|
d.II,b.1,s.108 |
kiger gjennem den, som gjennem et
Kaleidoskop, eller den er et
chinesisk Spil som min Forstand i tusind,
altid nye, Former lægger -- Ha!
jeg kløver let mit Væsen, stiger op
som en Raket, men daler ned i ti.
Paa engang tumler jeg en søvnig Klokker
-- han hører Klokkeringen, -- og en Høker
-- han lugter Flesk, -- en Ungmøe -- ei! hun leer
og kysser Hovedpuden, -- og en Konge
-- han slaaer med Nakken: thi jeg maler ham
med Phosphor: rex, rex, rex, rex!
Saa som jeg staaer, med disse Ord i Munden,
jeg kneiser i en spydig Ynglings Tanker:
saa som jeg staaer han skimter mig igjennem
sin Pibes graablaa Damp; dog stundom jeg
ham narrer med et altfor velkjendt Smiil
-- en Rosenknopguirlande, med en Kind,
hvis hulde Runding er hans Tankers campus
martius, og med en Bruunlok, som,
idet den flagrer over Formen af
en Pande, liig en kløvet Maane, ligner
en bølget Skye, en frodig, hængende
Vedbende, smigrende et Marmor med
sin lette Skygge . . ha! da blæser han
og splitter Røgen for at gribe efter
mig -- den Nar!
(Supplicanterne snorke).
Eia! de tykke
Sjele sukke under Byrden af
min vægtige Indflydelse . . De drømme
om Pengetrang, om Creditorers Skrig,
om Bedekøllers Dyrhed, Klokkeriet.
Jeg er medlidende: jeg hæver vel
mit Sværd med guldindlagte Arabesker,
men slaaer kun til med Fladen; og i Sjelens
Bølger, naar de hule Døninger
|
d.II,b.1,s.109 |
slaae under Nattens Taage, rører jeg
med min Primstav, lokker Morild frem.
(Supplicanterne snorke.)
I brave Mænd!
I blæse Eders Stolthed gjennem Næsen.
Du er nu Bisp, som ligger der i Snavset,
og Du nu commanderer over tusind
Orgelpiber. Du nu æder Steg,
og siger: "gaae! jeg har Forretninger!"
til En, som venter Eder krum i Døren.
Det dages alt. I gode Mænd! jeg vil
nu pynte Eders Drømme, give dem
et sikkert Omrids og lidt mere Farve.
(Musik. Geniussen dandser og forsvinder engang bag Koulissen, hvorpaa strax en Deel smaae Drømme-
gestalter (Geniussen selv delt), alle klædte eens, som Klokkere med Paryk og en Silkelap paa Ryggen
Knæbuxer etc. dandse ind paa engang efter samme Musik. Naar de have dandset en Tid, under til-
tagende Belysning, dandse de omsider bort, og Ole kommer ud af Døren, udenfor hvilken Supplicanterne
sove. Han støder til et Par af dem idet han gaaer ud. De springe op alle tre stirrende paa hinanden.)
Ole.
Ei hvilken Beleiring her har været i Nat?
Depositurus.
Ha, Rædeligt . !
Ole.
Godmorgen mine Herrer!
Discant.
Ei! det siger jeg ret . .
Streng.
For Djævelen!
Ole.
Hvad godt?
Depositurus.
Quomodo? -- ha!
Discant.
Jeg troer det har regnet i Nat. Jeg er vaad paa Ryggen.
Streng.
For Djævelen og alle hans Engle! Væk! -- jeg vil ind.
|
d.II,b.1,s.110 |
Depositurus.
Jeg væk?
Discant.
Det er forfærdeligt!
Streng.
Alt er nederdrægtigt -- det nederdrægtigste af Alt. Natten er
nederdrægtig fordi den bedrager, Morgenen fordi den spotter. I er
nederdrægtig! I er nederdrægtig og I?
(stamper i Jorden.)
Depositurus.
Jeg?
Discant.
I mener ikke mig?
(De ti Supplicanter komme ind.)
Streng.
