| s.350 |
[Maalsagen og Theatret.]
("Norsk Folkeblad", 7. Mai 1870.)
En Bergenser-Maal-Stræver anker i Dagbladet
- som engang imellem skyller op i den politiske Brænding
en tilkorket Flaske, hvori Navnet paa et Maalstræver-Ønske
staar skrevet, - over at "Folkebladet" tar sig saa lidt af
Maal-Sagen, at det ikke mælder Maal-Bøgerne, ikke taler om
Vestmanna-Laget o. s. v. Grunden til det sidste er, at vi
har en Korrespondent i Bergen, som er det dovneste
Menneske, vi har lært at kjende i vor Journalist-Praksis.
Det syntes os mangen Gang værd at mælde noget fra
hint udmærkede Lag, som er det eneste demokratiske i
vort Land. Hvad Maal-Bøgerne derimod angaar, har dette
Blads Udgiver, siden han selv blev Forfatter, afholdt sig fra
at mælde Bøger, han ikke i det Hele taget kunde rose; og
navnlig naar Dagbladets Meddelelser om Maal-Bøgerne
lagdes tilgrund for, hvorledes man vilde have Kritiken over
dem (til Eks. Mældingen af Henrik Krohns næst sidste
Bog), kunde vor Betragtning af de samme Bøger ikke komme
op til Trappen end sige Salen af det Hus, hvori deres Bryl-
lup med Folket fejredes.
Vor Mening om selve Maal-Sagen er nu i alt Væsentligt
den samme som før. Først og fremst maa Almu-Skolen
have godt af Maalet, og det har den da havt, længe før
Maalet vandt grammatikalsk Borger-Ret; dernæst maa Filo-
logerne arbejde med det, og geniale Bonde-Naturer fortælle
og synge i det, og hvad deraf blir, om det blir et Sprog
for os, hvad vi aldrig har trod eller tror, derom bryr vi
os lidt; Hovedsagen for os er, at Maal-Strævet har fornyet
Kjærligheden til de dybere Lag i Folket gjennem dybere
Forstaaelse deraf; det har gjort og vil gjøre vort Skriftsprog
rigere og renere; det har vendt Hugen mod det gamle Maal,
og ved alt dette øget Fædrelands-Kjærligheden.
|
| s.351 |
Hvad samtidig hermed har været Forvildelse, har vi
bare skjæmtet med, skjønt den tildels stærkt er gaat ud
over os selv; - Vestmanna-Laget kan fortælle lidt derom.
Men saalænge de saakaldte Maal-Strævere bare strævde og
glemte, at de var Mænd og det norske Mænd, saalænge var
de ikke fjælge at være ihob med. Norsk var bare de
haarde Konsonanter, Tvelydene og de selv; hvad vi Andre
var, kan nu være glemt, Men lidt om Sen har dette æn-
dret sig; de har virkelig valgt Aand for Bogstav, og Kjær-
ligheden til Folket har ført dem til Frihed, til Demokrati,
saa de nu har sluttet sig varmt til de mange andre natio-
nale Gjøremaal i Landet, som gaar Side om Side med de-
res. God Tjeneste har de gjort, fordi Folkeligheden er
blevet dem en Livsretning, brave Fæller er de, og de har
Mod -, en Vare, som det begynte at blive trangt for her
i Norge, naar det galt mere end Lodsbrug og Bjørnejagt,
naar det nemlig galt at staa i Latter, Haan, Forbandelse
for en god Sag. Maal-Stræverne har havt Følelsen af at
staa sammen, og det gir Mod; de har havt noget at elske,
og det gir ogsaa Mod. De er som skabt for Tiden.
Af disse Grunde holder vi nu en Stund sammen, og
slaas sammen, vel vidende, at vi om lidt ryger i Tottene
paa hverandre. Thi deres Arvesynd er stærkere end de;
Bogstaven, Udvortesheden vinner ret som det er atter paa
dem. Se nu til Hr. Redaktør Habel i Bergen! Naar han
ikke kan faa et Maalstræver-Teater, saa er det ham slig Slag,
om en dansk Mand retleder Emnerne eller om en norsk
Mand gjør det, for det Ene er som det Andet; et Stykke som
"De Nygifte" er dog egentlig dansk o. s. v. Hertil maa vi
faa svare, at hvis En, som ser Hr. Johannes Brun, Hr.
og Fru Gundersen samt Fru Juell spille "De Nygifte",
kan værge sig for at kalde dette norsk, - saa vil han nok
ikke længer kunne værge sig for det, naar han ser Hr.
