|
OM MAADEHOLD I DYD
Morgenbladet 25. mars 1834.
Forfatteren til "Om Maadehold i Dyd" har den Ære i Morgbl.
No.1 at opfordres til at besvare Spørgsmaalet: "hvad fortjener
meest Dadel, enten for lidet Maadehold i Dyd eller Umaadelig-
hed i Misundelse og Ondskab?" -- samt til at forklare Sæt-
ningen: "ogsaa Maadehold kræver Maadehold."
En god Forklaring over det Sidste vilde blive en passende
Prædiken for Flegmaticusser og det berømmelige juste milieu-
Parti; dog vil man opsætte den til man seer hvad Rum den
|
| d.III,b.2,s.116 |
første Spørger giver. Hvor enfoldig Denne end ved første Øie-
kast kan synes selv for det uskyldige Barn, der dog kan sin
Lexe om Svagheds- og Ondskabs-Synd paa det fermeste, vil jeg
dog antage ham for en verdensklog Mand, der giver mig Med-
hold, naar jeg tillægger for lidet Maadehold i Dyd Dadel frem-
for Umaadelighed i Misundelse og Ondskab. Jeg troer at sige
ham selv hermed en Artighed, og smigrer mig med Haabet om
at befrie Spørgeren for en Selvbebreidelse, saafremt det skulde
lykkes mig at overtyde ham herom. Gjensidigen takker jeg dog
fordi hans Spørgsmaal lod mig opdage denne Sandhed just som
jeg tænkte, at det Modsatte som Sandhed skulde blive Ud-
byttet af en lang, høist alvorlig Afhandling om Umaadelighed
i allehaande Ondskab, hvormed jeg netop var beskjæftiget. Og
har jeg ved nøiere at overtænke hiint dybsindige Spørgsmaal
faaet bedre Tanker om de forskjellige Gjenstande for hiin Af-
handling, skjøndt deres blotte Navne syntes at maatte svide den
Mund, som udtalte dem, og snarere at være de afskrevne Ind-
skrifter paa Monumenter i en eller anden Pragtbye i Helvede
end opsamlede i et levende Menneskes Spor. Jeg tilbagetog
Forbandelsen over Umaadelighed i puur Ondskab, i Løgn og i
Foragt for Vidneedens Hellighed. Jeg ansaae Umaadelighed
i Udsugelser med samme Ligegyldighed som Ebbe og Flod.
Ubarmhjertighed lod sig tage i Haanden, uden at jeg mere fryg-
tede for at føle en Kulde, som naar man vil plukke en Blomst
og faaer fat i Ryggen af en Snog; og for Bedrag og Aager fandt
jeg at man kunde løfte paa Hatten.
Upaatvivleligt -- for lidet Maadehold i Dyd fortjener den
skarpeste Dadel. Den i et Hjerte, og se -- Verden gaaer afveien
derfor, som for den fyldte Granat. Den er farligere og bringer
større Ulykker over sin Besidder end Misundelsen og Ond-
skaben, som netop i Forhold til sin Umaadelighed forhudes,
slangeskjælles, skilpaddedækkes indtil uantastelig Haardhed,
medens hiin Egenskab er den nøgne Nerve, det aabne Frelser-
saar. Og Verden undlader ligesaalidt at rode i dette Saar som
Solen undlod at skinne i Regulus' laagløse, brynbare Øje. Og
denne Nerve? Verden slider i den, hine Slangeskjællede die
netop denne nøgne. For lidet Maadehold i Dyd? -- min Ven,
|
| d.III,b.2,s.117 |
det er Thormodur Skjalds hvide Hjerterod, der hænger ud af
Dødssaaret. Blot den, vær stolt af denne Egenskab, og det skal
gaae denne din udhængende Nerve, som det gaaer det norske
Flag, naar en uforsigtig Skipper heiser det i Middelhavet. Det
nedrives og Skipperen siden efter.
