|
|
d.II,b.6,s.372 |
JESUS, FOLKET OG PRÆSTERNE
l.
TROENS UDBREDELSE
(Præster. Folk).
Mænd.
En stor Profet har Gud i Naade sendt
sit Folk.
Hør! Folket raaber. Knapt det seer
paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude
med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal
vi hilded ham, og, som en fangen Fugl,
vi viste ham for Folket. Men han flyver,
som var han Rygtets Vinge, videnom.
Og, see vi ham, da see vi ham forskandset
bag Tusinders høit stigende Beundring.
Med stive Øren, aabne Munde
de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende
paa Veien baade Romere og Græker,
uddele selv sit Gods, men komme ei
i Templet, uden naar den nye Rabbi
(ret somom det tilhørte ham) fremtriner,
for os at lære -- Os! Ja, om de gabe
for bedre ind at drikke Mestrens Lære,
hvadheller forat sluge os, vi vide ei.
Dog bedre, at han er her ei; thi saa
hans lange Hale, denne Folkestimmel,
vi kunne bide af ham.
Hør du gode Mand,
Israelit, siig, om du veed det, hvor
vi søge Tømmermandens Søn?
Manden.
Hvem?
Præster.
Han fra Nazreth.
|
d.II,b.6,s.373 |
Manden.
Hvem?
Præster.
Den Gudsbespotter.
Manden.
I eders eget Hjerte søger!
En Præst.
Ak,
du ei forstaaer os! Jesus mene vi,
den Tømmermandens Søn fra Nazareth,
den Gud, i smudsig Armod voxet op,
Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle,
Ham, nogle Rasende Messias kalde.
Manden.
Ah Ham? Jeg spurte ham ei om hans Fødsel.
Vel, søge I Messias, søger da
i eders Hjerter! Jeg i mit ham fandt,
men først da denne Jesus, han fra Nazreth,
opvakte ham.
En Præst.
Ha, du, du Synder, er
da og en Galilæer? Er du Jøde,
da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth?
Da siig, om Denne, som forhaaner Loven,
(thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?)
som haaner Fædrelandet (thi I saae
ham selv i Synderes, de Fremmedes,
og Tolderes Gjæstebud; og mon han da,
med utoet Haand sig teer som Skriftens Vise?)
. . Mon Denne er Messias? Israel, da
var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt,
og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud:
Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk)
|
d.II,b.6,s.374 |
dog bedre, bedre end saa usel Sandhed,
der slæber Israel ned blandt andre Folk,
og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde,
og giver Israel Syndere til Brødre.
Folk.
Hvi talte I ei saa imod ham, da
han ottegange raabte Ve mod eder?
Folk.
Vi vide, at Han sagde: "Præster, I
med toede Hænder plyndre Faderløse."
Folk.
Han sagde: "Ve, hvis Alle rose dig!
Ei kommen er den Tid da Det er Roes."
Folk.
Han synded imod Loven? O vi vide
blot at han sagde: "Gud, min Fader, har
til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst."
Præster.
Det synes eders Armod bedre; thi
I elske ikke Offre. Men for eder
vi Præster offre jo?
Folk.
Han pegte paa
sig Selv og sagde: "her er Verdens Offer!
Ja, Gud min Faders Villie skee!"
Præster.
Hans Fader? -- ha!
Folk.
Ja hans og Alles Fader!
Nu ere Israels Grændser blevne store.
|
d.II,b.6,s.375 |
Præster.
Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han?
Herfrem I To? I ere Jesu Brødre.
Fortæller -- Ve jer! -- er jer Bro'er Messias!
en Gud? haha!
To Mænd.
Vi ere Simon, Josef, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham;
thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe,
vi aad af samme Fad, vi sov isammen,
og bar hans slidte Klæder.
Præster.
Hørte I?
En pjaltet Israels Frelser? Hahaha!
To Mænd.
