|
OM MAADEHOLD I DYD
(Indsendt.)
Morgenbladet 29. mars 1834.
Jeg seer et Navn heroven -- Regulus -- ; jeg vil fremkalde
ham af Jorden til at vidne. Denne Mand var umaadelig i sin
Dyd; og hvo dadlede ham ikke undtagen Historien? -- Ja der
er en smuk Trøst i denne Luftning af Medbør over det sjunkne
Skib. Den er omtrent som naar Dagen skinner klar og herlig
ind i den Bruds grædende Øine, som om Natten, Natten før
Bryllupet, mistede sin Brudgom i Storm og Fog. Vi see ogsaa
hvorvidt Keisere og Konger og alle Verdens Mægtige agte den.
De ringeagte Historien netop fordi den er umaadelig i sin Viis-
dom. De hade den netop fordi den er umaadelig i sin Sandhed.
Derfor holde de sine egne Historieskrivere og Menneskeheden
sine, ligesom Juristerne have sine Taxter for hvad billigt er,
men den anden Deel af Menneskeheden sine.
Historien er ganske fortræffelig for mine Satser. Men jeg skal
blot behøve at samstille Kong Sverrer, der plagedes sit hele
Liv for sine umaadelige Dyders Skyld, og Bisp Nils, der bar det
hellige Pallium over al sin umaadelige Ondskab og Misundelse
med al Ære over 20 Aar efterat han havde bragt Sverrer i Gra-
|
| d.III,b.2,s.121 |
ven. Historien er en Engel, der kommer at kysse den Dødes
Saar. Maaskee den Aand, som udfoer af disse, skal være den
første til at spotte denne Læge, der har Vinger og dog kun hin-
ker, om han ikke med sit friere Blik erkjender, at den, Historien,
netop gjør dette for at lære Menneskene den dadelværdige Far-
lighed i Umaadeholdenhed i Dyd. Historien, som hinkede i den
Stores Fodtrin, iler derfor paa fulde Vinger til hans Grav, jam-
rende: "ak, at jeg kom for seent! dette Alt vilde jeg have sagt
mens han levede!" -- og se -- Menneskene lære da af selve
Sandheden, at Sandheden kan suspenderes uden almeen Skade,
og at skye den Umaadeholdenhed i denne som i andre Dyder,
ikke at lade sig nøie med Viljen alene. Saaledes er det jo og
antaget i de fleste Moraler, at tage Viljen i Gjerningens Sted,
at berøve Dyden sin Handeel: Gjerningen, og at tillægge dens
ufrugtbare qvindlige Levning: Viljen, al Hellighed eller saa-
megen som behøves for at beile til Himlen. Derfor er det Barm-
hjertighed nok at stikke Hænderne i Lommen, rangle med Pen-
gene der, og sige til de Vandsmægtende: "stakkars Gamle, du
har nok sultet i mange Dage? Stakkars Moer, hvormange har
du? Stakkars Mand, du har nok været i Procuratorkløer? Stak-
kars Vesle, det er kalt idag. Der gaaer Vejen!" Ligesaa er det
ypperligt Venskab, som altid sætter "men" efter: "hvor gjerne
vilde jeg!" Ligesaa er Nepotismus god Retfærdighed nok i bar-
bariske Lande, og det saameget bedre der, som den faaer være
god nok i selve Pavens Italien. Og det er ogsaa upaaklagelig
Retfærdighed, som siger: "hvor gjerne frikjendte vi den Skyld-
løse ganske; men betale skal han for den kjære Middelveis
Skyld, og det dygtigt!" Og det Frisind er ædelt nok, som imel-
lem 2 og 3 prøvede Venner eller imellem 4 Vægge eller imellem
Lunge og Tandgard raaber: "pereat Cæsar! Vivat hvad jeg
mener -- Tys!" Og den Ærlighed er mere end god nok for
Jorden, der ikke snyder Andre end Staten, som er en meget
uvis Ting, og dem, som lade sig snyde med Lethed. O. s. v.
Gaae disse og andre Dyder videre, have de for lidet Maade-
hold, da blive de skrevne paa et saakaldt sort Bret i et Hospital
for al sjelelig og sedlig Elendighed. Det for fulde Hjerte hel-
bredes dog vanskelig der, trods de kolde Omslag af Spot, Til-
sidesættelsespulveret, Taarebadet og Sultecuren. Omsider døer
|
| d.III,b.2,s.122 |
Patienten, og da er det muligt, at han kan give sine Dyder
Tøilen i de blaae Rum, at disse fjerdedeels Dyder tabe i Værd,
og at Maadehold i Dyd lønnes med Maadehold i Salighed.
