HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

d.II,b.6,s.372   JESUS, FOLKET OG PRÆSTERNE
l.
TROENS UDBREDELSE
(Præster. Folk).



Mænd.



           En stor Profet har Gud i Naade sendt
                      sit Folk.



En Præst.

(afsides)



                 Hør! Folket raaber. Knapt det seer
           paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude
           med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal
           vi hilded ham, og, som en fangen Fugl,
           vi viste ham for Folket. Men han flyver,
           som var han Rygtets Vinge, videnom.
           Og, see vi ham, da see vi ham forskandset
           bag Tusinders høit stigende Beundring.
           Med stive Øren, aabne Munde
           de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende
           paa Veien baade Romere og Græker,
           uddele selv sit Gods, men komme ei
           i Templet, uden naar den nye Rabbi
           (ret somom det tilhørte ham) fremtriner,
           for os at lære -- Os! Ja, om de gabe
           for bedre ind at drikke Mestrens Lære,
           hvadheller forat sluge os, vi vide ei.
           Dog bedre, at han er her ei; thi saa
           hans lange Hale, denne Folkestimmel,
           vi kunne bide af ham.
                       Hør du gode Mand,
           Israelit, siig, om du veed det, hvor
           vi søge Tømmermandens Søn?



Manden.



           Hvem?



Præster.



                 Han fra Nazreth.

d.II,b.6,s.373  

Manden.



                       Hvem?



Præster.



                             Den Gudsbespotter.



Manden.



           I eders eget Hjerte søger!



En Præst.



                                   Ak,
                      du ei forstaaer os! Jesus mene vi,
           den Tømmermandens Søn fra Nazareth,
           den Gud, i smudsig Armod voxet op,
           Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle,
           Ham, nogle Rasende Messias kalde.



Manden.



           Ah Ham? Jeg spurte ham ei om hans Fødsel.
           Vel, søge I Messias, søger da
           i eders Hjerter! Jeg i mit ham fandt,
           men først da denne Jesus, han fra Nazreth,
           opvakte ham.



En Præst.



                       Ha, du, du Synder, er
           da og en Galilæer? Er du Jøde,
           da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth?
           Da siig, om Denne, som forhaaner Loven,
           (thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?)
           som haaner Fædrelandet (thi I saae
           ham selv i Synderes, de Fremmedes,
           og Tolderes Gjæstebud; og mon han da,
           med utoet Haand sig teer som Skriftens Vise?)
           . . Mon Denne er Messias? Israel, da
           var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt,
           og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud:
           Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk)
          
d.II,b.6,s.374              dog bedre, bedre end saa usel Sandhed,
           der slæber Israel ned blandt andre Folk,
           og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde,
           og giver Israel Syndere til Brødre.


Folk.



           Hvi talte I ei saa imod ham, da
           han ottegange raabte Ve mod eder?



Folk.



           Vi vide, at Han sagde: "Præster, I
           med toede Hænder plyndre Faderløse."



Folk.



           Han sagde: "Ve, hvis Alle rose dig!
           Ei kommen er den Tid da Det er Roes."



Folk.



           Han synded imod Loven? O vi vide
           blot at han sagde: "Gud, min Fader, har
           til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst."



Præster.



           Det synes eders Armod bedre; thi
           I elske ikke Offre. Men for eder
           vi Præster offre jo?



Folk.



                       Han pegte paa
           sig Selv og sagde: "her er Verdens Offer!
           Ja, Gud min Faders Villie skee!"



Præster.



           Hans Fader? -- ha!



Folk.



                       Ja hans og Alles Fader!
           Nu ere Israels Grændser blevne store.

d.II,b.6,s.375  

Præster.



           Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han?
                      Herfrem I To? I ere Jesu Brødre.
           Fortæller -- Ve jer! -- er jer Bro'er Messias!
           en Gud? haha!



To Mænd.



           Vi ere Simon, Josef, fødte af
           Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham;
           thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe,
           vi aad af samme Fad, vi sov isammen,
           og bar hans slidte Klæder.



Præster.



                             Hørte I?
           En pjaltet Israels Frelser? Hahaha!



To Mænd.



