| s.541 |
Freden og Fredsvennerne.
("Samtiden", September 1907.)
Professor Sergi i Rom har nylig til "Courrier Eu-
ropéen" sendt en skarp Kritik over Fredskonferencen i
Haag; han skriver, at den er den skjære Humbug.
Dadelen deles utvilsomt av Millioner; forsaavidt kom
den ikke uventet. Nærmere at fastslaa Reglerne for, hvor-
ledes Folkene herefter skal myrde hverandre, er ikke net-
op opmuntrende for Udsigterne til en Verdensfred. Og
Reglerne for, hvorledes en stakkars overfallt Provins
har Lov til at forsvare sig, minner stærkt om Rov-
dyrenes Vrede, naar Byttet er ved at komme unda. De
smaa Folk, som tar Del i slike Forhandlinger, maa gjøre
det med Gysen; ti det er vist dem, det nærmest gjæller!
Ja, saaledes tænkes rundtom i Lannene.
Og dog tør disse officielle Forhandlinger mellem Sta-
terne have sin Nytte. Ikke saa meget ved den Mekanisme,
som altsaa herefter skal ordne Krigen og aapne større Mu-
lighed for fredelig Overenskomst, som ved selve den Hand-
ling, at de Gang paa Gang møtes. Der er et gammelt Ord-
sprog, som siger: saa længe leker du med Kjærligheden, til
du leker dig fast.
Men det føler vi jo alle, at det er ikke de Herrer i
Haag, som kan bringe os Verdensfreden. Likesaa lidt som
Love slukker Tørsten efter Forbrydelse, likesaa lidt kan
Regler stanse Krigslysten.
Det kan alene Fredsmoralens Vækst, eftersom den,
Stykke for Stykke, fortrænger Krigsmoralen ved at over-
skygge den. Hertil har Fredsvennerne givet et vældigt Bi-
drag. Naar Diplomaterne nu sitter sammen i Haag, saa er
det deres Værk. Og naar der endelig holder paa at danne
sig en Verdensopinion mot Krigen, saa sker ogsaa det til
Fredsvennernes Ære.
|
| s.542 |
Men alt aandeligt Arbeide ændrer sin Art, eftersom
Tiden skrider frem. Det tør nok hænde, at ogsaa Freds-
vennernes trænger Fornyelse. Vækkelsens Tidsalder er
utvilsomt forbi; dens mange Tilstellinger begynner at trætte.
Man har nu vunnet dypere Insigt i Fredsmoralens Filosofi.
Man spør sig selv, om det egentlig gir Trygghed, naar de
samme Stater, som sender Repræsentanter til Haag for at
fremme Fredsmoralens Forskrifter, hjemme hos sig selv
handler efter Krigsmoralens.
Man spør ogsaa, om Fredsvennerne virkelig tror, at
deres mange Skrifter, Møter, Taler, Fæster, fører synnerlig
frem, saa længe de fleste av dem tilhører Statssamfund,
som aapent krænker Fredsmoralens øverste Bud. Det lyder:
du skal ikke gjøre mot andre, hvad du ikke vil, at de skal
gjøre mot dig.
Intet vækker Tiltro til en Rensligheds-Prædikant, som
at han hjemme holder sit eget Hus rent og ordentligt. Intet
bringer Folk til at samle sig om en Fredsapostel, som at
han i sit eget Land har kjæmpet mot Uretfærdighed og
Hykleri og kanske har lidt for det.
Nu derimot gaar det saadan til: I preussisk Polen for-
bydes det polske Barn at bekjænne Gud i sit eget Sprog.
Smaa Barn straffes for det, og Forældrene for Børnenes
Skyll. Ja, en ældre Bror ved Gymnasiet vises bort fra
dette, fordi hans yngre Søster i Folkeskolen ikke kunde bede
til Gud paa tysk. Preusserne spytter efter Barn paa Gaten,
fordi disse taler polsk. De fordriver Polakkerne fra deres
Jord, de prøver paa alle Maater at dræpe deres levende Sjæl.
