|
| d.II,b.6,s.397 |
den i Sjelene sank.
Den spired -- se nu er det Sjelenes Vaar!
Velsignede Mester! din Seier er nær
som Dagen i Morgenens rødmende Skjær.
Præster.
Forbandet Den, som velsigner dig!
Velsignet Den, som forbander dig!
Folk.
Synderes Forbarmer og Dommer,
Han, som de Arme elske, Han kommer.
Han, som os elsker, er her! er her!
Trælbundne Armod, ejer du ei
Tegn for din Kjærlighed? Ak,
fattige Palmegreen hvifter vor Tak!
Vajer! hvifter! Blomster spreder!
Se, vi brede vore Klæder,
milde Frelser, paa din Vei!
Hosianna, du Ætling af David!
Præster.
Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander?
Disciplene.
Mester, Vi vidt over Landene gik,
slynged din Sæd ud som Lynildens Blik.
Spædeste Trospire satte vi Hegn
i vældige Tegn.
Mørket med Straaler vi sloge.
Djævle, som disse Leviter,
der sole -- liig klyngede Snoge
i Ormredets Gab -- sig bag Tempelets Gitter
i deres Vældes døende Skin,
til deres Hulers Inderste droge
hylende ind,
da Vi, dine Sendte,
Raabet paa Menneskens Læber antændte:
|
| d.II,b.6,s.398 |
Velsignet er Messias, hans Herlighed nær!
Fred og Fryd paa Jorden, som i Himmelen er.
Præster.
Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse,
der gaber over Eder, mættet er!
En af Jesus Helbredet.
Mit blinde Øje aabned sig
for dit milde Blik.
En Anden.
Du Stærke talte til mit Liig:
jeg af Graven gik.
En Tredie.
Spedalske Ti vi sad i Stadens Port;
forbandende løb Præst og Broder bort.
Til os du nærmed dig, du Rene.
Nu, reen, dig takker jeg -- alene.
To af Jesus Helbredede.
Se vi, hiin Kvindes, som du frelste,
Maria Magdalenas Mand og Elsker!
Afsindige, i Ørken (som besat
var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat.
Da talte Du -- Nu have vi vort Vid.
At takke dig, o Jesus, hid vi ilte.
En af Jesus Helbredet.
Barmhjertige, o lad mig takke dig!
Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker.
Du bøjed dig -- Jeg reiste mig,
med sunde Lemmer, Livets Smykker.
De af Jesus Helbredede.
Hosianna, du Davids Søn!
Blinde din Mildhed see -- O derfor vi bade om Synet.
Værkbrudne følge dig -- Derfor vi bade om Hilsen.
|
| d.II,b.6,s.399 |
Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen
være din kraftige Kjærlighed!
Præster.
I Belials Børn, i Synden baarne,
i Straffen levende, døer da i Forbandelse!
Børn.
Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna!
Disciplene.
Alt Udsæden blomstrer. O Mester, du høster!
Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen.
Taknemlighed yde de Arme igjen.
Men fineste Duft af din blomstrende Sæd,
men sødeste Gjensmiil af Kjærlighed,
dog lufter og bølger i Børnenes Røster.
Børn.
Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna!
Ypperstepræsten.
Forbandede, har du smittet de kommende Slægter?
nedgravet Dragens Tænder i Jorden?
Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle
forvandles til Ve over dig, naar voxne De ere,
saa lide for dig, Forfører, de kunne og døe!
Jesus.
Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang?
Præster.
Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres?
Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang
da lette Forbandelsen, den som er lagt
med Altrets altknusende Vægt paa dit Hoved!
Jesus.
Vanartens Kilde, du rinder til din Grav.
Fra Himlen Livsens Væld er runden.
|
| d.II,b.6,s.400 |
Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav.
I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden!
I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden!
Præster.
Ha, Jesus, dette er din sidste Seir!
Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang!
Jesus.
Jerusalems Ruiner -- O Ve!
de vorde skal eders Tropæ!
O Stad, Ødelæggelsesflammen
de Blinde skal seende gjøre!
Dit Brag, naar du styrter isammen,
skal aabne det tillukte Øre.
Jerusalem, Steen ei paa Steen
af denne din Herlighed lades igjen!
Et jordisk og aandeligt Voldherredømme
til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne
paa dine Ruiner.
Ve! Altret, det Syndernes Bolsted, ei længer
vil skjule Jer da. Min Straale sig trænger,
mens Tempel-Gardinerne briste,
i Mørkhedens Dybder ustandselig ind.
I eie ei Offre, hvis Røg, o Præster,
kan slukke dens Skin.
Præster.
Eet Offer vi eje: dig Selv, du Mester!
5.
FORRÆDEREN
Templet. Præster
Ypperstepræsten.
(hærmende)
Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi?
Ord-dumme
Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha,
jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei,
|
| d.II,b.6,s.401 |
at I, istedetfor at tænke, høre;
at eders Hoveder (istedetfor
at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød
og lettet, visne Kapsel liig, det Graahaar)
til Andens Plan dog nikke kan med Anstand,
somom den unnaslap jer selv,
og nu I bøje jer, for op at tage den.
Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger:
En kraftig Handling maa betegne,
at Israels Fædre, Fiendskab glemmende,
dog mægte alle Jordens Præsters Sag
at hævde: Vi maae handle, som i Os
Aljordens Præsteskab forenet var --
ja handle som det sømmer sig i Dødskamp!
Se, Kongerne, naar lidet Folk tør knurre,
flux styrte frem som Løverne af Hulen.
-- Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster!
Da skulle Disse holde Israels
for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge,
der fægte foran Trodset, medens dette
i Ro kan samle hines Sejer op.
Vor Strid i Templets Indre være glemt,
saalænge Fienden stormer paa dets Porte! .
Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud
af Altrets Huulhed: thi -- ve Nikodemos!
ve Josef! veed jeg ikke, at I vare
hos Galilæeren om Natten? Dog
det være glemt! Nu Fred maa være her;
thi intet Mindre gjælder denne Kamp,
som Galilæeren har vakt, end Herredømmet,
vi Præster arved over Sjelene.
Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør,
maa vide, at han spiller om sit Liv.
For Sadducæer som for Farisæer
det fælles Løsen være: Jesu Død!
Vi derom vare længe enige,
forsøgte alle Vaaben, men de brast.
Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye,
|
| d.II,b.6,s.402 |
og hyle deres Skam, som slagne Hunde,
ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi:
den værste, stærkeste af Alle. Seent
han kommer; thi han ligger dybest
paa Helveds Bund, og triner bly og nølende
i Templet, som tilforn den aabne Vold
med Kjækhed turde bruge. Djævlens Navn er:
-- Forræderi.
Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver
ei andet Lys end sine Tænder -- Ha,
jeg sværger, at de skulle lyse,
hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind!
Der er en Mand blandt Galilæerens Venner;
det særeste Naturspil: Støvet haaner
og smigrer Helvede og Himmel i
den Mand paaeengang; Djævlen lodder
ham til sig ved hans Kobber-Haar; og, se,
hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen
udtrukken af en ædel Steen. Hans Djærvhed
er Samsonvoxen; men hans Hjerte
en Pengepose, foldet stor som Havet,
og dog -- naragtigt -- liig en Barnemund,
der stedse sulten raaber efter Meer.
I Daadens Øjeblik hans Fasthed er
et springende Staal, men ellers vaklende
en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt
i den da svæver Himmelen og Helved,
at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet,
flux vipper Stangen. .
(
Judas Ischariotes kommer)
. . Ja den vipper!
Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven?
Judas.
Saavist, som at I hade ham.
Ypperstepræsten.
Tro ei
det hellige Synedrium til Ondt!
Vil du forraade ham?
|
| d.II,b.6,s.403 |
Judas.
Ved Himlen -- Nei!
Ypperstepræsten.
(ryster en Pengepung)
Foragter Du da Sølv?
Judas.
Nei -- Sølv er Godt.
Ypperstepræsten.
Forraad din Mester! Sølvet er da dit.
Judas.
Nei! Nei!
Ypperstepræsten.
Du troer da ei, han er Messias.
Judas.
Jo, just fordi jeg troer det.
Ypperstepræsten.
Daare, da
vi kunne jo ei skade ham.
Judas.
Ja saa?
Ja -- sandt! Hvormeget har I der i Pungen?
Ypperstepræsten.
Fuldt treti Sekler.
Judas.
Ak!
Ypperstepræsten.
Hvi sukker du?
Judas.
Det er ei meget.
|
| d.II,b.6,s.404 |
Ypperstepræsten.
Nok til saadan Prøve.
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
Judas.
(i Tanker; i samme Tone som Præsten.)
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
Og treti Sekler Sølv.
Ypperstepræsten.
Ja treti Sekler Sølv.
-- Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa
sig Fængslets Porte aabned af sig selv;
mon du ei selv da troede fastere?
mon Vi ei selv, Synedriet, da troede?
og var du da ei Første blandt Apostlerne?
og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
Judas.
(gjentagende i samme Tone)
. . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
-- Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt.
Ypperstepræsten.
Du vil forraade ham til os?
Judas.
Forraade?
Det Ord er græsseligt.
Ypperstepræsten.
(afsides)
Dumt, at jeg brugte dette Ord til Skurken!
Vel faae Omstændigheder værd han agtes.
(høit) Du vil da faae ham til os hid? du vil
da overgive os ham, Ven, at vi
hans Høihed ogsaa kunne skue nærved?
Judas.
Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten;
thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis
jeg saae hans Øje.
|
| d.II,b.6,s.405 |
Ypperstepræsten.
Dag? Det Gud forbyde!
Betegn ham blot: begegn ham som en Ven.
Hans Ven -- det blier du da bestandig. Se,
betegn ham med et Kys!
Judas.
Det vil jeg -- ja!
Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel
i Venskab? Og -- o sandt! -- jeg elsker ham.
Ypperstepræsten.
Du, med et Kys, inat ham da forraader?
Judas.
Ja, med et Kys og for de treti Sekler.
|
| BLA BAKOVER |