           Vi ere Judas, Jakob fødte af
           Maria, Jesu Moder. Vi ham troe.
           I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset
           fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn,
           ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet;
           han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven
           var, da han voxte til, Johannes,
           den Zachariæ Søn, den store Døber.
           Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi,
           at Han var voxet op, som vi, som Græsset.



En Mand.



           Ja sagde ei Messias: "Jeg er kommen
           at kaste Ild paa Jorden. Gid jeg saae
           dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp
           mod Mørket. Se, i samme Huus
           opstande Tre mod To, og To mod Tre.
           Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader."

d.II,b.6,s.376  

En Mand.



           Han sagde: "En Profet er ringest agtet
                      i eget Fædreland." Det veed jeg og,
           at, var han i mit Hjem, i Hellas, da
           han æredes.



En Præst.



                       . . Som Viismand kun, Hellener;
           ei som Messias.



En Præst.



                       Ve den Oprører!
           Da Israel sammenholdtes ubrudt,
           saa fast af Arons Ring, at det ei agted,
           at Davids Kronering omkring det brast,
           da var det end en Nakke altfor bred
           for Romerens Sværd. Men nu -- de komme,
           og ødelægge Land og Stad -- de komme,
           og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser,
           blier Taarepile satte over hver
           en Israels Mand.



Folk.



                 Er der ei Splid i Raadet,
           i Templet selv, om Hvad der er bag Graven?
           Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun
           et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe)
           har gjort det til en Vished.



Præster.



                             Israel! Ha,
           Vi ville Guds det hemmelige Navn
           udraabe over dig, og du skal synke
           i Jordens Gab før det, det Hellige,
           end er forraadt til Luften . . du skal synke,
           som de Forrædere i Ørken, hvis
           du hid, at høre denne Jesus, kom.

d.II,b.6,s.377  

Folk.



           Hvad skulle vi? Ak, var dog Jesus her! .



En Mand.



           Ja, jeg kom hid at møde Frelseren.



Præster.



           Jakobus, du est viet til at vandre
                      de første Blodtrin efter Jesus.



Manden.



           Rodhugges Viintræet, segner vel dets Grene,
           men stærkere Aflæggerne fremvoxe.



Folk.



           Vi vide ei, om Han, I tale om,
           vil komme hid. Men vi, vi stimled hid,
           at see Herodes' Fest.



En Præst.



                       Ha, mon sig Kongen
           alene skulde kunne hevne?
           Han bandt for Folkets Øjne jo Johannes,
           der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer?
           Herodes Antipas stjal fra os Hevnen.
           Mon Folket skulde taale Synet af
           den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid
           du farved Purpret i Johannes Blod,
           og tørred Folkets Øjne dermed; thi
           de blændes fast af Graad ved disse Taler.
           Det vantes til, det fik da Forsmag paa
           den Nazareners Blod.

2.
JOHANNES FOROFFER
(Kong Herodes, hans Dronning og Prinzessen komme i Festoptog. De tage Plads.
Prinzessen dandser).



Kongen.



           Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias,
           din Moder ei saa skinsyg . . . Ha, Salome!
          
d.II,b.6,s.378              hvor yndig denne Vending! Dands igjen,
           hvis ei du trættes! Ah, blier Zefyr træt?
           Du kunde dandse over Engens Blomster,
           og ei -- jeg sværger -- deres fine Hoveder
           sig bøied meer end til en skyldig Hilsen;
           . . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig,
           for ei at kaldes uforskammet, hvis
           den turde stirre ufravendt -- -- Ah, ah!
           Gevandtet! Ah, Herodias, nu et Glimt
           nød Kongen Klokkens søde Øjenlyst.
           -- Ha Dette er Ballet! Hvad synes I?
           . . Den Fløite fløi vel rask -- Fy, støder du
           i Trillerne slig Kolbøtte nedad Trapperne?
           -- ja Dump i Dump. Polimnia, Erato
           maae svæve let og jevnt ved Siden af
           Terpsichore. Dog ikke ganske jevnt.
           . . Lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog
           til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved,
           I Toner, Zefyrer i Sølverplade!
           Ja ikke ganske just ved Siden af.
           . . Lidt bagentil, somom I Toner vare
           blot Hendes Fodtrins Klang -- o Svævens Susen!
           Terpsichore-Herodias! Mundskjænk -- Hei!
           du har Pokalen færdig? Drik min Datter!
                             