Og saa træder Preussere op i de internationale Freds-
forsamlinger - ikke for blant Brødre at protestere, ikke for
at rope Vold, Vold, Hjælp, Hjælp; - nej, for at dele Freds-
arbejdet.
Magyarerne er de ivrigste, hvor det gjæller Fredsarbej-
det. Overhovedet de ivrigste, naar det gjæller Humanitet
og Retsbevissthed. Men hjemme hos sig selv undertrykker
de tre Millioner Slovaker. De forbyr dem at bruke sine
Fædres, sin Sjæls Tale; de haaner deres Kjærlighed til hi-
storiske Minner. De stænger Musæer, de konfiskerer Mid-
ler, som skulde forene dem med deres Fædres Liv. De
skjæller dem ut i Riksdagen for "Svin"; de kaster dem ned
ad Trapperne, og de spytter efter dem i Bladene. Den, som
i Egenskap av Undervisningsminister anfører Mishandlin-
gerne, er samtidig en Forkjæmper for Kristendom. Han
heter Grev Apponyi og er den mest veltalende paa alle inter-
nationale Fredsmøter.
|
| s.543 |
Og saa de polske Herrer! Efterkommere av dem, som
har styrtet Fædrelannet i Fordærv og gjort det dygtige, god-
modige polske Folk saa dypt ulykkeligt. Endnu idag under-
trykker de, naar de kan komme til! Se deres Behandling
av Ruthenerne i Galizien! Se den Frækhed, hvormed de
lyver sig fra det i den østerrikske Riksdag og i Pressen1.
Men hvilke tappre Fredsriddere de polske Herrer er! I de
internationale Møter udmærker de sig. Hvor højt synger
de ikke, at alene Freden bringer Velsignelse!
Den elskværdige, glade Østerriker, som har den Missjon
fremfor noget annet Folk at vise Verden, hvorledes forskjel-
lige Nationer og Tungemaal kan leve lykkelig sammen un-
der samme Scepter, et Eksempel, som, hvis det gaves og
efterfulgtes, kunde bringe Halvdelen av Farer for Krig ut
av Verden, - de ligger tværtimot i Slagsmaal med dem
allesammen! Fra dette Krigshelvede hos dem selv (se de-
res Riksdagsforhandlinger) kommer de saa til alle inter-
nationale Fredsmøter som de frejdigste av de frejdige.
Skal dette kunne bli saaledes ved?
Alt Fredsarbejde maa begynne med at bekjæmpe -
ikke saa meget Krigen, som Krigsmoralen, dens Aarsak.
Dette maa begynne i Fredsvennens eget Land. Der skal
han vinne sine Sporer og saaledes gjøre sig fortjent til den
Ære at tage Del i og bli hørt paa i et mellemfolkeligt
Fredsmøte.
Jeg undtar naturligvis dem, som er blet graa i Vækkel-
sens Tjeneste; de kan hverken ændre Natur eller Arbejde.
Jeg bøjer mig for dem i Ærbødighed.
Men nu faar vi sannelig gaa videre!
Er Fredsvennen Medlem av et Folk, som undertrykker
andre, faar han tjene sin Værnepligt i Kamp mot saadan
Uretfærdighed. Er han Medlem av et Folk, som ikke gjør
det, faar han tjene den i Kamp mot Krigsmoralen paa an-
dre Omraader; ti den er i alle Forhold.
Et Fredsbroderskap over hele Verden, sammensat av
saadanne Rekrutter, vilde gjøre stærkt og motigt Arbejde.
Da vilde de ogsaa vinne igjen den Agtelse, de, til Skade for
den store Sak, nu delvis har tapt.
|
| s.544 |
Professor Sergi's Forslag, som jeg herved gaar over til,
er nemlig et Mistillidsvotum til Fredsvennerne og deres
Arbejde, som Millioner stemmer for.
Vi maa gripe til Revolution, siger Professor Sergi. Fol-
ket maa nægte at gjøre Krigstjeneste. Intet annet fører frem
til Freden.
Men fører dette saa frem? Hvad er det nemlig uten
Krig paa en annen Maate? Han vil utrydde Krig med Krig;
mot Krigsmoral sætte Krigsmoral! Men det fører ingen-
steds hen; det visste allerede Jesus av Nazaret. Han sa:
"Du kan ikke utdrive Belzebub med Belzebub."
