoniskt Selskab
           har tilbragt Aft'nen hyggeligt i Klubben?
           . De snorke nu . . I dette Øieblik
           jeg -- ene jeg -- gjør Gadens Stene til
           en Dyne eller Ægtemages Barm.
                 Blot stille nu! ei pib! ei tramp!
           thi ellers bli'er jeg tvungen til for disse
           gode Mænd at skifte Scenen, fra
           en Duneseng til qvalfuldt Leie paa
           et Høeloft, hvor man hører nedenunder
           Bucephalidernes Discant og Fodtakt.
           -- Min Phantasie er liig en tusindkantet
           Diamant, og min Forstand bestandig
          
FORRIGE
NESTE