| s.343 |
A. M. Schweigaard. (II)
("Norsk Folkeblad", 12. Marts 1870.)
Vi har maattet vente paa det Billede, som fremstiller
Sørgefesten i Trefoldighedskirken. Hele denne storartede
Gravlægning vil være uforglemmelig for dem, der deltog,
og navnlig for Ungdommen, som her fik et mægtigt, fædre-
landsk Indtryk. En stor Mands Liv giver Klarhed, hans
Død tillige; thi da samler en Stund alle Tanker sig om
hans Tanker, og da viser det sig, hvormange af dem skal
gjøre Folkets Rejse med, hvormange skal stanse med ham,
og hvormange allerede har vent om.
Schweigaard optraadte paa første Ting, hvoraf han var
Medlem, som Forsvarer af Handelsloven, den han havde
været med at faa istand. Den tog et dygtigt Steg fremover
mod Handels-Frihed. Ligesaa var han Medlem af den kgl.
Kommission, der forberedte Toldloven af 1845. Loven var
et stort Fremskridt, idet den paa den ene Side ordnede
Stortingets Forhold til Tolden1; paa den anden friede den
Vare-Forsendelsen for mange hæmmende Baand. Det var i
Told-Spørsmaalene, at Schweigaard havde størst Brug for
sine statsøkonomiske og statistiske Kundskaber, paa hvilke
han i en Aarrække holdt Foredrag, hvis Hovedsætninger
nu bærer hele Systemet. Her har hans Stortings-Virksom-
hed været størst. Om hans Foredrag over Bank- og
Penge-Væsen kan noget lignende siges. I de ni Aar,
Sjøfartsloven gik frem og tilbage i Tinget, havde S.
som Komité-Formand megen Indflydelse paa den. Over-
hovedet har alt, som hører til Handel, Industri, Sjø-
fart, Kommunikations-Væsen, i ham havt en mægtig For-
kjæmper, og alt det, der hørte til Oplysnings- og Viden-
skabs-Væsenet, havde en ikke mindre. Hans Arbejde for
Samvittigheds-Frihed blev med Rette erindret ved Graven.
|
| s.344 | Hans Optræden i Danske-Sagen skal Folkene altid med Tak
mindes.
Men naar han arbejdede for Handelsfrihed, saa stan-
sede han ved Byerne; han modsatte sig i sin Tid Loven af
28de Septbr. 1857 om Udvidelse af Handelsfrihed paa Lan-
det, han kunde ikke faa stor nok Afstand fra Byerne, endnu
paa sidste Ting blev han herover meget ivrig. Naar Spørs-
maalene overhovedet stillede sig saa, at By mødte Land,
stod han paa Byens Fordel, og det med megen Ensidighed.
Helt fra 1845, da Forslaget om lige Arveret mellem
Mand og Kvinde første Gang kom frem, har han modsat sig
dette. I 1854 blev det dog Lov.
Han modsatte sig ogsaa meget stærkt Værnepligts-
loven; han vilde have de Linjetropper, som trængtes, udtagne
ved Lodtrækning; han vilde ogsaa have Stilling. Stortings-
Beslutningen af 1851 blev ikke sanktioneret; men i 1854 gjen-
toges den, og nu kom Sanktionen. Her holdt atter S. paa
det Fasting'ske Forslag (at man kunde drage Frilodder),
mens Loven nu har bestemt, at alle vaabenføre Mænd skal
tjene, om ikke blant Linjetropperne, saa i Reserven. Han
talte og stemte for Indkommandering i 1866; som bekjent
faldt Forslaget. - Loven af 12te August 1848, som for
en Del ødelagde Jurist-Monopolet, idet den gjorde Sagførselen
fri for alle respektable, juridiske Kandidater med fornødent
Eksamens-Bevis, modsatte han sig i 1845; men da den i
1848 kom igjen som kgl. Proposition - stemte han for den.
Da Bergmester Sexe, der var fjernet fra sit Embede ved
Stortings-Beslutning, (sic) fik sin Gage i Vartpenge, modsatte
Schweigaard sig dette; Konsekventserne af hans Optræden
her vilde have været haarde for alle underordnede Em-
bedsmænd.