(Prinzessen drikker; dandser atter)

           Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen.
           Ah, andengang, Gevandtet! -- Ah Blaaklokken!
           Vi see du, søde Drue, er fuldmoden.
           . . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden!
           (Pilatus, var du her, og Portia! Ak,
           jeg saae din Kulde ædes af Misundelse,
           som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.)
           . . Herodias! Fagre! Ak, er det det Sidste?
           Giv Plads! Ak hvil dig! Søde, er du skabt
           af Sky'er, som ei vil hvile?
                             
(Prinzessen knæler for Kongen)

                             Knæle? Ah,
           du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler
          
d.II,b.6,s.379              en Morgenrødme. Vel, du Romer, se
           end har Herodes Magni Søn at give!
           Begjær, min Datter, hvad du vil; thi se,
           om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig,
           og saae, og sank i salig Drøm om Synet.
           Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig
           Undseelses snevre! Ja, om du begjærte
           min halve Krone, se, jeg negter ei!
           Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt.


Prinzessen.



           Tilgiv, min kongelige Fader, at
           jeg bruge vil min Moders skarpe Øje,
           for ret et kostbart Smykke ud at lede
           i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned.
           Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige
           Uagtsomhed dog kunde gribe feil:
           for lidet dybt, ja maaskee og for dybt.



Præster.

(afsides til Dronningen)



           Forhaaneren er i din Haand.



Prinzessen.



                             Min Moder,
           dit Valg er mit.



Præster.

(afsides til Dronningen)



           Han som dig skjældte Blod-Skjøge, høie Dronning,
           fordi du elskede den ene Broder
           meer end den Anden . . Han er i din Haand.



Dronningen.



           Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei
           til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere.
           Jeg veed et Øjnepar, som gloed fælt,
           naar jeg, din Moder, viste sig . . Jeg gad
           dog see dem pludselig forvandlede
           til melkehvidt-glasserte, døde Perler.
           -- Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!

d.II,b.6,s.380  

Prinzessen.

(til Kongen)



           "Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!"
                      saa bød min Moder.



Kongen.

(med Afsky)



                       Ha! Ei saa!



Dronningen.



                       Min Konge,
           du svoer.



Kongen.



                 Han bøder fængslet for sin Frækhed.
           Ham Folket elsker.



Prinzessen.



                       Konge, dog du svoer.



Kongen.



           Jeg svoer?



Dronningen.



           Ja, ved din kongelige Høihed.



Prinzessen.



                 Ja, ved din Kongehøiheds Magt.



Kongen.

(afsides)



           Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket,
           naar Kongens Eed ei skulde dræbe?
                 
(høit)
Vel!
           Jeg svor. Jeg glemte det af lutter Fryd;
           thi end du dandsed indenfor mit Øje.
           Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad.
           Gaaer! bringer det Prinzessen!
           Ak Rose, lille Flamme-Helved!

(Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen dandser frem
for sin Moder med det.)

d.II,b.6,s.381  

Dronningen.



           Hvad blegblaae Perler! boer igjennem dem,
                      og hæng dem saa om Ravnen.



Præster.

(afsides)



           Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi?
           Vi bruge Præster eller Drot til Øx.

3.
KJÆRLIGHEDS-UNDERGJERNINGER. PRÆSTERNES
BESKJÆMMELSE
(Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads)



Præster.



           Der er Han -- Ha!



Jesus.



           Ve dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes
           og De, som Gud udsendte, stenes bort!



Kongen.
(gysende tilbage, med Haanden for Øjnene)



           Bort! bort! -- Herodias, saae du? Ha, det var
           Johannes selv, Johannes selv forklaret!
           Ha, er han der! led Kongen væk! -- Johannes

(Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.)



Folk.



           Jesus Messias, hil dig! Du er kommen
           i Gud vor Faders Navn.



Præster.

(afsides)



                             Ha, begynder
           nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens.



Nogle.



           O store Frelser, gjør os Tegn! Vi troe.
           Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen.

d.II,b.6,s.382  

Jesus.



