HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

d.II,b.6,s.336   DISCIPLENE, MODEREN OG VENINDERNE
(Jesus. Folk. Præster).



Jesus.



           Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter!
                      Se, Aand, din Herlighed jeg maner
           fra Himlen atter ned i Støvet!



           Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen
           var Du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs
           Erkjendelse, saa klar og sand, som om
           du var Guds Ord, udtalet om dig Selv:
                 Du er!
           og alle Himle svarte: Ja, du er!
           Du fryded dig blandt Himlens Aander da
           i Sandhed, Frihed, Kjærlighed:
           dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom,
           en Afglands af den Eviges Alviisdom,
           hans Almagts Frihed, hans Algodheds Kjærlighed.
           O gjennem alle Skabningsrækker den
           afspeiles, fra de højeste Æoner
           til Mennesket, den Stummes kloge Broder!
           Ja Glimt deraf adspredte synes selv
           at bryde stundom frem af Disses Øjne.
                 Ja uden Kime
           til dette Aandens Liv er intet Liv.
           Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se,
           for Støvets Farver Himlens Lys du bytted;
           du faldt i Støvet ned og glemte Himlen,
           dit Fædreland, den Herlighed du kom fra,
           og du, o Aand, du blev kun Kjødets Lys.
           I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet
           ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred
           med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd
                 dets Seier var.
           Da blev din Frihed Last,
           o Menneskeaand, og Lasten elskede
           sit eget lænkekrandste Billed, Trældom;
          
d.II,b.6,s.337              da aabnede sig Egennyttens Gab,
           hvor Kjærligheden sank; da jubled Synden,
           og Aanden tabte selve Angrens Liv,
           det Krampetræk isøvne, og sank hen
           i en bevidstløs Glemsel . .


           Thi lød forgjæves og hiin Aands,
           Johannes', Raab, at standse ved
           den Afgrunds Rand, der fører nedimod
           de sjeleløse Skabningsrækkers Egne;
           men Himmelstigen ei han viste dem.
           Hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod,
           der lagde gjennem Aldrene sig paa
           de Ord i Hjerterne: "jeg er en Synder!"
           Men Himmelen, Bestemmelsen, ei han blotted.
           Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen,
           Han Daggryes Søvneblussen var, men ei
           det vaagne Dagsmiil. Og tilbage
           han førte Støvets Aand fra Sløvheds Dynge
           til Angrens sorte Grændsekors mod Haabets
           vaarfagre Eng med Troens Bjerg paa
           og Fredens stille Dal. Didhen ei længer.
           Dog vidner han: en Aand, end stærkere,
           skal fremstaae -- en, som mægter ved sit Ord
           at føre Synderen tilbage
           fra Angren til forne Uskyld.
           Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk,
           bevidst sit Væsen her som hist i Himlen:
           bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand,
           din sande og oprindelige Guddom!
           Han i et Kjød, som Adams i de første
           uskyldige Øjeblikke, mildt og ei
           opsætsigt imod Aanden, aabenbares
           sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse.
           Blandt sorgnedbøjede, syndbestænkte Brødre
           i ensom Herlighed han staaer paa Jorden,
           som var han den Alverdens Guds Eenbaarne.
           . . Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemmelig,
          
d.II,b.6,s.338              hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øje er!
           Thi se han er den store Guds Alkjærligheds
           det levende Pant, det eneste paa Jorden!
           Med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde
           han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde.


           Saa ærer Sønnen, som I ære Faderen!
           saa ærer Guds Alkjærlighed i min!
           -- Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes
           har vidnet om . . Jeg Frelseren Messias,
           I bede om, hvem Seklers Suk paakaldte!
           Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet;
           thi jeg har Lys nok i mit Indre til
           at tænde det i alle Jordens Hjerter;
           og Jeg vil lede dig, du Støvets Aand,
           til Salighedens stjernekrandste Port,
           før end dit Muld paa Gravens lave banker.
           Ja Jeg -- jo eders egen Aand og Blod,
           I Millioner Brødre? -- aabenbarer
           i eget Væsen eders Guddomsglands.
           Men det at skue denne, at opdage
           Guds Storheds Billed, Solens liig i Draaben,
           i eget Indre -- det er Salighed,
           Cherubens stolte Fryd, Serafens Jubel;
           at skue det formørket og besudlet
           Fordømmelse, Usalighedens Blusel.
           I Graad at toe det atter reent, at bede
           Guds Naade om et Øjekast, er Frelsen.



           Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler
           til Støvets Aand, der gjennem Folkene
           i Blodsudgydelse og Synd sig rører
           om Jorden som den onde Træets Slange,
           er ikke Sandhed ene for mit Væsen,
           for dig alene, Jord, du bævende Fnug
           i Almagts Haand . . o det er Sandhed for
           de høieste af Salighedens Aander,
           og Evigheden kan ei mere end
          
d.II,b.6,s.339              bekræfte den! Og nu -- o Jord, du Salige,
           forbauset Morgenstjernen skal dig skue
           med pludselig ny forhøiet Glands; men Englene
           de vide, og fortælle det til Himlene,
           at Jordens nye Glands er Funklen af
           dens frelste Millioners Glædesblik.


           Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed
           Alkjærligheden, da den skabte dem,
           indkyssede i alle Støvets Hjerter!
           Men er min Sandhed tegnet i min Tale,
           da sku min Aandefrihed i mit Liv!
           Mon selv jeg valgte ei at plukke Tornene
           af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende,
           imens mit eget bløder? Eders Kvaler
           de Mørkets Smilende skal engang flette
           til Krone om min Isse! Ja det skeer!
           Thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene.
           Og viser Nogen større Kjærlighed
           end Den, som lader Livet for sin Næste?
           Men hele Menneskeheden er min Næste;
           thi alle sukke under samme Byrde.
           Dog Lyset er saa stærkt -- det er fraoven --
           at, ene i en heelt tilmulmet Verden,
           det standser ei sin Straalen-ud, før Alt
           med Lys er mættet, og det suger Næring
           af egne Heltes Blod; thi Pletten deraf
           som glorødt Brændemærke paa den Alder,
           der fordred saadant Offer, staaer igjen.



           Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds
           uløselige Trefold-Eenhed
           det fælles Aandens Væsen, fra de Høie,
           der Verdner saae at blomstre og henveires,
           som Sæd til nye Verdener udslynget,
           og til de Smaa, der efter Plantens Væxt
           og Visnen regne deres Levealdre.
          
d.II,b.6,s.340              Som Aanderne du alt forklares her
           ved Tanken om, at Sandhed er dit Krav,
           at Intet tør sig skjule for din Gransken.
           Og, Menneske, din Stræbens Zittren
           er Lysets Straalers stedse ny Udbølgen
           fra bundløs Kilde, Aandens eget Væsen.
           Og naar du troer, at Frihed er dit Kald,
           at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du,
           frigjøres du. Men Frihed hærdes maa,
           og hærdes, at dens Styrke op kan svulme,
           saa ingen Lænker mere til den passe.
           Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen,
           at samme Aand i alle Hjerter boer.


           Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt
           til halvtopvoxet Spire for en Salighed!
           Og Sandhed Spirens lyse Farver er;
           og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene;
           og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde
           de gode Gjerninger som Frugter ned,
           og vælde evig ud som Ørknens Manna.
           Men Jeg, som reiste Spiren, der den visned,
           som, herliggjort af Gud, min Fader, med
           den Herlighed, som Aander bar før Jorden
           iførte sig sin første Morgenrødme,
           dig lærer, Støvets Aand, dig Selv at kjende
           igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring. .
           Jeg være din Messias! Jeg, som standsed
           dig i at øde dig ved Synd og Sorg,
           som dig ved frydfuld Sandhed drog til Stien,
           der taber sig blandt Himlens Stjernepalmer
           imellem Saliges Pauluner. --
           Jeg kaldes skal din Frelser og Forløser.
           Og Jeg, som døende gav Slægterne
           min Fred i Arv, ja, Jeg, som sonte dig
           ud med dig Selv og med Forgangenheden,
           Forsoneren skal nævnes, Midleren
           imellem Gud og Mennesken!

d.II,b.6,s.341  

Nogle af Folket.



           Ja, sandelig, Han lærer os, som Den,
                      der Myndighed og Magt har.



Andre af Folket.



                             Ei som Præsterne.
           Thi deres Hjerter skjælve under Loven
           som vore.



Andre.



                 Ha, du Jesus, Søn af Nazreth,
           Hvad have vi med dig at skaffe? Est
           du kommen, for med Vanvids-Djævle at
           besætte os? Hvad vil du, Søn af Josef?



Jesus.



           Forargelser maae komme; ja som Støvskyer
           før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden.



Andre.



           Mon han Elias er? mon Jeremias?
           Mon en Profet, fra Gravene udgangen?



En Mand.



           Ja, sandelig du est Messias; ja
           den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed.



Jesus.



           O salig er du Simon, Jonas' Søn!
           Ei Kjød og Blod dig dette aabenbarte;
           men Gud ved mig opklarede din Aand,
           indtil den brændte. Du er stærk: paa dig,
           du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger.
           Den første Borger er du i Guds Rige.
           Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke.



En Mand.



           Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed
           er aabenbaret i et Menneske.

d.II,b.6,s.342  

Jesus.



           Johannes, kom til mig, du Elskelige!
                      Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden,
           at den, han elskte, bød han døe, at dog
           de Onde kunde troe og frelses da.



En Mand.



           Vi ere Syndere; men du, Messias,
           vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed.
           Han straffer ei de mange Syndere
           for en Retfærdigs Skyld! Forloren er
           ei Adams Slægt, naar den har kunnet føde
           en saa Fuldkommen.



