| s.141 |
Postbudene
Vistnok er jeg daarlig og duer ikke til stort; men jeg maa da vel kunne
bevæge pennen saavidt, at den forsvarer vore postbud, naar et
inlægg for dem angripes baade i Norge og Danmark.
Da vil jeg virkelig begynne med at sige, at det ser ikke godt ut, naar
et forslag, som kan lette tilværelsen for de underordnede, møtes med
protest av deres overordnede.
I dette tilfælde av dem, som selv sidder rolig i deres stole; de rejser
sig nu og roper efter dem, som gaar sig trætte og syke i trapperne:
"Det gjør, skam, ingen ting! Bare bliv ved! Ellers risikerer vi at miste
vore brev."
Det risikerer vi slet ikke. Naar hvert hus, som ikke har en portner
(hvad de efterhaanden nok blir nødt til at skaffe sig), faar en
brevkasse nede ved porten for hver beboer og signalapparat op, saa
er et alminneligt brev sikkert nok. Paa mit bord ligger ellers ogsaa
andre forslag, hvorefter brevene kan komme helt op med det samme.
Jeg tør ikke gaa god for disse forslag, saa jeg meddeler dem ikke. Men
jeg tør holde det for sansynligt, at saa snart det blir vitterligt, at
menneskeplageriet skal ophøre, kommer nok av forslag til ny
ordning.
Det er en stor by uværdigt paa nogetsomhelst omraade at bli ved
med det, som engang gik an, men som nu er blit menneskeplageri.
Og vel at mærke, et aldeles unødigt menneskeplageri.
Jeg har talt med postbudene, jeg har faat besked om, hvad det
koster paa dem, - navnlig at bli ved, naar de har gaat sig trætte. Da at
besørge hundre etager til! Sæt nu, at denne overanstrængelse gaar
paa dag efter dag? Det gjør den nemlig i de værste tider.
Man svarer: de hærdes! Men der er en sund hærding, og der er en
usund; denne hører ikke til de sunde.
Vi faar virkelig lade være med at gaa til Tyskland og spørge os for
der. Vi kan lære meget av Tyskerne, men deres haardhændte
|
| s.161 | menneskebruk maa vi ikke ta efter. Tvertom, vi kan lære dem at ha
højere agtelse for menneskeværd.
Indvendinger av den art som at reformen vil koste for meget,
imponerer neppe postbudene. Er valg muligt, faar vi heller spare paa
mennesker end paa pænger.
Jeg vil haape, at man ikke lar saken ligge "fordi den er liten", som
der er sagt. At familieforsørgere kan leve længe med god helbred og
trygt haab paa fremtiden, bør ikke være en liten sak for nogen.
|
| s.162 |
|
\n |
|
