|
26de Juli. Da jeg havde seet de vel og ordentligen førte Embeds- bøger, samt examineret de unge Skoleholdere (af hvilke den ene hedder Jan de Vitte) og fundet deres Sang og Skrift efter Forventning maadelige, faldt det mig ind, hvor høist urimeligt det var, at jeg, kun to Mile fra mit Hjem, i dei- ligt Veir, gik og ennuierede mig i en ikke morsom Præste- gaard, istedetfor at sætte mig paa en Hest, og i 3 -- 4 Timer ride hjem til min kjære Bispegaard. De Indvendinger, der gjordes fra Præstefamiliens Side havde ikke stort at betyde, Johan pakkede ind, og jeg holdt et Visitatsmøde som unegte- lig var det meest compendiøse, der er holdt i disse 3 Aar i min Nærværelse. Man er i Fanøe saa reen for alskens Brøde som Barnet i Moders Liv. Det er ret opbyggeligt! Vi kom nu betids til Middagsbordet. Chr. Hertzberg har en Anecdote om en polsk Gesandt, der var kommen til det danske Hof i en af de ældre Kongers Dage, og som drak alle Mennesker under Bordet, indtil man endelig fik fat paa en berømt Smed ved Holmen, der aldrig kunde blive fuld. Ham udklædte man som Hofmand, og lærte ham, ved hver Pocal han drak, at sige: à vous! hvorpaa Gesandten maatte gjøre Besked, og tilsidst give sig tabt. Samme Eensformighed har hersket ved Skaaldrikningen paa Fanøe Præstegaard i disse Dage. Fra Mandag Aften til Thorsdag Middag, 5 | |
| s.231 | Maaltider altsaa, begyndtes: "Deres Høiærværdighed!" derpaa "Hr. Provst!" hvorpaa jeg fandt mig beføiet til at udbryde: "Fru Daae! Hr. Daae!" Saa fik han igjen Ordet, og erindrede -- i de sidste Dage -- "Kjøbmand Fritzner!" fremdeles "Kjære Søn med Kone!" (naar hun var tilstede). Stakkels lille "Broder Jacob" blev glemt de tre mellemste Gange, men i Dag, zu guter letzt, fik baade han og en Jfr. Meyer, som gik og vartede op, en høitidelig Skaal. Ikke engang Bispinden og Provstinden nævnedes, og saa lod jeg det naturligviis beroe derved. Jeg kan overalt ikke sige, at den Mand behager mig; han er kold som Iis, og synes i Temperament og Grundsætninger og alt at afvige saa langt fra mig, at jeg vist, i hvilket Forhold vi end maatte have staaet i Ungdoms og Manddoms Dage, aldrig kunde bleven hans Ven. -- Ingen gjorde Mine at følge mig paa Veie, og det kunde og være det samme. 27de Juli. Rigstidenden fortæller, at Grevinde Mörner har paa sin Mands Begravelsesdag skjænket 2000 Rd. Bco. til Stockholms Fattigvæsen, og derimod ladet ham begrave med langt mindre Stads end ellers er Skik ved Seraphimer Riddere. I Tilskueren stod et Stykke, der oversat burde sendes til Tydskland, Frankrig og England og trykkes der i de meest læste Aviser. I Hamburger Correspondenten er indrykket et Brev fra Stockholm af 1ste Juli, hvor man lover en rigtig Udvikling af Tingenes Tilstand i Norge, og hvor baade Folket og Storthinget behandles paa en heel uværdig Maade. Desværre, disse Ondskaber synes at bære et altfor officielt Præg, men mesterligen bedømmes og gjen- drives de i dette Stykke, hvis Forfatter vel ikke kan være nogen anden end Falsen. |
| s.232 |
28de Juli. Det er nu ganske forbi med den store Napoleon. Den 5te Mai døde han. I et af denne Bogs første Bind, medens denne høist mærkelige Mand culminerede i sin Mid- dagshøide, hvorpaa han kort efter dalede, ønskede jeg at kunne følge ham til Enden af hans underlige Vandring. Mit Ønske opfyldtes; den Vending, det efter den Tid tog med ham, anede da Ingen, uden de, der saae meget klart i mørke Cabinetter, men min Dom om ham var og blev uforandret. Jeg tilbad ham aldrig, og fordømte ham ikke nu; aldrig har jeg kunnet opgive den Tanke, at han var en af Jordens største Mænd, og fremfor alt langt større end dem som styrtede ham, haanede over hans Fald, og vilde sandsynligviis ogsaa snart juble over Friheds og Retfærdig- heds og Menneskeadels, kort alt det Høies og Ypperliges Undergang, forsaavidt det nød aabenbar Hæder; thi forbyde Privatmanden at gjemme det som et helligt Depositum i sit Indre, og hindre Efterverdenen fra igjen at drage det frem for Lyset til hver Mands Brug og Bedste -- saa- vidt gaaer hverken Alexanders eller Frantz's eller Friedrich Wilhelms Magt. Farvel da for evig, du det attende og den første Femtedeel af det nittende Aarhundredes største Mand! Hvad du egentlig vilde gjort, om Lykken fremdeles var bleven dig troe, det veed ikke jeg eller Nogen; at du i din Magts Dage udrettede meget godt, selv hvor du ei vir- kede umiddelbar, den Tanke kan jeg aldrig opgive; at dine Fiender have bragt Europa i en værre Fornedrelsestilstand end du, og at de, om Evne forundes dem, ville bringe det til det Yderste, er mig klart: og saa, da du nu var for gammel og nedstemt til igjen at fremtræde paa Skuepladsen, glæder det mig,at du er aldeles forsvunden, og at Nutidens Magthavere ei have andet end dit Minde at beskjæmme og |
