13te August.    I Visitatsmødet, hvor ellers ingen Utilfredshed yttre- des, hørte jeg Udladelser, hvorved jeg vel maatte sige:absit omen! Da jeg spurgte om Sædelighedens Tilstand, svarede en Bonde: "Jo til denne Dag er intet at klage over", men de understregne Ord fremførte han i en Tone, som jeg ikke kan betegne paa Papiret, men som syntes mig at sige Gud veed, hvorledes det vil blive herefter? Paa mit Spørgsmaal, om Menigheden og Præsten havde noget at klage over hinanden, udbrød -- -- i Tak og Lovtaler. En Almuesmand svarede: O nei, vor Præst er nylig kom- men til os, vi kan intet have at klage over. En Med- hjælper fremstod, og denuncerede med høi Røst de Folk som sælge Brændeviin uden Vertshuus-Privilegium ved Moe Kirke s.248   -- og det var der Præsten forleden slemt havde prostitueret sig. Jeg aner intet godt af den Forbindelse. -- Det var fra først af min Beslutning at reise herfra i Eftermiddag. Naturligviis bestyrkedes den ved disse Optrin, thi hans For- fatning efter Bordet var omtrent den samme som i Gaar. Da Tøiet var indpakket, Skydsen kommen og alt færdigt, sendte han Johan ind til mig for at bede mig bie til i Morgen; hvad skulde bevæge mig dertil? Han havde tænkt at følge med til Hammer, man overtalte ham til at opsætte Reisen til i Morgen eller paa Onsdag -- gid han aldrig kom! Søndag skal han igjen til Moe; nei! nei! det er alt- for galt. Med saare beklemt Hjerte tog jeg Afsked fra ham og hans høist agtværdige Kone, og i godt Veir reiste jeg den korte Miil til Hammer. 14de August.    Bergendal leverede mig sin Prædiken. Den var, hvad man kalder i Konstsproget en habuimus, og det vist ikke fra det sidste Decennium, thi Papiret var temmelig gam- melt. Hans skjælvende Haand kan nok ikke mere føre Pen- nen; han maa altsaa undskyldes, især da Prædikenen er vel udarbeidet. Det maa ellers have en egen Beskaffenhed der- med, thi nogle faa Steder ere udstrøgne og Rettelser anbragte fra en anden Haand. Det faldt mig ind, om det ikke skulde være Bergendals Demisprædiken, gjennemseet og rettet af hans Manuducteur eller en anden kyndig Ven. Det være hvad det vil! den gjør ham virkelig ingen Skam. Ved Frokostbordet fortalte han om det vilde Liv her herskede i disse Egne, da Hosanger og Fjeld Kirker og Aasenes Capel indviedes kort efter hinanden. Deels af Præster, deels af ørkesløse Byemennesker indfandt sig i den Anledning alle- vegne en talrig Skare, som gjorde gevaltig Støi. Naar kun Orthodoxien holdtes i Ære, og man iøvrigt lod Biskop s.249   Brun beholde Ret i alt, hvad han sagde, hvilket hos en saa adoreret Mand ei kunde have Vanskelighed, saa lod han nok fem være lige. I Eftermiddag kom Fougstad (en fornem Lensmand)1 og hans Kone; noget efter Greve fra Aastvedt med Døttre. Den sidste er virkelig en Mand af Cultur og Kundskaber, den eneste af denne Egns Mennesker, med hvem kan tales om Kunster og Videnskaber. Alle de i Sommer her omreisende Lærde: Hansteen, Keyser, Naumann, Schu- bert have besøgt ham og beseet hans Konstsamling, især hans Faders Malerier. Engang skal denne i sin Afkrog, næst Fru Bærens, have været Norges og Danmarks største Blomstermaler.    Blandt de Breve, jeg fik, var et fra Præsten Dahl i Evindvig. Hans Dom over vore politiske Aspecter er natur- ligviis ikke meget haabefuld. Hans Mishaab grunder sig især "paa Betragtningen af hvad der endnu mangler os i den Grad af moralsk og religiøs Cultur, som vor Consti- tution forudsætter." O ja! han har vel desværre altfor megen Ret. Dagen før hvert Storthings Aabning burde prædikes for Repræsentanterne over Joh. 8, 32-36, dog ikke af Biskop Bech. 15de August.    