s.265   9de Septbr.    Det eneste behagelige ved Visitatsen i Strudshavn var, at det var den sidste for dette Aar. "Den Glæde vi bør føle ved vore Sandsers Brug" var Welhavens Thema; hans Maneer, hvo kjender ikke den? Af en saakaldt Bøn, hvor han snart apostropherede Gud, snart Børnene, erfarede jeg, at disse vare de sidst confirmerede, altsaa rimeligviis Sognets bedste Ungdom. Han begyndte med det Spørgsmaal: "Kan I nu sige mig, mine kjære Børn! hvem var den første Bør- neven, som nogentid har levet paa Jorden?" Det vidste de ikke, og gid det havde været den værste Prøve, de gav paa deres Uvidenhed! Saa sagtelig førte han dem nu frem i en pseudosokratisk Methode, prækede og formanede, advarede og bad i en grædende Stemme. At de næsten alle stod som Støtter, uden at kunne svare ham et til Tusinde, undredes jeg ikke over, det havde jeg ventelig selv gjort strax efter min Confirmation, naar jeg var stødt paa en saadan Kate- chet. Men hvad jeg rigtignok anede, det blev mig langt tydeligere, da den første Skoleholder, et dueligt Subject, kom frem; jeg var ret vel fornøiet med hans Katechisation, men aldeles ikke med de Svar, han fik. Efter ham kom en yngre dito; det var da Snaus fra alle Sider. Skoleholderen i Aarstad Sogn havde jeg og forlangt at høre, og Welhaven havde vakt megen Forventning hos mig, men den skuffedes grusomt. For det første var det lidet bevendt med hans Spørgsmaale, og for det andet nøiedes han og med reent ravgale Svar, som jeg et Par Gange maatte underkaste nøiere Revision. Endelig kom da Touren til mig. Jeg vilde forberede min Slutningstale ved at gjennemgaae Jesu for- nemste Mirakler, derfra gaae over til hans Opstandelse, og saaledes gjøre Overgang til den aandelige Helbredelse og Opvækkelse, jeg tilsidst vilde gjøre til Talens Æmne. Mit første Spørgsmaal var: "Hvorom handlede Dagens Evan- s.266   gelium, som Eders Præst nylig oplæste?" Det vidste intet Menneske. At de da heller intet vidste om de Jesu Mirakler, der omtales i de øvrige Søndags Evangelier, hvilke ellers Bondeungdommen pleier at kjende, forstaaer sig. Jeg maatte altsaa lade Bibelhistorien fare og tage fat paa Forklaringen, hvor der handles om Jesu Ophøielse og For- nedrelse, men der gik det ikke stort bedre.    Om Maaltidet vil jeg slet intet sige. Vi fik god Mad og Viin, og Skaalerne vare mange. Men da nu efter Bordet Ministerial- og andre Embedsbøger skulde eftersees, gjorde jeg en Anmærkning ved Skoleprotokollen, hvor Welhaven væltede Skylden fra sig paa Irgens, som forsvarede sig i en brusque, fornærmende Tone, der blev mig utaalelig. Det er første Gang jeg har maattet minde nogen af mine Under- givne om, hvem jeg er og hvem han er, og hans Svar kunde ikke formilde mig. Havde jeg været paa et Sted, jeg strax kunde reist bort fra, eller havt et Værelse, hvorhen jeg kunde drage mig tilbage, havde jeg upaatvivlelig gjort det. Kan gjerne være, at jeg ogsaa har overilet mig, og at jeg indblandede uvedkommende Ting i Disputen, erkjender jeg. Welhaven var meget en peine, Irgens begyndte ogsaa at give Kjøb, og da han talte om sin svagelige Helbred, hvor lidet han kan taale Ærgrelser, hvor sandsynligt det er, at han snart døer fra Kone og Børn, da blev jeg aldeles vaabenløs -- al Strid var endt! -- Stiftsprovsten fulgte mig til Kirkegaardsporten, og vi skiltes ad som Hjertens- venner. 10de Septbr.    