Men jeg troede at tale til En, der forstaaer sig paa Jorden,
og troer, at Menneskene have nok i den for det første; ikke til
En, der seer paa Stjernerne, vader med blodige Been i Skaar
og Braader, og stamper som en ung Hingst i Klogskabens Tøiler
-- disse, der styre Verden ligesaa sikkert ind i Despotismen og
Pavevældet igjen, som den høiere Viisdom styrer Kloderne til-
bage til det Punct de ringløbe ud fra. For baade Jords og Him-
mels Skyld bliver det dog nok sikkrest at have Dyderne fulde
og uden Maadehold ibehold, men kun vise Verden saameget
deraf, som den taaler. Der skal ikke megen Dyd til før den
raaber: "dø Cato! dø Brutus! dø Virginia!" eller ogsaa: "Død
og Pestilentse! Redeligheden er løs -- hæng den! Retfærdig-
heden er løs -- skjær Haserne af! Uskyldigheden er løs --
pluk den! pluk den! tørstige Ondskab, der har du et himmelsk
Bæger, geile Misundelse, der har du den fagreste Jordens Mø!
Frisindet er løst -- skyd det! Klapjagt! Klapjagt! Kongejagt!
Sandheden er løs -- bind den! sult den! qvæl den! brænd den!
procedeer, præk den ihjel! Død og Helvede, hvor den paro-
dierer! -- for al Verdens og alle Helgenes Skyld! parodier den
bort da igjen." -- --
Maadehold i Maadehold? Men der bør være Maadehold i at
skrive. At skrive som Menneskene gjøre det, er ogsaa et Maa-
dehold; thi kunde de, rev de Lynet af Skyen, Straalen af Solen,
Vingen, Nebbet af den svævende Kondor, Huggtanden af Vild-
svinet og Klapperslangen, og skrev dermed Udfordringer til den
hele Natur. Men takket være Krigen! i dens Sværd og andre
Vaaben ere alle hine Redskaber foreente, og de velsignede Mar-
ker ere store nok at skrive paa. Som Culturen stiger, indhævder
sig dog ogsaa i denne dæmoniske Skrivelyst et viist Maadehold,
og Pennen bliver Vaabenet mellem Mand og Mand som imellem
Folk og Folk. Dermed tager nu rigtignok Disputerne ingen Ende
og Nationer faae finde sig i at være uvidende om de skulle
existere længere end til Politikerne faae udprotocolleret, og
almindelig Mand bliver ømmere om sin Hud end om sin Ære.
Man bør derfor endnu gjøre et Skridt i Maadeholdet i at skrive
|
| d.III,b.2,s.123 |
med disse simple Fjedre, hvor maadeholdent dette end er ifor-
hold til hiin store Skrivelyst; og jeg agter retnu at iværksætte
mit Forslag.
Der kunde vel skrives en heel Deel om hvorledes altfor stort
Maadehold eller Maadehold uden Maadehold nærmer sig for-
meget Nulliteten, og frembringer noget Negativt, hvor der dog
spørges om noget Positivt. Man vil ikke bide i Sandhedens
Citron, men heller ikke stikke Tungen i Vand; men delicatere
sig med en Limonade, hvori flaut Vand er gjort smageligt ved
nogle Draaber af hiint Sure og en Tilsats af Smigersødt. Med
samme Ret, som Diætetikerne anbefale Maadehold i at spise
(hvilket dog alt er en Maadeholdenhed, da Mennesket vil sluge),
kan anbefales Maadehold i Nepotismus, skjøndt denne er et
Maadehold af den ubegrændsede Kjærlighed og Ømhed. Taal-
modighed er i sig selv et Maadehold, men iagttages deri ikke
Maadehold, burde man lægges til Dørtærskel i Departements-
gaarden eller foran en anden, hvor mange Folk og mange Slags
Folk ofte gaae ud og ind. Hovmod er et Maadehold af Galskab,
men mestres den ikke endnu af et Maadehold til, da -- ja mange
af disse gaaer det dog ikke saa galt endda; -- men alligevel er
det dog leit at blive beleet. Rimen, og det dets bedste Slags, er
Maadehold af Poesi; men deri er Verden -- saafremt Rimerne
ikke alt udgjøre Fleerheden -- enig, at Maadehold i det Maade-
hold er høist nødvendigt. Poesiens Høider ere over den Luft-