Hvad er farligere end for lidet Maadehold i Mod? hvad
ynkes mere end for lidet Maadehold i Medlidenhed? hvad gjør
fattigere end den ubegrændsede Redelighed, som siger Varer-
nes sande Værdi? hvem er forlornere end den Ærlighed, som
siger til en Skurk: bliv bedre eller jeg angriber dig? hvad er
slettere aflagt end reen Uegennyttighed? hvad haanes mere end
for lidet Maadehold i Patriotisme? hvad bedrages mere end
den Menneskekjærlighed, hvis Hjerteslag høres, og som strax
udslaaer sine Vinger til at favne? Alle disse ere dog Dyder;
men, med for lidet Maadehold, kun Hakkelse for Misundelsen
og Strøelse under Ondskaben. I sin Reenhed ere de gode til
at henlægge i en eller anden Ideebank i Maanen. Verden for-
langer kun deres Repræsentativer, og lader til kun at være
tjent dermed. Venskab er ligesaa godt at givte sig paa som
Kjerlighed, Høflighed er beqvemmere end Velvilje, og et vist
Ubeskriveligt -- jeg vil kalde det Gelassenhed -- udfylder en
heel Cirkel af Dyder. Saaledes er det almindelige Krav paa
Dyd modereret; med 1/3 af de vigtigste er man bedst hjulpen.
Har man mere, hviskes der alt: afveien! har man 2/3 siges der:
han er ubrugelig, uduelig; -- har man den hele, det være kun
een Dyd, raabes der af alle Kræfter: bind ham! aarelad ham!
Død og Fordærvelse! han jager Verden op af dens Tranerede
ved Bredden af Helvedesmoradset! --
Men Umaadelighed i Ondskab? hvem lader ikke den flyve?
Ingen Sommerfugl kan være fagrere tegnet. Og den ryster sit
Støv i Dommeres Øine; og idet den, kjæk som Zeuses Ørn,
omflyver de jordiske Thordneres Gyldensæder, blander det sig
dristigen med Majestætsstraalerne, og en Regnbue af forher-
ligede Støvgran viser sig for de Dødelige. Umaadelighed i
Ondskab Dadel? Spørger, du maa være umaadelig i Dyd for
at spørge saa for Alvor. Du veed jo, at Umaadelighed i Ond-
skab kan stige høit, saa høit, at den bliver ophøiet over al
|
| d.III,b.2,s.118 |
Dadel. Den plumpe, beskedne, maadeholdne Ondskab derimod?
Ja den er en stakkels Kaalorm, som endnu ei har faaet Vinger,
som kryber ikke paa Bladet -- grønt paa grønt -- men guul-
grøn, som den er, paa den svarte Muld, og sees, og søndertræ-
des; -- dog ikke fordi den er Ondskab, men fordi den er plump,
maadeholden og beskeden. Alligevel hedder det om de fleste:
Fanden frier nok Sine.
Umaadelighed i Misundelse? O, jeg vil ikke voge at dadle
den, hvis Veltalenhed er den sødeste; og som, blot den peger,
blot den blinker, nagler Beviser for selv en Catos Landsforræ-
deri ind i alle Hjerter. Denne Egenskab er vel ikke pragtfarget
som den forrige. Den forholder sig til hiin, som den svart-
itrukne Minister til Porphyrogennetos selv. Dog taaler den intet
Maadehold, om den vil gaae ganske fri for Dadel. Men da, i
sin Storhed, har den forunderlige Kræfter og Krav paa Verdens
høieste Agtelse. Thi drevne af dens Aand seer man pludselig
Folk, der havde godt af at læse paa sine Lexer, apotheosere
sig i bindsvære Recensioner, hvis Sandhed en Myg kan flyve
bort med, men hvis Uretfærdigheder, om de fik en Form, maatte
standse Kloder i Farten; eller man hører guddommelige Toner
fra Bunden af en Kasserolle; eller ubegribelig Viisdom fra en
Bormester med Raad i et fremmed Lands Aabenraae; eller og,
at denne ærværdig Autoritets Maver pludselig opsvulme af
Reformsyge, og rumle et dødt Nationalhad iveiret til at beklæde
sine Aadselribbe med Flammer og skyde sine uhyre Tigerrygge
luekammede over Grændseaasene. Umaadelighed i Misundelse
har man unegtelig Respect for; men for lidet Maadehold i God-
hed, Godmodighed og Velvilje? -- "stakkels Mand! det er en
snild Fyr! men -- afveien!" Ve ham, om han ikke gaaer, og
søger sig en Plads som en liden Knap i Rammen om Speilet,
hvorfra Ondskabens og Misundelsens Aasyn tilsmile hinanden.
