| s.497 |
[Tale ved Ole Bulls Grav
23. Aug. 1880.]
Han var elsket Ole Bull; det viser sig idag. Han var
æret; men det er mere at være elsket end æret.
Skal vi forstaa dette dybe forhold i dets oprindelse, -
skal vi forstaa ham selv, og hvorledes han blev for os,
hvad han nu er, saa maa vi søge tilbage til den tid, hvori
han traadte frem.
Vi var et lidet, fattigt nybegynderfolk med store erin-
dringer hinsides aarhundreder; det gav længsler, vi ikke
magtede, saa det var ikke frit for, vi blev spottede. Vor
smule aandelige arv fra sidste tid var delt saaledes, at der
næsten intet kom paa vor part; man tænkte os uduelige til
aandelig selvstændighed, og de saakaldte bedste blandt os
troede det samme. En norsk literatur ansaaes for en umu-
lighed, selv da den rige begyndelse stod der; en selvstæn-
dig norsk historisk skole var noget latterligt; vort sprog
var ikke fint, naar det ikke taltes med dansk akcent og
bløde konsonanter, en norsk skuespilkunst utænkelig ogsaa
for os selv.
Politisk stod det ikke likere; vi var nylig solgt og kjøbt,
og den frihed, som vi alligevel dristede os til at tage, og
som vi havde forstaaet baade at holde fast og at udvide,
den gav os ingen sikkerhed, men megen bekymring. Vi
turde ikke engang vise "officiel" glæde, da det kunde blive
ubehageligt for os paa høiere steder.
Men saa var den unge slegt vokset til, den, som var
opdraget i de første frihedsaar, og som ikke havde de æl-
dres bekymring og forsigtighed, men desto mere af harme,
trods, havagtig uro; den levede i en morgenfølelse af fri-
hed og ære, og i denne morgenfølelse kom Ole Bulls toner
som det første solglitter over fjeldene.
|
| s.498 |
Dengang var netop folkemelodien brudt ind i musiken,
det demokratiske ogsaa der ind i det aristokratiske, det
nationale ind i det abstrakte, det individuelle ind i det
idealt-formelle. Det er vor ære og vor bestemmelse, at det
var da, vi kom med.
Naar man taler med de ældre - jeg var selv et barn
dengang - om da de saa den norske kjæmpeskikkelse, som
pludselig stod frem - ikke lavt - nei, paa verdens høieste
steder, hos dens keisere og konger, paa millionstædernes
store operascener, og spillede med en vild kraft, som
alene én mand havde havt før ham, men som hos Ole Bull
var egenartet, var inderligere, var norsk; naar de læste
om, at han stod og sang ud af sin violin norske folke-
melodier og følte, at folkenes sjæl havde blandet sig med
vor, mens de fremmede lo og græd og bag ham skimtede
vort folk og vort naturskjønne land, .... da forstaar man
den forjættelse, den sikkerhed, den tro, den stolthed, han
vakte - han først - i det norske frihedsliv. Henrik Werge-
land giver det udtryk, naar han lar Norge synge til Ole Bull:
O, vant til sønners verdensry,
mit øie funkler op paa ny.
Drag hen, min søn, den samme lyst
har rørt sig i din moders bryst.
Jeg ogsaa digtet har engang
Heimskringlas liv, det er min sang.
Jeg skrev min egen epopée,
hver helt var deri en idé.
Op til mit hjerte gyldenblaa
den store havets harpe laa.
Da han kom hjem fra de første tog, - bare at se ham
var en fest. Da han spillede de tonende eventyr, som man
skamfuld havde gjemt i sin barneerindring, men som nu
havde gjort lykke hos keisere og konger, da følte den da-
værende slegt sig paa tilværelsens høieste høide; Ole Bull
blev det første og største festøieblik i dette folks liv; han
gav os selvtillid, - det største, som dengang kunde gives os.
Dette er Ole Bulls udødelige ære, dette er den væsent-
ligste gjerning i hans liv.
