HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845



d.I,b.3,s.319  
PAA SYGELEJET

           D
et Iisdryps Rislen i min Barm . .?
                            og disse Stik af Ild .? 
           Lad Døden kalde det sin Seir!
           Det er min Himmels Foraarsveir,
           dens Vaarfrembrud -- snart kold snart varm
                 min Saligheds April.


           Dog kjæmper Hjertet i mit Bryst
                 mod Dødens Trængen ind.
           Det slaaer den endnu Dag for Dag
           tilbage kjækt med tunge Slag.
           Mit Sind er roligt, klart og lyst
                 som Kjern i Maaneskin.



           Kanhænde da min Torneflor
                 udsprungen jeg faaer see?
           Først Kviste syv, saa to fremskjød,
           ialt der elleve frembrød;
           og kommer ikke Dødens Lee,
                 den skyder fleer jeg troer.



           Ak! blomstrer som i Gulistan,
                 som Schiraz' Centifol!
           Dog søger Ingen eders Sted:
           I blomstre i den Eensomhed,
           hvorhen jeg er forjagt i Ban
                 fra Folket, fra min Sol.
          
d.I,b.3,s.320  

           Ja til den øde Eensomhed
                            af Landsmænd jagt i Ban!
           De vrede Daarer ikke veed,
           at den en herlig Urskov er.
           Som sluppen Fugl jeg levte der,
                 som frien Indian.



           Brasiliens Skov med Palmetræ'r
                 af hundred Alens Top,
           hvortil den blaa Passionsblomst med
           Camellien klattrer sammen op,
           saa stolt og pragtfuld dog ei er
                 som denne Eensomhed.



           Der mangler det paa Syner ei
                 og Aandernes Besøg.
           Som Skyer, der gaae lavt og midt
           igjennem Skoven søge Vei,
           de Minder graae forbi mig tidt
                 i Eensomheden strøg.



           Dog maa jeg være bleven ramt
                 her i min elskte Ørk
           af Trolddom eller Slangebid:
           min Arm er mat, min Kind er hvid,
           mit Blod det rinder nu saa tamt
                 og Aaren er saa mørk.



           Ah, Døden har, den store Aand,
                 blæst af min Livstraads Haar.
           Til Folk jeg vil mig slæbe frem:
           jeg gjerne vil fortælle dem,
           hvor sidste Plantning fra min Haand
                 i Blomst i Ørknen staaer.



           Se, om ei Honning drypper sød
                 fra hver en Rosenknop!
           om ei hvert udslaaet Blomsterblad
          
d.I,b.3,s.321              er tegnet med et kjærligt Kvad,
           hver Roses aabne Purpurskjød
                 en hellig Bog lukt op!


           Blot Døden vil mig skjænke Frist
                 til Floren frem er brudt!
           Men o! han har mig alt omsust,
           mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
           med Blæserørets fule List
                 mig lydløst gjennemskudt.



           . . O Følelse som af et Bad!
                 Jeg Alt tilgivet har.
           En Finger paa mit Øje kom.
           En Engels; det min Moders var.
           Nu er min Sjel en toet Blom,
                 saa nyfødt, barneglad.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE