| s.227 |
En religiøs Apostel.
("Dagbladet" 1. April 1892.)
Den eneste i Norden. Ingen kan nægte ham Navnet;
ingen kan peke paa nogen annen, værdig til at bære det.
Udsendt av Aanden og i brændende Tro paa dens Kald,
forsager han Livsstilling og Hjæm. Ikke udsendt av en
Missjonskommitté altsaa; bare av Aanden. Ikke sagt Far-
vel under Salmesang og Vintoddy, ikke fulgt ombord av
Blomster; ikke udstyret med Menighedens Velsignelse, Reise-
teppe og Ulster. Nej, mot Venners Raad, Slægtninges
Graat og Bønner drager han avsted, ikke paa Missjonens
Dampskibsbillet for første eller annen Klasse, men udsat
for at lide Hunger lige ved sin Hjæmstavn. Befalet av
Aanden til dem, som forfølger ham og kaster ham i Fæng-
sel. Ti vi er i Sverige, og i Sverige har man Fængsel (og
tildels Landsforvisning!) for dem, som forkynder en anden
Lære end Kirkens. Han har været kastet i Fængsel Gang
paa Gang, og han havde siddet der den Dag idag, hvis ikke
Lægerne enstemmig havde erklæret, at det vilde være at
dræpe ham. Dræpe ham ønsker den svenske Kirke ikke;
ti den er kjærlig. Derfor nøier den sig med at uthungre
ham og forfølge ham; for Øjeblikket ligger han i Gefle i
en Lungesygdom, fordi han ikke har ejet tætte Støvler. Det
er i Gefle, at Waldenström bor, som Kristendommen
har gjort hovedrig. Kristendommen i Højsædet i Rigdom
og Magt; Aandens Udsendte i Lungesot, fordi han ikke ejet
tætte Støvler.
Præster og Folkelærere møter op imot ham, hvor han
kommer. Nylig var han i Synagogen i Upsala, kringsat av
de Skriftlærde, Farisæerne, de aandelige Ledere, der pligt-
skyldigst rev sine Klæder itu av hellig Harm over saa me-
gen Vranglære i Israel.
|
| s.228 |
De oplyste ham indtrængende om, at Gud ligefuldt kan
være al Godheds Kilde, fordi de fleste av hans Børn ender
i det evige Helvede; de oplyste ham om Guds Kjærlighed
ogsaa her. Han svarte dem, at denne Lære var blet til i
en Tid, da Gud tænktes som den almægtige Selvhersker,
der kunde bestemme over sine ulydige Slaver, som han
vilde. Forfærdelse.
De oplyste ham om, at Jesus er den eneste, Menneskene
har kaldt "Frælser". Han svarte med at citere gamle indi-
ske Skrifter, der kalder baade Krischna og Buddha
"Frælser".
De oplyste ham om, at Jesus er den, som har lært
Menneskene at kalde Gud "Far". Han svarte med Max
Müller, at baade Agni, Indra og andre indiske Guder
længe før kaldtes "Far". Der er faa Religioner, deri Guden
ikke kaldes Far. Latter.
De oplyste ham om, at Jesus lærte os at bede. Han
citerte Iliaden; allerede der bad man til Apollo, til Jupiter,
til Afrodite; allerede der kjendte man sig bønhørt og lyk-
salig. Protest.
De oplyste ham om, at alene den personlige Erfaring
kan godtgjøre Kristendommens Sandhed. Han svarte, at det
samme sa Buddhisterne om deres Lære, og de er flere; de
er 480 Millioner. Hyssen.
Har det nogentid gaat Apostlerne anderledes i Syna-
gogerne?
Hvad er Kjendetegn paa en Apostel? At han hensyns-
løst sendes ud av Aanden mod Menneskenes gamle Tro og
farlige Fordomme; at han forkynder en ny Tro, Oplysnin-
gens, Nutids-Behovets; at han for denne sin ny Tro er rede
til at lide al den Forsmædelse og Mishandling, som den
gamles Magtindhavere har Ævne til at berede ham.
Saaledes engang med Kristendommens Apostle.
Ved dem blev Forsynstroens Forbarmelse over Lidel-
sen Menneskenes højeste Tilflugt. Men nu er Forsynstroen
blet en Forsløving av Viljelivet, en Forsinkelse, en Fare.
Engang var Forsoningsdødens Generalkvittering for alle
Synder Menneskenes Frælse i deres Fortabthed. Nu er
den blet en Avvei for Ansvarsfølelsen, en Svækkelse av Ar-
bejdet med sig selv.
Engang var Djævelen Verdens Sygdom; i denne ene
Skikkelse kunde man bli kvit den. Menneskene kjendte
ikke deres lange Vej fra lavere Arter op til deres egen Art;
de vidste ikke, hvor Raaheden og Dyriskheden kom ifra, og
de fandt op Djævelen og skyldte paa ham. For Nutidens
|
| s.229 | Tænkning kan Begrebet Djævel vanskelig enes med Begre-
bet Gud. Fremgangslæren overflødiggjør det, Opdragelses-
læren kan ikke bruge det.
Engang saa Menneskene bare sin egen Religion og
tænkte derfor, at den var aabenbaret, tænkte, at den var
det eneste Vilkaar for Godhed og Lykke. Nu kjender vi
Religionernes fælles Naturhistorie saavel som deres Række-
vidde i Kulturlivet.