At mistroe de onde Rygter mærker jeg nu ikke mere vil hjælpe. Det er notorisk Sandhed at Kongen har foræret Wergeland 1000 Spd. Ogsaa Munch fik samme Sum, vistnok god Betaling for en Maaneds Function s.267   som Feldtpræst i en Lystleir, men deri var dog Raison. Neumann forekommer mig ellers at være lidt omstemt. "At Kongen er reist, det veed du; hvad han har gjort, forinden han reiste, vil du af Aviserne faae at vide; hvad man døm- mer om et og andet af alt dette, det kan du af dit eget Hjertes Følelser slutte." -- Rigstidenden fortæller, at Dronningen af England havde anordnet, at der paa hendes Liigkiste skulde sættes de Ord: "Her hviler Caroline af Braunschweig, den dybt krænkede Dronning af England." Lord Liverpool vilde ikke taale denne Indskrift paa Kisten, saalænge den var i England; i Tydskland (hvor den nu er) kunde man gjøre hvad man vilde. Man troer, at alle Christenhedens Herskere ville forene sig om at fornye det gamle græske Keiserdømme, som det eneste Middel til at forene Legitimiteten med Menneskerettighederne. Det klinger utroligt. 11te Septbr.    N. Hertzberg har havt Besøg af en ung elskværdig engelsk Officer, der som saamange andre i denne Tid reiser om for at besee Norges Mærkværdigheder. Da nu Folge- fonden henhører blandt disse, og Hertzberg er den eneste af Egnens Embedsmænd, der har studeret Naturen, saa med- bringe alle Anbefalingsbreve til ham, og Ullensvang bliver et Hospitium, hvortil alle tye. 14de Septbr.    Posten bragte et Brev fra Dr. Hedrén1, som jeg troede havde glemt mig eller var vred over mine patriotiske Ytringer. Ingen af Delene var Tilfældet. Brevet aandede Grundsætninger, som jeg for det meste maa underskrive. At s.268   Rapporterne har misledt Kongen med Hensyn paa Stem- ningen i Norge, erkjender han, men ellers troer han, at alt bliver godt, og det kan vist meget gjerne være. Kun naar han anseer Lystleiren som et virksomt Middel til at befæste Broderbaandet, da maa jeg sige: Herre, hjelp min Vantro! Carl Johan med et lidet Følge, uden Krigsfolk og Soldater havde udrettet langt mere og gjort Nordmændenes Stem- ning livligere og mere haabefuld, end den nu er eller kan være.    Jeg havde i Formiddag et uventet Besøg af Sunds nye Sognepræst Moss, der i Udseende og Organ har Liig- hed med Provst Norman -- gid ogsaa i alle andre Hen- seender! Han roses som en retskaffen Mand. -- Paa en Spadseretour i Eftermiddag mødte jeg Welhaven til Hest paa Veien til en forhærdet Synder i Nærheden af Møllendal, for hvem han vilde præke Loven og Propheterne. Han er utrættelig virksom og nidkjær i sit Kald, den Ros kan Ingen betage ham. 15de Septbr.    Ligesom jeg fra General-Commandoen fik Efterretning om Grev Mörners Død, saa er mig i Dag gjennem den tilstillet en Sørgetale over denne Hædersmand af Jacob Pontusen de la Gardie, holden da hans grevelige Vaaben sønderbrødes, som Skik er, naar man døer uden Livsarvinger. Det er en særdeles net Tale, uden væmmelig Smiger, uden tom Declamation, uden glimrende Dukkestads. Efter hvad jeg kjendte til Mörner, maa jeg antage hvert Ord for Sandhed, og glæder mig, at han fandt en saadan Mindetaler. Ellers bestyrkedes min for længe siden yttrede Formodning, at han i Hjertet var Gustavianer. Han har været Gustav den Fjerdes Gouverneur, holdt meget af sin Elev, og det var nok blot som Fædrelandsven han gav efter s.269   for den bydende Nødvendighed. Da denne Conjectur var saa heldig, saa vover jeg endnu en lignende: Det var umid- delbart efter Carls Johans Thronbestigelse, at Mörner ned- lagde først de norske, siden de svenske Embeder. Maaskee har han været Carl den Trettendes personlige Ven -- der var kun 7 Aars Forskjel i deres Alder -- og saalænge denne levede, vilde han tjene ham og Landet. Men da nu Carl var død, da en fransk General virkelig besteg Gustav Wasas Throne, da drog han sig tilbage, uden engang at ville modtage Pension. Det være som det vil: med Hæder levede han, med Hæder døde han, og simple, skjønne Hæders- krandse lagdes paa hans Grav. Sit illi terra levis! 