Vi ere Judas, Jakob fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ham troe.
I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset
fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn,
ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet;
han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven
var, da han voxte til, Johannes,
den Zachariæ Søn, den store Døber.
Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi,
at Han var voxet op, som vi, som Græsset.
En Mand.
Ja sagde ei Messias: "Jeg er kommen
at kaste Ild paa Jorden. Gid jeg saae
dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp
mod Mørket. Se, i samme Huus
opstande Tre mod To, og To mod Tre.
Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader."
|
d.II,b.6,s.376 |
En Mand.
Han sagde: "En Profet er ringest agtet
i eget Fædreland." Det veed jeg og,
at, var han i mit Hjem, i Hellas, da
han æredes.
En Præst.
. . Som Viismand kun, Hellener;
ei som Messias.
En Præst.
Ve den Oprører!
Da Israel sammenholdtes ubrudt,
saa fast af Arons Ring, at det ei agted,
at Davids Kronering omkring det brast,
da var det end en Nakke altfor bred
for Romerens Sværd. Men nu -- de komme,
og ødelægge Land og Stad -- de komme,
og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser,
blier Taarepile satte over hver
en Israels Mand.
Folk.
Er der ei Splid i Raadet,
i Templet selv, om Hvad der er bag Graven?
Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun
et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe)
har gjort det til en Vished.
Præster.
Israel! Ha,
Vi ville Guds det hemmelige Navn
udraabe over dig, og du skal synke
i Jordens Gab før det, det Hellige,
end er forraadt til Luften . . du skal synke,
som de Forrædere i Ørken, hvis
du hid, at høre denne Jesus, kom.
|
d.II,b.6,s.377 |
Folk.
Hvad skulle vi? Ak, var dog Jesus her! .
En Mand.
Ja, jeg kom hid at møde Frelseren.
Præster.
Jakobus, du est viet til at vandre
de første Blodtrin efter Jesus.
Manden.
Rodhugges Viintræet, segner vel dets Grene,
men stærkere Aflæggerne fremvoxe.
Folk.
Vi vide ei, om Han, I tale om,
vil komme hid. Men vi, vi stimled hid,
at see Herodes' Fest.
En Præst.
Ha, mon sig Kongen
alene skulde kunne hevne?
Han bandt for Folkets Øjne jo Johannes,
der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer?
Herodes Antipas stjal fra os Hevnen.
Mon Folket skulde taale Synet af
den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid
du farved Purpret i Johannes Blod,
og tørred Folkets Øjne dermed; thi
de blændes fast af Graad ved disse Taler.
Det vantes til, det fik da Forsmag paa
den Nazareners Blod.
2.
JOHANNES FOROFFER
(Kong Herodes, hans Dronning og Prinzessen komme i Festoptog. De tage Plads.
Prinzessen dandser).
Kongen.
Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias,
din Moder ei saa skinsyg . . . Ha, Salome!
|
d.II,b.6,s.378 |
hvor yndig denne Vending! Dands igjen,
hvis ei du trættes! Ah, blier Zefyr træt?
Du kunde dandse over Engens Blomster,
og ei -- jeg sværger -- deres fine Hoveder
sig bøied meer end til en skyldig Hilsen;
. . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig,
for ei at kaldes uforskammet, hvis
den turde stirre ufravendt -- -- Ah, ah!
Gevandtet! Ah, Herodias, nu et Glimt
nød Kongen Klokkens søde Øjenlyst.
-- Ha Dette er Ballet! Hvad synes I?
. . Den Fløite fløi vel rask -- Fy, støder du
i Trillerne slig Kolbøtte nedad Trapperne?
-- ja Dump i Dump. Polimnia, Erato
maae svæve let og jevnt ved Siden af
Terpsichore. Dog ikke ganske jevnt.
. . Lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog
til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved,
I Toner, Zefyrer i Sølverplade!
Ja ikke ganske just ved Siden af.