I Sjørettens Sammensætning vilde han have de
tvende kyndige Mænd, som bistaar Underdommeren, ud-
nævnte af Kongen (efter indhentet Betænkning af Formand-
skab og Amtmand), men Tinget satte gjennem, at Amtmanden
udtager to af otte, som Formandskabet har foreslaat. Han
modsatte sig ogsaa Lagrettesloven, hvortil Odelstinget i
1851 oversendte Regjeringen et Udkast, der noget ændret kom
tilbage i 1854 og blev Lov. Af alle Kræfter arbejdede han i
1848 imod et Forslag, om at de faste Skjøns- og Taksa- tions-
Mænd paa Landet skulde opnævnes af Formandska-
bet, der maatte forudsættes bedst at kjende sine Folk, og ikke
af Fogden. Lovbeslutningen herom nægtedes Sanktion. - Hans
Modstand mod Juryen er kjendt nok og har været skjæbne-
svanger. - Hans modstand mod Udvidelse af den kommu-
|
| s.345 | nale Stemmeret i 1851 var meget stærk. Enhver Udvidelse
baade af den almindelige og kommunale har han siden al-
vej modsat sig; desuagtet blev han paa sidste Ting Med-
lem af den Komité, der skulde udarbejde Forslag til Udvi-
delse. - Det var Schweigaards Grundlovs-Forslag, som i
1859 blev fulgt i Ordningen af Repræsentant-Forholdet
mellem By og Land; men han har senere stanset enhver Æn-
dring af det, hvilket især har været følt haardt af de fin-
markske Byer, der saa at sige endnu er uden Repræsentant.
Han undte gjerne disse Byer sin Repræsentant, men han
undte ikke Landet den tilsvarende Magtøgning, som ifølge
hans eget Grundlovs-Forslag da blev nødvendig. Dette sagde
han rent ud. For Statsraadernes Deltagelse i Tingets
Handlinger talte og stemte han, saalænge det kunde tænkes, at
de der vilde øge sin Magt; siden har han holdt imod. Han
ivrede stærkt imod, at Højesterets Voteringer skulde ske
for aabne Døre; Lov derom blev sat igjennem i 1863. - I Uni-
onssagerne har han stemt for alle de Forslag, Tinget har
forkastet, altsaa for en Vej henimod Sammensmeltning. Da
Statholdersagen i sin Tid nægtedes Sanktion, og den
svenske Rigsdag kaldte denne Sag en svensk Sag, var han
imidlertid med paa en energisk Protest, den han i Sverige selv
kort efter gjentog, skjønt, som det viste sig, uforstaat af Sven-
skerne.2 Men senere har han her holdt paa det afventende
System og har om alle disse Forhold, navnlig paa sidste
Ting, udtalt sig saaledes, at dette forekommer os at være
noget af det, Efterverdenen, ligesom allerede Samtiden, vil
dømme strængest. Havde han deltaget i næste Tings For-
handlinger, maatte han enten her paany have vent om,
eller have taalt et Udfald og en Dom, som det var godt,
den gamle Mand blev skaanet for. I det Hele vil man faa
det Intryk endog af dette vort ufuldstændige Uddrag, at
hans Missjon i alt Væsentligt var endt, og at en ny Tid
holdt paa at gaa henover ham. Der er ikke mange af hans
politiske Tanker, som følger Folket videre paa Vejen.
Schweigaards Stats-Ideal var et Folk, der til en vis Grad
nød Nærings-Frihed og almen Oplysning, men under stærk
Administration. Ligesom han optog Skatten der, hvor den
var lettest at faa, og ikke netop hvor den faldt retfærdigst,
saaledes tog han Stats-Styrelsen der, hvor den lod sig let-
test sammensætte, og havde ingen Følelse af, at en meget
|
| s.346 | stor Del af Folket derved krænkedes i sin Ret. Ligesom
han selv her i Kristiania, ved de øvrige Vælgeres komiske
Uformuenhed, skaffede frem en Stortingsmand, som til Valg-
mand kun havde faat nogle faa Stemmer, saaledes saa han
ikke i Valg et Udtryk for de fleste, men for "de bedste".
Om det stigende Misnøje blant vore mindre Ejendoms-Mænd,
som naturligvis snart for anden Gang naar frem til Hus-
mænd og Arbejdere og snart fører til Andet end Udvan-
dring; om dette Misnøje, som ganske vist ikke netop er
Savn af Delagtighed i Styrelsen, men som Delagtighed ufejl-
barlig vilde have opløst ved at samle og gjøre interesseret
i det Heles Vel; om dette Misnøje, som i vort demokratiske
Land burde have været en Umulighed, - stiger os over
Hovedet, stanser eller forstyrrer os, da skal Skylden herfor
være deres, som altfor længe, altfor hensynsløst og haardt
har holdt en saa stor Del Medborgere ude fra sine Rettig-
heder, og blant disse først og fremst Professor Schweigaards.
Naar Almu-Oplysningen, d. v. s. Oplysningen hos Folkets
største Del, endnu er saa ringe og meget mangelfuld, hvor-
for Almuen netop nu staar Fare for at vildledes, - saa er
det vor Mening, at dette vilde have været anderledes, om
Folket tidligere og i større Mon selv havde deltaget i Sty-
relsen; baade havde da de Dannede her stærkere følt Nøden
og rigtig tilgagns taget i, - og havde de, som det nærmest
vedkom, havt en stærkere Følelse af Behov.