Og see her en Sky af Nederdrægtighed . . væk! jeg vil bryde
den! . . jeg splitter den . . Væk! jeg har fortjent 1000 Daler af
Harmonien, men har den lønnet mig med Andet end med lumpne
Nederdrægtigheder? Væk I Glosebog! . I Qvint!
I kommer ikke ind.
Depositurus.
Det er Famulussen I skurer til I Streng! (til Ole.) Bed dem gaae
bort eller at pakke sig, ædle Ven! siig du har et Ord at tale med
Hrr. Stud. Theol. Depositurus som profane Ører vilde have ondt af.
Discant.
Godmorgen Hrr. . . . jeg gratulerer Hr. Ole . . Hr. Famulus vilde
jeg sige.
Streng.
Sjeldne Ven! I er en Maane i al denne Sky af Nederdræg-
tighed.
Alle Supplicanterne.
Godmorgen!
Discant.
I kommer ud af Døren, kjære Hr. Ole! som en sød Tone af
Violinhullet. Ak! I synger sødt. Jeg vil spille paa Eder med
Guldfingre.
|
d.II,b.1,s.111 |
Depositurus.
I kommer her ud af Døren, som den berømte Stjerne Lucifer
af en Morgensky. Vær hilset Ole! du er Morgenstjernen: din
Herre er Solen: jeg bliver Maanen, der tier under Aftensangen.
Disse Ole! ere Tusmørket og Natten. Denne er en Ugle; denne
en Vægter -- Nattens Datter og Søn.
Ole.
Lad dem ikke høre det.
Depositurus.
Høre det! ha, hørte I det? Jeg vil lade Discanten gaae, fordi
det er min Kones Stemme; men Strengen vil jeg slaae an med
Jernhandsker.
De ti Supplicanter.
Han seer os ikke. Godmorgen Hr. . . .
Ole.
Godmorgen mine Herrer!
De ti Supplicanter.
Nu saae han os.
Streng.
Jeg holder det ikke ud. Bort! Dette Gjærde hopper jeg over.
Depositurus.
I brækker Halsen paa mig.
Discant.
I snubler i mig.
SANG
(Mel. Movitz skulde bli'e Student etc.)
Depositurus (sagte til Ole.)
Slip mig, min Mercurius,
alene ind i Salen!
Slip mig ind Hr. Famulus!
Jeg vil jo holde Talen.
|
d.II,b.1,s.112 |
Lad mig dog
i en Krog
vente der i Gangen.
Trudsler er blot dennes Sprog,
men sødere er Sangen.
Depositurus (rækker Ansøgningen frem.)
Ole! læg du dette ind
paa Bordet foran Sengen!
Dette Forslag sprang fra Sind,
som Rosenbusk fra Engen.
Haabets Grønt
flagrer skjønt
om de høie Qviste:
af dens Rosers Smiil saa ømt
skal Frugt, som Latter, briste!
Ole har du Livet kjært,
du laaner ham ei Øre.
Seer du denne Haand har lært
en prompte Regning føre.
Discant.
Derom veed
jeg Besked
Himlen dig bevare
for at træffe Manden vred!
-- Jeg kan dig ei forsvare.
Depositurus.
Agter jeg hans Taushed? ha,
jeg spytter ad hans Eder!
Streng.
Ole! hvis I svarer: ja!
Jer Ryg en Blodstrøm græder.
|
d.II,b.1,s.113 |
De ti Supplicanter.
Hei, her frem
togang' fem!
vi vil Porten sprænge,
kaste overende dem,
som Famulussen trænge. (de nærme sig.)
Discant.
Nei, kjære Herrer! . kjære Venner . . Sømmelighed og Fredelig-
hed . . Jeg tager Eders Partie.
De ti Supplicanter.
Hvor er Talen? vi ville have fat paa Talen . .
Discant.
Han har den i Lommen.
Guds Død!
De ti Supplicanter.
Frem med Talen! vi ville sætte imprimatur paa Talen. Frem
med din latinske Supplik . . vi ville rette den.
Depositurus.
Kan I ikke den Vise: Habitare fratres in unum? Glyt lidt paa
Porten Ole.
Ole.