Vil man maale et indtryks dybde, saa gaa til dets ud-
tryk i literaturen. Læs Welhavens digt til Ole Bull fra
denne tid. Enhver, som kjender lidt til den europæiske
|
| s.499 | literatur, betænker sig ikke paa at sige, at det hører til det
skjønneste i lyrisk poesi.
Hvorledes blev det netop ham, som kom til at gjøre
dette? Han var født af en musikalsk slegt, men det vilde ikke
have gjort det, hvis ikke fædrelandskjærligheden her havde
havt en tændende evne. Hans første barneleg faldt i kri-
gens tid for vor selvstændighed, hans barnerøst var med at
rope de første hurra for vor unge frihed, og da han var
yngling - jeg ved det specielt -, da sang hans violin med
sin brede, grænseløse jubel vore første nationalsange oppe
paa Henrik Wergelands studenterhybel, og blev ouverturen
til dennes landsbevægende syttende-mai-begeistring.
Fra disse stemninger reiste Ole Bull ud.
Fædrelandskjærligheden var den skabende kraft i hans
liv. Naar han oprettede det norske teater, naar han ogsaa
ellers støttede norsk kunst, naar han hjalp det nationale
museum, naar hans mægtige violin sang for andre patrio-
tiske øiemed, naar han overalt, hvor han kom hen, hjalp
landsmænd og andre, som trængte, saa skede det ikke saa-
meget for sagens eller personens egen skyld som til Norges
forherligelse. Han følte sig altid som vor repræsentant.
Og syntes han, det trængtes - det være ude eller hjemme
- at træde op som "Ole Olsen Viol, norsk normand fra
Norge", han forsømte det aldrig. Hans fædrelandskjærlig-
hed havde noget naivt, noget skinsygt ved sig; de tiders
maatte blive saa. Men det var noget for os, at vor "fine-
ste" mand, der kom fra Europas aandfuldeste saloner,
kunde og vilde gaa arm i arm med vore tarvelige norsk-
norske begyndelser, der var endnu mindre "fine" dengang
end nu. Det ligger i sagens natur, at det begyndende al-
drig er fornemt; dette blir det først, naar det er færdigt og
anerkjendt af alle; men da er det i regelen ogsaa forbi
med det.
Denne dybe trofasthed i Ole Bulls natur, gjennem al
hans ustadighed, mod det, som var overensstemmende med
hans natur, har gjort ham folkekjær; med andre ord, det
er fædrelandskjærlighed, som har gjort det.
Ligesom med Henrik Wergeland. Han og Henrik
Wergeland var jevnaldrende og jevnlige. Den ene svarte
til den anden, som skogens sang svarer til markens vaar,
eller som vestlandets hav, skjær, urolige fjeldgrupper, korte
lysglimt i lierne, det ustadige skifte af lys og skygge svarer
til østlandets skogaaser, store, rige landskab med Mjøsens
straaleflade deri. Den ene var vestlandets blaa gut med
det havsalte humør, den ustadige vikingeaand; den anden
|
| s.500 | var østlandets graagut; vistnok var der ogsaa vestlandsk
blod i Henrik Wergeland; men han havde aandsfarve af
det store, milde, vidtskuende i et østlandsk landskab med
fjeld i det fjerne.
Naar Ole Bull talte om sin kunst, pleiede han at for-
tælle, at han havde lært at "synge" af Italienerne; dette var
utvilsomt; sangens ydre form var lært der; men selve
evnen og farverne var fra sjælen i vor sjæl, dens umiddel-
bareste bud folkevisen, saaledes som fædrelandskjærlig-
heden havde opglødet den for Ole Bulls sans. En ældre
verdenskunstner har sagt til mig: "Feilene ved Ole Bulls
spil er merkbarere nu, da han blir ældre; men ingen kunst-
ner i vor samtid har eiet Ole Bulls poetiske kraft; som han
i sine oplagte øieblikke har spillet en melodi, er den aldrig
bleven spillet bedre." Jeg tænker, at enhver af aand, som
har hørt ham, siger det samme.