16de Septbr.    Klokken halv fire i Morges musiceredes herude paa Gaden af de Spillemænd, der "Lørdag Aften tiltrods" havde assisteret ved Bryllupsdandsen paa Kalfaret. Stiftamtmanden og vel flere Autoriteter vare tilstede, Ballet holdtes hos en af Byens rigeste Kjøbmænd, mod den Sag er altsaa intet at indvende; dat veniam corvis, vexat censura columbis. Klokken 6 Søndag Morgen vare vist alle Gjæster i Seng, og havde da en sand Hviledag. 17de Septbr.    Flottmann lod mig vide som Svar paa mit Brev, at han ikke kan indlade sig i noget Engagement med Bergendal, da Hammer Kald, saaledes betynget med Pension og Afgift, ei vil yde ham med Familie nødtørftigt Udkomme; derimod søger han Tønsberg, som jeg aldeles ikke ønsker ham, og aldrig i Evighed anbefaler ham til. s.270   18de Septbr.    Jeg sendte Flottmann hans Ansøgning om Tønsberg tilbage upaategnet, men lod følge en løs Attest, hvor jeg gav ham det Vidnesbyrd han fortjener, men erklærede der- hos, at jeg aldrig kan eller vil anbefale ham til noget Em- bede udenfor Stiftet. 19de Septbr.    En liden Upasselighed holdt mig inde, og Dagen an- vendtes da til at gjennemlæse de indkomne Beretninger og For- slag, Katechisationen angaaende. Ingensteds er det sørge- ligere, som med hele Undervisningen, saaledes ogsaa med Katechisationen end i Nordhordlehns Provstie. Arentz undtagen, der medens han var i Hosanger, katechiserede en halv Times Tid, efter Prædikenen, naar andre Forretninger tillod det, synes det hele øvrige Ministerium, selv den brave Provst, at have lagt den Ting reent paa Hylden. Daae og Meyer udbrede sig især over den uovervindelige Vanskelighed ved at bringe den i Gang i Bergens Stift. Daae klager over de slette Skoleholdere og Umuligheden af at faae dem dannede. Meyer finder den største Hindring i de lange Kirkeveie, den sene Hjemkomst for Præst og Almue, hvilken ogsaa Wolff og Provst Hveding gjør opmærksom paa. Wolff og Daae troe, at et Skoleholder-Seminariums Oprettelse i Bergen vilde hjælpe stærkt paa de forfaldne Sager; den sidste vil ogsaa have to aarlige Katechisationer for den con- firmerede Ungdom, Høst og Vaar, førend den antages til Communion. Hveding troer, at Skoleholderne bør katechisere i de Kirker, hvor der ei er Prædiken. Meyer vil, at der 4 à 5 Gange i hver Kirke bør katechiseres over Epistel og Evangelium uden Prædiken. -- Hvad hjælper det altsammen. "Blinde ere Blindes Veiledere", idetmindste i Provstiets 5 s.271   sydlige Præstegjæld. Jeg vil haabe Moss udretter noget i sin Virkekreds; Hammer kan maaskee ogsaa snart faae en duelig Præst; til de øvrige Menigheder see Gud i Naade!    I Hardanger Provstie gaaer det en Hoben bedre. Hertzberg katechiserer over sin Prædiken, og taler ellers mere om Confirmationsunderviisning end Katechisation. Irgens katechiserer om Søndagen for et vist Districts Ungdom; Røtting ligeledes, naar det er ham muligt. Paa Voss kate- chiseres Løverdagen for den communiserende Ungdom; kun i Strandebarm katechiseres aldrig, uden af Hovedkirkesangeren, som reiser om paa Overhøring. Flottmann foreslaaer, at Prædiken undertiden skulde bortfalde og Katechisation sub- stitueres, Røtting ligesaa. -- Der kan det gjerne blive som det er, ogsaa i Strandebarm, saalænge gamle Kahrs lever.    