. . Lidt bagentil, somom I Toner vare
blot Hendes Fodtrins Klang -- o Svævens Susen!
Terpsichore-Herodias! Mundskjænk -- Hei!
du har Pokalen færdig? Drik min Datter!
(Prinzessen drikker; dandser atter)
Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen.
Ah, andengang, Gevandtet! -- Ah Blaaklokken!
Vi see du, søde Drue, er fuldmoden.
. . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden!
(Pilatus, var du her, og Portia! Ak,
jeg saae din Kulde ædes af Misundelse,
som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.)
. . Herodias! Fagre! Ak, er det det Sidste?
Giv Plads! Ak hvil dig! Søde, er du skabt
af Sky'er, som ei vil hvile?
(Prinzessen knæler for Kongen)
Knæle? Ah,
du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler
|
d.II,b.6,s.379 |
en Morgenrødme. Vel, du Romer, se
end har Herodes Magni Søn at give!
Begjær, min Datter, hvad du vil; thi se,
om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig,
og saae, og sank i salig Drøm om Synet.
Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig
Undseelses snevre! Ja, om du begjærte
min halve Krone, se, jeg negter ei!
Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt.
Prinzessen.
Tilgiv, min kongelige Fader, at
jeg bruge vil min Moders skarpe Øje,
for ret et kostbart Smykke ud at lede
i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned.
Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige
Uagtsomhed dog kunde gribe feil:
for lidet dybt, ja maaskee og for dybt.
Præster. (afsides til Dronningen)
Forhaaneren er i din Haand.
Prinzessen.
Min Moder,
dit Valg er mit.
Præster. (afsides til Dronningen)
Han som dig skjældte Blod-Skjøge, høie Dronning,
fordi du elskede den ene Broder
meer end den Anden . . Han er i din Haand.
Dronningen.
Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei
til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere.
Jeg veed et Øjnepar, som gloed fælt,
naar jeg, din Moder, viste sig . . Jeg gad
dog see dem pludselig forvandlede
til melkehvidt-glasserte, døde Perler.
-- Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!
|
d.II,b.6,s.380 |
"Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!"
saa bød min Moder.
Ha! Ei saa!
Dronningen.
Min Konge,
du svoer.
Kongen.
Han bøder fængslet for sin Frækhed.
Ham Folket elsker.
Prinzessen.
Konge, dog du svoer.
Kongen.
Jeg svoer?
Dronningen.
Ja, ved din kongelige Høihed.
Prinzessen.
Ja, ved din Kongehøiheds Magt.
Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket,
naar Kongens Eed ei skulde dræbe?
(høit) Vel!
Jeg svor. Jeg glemte det af lutter Fryd;
thi end du dandsed indenfor mit Øje.
Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad.
Gaaer! bringer det Prinzessen!
Ak Rose, lille Flamme-Helved!
(Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen dandser frem
for sin Moder med det.)
|
d.II,b.6,s.381 |
Dronningen.
Hvad blegblaae Perler! boer igjennem dem,
og hæng dem saa om Ravnen.
Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi?
Vi bruge Præster eller Drot til Øx.
3.
KJÆRLIGHEDS-UNDERGJERNINGER. PRÆSTERNES BESKJÆMMELSE
(Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads)
Præster.
Der er Han -- Ha!
Jesus.
Ve dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes
og De, som Gud udsendte, stenes bort!
Kongen.
(gysende tilbage, med Haanden for Øjnene)
Bort! bort! -- Herodias, saae du? Ha, det var
Johannes selv, Johannes selv forklaret!
Ha, er han der! led Kongen væk! -- Johannes
(Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.)
Folk.
Jesus Messias, hil dig! Du er kommen
i Gud vor Faders Navn.
Ha, begynder
nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens.
Nogle.
O store Frelser, gjør os Tegn! Vi troe.
Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen.
|
d.II,b.6,s.382 |
Jesus.