Jesus.



                             Jakob, følg mig Du!
           Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud
           vil give Eder, hvis I troe; ja Alt
           hvad Aanden beder om. O, følger mig!
           Thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende,
           vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige
           en himmelsk Naades Fred!



Simon. Johannes. Jacob.



                             Du er Messias!
           I dig er Sandheden og Livet. Du
           har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket,
           opreist i den et evigt Haab, gjengivet
           den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet.



Jesus.



           Det er min klare Sandhed, Menneskeaand,
           som straaler nu paa din fordunklede;
           min Frihed triner for din lænkebundne,
           min Kjærlighed, som trøste vil dit Had.
           Og i mit Ord, tag, stolte Aand, paany
           din straalende Formælings-Ring med Himlen.
           Du burte vogtet den. Men, se din Brud
          
d.II,b.6,s.343              tilgivende jo selv dig rækker den!
           Og disse Ord -- o de umistelige! --
           indgravet evig er af Gud i den:
           "Der er en Gud. Han dig har skabt
           udødelig, til Salighed bestemt."
           Se dette er din Sandheds Skat, og den
           er kostbar selv i Himlen.
           Du Rige, kan dig Smerte da forarme?
           Aljordens Guld dig gjøre mere riig?


           Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever,
           Han i hvis Almagt Alting røres, og
           i hvis Alviisdom Alting er, Han, i
           hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes,
           er Aand -- ja seer hans Billede i mig,
           hvori I eders egen see fuldkommen! --
           i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed,
           Han ene dyrkes maa.
           Kan Offrene af Guld og Blod da glæde
           ham meer end Fedme mætter Eders Sjele?
           I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe
           Gud efter Eder til et Menneske.
           Opstiger da til Mennesker igjen,
           og giver Gud den Plads, der sømmer ham!



           Men dette er din Sandheds-Evnes Bud:
           o Menneske, forglem din Sjel ei! Den
           ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet,
           der ruger lavt om Natten og i Taagen,
           af Dagens Straaler synes at udspændes.
           Den egen Høihed haaner, som vil sige:
           "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja,
           i Døden maae vi glemme Livet selv."
           -- O Alderdommens Glemsel Laaget er
           igjenslaaet for din Kundskabs-Skat, der alt
           paa Veien er til Himlen at henbæres.
           Hvo, som i Aanden saaer, skal høste hisset.
           Ve da de Løgnens Præster! De som amme
          
d.II,b.6,s.344              ved Altrene (de blodige Drage-Vorter)
           Uvidenheden, at den knuge kan,
           liig tykudbuget Taage, Folkene
           for deres Fødder! Ve Bedragerne!
           Ve dem, som ville hindre Alle fra
           at træde ind i Lysets Rige, og
           ei heller selv gaae ind; men, holdende
           i deres eget Mulm tilbage Alle,
           mod fjernest Lysglimt raabe: "seer, I Folk,
           Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!"


           Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den
           -- o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde
           og maaneblanke Slangeham! -- om ei
           den varme Straaler skjød i eders Hjerter?
           om Mulmet sneg sig ind i Eder, for
           at yngle Synd, mens eders Blik opklarte
           Alt udenfore Eder? O da sunke
           ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser
           om Syndens Leie.
           Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide
           at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed,
           der maales eftersom den trælbandt mange
           af Syndens Lyster. Frihed den er Magten
           (som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed.
           Men denne griber efter hver en Synd-Nød,
           thi altid er dens sorte Kjerne Løgn
           og dennes Sæd i blinde Kjød er lagt.
           Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke,
           ved Godhed adlet -- derfor vil det herske.
           Men denne Herskesyge er jo Barnets?
           Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo?
           Naar Kjødet, ikke som hos Dyret i
           sit Eneherredømme maadeholdent,
           en Modstrid mærker, bli'er det ondt.
           (Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes)
           Med søde Vellyst det bestikker
          
d.II,b.6,s.345              (som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!)
           Og seirer det, og lykkes det at hilde
           ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm,
           da voxer det til en uhyre Kjæmpe,
           men Aanden bliver Barn, og lulles da,
           som Barn i Skjød, paa Blodets Bølge-Vallen.
           Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn,
           men græder kun for Kjødets Savn og Smerte.
           Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted
           (thi Aanden maa da finde op for Kjødet,
           hvad dette ene tjener til Behag)
           udflyve onde Tanker, fødes Synd:
           ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed,
           og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod.
           Men da er Aanden Træl, og Sandheden
           i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket,
           som før i Hjertet funkled, Trækket: "Gud!"
           Et Billed maler Aanden af sig selv
           saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel!
           Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme
           som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge
           i Muld vi vandre, for vor Himmel maae
           vi agte Jorden. Men i Himlen er
           ei Strid i samme Væsen. Her ei heller
           da være Strid; men Aanden faae sin Seir,
           før Kjødet sejermæt nedlægger den
           godvilligen paa Graven! Ærer dog
           de gode Jordens Gaver! Eders Legemer
           er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke
           og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser,
           og Elskov Templets sødeste Musik.
           Dog er ei Templets Gud i dette Alt,
           men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes,
           som Altets Gud, ved Dyd og Sandhed.
           Dog gik (som Slangens Hoved, svævende,
           som om det var dens egen Ledestjerne
           urørt og blankt, høitover Bølgerne,
           igjennem hvem dens Hale bugter) du
          
