| s.63 |
De norske Skuespillerinder.
("Morgenbladet", 25. Marts, 1854).
Der er ingen, Publikum tror saa opfordret til at
traktere med Kritik, som Skuespillere. Det er ogsaa en
Kjendsgjerning, at denne Kritik er sjeldnere og uvornere,
jo mindre den By er, hvori Kunstnerne virker. Der
faar man saa let Tag i ens private Liv, og Erindringer
fra dette roder man ved enhver Anledning op i Dommen
om deres Kunstnerliv.
Det er under saadanne Forhold Kritikens Sag at
føre Publikum tilbage til det rette Standpunkt, hvilket
rigtignok hører til Vidunderlighederne hos os, hvor
Teaterkritiken er saa tam, Publikum saa aldeles under-
lagt, at den gjennemgaar med dette uden at rødme alle
Begejstringens og Afkjølingens Stadier. Det var billigt,
som det var naturligt, at vore ældre og vederhæftigere
Æstetikere tog sig en Smule af vor Kritik. I Danmark
f. Eks. ser man, hvorledes de ældre og største Æstetikere,
gamle i Kunstens Tjeneste, selv engang bedømte, ikke
gaar til Hvile, straks de har frelst sig selv udover Kri-
tikens farligste Stadier, men bruger sin Erfaring til at
|
| s.64 | hjælpe andre efter, kritiserer og redder derved de yngre
Kunstnere fra umodne Dommes Afgrund, fra Hobens vil-
kaarlige Døgnskrig. Hvad gjør vore ældre Æstetikere i
Modsætning til hine, og i hvis Hænder maa da den af
Modenhed og Erfarenhed forladte Kritik falde? - Jo i
sliges som Indsenderen af "Enhver sit" i Morgenbladet
for 18. Februar, - som Hobens Eftersnakker, Dommeren
over det norske Teater i Kristianiaposten, hans Kontra-
part i Morgenbladet ved Juletider og en mylrende Mængde
lignende Umyndigheder, der river og slider i Kritiken,
saalænge til der ikke bliver Forstand tilbage i den.
Det kunde maaske engang være paatide at raabe et:
"Holdt!" til alle disse æstetiserende Herrer i Aviserne,
i Logerne og paa Kaféerne, levere deres Snak en Kon-
trollør og Mængden en Vejledning. Om ogsaa den mere
Skjønsomme opdager Mangler, søger vi Forsvar bag vor
oprigtige Hensigt at gavne og den Kjærlighed til Kunsten,
som vi føler hos os selv. Thi denne - og ene denne
er det, som nu, da det forekommer os saare fornødent,
driver os til at gjøre Brug af det Studium, vi har lagt
paa disse Gjenstande. -
Det var om de norske Skuespillerinder, vi ville
skrive. Ja, om de norske; det er bleven gjort meget
ofte, men ikke meget samvittighedsfuldt, ikke saadan,
som vi skulde ønske det, naar vi erindrer, at det er paa
disse Kræfter, vi skulle vente at kunne grundlægge en
norsk Scene. Det kan være os mindre vigtigt, at der
samler sig skjæve Anskuelser om de danske. Disse er
- foruden at Alder og Vane har væbnet dem for vore
vildtsigtende Kritikpile, hovedsagelig blot at betragte som
en midlertidig Nødhjælp, - blot som bidrag ydende til
en øjeblikkelig Nydelse. Men vore yngre norske Skue-
spillerinder derimod - Skuespillerne kan der vel endnu
ikke være Tale om - kunne vi dog ikke med Lige-
gyldighed se at blive indbildte den ene Skrøne suffi-
santere end den anden. Vi udhæver f. Eks. blot Ind-
senderens af 18. Februar, der for fuldt Alvor siger dem,
at der er en ubetvingelig Skjæbne, som byder over deres
Lykke, - en Gjengjældelsens Dæmon, som sent eller
tidlig vil hjemsøge enhver, der engang har været rost.