Man har klaget over, at Ole Bull ikke har efterladt sig
større musikalske verker. Dette er ubilligt. Den, der saa
helt som han kunde henføre i øieblikket, kan ikke mere;
de betingelser, som skaber den ene evne, udelukker den
anden, netop størst, hvor evnen er størst.
Men det var noget for os dengang, - og det er altid
noget for et lidet folk - at have en førsterangs mand iblandt
sig. Det gav den umiddelbare forstaaelse af det store, det
forlængede vore maal for, hvad den menneskelige evne kan,
det øgede kappestridens kraft - og det over alle strøg.
Lad os ved denne, den størstes grav udsige et "Ære
være!" over alle de banebrydende kunstnere iblandt os, som
ikke alene har skabt efterfølgere i sit fag, men skabt ær-
gjærrighed, kappelyst, glæde i tilværelsen overalt; dette øger
den moralske og intellektuelle arbeidsevne, - det største
legat, som kan efterlades.
Jeg husker ham helst i de store bergenske syttende-mai-
festtog; thi han var et festtog, han alene, majestætisk, for-
tryllende, som han gik der, saaledes at bare en haand-
bevægelse, et blik overgjød den med feststemning, som
fik det.
Saaledes arm i arm med hele vor nationale bevægelse,
adlende den, optagende i sin kjærlighed det største med
det mindste, adlende det, - dette var hans liv, var trofast-
heden i det.
En saadan fædrelandskjærlighed lønner den, som har
den, med undere. Da jeg læste om, at han, som hvert aar
vilde hjem med trækfuglene til vor sommer, ogsaa vilde
det iaar, og at fædrelandskjærligheden formaaede at bære
|
| s.501 | ham hjem trods den store afstand, lægers modsigelse og
hindringer, saa tænkte jeg paa Henrik Wergelands ord til
Robert Major:
"Først did og saa til himlen vilde
den gamle graa republikan."
Hans øie vilde omfavne det land, han elskede, før det
brast. Denne trofasthed i Ole Bull skal vi lønne med tro-
fasthed. Jeg for min del siger tilbage: Jeg vil være tro-
fast mod Ole Bull.
Landsmænd, lad os ikke gaa herifra uden at have tak-
ket hende, som gjorde, hvad et helt folk skulde have gjort,
men som et saadant saa vanskelig kan, selv om det vil, -
aabnede hans alderdom et hjem i skjønhed og hygge, og
fulgte hans liv i utrættelig opofrelse. I sine barnlige, gode
stunder kunde han tale til os, hans venner, i rørende tak-
nemlighed mod hende, det kan vi vidne.
Et er sikkert, at det vi idag begraver med ham selv,
det er hans feil. Er der noget, som kan vidne om det go-
des overlegenhed over det onde i menneskehedens natur,
saa er det, at straks døden træder til, falder den forstaaelse
over livet, som siger, at feilene og fortrinnene havde sam-
menhæng. Kjærligheden, som alene eier alle hemmelig-
heder, overtager da forklarelsen. Ole Bulls feil var det for-
kjælede store barns; det siger sig selv, at disse føltes tun-
gest i den daglige omgang, saa hendes opgave ofte har været
svær. Men hun har løst den med sikkerhed og troskab. Det
sidste, han sagde, var en bøn til vennerne om at beskytte
hende. Vi sender den til det hele fædreland, idet vi ber
om, at vor taknemlighed maa være hendes ærbødige led-
sager, hvor hun færdes iblandt os.
Før, naar vi holdt en tale til Ole Bulls ære, saa slutte-
de vi den gjerne med et "Længe leve Ole Bull!" Dette vil
vi aldrig kunne gjøre mere - skjønt død for os er han jo
ikke, - han følger os jo hjem herfra. Men jeg vil slutte
med en henvendelse til de unge; den kan ikke gaa ud paa
at være trofast mod den afdøde; thi de staar ikke i de æl-
dres forstaaelse af ham. Men de skal ved denne grav lægge
merke til fædrelandskjærlighedens undere, som disse har
aabenbaret sig i det rige livsløb, som her er endt.
|
\n |
|
