| s.549 |
Hvor avgjøres Europas Fremtid
for de første Hundreaar?
("Samtiden" Maj 1908.)
Oprindelig hadde jeg ikke tænkt at læsse disse Betragt-
ninger av i et nordisk Tidsskrift. De er skrevne for Mellem-
europas store nye Tidsskrift "März".
Men en Samtale, jeg nætop har hat med en fremstaa-
ende liberal Ungarer, har omstæmt mig. Han kom direkte
fra sit Fædrelands oprivende Kampe, og jeg saa, hvor godt
det gjorde at faa et længere Utsyn. Saa tænkte jeg: kanske
kan det øve samme Virkning i Norden. Kanske kan ogsaa
der mange kjænne det godt at se længer ut i Fremtiden.
Den nærmeste Aarsak til mit Opsæt i "März" var, at
fire forskjellige Ungarer hadde sendt in Breve til mig. Det
var paa dem, jeg svarte.
"Disse fire Brev inneholder alt det, som Magyarerne
skrev om Ungarn, dengang de hadde Europas Øre og blev
troet. Paa noget enkelt nær, som jeg maatte inhænte Op-
lysning om, kjænte jeg det altsammen. Mit Svar er fær-
digt. Men idet jeg skal sende alt dette frem, maa jeg gjøre
den Tilstaaelse, at hverken Brevene eller Svaret bringer
noget nyt. Av den Grun, og av Hensyn til "März", foreslaar
jeg, at begge Dele lægges hen. Saa meget mere som min
Dokumentation og hvad den har draget efter sig, alene var
Forpostfægtning, som har Slut, naar Opmærksomheden er
vakt for det nuværendes Umulighed. Og det er den.
Mit Maal var og er: at faa Østerrikes og Ungarns Freds-
venner (og dermed mener jeg alle, som vil gjøre noget for
at opnaa Fred) til at tænke over, hvorledes de kan skape
et stort Fredsparti, sammensat av Mæn og Kvinner blant
de to Landes forskjellige Folk.
Et Fredsparti, som i Tidens Fylde tok Magten og reali-
serte sit Program.
|
| s.550 |
Med "Tidens Fylde" mener jeg, naar den middelalderske
Tradition om Stat og Statsstyre som en Tvangsanstalt be-
gynner at vige Plassen for moderne Begreper, og naar na-
tionale Fordomme begynner at vige Plassen for Ønsker om
Velstand og Lykke.
Jeg tror, jeg best kan tegne Forholdene saaledes: Under
Sejlads i oprørt Sjø at holde Taakebilleder for fast Land,
er farligt; men at holde faste Kystgrænser for Taakebilleder,
er endda farligere.
Anvender vi dette paa Stormagyarerne, saa vil det sige
følgende. Ved Lovbrudd og Vold har de gjort sig til Her-
rer i Siebenbürgen og Kroatien; ved uretskaffen Valgord-
ning og uredelig Administration holder de Herredømmet
gaaende; men naar de tror derved at styre frem mot et
Stormagyarien, saa er det et Taakebillede, et farligt Taake-
billede. Og naar de motsat holder Panslavismen for et
Taakebillede, som de tror de kan sejle tværs igjænnem paa
denne sin Fart frem mot et Stormagyarien, saa blir dette
deres visse Undergang. Ti Panslavismen er en Naturmagt med
historisk Fæste i gammel Jord, i fælles Sprog og med væl-
dige Forbundsfæller; men hvad er Stormagyarien?
Stormagyarien har aldrig været.
Men Magyarerne har været de ledende i Ungarn - og
ofte utover det. Dette kan de fremdeles være, naar de slip-
per Taakebillederne og respekterer de faste Grænser. Selv
om deres Fremtid blir at forene sig med et frit Kroatien,
eller endog med et sydslavisk Rike, de vil altid - i Kraft av
deres gamle Herskerævne og deres sjeldne Begavelse for
praktisk Politik - kunne beholde Ledningen.
Men herfor er sat et uomgjængeligt Vilkaar: de maa
opgi sit kunstige Flertal og alle Knep til Støtte for det: de
maa gaa ind i den uforfalskede Parlamentarismes Skole.
Der maa de taale Nederlag, til de lærer, hvorledes Magten
vindes i likestillede retskafne Forhold.
Jeg forudsætter nemlig - motsat "Stor-Østerrikerne" -
en selvstændig ungarsk Statsgruppe. At denne og den øster-
rikske engang gaar sammen til én, er muligt, ja, sansynligt.