Yttre Sogn bærer Prisen for det hele. Kjelstrup og Norman have indført Katechisation, som ei havde været brugt i Mands Minde, den første ei uden Modstand, som dog efterhaanden bortfalder. Daae gaaer legalt frem; vilde endda hans lærde Broder i Fanøe gjøre det! Men Dahl -- hvad han gjør, er omnibus numeris absolutum! Langt, langt mere gjør han, end han er forpligtet til at gjøre, og at N. Hertzberg, Frimann og Qvale bære Hæderstegn og Dahl ikke, er himmelraabende. Paa lang Afstand er ingen af dem Embedsmænd som han; jeg vilde fristes til i stand- haftig, utrættelig Flid at sætte ham over Provst Norman, naar Begges huuslige Stilling var den samme, men Sorg for en talrig Børneflok nedtrykker, medens den børnløse Mand med rigeligt Udkomme, kan gaae frimodig frem paa sin Bane, følge sin Virkelyst og anvende sin Virkekraft.    I Indre Sogn arbeider vist Qvale og Boyesen, til- deels vel ogsaa Friis med Flid -- Gud give ogsaa med Held! paa Ungdommens religiøse Dannelse. Hos dem er s.272   Katechisationen i god Gang, og de to sidste mangle ikke Talent, havde de kun en bedre Menighed og dueligere Medarbeidere! Aabel og Daae i Hafsloe katechisere engang imellem, men hvad kan ventes af dem! -- De andre Prov- stier en anden Gang. 21de Septbr.    Allerede i Dag fik jeg Svar fra Provst Munch. Det havde sat ham i Forbauselse at faae en svensk Vise fra mig, men da han havde læst den og Brevet, vendte hans Forundring sig til Latter. Han gjør morsomme Anmærk- ninger om Forfatteren og vil aldeles ikke befatte sig med at oversætte Sangen, hvoraf to anstødelige Steder anføres. Vil Wulfsberg indrykke den i Originalsproget -- eh bien! hvis ikke faaer Hr. Munch-Rosenskjöld finde sig i, at hans usle Mesterstykke bliver ubekjendt i Norge! -- Munch for- tæller om sin Function som Feltprovst: to Gange prædikede han i Leiren, første Gang for den hele Stab. Tredje Gang havde Kongen sagt, at han vilde høre ham. Men see! der kom Brev fra Biskop Bech, at Kongen havde be- falet ham at prædike. Munch indfandt sig som Tilhører og skarp Recensent. Den Dag Kongen reiste, maatte han, som jeg i 1816, forrette Afskedsbøn i Gemakket. Derover fik de ingen Prædiken i Slotskirken. Capellan Bech ind- fandt sig efter Ordre, men udhalede Tiden med Psalmer, men da Munch ikke kom, gik han op paa Prædikestolen, læste en Bøn og Dagens Evangelium, fortalte at Slots- præsten var hos Kongen -- og gik ned igjen. Med Gaven til Bispen og Wergeland har det sin Rigtighed; den sidste gageres som Hofprædikant(!). Munch selv har som Feltprest hverken forlangt eller [havt?] Emolument af Staten, Armeen eller Kongen. -- Nationalbladet er ophørt(!), s.273   og Hjelm indbyder til Subscription paa en norsk Natio- nalven! 23de Septbr.    Hvidt søger Skjold Kald. De ere reent besatte i at ville bort fra Bergens Stift, men at dette just er af de Tab, jeg bitterligen vilde begræde, kan jeg ikke sige. Det lyktes mig at beholde Nielsen; om Boyesen mistvivler jeg, hvorimod jeg nok er temmelig sikker paa Friis. Kunde det nu blot lykkes mig at redde Provst Norman, Flottmann og Bødtker, faaer jeg med christelig Taalmodighed finde mig i om Buschmann og Hvidt vende mig og Stiftet Ryggen. 24de Septbr.    