 DET NORSKE FOLKS SORG OVER KONG CARL JOHAN OG DETS HYLDEST TIL KONG OSCAR (Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland). Hvi græde hist i Kongens Hal saa haardt de unge Prindse? Hvi mørknes saa i Norges Dal fast Sneen nu mon glindse? Hvad Sorgens Bud er det som lød? som frem i mørke Skyer flød? Ak! Carl Johan forvist er død? thi Alles Øine glindse. Ja Carl Johan forvist er død! Vor Angest sandt har spaaet. Saa var det som det Budskab lød, der Norrige har naaet. | |
| d.I,b.3,s.172 |
Thi er det Folket sørger saa; thi er det tungt dets Hjerter slaae; thi er det alle Klokker gaae. Vor Angest sandt har spaaet. Nu vender sig den Bonde graa alt mod sin Hyttes Vægge. Han Taarer har, men ikkun faa: de maa hans Ord belægge. Nu triller de, han har, ham ned paa Bringen -- o saa fuld og heed! Du vidste, Carl Johan, du veed du var hans Kjeledægge. Thi er der Sorg i Norges Land, saa svar som det ei fristed; thi Døden har dets Carl Johan ifra dets Hjerte vristet. Til Himmelen Han stegen er; som Fyrste mellem Engle der dog ned han til sit Norge seer. Det har ham ikke mistet. I Oscars Bryst, i Kongens, slaaer Hans Faders ædle Hjerte, og paa Hans klare Pande staaer hvad Ham Hans Fader lærte. Alt i sit første Kongeord Han æret har vor Fædrejord. Det dulmer mildt, skjøndt dyb og stor, for Carl Johan vor Smerte. En herlig Arv Han tager ved, vel bedre end hans Kroner: en øm og trofast Kjærlighed af begge to Nationer. |
| d.I,b.3,s.173 |
Den er Hans dyreste Klenod, den er jo alt vort Hjerteblod, hvert Nordens Sværd, hver Bile god, som funkler om Hans Throner. Den er en Odel for Hans Slægt; thi, Oscar, Du den eier. I den er himmelsk Varetægt og skjønnest jordisk Sejer. For dig, o Konning Oscar, vil Forjettelser den lægge til de hyldende Nationers Hil, hvis Kjærlighed du ejer. |