           Ak, troe I at bedrage Frelseren?
                      Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae
           et evigt Tegn.



Folk.



                       O, viis os den i Gjerninger!
           Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv
           i Armod. Forolds Vise dem helbredte,
           som Præsterne ei turde nærme sig.



Jesus.



           I ville lære Kjærlighed at øve?
           Da stræber efter Indsigt i Naturen!
           Den faaer da tusind Øjne, tusind Hænder.
           Se der en Enke bærer ud sin Eneste. .

(Et Liigtog sees)

           Saa trøster Kjærlighed:

(standser Enken og Toget)

                 Græd ikke Moder!



Enken.

(vridende Hænder)



           Hadavja! O Hadavja! O hvo giver
           Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste?



Jesus.

(kaster Klædet af Liget)



           En Yngling? Sørgeligt, at Dødsdom fældes
           saa tidligt over Levekraften! Neppe
           er Rødmen ham af Kinden, Liv af Hjertet.

(høit)

           Saa hjælper Kjærlighed:

(raaber i Ligets Øre)

                             Hadavja!
           Stat op Hadavja!

(Ynglingen reiser sig fra Baaren)



Folket.

(bestyrtset)



                             Stor, ja stor er Gud
           i Frelseren.



Enken.

(knæler for Jesus)



                       Messias! --

d.II,b.6,s.383  

Præster.
(skyde Enken og Liigtoget tilbage)



                                   Bortifra
                      den Synder, som arbeider paa Sabbathen!



Jesus.



           Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd.
           I drage det dog op. Er ei et Menneske
           meer end et Faar? Er det ei tilladt
           paa den Algodes Fest at gjøre vel?



Folk.



           Forbarm dig over Denne!

(En Værkbruden bringes frem i sin Seng)



Jesus.



           Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne,
           da du gjenvundet har dit muntre Aasyn?



Den Værkbrudne.



           Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord
           har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien
           saa god som Daad, naar Evnen han berøved.



Jesus.



           Isandhed, dine Synder dig tilgives.



Præster.



           Ha Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd,
           undtagen Gud alene?



Jesus.



                             Onde Hjerter,
           I høre ei Tilgivelsen; men dette:
           at den i gode Hjerter lyder, er
           den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod.
           Mon det er lettere at kjende Hjerterne
           end disse ydre Lemmer?

(helbreder den Syge)

           Stat op, du Karske, tag din Seng og gaa!

d.II,b.6,s.384  

Mødre.

(førende
Børn
frem)



           O Jesus, o velsign du vore Spæde!
                      læg Haanden blot paa deres Hoveder!
           De ere kjærere end vore egne.



Jesus.



           Af Gud, I Smaa, velsignede I ere
           med Himlens Krone, med Uskyldighed.
           Gid I maa bære den til Aldren trykker
           Ærværdighedens over eders Lokker!
           Bevogter den da, Mødre! Det er svært.
           Dog er det Pantet paa Guds Kjærlighed
           for Menneskeslægten og et evigt Haab,
           at Æt paa Æt af syndefulde Skjød
           fremgaaer uskyldig som en Englehær,
           af ædelt Præg som Evas første Børn.
           Men hør, I Lærlinge, der kives alt
           om Ærespladsene i Himlen:
           did kommer Ingen, som paany ei bliver
           et Barn i Sind, saa ydmyg, from og kjærlig.



Børnene.



           Hosanna! Hosanna!

(
Mødre
og
Folk
juble med)



En Præst.



           I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse,
           som blander sig i Eders Lov til Gud,
           forvandler denne al til Gudsforhaanelse!
           Messias -- ja den sande -- bruger til
           sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom,
           men Israels stærke Arme, Senerne
           i Juda unge Løve. Siig, hvor ere
           hans Engle? Disse Kvinder? disse Karske?
           den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle!
           Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme,
           som end ei Nogen saae i Skriften grunde?
           Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer
           ham staae beskjemmet for de Skriftens Kloge!
          
d.II,b.6,s.385              Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis,
           at du fortæller om det Himmelske,
           saa klart som vi de simple Jordens Sager:
           en Kvinde givtedes med Brødre syv,
           som Alle bytted Ægteseng med Graven:
           Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke
           i Himlen eie da som Huustro?