Kristendommens Apostle vilde bygge et Retfærdighedens
og Godhedens Rige; det samme vil Victor Lennstrand,
- saa heder Manden. I begges Rige er Kjærlighedens Mo-
ral den evige Fane og Lovene de samme. Han vil bare
dybere innerliggjøre dem. Likesom Apostlerne maatte bryde
ned for at kunne bygge op, saaledes han; bare at det er
hvad de byggede, han maa bryde ned, - Former, ikke
Æmne, deres Syn paa Livets Inhold, ikke dette selv, Troen,
ikke Moralen. Apostlerne vilde ha Tag i Menneskenes Vilje-
kraft, det samme vil han og til samme Maal.
Den, som har læst Nyttemoralen av Stuart Mill,
ved, at Menneskene har erfaret sig til, hvad som er godt
og ondt, og det over hele Verden. Religionerne er heller
intet annet end Udslag av Menneskenes Erfaringer i den
Form, som Syn paa Natur og Liv dengang la tilrette. For-
saavidt Religionen derved blev Klædebon for Moral og Op-
lysning, sprængtes den, naar disse vokste, og maatte nydan-
nes Gang paa Gang.
Dette er det, som nu skér igjæn, lærer Victor Lenn-
strand. Oplysningen siden Luthers Nydannelse, Moralens
Vekst i Forstaaelse og Evne vil efterhaanden overflødig-
gjøre Religionen. Denne vil mere og mere bli en hæm-
mende Magt, skyldig i manges Uvidenhed, Undertrykkelse
og Ulykke.
Victor Lennstrand er selv Teolog; i Aarrækker har han
udelukkende drevet de herhenhørende Studier.
Han byder ingen ny Religion. Vejen til at bli bra, lyk-
kelige Mennesker ligger nu i fuld Oplysning. Men en ny
Tro byder han, Troen paa, at dette er nok, Menneskene
behøver bare at ville. Der skal virkelig en ny Tro til
- som nu med Fredssagen, Tro paa Fredens Midler, iste-
detfor Tro paa Krigens, Tro paa, at Oplysning og Kjærlig-
hed kan gjøre Menneskene lykkelige her paa Jorden.
Men gaar han ikke for vidt, naar han derfor vil ud-
rydde Gudstroen og Udødelighedslæren? Krænker han ikke
da den Fremgangslære, som han med Kundskab og Talent
|
| s.230 | lægger tilrette for sine Tilhørere? Kan Gudsbegrebet og
kan Troen paa Udødeligheden (Individets) undværes av
Samtidens Flertal? Er disse to nødvendig bundet til et
fast Religionssystem?
Kan de ikke enes med Fremgangslæren? Ja, betinges
af den?
Jeg siger det ikke for at bebrejde ham noget; en beta-
get Mand, som arbejder ind i Døden for sin Tro, kan intet
bebrejdes. Han er den, han er, - den eneste i sit
Slags i Norden. Han kan hverken stanses eller selv stanse;
han gjennemskjærer al religiøs Forestilling med Staalets
Udholdenhed i et Sagblad. Han maa hvergang gjænnem
hele Stokken for at kunne komme gjænnem den næste.
Lad ham gjøre sin Gjerning! Alvorets Storhed er til mere
Gagn end 40 Præsters jævne Søndagsforedrag. Jeg vil her-
med intet ondt ha sagt om disse; vi kunde ikke undvære
dem. Men en Aandens Udsending er en Begivenhed i Fol-
kets Liv; Apostelen - han være det for hvadsomhelst -,
Apostelens hellige Betagethed er "Livets Salt". Ikke Ordet
i og for sig; Personligheden. Den og de afgjørende
Begivenheder.
Hvad kan Victor Lennstrand for, at det er blet
Utilismen, som fik sin Apostel her i Norden og ikke Kri-
stendommen? Det beviser noget, det er sant; men ikke at
de Kristne har Ret til at mishandle ham eller vi andre Lov
til at forsømme ham.
Bestil i det minste hans Blad: Fritänkaren1. Det
ekspederes fra Stockholm, Engelbrektsgatan 43, B, av Fru
Anna Bugge Wicksell.
Ejendommeligt for Bladet er de ordrette Referater fra
Lennstrands Kampe.
Hans logiske Sans er skjærpet av Opøvelse, hans An-
fallsmagt gjort vældig av Forfølgelse, Bagvaskelse og Fængs-
ler. Vi ser Zions Vægtere komme mot ham med det Vedtagnes
Overlegenhed, komme fra tilfældige Gjøremaal, varme Stuer,
madmætte, gode, - og om en Stund snurre rundt som
Fluer med bare én Vinge, eller sprælle som Myrer med
to Ben igjæn paa en og samme Side.
Hvad er det i det svenske Folk, som har sendt ud
denne ny revolutionære Kraft, mere viljedyb end nogen
foregaaende? Man svarer, han havde pietistiske Forældre.
Dem gives der nok av i begge de andre Folk ogsaa. I
|
| s.231 | Sverige maa noget staa bag Pietismen, som giver denne
mørke Farve.
Fejler jeg, naar jeg mener, at det er "Overklassens" ma-
terielle Nydelsesliv, mere tungmavet, mere foragtfullt for
det, som er til Ulejlighed og "bråk", end det broderlige
danske, - end sige det norske? Fattigere Brødre og Søstre
nødtes sammen i ideel Modstand, deres Pietisme blev Dom
og derfor mørk?
Hvis det forholder sig saa, da er Victor Lennstrand
født av en ædel Trods, som han selv maatte byde endnu
ædlere Trods. Derfra den tvefoldige Magt i hans Ideal, Styr-
ken bag Styrken.
Bjørnstjerne Bjørnson.
1 tilbakeTo Kroner og Postporto. |
\n |
|