d.II,b.6,s.346              med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser,
           da -- o en saadan Tanke vidned dog,
           at Synd du havde. Ak, bedrag dig ei,
           og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte!
           Men troer -- ja sandelig jeg siger Eder:
           kun reen i Hjertet er den Ydmyge,
           og salig er alt Denne her paa Jorden;
           thi sødere er Hemmeligheden, naar
           kun Een den veed, og Gud er denne Ene.
           Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser,
           med Sejerssmiil, for Retfærd leed, det Sandheds
           befalende Aasyn. Salig ja er Denne!
           Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet
           den kneiser, forat naae de rene Himle . .
           er Sandhed Aandens Arm, med Øjne i
           hver Fingerendes Nerve, hvormed den
           om Alting favne vil og til sig trykke:
           -- o da er Kjærligheden Aandens Hjerte,
           livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster!
           Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv
           om Aanden Guds Alverden udbredt saae,
           naar ei den følte: o jeg maa tilbede!
           jeg maa jo elske!?
           Men denne Skaberens Tilbedelse
           er Kjærlighedens Høihed.
           Og det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig
           som Fader for saa viid en Deel af Verden,
           som Aanden overskuer, som om den
           var ham betroet af Alfader
           at vise Godt imod som Pleiebarn,
           og som om i det Skabtes Fyldehorn
           hans rige Hjerte kan forsøge
           at øse ud et Jevnmaal til Alskaberens
           Alkjærligheds Velsignelser.
           Da Mennesket ei blot, men Dyr og Planter,
           ja Mulden elskes maa og plejes.
           Det stille Smiil i Muldens Rigdom see vi.
           Alt Livløst er jo milden Moderømhed
          
d.II,b.6,s.347              og døde Muld Alkjærlighedens Leje,
           hvorfra den, liig en halvreist Siddende,
           har reist sig op i Planter og i Dyr,
           de gode søvnevarme Hjerters. Ja
           dens første Aandedrag vi høre jo
           i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja
           den taler næsten alt i Hundens
           trofaste Blik. O Menneske, vil du
           den Eneste i hele Livet være,
           som mangler den? Se, den er ene Dyd!
           Alt uden Kjærlighed er Synd,
           som Liget ei kan kaldes Menneske.
           Imellem Synd og Dyd er intet Rum.
           Paa Ligegyldighedens Flade Udaad
           er dyngelagt, og Synden sortner,
           som Havet under Isen, under den.
           Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt.


           Din Kjærlighed dig binder, Menneske,
           paa rette Plads imellem Dyb og Himmel.
           Vil du ei være Engel for den Jamrende?
           hver Dag med bedre Hjerte i dit Bryst,
           liig Busken, hvorpaa hver en Morgen
           en stedse skjønnere Rosenknop udspringer?
           Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet,
           Du vover Livet for din Avindsmand:
           o synes du ei da at være mere
           end Syg og Kummerfuld og Reddede?
           -- en Engel sendt af Gud! Du drager Tornen
           af Løvens Forbeen, knælende, saa, liig
           et hvislende Lyn, dens Tunge flagrer for
           dit Øje, drypper paa din blotte Nakke:
           o kunde Løven tale -- ja . . ah, se!
           Den reiser sig . . nu knæler den og loggrer;
           men Dette er dens Tale: "Du er meer
           end Menneske: det dræber; du jo frelste?"



           Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig,
           liig Kilden rundtom hvilken Alting blomstrer.
          
d.II,b.6,s.348              Den fylder Dybet med Velgjerninger.
           Ja, se! den fylde kan med Ømhed ene,
           om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde.
           Da er den liig en Busk, der fryder Verden
           med Duft, naar den ei søde Frugter ejer.
           Alene den naaer Gud den Højeste;
           thi andet Offer ikke ham behager,
           og klart dens skjønne Øjne, Følelsen
           og Fantasien, see
           hvor Aandens skarpe Blik forgjæves speider,
           og taale Synet der hvor dette blindes.
           Ja, var Fornuften end et saadant Blik,
           der forud kunde see i Himlen ind;
           og kunde vi paa Dydbevidstheds Vinge
           end svæve did iblandt de Salige:
           dog Kjærlighed var fulde Svanebarm,
           hvis Banken skjød det Glimt i Øjet
           og løfted Vingerne med Længslens Styrke.
           Men føles Støvet tungt endnu, skjøndt Aanden
           saa høit kan stige i dets Baand,
           opfostres vi i Armods nøgne Hytte
           og trine Sorger daglig indad Døren,
           kan Mennesket sig værnende omgive
           med fager Regnbues Skjær, hvor Kjærligheden
           er Lysets Rødt, hvor Haabet er som Grønt
           -- det er jo Jordens -- og hvor Troen er
           som Blaat, thi den mod Himmelen jo seer,
           med Længsel efter Gud og Aandelivet.
           Men for den himmelkaldte Aand
           den Evige, Usynlige og Hellige
           vil være i den samme fjerne Høihed.
           Han seer sig mange lige Aander blandt,
           for hvem, som ham, et Liv i Mulden svandt;
           at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør,
           hver Aand end meer selvstændig nu end før,
           mens renere Kjærlighed dem Alle smelte
           (se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!)
           isammen til et helligt, aandigt Eet.
          