Jesus.



                             Skjændsel!
           Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle!
           Ei ægtes Aanderne, ei heller ægte.
           Var disse Brødre gode, Kvinden ei,
           da andre Engle finde de at elske.
           Var Kvinden god, da Den af Brødrene,
           som er den Bedste, vil hun elske højest,
           om end ei Ømhed her var mellem dem.
           Men, alle gode, da har Aanden, som
           engang den elskte Kvinde var i Støvet,
           saa stort et Hjerte, at det rummer Alle.
           Men alle gode Aanders Kjærlighed
           sig vender, som umættelig, mod det Helligste,
           mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere
           da Alle som Tilsammen-Elskende.



En Yngling.

(til en Pige)



           Elisabeth -- ak! hørte du, han sagde:
           hist som en Engel vil den gode Kvinde,
           den Bedste allerhøjest elske
           om end ei Ømhed her dem sammenbandt?
           O, Den er bedst, som elsker sandest dig;
           thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest.
           Men o, Elisa, hvi bier du til Himlen?



En Kvinde.

(afsides)



           "Var Elskeren god, men Elskerinden ikke,
           han da en anden Engel, men en god,
           vil elske" -- Var det saa ei Jesus sagde?
          
d.II,b.6,s.386              -- Joëd, jeg elsked dig; men kun fordi
           jeg, som Forført, var tryllebunden til dig.
           Min Kjærlighed -- o den er himmelsk, og
           den har sig derfor noget Himmelsk valgt.
           Dog maa Du hisset lyde Aandens Dom,
           og flye mig! Ha -- Du flye mig!
           Du er jo Ond, som mig forførte?
           Vi maae da vandre vore Veie ensomme.
           Ha! eller (har da Helved denne Fryd?)
           vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes,
           med sagte Trin? Nei, Afsky er vor Elskov.
           Jerijah, ham hvem Præsten vied mig,
           og mine Børn ei heller tør mig følge.
           Igjennem deres Moders blege Skygge
           de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene.
           Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske.
           Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng,
           for streng vort eget Hjertes Retfærd er!


Præster.



           Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte
           de høie Himle. Mon du kjender Jorden?
                             
(de slæbe Kvinden frem)

           Her er Jerijah's Huustro, Ægteskabsbrydersken,
           Maria Magdalena, skjøn som Fuldmaanen,
           indvendig fuld af fleer end dennes Pletter,
           om kun eet Syndefald for hver vi regne.
           Vel Moses byder, at hun stenes; dog
           du Vise, siig os, er det Ret? Thi du
           vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov,
           den Helligdommens Luestøtte, som
           til nu har fremledt Israel mellem Folkene!

(Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Kvinden tilhyller sig
hulkende.)



Præster.



           Nu -- Mester?

(Stilhed)

d.II,b.6,s.387  

Præster.

(afsides)



                             Mon Hvad skriver han?
                                  
(kige over Jesu Skuldre)

           "Hvi seer du Skjeven i din Broders Øje;
           og seer ei Bjelken i dit eget?" -- Ah!
           "Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt."
           -- Jasaa?
                 Nu -- Mester! Du forsvarer Hoer?
           Fordømmer du ei denne Synderinde?
           Men skriv i Sand ei din Fordømmelse!



Jesus.

(reiser sig op)



           Den mellem Eder, som er Brødefri,
           Han kaste første Steen?

(
Jesus
nedbøjer sig igjen.
Kvinden
knæler ned.
Præsterne

liste sig bort En efter En.)



Jesus.

(reiser sig)



           Hvor ere dine Klagere, Kvinde? Have
           de dømt dig?

(Kvinden tier knælende)

                             Jeg eiheller dømmer dig.
           Gak bort; men synd ei mere!



Mænd og Kvinder.
(knælende om Jesus og Kvinden.)



                 Alle vi syndede: Os
                 fattes for Gud vor skyldige Ros.
                 Med Synderinden den hele
                 Menneskehed maa knæle
                 angerindhyllet ned
                 for Frelserens Hellighed.

(Adsprede sig)



Maria Magdalena.
(forgjæves søgende at standse Jesus ved at omfavne hans Knæ.)