Ak, troe I at bedrage Frelseren?
Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae
et evigt Tegn.
Folk.
O, viis os den i Gjerninger!
Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv
i Armod. Forolds Vise dem helbredte,
som Præsterne ei turde nærme sig.
Jesus.
I ville lære Kjærlighed at øve?
Da stræber efter Indsigt i Naturen!
Den faaer da tusind Øjne, tusind Hænder.
Se der en Enke bærer ud sin Eneste. . (Et Liigtog sees)
Saa trøster Kjærlighed: (standser Enken og Toget)
Græd ikke Moder!
Hadavja! O Hadavja! O hvo giver
Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste?
Jesus. (kaster Klædet af Liget)
En Yngling? Sørgeligt, at Dødsdom fældes
saa tidligt over Levekraften! Neppe
er Rødmen ham af Kinden, Liv af Hjertet. (høit)
Saa hjælper Kjærlighed: (raaber i Ligets Øre)
Hadavja!
Stat op Hadavja! (Ynglingen reiser sig fra Baaren)
Stor, ja stor er Gud
i Frelseren.
Enken. (knæler for Jesus)
Messias! --
|
d.II,b.6,s.383 |
Præster.
(skyde Enken og Liigtoget tilbage)
Bortifra
den Synder, som arbeider paa Sabbathen!
Jesus.
Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd.
I drage det dog op. Er ei et Menneske
meer end et Faar? Er det ei tilladt
paa den Algodes Fest at gjøre vel?
Folk.
Forbarm dig over Denne!
(En Værkbruden bringes frem i sin Seng)
Jesus.
Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne,
da du gjenvundet har dit muntre Aasyn?
Den Værkbrudne.
Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord
har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien
saa god som Daad, naar Evnen han berøved.
Jesus.
Isandhed, dine Synder dig tilgives.
Præster.
Ha Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd,
undtagen Gud alene?
Jesus.
Onde Hjerter,
I høre ei Tilgivelsen; men dette:
at den i gode Hjerter lyder, er
den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod.
Mon det er lettere at kjende Hjerterne
end disse ydre Lemmer? (helbreder den Syge)
Stat op, du Karske, tag din Seng og gaa!
|
d.II,b.6,s.384 |
Mødre. (førende Børn frem)
O Jesus, o velsign du vore Spæde!
læg Haanden blot paa deres Hoveder!
De ere kjærere end vore egne.
Jesus.
Af Gud, I Smaa, velsignede I ere
med Himlens Krone, med Uskyldighed.
Gid I maa bære den til Aldren trykker
Ærværdighedens over eders Lokker!
Bevogter den da, Mødre! Det er svært.
Dog er det Pantet paa Guds Kjærlighed
for Menneskeslægten og et evigt Haab,
at Æt paa Æt af syndefulde Skjød
fremgaaer uskyldig som en Englehær,
af ædelt Præg som Evas første Børn.
Men hør, I Lærlinge, der kives alt
om Ærespladsene i Himlen:
did kommer Ingen, som paany ei bliver
et Barn i Sind, saa ydmyg, from og kjærlig.
Børnene.
Hosanna! Hosanna! ( Mødre og Folk juble med)
En Præst.
I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse,
som blander sig i Eders Lov til Gud,
forvandler denne al til Gudsforhaanelse!
Messias -- ja den sande -- bruger til
sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom,
men Israels stærke Arme, Senerne
i Juda unge Løve. Siig, hvor ere
hans Engle? Disse Kvinder? disse Karske?
den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle!
Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme,
som end ei Nogen saae i Skriften grunde?
Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer
ham staae beskjemmet for de Skriftens Kloge!
|
d.II,b.6,s.385 |
Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis,
at du fortæller om det Himmelske,
saa klart som vi de simple Jordens Sager:
en Kvinde givtedes med Brødre syv,
som Alle bytted Ægteseng med Graven:
Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke
i Himlen eie da som Huustro?