d.II,b.6,s.349              Dog altid To, som skyggende een Flamme
           med eente Vingepar, gjensidig nyde
           hinandens Salighed, og Begge flyde
           i samme Kjærlighedens Fylde sammen.
           En Afglands mat af denne Salighed
           i Støvets ædle Elskov skimter ned,
           ja selv i Hanget til det døde Skjønne,
           til Skjønheden i Menneskets Gestalt,
           om Marmor kun og malt.
           Det Ahnelsen er om, at hisset Alt,
           selv Lasten i sin Straf, er skjønhedsformet.
           Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød,
           saa vel som det, der Skyen Blomster bød:
           i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form
           af hæsligt Støv, som Sommerfugl af Orm.
           Selv Den, der Gysen fik igjen, naar venligst
           han hilsede; ja Den, Naturen, som
           i Kaadhed, traadte under Fødder, saa
           han Menneske ei ligned, se han staaer
           som Engel paa sin Grav, og, var han from,
           med Livsens milde Farve, Rosens Skjær;
           men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er.
           Thi det Guddommelige-Eviggode,
           naar Aanden har sig renset, saa det sande
           Aandsliv, den Saligheds-Bevidsthed, kan
           sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande,
           i fulde Kraft maa eengang bryde frem;
           thi bier sorgtilhyllet dog dens Hjem.
           Som her, hist Perlen har ei runken Skal.
           Mon Sokrates, den skjønne Sjel ei skulde
           hist faae sit eget Skjønheds-Ideal
           til Udtryk? O, et saadant i din Sjel,
           det er den Form dig hisset blier tildeel.
           Af Sokrates nu leer ei Klinias' Søn:
           Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn.
           -- Ah, Skimt af Himlen! Kummerblege Aand
           sin Jammers Klage sender i en Bøn
           Alkjærligheden hen, og Aandens Vemod
          
d.II,b.6,s.350              er dennes Naadesvar.
           Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad
           er sandt paa Jord, i Himmelen er sandt.
           Hver da, som eftervandrer mine Spor,
           som elsker mig, som jeg ham elsker, Han
           skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed,
           i Sandhed, Frihed hisset blive ved.
           Den Lastefulde hist maa først med Smerte
           oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte,
           før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed,
           han seer, med Blusel, straalende igjennem
           talløse Brødre, Himlens Englehær.
           Omvender Eder da i Støvet! Skyder
           mod Himlen, hvortil I er bundne op,
           I unge Ranker, som med Frugt og Knop!
           Den, mine Bud vil holde, han skal see,
           at Gud dem talte selv til Himlene.
           Hør, gode Engles Jubelsange lyde
           for hveren Synder, som sit Øje mod
           de høie Himle slaaer fra Muld og Blod, --
           som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
           bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er, --
           som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen,
           her paa sin Sjel det høie Hverv vil tage,
           et Gudsbarn for en Himmel at opdrage.


           O, stræb, du Støvets Aand da fremimod
           Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed
           hentil Fuldkommenheden stræber, da
           sin egen Plads, sit Navn den da forlod:
           den er ei Ufuldkommenheden meer,
           men Dyd i Himlen, som i Støv, den er.
           Vord som de Himmelske -- o Dette er
           min Læres Sjel! -- du Støvets Aand, fuldkommen.
           Selvprøven hisset, om du stræbte her,
           som Gud du skylder, redeligt, er Dommen.
           Men før du Himlen sand i Muld kan naae,
           du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
          
d.II,b.6,s.351              til Barnets Himmel vandre -- ak, hvor liden!
           en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden.
           Saa liden, dog den har i Uskylds Øje
           en Sol, som speider sandest dog det Høje.
           Men Kjærlighed er Stien, som didhen
           til Barnets Himmels Indgangs-Hvælving for
           den store Himmel, Engles Hær beboer,
           kan ene føre voxne Aand igjen.
           Ja om du stærken Samson var i Belte,
           om Løvehuden om din Skulder fløi,
           stod Du, som Judas Makkabi i Kraftens
           blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens
           rødbræmmede Sky iblandt nedslagne Taager)
           som Folkets Frelserhøvding paa din Val:
           dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed,
           bag mørke Laurglands glorielysne skal,
           hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes
           en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir.
           I Ydmyghedens Engle-Rustning da
           bestig Fuldkommenhedens Stige, ned
           i Støvet sat af Guds Alkjærlighed!
           Hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav
           dig Evne -- se et Englepar dig bærer:
           din stærke Troes Cherub, dit Haabs Seraf.