Flottmann er lidt allarmeret over min Attest, og spørger, om jeg ikke vil forandre den sidste Periode. Jeg svarer ham i Morgen, at hvis Tønsberg endelig skal søges, kan han sende Copie af den almindelige Attest, jeg gav ham for et Par Aar siden: at jeg sendte den nye, for at han efter eget Behag kan bruge eller tilintetgjøre den, men at han aldrig af mig kan vente Anbefaling til et Embede uden- for Stiftet, da jeg aldrig kan troe andet, end at han jo maa faae god Befordring her, naar han vil give Tid; idet- mindste skal jeg ufortrøden anvende min Indflydelse. 26de Septbr.    Von der Lippe har været i Skaanevig, og er meget misfornøiet med Besigtigelsen af Præstegaarden. Ogsaa yttrede han ei at ville kjøbe Vinduerne til Storstuen (i Loven kaldet Herresal) da den skal vedligeholdes af Almuen, og en Herresal uden Vinduer ei lader sig tænke, men Stift- amtmanden slaaer ham af Marken med et Lovsted som, bog- staveligen fortolket, favoriserer denne Urimelighed. s.274   27de Septbr.    Denne ulykkelige Dag for 22 Aar siden! Jeg seer ikke rettere, end at den har fremkaldt eller i al Fald fremskyndt Ulykken over Danmark og Norge. Det kunde vel ikke blive, som det var. Disse idelige Actioner holdt Gemytterne i en Spænding, som muligens engang vilde fremkalde Uordener. Ved Trykkeforordningen af 27de September 1799 bortfaldt den og gik med Et over til Bedøvelse og Slaphed. Men, som det gjerne gaaer med Overgangen fra det ene Extrem til det andet, man undgik Charybdis, og styrtede i Scyllas Havsvælg. Rædsel og Indignation var kommet over Folket; man lod fem være lige; alle Regjeringens Foranstaltninger bleve upaatalte og ansaaes af den selv for uforbederlige, og saaledes forberedtes langsomt Catastrophen af September 1807, hvorved igjen frembragtes den endnu mere afgjørende af 14de Januar 1814. Hvad der fulgte og fremdeles vil følge paa den, det bedømme Efterverdenen! Saalænge det ikke lykkes Magthaverne rent at slukke det Lys, som er op- runden i Europa i de 3 -- 4 sidste Decennier (og det vil dog vist have sine store Vanskeligheder) vil sikkerlig Trykkefri- hedens Savn afstedkomme langt mere Ondt, end dens Mis- brug. Jeg bliver altid dens Talsmand, min Hengivenhed for den tiltager med Aarene.    Jeg forelæste Stiftamtmanden mit Forslag til det nyt- tige Selskab. Han indrømmede Rigtigheden af det meste, jeg havde sagt; førend Selskabet fik sin sidste Organisation, vilde han bifaldt det ubetinget, men da denne var saa ny (omtrent 3 Aar gammel) troede han, man vilde compromit- tere sig i Publicums Øine, og skade den gode Sag ved atter at foreslaae og vedtage Omstøbninger. Desuden fandt han det muligt -- men det gjør ikke jeg -- at Ideer i Frem- tiden kunde vaagne hos En eller Anden, hvorved de tre øvrige Classer kunde sættes i Virksomhed og opfylde deres s.275   Bestemmelse, og denne Mulighed berøvede man sig ved at indskrænke Selskabets Virksomhed. Jeg oplæser altsaa ikke Forslaget, men lader det beroe ved at afskrive det her, naar un jour maigre indtræffer. 28de Septbr.    Omtalte Project lyder saaledes:    "Man har, og det ikke ganske uden Føie, bebreidet de fleste Selskaber, der i de nyere Tider stiftedes i vort Fædre- land, at de bestemte sig en altfor stor Virkekreds, og med Hensyn paa Gjenstandenes deels Mængde, deels Omfang paatog sig mere end de sandsynligen kunde udføre. Den naturlige, for Menneskekjenderen ei uventede Følge heraf var ikke sjelden, at de, der vilde udrette saa overmaade meget, virkelig udrettede slet intet. Det kan ikke nægtes, at det nyttige Selskab ved dets nyeste Organisation (dets ældre Historie er mig ubekjendt) henfaldt til samme Tidsalderens Skjødesynd. Over hele Bergens Stift skulde dets Virksom- hed udbrede sig, og denne Virksomhed skulde omfatte: Ager- dyrkning, Fiskerier, Qvægavl, Industrie, Almueoplysning, og