           O Jesus bliv! og hør hvorlunde
           saa dybt Maria falde kunde!
           Han gaaer . . forsilde! o forsilde!
           Han hader mig -- o nei, Foragt . .
           Foragt ei heller -- i hans milde
           azurblaa Blik var Smerte lagt.
          
d.II,b.6,s.388              Vel! Eensomheden jeg fortæller
           hvad han ei veed og ikke heller
           han af min Læbe vide skal.
           At Jesus var mit Ideal
           er unævnt af min egen Kval.
           Jeg sørged langt ifra
           i Skyggen af min Jerijah.
           Som Ranken, der sin friske Flugt
           med Kval seer indelukt
           bag skummel skimlet Muur,
                 saavidt den kan
           med Toppen flyer mod Solens Brand,
           saa fulgte blind jeg min Natur,
           lod, da mit Ideal var tabt
           som Stjernen kun for Himle skabt,
                 min bundne Ranke høine
           sig efter Joëds Flammeøjne.
           Dog hedest i mit Hjerte brændte
           min Hevn mod Frænder og Bekjendte,
                 der havde ladet
           mig smedde fast til Den, jeg haded.
           Det Rygte, som snart Alt fortalte,
           mig mindre ængsted end husvalte.
           Men -- o de Grumme! de erindred
           et Elskovsblik, der engang tindred
           til mig fra Joëd, ei til dem,
           og slæbte saa -- o heller stod
           for Moses jeg i Lyn og Blod! --
           mig frem for Ham, for Jesus frem.
           Alt er forbi! Hvi blusser jeg?
           Jeg knæler jo i Templet ei.
           Det Svundne være som et Digt!
           Dog er et Liv det at hensørge,
           at maatte eengang selv sig spørge,
           "o Jesus, var din Dom blot Pligt?
           -- O nei! Du turde jo ei see . .
           Du vilde med medynksomt Øje
           ei see Maria i sin Ve
          
d.II,b.6,s.389              sig død for dine Fødder bøje.
           Dog "Maria" ei du sagde; men:
           "jeg, Kvinde, heller ikke dømmer dig."
           Men dette "Kvinde" -- o! -- var en
           Dødsdom Du fældte over mig.
           O bedre, havde Du mig dømt!
           Naar Satan saa mig havde piint,
           jeg skulde da forklart dig Hiint,
           at jeg for dristigt havde drømt,
           da jeg som Morgnens Dugg var reen
           og elsked Himmelen i Een.
4.
FORFØLGELSER OG TRIUMF
(Udenfor Zions Tempel. Præster).



En Præst.



           Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren.
           Idag skal Templet vorde Løvens Hule.



En Præst.



           Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet
           og bagfra dræber. Ha, der er han.
                             
(En
Stimand
kommer)

           Ismaelit, du traf?



En Præst.



                             Ismaelit,
           det varme Galilæas Blod, som smelte
           vil Israel og alle Slægter sammen,
           tilskjænkte du et tørt afsides Sted
           i Juda, hvor du ham forlokked?



Første Stimand.



                                   Nei!



Præster.



           Hvad, nei?

d.II,b.6,s.390  

Stimanden.



                       Ved Jesu Sandhed, nei!



Præster.



           Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed?
                      Gaa, gjør det bedre! Guld du vinder og
           din Frihed.



Første Stimand.



                       Bedre Frihed gav mig Frelseren.
           Hvis jeg skal længer blive eders Træl,
           da maae I binde mig; thi nu jeg veed,
           at Menneske-Trældom er imod Naturen,
           at Slavens Lænker kun er Ringormsmitte
           af jer ureene Høihed. Ha,
           jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger
           i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken,
           I rakte mig, jeg slængte evig ind
           i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu
           den aaben staaer: et Tempel for
           Messias, Kjærlighed -- den jeg vil øve
           i Ørken.



Præster.



                       Esau, did du kommer ei.



Første Stimand.