Til en Søgnedag at være var Kirken temmelig fuld. Bergendals Talent for Prædikestolen er ingenlunde at for- agte. Hans Organ er svagt men tydeligt, og han taler med en ukonstlet Hjertelighed, som aldeles constrasterer med den kolde, tvungne Skoledrengstone, hvori en Doth2, en G. B. Baade, en C. Daae tale. Prædikenen, over Luc. 6, 37, op- læstes af Papiret; efter sit Æmne kunde den ikke være s.250   rørende, men baade i den selv og i dens Oplæsning var der et Liv, en Aand, som jeg ofte savner i memoreret Fore- drag. Et Mundheld som brugtes ogsaa ved denne Recita- tion: "O Herre Gud!" gjentoges for ofte, og blev derved flaut, men havde i Førstningen paa et Par passende Steder en rørende Naivitet. -- Bergendal føler dybt sin nærvæ- rende kraftløse Situation. Sammligningen mellem før og nu hviler dybt paa den fordums raske og jovialske Oldings Sjel. Selv i sin nuværende invalide Stilling er han altid meget elskværdig. At han imidlertid ikke gjør eller kan gjøre meget for sin Menigheds Oplysning, er altfor begribeligt. Ogsaa her er en stor Høst og een paa Sjel og Legeme svækket Arbeider, der hverken med Aand eller Haand kan styre Værket. I den Overhøring, jeg -- efterat have talt over 1 Thes. 5, 14 -- holdt, erfarede jeg snart, at det idet- mindste ikke er gaaet fremad, siden jeg var her for 3 1/4 Aar siden, og efterat have hørt de 7 Skoleholdere, kunde jeg ikke undres derover. -- Saaledes var den anden Visitats paa den af mig saa høit elskede Osterøe ikke glædeligere end den første; jeg tvivler høiligen om at No. 3 bliver bedre, thi, saavidt jeg erindrer, følte jeg mig 1818 mindst tilfreds paa Hougs.    I Tilskueren modsiges med Grunde, der fortjene Over- veielse den forhen yttrede Mening. Staaer der i Grund- lovens § 81, hvad her angives, saa er Retten vistnok paa Storthingets Side, og dette kan proclamere Loven om Adelen, hvis Kongen nægter Sanction. Grundloven er endog over- traadt, hvis Thinget ei gjør det -- men Lystleiren og de 17 Krigsfartøier ere vigtige Modbeviser i dette Tilfælde -- og om 3 Aar bortfalder dog den hele Artikel, ligesaagodt da først som sidst. s.251   16de August.    I Dag regnede det fast uophørligen, og blæste en Storm af Søndenvind. -- Et Besøg af Bergendal paa mit Værelse, hans Resignation angaaende, begyndte Dagen. Derpaa ind- fandt Skoleholderne sig. De fleste synge og skrive bedre end de katechisere. Den bedste af dem alle har udtjent, og for- langer Afsked. Jeg fortænker ei de unge Mennesker, at de, naar det indvortes Kald ei er destørre, afkaste Skoleaaget, saasnart muligt, thi deres Løn er ussel, og Hammers ellers ei uhæderlige Almue vil ei beqvemme sig til ringeste For- høielse. Embedsbøgerne føres af den brave og duelige Klokker Svane, der fra Snedkersvend ophøiedes af Brun til denne Værdighed, og føres ret godt; kun er der siden 1809 ikke indført Regnskaber i Fattigprotocollen, og ikke siden 1812 skrevet et Ord i den. Det forklaredes paa en Maade, der ei fyldestgjorde mig; men stakkels gamle Bergendal er saa sløv og distrait, at man ei kan indlade sig videre med ham, men maa oppebie den Tid, da en kraftfuld Mand kan jevne det Knudrede og rette det Krogede. I Visitatsmødet klagedes over intet og udrettedes intet. 18de August.    Von der Lippe3 medbragte sin Prædiken, hvis Thema er: "Hvor godt det vilde være for Mennesket, om det stedse betænkte sin Domsdag." Indgangen udgjør en Trediedeel af Prædikenen, som ellers lader sig læse, men har intet Ud- mærket. Forøvrigt hengik Dagen i umorsom Lediggang. Til Fraadserie gives her rigelig Anledning, men ikke til Drukkenskab. Fra den Side kunde Bordconversationen være s.252   langt livligere, uden at udarte til Sviir; det gaaer ret over- maade søvnigt til. 19de August.    