| s.511 |
[Tale ved
Afsløringen af Wergelands-støtten
17de Mai 1881.]
I Tilbageslagstiden efter den første franske Folkerejs-
ning, samlede efterhaanden Folkenes Harm sig i enkelte
store Røster, i enkelte flammende Øjne. Naar vi nu læser
somme af Byrons Digte, er det som han staar i den hellige
Alliances Forsamlingssal, Ansigt mod Ansigt, Røst mod Røst;
de andres er længst sprængte, men hans lyder endnu haa-
nende over Gravene. Bag ham ser vi to straalende Øjne, de
skuer profetisk paa os fra Shelley's Digte.
Disse to var Forløbere for den nye Tid og for ham,
som steg af den for os.
Gjennembruddet skeede først i Trediveaarene; men
allerede længe før havde Norge faaet de konstitutionelle
|
| s.512 | Betingelser for den Frihed, Verden sukkede efter, og her -
det eneste Land i Verden - søgtes Frihedens Værn og Haab
hos Bonden, Arvtageren af vore Sagaminder. Grebet heraf
sprang Henrik Wergeland op og kvad:
"Norges Fjelde sig hvælve til et Tempel for landflygtige
Frihed". - "Norges odlede Afkom arver dens Egekrandse."
- "Storthinget er Cherubim ved Frihedens Tempel." -
"Frihedsflaget" (Trikoloren) er her; thi da Frankrigs Løve
blev jaget af et Kobbel Kongetigere, styrtede den i Sjøen
med det, en Ørn tog det og frelste det hid.
Henrik Wergeland var bare Gutten den Gang, han sang
dette; desto troskyldigere var hans nationale Selvfølelse,
hans Poesies dybe Kilde, hvori Evighedstankerne spejler sig.
Netop den Gang begyndte Nationalfølelsen at forvandle
sig. Den havde hidtil især været en Statsfølelse, den be-
gyndte nu at blive en Folkefølelse; den havde hidtil især
været en Krigsstolthed, den begyndte nu at blive en Fri-
hedsglæde.
Andre Minder, andre Længsler fyldte Poesien og Kun-
sten. Læg Mærke til dette: da Nationalfølelsen blev demo-
kratisk og Friheden dens Ideal, traf den det norske Folke-
hjerte, da blev det forløst og fødte sin største Søn.
"Hurra for 17de Maj 1814" er det første Bud, som det
norske Folk i sin Helhed faar fra Henrik Wergeland. Naar
vi nu raaber det, har vi Lyst til umiddelbart efter at raabe:
"Hurra for Henrik Wergeland". Disse to, Grundloven og
han, voxte op sammen der i Ejdsvold som to Kammerater.
Det ender med, at de staar Ansigt til Ansigt her.
De voxte op sammen som to Underbarn, det ene et
Menneskebarn, det andet et Valkyrjebarn, det ene synligt,
det andet usynligt. Henrik Wergeland var tilfangetagen af
det hele sit Liv lige til ind paa Dødslejet. Midt imellem sin
dagligdagse Omgang havde han en højere, lysere, frejdigere,
og Grænserne mellem endeligt og uendeligt flød altid sam-
men for ham, ligesom Grænserne mellem Planter, Dyr og
Mennesker (han troede alt havde Sjæl, og han vilde endnu
paa Dødslejet have baade Blomsterne og Veslebrunen med
til Himmeriget). Sagen var, at Frihedens Valkyrjebarn
havde der i Ejdsvolds Lunde givet ham et Kys paa hans
Mund og paa hans Øjne, saa alt blev synligt for ham i en
sammenhængende Livskjæde, hvori til en vis Grad alt, det
mindste med det største, blev lige vigtigt, lige kjært. Derfor,
efter hvert som han udvidede sin Kundskab, udvidede han
sin Kjærlighed, at fuldkommengjøres var for ham at elske;
han døde i en Aandsfrihed saa smilende af Forstaaelse og
|
| s.513 | Kjærlighed, at aldrig har der over Nordens Aandshimmel
været seet et skjønnere Syn end Henrik Wergeland paa
hans Dødsleje.