           O ve mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder,
           fordi I lærte Had, fordi I gjorde
           af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed.
           Forbandede! Jeg skulde støde Dolken
           i ham, mens Ve han raabte mod Tyrannerne,
           dem jeg -- o jeg er ikke Jesus liig --
           maa hade? mens han, mild og uforfærdet,
           til Kvinden sagde, som hans Fødder salved
           og kyssede og tørred med sit Haar:
           "Maria, du mig salver til min Liigfærd."
           -- o dræbe ham i samme Øjeblik
           han Lazar gjengav Livet?

d.II,b.6,s.391  

Præster.



                             Lazar? ah,
                      den nervesvage Sovesyge?



Første Stimand.



                             Jesus
           ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det!
           Jeg leved ikke før. Han har mig lært
           hvorledes selv med mine blodige Hænder
           jeg toer mit Hjerte reent.



Præster.



                             Da billigt, at
           du døer med ham, naar kun ved ham du lever.

(
Stimanden
føres bort. Anden
Stimand
kommer)



Anden Stimand.



           Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen.
           Men -- ha fordømt! han undslap mig
           i Gjæstebudsstimlen.



Præster.



           Hvad Vaaben have vi tilbage?
           Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat,
           og slæber ham for Oprørstale under
           det kolde Romersværd, der hugger ned,
           som Rævesax, flux Noget kommer nær:
           da Listens dybe Kogger med er udtømt
           forgjæves . . ja til Bunden udtømt hvis
           vort Sendebud ei fik ham grebet.
           Ah, Jehu!

(En
Mand
kommer)

                 Nu, du Levi Søn?
           Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren?
           Du kunde slæbt den lille Muus,
           som alle Jordens Baand vil overgnave,
           herhid til Kattene. Vi skulde leget.
           Dog vel han er forvaret i prætorium?
           Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have,
           sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af
          
d.II,b.6,s.392              Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs
           (den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo,
           at Jorden selv tilbede skal hans Billed.
           Nu -- gik det ikke saa? Vi tvivle ei,
           skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine,
           er slu og listig nok.


Leviten.
(trækker frem en Penge)



                             Oh stille!
           Se der er Skattens Penge, Kaifas!



Ypperstepræsten.



                             Ha,
           ei Fisken beed paa Krogen?



Leviten.



                             Hør, om ikke
           jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei,
           men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst
           mig ind, dog kaldende ham; "vise Rabbi",
           jeg spurgte: "Du som taler herligen
           og sanddru, uden Frygt for Mennesker,
           trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret,
           at hele Verden skatter til en Enkelt?
           som til Exempel, at vi arme Jøder,
           der fredeligen dyrke fjerne Dale,
           til Sølv vor Sved maa destillere
           og sende Romas Keiser den?"
           Han skarpt betragted mig, og spurgte, da
           jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt:
           "hvis Billed bærer Mynten?" "Cæsars."
           "Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er,
           og Gud hvad Guds er!" Se, det var det Hele.
           Men nu -- om Træskhed, Hykleri og Svig
           og andet Mere, kom en Tordentale,
           der snitted mine Øren, men desværre
           min lange Næse ei.

d.II,b.6,s.393  

Ypperstepræsten.
(stikker Pengen i Tempelblokken)



                             Der gaae da den
                      Forbandede!

(Et
Bud
kommer)



Budet.



                             I Hellige, I vente?
           Men sandelig, før skulde Farao
           igjennem Havet brudt med Hest og Vogn,
           end hid jeg kunde kommet før igjennem
           den halve Salems Mængde, der udstrømmer,
           kapløbende som Frat og Tigris, ud
           af begge Porte til Bethanien,
           at see det Nazreths Lys og Lazar den
           udslukte, men gjentændte, Lampe.



Præster.



                             Ha!



Budet.



           Ja, skubbende mig mellem Mænd og Kvinder,
           med Diende paa Armen, Smaabørn hængende
           i Skjørterne, og Drenge, skrigende
           afsted paa Kjeppe-Foler, Salems Jomfruer,
           der glemte Sabbaths-Pynten selv og Møens
           ærbare Trippen, løbende afsted,
           som Ørkenens Gazeller (blussende
           af Iilsomhed forsvandt de, Roser liig,
           dem Vinden slynger paa de smekkre Kviste,
           og bøjer druknende i høje Græs) --
           ja endelig, et Skridt tilbage skubbet
           for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid
           med tomme Hænder.