Forretningen begyndte ei under gode Forsvarsler, thi værre Støi og Trængsel end ved vor Indtrædelse i Hougs Kirke, har jeg aldrig fornummet paa et helligt Sted. Meyer bad ikke, som ved forrige Visitats, Mængden drage sine Skoe af, hvilket og lidet vilde nyttet, thi Foden var ikke det Lem, der værst misbrugtes. Heller skulde han bedet dem tæmme sin Tunge, og da han førsømte det, maatte jeg gjøre det og med min hele bispelige Gravitet imponere Qvinderne silentium, hvilket lykkedes til Forundring. Før skulde man troet at være i et Vertshuus eller i Bergens Korskirke paa en Confirmationsdag; siden hørtes ei et Muk, ei saameget som et skrigende Barn. -- Von der Lippe har i disse to Aar betydelig forbedret sit Udvortes, og er virkelig en be- gavet Prædikant, der med Tiden kan træde i sin gamle Bed- stefaders Fodspor4. Saa fremtraadte da Meyer i Chor- døren, og fremhakkede noget saare ynkeligt Pjat. Disse tre hæderlige Menigheders Skjæbne er dog virkelig i dette Øie- blik yderst tung; den fordrukne, bornerede, for alt Talent blottede -- = -- , den hjerteligen godmodige, men reent invalide Bergendal, den superlative Væver Meyer, -- disse tre ere første og snart eneste Lærere for tre af de elskværdigste Com- muner i Bergens Stift, der staae i sand Glorie ved Siden af Sunds og Mangers uvorne Havstriler. Slettere Katechi- sation end Meyers har jeg hørt; der var slet ingen Dum- heder i den, og betydelig bedre var ikke von der Lippes. s.253   Han havde udstuderet en 30 -- 40 Spørgsmaal, men da han lod det blive ved dem, og ei vovede ringeste Sidespring, saa vare de snart forbi, og dermed var ogsaa hans Latin ude. Jeg katechiserede kort, meest over Bibelhistorie. Ungdommen i det Hele svarede bedre end den Hammerske og Hosangerske, og efter Skoleholdernes Beskaffenhed lod det sig nogenlunde begribe. En af dem vilde været en ualmindelig god Kate- chet, naar han ei havde havt den slemme Uvane, at svare selv paa næsten alle sine Spørgsmaale. -- Apotheker Bull er i Dag kommen fra Byen, og har ved sit behagelige Sel- skabstalent oplivet Tonen i vor Cirkel.    Der siges at Kongen, da han nærmede sig Christiania, og fornam at alt var roligt, blev meget vred paa Sammen- syerne. Det troer jeg meget gjerne, men hvorfor lader den næsten 60aarige Carl Johan sig forlede til slige eclatante Skridt, uden at have prøvet Sandheden af de givne Rap- porter? 20de August.    Visitatsmødet havde intet mærkeligt. Hvad her og i Hammer og Hosanger fattes, kan intet Visitatsmøde raade Bod paa. En N. Normann, en Dahl, en Flottmann, de, og ene de, kunde reise de forfaldne Sager. 23de August.    Jeg havde troet, at Biskop Sørensen var det Lanca- sterske Systems Forsvarer, men mærker nu, at jeg har gjort min Collega stor Uret, thi han betragter det omtrent som mechanisk Legetøi. Verdens tredie Frelser gives iøvrigt det Skudsmaal: "at hans Institut ved hans Uforsigtighed, Ødselhed og Paastaaelighed var nærved at gaae tilgrunde" -- de andre Qvækere reddede det -- "og at han efter en Tid ved Reiser at have søgt at virke for dets Udbredelse, s.254   nu har forladt det, tabt i Vellevnet baade for sit System og for sig selv." En herlig Frelser! 24de August.    Fra Neumann fik jeg den lovede Reise- og Visitats- journal, som er meget interessant. Paa Landet synes man da just ikke at have saa betydelige Fortrin for os i Bergens Stift. Roser sig med Torne blande der som her. Det eneste, mod hvilket intet i disse Egne kan opveie, er hvad der fortælles om Røgen, men naar en saa ypperlig Mand som Holst i 50 Aar har været Præst for en liden Menighed, saa kan og maa noget udrettes. At Lechve har været saadan herlig Lærer, der uden Hjelp af gode Skoleholdere, kunde indbringe Oplysning, ja Moralitet i Lier, er vistnok mere overraskende. Men hvad man høiligen maa forbauses over, er den Fuldkommenhed, hvortil det Drammenske Skolevæsen, der paa sidste Bispevisitats var heel maadeligt, i