Wilhelm Wiehe, Hr. Mantzius, Frøken Nielsen,
Fru Holst, Frøken Jensen paa Kjøbenhavns Teater spille
det samme Stykke. Da vil der ufejlbarligen gaa op for ham,
hvilken Forskjel der er paa Dansk og Norsk i Behandling
af det samme Sprog, de samme Følelser, de samme Figurer
og Opfattelser. Kunstneren er stor i samme Forhold som
han er national, d. v. s. jo dybere Forhold han har til
Hjemmets Hjertelag og Fantasi, jo herligere tiltaler han.
Jo mægtigere Slægtens Aand har udrustet ham for sine
Organer, jo mere Magt vinner han; har han lidt af Alle,
vinner han ogsaa alle; Ligheden med os selv er det, som
bringer Forstaaelse. Her gjør Maalet ogsaa sit; men da nu
|
| s.352 | engang Folke-Maalet ikke er deres, som søger Teatret, saa
kan der ligefrem ikke blive Tale om det paa Teatret. Alt
skal paa Teatret have øjeblikkelig Forstaaelse, ellers er det
spilt. Dagbladet har med sjelden Dygtighed ført dette vi-
dere; det har paa Grundlag af det, som her er sagt, vist, at
en Instruktør, der er en dansk eller halv-norsk Figur, ikke
kan træffe det kunstneriske Norske, ikke kan staa i det
sande Forhold, som forløser Evner og Længsler i Skue-
spiller og Publikum.
At forsvare en dansk Instruktion og dansk Spil blant
os nu, det er mildest talt en Maalstræver-Misforstaaelse,
som er særegen for Bergen, og kanske der blot for en
enkelt Mand. Teatret er en Folkehøjskole for Byerne. Der
opdrages Følelses-Livet og Fantasien, der skjærmes de mil-
dere Magter, der nedbrydes Fordomme, der oparbejdes
Fædrelands-Kjærligheden, knuses Stands-Forskjel, Penge-
Kryhed, Tyranni, der hæves Kvinnen og Troen, der bæres
i daarlige, snevre Tider de store Billeder in fra de dyg-
tige og store Tider. Og da blir der Forskjel paa, om dette
gjøres hjemligt eller fremmed, naturligt eller varmt, eller
halv-sant og søgt; om det blir en Sejer eller en halt Prøve;
thi en saadan er værre end ingen; de skjønne Følelser, som
mishandles, frister til Spot, og forhærder altsaa istedetfor
at frigjøre. Der er Forskjel paa, om Teatret styres slig, at
det, som vi nu arbejder paa her hjemme, føler sig hjulpet,
eller om Teatret styres lige i Favnen paa det lavere Kjø-
benhavneri, som egentlig er en træt Foragt for alle Livs-
Magter, hvorfor det ogsaa i sit eget Hjemland lever i Krig
paa Liv og Død med Grundtvigianismen, som netop søger
at rejse Hjertets Tro paa de samme Livs-Magter. Her er
Forskjel paa en Styrelse i Aand, og det i norsk Aand, og
paa en Styrelse af Routine, og det Routine fra det lavere
Kjøbenhavneris Teatre.
For nu at komme tilbage til Vestmanna-Laget og dets
Repræsentant i Pressen, saa vilde det være høveligt for
dette at sørge for et norsk Teater i Bergen, styret af en
norsk Mand. Tror de paa sine Maalstræver-Opgaver, saa
maa de arbejde op National-Følelsen; thi det er den, som
skal virkeliggjøre deres Opgaver; deres to-tre Bøger kom-
mer de ikke langt med alene. De maa tage Eksempel af
Samlaget herinne; Medlemmer af dette er overalt paafærde,
hvor det norske Arbejde nu er. Og Hr. Redaktør Habel
bør tage Eksempel af - Hr. Redaktør Habel; thi man skal
ellers ikke kunne sige om ham, at han misforstaar, hvad
der kan fremme den folkelige Norskhed eller at han und-
drager sig for at virke.
|
\n |
|
