|
|
| d.II,b.6,s.406 |
SIDSTE SAMVÆR
1.
NADVEREN
(Jesus og hans Disciple om Nadveren).
Jesus.
Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket
paa Flugten driver mellem Mig og Eder.
I vide, Det maa skee, at Gud mig kan
forherlige desmeer. I Elskte, da
ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud,
og troer paa mig! Hvis I mig elske, o
da frydes ved, jeg gaaer til Faderen;
thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes.
Thi hvad han bød mig -- se, det er fuldført.
Og reen, som jeg udgik fra Skaberen,
hjemvender atter til Alfader jeg.
Min Fader, Timen er der -- den du sender.
Mig helliggjør med Kraft, at jeg kan dig
forherlige i Støvet, til det Sidste!
Se Disse aabenbarte jeg din Sandhed,
og De igjen den aabnede for Verden!
Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader,
at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed
maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem.
Ei døe de, før de have nok arbeidet!
Langtfra dem være Fristelser og Tvivl!
Thi Jordens Frelserværk de have arvet;
og ve Dem, hvis -- O nei, I Elskte, nei!
jeg kjender Eder dygtige og gode,
undtagen En, o det fortabte Barn!
(afsides til Judas)
Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du!
Judas.
(afsides) Ha -- mig?
Ja Han er mægtig: Han med Faren leger.
Han under Judas, hvad han kan fortjene,
med Vennens Høihed aagrende. Johannes,
|
| d.II,b.6,s.407 |
hvi gloer han saa, somom det dumme
Blaaøje saae en Slange under Rosen?
Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal
paa Petrus' Næse rider. Kvellen lider.
(gaaer)
Jesus.
Velsign da Deres Daad, saa Alle blive
et Eet, et helligt Eet, besjelte af
een Helligaand: een Hjord, een Hyrde --
den Tanke om et reenfuldkomment Menneske,
de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet
kan taale at beskue Guddomsvæsenet!
Se, ville Støvets Børn hverandre vise
Apostlenes og Christi Broderkjærlighed,
at de i samme Tro og Haab henleve,
at sande Jesu Ords Bekjendere
de ere, at de have gjort mit Væsen
til deres Væsen -- som til Blod og Kjød
fordøjet Jesu Ord -- at de med Tak
erindre Ham, som lod sit Blod, for dem
fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand
at frelse; men, at end de broderligen
om Korsets Banner maa tilsammenholde,
saa disse Djævle ei adsplitte dem,
og rive dem tilbage ned i Dybet --
og at ei Aanden er i Strid med Støvet,
men ømmeligen kalder det sin Broder:
-- da samles de til hellig Nadvere,
at nævne dette Jesu Frelses Løsen:
(bryder Brød og rækker Lærlingerne)
Tager dette Brød!
Æder deraf!
Være Det mit Kjød,
Jeg for Eder gav!
Til et Tegn, I ei forgjette
Eders Mester, gjører Dette!
(rækker Kalken om)
Drikker dette Bæger I!
Være Kraftens Pagt deri!
|
| d.II,b.6,s.408 |
Jesu Blod, hvis Aarer fulde
for Alverden flyde skulde!
Fromme Angers saare Byld
det skal læge,
Syndens Kummer vederkvæge;
Bægeret betegne, at
Synden er for Jesu Skyld
af Guds Miskundhed forladt!
Til et Tegn, I ei forgjette
Eders Mester, gjører Dette!
2.
JESUS I GETHSEMANE
(Nat. Jesus, Johannes, Jakob og Petrus i en Hauge. Akadiel).
Jesus.
(Til Johannes, Jakob og Petrus)
I Tre, som saae forklaret eders Mester,
I, følger mig! Thi I forsage ei,
om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge.
O vaager, beder -- eders Mester beder!
(De nedknæle i Bøn)
Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten
ei seer, at Frelseren skjælver -- ja jeg skjælver;
thi denne Times hule Helved truer,
at sluge disse Svages Kraft og Haab.
O, Fader, er det muligt, fra mig da
gaae denne Kalk! Dog skee min Vilje ei,
men din!