Præster.



                             Ha, ved Jakobs Herlighed,
           som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer
           igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien,
           den Salems Rosenlæbe er fortært.
           Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød?

d.II,b.6,s.394  

Budet.



           Skal jeg bekjende: saa -- I hellige Fædre!
                      som Han end talte intet Menneske.



Præster.



           Skurk! Træl!



Budet.

(skjælvende)



                       Nei, skal jeg sige Sandhed,
           da var han i Bethanien midtimellem
           de store Skarer, der med Taarer hørte
           ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør,
           skjøndt Kvinder kun ham nærmest stimled om,
           vel gjemt, saa godt som Arken blandt Cheruber;
           thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte,
           dem hviske mellem sig: "bi! snart Messias,
           i himmelsk Majestæt fremtræder!"
           Hvad var for mig at gjøre da?



Præster.



           Du frygted. Vel, at sige saa, er bedre
           end være Galilæer. Dog, du glemte,
           at Folket saae Johannes' Blod og taug.



Budet.



           Det elsked ei Johannes. Denne elsker det.



Præster.



           Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det,
           fordi han selv er stegen af dets Bærme,
           men dog -- saa haaber det -- ved engang at
           afdække himmelsk Glands vil vise,
           at Gud, liig Jordens Konger, ei foragter
           det lave Folk . . Er Du ei og frafalden,
           hvis Galilæeren du ei tør endse,
           da dræb os Lazarus; thi Jesus gjorde
           ham ei udødelig vel?

d.II,b.6,s.395  

Budet.

(afsides)



                             O skulde
                      jeg stjæle, hvad Messias gav?



Præsten.



                             Troløse!
           Du Vankelmodige, hvad siger du?



Budet.

(høit)



           Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve.

(gaaer)



En Præst.



           Gid alle Jesu Venner vare svage
           som denne Træl!

(En
Levit
kommer)

                       Der er vort sidste Snøre,
           men ogsaa tomt optrukket over denne
           Forventningernes krusede Vandflade.



Leviten.



           Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham,
           med hvilken grundet Myndighed han dadler,
           at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer?
           hvi Offerhandlerne af Templet han
           uddrev? Men, se, istedetfor at fange
           ham som Forbryder imod Templets Helgd
           som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet
           og fangen ved hans Spørgsmaal: "var Johannes,
           den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller
           af Mennesker?" Jeg turde ikke svare.
           Thi under Folkets dumme Blik end gløder
           Johannes' Blod, som Emmer under Asken.
           Hvis "Gud" jeg havde nævnet, da bekræfted
           jeg Jesu Magt; hvis "Menneske" da -- ak
           I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner. .
           Hvad skulde jeg? jeg taug og sneg mig hid.



Ypperstepræsten.



           Vi Slangens Hul med Fakkelskin faaer søge.
           Vi ville sende Speidere, at see,
           hvor han om Natten hæler. I en ussel
          
d.II,b.6,s.396              afsides Hytte sover vel den Frelser?
           Nu, da han seer saamange Pile skudte
           paa sig, og mærker, at vi her staae rustede,
           vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd,
           om Templet, tør han neppe trine frem
           i Dagens Lys. -- Ha, hvad er det?


(
Jesus
, fulgt af sine
Lærlinge
og
Folkeskarer
, rider ind ad Jerusalems
Port op mod Templet. Der hviftes og strøes med Palmeblade).



En Præst.



                             Han kommer!



Ypperstepræsten.



           Ved Templet! Ja! Og Folket . .



En Præst.



                             Er i Jubel.



Præster.



           Fordærvelse! hvad maae vi see?



Folk.



           Hosianna!
           Sagtmodig og stille,
           Zion, din Konge kommer til Dig!
           Frels os, Davids Søn!



Præster.



           Forbandet den Nat, der undfangede dig,
           Forbandet den Dag, der fødte dig!



Disciplene.



           O tilbedte Mester! din Sæd alt staaer
                 i blomstrende Skud.
                 I Hjerternes Saar
                 vi spredte den ud.
                 Som en Balsom sød
                 de tørstige Vunder den nød.
                 Som en Stjerneregn blank
          
FORRIGE
NESTE