| d.I,b.3,s.175 |
 CLAUS FERDINAND TØNDER, ARTILLERIKAPITAIN Carl Johan ei venter længe paa de hvide Stjerne-Enge før han faaer en Helt ved Side. Brave, ærlige Claus Tønder! Skyggers Række Du begynder, som med Carl vil didhen trække. Og et Hjerte vist hos Ingen mere modigt slog i Bringen, mere fyrigt, skjøndt koldblodigt. Frederikssteen om Ham kan melde; Ham, den Kjække, Haldens Fjelde ønske at de kunde dække. Om ei Glemsel Alting rammer, Borgen minde maa i Flammer brave Tønder paa dens Tinde. O dengang Hans Øie brændte som hans Klinge, som den tændte Lunte, Han i Haand mon svinge! |
| d.I,b.3,s.176 |
"Fagrest Yngling var han" -- kunde mange blide Kvindemunde hviske om fra Gammeltide. "Barns Gemyt i mandigt Hjerte" -- saa bekræfter i sin Smerte Hun, der sidder ene efter. "Stolteste iblandt Soldater," saa bevidne Kammerater, de, hvis Haar forlængst alt hvidne. -- Se ham hist paa Batteriet ufortrøden! Ei fortiet være Sandheden af Døden! Livet fyldte i hans Bæger besken Drikke; Døden kvæger. Ve, Troløse! gjør du ikke! Død! o bedste Herrens Sendte! Ham, som blegned her, Du kjendte; sanddru Du hans Billed tegned. Du, først Du ham ret betænkte, Æresgaven Du ham skjænkte: disse sidste Skud ved Graven! |