|
[OM TEATERKRITIKKEN]
(Indsendt.)
Morgenbladet 8. april 1834.
Audiatur et altera pars!
Vel gaaer der Ord af, at Aristokratiet, og det af begge Kjøn,
hædrer vort Morgenblad med at udtømme deri betids før det
gryer hvad af smageligt og usmageligt det om Aftenen er bleven
tracteret i Theatret; men alligevel være det en simpel En tilladt
at mistvivle om, at Viisdom og Høiviisdom ere Eet. Vel gaaer
der Ord af, at velbemeldte Domstol, præsiderende i Balconen,
har sin Bøddelrad siddende paa første Parquetbænk; men alli-
gevel være det En af de Bagerste, de af Mørket Formummede
tilladt, at modraabe den skrigende Uretfærdighed, denne Ter-
rorisme, som har tabt alt Krav paa at undskyldes, idet den har
frasagt sig at hedde lidenskabelig, da den antog Dommerem-
bedet.
Men hvilke Dommere? -- En Vehmgericht, hvis Domme
kjende hverken Høit eller Lavt. Stilede mod det Hellige, gives
de Dumdristigheden at fuldbyrde. Sigtede mod det Umulige,
skabes en Mulighed, som overbringer dem og fælder. Sigtede
mod det Uendelige og Himmelske skabes et lige uendeligt Sata-
niskt, som gjennem Dybene søger at naae med sin Død hiint
Himmelske, hvor det sænker sig for at afrundes. Et Navn, der
er en Verden af Ære, opfyldes som Sodomas Himmel med
lynende Sarkasmer, rygende Bagtalelser, med Død og Fordær-
velse, som bander i deres Spalter. Og det, der skjulte sig i sin
Blyhed, opsøges, splintres og Hjertebladene fyge for Vinden.
Det Flyvende flyer dem ikke. Det Krybende undsmyger dem ei.
Hvorledes var ikke Garrick-Ryges Triumphtog? Man strøer
Vers og Blomster for Keisere og Prindser; for Ham strøede man
|
| d.III,b.2,s.126 |
Smiil; og han vadede, saa at sige, Grændsegaden opigjennem i
Sjele. Thi, at slutte af de gabende Gesichter, stode Kroppene
tomme. Nu -- kaste hine Forfærdelige efter ham med Skillin-
ger, og hans Ære er som et sondret Seil. Og Hochbrandt og
Nielsen, disse i sit Slags Udmærkede, men dog Beskedne, som
opfylde Skuespillerens høieste Maal, idet de aldrig kunne sees
uden at ryste til Latter? Disse, som naar de fremtræde ligesom
træde paa vort Mellemgulv? Jeg blues. Hidkom disse, for at
forhaanes, for at dømmes, fordømmes, paa Grund af krumme
Been og andet sligt Lapperie? De hidkom for at more os; og
det gjøre de. Hvorfor da Utak? Vor Latter har frikjendt dem.
Eller er de ikke gode nok til Os. Klage Vi over Stokkene, skal
Han, vi tilbade som en Olympier, sende os Storkene. Dem have
de mange af dernede. Der boe de paa Tagene; men her skulle
de boe i Salene, og Folket gaae udenfor og raabe Vivat.
Trøster Eder dermed I Fordømte! Mangt et Vivat lyder ogsaa
for Eder i Mørket bag Gelenderet. Som alle Folkets Mænd ere
I forhadte af Aristokratiet. Men naar Krøller og Rynker gjøre
dettes Næser derovenover til Nathvælv, funkle mange leende
Tænder i hiint Mulm som eders Stjerner. Tandem bona o. s. v.
|
| BLA BAKOVER |