Man tænke sig, hvad Virkning en slig Tro kan have paa
et endnu ikke klarnet Gemyt! Man tænke sig det bare,
- og man vil med det samme finde enhver Kunstvens
Optræden berettiget, naar han, som her, kalder slige
Kritici til Orden.
|
| s.65 |
Jeg tager Jomfru Svendsen først, fordi hun be-
stemt har den største Opfordring til at paakalde den
kunstelskendes Hjælp, og fordi hendes Talent utvivlsomt
stiller hende øverst. I en usædvanlig ung Alder kom
hun til Teatret. Uden Dannelse, uden at have nydt en
mere dannet Omgang, der i saa mange Tilfælde erstatter
denne, - uden nogen anden Forberedelse end den,
Skuespiller Hagen med sædvanlig Beredvillighed ydede
hende i de specielle Roller, viste hun sig i "Svend Dyrings
Hus" og i "Elverhøj". Vi behøver ikke at gjenkalde i
Publikums Erindring de store Forhaabninger, hun med-
rette vakte. Hun spilte, kun ledet af Instinktet, hun
spilte, som Øjeblikket indgav hende; men hun spilte med
en Følelse, med denne Talentets egne Magt, som river
med. Og det taknemlige Publikum aabnede hende sine
Cirkler, understøttede hende, da det gjaldt en Kamp med
de danske Skuespillere og Skuespillerinder, og uden
Publikums Hjælp vilde hun dengang ikke kunnet holde
Kampen ud. Rygtet gik, at hun led Overlast dernede.
Det sagde endog, at de misundelige Fagsøstre negtede
den fattige Pige at benytte Damernes almindelige Paa-
klædningsværelse. Og om man ogsaa antager, at Rygtet
overdrev her som allevegne, behøver man blot det aller
mindste Kjendskab til Livet bag Kulisserne for at fatte,
at hun maatte have uendelig meget at lide af Misundelse
og Ondskab - blotstillet som hun var, uden Dannelsens
Bøjelighed og Hverdagsmenneskenes Fordragelighed. Dette
maa fremhæves, da det er et nødvendigt Led i hendes
Udviklingshistorie, og da vore Bestræbelser ene maa gaa
ud paa at skaffe hende Fred med sine medspillende,
Fred med Publikum; da gjør hun nok Resten selv.
Det var imidlertid ikke længe, at Hjælpen udenfra
bistod hende. Taabeligt nok fordrede man nu lutter
usædvanlige Fortrin for hver Gang, hun viste sig. Man
betænkte ikke, hvilken gabende Afstand der er imellem
at spille godt af Instinkt og spille med Reflektion og
Bevidsthed. Men hun delte her Skæbne med saamange
andre. Hvormangen Yngling, f. Eks., har ikke i 16-17
Aars Alderen skrevet Vers, hans Følelser sagde ham, var
mageløse, og som hans Bekjendte overøste med Bifald,
fordi de bedømte dem relativt til hans Alder. Maaske
han ogsaa vildledet heraf troede sig fuldkommen, for-
agtede ydre Dannelsesmidler, foragtede andres Raad og
skrev vildt. Men saa kom Reflektionen med Alderen,
Øjnene aabnedes for Formens Vigtighed; han skrev ikke
|
| s.66 | længere med Lethed, fordi han ikke skrev med Tryghed.
Om da en Bekjendt sneg sig til en af de mange Papir-
lapper, hvorpaa Slagene havde staaet, saa han den før
beundrede, rige Aand bange at være rømt sin Vej for
Formens Jernlænker. De faa Tanker, det havde lykkedes
Staklen at kalde tilbage, saa modløse og fortabte ud, og
den gode Bekjendt rystede paa Hovedet og sagde næste
Gang, han mødte vedkommende August, Henrik eller
Paul: "Nej, ved du hvad, min kjære; hold endelig en-
gang op med det Versemageri. Vi troede nok engang,
det kunde blive til noget, men det var jo en komplet
Vildfarelse." Er der nu intet synderligt ved denne Hr.
August, Henrik eller Paul, fortvivler han og holder op.
Men føler han Talentets Stemme raabe sit trodsende Nej
indeni sig, bliver han ved, ser og tænker og prøver.
Vundet har han snart over Formens og Smagens For-
dringer, og Tankerne staar der atter fri og stolte.
Aldeles saadan gik det Jomfru Svendsen. Direk-
tørerne gav hende Anledning til at erhverve sig de
nødvendige Forkundskaber, men hun troede endnu, det
kun gjaldt at spille saa at sige "paa Følelsen", fattede
ikke, at der skulde noget mere til og lod haant om alle
ydre Tildannelsesmidler. I sin Tur fattede nu ikke
Direktørerne, at der skulde levnes hende Tid til at komme
ud af Illusionerne, og misfornøjet afstængte de hende
snart Adgangen til fri Information. Publikum, der saa,
at ikke Jomfru Svendsen gik frem med paaventede Syv-
milestøvler, hørte om alt dette og troede snart, hvad de
ihærdige Danske altid havde sagt, at der ingenting var
ved Jomfru Svendsen. Hendes medspillende viste skade-
fro Glæde, Kritiken stolprede ydmyg efter Publikum og
blev uartig, den nykomne Direktør bøjede sig tilsyne-
ladende ogsaa for den almindelige Mening, og hvad Under,
at den unge Kvinde da væbnede sig med den Bitterhed,
hvorom man nu ved saameget at fortælle?