           -- Hvor lyst, o Støv, er du ved Frelsen vorden!
           Du Himlens bedste Sandhed veed.
           Den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden.
           Hvor saligt er du, Støv, ved Frelsen vorden!
           Guds Naades Straaler planted ned
           i dig en Himmels rige Kjærlighed!
           Du nævne kan dens Himmel-Navn, det Navn,
           hvormed den nævnes i dens Fødestavn:
           det Skabelsens og Saligheds Mysterium,
           som før de salige Aander ene kjendte,
           som, lydende fra Himmel og til Himmel,
           ligt helligt Schibboleth i Aanders Vrimmel,
           end højere stedse Kjærligheden tændte,
          
d.II,b.6,s.352              det Ord, det Navn paa Himlens Salighed:
           "Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed
           forbliver, er i Gud og Gud i ham!"
           Af dette Helligste har Støvet malt
           et Billede sig i: "af ganske Sjel
           du elske Gud! din Næste som dig Selv!"
           Men "Næste" er for skarpt et Penseltræk,
           der sletter baade Dyb og Himmel væk.
           Os Himmelen og Dybet netop er saa nær,
           som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er.
           Thi er vor Næste da Alverdens Alt.
           Af hiint det Helligste, har Støvet, liig
           i kolde Steen, en Form afmeislet sig
           i Budet: "Handling være Fordring liig!
           Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!"
           O er mod hiint det Himmelske ei Dette
           som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog,
           mod Engle jublende, med Vinger spredte?
           Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden,
           naar Himlens Naade straaler Sandhed ned,
           og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden!
           O, hvor ophøiet er ei Støvet dog,
           der veed, en Himmel ligger foldet sammen,
           og folder ud sig i dets eget: "Vil!"


           Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil!
           O, hørte du? du Naade-Overstraalte!
           O hørte, saae du Livsens Væld, det evigt-
           henrislende, bag Stjernerne i Himlene,
           Guds høje Herlighed sig tabende?
           Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned!
           Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed!
                       
(Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn)

           O hør os, vor og alle Himles Fader!
           Dit Navn -- o Guddom! -- som i Himlen vorde
           forherliget i Mennesket paa Jorden!

d.II,b.6,s.353  

En Mand.



           Os er en Frelser fød i Davids Stad.
                      -- O Livsens, Frydens Budskab!
           Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter
           skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire
           at sidde og i Himlens Sky at komme.



Jesus.
(reiser sig langsomt fra Bønnen.)



           Ja sandelig Guds Almagt holder over
           mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget
           af en taknemlig Jord (Guds være Æren!)
           tilbage til min Fader at forherliges
           i Himmelen til Billed af hans Hellighed.
           -- Matthæus, sande Jøde, følg mig du!



En Mand.



           Omvendelse og Syndsforladelse
           (din Viisdoms Alfa og Omega, Mester)
           prædikes Alle; ja og de Hellener,
           men først begyndende ifra Jerusalem.
           Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise
           i Daarskab vandrede. Din Myndighed
           maa være stor; thi seirrigt var dit Ord.



Jesus.



           Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her
           dog sættes Plogen først i Jorden. Følg mig,
           og udkast Lysets Sæd saa fjernt du vil.
           Du elsker Antiochien meer end Zion
           -- Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket.
           I Himlens Navn jeg talede til dig.
           I Himmelens og mit, tal Du til Alle!



En Mand.



           Ja sandelig din Frelse er os bedre
           end Offerrøgs og Blods.

d.II,b.6,s.354  

Jesus.



           Slut dig til Petrus, -- du Johannes Markus!
                      Du læne dig til Klippen, svage Vaand,
           der voxer nær Guds Riges Indgang op!
           -- Matthæus, Markus, Lukas og Johannes
           (min Liigsteens alle fire Siders Indskrift)
           I skulle vidne sammen! Imod Øst
           og Vest og Nord og Syd I skulle fare
           som Evangelets Engle ud fra Zion,
           fra Pol til Pol hinanden svarende
           som Echo, sammensmeltende, som i
           Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens
           og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder
           og Ørnens, suste om af Lynets Vinger.



Mænd.



           Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden!
           I denne er Den Moses spaaede, funden.
           I ingen Anden er der Frelse; thi
           er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen?
           Et Andet være end hvad Denne sagde,
           at elske, haabe, troe og være fri?
           End under Himlen lød ei Navn som Dennes
           i Kraft og Signelse. Hvo "Jesus" nævner,
           Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade,
           Han hader ei, kan ei sig Selv foragte;
           thi da han mindes, at i Jesus var
           hans eget Væsens Storhed aabenbar.