saa kort Tid har hævet sig, og den public esprit, Neumann understøttedes af i alle sine Foretagender. Var Neumann en mindre, og Tybring en mere klog og indsigtsfuld Mand, kunde man let falde paa, at her var spillet en Smule Comedie, men nu maa man tage Fornuften fangen. -- I et lidet Brev, som følger med denne Journal fortæller han om den udmærkede Naade, Kongen ogsaa denne Gang har vist ham, de mange smukke Ting, han har sagt ham, etc. Maaskee der kan komme den Tid, da saadant vil, som det engang var, ogsaa være mig behageligt: nu vilde det generet mig i høieste Maade. Jeg er ret glad ved at jeg alt har modtaget alle tænkelige Æres- og Naadesbevisninger.    I Rigstidenden læser man den kongelige Proposition om en ny, arvelig Adel. Den eneste Grund, jeg finder an- tagelig er: "at det er vigtigt ikke at sætte sig i Opposition mod Naboestater, saalænge Omsorg for den offentlige Frihed s.255   og Borgernes Rettigheder ikke gjør det til en bydende Nødven- dighed", det er med andre Ord, at man ikke bør gjøre dem imod, der kunne tvinge os til, hvad vi ei godvilligen ville beqvemme os til, og "for slige Slutninger Fornuften selv gav efter!" Resten er tusinde Gange fremsatte og hundrede Gange gjendrevne loci communes, uden maaskee, at "Ade- lens første Grundvold synes lagt af Naturen selv", hvilket jeg ikke mindes før at have seet. Iøvrigt er der ingen Tvivl om, at jeg, af foranførte antagelige Grund, vilde, under Tidernes nærværende Tegn, som Storthingsmand votere for Propositionen -- med et Par Smaastene at ville sætte Dæmning mod en rivende Strøm er Børneværk -- men i samme Øieblik vilde jeg takke Gud, at jeg er nærmere min Banes Ende end dens Begyndelse, og at jeg ikke efterlader Sønner, der skulle være Vidner til eller Deeltagere i den Lod, der synes at forestaae mit stakkels Fædreland. -- Af udenlandske Nyheder fortælles ingen. Rusland har ved at citere ældre og nyere Tractater legitimeret sin Ret til at indblande sig i Tyrkernes og Grækernes Affairer. Hvorfor ere Tyrkerne den eneste Nation, Europas Magthavere have viist saadan Opmærksomhed? de ere dog virkelig ikke de første, i hvis Anliggender de ukaldede have indblandet sig. 25de August.    Jeg skrev et langt Brev til Departementet og klagede over den Uorden, som afstedkommes ved det strenge Bud, som forbyder Præsterne at kaste Jord paa Liig, førend Døds- faldet er anmeldt for Skifteforvalteren, en Formalitet, hvor- ved Dødslisterne mangesteds i Ministerialbøgerne blive saare confuse, og som er mig ret et af de mærkeligste Beviser paa, hvor dybt de civile Autoriteter i Almindelighed foragte Geist- ligheden. Jeg var engang indviklet i en haard Feide med Cancellieraad Heltzen om den Ting. Mit ærbødige Spørgs- s.256   maal var nu, om det ikke kunde være nok, at Præsterne indsende Qvartalslisterne til Sorenskriverne, og om det skal ansees for en saa ganske afgjort Sag, at en Lensmand bør staae til mere Troende end en af Kongen beskikket Embeds- mand. 27de August.    Rigstidenden meddeler atter 3 Byethingsdomme i Trykke- friheds-Sager. Gaaer det efter Byefoged Riis's Hoved, saa skal Boghandler Hjelm, efter først at have siddet paa Vand og Brød og i Tugthuset, item betalt 100 Spd. til Christiania Byes Fattigcasse, forvises Landet, og det for de omtalte Prophetier af C. M. Falsen. "Den Ven er vred!"5 -- Hermoder vender nok snart tilbage til Valhal; paa sit andet Besøg til Norge6 spiller han en altfor ynkelig Rolle. De to saakaldte Digte ere rene Bagateller, og Sangen til Ge- neral Hedenstjerna (Brigadecommandeuren i Lystleiren) er triviel Smiger og taabelig Ordspil med Generalens Navn. -- -- -- Nei! jeg kan dog ikke bare mig for at afskrive det første Vers, det er altfor nederdrægtigt:            Mens Mørket end hviler over Jord(?)           