Men er der noget, som kan vidne og vidne højt for
Jomfru Svendsen, at hun besidder prisværdige Anlæg for
Scenen, saa er det den Standhaftighed, Talentets urokke-
lige Tro paa sig selv, hvormed hun har trodset al denne
Miskjendelse. Endnu staar hun der haabende og ven-
tende, har ikke ladet sig anfægte af det nye Bevis paa
Umulighed, hun modtog under Jomfru Johannesens første
Triumfer, da man endog gjorde sig saa latterlig at pibe
af hende. Den eneste Virkning, dette havde paa hende
- den Virkning, som det blot kan have paa Talentet -
|
| s.67 | er, at hun med rastløs Iver arbejder fremad. Forlængst
har hun givet vakre Beviser paa, at hun har fattet den
Agtelse for, den Kjærlighed til sit Kald, som nøder til
at studere.
Hvad Direktionen før vilde gjøre, gjør hun nu selv:
skaffer sig for sine egne Midler al den Uddannelse, hun
kan. Under Madame Dahls Vejledning har hun ud-
dannet en smuk Sangstemme, medens hun paa samme
Tid, ved at benytte private Informationer, belærer og be-
riger sig Aand. Nu var det blot at ønske, at hun blev
levnet Sindsro nok til at fortfare saadan, at der fandt en
Smule gjensidig Overbærelse Sted, saa ikke hendes Sjæl
blev fyldt med Had til Scenen istedetfor Kjærlighed, -
og Byen med de foragteligste Historier om plumpe An-
greb og hidsige Rivninger dernede fra. Man sparer i det
længste Offentligheden for Teaterkabaler og Kunstner-
optrin; men naar der er Fare for, at et afgjort Talent
skal gaa tilgrunde under al denne Kamp, skal alting for
en Dag og Publikum dømme. Men vi haaber, det ikke
kommer saa vidt.
Til Slutning et Par Ord om hendes Spil. -
Man tvivler ikke paa, at hun egentlig er kaldet til
at bære tragiske Roller, naar man har set hende spille
Julie i "Romeo og Julie" eller Thora i "Hakon Jarl".
Hun har i den første udviklet en sværmende Begejst-
ring, i den sidste en tragisk Dybde, som Publikum nok
vil lære at vurdere til Gavns, naar Rutine og Studium
faar renset hendes Spil, saa Indtrykket bliver helt og
ufordærvet. Endnu er det især ved Deklamationens
Magt, at hun holder Publikum paa den fornødne tragiske
Højde. Og det er forunderligt, hvilken gribende, snart
rørende, uendelig blød, snart energisk kraftfuld og altid
lige tydelig, lige klangfuld Deklamation hun kan udfolde.
Jomfru Svendsen kan betone et Ord som ingen anden,
men denne næsten for vidt drevne Omsorg for Deklama-
tionen lader hende undertiden glemme det ydre under-
støttende Spil - ikke Ansigtsmimiken; thi den er altid
fin og bøjelig - men Armbevægelserne, Stillingen,
Gangen. - Ligesaa rigtig som den artistiske Direktør
handler, naar han holder hende til mindre Roller, hvor
Deklamationen ikke binder og Lethed i Bevægelse og
gjennemsigtig Gestikulation skal gjøre alt, - lige saa
|
| s.68 | urigtig handler hun, som ikke med Kjærlighed trakterer
disse Roller, hvis nødvendige Medgift netop er det, hun
mangler. I "Den gamle" saavelsom i "Munterheds Tri-
umf" har hun desuden vist os, at hendes Talent slet
ikke er snævert begrænset, ja ved omhyggelig Dyrkning
maaske vilde skyde "flere Grene", end man fra først af
anede. I alle Fald bør hun med Taknemlighed mod-
tage saamange slige Roller, at hun ved dem kan bevare
sig fra den sygelige Sentimentalitet, hvorifra yngre aldrig
kan frelse sig, naar de udelukkende bruges i Sørge-
spillet. -
Imidlertid var det at ønske, at den artistiske Direk-
tør snart igjen lod hende optræde med en større tragisk
Rolle. Saaledes som hun i den mellemliggende Tid har
arbejdet frem, vil hun nok i en saadan forstaa at finde
sit Publikum igjen. Talentet kan miskjendes til en Tid,
men naar det med Kraft bestræber sig derfor, kan man
ikke i Længden fornægte dets fortryllende Magt.
|
\n |
|