Jesus.
Skjændsel!
Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle!
Ei ægtes Aanderne, ei heller ægte.
Var disse Brødre gode, Kvinden ei,
da andre Engle finde de at elske.
Var Kvinden god, da Den af Brødrene,
som er den Bedste, vil hun elske højest,
om end ei Ømhed her var mellem dem.
Men, alle gode, da har Aanden, som
engang den elskte Kvinde var i Støvet,
saa stort et Hjerte, at det rummer Alle.
Men alle gode Aanders Kjærlighed
sig vender, som umættelig, mod det Helligste,
mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere
da Alle som Tilsammen-Elskende.
En Yngling. (til en Pige)
Elisabeth -- ak! hørte du, han sagde:
hist som en Engel vil den gode Kvinde,
den Bedste allerhøjest elske
om end ei Ømhed her dem sammenbandt?
O, Den er bedst, som elsker sandest dig;
thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest.
Men o, Elisa, hvi bier du til Himlen?
"Var Elskeren god, men Elskerinden ikke,
han da en anden Engel, men en god,
vil elske" -- Var det saa ei Jesus sagde?
|
d.II,b.6,s.386 |
-- Joëd, jeg elsked dig; men kun fordi
jeg, som Forført, var tryllebunden til dig.
Min Kjærlighed -- o den er himmelsk, og
den har sig derfor noget Himmelsk valgt.
Dog maa Du hisset lyde Aandens Dom,
og flye mig! Ha -- Du flye mig!
Du er jo Ond, som mig forførte?
Vi maae da vandre vore Veie ensomme.
Ha! eller (har da Helved denne Fryd?)
vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes,
med sagte Trin? Nei, Afsky er vor Elskov.
Jerijah, ham hvem Præsten vied mig,
og mine Børn ei heller tør mig følge.
Igjennem deres Moders blege Skygge
de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene.
Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske.
Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng,
for streng vort eget Hjertes Retfærd er!
Præster.
Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte
de høie Himle. Mon du kjender Jorden?
(de slæbe Kvinden frem)
Her er Jerijah's Huustro, Ægteskabsbrydersken,
Maria Magdalena, skjøn som Fuldmaanen,
indvendig fuld af fleer end dennes Pletter,
om kun eet Syndefald for hver vi regne.
Vel Moses byder, at hun stenes; dog
du Vise, siig os, er det Ret? Thi du
vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov,
den Helligdommens Luestøtte, som
til nu har fremledt Israel mellem Folkene!
(Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Kvinden tilhyller sig
hulkende.)
Præster.
Nu -- Mester?
(Stilhed)
|
d.II,b.6,s.387 |
Mon Hvad skriver han?
(kige over Jesu Skuldre)
"Hvi seer du Skjeven i din Broders Øje;
og seer ei Bjelken i dit eget?" -- Ah!
"Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt."
-- Jasaa?
Nu -- Mester! Du forsvarer Hoer?
Fordømmer du ei denne Synderinde?
Men skriv i Sand ei din Fordømmelse!
Den mellem Eder, som er Brødefri,
Han kaste første Steen?
( Jesus nedbøjer sig igjen. Kvinden knæler ned. Præsterne
liste sig bort En efter En.)
Hvor ere dine Klagere, Kvinde? Have
de dømt dig? (Kvinden tier knælende)
Jeg eiheller dømmer dig.
Gak bort; men synd ei mere!
Mænd og Kvinder.
(knælende om Jesus og Kvinden.)
Alle vi syndede: Os
fattes for Gud vor skyldige Ros.
Med Synderinden den hele
Menneskehed maa knæle
angerindhyllet ned
for Frelserens Hellighed. (Adsprede sig)
Maria Magdalena.
(forgjæves søgende at standse Jesus ved at omfavne hans Knæ.)
O Jesus bliv! og hør hvorlunde
saa dybt Maria falde kunde!