Nei, I er for tyk . . De ville storme ind efter Jer som Kjøl-
vandet efter Baaden. I Herrer! jeg er upartisk, kom med Eders
Ansøgninger.
Discant.
Læg min øverst Hr. Famulus!
Ole.
Hav den Godhed at bie lidt mine Herrer. (gaaer ind.)
|
d.II,b.1,s.114 |
SANG
af alle Supplicanterne.
(Mel. Gubben Noah etc.)
Der vil bides, der vil strides
om det Klokkerie.
Ak hvor jeg skal æde,
slumre sødt og qvæde!
Der vil bides, der vil strides
om den Klokkerpost.
Jeg bli'er Manden: ingen Anden
faaer det Klokkerie:
ak, hvor jeg skal æde
i mit Klokkersæde!
Jeg bli'er Manden etc.
Gaae I Andre! jeg vil vandre
til mit Klokkerie.
Ak, hvor jeg skal æde,
glindsende af Glæde!
Gaae I Andre etc.
I vil gabe, Spillet tabe
om det Klokkerie.
Ak, hvor jeg skal æde,
I kan sultne græde!
I vil gabe etc.
Det behager Hans Velærværdighed, at I give ham en Prøve
paa Eders musikalske Duelighed: blot en liden Prøve. I kunne
spille her.
Streng.
Den hvis Instrument har den høieste Lyd vinder.
Ole.
Det er klart, han behersker de Andre. Løven er Konge i Skoven
fordi den brøler høiest.
|
d.II,b.1,s.115 |
Streng.
Da vinder jeg; thi jeg synger og seconderer med Langeleeg.
En Supplicant.
Jeg haandterer Trommen.
Ole (skaffer Musikalier frem af Huset.)
Der har I en Violin . . tag frem eders Piccolo Musikant. .
Hvem vil have Positivet?
Alle.
Jeg . . jeg . .
Depositurus.
Nu har jeg det . sat!
Alle Supplicanterne.
I skal snart komme bort.
Ole.
Stille nu! der har I en Bas . . der en Klarinet!
En Supplicant.
Den er skjøn: den skriger høit. Eders Sang taber nu Streng.
Streng.
For en Klarinet? ha . . . knur ikke!
Discant.
Jeg forbeholder mig Solopartierne i Sangen, for synge maae vi.
Sang er i Instrumentalmusik som Qvinder blandt Soldater. Jeg
har et Bryllupsvers i Lommen, som gaaer paa den Melodie:
"det gamle Gøthalejon hviler"
Depositurus.
Vil I synge den Melodie her? Jeg kjender nok Texten. Vil
I synge sligt her? Synger I den her, anklager jeg Eder for at
I voldtager Folks Moralitet.
|
d.II,b.1,s.116 |
Ole.
Stille nu! begynd nu!
Discant.
Naar jeg nikker, saa begynd! spil Kosakballetten!
Streng.
Naar jeg raaber: frisk! saa begynde vi at spille en Choral eller
den af Zetlitz:
"og naar jeg ved Elises Barm."
Depositurus.
Jeg spiller først et alvorligt Stykke paa Positivet. Skulle vi
ingen Ouverture have kanskee? Ole Hr. Famulus, Hr. Ven!
I hører hvilke Musici disse ere. Naar det er forbi, begynde I
paa engang.
Ole.
I begynde Alle paa engang. Pst!
Discant.
Bi . . jeg hoster (hoster.)
Streng.
Skal vi bie paa Jer? nu frisk!
Ole.
Stryg an nu.
(Concert.)
Filebom (kommer ind i Sloprok og Nathue.)
Ole, hvor bli'er du af?
Alle Supplicanterne (i den høieste Bestyrtelse.)
Ah!
(Teppet falder).
|
d.II,b.1,s.117 |
EPILOGUS
Nu, quid videtur Herrer? brast og Eders
Forventnings Bue, som vel endog satte
en reen electrisk Piil iveiret for
at see, om der ei sneg sig rundt en Dødens
kobberlandsede Herold, et dræbe-
lystent Lyn, en brandguul, stribet Tiger,
bag de skumle Sky'er, som hine Trendes
Planer -- hver et stridigt Element --
udviklede, lod dampe ud paa Scenen?
