|
I BARNEKAMMERET VED CARL JOHANS DØD
Barnet
Siig mig, kjære, søde Mo'r
hvorfor Fa'r er saa bedrøvet!
Jeg min Lexe jo har prøvet?
og jeg kan perfekt hvert Ord.
Moderen
Kongen er saa syg, saa syg.
O mit Barn, din Fader frygter
for de mørke Sorgens Rygter . . .
Kongen er saa syg, saa syg.
Barnet
O fortæl mig Alt, min Mo'r!
Ogsaa Du jo bort dig vender . .
der er Graad paa dine Hænder,
og Du syer jo paa et Flor.
|
| d.I,b.3,s.174 |
Moderen
Barn, mit Barn! ja Han er død;
Carl Johan forladt har Støvet.
Derfor er din Fa'r bedrøvet
og din Moders Taare flød.
Barnet
O da vil jeg græde med!
Jeg har læst om Ham saa meget.
Carl Johan jeg selv har leget
naar jeg paa min Ganger reed.
Moderen
Seer du, Barn! hist bryder frem
Aftenstjernen som en Taare.
Bed! den skinner paa Hans Baare.
O, nei smiil! den er Hans Hjem.
Barnet
O, hvad Foraar vil vi faae!
Han vil bede Gud at sende
over Landet uden Ende
klare Dage, himmelblaae.
Moderen
Søde Barn, hvor smuk en Tro!
Alt Du seer Ham Vingen sprede.
Ja lad os for Landet bede
med dets Skytsaand hist, vi To!
|
| BLA BAKOVER |