desuden, saavidt muligt, frembringe en Reform i de herskende Sæder ved større Tarvelighed i Klædedragt m. m. og Ind- skrænkninger i Brugen af Udlandets Producter. Tildeels skede, hvad det maatte forudsees: for en betydelig Deel op- naaedes ei det Maal, man havde foresat sig. At det er lidet og fast intet, hvad Selskabets første Committee i disse tre Aar, uagtet dets Indsigt, fulde og redelige Bestræbelser, har udrettet, det vil nok Enhver blandt os villigen tilstaae. Tredie Committee, blandt hvis Medlemmer jeg har havt og endnu har den Ære at tælle mig, tør ikke rose sig af at have frembragt mere fyldestgjørende Resultater. I det høieste gav den Fremstød til et Par Læseselskabers Fornyelse og bedre Organisation, men hvad man umiddelbart havde til s.276   Hensigt opnaaedes ei, og Selskaberne staae i dette Øieblik saa aldeles for sig selv, uden Forbindelse med eller Depen- dence af det nyttige Selskab og dets Committeer, at disse slet ikke tør tilegne sig nogen Ære som deres Gjenfødere. Et æret Medlem foreslog Udgivelsen af et Tidsskrift til Al- muens Oplysning og Veiledning. Nogle af os greb Ideen med Begjærlighed, andre yttrede store Betænkeligheder, hvilke Udfaldet altfor vel retfærdiggjorde, da Haab om tilstrækkelige og hensigtspassende Bidrag i og udenfor Selskabet strax betoges os, og Planen altsaa kvaltes i Fødselen. Fjerde Committee gjorde engang nogle Forsøg til at opfylde sin Be- stemmelse, men de mislykkedes saa aldeles, at den noget efter foreslog sin totale Opløsning, hvilken dog Selskabets Plura- litet indtil videre ei bifaldt, maaskee i den lønlige Bevidsthed, at to andre Committeer med Billighed burde gaae samme Vei, og Selskabet saaledes formeentlig rokkes i dets Grundvold. -- Under disse mislykkede Forsøg har imidlertid det nyttige Selskab havt et udmærket Held fremfor dets øvrige Sødskende: at Skjæbnen bestemt har henpeget til dets rette, sande Virke- kreds. Medens det erkjendtes, at der maatte større og mere concentreret Kraft og betydeligere Hjælpekilder til at udvirke Forbedring i vort Stifts, som næsten hele Norges, vigtigste Næringsveie: at Oplysningscommitteen har famlet om i Mørke uden engang at være sig sit egentlige Maal ret be- vidst: at Almeenaanden ikke dannes ved Tarveligheds-Conven- tioner, og at disse intet nytte, hvor hiin savnes -- har In- dustrie-Committeen ved dens Bestræbelser tildraget sig hæder- fuld Opmærksomhed udenfor Stiftets Grændser. Den heldige Idee, ved offentlig Udsalg af mangehaande Arbeide, forfær- diget i vor egen Bye, at opmuntre Haandværkere til Flid og Fremgang, at lede dem, for hvem intet uden det fremmede har Værd, til den Tanke, som aldrig før opkom i deres Sjel: at Norge, ja selv Bergen kan forsyne dem med Ting, s.277   de uden Blusel kunde bruge som Luxusartikler -- denne Idee lykkedes, jeg tør sige, over al Forventning. At Arbeidet er langtfra Fuldkommenhed, hvo tør nægte det? At der ogsaa fra vort Selskabs Side, om ei hidtil kunde, dog herefter kan gjøres langt mere til Maalets Opnaaelse end hidtil er skeet, ogsaa dette ville de, hvis Indsigter langt overgaae mine, uden Tvivl indrømme. Men just denne Overbeviisning, at vi kunne virke overmaade meget i denne Henseende, og der- imod, som Tingen nu staaer, lidet eller intet i nogen anden: skulde dette ikke være os et tydeligt Vink til, at samle paa denne ene Punct vore hidtil splittede Kræfter, at overlade til andre, som maatte have Evne eller Villie dertil, at stifte og indtræde i Corporationer til