Saa vred var Streng, og der blev ikke Mord?
saa feig Discant og der blev ikke Mord?
saa stolt Depositurus og ei Mord?
En hvæsset Crocodilehale burde
det lille Monstrum have, og ei slig
en buttet, brat afskaaren Abeende;
eller og en lodden Bæverhale,
som idet den sagte rører os,
fremkildrer Latter. Dette var jo Bjerget,
der skjalv i Barnsnød, fødte kun en Muus,
en liden bitte Lemand? Dette var
jo ligesom naar Gaden propfuld var
af fulde Brandfolk, Tropper, Pøbel med
vidtaabne Munde ventende paa Kongen,
og En kom ridende, og raabte: "gaae!
han kommer ei!" og Alle iilte hjem,
paa Mavens hule Skrig, til kolde Kjøkken?
Eller dette var jo, som naar Raadet
-- et viist, alvorligt, hævende de blege
Ansigter af sorte Kaaber, lige
en Skare Aander i en blaasort Sky --
var forsamlet, og en Høistærværdig
lod En gaae, og Raadet saa blev hævet
i største Hast?
Men, see, mit Thema var jo: spes frustratur!
Og disse Helte sige jo det samme
med deres: Ah!
|
d.II,b.1,s.118 |
I dette "Ah!" er "A"
-- Vocalen -- Skræks Repræsentant, og "h"
Forbauselsens.
Isandhed, dette Ord
-- Erindrer Macbeth dengang Banqvo's Aand
fremdampede, som Skyen af den skumle
Søe, af hans Samvittighed, og regned'
Sved paa den, saa i hver Draabe Banqvo
stod og lutter Banqvo's --
Dette Ord
er stærkt, er Skriget af en Snog, som Skjebnen
griber fat ved Halen med en staalhaard
Finger, og den ud af Sjelens Mudder
slider voldsomt. Er ei dette tragisk?
Er "Ah!" ei Hvinen af en Dolk,
idet den segner i vort Bryst? et Dødssuk?
"Men Heltene hvor lave? vil I sige
Og ikkun sorte Kjoler? Veed I ei,
man gaaer kun paa Comedie for at see;
thi man er afvant med at høre
-- deels for Forfatt'rens Skyld, deels for Acteurens? --
Naar Phantasus undtages, er der ei
en Fjer, en Silkekappe; og hvad gjør
en saadan blegrød Stribe i den hele
Masse sorte Skyer? Ei nogen Prinds?
ei nogen Konge, ei engang et Von?
Ha, seer I vel, der være maa en Høihed
eller og, begyndende med Kongen,
saa Prindsen, saa en Hertug eller Fyrste,
saa en Oberhofmarschal med Frue,
tre Kammerjunk're, Lieutenanter ved Garden,
og hele Stigen ned, Alt overstrøet
med Stjerner, Vonner, Pailletter. Det
glimrer skjønt ved Lys som Lysekronen.
Det bli'er Orchestrets Sag at give Liv,
at røre klingrende i denne Dynge
Glas, saa Lyset bryder sig derpaa.
Dog, vel at mærke, Pøbel blandes med:
|
d.II,b.1,s.119 |
-- en Vægter, Kudske, eller hvad det nu
kan blive efter Autors Smag, men dette
gjør jo Contrasten, forestiller Skyggen,
saa Øiet ikke trættes ved det Skimmer.
Det er den mørke Nat, som viser sig
i den oplyste Balsals Vindver, saa
man føler grant, hvor hyggeligt man har det."
Ak, Alt er sandt! den Daddel er fortjent.
Men Heltene og Navnene er Former,
fuldkomment passende paa Tingen.
Men Tingen er jo -- hvad man end vil sige --
en Svaghed male af, som I og jeg
har faaet i Arv: Indbildskhed nemlig:
Her har I, i den ene Helt, den lærde
Indbildskhed, eller og den dumme;
men, i en anden Helt af disse Tre,
har I Indbildskhed, mænget op med Vrede,
og i den Tredie er Nuancen Svaghed.