Misundelsen har stygge Negle; men den har ogsaa fine Hand-
sker paa, saa den tør lade sig see hvor det skal være. At den
skriver en nydelig Haand og stiler godt, har man baade seet
og læst i Bøger og i Tidender, der gjøre medrette Krav paa
Publicums høieste Agtelse. Ingen Haand har plukket saamange
Laurer, ingen faaer saamange betydningsfulde Tryk. Misundel-
sen er større end Storheden; thi den er dens Skygge, og Ret-
|
| d.III,b.2,s.119 |
færdighedens Sol har kortere Middag, men længer Morgen og
Aften, end nogen anden.
Lader os ikke dadle hvad der er saa stort; men fange Regnen
i vort Ansigt og see paa Skildvagten udenfor, medens den gaaer
ind og ud af Ønskernes Port, hvorigjennem Sukkenes Rende-
steen løber. Denne skrider den over -- lader os ikke dadle den,
fordi den ikke vil bortskylles med Fortjenesten. Denne synes
stærk, og er maaske stærkere end den maadelige Misundelse
-- den staaer der med en bred Oxepande og et Par rolige, saa-
kaldte selvtillidsfulde Øine; men den umaadelige Misundelse
kommer -- den fine Handske farer over den kjække Pande, og
fem sorte Fingre staaer der -- de ærlige Øine see intet; men
Folk har nok at lee af. Visselig, Misundelsen er ikke at dadle
fordi den fortærer Hæderen, der er den sødeste Spire, eller
fordi den indsnuser i sin Lunge Æresrygtet. Den viser sin Op-
høiethed netop ved at søge denne fine aromatiske Athmosfær,
og sin Fiinhed netop fordi den helst æder Hæderen, og kan
tage Rødmen af ti jomfruelige gode Navne til Dessert. Den
maadelige Misundelse gnaver vel paa Andre, men tærer dog
meest paa sig selv; den umaadelige lever alene af Andre; og,
naar den er overmæt, tør den ræbe i Øren, som den himmelske
Sandhed vilde give et Kys for at kunne naae.
Men det er Misundelsen i sin Høihed at være misundelig
over den Misundelige, over at han er misundelig. Da er man
meer misundelig end Den, man synes er meest misundelig. Saa-
ledes bider den ene Sjæl sig fast i den anden, og en glimrende
Perlesnor af skelende Øine gaaer fra den umaalelige Verdens-
dome -- nederst paa den flammer Helvedes prægtige Lysekrone.
Etsteds maa Fortjenestens Herkules staae; men der er ikke een
Skorpion i hans Hæl -- jo vel, kun een, men den er den yp-
perste -- og i den hænger en Skorpion, og saa en Skorpion
og Skorpioner ibidte hinanden alt rundtom Kloden, alt til Kreb-
sene og de smaae Fiirfisler komme, som ogsaa ville bide,
skjøndt de ere saa lidet misundelige, at man gjerne kan stikke
dem Fingeren i Munden, men dog heller ikke godmodige nok
til at elskes.
Elskes? -- vil min artige Spørger nok tænke -- ja saa! elskes
dog det Godmodige. Det var uforsigtigt sagt i et Forsvar som
|
| d.III,b.2,s.120 |
dette? Nei, jeg kan gjerne tilstaae det. Godmodighed elskes,
men ikke anderledes end ovenfor sagt; og den elskes netop fordi
den er den maadeholdneste af alle Dyder. Den elskes af selve
Misundelsen, fordi den ikke belurer den, men laaner den sin
Kappe, og leer, blot Løgnen er morsom. Den elskes af Ond-
skaben fordi den slentrer gabende efter i dennes Triumftog og
beundrer Meriterne som Pøbelen Illuminationerne paa Under-
trykkerens Navnedag.
Desuden denne Elsken? Er den umaadeholden, da er den
Fjottethed; er den maadeholden -- og saaledes gives den --
da er den -- ikke Tak værd. Kjærlighed for Godmodigheds
Skyld rynker en Mand Panden ad; og siges der ham, at han
er godmodig, da zittrer Tanken "ha! han holder mig for en
Taabe," under hans Øiebryn.
|
| BLA BAKOVER |