(Seer paa Apostlene)
De slumre alt . . Ak, Kummer sløver.
O, mon de ville slumre om mit Kors?
Tabt er da Alt -- min Sorg, min Død forgjæves.
O ve, den Angest er min Smerte!
(vækker dem) Ak,
I mægte ei en Time med mig bede!
O vaager! vaager! snart Dagsværket hviler
paa eders Skuldre ene . . Synke Disse,
da Ve! da kommer over dem mit Blod
-- ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha,
|
| d.II,b.6,s.409 |
han slumrer alt -- min første Pille, Petrus.
Johannes . . Skjul dig Stjerne, som mig viser
hans Øje lukt af Graad, dog slumrende.
Vaagn! vaagn! Thi Timen er der. Vaager med mig!
Jeg sørger midt i Rædslen over Eder,
I Faderløse! Hvo kan slumre nu?
Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster,
opelsket har, af Trældomslyst beruste?
Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger.
O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad,
men taber den, liig Bien, flux ved Stikket,
der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei.
Den saared Eder, kan ei saare mere;
men klapper eder nu isøvn med Skeden.
Men Kvindehjertet -- o min Moder!
og Rachel! Rachel! --
er blødt, saa Sorgens Braad ei brydes af,
men atter, atter stikker. Moder, o
forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste
du nu hvad Kamp jeg har med den Natur,
dit milde Hjerte gav mig -- ha,
du vilde sige: "o! hvi lød du ei?
Dit Hjertes Banken var din Moders Raab,
din Angst din egen Moders Hændervriden,
dit Suk din egen Moders vise Raad."
Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder
i denne Time, fuld af Gravens Aande
og Livets milde Duft, som mig bedøve.
O, Fader, o forherlige din Søn
med Aandens Styrke, at i Lidelsen
han kan forherlige dit Navn!
Thi, Verdens Latter hører jeg --
det raslende Tilbagefald i Dybet.
Forhaanelser udbriste fra de Læber,
der nylig signed mig i Zions Porte,
hvis de Messias see at døe som en
Forbryder, skuffende det falske Billed,
|
| d.II,b.6,s.410 |
de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed
kun tjente til at friske op med Olie.
O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt:
jeg kan ei flye; fra Galilæa driver
mig Kongen; her staaer Garnet opspændt.
Ve -- vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe.
Men Smerten? Djævlenes Triumf -- O ve!
den ruller over mig og over Disse.
Og da er alt forbi, da Frelsen var
en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har
forskudt det arme Støv, da var mit Liv
et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg.
Og dog, hvi var saamegen Smerte i
et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og levte?
Et Spor i Ørken Livet? Vinden hvirvler -- ha,
det har ei Ret at klage. Støv, hvi gik
du ei de andre Solgrans Bane? Alle
sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden!
Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod.
Ak, tag min Blod-Sved da! Det være nok.
Jeg sender Disse hjem, og byder dem,
at dyrke deres Jord, at gaae i Alles
afmaalte Spor, at tie og at glemme
den Drøm, en afdød Ven fortalte dem.
Jeg beder dem tilgive mig, at jeg
dem vakte, forat . . . Skjebne er du sonet?
. . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb,
der hører Støvet til, det stolte Dyr.
-- -- Du lumre Nat beruser,
Du kolde Sved gjør ædru.
Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys!
Ha komme De? Iskjul!
(standser)
Hvor er det med mig, at jeg bæver for
en Palmes Hvift? Jeg Ondt ei gjorde.
I Træets Top, skjøndt det er stille, suste
Forbudet for en Storm. Saa er min Angest.
Den Rædslernes Begyndelse forkynder.
Ha, Tys! Jeg syntes, at jeg hørte Fodtrin
|
| d.II,b.6,s.411 |
og Hvisken mellem Buskene. Nei, nei,
Alt end er stille. Det var Løvets Raslen.
(Farer med Haanden over Panden)
Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren
med disse Rædsler? Se, du viser mig
min Haand med blodig Sved beplettet,
blot den ved Panden rørte, der dumdristig
har tordet trodse Verdens Gang og Lære.