Det er et psykologisk Skilderie.
Det er Indbildskhed selv maaskee, som bringer
mig til at ahne denne Feil hos Andre.
I det jeg skriver dette, er min Pen
propfuld af denne Lyde, som saa gjerne
aander paa Papiret. Vist de tre
Fingre af den Haand, som skriver dette,
af denne Kongelyde -- det vil sige
store, mægtige -- som voxer med
Dyden, Mistlen liig med Poplen,
krummes om min Pen.
Indbildskheds Aande gjør vort Hjerte til
en Blære, til en Luftballon vort Hoved,
saa vi synes knapt med Taaen røre
de Andres Isser. See, den voxer frem
i Sjelen, liig en Trende Alen høi
tykbladet Cactus i en liden Potte.
Ha, Indbildskhed, lugtende saa sødt
for egen Næse, stinkende hos Andre,
|
d.II,b.1,s.120 |
den see vi fremst hos Alle; men den staaer,
skjøndt kjæmpehøi, dog useet, bag os selv!
-- Det er dens Skygge, som vi see hos Andre.
Men naar vi vende os og see tilbage,
da see vi blot en liden bitte Dverg,
en Tommeliden, flygtende tilbage
og snublende og druknende i Dynger
Rosenblade, hvormed Dyder dækked'
vore Trin. Nu bliver bag jo frem;
og Kjæmpen staaer og svulmer atter bag os,
og maler med sin lange Kost hiin Dynge
Rosenblade, mens han hvisker: "denne
Dreng er egentlig Indbildskhed ei,
men Selvfølelse."
Eller, naar vi vende os tilbage,
da see vi blot en liden Kolibri,
en Humle, neppe hørligt nynnende
i et bleggrønt Hav af duftende
Reseder: vore Dyder.
-- O lad den surre! nei du dræbe den!
saasnart dens Surren standser, bliver alt
-- nys Roser og Reseder -- til en Hede,
hvor Vinden rasler i det brune Lyng,
og Humlen, som du dræbte, vil du see
da som en Ørn med otte Alen mellem
Vingen -- ha!
-- Du seer blot Lyng: men Mange seer den søde
Beskedenhedsviol, der blegner ved
at see sin egen Ynde selv i Sandheds
klare Dug, saa huldt at smile under
Dydens Palme, skjulende sit Hoved
bag de gyldne Skyer: dens Frugt er Daad.
Lad Elskovsroser gløde rundtom Foden
aandende en lunken Vellugt mod
Kronen, saa dens Blade sagte bølge!
Menn'skekjærlighed og Venskab er
den Kraft, som gjør dens Stamme glindsende,
|
d.II,b.1,s.121 |
liig Frels'rens Palme, staaende i Guds
Lys og skyggende en Verden.
Er da Indbildskhed ikke styg? den vrænger
Dydens Aasyn til en Momusmaske,
og giver Lasten Dydens rene Træk:
den er Dydens Sporeklingren, saa
man hører hvert et Trin: den sminker Lasten.
Fortjener den da ei at gaae paa Scenen?
en liden Bog saavelsom Radesyge,
den gyldne Aare og deslige Andre?
Den er dog mere udbredt: ofte den
tilsideblæser Kongers Storhed, som
var Glorien om Kronen, naar halstarrig
en saadan En sig tænker mere viis
end Parlamentet, hvidnende af Sølvhaar,
og træder Domme under Fødder, liig
en Hyrdedreng, der høist forbitret tramper
om i vissent Løv, og fryder sig
ved Løvets Suk og kaster det for Vinden,
fordi han tabte der en Knap. Men ogsaa
en Drots pluskjævede Indbildskhed
bortblæser Lauren af hans Tinding og
de Blomster, Folket nærede saa gjerne
for ham i Hjertet. See, han ligner Fjeldet,
hvor Granerne er' mejede af Stormen,
og Folkets Hjerter ligne Agren, som
de gyldne Lokker bøjer henad Støvet,
om nu Indbildskhed hvisker: "Mennesker
forholde sig til dig, som du til Gud:
Gud plager dig med Podagra og Gigt og
Syphilis: nu plag du ogsaa dem,
som Gud har tilladt dig at plage!"
