|
|
| d.II,b.6,s.365 |
FORKLARELSEN PAA BJERGET
(
Jesus med
Johannes,
Petrus og
Jakobus paa en Fjeldtinde. Akadiel og
Aander ovenover).
Jesus.
Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet.
Her ville vi os hvile da i Bøn.
(De knæle)
Akadiel.
Frelser! o kunde
Englenes Munde
af Øjnenes demantne Vand
bortblæse Støvets mørknende Gran --
kunde dit Øje
see over Kredsen den snevre,
hvor Jordlivets Straaler søndrede bævre,
see hvad du ahner i Aandernes Høje,
Aanderne saae du da stimlende frem
dig Hyldest at bringe.
En Aand.
. . Adams blandt dem,
Evas blandt dem paa straalende Vinge.
Adam-Abiriels hyldende Dig,
Ohebiel, den Kjærligheds-Ofrende, liig
En Aand.
. . Moses' blandt dem.
En Aand.
. . Elias' blandt dem.
En Aand.
Snart blandt de Yngste, Jesus, du skulde
Johannes kjende igjen;
salig ham see, din tungsindige Ven,
mellem de Salighedsfulde.
Akadiel.
Jesus, en himmelsk Messias du saae
da signende over dit Hoved at staae
|
| d.II,b.6,s.366 |
-- en Aand der har skjænkt,
før Jorden blev tænkt,
en Aandslægt forvildet,
i Laster indhildet,
den Frelse, du Menneskets Slægt vil forlene.
Ja var dit Øje ei stængt,
da Englene saae du dig knælende tjene.
Jesus.
(Til
Lærlingene, som slumre.)
De slumre alt. Sødt slumrer Den,
som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem
den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet.
Men stige vi ei stedse opad, ene
for sødere at hvile?
Akadiel.
Han -- fattige Storhed! -- ei seer.
Jesus, din Sjel aabne sin Hytte!
aabne sit fineste Øre, og lytte!
Himlen vil dale
nedi dit Hjerte, og tale.
Talsmand paa Jorden for Himlen!
en Talsmand i Himlen for Jorden
vil møde dig der.
. . Men Frelseren end hviler ei; Han
har højere Høide at bestige. --
Akadiel.
Som Vidner til Mødet
i Jesu Hjerte, det skjønne Kapel,
beboet af en Hellig, af Frelserens Sjel,
de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst
dem halvdeels af Kjødet)
de himmelske Former skal skimte
at nærmes, at glimte,
og høre en Susen af Aandernes Røst.
Jesus ! --
|
| d.II,b.6,s.367 |
. . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er
ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne
til Hvile trænge; thi saa letnes Luften.
-- Mon høre de? Hvad smile de? -- --
Jesus! En Cherub raaber paa dig, Jesus!
Akadiel.
Jesus !
. . Ah, Disse ere herlige! De tænke,
de virke selv i Drømme for det Højeste.
Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad,
bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner.
Akadiel.
Jesus! --
Jesus.
Min Sjel, du raaber? Ja, jeg vil ei hvile.
Nær tynged Kjødet mig i Slum som Disse.
Disciplene.
(leende i Drømme)
Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha!
Akadiel.
Jesus, Marias Søn, Du er Messias!
Jesus.
Ha, i mit Hjerte raabte Noget:
"Jesus, Marias Søn, Du er Messias!"
O, denne Fryd ved her for Eensomheden
at igjentage disse Ord,
tilsiger mig, at alt til denne Stund,
jeg blot det troed, ei det vidste.
|
| d.II,b.6,s.368 |
O, Hil mig, nu jeg veed det,
som om det skrevet stod for Alles Øjne
med Stjerner midtpaa Himmelhvælvet.
Akadiel.
Jesus! du seirer.
Lyset sin Sæd over Jordkloden veirer.
Jesus! du seirer, men lider og døer.
Ak! . . Han døer.
Jesus.
Nu veed jeg hvad jeg ikkun ahnte før.
Min Dødsdom har mig Himmelen forkyndt,
min Dødsdom og min Sejer. Ja min Sejer.
Det var som om en Engel gjennemfoer
min Sjel med mildsom Susen, frydfuldt Aasyn
Og Døden? O -- kun Livets Bølgesynken,
for, som en Brænding, en Himmel netop høi,
sort løftende sig over Graven,
men hvidt af Englevingerne omskummet,
at hæve op sig i sin Strømmen hen
imod Alfader!
Akadiel.
Men, Jesus! Du skal gjenopstaae!
Disciplene.
(fare halvt op i Drømme)
Han lever! Han lever!