Vi begyndte vor Udtalelse om Schweigaard med at sige,
at han viste, hvad der i hans Samtid var Dannelse, hvilke
var dens Opgaver, og hvorledes den tog dem. Saa langt
som han førte Friheden, kunde Samtidens Dannelse for-
staa den - og ikke længere. Ligesaa med Folkeligheden,
ligesaa med de højere og højeste Opgaver. Han begynte
med en Bog mod Filosofien, som efter Kyndiges Dom skal
være højst utilfredsstillende, skjønt den vistnok har gjort
sin Nytte i Samtiden, da den i alle Fald fremmede en større
realistisk Klarhed; men det højere Aandsliv har med Filo-
sofien været tilbagevist, og naar vi endnu idag er i den
Grad uvidende om, hvad der foregaar i den aabne Nabo-
Dør, at en Forelæsning heroppe om Søren Kirkegaard
virker som "en Nyhed", da er dette et Særkjende for hin
Dannelse - og et Maal paa den. Til Poesien havde denne
samme Dannelse et Respekt-Forhold, forsaavidt Poesien selv
kom i en nydelsesfuld Form; dens folkeopdragende Magt, dens
Rang som Folkets egen bankende Sjæl kunde hin Dannelse
ikke fatte. Naar nu hele Folkehøjskolen grundlægges paa
Poesien og Historien, fordi det føles, at et Folks Poesi er
|
| s.347 | Samholds-Kraften i dets Historie, ligesom det er den, der
usynlig spinder Viljen, væver Livet i det enkelte Menneske,
- at derfor et Folk eller et Menneske, som har tabt sin
Poesi, har tabt Livet, - saa er det at haabe, at Poesien,
som opdragende Magt, ogsaa snart naar frem til Skolerne,
de højere og de lavere, - og saa vil der komme en Tid,
som fatter, hvad vi mente, da vi satte Schweigaard op mod
Henrik Vergeland.
Vi vil slutte med det, som var Schweigaards største
Værd, og kanske af størst Indflydelse paa hele Samtiden,
hans Personligheds strænge Retskaffenhed, Helhed, Styrke.
Den føltes vist ikke af Alle paa den Maade, hvorpaa den
burde føles, fordi han - hel i Alt - ogsaa helt holdt
borte og nede, hvad han ikke syntes om. I Aarrækker
har han talt mod Sverdrup uden at nævne hans Navn!
Der gives en Mangfoldighed af Tingmænd rundt om-
kring, med hvilke han aldrig har vekslet et Ord. Hans
Debatter var, især før, hensynsløse, overlegent docerende
indtil Fornærmelse, hvilket ogsaa langt tidligere, end det
skete, vilde have mødt den næsten enstemmige Protest, -
hvis hans Mægtighed ikke saalænge havde skræmt dem!
Men han var med alt dette en kjærlig Natur, han mente
det saa godt, som Nogen nogensinde har gjort, hans Vrede
var Varme, hans Overseen virkelig Begejstring for sine Ide-
aler, som ikke tilstedede Akkord. Her var det, at Alle følte,
instinktmæssig, men sikkert, at de stod foran noget Stort,
noget Ædelt, ja, noget som lyste af det Guddommelige. Naar
der er ønsket ved hans Grav, at Norge anden Gang maa
finde en Mærkesmand, "der bærer Fanen saa højt som han",
- da er dette Ønske et fuldt Udtryk for Alles Følelse,
saalænge hermed menes de rene Hænder, der bar den, den
stærke Vilje, altsaa det Moralske; - menes der Syn paa
Folkets Tarv i Et og Alt og da navnlig paa det Højeste,
eller det Syn paa Fremtiden, som han altsaa vilde føre Fol-
ket imod, da er Ønsket saa langt ifra Alles, at det med én
Gang svinder ind til at gjælde meget Faa. Men dette skal
ikke minke vor Tak til den store Mand, den stærke Arbej-
der, den hele, ærlige Vilje, den varme, skjønne Personlighed.
Efterskrift. Det er ikke vor Skyld, at vor Udtalelse
over Schweigaard maa have en Efterskrift. Thi skjønt vi
her er blevet vant til, at Parti-Lidenskaben vil hindre Aan-
dens Mænd i at udtale sig, var det dog uventet, at selv
|
| s.348 | Schweigaards skjønne Død skulde nyttes - ikke til Klar-
hed, som en saadan Tilskikkelse uvilkaarlig maa, - men
til deraf at gjøre Uklarhed. Var der nogen Mand, som burde
være fri for at bruges paa denne Maade, saa maatte det
være Schweigaard, der selv stod saa klar i sit Fædrelands
Tjeneste.