kreds, hvori man gjerne aander; dens Dale ere brændende og
kun behagelige for den, som fryder sig ved en Natur saa yppig,
at Mulden synes at krybe og Luften at føde Sommerfugle saa-
tidt en lummer Vind, der sukker ud af det i hinanden pressede
Buskads, bøier en svulmende Blomst imod en anden. Men sjel-
den sætter nogen sin Fod paa slig Bund, hvor fede, glimrende
Slanger slaae Døninger under det yppige Græs, og hvor Ryg-
gene af et Uhyre og dets Kalv som et Storbritannien og Irland
i Havet hæve sig over Savannen, omseilede af spøgende Anti-
lopers og Daadyrs og Hjorters Takker, hvorfra Blomstre og
Ranker (der bleve hængende idet de brød ud af Budskadserne)
flaggre som stormsplittede Vimpler og Flag. Nei, en tør Flade
og et Par smaae Høider, hvorpaa nogle gode og danske Kjør og
Faar græsse -- dertil indskrænke sig vore Fordringer. Omend-
|
| d.III,b.2,s.124 |
skjøndt det f. Ex. er et Maadehold af en beskrivende Poesi
netop at afmale Gjenstanden som den er (hvilket ogsaa meget
vel kan skee i Prosa): saa kan dog Gjenstanden være saa for-
færdelig, saa majestætisk, saa yndig, at dens tro Afbildning
vilde regnes Poeten til en Mangel af Maadehold i det Maade-
hold, han bør iagttage for ei at henfalde til den Grundfeil hos
enkelte Digtere, at forhøie, forherlige og forskjønne enhver
Gjenstand de besynge. Normændene beundre derfor det Digt,
der beskriver Krogkleven omtrent som et danskt Dige, og de
danske Næser synes at de vilde Roser i "Rungsteds Lyksalig-
hed" lugte for stærkt.
At slutte fra Kjærlighedens gjængse Udtryk, saasom: "Til-
bedte, brænde af en uudslukkelig Flamme, Evigelskte" o. fl. d.,
synes denne Lidenskab at være et Maadehold af en maaskee
forgangen, høiere og ubekjendt -- den maaskee, som levede i
og besvangrede Chaosets Kolosser. Men jeg vilde dog for-
skjønne Hovedstadens Omegn med et drivhvidt Snefjell, om
jeg samlede paa en af Bjergene deromkring alle de blege Kinder
i denne lille By, som maatte bekræfte, at selv i hiint Maadehold
kræves Maadehold. Dette sagt ikke alene om Elskoven, men
om den Kjærlighed, som banker, drømmer, sværger og rimer:
den, der forholder sig til Elskoven som Chapeaubas til Nathue.
Der lod sig meget sige om Maadehold i politisk Maadehold.
Uden det kaldes denne Egenskab landsforræderisk af Millioner
i England og Frankrig. Den er virkelig ogsaa den Atlas, som
bærer Thronhimlene, mens den afgjorte Toryisme, Royalisme
og Servilisme kun række sine Hænder op for at plukke Stjerner
af dem. Det politiske Maadehold drak sig fuld i det pohlske
Blod; og man ventede, at Verden skulde skreget over at Opret-
holdelsens Dyd var forsvunden. Men England sagde: Hony soit,
qui mal y pense! og det øvrige Europa erklærede: eengang er
ingengang. Ventede man da, at Menneskeheden, oprørt over sin
Yndlingsdyds Prostitution, skulde styrtet over den Berusede, der
væltede sig paa Volamarkerne og banket ham af, uden derfor,
saalænge den ei øvede Judiths Daad med Holofernes, at tabe
sit Navn for politisk Maadehold: saa var det dog det beundrings-
værdigste Maadehold i politisk Maadehold, at den undlod det
ganske. Et andet Slags Maadehold i politisk Maadehold er
|
| d.III,b.2,s.125 |
anderledes og værre berygtet, saasom det af alle kloge Folk
kaldes Republicanisme, skjøndt denne ei erkjender det derfor,
men for en Svaghed, som kunde have godt af stedse at ligge
paa den venstre Side.
Det politiske Maadeholdssystem staaer ved Maadehold i at
skrive. Man vil ikke forundre sig over, at jeg adlyder hiint
Verdensbeherskende punktlig, d. v. s. ved her strax at sætte -- .
|
| BLA BAKOVER |