Jesus.
Opstaae igjen? Ve dig, min Aand,
flaggrer Du uden styrende Baand!
hører du ilde, skuer du galt,
troer du paa Alt
hvad dine Drømme og Ahnelsens Øre
|
| d.II,b.6,s.369 |
kan synes at høre!
Gud vil ei vove
at røre Naturens de evige Love,
Døden fornærme, hvis Vælde han Selv
har underlagt Livets visnende Kjød.
"Opstaae igjen" dog klang i min Sjel.
Dog vil jeg troe kun min blodige Død.
Gud mig tilgive, om Hovmod har pralt,
i Himmelskes Navn Indbildningen talt!
Mit Dagsværk har trættet,
mit Maaltid blev spildt,
i Nervenettet
min Sjel vist flaggrer for vildt.
Men sov jeg som Disse,
svævte min Sjel mellem Vaagen og Soven,
hørte tilvisse
jeg klarere Røsten fraoven.
Røsten fraoven? Ak, jeg fornemmer
jo kun i min Sjel de talende Stemmer?
Akadiel.
Ja, Jesus! Du skal gjenopstaae!
Jesus.
Sandelig -- Ha! Hvad skal jeg nu troe?
Min Aand, det gjentag
Og, Himmelske, gjør det, vare I To!
at ei jeg skal tænke det var kun Bedrag,
Svalling af Blodet, der længes til Ro.
Thi ve, om mit Øje vover at see
himmelske Raad, der ikke skal skee!
Tro som Speilet i Voven,
ydmygt som Blomsten, hvis Skaaler
segnende fyldes fra Solen af Straaler,
det aabent skal staae for hvad Syner fraoven
Himlen forunder
i hellige Stunder,
til Døden sin Haand paa Laaget har lagt
og Støvet forjagt.
|
| d.II,b.6,s.370 |
Akadiel.
Jesus! Jesus! Du skal gjenopstaae!
Disciplene.
(leende i Drømme)
Vi saae det selv . . .
Herlige Segl paa Udødeligheden,
Jesu Opstanden!
Seir over Døden alt vunden herneden,
Gravene fyldte med Straaler til Randen!
Hvo tør nu nære
i gysende Sjele de blegnende Tvivl
om Sjelens Forbi
i Graven med Støvet, som lægges deri?
Døden jo svarer med ærlige Smiil,
peger paa Gravens nedbrustne Steen,
frem af hvis Skygge Frelseren treen.
O himmelske Tegn paa Sandhedens Lære!
højere Mærke end selve mit Blod!
Thi Tusinder før med Martyrernes Ære
Livet i Pinsler jo lod.
Akadiel.
Nu er du rustet, Jordens Messias,
med salige Ahnelser, sejerrigt Haab,
salvet med Himmelens Daab,
med Aandernes hellige Aand,
med Krafts og med Kjærligheds hellige Lue.
Thi Jesus, i dig de Himmelske skue
Himmelens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!
Signe da Naadens alvise Raad,
Jesus Messias, din herlige Daad!
Syndernes Krav dit Hjerteblod faaer.
Men Mørket i Lyset henblegner,
naar Guddommens Almagt betegner
Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer.
(En Storm farer over Bjergtinden, drivende en Sky mellem Lærlingene og Jesus. De vaagne.)
|
| d.II,b.6,s.371 |
Jesus.
Hvorledes? --
"Himmelens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!"
Hvo taler? Hvor er du Mester?
O Rædsel! han er død; men han opstaaer.
Jesus.
(Stormen driver Skyen bort)
Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, om
kun med det svage Kjød, men derunder en
Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed.
Disciplene.
Ak Mester, her er godt at være.
Her trende Hytter ville vi opbygge:
Dig een, Elias een, og Moses een.
Thi var ei De de Mænd i Lysets Dragt,
der talte med dig? Ja, vi saae og hørte.
Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses.
Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens
vort Legem slumred ved vor Mesters Fod,
at Engle kom, og tjente dig og talte.
Hvad tale de om Moses og Elias?
(høit)
Dette ei Kjødet, men Aanden har sagt;
Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde
Sværmere kalde jer kun med Foragt)
hvad I til Tiden maa hemmeligt holde,
At Selv eders Mester af Himmelens Hær
I hørte velsignes: "du Frelseren er!"
-- hørte af Himlene sværget:
"Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!"
-- hørte af hellige Aand aabenbaret:
"Jesus skal seire; thi han skal opstaae!"
-- at selv I paa Bjerget
saae eders Mester af Himlen forklaret!
|
| BLA BAKOVER |