Professor Sergi's Paastand, at intet avgjørende Fremsteg
er gjort uten gjennem Martyrer og Revolution, er ikke helt
san. Nætop nogle av de skjønneste er komne stille in i
vort Liv fra den daglige Erfaring, fra Videnskapens Opda-
gelser. Om ogsaa her finnes Martyrer, saa er de i alle Fall
ikke Krigsmoralens.
Men om Fortiden maatte betale en dyr Pris for Frem-
gang; ja, om Rusland den Dag idag maa gjøre det, fordi
Vold og Revolution fra oven fremkaller Vold og Revolution
fra neden, - er det ikke Nutidens kosteligste Vinning, at
vi har faste Institutioner, som gjennem almen Røstret og
parlamentarisk Styre kan gjøre baade Revolution og Reak-
tion overflødig? Disse to er nemlig uadskillelige; de har
til idag sinket Fremgangen uhyre.
Hvad særskilt Martyrerne angaar, saa nægter jeg ikke,
at ogsaa Krigsmoralen har sine. Men Fredsmoralen har
da tusene Ganger flere. Se til Jesus av Nazaret! Kan Kri-
gens Moral ikke utryddes uten Martyrer, som Professor
Sergi mener, - nuvel, lad en tysk Præst eller Politiker stige
frem i Jesu Aand og kræve Kongen av Preussen til Regn-
skap for Polakkernes Behandling, saa skal han nok opnaa
at bli Martyr.
Nej, Professor Sergi (og de andre med ham) er i sit
Misnøje med og i sin Mistillid til Fredsvennerne komne in
paa en farlig Avvej. De faar huske, at Lovlydighed og Fred
er Brødre. Lovløshed og Krig er ogsaa Brødre.
Imidlertid maa Fredsvennerne ta Lære! Vækkelse er
altsaa ikke længer nok; man blir utaalmodig og kræver
Handling.
Jeg har før antydet, hvor den maa begynne. Det stær-
kere Folks Undertrykkelse av det svakere er den avskye-
|
| s.545 | ligste og grusomste Levning av Oldtidens Barbari. Mot
denne "Statsdannelsernes Politik" maa der i vore Dage
kunne skapes en Verdensopinion. I Transvaal har Stor-
britannien alt bøjet sig for den.
Slaar Fredsvennerne ind paa den Vej, saa opdager de
ogsaa snart, at den fører like in til det fortrollede Land
der Verdensfreden finnes!
Beviset for, at den er rigtig.
Eksempel!
Hvad vilde i Øjeblikket være naturligere, end at alle
de mindre Folk omkring Tyskland av den teutoniske Stam-
me, de skandinaviske Folk, det hollandske, belgiske, luxem-
burgske, schweiziske gik sammen i et Neutralitets- eller
Forsvarsforbund? Og at dette Forbund saa søkte Forbund
med Tyskland (og bak dette med Østerrike). Der kan vel
næppe være Tvil om, at hvis et saadant Forbund full-
byrdedes, kom baade England og de forenede nordame-
rikanske Stater til. Dette vilde være Krigens Ophør.
De store Folkeforbund er Krigens Opbør. Den første
Følge vilde nemlig bli, at saa maatte ogsaa de andre
Stammer slutte sig sammen. Saa store blev da disse For-
bund, at ingen Krig mere turde risikeres; Faren blev for
kolossal. Faktisk kom den civiliserede Verden da til at be-
staa av et eneste Fredsforbund med Voldgiftsretter for alle
Stridigheder, som ikke annerledes kunde løses.
Er det ikke betægnende for Fredsvennernes fejlagtige
Taktik og den Vanmagt, som er Følgen, at intet eneste For-
slag, som kunde føre derhen, endnu er fremsat paa deres
Møter? Ingen Komité, intet Selskap dannet, som kunde
forberede det.
Og dog er de store Folkeforbund det eneste, som kan
redde de smaa Stater; utvilsomt ogsaa det eneste, som fører
til Verdensfreden.