Jesus.



           Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med
           din Broders halve Fantasi! Du, Judas,
           der arvede, som yngste Broder, kun
           dens sværmende og matte Skygge!
           Andreas, mandige, du Petri Tvekrog!
           Filippus, du Oprigtighedens Ja
           og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen,
           du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset!
          
d.II,b.6,s.355              og Thomas, du, du Vemods aabne Saar,
           du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig!
           Simon, du Nidkjærhedens Blus!
           Og Judas Isch -- --

(afs.)
Ha, hvad skal tegne dig?
           Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som
           om det en Himmel var? En Ørn i Dybet,
           med Snoge lænket? Ørnevinget Slange,
           mod Solen flyvende? Livspalmens Orm?
           -- Dog vidned han.
          
(høit)
Ja, Alle I og Judas
           I ere kaarne! Indtriner i det Helligste!
           Om Lysets første Kilde bøjer Eder,
           som Hulens Søiler! I, min Viingaards
           førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler,
           min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige,
           skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler
           til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd!


           Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae!
           Men beder Høstens Herre, at han sender
           Arbeidere! O, hvis I bede sandt,
           da Selv I vandre hen at høste! Se
           alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja,
           som tunge Ax alt bøje Folkene
           i sine egne Barme sine Hoveder.
           Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter:
           en Salighedens Sæd han kaster i
           sin Evighed ud. Der selv han høster.
           Udflyder, mine Straaler!
           Teer Verden eders Troes stille Lys!
           Opløfter eders Haab som høje Fakkel!
           Rundtspreder Kjærlighedens milde Varme!
           Da tøe de kolde Hjerter; Frelsens Vaar
           til Himlens Lyst udspringer over Jorden.
           Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom!
           Forkynder Mennesket, det er gjenfunden!
           Thi sandelig det var fortabt, forsvunden
          
d.II,b.6,s.356              i bjergsort Mulm, i blodigt Dragedyb.
           Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel,
           Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle
           paa Bunden leve, dog som trællende?
           Men se min Aand opsvæved derifra!
           Nærved Herodes Throne opstod Frelseren.
           Men Dybet revnede som af et Lyn,
           da Frelserens Blik saae ned deri, og -- se,
           se Engle gik der trællende paa Bunden,
           med Vingerne af Kingelvæv omslørte,
           og Blod i Mørket drukke de for Vand,
           og Slangehoveder for Brød de aade.
           Men, se, ved første Glimt I Tolv omsvæved
           -- o fagre Stjernekrands! -- og rysted Vingerne
           i frie Himmel! Nu skal Lys og Jubel
           udklinge straalende fra deres Spidser.
           Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne!
           Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette,
           og han skal sortne paa sit Kapitol.
           Han vil ei længer være Lastens Keiser,
           og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd
           er Romas Ære, Romas Synder ere
           Herodes' Ære, ja for tusind Konger;
           og disses Synd forgyldte Mønster for
           de arme Folk. -- Se dog, hvor Synden har
           til Afkom Trældom, Trældom atter Synd!
           Men Præsterne, end meer ærgjerrige,
           erkjende ingen Formand i Bedrag.
           Hver Præst i Løgn er summus pontifex.
           Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion
           har Mennesket sig i sin sandhed reist sig,
           i Aandens Storhed, som den er i Himlen,
           i Aandens Reenhed, som den kom til Jorden.
           Siig, at det peger paa sit store Krav:
           at nu for Trældom rødmer det; thi nu
           det veed sin Odelsfrihed! Siig, at det
           med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn
           tilbage i dens Dyb, i Præstens Hjerte!
          
d.II,b.6,s.357              Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer
           din Pandes Aarer svulme op til Lænker,
           Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig
           jeg siger Eder: min Sagtmodighed
           skal være eders Flammes hvide Kjerne.


           Mit Aag paa eder løfter da! Det er
           for Menneskeheden en Triumfport.
           Jeg sender eder hen som Faar blandt Ulve.
           Men se, imellem Ulves Kløer ud,
           som Duer, flyve I. Blandt Dragerne
           I være kloge Slanger! Dog den Tunge,
           I stride med, en Oliekvist skal være!
           I smile maa, mens Ryggen rinder blodig.
           Hvis Mig I ville følge,
           da bærer tunge Kors som Sejerspalmer!
           I Templet, klapprende af Præsters Vrede,
           i haanopfyldte Synagoger staaer
           med halvdækt Smiil, som om I rugede
           paa lønlig Fryd! I Kongers Haller,
           hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes
           at have flyttet ud saa fjernt, I staae
           somom I kun en Snekkemusling saae!
           Se lange midnatsorte Præsterækker,
           se lange luerøde Kongerækker,
           som Tordenskyer og Lyn omringe Eder!
           Og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen,
           og Trudsler, blæsende op Purpuret
           til Baal, hvor fluxen Tusind smede Øxer,
           formørker Eders Øine, kvalmer Ørene.
           Og hvis I tale ville da til Folket,
           det svarer eder kun med Stenes Hviin.
           Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis
           I føle sandt min Kjærlighed, forundrede
           skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger.
           Og Eders Straaler bryde Hines Lyn;
           og Eders Tale lyder midti Tordnen
           som Domsbasuner eller Almagts Bliv;
          