Han gaaer . . forsilde! o forsilde!
Han hader mig -- o nei, Foragt . .
Foragt ei heller -- i hans milde
azurblaa Blik var Smerte lagt.
|
d.II,b.6,s.388 |
Vel! Eensomheden jeg fortæller
hvad han ei veed og ikke heller
han af min Læbe vide skal.
At Jesus var mit Ideal
er unævnt af min egen Kval.
Jeg sørged langt ifra
i Skyggen af min Jerijah.
Som Ranken, der sin friske Flugt
med Kval seer indelukt
bag skummel skimlet Muur,
saavidt den kan
med Toppen flyer mod Solens Brand,
saa fulgte blind jeg min Natur,
lod, da mit Ideal var tabt
som Stjernen kun for Himle skabt,
min bundne Ranke høine
sig efter Joëds Flammeøjne.
Dog hedest i mit Hjerte brændte
min Hevn mod Frænder og Bekjendte,
der havde ladet
mig smedde fast til Den, jeg haded.
Det Rygte, som snart Alt fortalte,
mig mindre ængsted end husvalte.
Men -- o de Grumme! de erindred
et Elskovsblik, der engang tindred
til mig fra Joëd, ei til dem,
og slæbte saa -- o heller stod
for Moses jeg i Lyn og Blod! --
mig frem for Ham, for Jesus frem.
Alt er forbi! Hvi blusser jeg?
Jeg knæler jo i Templet ei.
Det Svundne være som et Digt!
Dog er et Liv det at hensørge,
at maatte eengang selv sig spørge,
"o Jesus, var din Dom blot Pligt?
-- O nei! Du turde jo ei see . .
Du vilde med medynksomt Øje
ei see Maria i sin Ve
|
d.II,b.6,s.389 |
sig død for dine Fødder bøje.
Dog "Maria" ei du sagde; men:
"jeg, Kvinde, heller ikke dømmer dig."
Men dette "Kvinde" -- o! -- var en
Dødsdom Du fældte over mig.
O bedre, havde Du mig dømt!
Naar Satan saa mig havde piint,
jeg skulde da forklart dig Hiint,
at jeg for dristigt havde drømt,
da jeg som Morgnens Dugg var reen
og elsked Himmelen i Een.
4.
FORFØLGELSER OG TRIUMF
(Udenfor Zions Tempel. Præster).
En Præst.
Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren.
Idag skal Templet vorde Løvens Hule.
En Præst.
Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet
og bagfra dræber. Ha, der er han.
(En Stimand kommer)
Ismaelit, du traf?
En Præst.
Ismaelit,
det varme Galilæas Blod, som smelte
vil Israel og alle Slægter sammen,
tilskjænkte du et tørt afsides Sted
i Juda, hvor du ham forlokked?
Første Stimand.
Nei!
Præster.
Hvad, nei?
|
d.II,b.6,s.390 |
Stimanden.
Ved Jesu Sandhed, nei!
Præster.
Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed?
Gaa, gjør det bedre! Guld du vinder og
din Frihed.
Første Stimand.
Bedre Frihed gav mig Frelseren.
Hvis jeg skal længer blive eders Træl,
da maae I binde mig; thi nu jeg veed,
at Menneske-Trældom er imod Naturen,
at Slavens Lænker kun er Ringormsmitte
af jer ureene Høihed. Ha,
jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger
i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken,
I rakte mig, jeg slængte evig ind
i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu
den aaben staaer: et Tempel for
Messias, Kjærlighed -- den jeg vil øve
i Ørken.
Præster.
Esau, did du kommer ei.
Første Stimand.
O ve mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder,
fordi I lærte Had, fordi I gjorde
af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed.