At han i Barndommen gik og talte fortroligt med Fri-
heden der i Ejdsvoldslundene, gjorde ogsaa, at hans Liv
blev en streng Frihedstjeneste. Det er i mange Stykker lige-
saa poetiskt som hans største Digte, og meget af det, han
gjorde eller sagde, havde ofte i Øjeblikket en fyldigere Virk-
ning end det meste af, hvad han digtede. I ved alle, at han
holdt Talen og besørgede Afsløringen ved vort første Fri-
hedsmonument, Støtten over Christian Krohg; I har vel
ogsaa alle hørt, at han ved den Lejlighed mødte op i en
Vadmelskjole, som ovenikjøbet var for kort til ham, og i en
Værkensvest. Det kom deraf, at han ingen skikkelige Klæder
længere havde igjen; han havde givet dem til Fattigfolk;
thi det var en haard Tid dengang. Han kunde ingen faa
laant hos Kameraterne, saasom de vidste af Erfaring, at
Klæderne let kunde gaa samme Vejen. Men saa forbarmede
en Storthingsbonde sig over ham og laante ham sin Vad-
melskjole og Værkensvest. Hermed traadte Henrik Werge-
land frejdigt op og talte over, hvorledes Fædrelandet skal
elskes. Men nu tænker jeg, at for os har Traadene i Vad-
melsfrakken tvinnet sammen et vakrere Digt herom end
noget, som paa den Dag blev sagt og sunget, og jeg tænker
videre, at Henrik Wergeland i Vadmelskjolen var det ind-
flydelsesrigeste, som skede i Norge den Dag.
I har vel ogsaa allesammen hørt om, at Henrik Werge-
land i en Tid af sit Liv gik med Lommerne fulde af Træ-
frø og kastede en Næve ud nu og da paa sine Spadserture
og vilde have sine Kammerater til at gjøre det samme,
"for ingen kunde vide, hvad som groede efter det". Dette
er et saa troskyldigt og rørende Digt om Fædrelandskjær-
lighed, at det i Virkning kommer i Højde med det største,
han har skrevet.
Vi finder ham i Asylerne hos de forældreløse med Sang
og med Handling, vi finder ham i Fængslerne hos de for-
ladte paa samme Maade, i Hospitalet, i Barnekamrene, i
Færd med at stifte Sognebibliotheker og hjælpe Selvunder-
visningen op, og for den Sags Skyld selv gaa fra Gaard til
Gaard i Ejdsvold, arbejde paa at faa Myrudtapning, Skog-
plantning, give af sit Hjerteblod for at befri Folket fra
Inkassatorvæsenets Vampyr, som dengang sugede det og
beskyttedes af Juristeriet; han skrev om Militærmishand-
lingen, Bestikkelserne, han arbejdede for Religionsfrihed,
for de forfulgte Jøders Adgang til Landet, han skrev selv
|
| s.514 | vor Frihedshistorie, han skrev filosofisk-historiske Afhand-
linger, der førte ind Europas moderneste Ideer lige saa
stærkt som hans stærkeste Digte -, kort der var intet saa
smaat, at hans Hjerte ikke fandt det, og intet saa stort oppe
i Samtiden, at hans Aand ikke omfattede det. Saaledes mæt-
tet med Opgaver er vor Nationalfølelse bleven siden hans
korte, men store Arbejdsdag, og naar vi fortiden har Kamp
saa at sige om alt muligt paa engang, saa er dette ikke
noget, som vi skal forfærdes over, men i højeste Grad
glæde os over, thi desto rigere bliver her engang Slægtens
Udvikling, - og dette har vi fremfor nogen anden at takke
Henrik Wergeland for.
Og saa tænker jeg, at i Sammenligning hermed er det
smaat, hvad man klager over hos ham. Derved tænker jeg
ikke engang paa hans Mangler som Digter; men paa saa-
dant, som at hans Arbejde og Liv flød ikke af den rette
Kilde. Herregud, lad os overlade til en upartisk Eftertid at
analysere, hvad der var i hans Kilder, som gjorde Marken
saa frodig og frisk efter ham. Og naar man klager over
hans stormende Ungdomsliv, - ja, jeg vil bare derom sige,
at naar hans Livstræ, trods at det fik Skrammer i Barken
og kanske nogle Grener knækkede, alligevel blev Skogens
rankeste, største Træ, med den frodigste Krone, saa vil vi
være fornøjede.