Eller og Indbildskhed, som bestandig
spotter, hæver Kongen saa iveiret,
at Grændser synes ham kun Stene
og Floder Grøfter, Stater Myretuer.
See Generalen efter første Træfning
-- at sige, hvis han vinder -- drømmer sig
|
d.II,b.1,s.122 |
en Bonaparte; men hvis han maa flygte,
da er han kun Moreau: hans Feighed er
den fabianske Klogskab!
Commisæren,
hvis han, saa tung som Kong Philippi Muler,
ei vender hjem fra Krigen er en Phoci'on.
See Damen her, hvor høit hun sender sine
Øine op mod Himlen, blot fordi
den lunefulde Skjebne gav dem Himlens
Farve, danned' dem en Draabe liig,
der glindser i en huul Saphir!
Og Denne?
Hun troer at fange Verden i et Smiil,
og derfor smiler hun bestandig.
See denne her, med Briller og Lorgnet,
hvor kneisende, hvor lang en Hals, hvor liden
Nakke? See hun, bleg og blaa om Øiet,
fra Institutet kom i sidste Vinter.
Meer end fire Sønner hun i fire
Aar har kostet; men nu kan hun og
en Rose male, Clauren kan hun læse
paa Tysk paa Sengen, tilmed meget Andet,
saa baade Mo'er og Fa'er er vel fornøiet.
See Denne her, hvor æsende som Bærme?
Han skrevet har en Vaudeville, og,
hvor han gaaer, han hører, hvor man hvisker:
"see der det frodige Genie!" Og Denne!
han tager sig om Hagen, hvor de første
Manddomsblomster stikke frem, som vissen
Halm af snedækt Ager.
Og see Denne,
hvis sødeste Musik er Sablens Klang,
i det den slaaes med Gadens Stene, og
hans Sporers Klirren!
Kast et Blik paa Denne!
Han svulmer; thi igaar han aarelod
en Fru; idag forbandt han godt en Finger.
|
d.II,b.1,s.123 |
Han drømmer sig et Keisersnit og en
Afhandling i det medicinske Tidsskrift,
hvor han kan prale med Latinen, blot
ex usu lært; som f. Ex. naar
han skriver "Hjerte" sættes inden Klammer
"cor" dertil, skjøndt Drenge dette veed.
Et Par nye Buxer, Guitarspil,
lidt Sang i Struben, Briller, første Præken,
en Maaned efter man er gaaet fra Skolen,
kan ogsaa hæve denne Lyde.
Nok, Hine svulme ei for hvad de er',
saameget som for hvad de vel kan blive,
ifølge hvad der allerede er.
Men -- jeg vender lidt tilbage, tager
fat ved Haaret den Indvending: "Autors
Helte ere altfor lave."
Ei!
jeg tog en Klokker som Machinegud,
fordi en Slig in re vel siger mere
end Mange, af en saadan Rang, at de
vel kunde figurere i Tragedier:
og fordi, -- jeg veed jo hvordan Verden
er: saa Mange søge selv Satire
i Madses Vers -- her Ingen er i Byen,
-- de Andre ere smaa -- som kunde mig
bebreide Krænkelse af Standen, eller
en lumpen footisk Spot.
Jeg hader Spot,
som Fruen Tølperen, der spytter
ligemeget paa et tyrkisk Teppe
og paa Gaden. Og Satire? ha,
en cultiveret Skurk, en Gadedreng,
som har igjennemløbet Sinkelexen!
Spot puffer, denne kniber; Spot,
den æder, men Satire bider -- Fy!
|
d.II,b.1,s.124 |
Hvis jeg en Saadan spotted', vilde jeg,
-- uhyre Tanke, gnavende min Sjel,
idet den fødes, farende igjennem
min Sjel, som Samum gjennem Mahars
Dale -- vel omsider driste
mig til -- mig Himlen frelse fra slig Tanke,
der blotter frækt et tvivlsomt Smiil og Panden
mod hellig Helveds hell'ge Luer, hvor
den sikkert, ganske sikkert, bort skal hvirvles,
med dette Blad, som blev dens Vugge, i
den Svovelrøg, som svedent Haar -- at smile
(thi da var intet helligt meer) ad
Pastor Sancte Wee, fordi man føler
Svovllugt stærkt i Næsen, naar han taler,
seer Beeg at rinde nedad Væggen, angrer,
at man har sine bedste Klæder paa.