Allerede Dagen efter Schweigaards Død talte Byen -
ikke om Schweigaards Død; men om at Aftenbladet ikke
havde havt sort Rand!3 - Et Par Dage efter hans Død
var allerede det Parti, som han, ofte næsten ganske alene,
opretholdt i Thinget, ude med en Inbydelse til at for-
handle om et National-Monument for den Afdøde. Morgen-
bladet forberedte dette med en Uendelighed af Artikler,
skrevne paa den Maade, at man skulde tro Landets evige
Forsyn var død, i alle Fald den eneste retskafne Mand, som
Landet havde. Der var et skjult Udfald mod Ting-Majori-
teten, altsaa Folke-Partiet, i de fleste. Nu begynte allerede
Luften at blive uklar. Det saa ikke ud som i deres Sind,
der isandhed er med i en almen Sorg; thi i denne er der
noget velgjørende, stille, rent. Men da Inbydelsen kom ud
og bares af de samme Navne (sammen med nogle uund-
gaalige pene Kjøbmænd og Haandværkere), som paa et
Par Undtagelser nær udgjør Partiets Koryfæer, - og altsaa
ogsaa en stor Mands Dødsfald, der andetsteds plejer at for-
sone og sammenføje, her skulde tjene til at faa visse Me-
ninger støbte i Bronce, siden de ikke længere var en fly-
dende Ildstrøm af hans mægtige Sjæl, og dette skulde være
en Folkesag: da blev Luften kvalm. Fjorten Dage efter
Jordfæstelsen tillod vi os derfor at gjøre en Sammenstilling
af de to Poler i vor Udvikling, Schweigaard og Vergeland,
for derved at faa en sikrere Bestemmelse af den Afdødes
Værd og Gjerning - den eneste Maade, hvorpaa et Folk
kan modtage den Klarhed, Lynslaget fra det Høje strængt
paakalder og inleder. Vi sluttede med i en enkelt Linje at
minde om, at skal den ene have Statue, maa den anden
have; Vergeland har lagt 25 Aar i sin Grav, og det eneste,
der viser Nationen hans Sted, "er rejst af Jøder udenfor
Norges Rige". I et saadant Forslag er fra vor Side, fra
Folkepartiets Side, Forsonlighed; heri ligger Forstaaelse af
begge Sider og et Ønske om, at begge maa vurderes.
Men da opstod der et Uvejr, som vist kunde have skræmt
|
| s.349 | nervøsere Naturer end vor fra Byen. Ikke alene viste det
sig, at det gamle Parti endnu efter 25 Aar sad ligesaa ufor-
sonet overfor Vergeland, som var han død for et Aar siden;
men det kom da overhovedet klart for Dagen, hvad man
alt havde følt, at mere end en Tredjedel i den Sorg, som
Morgenbladet og dets Parti havde baaret daglige Bud ifra,
var Had til Modstandere og Skrig over Følelse af Afmagt.
Det vidste vi jo saa godt, Allesammen, at den stærke Af-
døde bar Manges Tro og Karakter, og at den med ham
knækkede tvært over som en Stok. Det vidste vi jo ogsaa,
at de Faa, som her holder Magten imod de Mange, mistede
med ham al Modstands-Kraft, fordi de med ham mistede
vor moralske Respekt. Men at de vilde vise det? Og vise
det saaledes? Om ikke Selvfølelsen, saa maatte dog Ær-
bødigheden for den Afdøde have været en liden Smule større.
Naar Sorgen skal omgjøres, ligesom det sorte Sørge-
Klæde, til at pynte Partiet, naar Savnet skal hidse til Had
og Forfølgelse, da bliver Sorgens Gave en Ulykke, Luften,
En lever i, som Pest, - og da maa Folke-Følelsen op, der-
for dens store Idealer, dens Ungdoms Digter, dens Ung-
doms Syner ved ham, forat her kan blive friskt igjen! Saa-
ledes værger man bedst den Afdødes rene Minde, og saa-
ledes viser et Folk, at det var sin Mand værd.
1 tilbakeHvad der i Tinget skulde ordnes ved Lov, og hvad alene kom ind
under simpel Beskatnings-Myndighed.
2 tilbakeHans Maade at tale paa var i det Hele ikke heldig; navnlig talte
han ofte utydelig og stødte enkelte Ord ud, som om han var vred;
dette sidste skal ogsaa Svenskerne have troet, at han var.
3 tilbakeDette stilfærdige Blad havde nemlig indskrænket sig til at mælde
med et Par Ord "det sørgelige Dødsfald", fordi det allerede forbe-
redte en længere og ærefuld Nekrolog til næste Dag! |
\n |
|