Eller er dette ikke et Verdenstræ? Det er ikke kjendt
andre Steder end af os i Norge, siger man. Kan saa være;
men Hardangerfjorden og Digtet over den er lige herlige,
fordi man ikke taler om dem i Paris. Der kan komme den
Dag, at de gjør det. Og hvad hans Størrelse angaar, Ver-
dens største Fjeld kan blive meget ringe, naar man der
leder efter Bjergarter, som det ikke har. Tag af Henrik
Wergelands Digte, lad mig sige 100, eller bare 50, ja bare
nogle Udtryk hist og her, lad saa en Mand eller Kvinde,
som kjender Literaturhistorien, og som har den Evne at
kunne blive bleg, naar det Aandsstore rører deres Forestil-
ling, at faa Taarer ved et Udtryk, smeltet og gydt af den
mægtigste Sindsfylde, eller at henrykkes af en ætherklar
Fantasi i uendelig Aandsfrihed . . ., lad saadan en Mand
eller Kvinde læse "til en Gran" eller "Egebladenes" Leg og
Samtale paa Farten til to politiske Modstanderes Grave,
eller "til Foraaret", "den første Sommerfugl", "mig selv",
"den første Gang", "George Frederik von Krogh", "Ludvig
Mariboe", "Robert Major" (afdøde Vinjes Yndlingsdigt, jeg
hørte ham aldrig citere det, uden at jeg saa Taarer i hans
Øjne), Hilsningsdigtet til England i "den engelske Lods"
|
| s.515 | (og det er, som om jeg gjør en stor Uret ved at tage disse
ud fra deres Sødskende og derved ligesom sige, at de er
skjønnere end Hundrede, som staar igjen) eller søg nede i
en mindre Sfære, f. Ex. blandt hans Barnedigte; man siger
om Verdensskalden Victor Hugo, at hans Barnedigte er det
skjønneste, han har skrevet, - Henrik Wergelands staar
fuldkommen ved Siden, ligesom hans Eventyr: "Der er
Brand i Rosernes Lejr", kommer op ved Siden af H. C. An-
dersens allerskjønneste; eller søg ned i noget lavereliggende,
tag f. Ex. "Opsang for Nantesfareren, Kommerceraad Clau-
sen", - jeg tænker den skal holde Maal . . ., og saa optager
jeg igjen min Traad og siger: hvis en fremmed Kvinde eller
Mand, bevandret i Verdensliteraturen kunde læse dette og
andet af Henrik Wergeland, vilde de ubetinget sætte ham
blandt de største i hans Samtid, og i det, som er særeget
for ham (og enhver stor Digter har sit særegne) holde ham
for uovertruffet.
Det særegne for ham er: den Sindsfylde, hvori Fore-
stillingerne inderliggjøres. Jeg gjentager det: den Sinds-
fylde, hvori Forestillingerne inderliggjøres, - her har jeg
nemlig ikke Tid til en nærmere Udvikling; men jeg tror I
forstaar, at det er dette, som giver ham hans Magt over os,
saa at vi maa beundre, hvad han beundrer, og elske, hvad
han elsker, og først og fremst beundre og elske ham selv
paa Grund af den grænseløse Hengivelse, hvormed han be-
undrer og elsker. Derfor siger vel ogsaa nu tusener og atter
tusener med mig: Wergeland var i vor Barndom vor eneste
literære Kjærlighed og siden altid vor dybeste, og det var
af ham, vi først lærte at elske Fædreland og Frihed, og det
igjennem at elske ham.
Fra denne vor Barnekjærlighed er det, at Smaaskillin-
gerne har trillet sammen og støbt hans Billede. Sagnet siger,
der er Billedstøtter, som klinger, naar den opgaaende Sol
rører dem. Her i Norge vil enhver opgaaende Friheds- og
Oplysningstanke først træffe hans Billede og derfra for-
stærket klinge tilbage i Slægternes Sans.
Der vil hænde mere; alt nyt fremkalder Kamp, og han
vil stige ned og kjæmpe med. Han er elsket af alle, men
kommer vi ind paa den dybere Undersøgelse af ham som
Fritænker, som Republikaner, som den store Evolutions-
aand, der sang om undergaaede Verdener og om andre Ver-
dener "der endnu slumrer ufødte i Melkevejen", - da be-
gynder Striden.
Det er saaledes mer end et Tilfælde, at der blev Strid
om ham paanyt, netop som der var Strid om hans Barn-
|
| s.516 | domskammerat Grundloven, - om den rette Forstaaelse af
den ene og om den rette Forstaaelse af den anden. Det er
saa naturligt efter vore Forholde, at Hovedstaden vil blive
det Sted, hvor man sidst bliver enig herom. Derfor kan
vi sige, at begge, baade Grundloven og han, endnu er paa
Rejse fra Ejdsvold og hid. Hvorlangt de er komne, altsaa
hvor de for Øjeblikket befinder sig, er ikke saa let at af-
gjøre, som at det er hid de vil, hvor vi foreløbig rejser
hans Statue. Den Dag de begge helt er komne hid, det vil
sige fulgt af hele det norske Folk, da er "første Ring" fær-
dig, og Hovedstaden blevet Norges Hjerte.
De, som ikke ønsker dette, ja som heri vilde se vor
største Ulykke, og de, som ønsker dette og heri ser vor
største Lykke, de bestraales begge idag af hans frugtbare
Tro paa Sundheden i dette Folk, - og de omfavner i ham
begge Fædrelandets største Søn, - vi omfavner idag i ham
(som engang før) det hele norske Folk.
Herfra gaar vi tilbage til Kampen; men lad os indvies
til den ved at føle os Brødre og Søstre under Afglandsen
af hans Billede.
Saa har jeg nu den Ære og uendelige Glæde paa det
norske Folks Vegne at lade Dækket falde for Billedet af
den i Folkekjærligheden gjenopstandne Henrik Werge-
land.
Det falde!
|
\n |
|