Agerdyrkningens, Fiskeriernes, Almeenoplysningens Fremme, og ene indskrænke os til det, som hidtil havde saa ønskelig Fremgang, hvilket vi da maatte bestræbe os for, saavidt det stod til os, alt mere at forædle og fuldkommengjøre? Jeg gaaer endog saavidt, at jeg troer, Selskabets Virkekreds ei bør udvides udenfor vor Byes Ter- ritorium, hvorimod jeg vil troe, at efter Kyndiges Forslag, med fælles Overeenskomst, dets Opmærksomhed kunde hen- vendes til flere Industriens Grene og andre Gjenstande, hvor det maa overlades til Borgeraand og Borgervirksomhed, hvad der, skjønt vigtigt i sig selv, er udenfor Regjeringens og Lovgivningens Competence. Da turde maaskee den Tid komme, at det Maal, der skulde opnaaes ved vor Tarvelig- hedscommittee, kan vorde opnaaet, langt fuldkomnere, med færre Opofrelser, uden Bram og Ostentation, som, naar den ei er forbunden med Kraft og Consequents, er mere latterlig end gavnlig. Om ogsaa mange Aar ville hengaae, inden det kommer saavidt, om de Ældre iblandt os ei engang opleve den Tid, det kan ei bedrøve os, naar vi, idet vi drage den trætte Haand fra Arbeidet, kunne gaae til Hvile med den Tanke, at det gaaer fremad, og at vore Efterkommere ville s.278   høste Nytte af vore Bestræbelser. Jeg tager mig altsaa den Frihed at foreslaae: at det nyttige Selskab allene indskrænker sig til de Gjenstande, som hidtil vare underlagte dets anden Committee, og ei i Fremtiden sysselsætter sig med nogen af de Ting, hvilke, efter Selskabets nuværende Organisation, henhørte under første, tredie og fjerde Committees Resort." (Tre følgende Paragrapher angik Prøvelsen og Sanctionen af den foreslagne Forandring: den bortfalder, altsaa anføres ei heller hine).    I Rigstidenden meddeles en Adresse fra Storthinget angaaende Kongens Forslag om Trykkefrihedens Indskrænk- ning. Sproget er ydmygt, men ikke slaviskt og Tankerne gode. Ellers maa jeg tilstaae, at jeg hadde gjort mig andre Forestillinger om den af Kongen projecterede Jury, end jeg seer Storthinget har gjort; de mange Jurister maa forstaae det bedre. Jeg tænkte mig vel derved en bedømmende Ret, men ikke en dømmende. Juryen troede jeg nemlig skulde blot afgjøre, om Sagen skulde indstevnes for Dom- stolene. Udsagde den sit: Uskyldig! saa bortfaldt det Hele. Erklærede den Forfatteren skyldig, saa tilhørte det de ordent- lige beskikkede Dommere efter Loven at idømme ham fortjent Straf, ja jeg troede endog, at Dommeren, trods Juryens guilty, kunde frikjende ham. Men som Thinget fortolker det, og som vel maa være det rigtige, er saadan Jury, hvor det gjælder om litterære Gjenstande en stor Sottise. -- Endnu maa jeg optegne, hvad Stiftamtmanden fortalte i Gaar Aftes, at Meltzer havde erhvervet sig udmærket Agtelse som den, uden Sammenligning, ypperste Kjøbmand paa Thinget. Mowinkel derimod har gjort Bergen baade Skam og Skade, da Børs- affairer var hans Hovedsag, og da han paa rige Committen- ters Vegne opdrev Coursen, og vakte derved Idee om de Bergenske Kjøbmænds Overflod af Penge og Mangel paa Patriotisme. s.279   29de Septbr.    I "Vennekredsen" læste jeg i en Hamburgsk Avis en Artikel fra Christiania. Der fortælles der, at Storthinget er constitutionsmæssigen opløst. Uagtet de Afvigelser, man i de første Dage gjorde sig skyldig i, gik Kongen den moderate Vei, og brugte ikke Magten, hvortil han vistnok var berettiget. Man veed og fra en god Haand, at det var Kongens Hensigt, hvis samme Aand fremdeles var bleven herskende, at tiltage sig Enevælde, og støttet paa denne, give Norge en Constitution (Ordene ere vist noget afvigende, men Meningen er ikke forvandsket). Det var altsaa den Æreserklæring, man havde en Slags Haab om, skulde vorde given de faa skjæn- digen bagvaskede Normænd! 