|
| d.II,b.6,s.361 |
der, Skyer liig, om Hjertet skylled,
indtil Jeg saae Gud Faders Bliv
tændt i dit Blik, mit unge Liv.
Da tændtes ogsaa mine Drømme,
hvert Syn i svangre Løn.
Jeg Straaler saae at strømme,
o Elskte, om dit Hoved,
da Herren Gud jeg loved
ifra mit Fosterleje
med første Takkebøn.
Jesus.
Ak, Moder, længer eje
du ikke skal din Søn!
Maria.
-- Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt
dit lille Hjerte ammed skjult,
min Ahnelse frugtsommelig,
o Jesu Høihed, gik med dig.
Ah, søde Foster, mine Drømme
mon du indblæste dem saa ømme?
Mon med dit spæde Aandedrag
du letted saa mit Hjertes Slag?
Hvad mon de Tanker fromme,
som saa min Sjel bevæged
med deres stille Sang,
sig i dit Indre præged,
da du, o søde Blomme,
i Hjerteroden hang?
og voxte saa med Tiden
til de i Ord fremklang,
som jeg ei kjender siden?
Vel gamle Simon -- stakkels Gubbe!
(og Anna havde glemt
at være Moder) -- ved din Vugge
sang baade Godt og Slemt.
Men Jeg mit Hjerte bedre troer.
|
| d.II,b.6,s.362 |
Det nynned da, det jubler nu:
"den saligste af Mødre du
Maria er paa Jord!"
Jesus.
Du drage det tilminde,
du ejer meer ei, Kvinde,
i Jesus nogen Søn!
Maria.
Oh! tusind Stjerner vide vel
-- de saae det selv -- jeg fødte dig.
Og tause Nat og Himlens Hvælv
de hørte mine Smertesskrig.
Jesus.
(rystende paa Hovedet)
Maria! Maria!
Maria.
(knælende for Jesus)
O Jesus, Jesus, Jesus! Ak,
jeg veed, at Herrens Tjenerinde
en Søn kan miste; o, men aldrig
-- det veed jeg vist -- et Barn sin Moder.
Jesus.
Du rige, karrige Moderkjærlighed,
ei dig alene, men en Verden
du gav en Søn. Ei Frelseren
har Moder, Søster eller Broder.
Kvinder.
(knælende om Jesus)
Veninder han har. Høihed, vi tør
elske dig under din Mildheds Slør.
Som Blomsterduft lette, trofaste, stille,
som Skytsaander Vi
omsvæve ville,
Jesus, din Sti.
Til Sejr eller Død, til rædsomste Fjerne,
som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne,
|
| d.II,b.6,s.363 |
som Søstre dig pleie,
som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje.
O tag vore Hjerter! Ei længere vil
du klage: jeg har ei at læne mig til.
Maria.
Din Moder da tør
dig elske og følge og pleie og tjene
som Første blandt Disse? O, før
jeg elsked dig ene?
Jesus.
Maria! O -- Moder! .
Jeg vil i Slørets Skjul mig holde.
Mit Syn ham kunde Ve forvolde.
Dog, Jesus, o hvad er der i
de Alles Kjærligheds Værdi
imod din Mo'rs og min?
Dog hendes er, sat min imod,
som Vand mod Blod,
mod Solen Maaneskin.
En Kvinde.
Du hades, som tilgiver? Jesu døe?
Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade.
Jesus.
Maria Magdalena, Ømheds Sorgskrig,
Du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øje!
En Kvinde.
Hvo tør Messias hade? Herren døe?
Har Du ei mine Sønner?
Jesus.
Salome, Kjærlighedens høje Digt,
du himmelvendte Aasyn!
Og dog du -- Kvinde! . .
|
| d.II,b.6,s.364 |
En Kvinde.
Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge.
Og døer du? Er min Død da meer end Sorg?
Jesus.
Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke,
du Troens aabne Øre, Ømheds i
sin Eensomhed hørlige Hjertebanken!
En Kvinde.
Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade.
Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv?
Jesus.
O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand!
Susanna og Johanna og I Alle,
I søde Blomster om mit Kors!
Jeg siger Eder: Disse ved min Fod
er mine Børn (se Simon Kefas førstefød!
og du Johannes, den Særelskte i mit Skjød!)
Men Alle, som paa Jord min Faders Villie gjøre,
et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod.
Og alle Jordens fromme Kvinder flette sig
i Søsterkrandsen, som I Gode slaae om mig.
Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see,
og høre Hadet juble, Lasten seierlee.
Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde.
Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde.
At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee.
Og Korset blier Symbolet for alle Lysets Slægter,
en rosenkrandset Fane
paa deres Sejersbane,
trearmet Lynildkile mod hver som det fornegter.
Og Synet af Maria med Jesus i sin Arm
i Menneskenes Barm
skal blødne deres Hjerter som med en Moders Fred,
og føde himmelsk Liv, et Liv af Kjærlighed.
|
| BLA BAKOVER |