Forbandede! Jeg skulde støde Dolken
i ham, mens Ve han raabte mod Tyrannerne,
dem jeg -- o jeg er ikke Jesus liig --
maa hade? mens han, mild og uforfærdet,
til Kvinden sagde, som hans Fødder salved
og kyssede og tørred med sit Haar:
"Maria, du mig salver til min Liigfærd."
-- o dræbe ham i samme Øjeblik
han Lazar gjengav Livet?
|
d.II,b.6,s.391 |
Præster.
Lazar? ah,
den nervesvage Sovesyge?
Første Stimand.
Jesus
ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det!
Jeg leved ikke før. Han har mig lært
hvorledes selv med mine blodige Hænder
jeg toer mit Hjerte reent.
Præster.
Da billigt, at
du døer med ham, naar kun ved ham du lever.
( Stimanden føres bort. Anden Stimand kommer)
Anden Stimand.
Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen.
Men -- ha fordømt! han undslap mig
i Gjæstebudsstimlen.
Præster.
Hvad Vaaben have vi tilbage?
Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat,
og slæber ham for Oprørstale under
det kolde Romersværd, der hugger ned,
som Rævesax, flux Noget kommer nær:
da Listens dybe Kogger med er udtømt
forgjæves . . ja til Bunden udtømt hvis
vort Sendebud ei fik ham grebet.
Ah, Jehu! (En Mand kommer)
Nu, du Levi Søn?
Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren?
Du kunde slæbt den lille Muus,
som alle Jordens Baand vil overgnave,
herhid til Kattene. Vi skulde leget.
Dog vel han er forvaret i prætorium?
Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have,
sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af
|
d.II,b.6,s.392 |
Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs
(den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo,
at Jorden selv tilbede skal hans Billed.
Nu -- gik det ikke saa? Vi tvivle ei,
skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine,
er slu og listig nok.
Leviten.
(trækker frem en Penge)
Oh stille!
Se der er Skattens Penge, Kaifas!
Ypperstepræsten.
Ha,
ei Fisken beed paa Krogen?
Leviten.
Hør, om ikke
jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei,
men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst
mig ind, dog kaldende ham; "vise Rabbi",
jeg spurgte: "Du som taler herligen
og sanddru, uden Frygt for Mennesker,
trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret,
at hele Verden skatter til en Enkelt?
som til Exempel, at vi arme Jøder,
der fredeligen dyrke fjerne Dale,
til Sølv vor Sved maa destillere
og sende Romas Keiser den?"
Han skarpt betragted mig, og spurgte, da
jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt:
"hvis Billed bærer Mynten?" "Cæsars."
"Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er,
og Gud hvad Guds er!" Se, det var det Hele.
Men nu -- om Træskhed, Hykleri og Svig
og andet Mere, kom en Tordentale,
der snitted mine Øren, men desværre
min lange Næse ei.
|
d.II,b.6,s.393 |
Ypperstepræsten.
(stikker Pengen i Tempelblokken)
Der gaae da den
Forbandede! (Et Bud kommer)
Budet.
I Hellige, I vente?
Men sandelig, før skulde Farao
igjennem Havet brudt med Hest og Vogn,
end hid jeg kunde kommet før igjennem
den halve Salems Mængde, der udstrømmer,
kapløbende som Frat og Tigris, ud
af begge Porte til Bethanien,
at see det Nazreths Lys og Lazar den
udslukte, men gjentændte, Lampe.
Præster.
Ha!
Budet.
Ja, skubbende mig mellem Mænd og Kvinder,
med Diende paa Armen, Smaabørn hængende
i Skjørterne, og Drenge, skrigende
afsted paa Kjeppe-Foler, Salems Jomfruer,
der glemte Sabbaths-Pynten selv og Møens
ærbare Trippen, løbende afsted,
som Ørkenens Gazeller (blussende
af Iilsomhed forsvandt de, Roser liig,
dem Vinden slynger paa de smekkre Kviste,
og bøjer druknende i høje Græs) --
ja endelig, et Skridt tilbage skubbet
for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid
med tomme Hænder.