d.II,b.6,s.358              thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige.
           -- O, Gud er med os, Hvo vel da imod?
           Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet,
           men Sjelen ei; men frygter, at forraade
           ved Feighed det betroede: Frelsen! -- Hisset,
           hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed,
           ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk,
           Jeg strengt skal dømme Eder. Strengere
           I selv dog ville dømme, selv fordømme!
           Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige,
           han ofre freidig et for Pligten! Ak,
           hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden,
           men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed!
           Se, Fuglen har sit Rede! Verdens Frelser
           han ejer ei at læne Hovedet til!
           Det hviler i min Faders Skjød . . Ja stærk
           er min Bevidsthed om min Daad: til den
           jeg læner mig og reiser mig, at dynge
           et højere Leie op. -- O hviler saa!
           Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer,
           han skabes ny, thi han maa troe
           et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel.
           Hvis I min Sandhed lære stedse reent
           -- som efter samme Lysets Straale vandrende --
           da stedse Jeg i Eders Samfund er,
           gjenlevende i Eders Ord. Mit Blod
           skal rense Eder; ja som Luedryp
           bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den
           vil overgroe mit skjønne, nye Tempel.
           Mon ved mit Kors I gyse for at lide?


Apostlene.



           Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o Du?
           Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte
           paa Den, som rører dig, du Hellige?
           Vi skulde være Mænd, og vogte ei
           dig, selv med Sværdet?

d.II,b.6,s.359  

Jesus.



                             O, mine Venner
                      -- ei Tjenere! -- ei viis er eders Kjærlighed.
           Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var,
           om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys
           og Styrke. Hører, sandelig jeg siger:
           mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet,
           mit Blod skal synes Eder Roser, naar
           I træde Torneveien. Sandelig
           jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden
           skal mange Indsegl gløde, dog først mit.
           Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer,
           end alle andre Sandhedsoffres.
           Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det.
           Mit blodige Kors skal vorde Sejrens Fane.
           Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden,
           som var alt Seiren vunden -- ha mon ei
           hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner,
           hvis de ham elsked? frem de styrte atter,
           som om hans Aand paa hvert et Glavind reed;
           de rive Seiren til sig for med den
           at kunne dække ham. -- Jeg døer.
           Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i
           sin første Blusel, derfor hader mig.



Kvinder.
(omfavnende Jesu Knæ)



           Men Vi, o Vi, Vi elske dig!
                 Jesus, Hellige, du Høie,
           vil du med et naadigt Øje
                 skue ned,
           ned i Støvet: der du finder
                 Kjærlighed.
           Skulle vi, vi arme Kvinder,
                 Vi, som toe i Graad din Fod,
           saa beriges, signes, at
           see vor Ømheds lille Skat
           ene lagt i Vægtskaal mod
                 hele Jordens Had?
          
d.II,b.6,s.360  
En Kvinde.



           Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei?
                      Du blodig døe, min vakkre Søn?
                 Ak, vogtes Du ei af min Bøn?
           Som Dugg i Græs tør see mod Solen selv,
                 og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv,
           din Moders Øje vogter paa din Vei.



Jesus.

(bevæget, bortvendt)



           Maria! Moder, du Velsignte. !
                 
(hemmer sin Bevæegelse. Til Maria)

                                   Kvinde,
           Du har ei meer din Søn.



Maria.



           Ak, eengang dog mit Hjerte var
                 meer stort end dit, min Søn:
           da det dit lille Hjerte bar,
                 og vugged det i Løn.
           Ak vil din Høihed nu forskyde
           med sine rene Straaler -- o! --
           den Ømhed som en Mo'r kan byde?
           den Ømhed -- ak, dens hele Høihed
           er Synderindens Haab og Tro,
           dens Reenhed og dens Skjønhed
           en Moders Taare, som sit Skjær
           i Glimtet af den Stolthed bryder,
           hvormed hun Himlens Bud adlyder
           og Offeret af ham frembyder,
           der hende Jord og Himmel er.
           Jeg lyder stolt, men vemodsfuld,
           som i din Fødselstime.
           Dog ei, min Søn, du glemme maa --
           din Høihed (ja, maa Palmen, der
           i Sky er Engles gyldne Stol,
           ei først i Mulden kime?)
           som liden Tanke til en Sol
           som lidet Æg dog engang laae
           i mine Ahnelser indhyllet,
          
FORRIGE
NESTE