Da oprandt saa fager en Stjerne,           Saa glimrende stander den høit i Nord(!)           Dens Lys vi mon' følge saa gjerne.           Til Ære kan den kun føre os hen,           Og "Hæders-Stjernen" man nævned' den.            s.257              Tilsidst ønske de norske Officerer:           Gid blandt os han vandre til sildigste Aar,           Omkrandset af Laurbær hans sølvgraa Haar!    O Corydon, Corydon, quæ te dementia cepit!7    Af skrevne Postnyheder vidste Stiftamtmanden, at Stats- raad Fasting er bestemt at skulle indstevnes for Rigsretten, ikke for at have tilraadet Horten (det kunde dog have nogen Grund), men fordi han har modtaget Gage baade som Stats- raad og Commandeur i Søeetaten. Kun 6 Stemmer skal have været for ham. Mange troe at Kongens Forslag om en ny Adels Oprettelse er blot en saakaldet Demonstration, noget han har troet at maatte gjøre, for at tilfredsstille de udenlandske Magter og den svenske Adel, men som han ikke venter, maaskee ikke engang ønsker bifaldt af næste Storthing. 30te August.    I Tilskueren er ført et fyndigt og kraftfuldt Forsvar for politisk Frihed og Tolerance. P. Drangsal8 spørger i et Brev, hvad man egentlig tør skrive, og efter hvilken Lov man skal dømmes, da Grundloven og den endnu gjældende Forordning af 27 Sept. 1799 staae i aabenbar Modsigelse. Paa den tilladte Anonymitet og Overdommernes hidtil brugte Lemfældighed nær, synes virkelig ogsaa nu vore Presser saa bundne, som nogensinde i Danmark efter Censurens Ophæ- velse. Der som her kan den, man ei udtrykkeligen vil til Livs skrive temmelig frit, men Gud hjælpe den, paa hvem man har et ondt Øie! Haardere, mere inhumane Domme ere vel aldrig faldne i Forhold til Brødens Storhed i noget cultiveret Land, end Byfoged Riis's over Hjelm. s.258   31te August.    Rigstidenden meddeler den Tale, hvormed Kongen op- løste Storthinget, og Præsidenten, Amtmand Sibberns Svar. Efter Omstændighederne kunde vel ikke Kongen sagt stort andet. Tilstaaelsen, at han var misledet, stred naturligviis mod hans kongelige Værdighed, og saa er det da ikke andet end -- vistnok i ganske humane og lemfældige Udtryk -- den gamle Vise, at Grændserne mellem den lovgivende og executive Magt er ikke nøie nok fastsat, til hvilken Ende han gjør adskillige Propositioner og vil endvidere forelægge næste Storthing et Lovforslag angaaende Statsraadernes An- svarlighed. Det mærkeligste Sted er følgende, som jeg af- skriver, for at sætte det ved Siden af et andet i Sibberns Tale: "Indprent hos Eders Medborgere den Overbeviisning, at Friheden ikkun da er grundfæstet, naar Regjeringen er stærk, at ingen Garanti finder Sted, naar ei Magterne er i fuldkommen Ligevægt!" (Ere de det ei efter vor Grundlov, naar den overholdes, saa godt som efter nogen anden Nations?) "og at mangen constitutionel Stat, naar man vil undgaa Rystelser, hvis Følger ere uberegnelige, maa bortfjerne en afgjørende Overvegt over en beskyttende Regjering". -- Sib- berns Svar er intet Mesterstykke af Veltalenhed, men efter- lader iøvrigt aldeles Intet at ønske og berettiger kun til det norske Folks Agtelse og Erkjendtlighed, saalænge endnu en Gnist af Frihedsaand ulmer i Normændenes Barm. Kongen har af de omhandlede Gjenstande kun berørt Opgjøret med Danmark. Sibbern bringer ogsaa Sagen om Adelen paa Bane og taler da disse herlige og frimodige Ord: "Det er muligt, vi kunne have feilet i vor Anskuelse, og som Følge heraf tillige i vor Beslutning, thi at feile er det skrøbelige Menneskes Lod, men frimodigen vove vi at ytre, at Natio- nal-Repræsentationen bør haabe, den lige saa lidt i denne som i nogensomhelst anden fra dens Side fattet Beslutning s.259   end i fjerneste Maade har handlet imod sine Pligter, og villigen antager den i saa Henseende med Deres Majestæt, at Magterne i en constitutionel Stat, bragte ud af Lige- vægten, lede til Rystelser i Statsmaskinen, som ere uberegne- lige". Macte virtute esto!    