Præster.
Ha, ved Jakobs Herlighed,
som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer
igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien,
den Salems Rosenlæbe er fortært.
Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød?
|
d.II,b.6,s.394 |
Budet.
Skal jeg bekjende: saa -- I hellige Fædre!
som Han end talte intet Menneske.
Præster.
Skurk! Træl!
Nei, skal jeg sige Sandhed,
da var han i Bethanien midtimellem
de store Skarer, der med Taarer hørte
ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør,
skjøndt Kvinder kun ham nærmest stimled om,
vel gjemt, saa godt som Arken blandt Cheruber;
thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte,
dem hviske mellem sig: "bi! snart Messias,
i himmelsk Majestæt fremtræder!"
Hvad var for mig at gjøre da?
Præster.
Du frygted. Vel, at sige saa, er bedre
end være Galilæer. Dog, du glemte,
at Folket saae Johannes' Blod og taug.
Budet.
Det elsked ei Johannes. Denne elsker det.
Præster.
Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det,
fordi han selv er stegen af dets Bærme,
men dog -- saa haaber det -- ved engang at
afdække himmelsk Glands vil vise,
at Gud, liig Jordens Konger, ei foragter
det lave Folk . . Er Du ei og frafalden,
hvis Galilæeren du ei tør endse,
da dræb os Lazarus; thi Jesus gjorde
ham ei udødelig vel?
|
d.II,b.6,s.395 |
O skulde
jeg stjæle, hvad Messias gav?
Præsten.
Troløse!
Du Vankelmodige, hvad siger du?
Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve. (gaaer)
En Præst.
Gid alle Jesu Venner vare svage
som denne Træl! (En Levit kommer)
Der er vort sidste Snøre,
men ogsaa tomt optrukket over denne
Forventningernes krusede Vandflade.
Leviten.
Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham,
med hvilken grundet Myndighed han dadler,
at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer?
hvi Offerhandlerne af Templet han
uddrev? Men, se, istedetfor at fange
ham som Forbryder imod Templets Helgd
som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet
og fangen ved hans Spørgsmaal: "var Johannes,
den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller
af Mennesker?" Jeg turde ikke svare.
Thi under Folkets dumme Blik end gløder
Johannes' Blod, som Emmer under Asken.
Hvis "Gud" jeg havde nævnet, da bekræfted
jeg Jesu Magt; hvis "Menneske" da -- ak
I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner. .
Hvad skulde jeg? jeg taug og sneg mig hid.
Ypperstepræsten.
Vi Slangens Hul med Fakkelskin faaer søge.
Vi ville sende Speidere, at see,
hvor han om Natten hæler. I en ussel
|
d.II,b.6,s.396 |
afsides Hytte sover vel den Frelser?
Nu, da han seer saamange Pile skudte
paa sig, og mærker, at vi her staae rustede,
vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd,
om Templet, tør han neppe trine frem
i Dagens Lys. -- Ha, hvad er det?
( Jesus, fulgt af sine Lærlinge og Folkeskarer, rider ind ad Jerusalems
Port op mod Templet. Der hviftes og strøes med Palmeblade).
En Præst.
Han kommer!
Ypperstepræsten.
Ved Templet! Ja! Og Folket . .
En Præst.
Er i Jubel.
Præster.
Fordærvelse! hvad maae vi see?
Folk.
Hosianna!
Sagtmodig og stille,
Zion, din Konge kommer til Dig!
Frels os, Davids Søn!
Præster.
Forbandet den Nat, der undfangede dig,
Forbandet den Dag, der fødte dig!
Disciplene.
O tilbedte Mester! din Sæd alt staaer
i blomstrende Skud.
I Hjerternes Saar
vi spredte den ud.
Som en Balsom sød
de tørstige Vunder den nød.
Som en Stjerneregn blank
|
| FORRIGE |