Vi staar ved Ingangen til de store Folkeforbund, som ene
kan gjøre Ende paa Krigen. Av sig selv følger de mindre;
ti det var Krigsfrygten, som opretholdt de skarpe politiske
Grænser; med Krigsfrygten faller mange av dem. Alene de
aandelige bestaar.
Men den Tid, den Sorg!
Nu gjæller det ikke at forene to Riker til ét; men at
faa Slut paa den farlige nationale Strid innen dem begge.
|
| s.551 | Her er Fredsvennernes nærmeste Maal; her er deres frugt-
bareste Arbejdsmark.
Lad mig gjøre dette klart i et enkelt Tilfælle. Da jeg
for Tiden lever i Italien, faldt det naturligt at spørge en
Irredentist: "Hvis Østerrike lot det italienske Element faa
full Sprogfrihed, ja, saa mange Gymnasier og Universiteter,
som de kunde oprette, vilde saa ikke Irredentismen dø væk
av sig selv?" "Aldeles sikkert," svarte Mannen. Jeg spurte
videre: "Vilde der ogsaa da bestaa et Parti, som ønsket
Triest tilbake?" Svaret lød: "Selv nu tænker vel neppe
alvorlige Folk paa at berøve Østerrike deres naturlige Havn.
Men da vilde ingen forstandig mere tænke paa det." Ende-
lig spurte jeg: "Vilde nogen, naar der var full Sprogfrihed,
finne det underligt, at de italienske Repræsentanter fra disse
Egne lærte sig tysk for at kunne bruke det Sprog paa den
fælles Riksdag og i de fælles Saker?" Svaret lød: "Nejvist
ikke. De, som driver Forretninger med Tyskerne, eller
med Ungarerne, eller med hvem som helst av alle de for-
skjellige Folk i Østerrike og Ungarn, maa jo ogsaa nu lære
sig tysk."
I dette Eksempel fra Italienerne ligger den Lære, jeg vil
ha inpræntet. Paa Frivillighedens Vej faar hvert
Folk, hvad det ønsker sig, og tysk blir av sig selv det sam-
lende Sprog.
Saa hvisker Tyskere til mig: "Sig ikke dette højt! Ti
saa tror Folk, at det er Pangermanen, som er ute og fisker."
Men uten Tyskerne kan disse Ting ikke forhandles!
Og Tyskerne trænger ogsaa til at lære, at paa Frivillig-
hedens Vej, naar de alt, som de med Rimelighed kan ønske;
eller rettere: alene paa den naar de det.
Faar alle Folk full Sprogfrihed for Skole, for Kirke og
Retsforhandlinger, saa infinner det tyske Sprog sig, uten
Gendarmer og Skoletvang, av sig selv. Folkene kaller paa
det av Nødvendighed. Et samlende Sprog maa de ha.
Den erobrende Pangermanisme med sit arrogante Væ-
sen paa alle Omraader er os Germaner utenfor Tyskland
(og utvilsomt ogsaa det store Flertal innen Tyskland) en
Motbydelighed.
Men den tjenende Pangermanisme, den, som søker ut
efter Brødre paa begge Sider Atlanterhavet for at faa Ende
paa Krigen, og inad samler de forskjellige Folk, som har
faat Plass paa den fælles Jord, i frivilligt Samarbejde, den
er en Skytshelgen for alle Kulturøjemed, den er Mellem-
europas Velsignelse."
Dette var mit Opsæt i "März". Jeg føjer til:
|
| s.552 |
I Østerrike avgjøres Europas Fremtid for de første Par
hundre Aar. Alle de øvrige Spørsmaal, som synes at true
Europas Fred (som f. Eks. det Elsass-Lothringske), er for
intet at regne mot Sammenstøtet mellem Germaner og Sla-
ver. Ordnes Forholdet mellem disse to Folkefærd i Øster-
rike, saa er det med det samme ordnet paa Balkan og i
Ungarn. Blir Østerrike et i Sanhed frit og samlet Rike, saa
kan heller ikke den preussiske Reaktion holde sig. Det
østerrikske Folkeelement, godmodigt og lyrisk, er i høj Grad
skikket for en Ordning paa Frihedens og Frivillighedens
Grun. Riksdagen i Wien, fremgaat av almen Røstret, er et
bekvæmt Møtested for alle de forskjellige Folkekrav. Der
begynner alt at gaa Strømninger henimot det Maal, som her
er sat op. Hvad mere er: Man siger, at Tronfølgerens
Ønsker er med i disse Strømninger.
Bjørnstjerne Bjørnson.
|
\n |
|