Initiativet tilhører de smaa Folk; ti deres Liv er i
Fare.
Kanske vilde alt en Begyndelse være gjort, i alle Fall
til det første Steg, det at samle de 25 Millioner i et Neutra-
litets- eller Forsvarsforbund, hvis det annet Steg, det at for-
ene sig med Tyskland, tiltalte dem. Men saa længe Tysk-
land behandler Dele av andre Folk, som de nu lever sam-
men med, saa grusomt som f. Eks. Polakkerne, vækker
Tanken om et saadant Forbund Avsky og Angst. Tysklands
bureaukratiske, klerikale, politimæssige, militære Styresæt
|
| s.546 | avskrækker ogsaa. Det ene muliggjør det annet, og tilsam-
men muliggjør de et Herrevælde i Tyskhedens Navn over
alle andre.
Var det annerledes; var Tyskland en Samling av parla-
mentarisk styrede Folk, og havde de et højt civiliseret Folks
ædelmodige Hensynsfullhed overfor andre og mindre, saa
er der ingen Tvil om, at Forbundet mellem det og de mere
end fem og tyve Millioner rundt omkring boende alt var
ved at fullbyrdes.
Dette ene Eksempel viser Fredsvennerne, tænker jeg,
hvor deres Arbejde nu skal lægges. At sige, hvis de for
Alvor vil Verdensfreden.
Men endda er dette bare den ene Halvdel av Eksem-
plet. Tag den andre Halvdel med!
I min Ungdom ansaas det for latterligt - utenfor Ita-
lien - at tale om en italiensk Samling. Likesaa - utenfor
Tyskland - at tale om en tysk. Begge Samlinger kom
likefullt. Belært som vi nu er burde vi dog forstaa, at og-
saa den slaviske Samling kommer. Det mægtige, unge Rus-
land har vel innen ti-tyve Aar revolutioneret fra sig, og da
har vi en Samling av slaviske Folkesamfund, som kan
komme til at række like til Bøhmens Vestgrænse. Den kan
ogsaa komme til at klemme ihjæl alt mellemliggende.
"Kan komme til." Det beror paa Tyskernes, Øster-
rikernes, Magyarernes Politik. Denne kan, hvis den er klok
og frisinnet, gjøre Brødre av Slaverne blant sig. Disse kan
bli trygge og tilfredse. Da glider de villigt med ind i et
teutonisk Forbund.
Men de samme Stater kan ogsaa i disse Folk opdrage
en uhyre Fare for Europa.
Navnlig er Magyarernes nuværende Politik mot dem det
mest forvovne, jeg har set. Magyarerne danner en liten
Folkeø paa syv-otte Millioner midt i et Hav av fremmede
Folk. Saa gir de sig til at undertrykke de Dele av disse,
som de er forenet med; saaledes tror de at gjøre sig selv
stærkere! Og ypper samtidig Fiendskap med sin Forbunds-
fælle; saaledes tror de at trygge sin Fremtid!
Nej, Faren for Europa av at fortsætte denne Politik er
klar nok. Utvilsomt er den større end Arbejder-Spørsmaa-
lets. Større ogsaa end Jordspørsmaalets. Med dette siste
mener jeg det uretfærdige Ejendomsforhold til Folkenes
Jord, som snart for Alvor kommer paa vor Dagsorden.
Jeg spør endnu engang Fredsvennerne: forstaar I, hvor
I maa lægge eders Arbejde? At sige, hvis I for Alvor vil
Verdensfreden.
|
| s.547 |
Om Organisationen skal sprænges paa det, - her er
det, vi maa ta fat.
Danne et Broderskap paa, at Folkene skal leve i Fred
med hverandre. Danne et Fredsmoralens Ridderskap paa
Lovlighedens Grun. Til praktisk Værn om Sætningen: gjør
ikke mot andre, hvad du ikke vil, de andre skal gjøre mot
dig.
Bjørnstjerne Bjørnson.
1 tilbakeSe f. Eks. Paderewskis Opsæt i "Die Zeit" for Maj dette Aar! |
\n |
|