O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte
ned paa mit Hoved, det tilblods?
Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil
med eders Synder. Jeg har Synder selv.
Hver Taare, som min Moder fælder, er
en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved,
for op at voxe -- ha, I mine Bødler! --
i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel;
og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk!
Min Pande brænder -- er det nu ei Nat?
Mit Hjerte bævrer -- er det nu ei Nat?
Et Blændværk! Denne Nat jeg skaber selv.
Den Dugg, som isner mig om Foden, er
jo kun den Sved, der falder fra min Pande.
. . Hvo hylte? En Schakal? Kanskee dog heller
de vaagne Fienders Signal?
Jeg kan ei undgaae. . O, I Pinere,
hvad Smerter udstudere I inat?
O værer ei for grumme! Jeg vil bede,
og kysse Eders Støv; men ene for
min Moders Skyld . . Jeg lyver, o jeg Synder!
Det vil jeg aldrig. Jeg Messias, Jeg!
Dog veed jeg ei . . Jeg frygter disse Præster,
jeg frygter deres Grumheds Kløgt. Men, o,
Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg,
ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae
paa eders Kaaber. Og, I Jordens Konger,
af Oldet Salvede, tilgiver mig!
O martrer ikke, Præster, kjære Fædre!
Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm.
|
| d.II,b.6,s.412 |
O piner ei -- jeg er ei værste Synder;
skjøndt alle Jordens Synder ere pidskede
paa dette Hoved sammen -- Helveds Avner.
Dog selv af eders Hjerter, mine Mordere,
skal bedre Sædkorn engang rystes ud.
Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun
at haabe paa Messias: haabe, at
en ny Messias engang komme vil,
en Stærkere end jeg, en mindre blød.
Thi Jeg vil tabe mig iblandt de Andre,
som Døden leed for Menneskheden.
Dog tænkte jeg -- o hvad er Piinsler
mod Kvalerne af denne Skuffelse?
Dem Døden ikkun kan helbrede,
en Død som Stenens, stille, uden Tanke.
(Bøjer Hovedet ned).
Akadiel.
O Sandhedens Mester, du staaer
ved Fod af dit Tempel svimlende
ved Høiden at see af dit Værk.
Du bæver ved at stige op,
for Krandsen at slaae
om Tempelets Top,
for Korset at fæste derpaa.
Men, Jesus, din Graad ei fordunkler
Forklarelsens Smiil som omfunkler,
Messias, dit Aasyn fra dengang Himlene
nedjublede Seir paa dit Værk.
Jesus kan skjælve, Messias er stærk.
Jesus.
Du taler sandt min Sjel! Mit Kjød kan skjælve.
Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias.
Ak, nys dog bævede mit hele Væsen,
mit Blod i Oprør gjærte mod min Sjel.
Var det min Sjel, som talte? -- O, min Fader,
Du sender dine Engle . . Hist jo bader
en Stjerne sig i Skyens sorte Flod:
|
| d.II,b.6,s.413 |
Den er den Trøstens Engel, Du mig sender.
Saa bryder Sjelens Klarhed atter frem.
Den Haabet i mit Hjerte atter tænder;
den Natten jog, og blotted Himlen, hvor,
mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden,
i Almagts Rolighed en Fader boer,
som kalder graadfuldt Barn til Sig, til Freden.
(vækker Disciplene)
Opvaagner! nær er Timen, der forraader
i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op!
Jeg møder den!
(
Judas, med
væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde).
Hvem søger I?
En Fakkelbærer.
Oh, Jesus
af Nazreth.
Jesus.
Det er Mig.
(
Skaren farer tilbage) Hvi ræddes I?
O se Messias! Rædsel er hans Skjold.
Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster?
Petrus.
(til de flygtende Disciple)
Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner.
Jesus.
O svage Nattens Helt! i Daggryet
omkaps med Hanens Galen mig forraader du.
Judas.
(træder frem og kysser Jesus)
Hil være dig, o kjære Mester!
(
Vagten griber ham.)
Jesus.
Du med et Kys forraader da din Ven?
|
| BLA BAKOVER |