Ak Kraftens Ord! naar man kan holde ud
en saadan Præken, slig en aandig Sviir,
og man da endelig vil sig omvende:
saa seer man grant, at det behøves ei;
thi Syndens Fader -- ha Forstanden! -- ligger
af Svoveldampen qvalt, som røg af Munden,
og Troen fanger den da let som Drengen,
der kaster Truget angest over en
Grævling, som han paa en Skovvei finder
raadnende: -- han tør ei røre den;
thi Kløerne er' endnu ganske friske.
Ha, spotte saadan Tale liig den sorte
Kedron, fraadsende i Golgaths og
Gethsemanes's Mudder, -- o en Naphta-
kildes Luefraade! ha en Tale
-- Commentairer til Pontoppidans
Forklaring, og til Bogen, hvor de kjære
Børn kan Herren see i vakkert Træesnit,
alvorlig selv som Skolemest'ren i
Paryk og Kappe, og den Helligaand,
skjøndt bildet som en Høne eller Due --
som om man stod til Underlæben, i
|
d.II,b.1,s.125 |
en Stilling, som før Regulus, i selve
Helvedgryden, Ha, at spotte Sligt!
Mon saadan hellig Lueknittren, slig
Vulcan fra Prækestolen ikke trænges?
-- Hør, Verden snorker jo, og slig en Lyd
er kraftig til at vække, naar undtages
Irlænderen, der vender sig blot om
i Sengen, naar kun Næstens Sager brænde.
Ha, spotte saadan Tale, som det hede
Beeg i Sjelen slynger liig Raqvetter
i sorte Høstnat: -- ret et aandeligt
Fyrværkerie, et smukt illumineret
Kjøbenhavns Beleirings Skilderie,
som det, der sælges ud i Holmensgade
hos Triblers Enke, -- ret et ziirligt Træesnit,
hvor høit Zinober praler mellem Tusken,
som røde Kinder under sorte Hatte!
Hvor hæve slige Ord sig fremfor Dens,
som aander Rosenblade frem, og søde
Complimenter, som Christinderne
contant med Taarers Sølv betale!
Og fremfor Dens, hvis Mening ligger skjult
bag lutter Straaleskimmers lyse Glands,
-- det Hele uligt ikke Guldpapiir!
Og fremfor Dens, som har de vakkre Tanker
saalænge slidt, at Talen bliver liig
den Smaadrengs Malerie, som har sit Skriins
Farveskaller tømt, men dypper Penslen
dybt i Vand, og saa i Skallen, hvor
Carminen rødmed' fordum, stryger over
Papiret, sigende: det Tag skal være
mørkrødt; dypper saa i Skallen, hvor
det Gule flammed', stryger paa Papiret,
og siger: dette Huus skal være guult!
Nu, sat superque! Om I ikke Vid
-- liig Europæeren, som, strax han træder
afrisk Sand, med graadigt Øie efter
|
d.II,b.1,s.126 |
Guldkorn under Kis'len stirrer -- fandt
i denne Tale: faae I dog Anledning,
(thi kloge Folk af Tosser lære Vid)
at vise Eders eget, saa at første
Hemistichium bli'er Maalet, men
det andet indeholder Latt'ren (Latter
er nu det samme som man "Odden" kaldte).
Jeg siger, mine Helte ere høie:
de Trende sær, som ere trende af
hiin Svagheds Retninger, blot navneklædte,
-- tre Træk af samme Haand, af denne Last
som ligger, Skrymner liig i Jothunheim,
eller og, en anden Jette liig
med trende Hoveder, saavel i Kongers
Sjel, som i en Spillemands og snorker.
|
| BLA BAKOVER |