Af de ankomne Breve var et paa svensk fra David Munch af Rosenskjöld. Længe før Sverige haabede den Ære at kunne regne mig blandt sine ypperste Mænd, kjendte han mig af mine mageløse Skrifter, af hvilke han endog har oversat nogle, formedelst deres henrykkende Veltalenhed. Han havde indtil for kort siden troet, at jeg endnu var i Kjøbenhavn, og var ikke bleven lidet glad, da han hørte at jeg var Biskop i Norge, han formo- dede i Christiania (hvorhen Brevet var addresseret). Ven- telig havde jeg succederet en Munch, der -- hvis hans svage Hukommelse ei bedrog ham -- i de sidste Aar havde været Biskop i Christiania, og som ventelig var i Slægt med ham, da hans Familie var norsk og for 150 Aar siden flyttet til Sverige9. Denne Mand, hvis litteraire For- tjenester den kjøbenhavnske Prof. Müller har kundgjort i Journal for udenlandsk Litteratur, dyrker endnu stundom Sanggudinderne, og har saaledes nu ved Kronprindsens Nær- værelse i Skaane til en Fête digtet en Sang, som han ønsker indført i -- Nationalbladet(!!!), hvortil han udbeder sig min Assistence. 1ste Sept.    I Morgenbladet er et ret vel skrevet Stykke, hvis egentlige Tendens jeg ei tilfulde fatter. Egentlig skulde det være Gjen- drivelse af en Yttring i Nationalbladet om den almindelige Util- s.260   fredshed her skulde herske, men er det virkelig hans Alvor, at han slutter sig til Nationens Tilfredshed af den Mængde Kjøbere i alle Boutikker, af de lystige Frokoster, af de hyp- pige Valfarter til Lystleiren, den svenske Fregat osv., da er det en afskyelig Alvor; er det derimod Spøg, Persiflage som dog et Par Yttringer synes at modsige, da er det ikke mindre afskyeligt at ville bortgøgle de vist heel alvorlige Følelser, der maa gjennemtrænge hver ægte Normands Barm. Saa- ledes at forfranske os, at vi skulle dandse paa Ruiner, og behænge dem med Bjælder, at deres Raslen kan klinge lifligt i vort Øre, det kan vist ikke være den veltænkende, skjønt ikke altid velhandlende Carl Johans Ønske. -- Med Østerpost skrev jeg til Provst Munch. Jeg fandt at hans adelige svenske Navnes Hjernefoster aldrig kunde overgives i bedre Hænder, og bad ham, da jeg ikke føler Kald til at fortsætte Correspondancen, formelde Forfatteren min ødmiu- kaste Hilsen. 2den Septbr.    Mon Universitetets Stiftelsesdag ogsaa i Aar er cele- breret i Christiania, efterat Fundatsen tredje Gang er nægtet Sanction, og vil nok saa blive fremdeles, naar Kongen paa næste Storthing faaer det afgjørende Veto? I Aar kunde Studenterne have en Slags Raison for dem, hvis de teede dem som forrige Aar. -- Jeg sad hjemme den hele Dag, og var ikke engang i Kirke. Mit Humeur er i disse Dage overmaade slet. Syg er jeg ikke uden en Smule nervesvag, men paa mit Sind hviler en svar Byrde, som jeg ikke føler Kraft til at afvælte. Jeg omsvæves af et tykt Mørke, og i dette Øieblik seer jeg ingen Mulighed, at det nogensinde kan adspredes. "Af Norges svundne Herlighed kun matte Glimt vi skue"; snart svinder vel det sidste. O hvorfor s.261   kunde det ei blive som det var før 14de Januar 1814? Da kjendte vi intet bedre, men nu! O Carl Johan! 3die Septbr.    