30te Septbr.    Jeg fortsætter Udsigten over Præsternes Beretninger og Forslag om Katechisationen:    Søndfjord: Provst Lind troer, at naar Villien kun var der, Tid og Kraft aldrig vilde mangle. Hans Tanker fortjene megen Opmærksomhed. Nielsen ynder ikke offentlig Katechisation, og anbefaler derimod Stevnestuer. Rennord synes ogsaa at være af samme Mening. Heiberg troer, at der bør katechiseres saa ofte som muligt, men finder Vanske- lighed i lange Sogneveie. Daae i Jølster katechiserer fire Gange om Aaret for den confirmerede Ungdom -- altfor sjelden for en Mand i et saa mageligt Kald, fremfor alt for den, der gaaer saa dybt i Texten, at han endog dogma- tiserer om Inspirationens Mulighed og Beskaffenhed.    Nordfjord: Med mange og vel sammensatte Ord beviser Blichfeldt Katechisationens Umulighed i Eid Præste- gjæld, især Horningdalens Annex, og foreslaaer at man skal prædike over den befalede Lærebog. -- Hvortil skal det nytte? Det stemmer paa en Maade overeens med, hvad Kammer- s.280   herre Suhm engang foreslog, men Prædiken er Prædiken, og hvad sammenhængende Foredrag kan virke, udrettes ligesaa godt ved befalet eller selvvalgt Text af Bibelen, som ved et syste- matisk Cursus om Christendommens Dogmer og Moralbud. -- I Selløe, Provstiets mageligste Kald, katechiseres aldrig. Pavels, Frimann, og Cammermeyer katechisere oftest mu- ligt(!) Pavels fraraader Katechisationen før Skriftemaal, som nok er den bedste og hensigtsmæssigste af alle; ogsaa han er Stevnestuernes varme Talsmand.    I de 3 nordlige Præstegjæld af nordre Søndmør gaaer det efter Angivelserne ret godt, hvilket jeg vilde troe om Borgen og Haram. Birkeland anbefaler Skolebesøg af Præsterne, som nok vilde have megen Nytte. Baade i Stran- den har ikke fundet det Umagen værd at besvare Spørgs- maalene. 1ste Octbr.    Stavanger Posten bragte Katechisations Beretninger fra Søndhordlehns Præster. Naar jeg undtager Olsen paa Storøen, som vil snakke sig fra det, give de andre saa nogen- lunde tilfredsstillende Beretning, og jeg seer ikke, at der efter locale eller personlige Omstændigheder kan paalægges dem mere. 4de Octbr.    Stiftamtmanden fortalte, at der er skeet Udsættelse i Fastings Sag, da en Omstændighed er opdaget, som sagtens er lidt underlig. Kronprindsen (Carl Johan) havde lovet ham at beholde begge Embeder. Bestalningen kom tilbage, undertegnet af Kongen, men der var glemt at indføre Ordet "tillige", altsaa var han blot Statsraad, ikke Commandeur. Nu kunde han henvendt sig til Statsraadet og forlangt ny Indstilling i Overeensstemmelse med Kronprindsens Løfte, men s.281   om han har frygtet Indvendigner fra nogen Side, eller hvor- for det var, kort han gik til Statsministeren og fik ved hans Bistand den gamle Bestalning i al Stilhed tilintet- gjort, og en ny af den forrige Datum skreven og forelagt Kongen til Underskrift, og da Statssecretair Holst imidlertid var reist til Kjøbenhavn, maatte den sendes til ham, for at vorde parapheret. Nu er da Anker indstævnet som Vidne, og man troer det saaledes kan forandre Sagen, at Fasting bliver idømt Procesomkostninger, af hvilke Anker nok burde give Broderparten, da det var ved hans Føielighed der brugtes en Fremgangsmaade, som, ihvorvel Hovedsagen blev uforandret, uden Tvivl var saare lovstridig. 1  tilbake Biskop i Carlstad.

bla bakover

bla videre