Rigstidenden fortæller, at Kongen forlod Christiania d. 26de Aug., og at der den 19de gaves ham en Militairfest til Ære i Leiren paa Etterstad, hvor nogle norske og svenske Officerer istemte en Vexelsang, hvoraf hverandet Vers var paa Svensk og hvertandet paa Norsk til Tegn paa den bro- derlige Harmonie, hvilken ogsaa yttrede sig den hele Nat. 700 Personer af begge Kjøn vare forsamlede i Balsalonen. Unionsflag og Navnetræk og Transparenter og Portrait, omgivne av en Lampe-Glorie vare at skue; alt var ganske superbe. Det lader jeg altsammen gjælde, det maa saa være! men hvorfor Olsen skrev et ucantabelt Afskedsdigt, fuldt af overdrevne Lovtaler, som om Kongen ved denne sin Nær- værelse havde erhvervet sig udødelige Fortjenester af vort Fædreland? -- det lader sig vanskeligen forklare. Hvad skal opmuntre Fyrsterne til Viisdom og Retfærdighed, naar man i Folkets Navn yder dem lige Berømmelse, hvad enten de handle som Fædre eller Despoter? Man tie! derved voves ei det mindste. Carl Johans lyse Aand vilde forstaae Tausheden, og hans i Grunden ædle Hjerte maaskee med lønlig Anger føle dens Betydning. 4de Septbr.    Præsten Schydtz og Consul Meltzer ere hjemkomne fra Christiania. Begge have besøgt mig og fortalt en heel Hob Nyheder. Sibbern, der i Anledning af Afskedstalen, som Kon- gen var misfornøiet [med] og vilde have forandret, skal have viist megen Kjækhed, ansees som Storthingets første Mand, og til Beviis derpaa, gav man ham efter Thingets Opløs- ning en Diner, hvor Knudson i Storthingets Navn over- s.262   rakte ham en Thee-Service af 2 -- 300 Spd. Værdi. Falsen var ikke tilstede og skal ei heller have subscriberet. Baade Wedel og Fasting staae for Rigsretten. Efter den Tilladelse Grundloven giver den Anklagede at udskyde en Tredjedeel, ere alle Bønder, samt Flor, Young og Hoel udelukte; kun er en Lensmand Quam Dommer i Wedels Sag istedetfor Assessor Collett, som han, men ikke Fasting har forkastet. I Fastings Fraværelse er Oberste Krog ved Cadetcorpset gaaet til Stockholm som constitueret Statsraad. Man anseer det endnu for uvist, om Wedel faar Afsked (at Rigsretten giver ham den, troer man ikke), da man ikke troer han kan undværes. Tank, som engang havde Kongens Fortrolighed, er falden i Unaade over en Yttring i Storthinget, at Kongen, naar man handler som han vil, er from som et Lam, men derimod grum som en Tiger, naar man gjør ham imod. "Havde han endnu sammenlignet mig med en Løve!" skal Kongen have sagt, "men en Tiger! Gud frie os!" -- og en anden Gang: "Det er dog bedre at have en fornuftig Mand til Fiende end en Nar til Ven!" -- Alt gik, som man veed, herligt og vel til Slutning, men Nogle troe be- stemt, at det var hans Hensigt, da han gav Ordre til en Søe- og Landmagts Fremrykning, strax at bevirke en For- andring i Norges Constitution. Det underligste er hvad nogle paastaae, men andre benægte, at det var Ruslands og Englands Mediation, der bragte ham paa fredelige Tanker. Suchteln skal have sagt: "Keiseren, min Herre, gjør sig det vel til Pligt at standse Frihedssværmeriet og beskytte Fyrsterne mod et oprørisk Folk, men ikke mindre er- kjender han det for Pligt, at beskytte det Folk, som har en lovlig og erkjendt Constitution, og ikke gjør sig skyldig i Over- trædelse af dens Grundsætninger." -- Det første Svar, som gaves om de skarpe Patroner, skal have været: "Den svenske s.263   Armee medbringer altid skarpe Patroner, naar den holder Lystleir i et fremmed Land."(!) 5te Septbr.    Bull er nu ogsaa hjemkommen. Det er ubetydeligt, hvad han tilføiede Schydtz og Meltzers Fortællinger. De svenske Officerer vilde han ikke rose. Den Generallieutenant Posse, der commanderede de samtlige 6000 Mand, skal være en, efter Anseende, meget stolt og opblæst Mand. Ceder- ström, Björnstjerna og Tavast gaves ikke stort bedre Vidnes- byrd. Mellem de norske og svenske Soldater skal have hersket beundringsværdig Enighed. Hallingdølerne skal i Begyndelsen have gloet lidt ilde til Svenskerne, og givet smaa Finter, men siden blev der bedste Harmonie. Engeström (Excel- lencen Lars kaldes han i Sverige) menes at være Skyld i de fleste Misgreb, som i den sidste Tid have fundet Sted fra Regjeringens Side; hos sine egne Landsmænd nyder han liden Agtelse. -- Til Hovedstadsnyhederne hører endnu, at Kongen skal have foræret Biskop Bech 1000 Spd., en ei ubillig Godtgjørelse for de Bekostninger, Narrestregerne paa Etterstad voldte ham, der ude i Opsloe bestandig maatte holde aabent Taffel. At Wergeland ogsaa har faaet 1000 Spd. er ventelig Løgn. Maaskee er det Munch. 6te Septbr.    Sagen og hans Kone havde meldt sig her i Aften; vi indbød Stiftamtmanden og Byefoged Bull til at gjøre dem Selskab, og tilbragte saaledes samlede nogle heel be- hagelige Timer. At Storthinget længe var Samtalens Æmne er begribeligt. Ole Svanøen rostes som en sindig og ret- skaffen Mand. Han, samt Lensmændene Evjenth og Øverland ere de første, som have faaet Hædersmedaillen "for Borger- daad", hvorom læstes i Rigstidenden for to Aar siden. s.264   Amtmand Berg bærer man billigt Nag til for den Bodøiske Affaire. Theis Lundegaard fandt Bull at være det imperti- nenteste Menneske, han i sit Liv har kjendt. Christie til- staaer hans Impertinence, men anseer ham for en ærlig Mand. Imod Forventning skal Elieson have været taus. Blandt Bønderne af Christians Amt skal Østen Øvren have været den taaleligste. Tank prostituerede sig saare ynkelig under sit Præsidentskab, hvor han aldeles spilte Herman von Bremens Rolle, og holdt med den som talte sidst. Flor gjorde sig engang Haab om at blive Postmester, og teede sig i den Tid meget rolig; siden blev han Oppositionsmand som før. Øverland, som jeg i 1815 -- 16 slet ikke kunde lide viste sig i Aar fra en meget agtværdig Side. Kastrup taug. Sebbelow kjender man. Astrup = Kastrup. Stenersen var den skikkeligste af de 3 Kjøbmænd fra Christiania. Pløens Motion om en Adresse til Kongen om Krigsskibene var Bull meget misfornøiet med, men Christie gav den Medhold, og sagde, at han selv havde været istand til at gjøre en lignende, da han ansaa deres Ankomst for et aabenbar grund- lovstridigt Skridt. (Kongen har overalt, som det synes, tabt sine to varmeste Venner i Bergen; det er vel og Til- fældet paa flere Steder. Han kan ventelig undvære os). Tønsbergs Repræsentant Grønnerup var aldeles ingen enragé, viste sig meget sindig og honet. Gram er reent nedstyrtet fra sin Herlighed, og ansees nu af begge Partier for en forfængelig Nar. Begge Mænd af Navnet Blom, skjønt Antipoder i deres Meninger, vare ubetydelige. Sorenskriver Landmark udmærkede sig, men Fogden spilte en passiv Rolle. Payecken skal have viist sig som en redelig Patriot, og det er alt hvad hans gamle Ven og Skolecammerad kunde ønske; at han er borneret har jeg længe vidst. Af Hedemarkens Repræsentanter omtaltes kun Ole Aasæt som en Person uden sund Menneskeforstand. 1  tilbake Den siden bekjendte Borgermester i Christiania Carl Fougstads Fader. 2  tilbake Præsten i Hosanger. 3  tilbake Den senere Biskop i Christiansands Stift. Han var 1819, endnu ikke 22 Aar gammel, bleven resid. Capellan til Hans og blev 1821 Sognepræst til Skaanevik. 4  tilbake J. v. d. Lippes "lærde og veltalende" Bedstefader, der ligeledes hed Jacob v. d. L., var i sin Tid Sognepræst til Solum og Pavels's Provst i den Tid, da denne var Capellan i Brevig. See herom Pavels's Autobiographi S. 115. 5  tilbake Se om denne mærkelige Sag Y. Nielsens Norges Historie efter 1814 I, S. 510 fgg. og (M. Birkeland) i Dansk Biogr. Lex. VII, S. 462 fgg. 6  tilbake Først udkom et Tidsskrift under Navnet "Hermoder" i Christiania i 5 Bind 1795 -- 1800, senere et Ugeblad af samme Navn i Tyverne og endelig atter et æsthetisk Ugeskrift: "Ny Hermoder" 1841 -- 43. 7  tilbake Virg. Ecl. II 69. 8  tilbake En Pseudonym. 9  tilbake Den borgerlige Familie Munch, hvortil J. St. M. hørte, havde Intet at gjøre med den heromhandlede svenske Mands.

bla bakover

bla videre