| s.233 | din Skygge at føre for deres Triumfvogn. Sit tibi terra levis! I Statstidenden findes en særdeles curiøs Dedication ordlydende aftrykt ved Anmeldelsen af et oversat Skrift om Kirkedisciplin. Den er fra Dr. Baden til Kong Frederik den Sjette, og synes tydeligen anlagt paa at udvirke Hosernes Grønhed under hans nuværende Suspension1. Skriftet, som er imod de Reformatorer, der ønske et protestantisk Kirkeregimente indført, og vil da formodentlig have Kongen til Kirkens souveraine Overhoved, et lille bitte Trin [under?] Jesus Christus, fandt naturligviis Hans preussiske Majestæts høie Bifald, som tilkjendegaves derved, at Forfatteren svang sig med eet fra Capellan i en Flekke til Sognepræst i Königsberg med Prædikat af Overhofprædikant. Og da nu Dr. Baden "selv med Venskabs Opofrelse er den eneste i Landet, som har turdet gjøre opmærksom paa et for Konge og Undersaatter lige farligt Forslag(?), saa smigrer han sig ogsaa med sin Konges Naade". -- Et Forslag om nye Epauletter o. dl. vilde dog maaske gjort bedre Virkning. 29de Juli. Efter Christies Fortælling opklares Udsigterne. Kongen skal være meget formildet, og har givet en Resolution an- gaaende Flaget, hvorover man glædes. Han har nemlig sagt, at Tingen ikke forekommer ham at være Gjenstand for en Lov, og at den altsaa som saadan ei kan sanctioneres, men da han erfarer, at det er Nationens Ønske, at have et eget Flag, og han intet har imod det af Thinget foreslagne, saa bifalder han, at det bliver Norges Coffardieflag. Heraf |
| s.234 | seer man, at Norge fremdeles i hans og de øvrige Poten- taters Øine betragtes som et selvstændigt Rige, og det er alt meget. Hvilken Skade, at denne Mand ikke læser eller taler de Nationers Sprog, over hvilke han sattes til Herre! Og nu, da Sønnen er fraværende, kan man sige eller fortie for ham, hvad man vil. I Sverrig, hvor hver Skoledreng taler Fransk, gaaer det endda an, men Gud hjælpe os! -- Sandels skal være ilde lidt i Christiania. 31te Juli. Endnu et Dødsfald har jeg at anføre: Digteren Thomas Thaarup har i denne Maaned sagt Jorden Farvel, næsten 72 Aar gammel. "Hans Tale var hvas som Biens Braad, hans Viser var som dens Honning." Aldrig er sagt noget sandere, mere charakteristisk om et Menneske end disse Sneedorffs2 Ord om Thaarup. Idel høie, ædle Følelser udstrømmede fra hans Digterpen. Til Guddom- mens Ære, til Fædrelandskjærligheds, Velgjørenheds, alle milde Dyders Priis har ingen dansk eller norsk Skjald sunget som han -- men naar man saae ham, strømmede fast idel bittre Sarcasmer fra hans Læber, hvert andet Ord han talte aandede egoistisk Dadlesyge. Jeg havde, naar vi mød- tes, et besynderligt Held til at behage ham, men amicus Plato, amicus Socrates, magis amica veritas -- han var en ædel Digter, men intet elskværdigt Menneske3. 1ste August. Mit første Morgenarbeide paa denne min Fødselsdag, da jeg fyldte mit 52de Aar, var at gjøre en skriftlig Pagt |
| s.235 | med mig selv, hvilken underskreven og forseglet, med Udskrift "Deo et mihi!" ligger i min Pult. Hvad den egentlig angik, er ikke nævnt der, og nævner jeg ikke her. Sagen interesserer intet Menneske uden mig selv, altsaa gjælder det blot, at jeg i Fremtiden handler saa, at jeg altid kan bestaae for de to Vidner, som allevegne ledsage mig: Gud og min Samvittighed. Det skee! 3die August. En Pige kom i Morges, og beklagede sig, at medens Betaling til Kirke og Skole, til Sognepræst og Kirkebetjente var hende eftergiven ved hendes Copulation med en fattig Karl, var Arentz ved Domkirken ikke destomindre ubøielig i sin Fordring af 1 Spd. Uden skriftlig Andragende befatter jeg mig ikke mere med slige Ting, men da jeg her havde Sort paa Hvidt fra de øvrige, saa medgav jeg Pigen en Seddel til Arentz, at hvis hans Paastand om en Specie var uforanderlig, kunde han fordre den af mig, som mod Qvittering vilde betale den af egen Lomme. Herpaa fik jeg da mod Aftenen det Svar, at han saa ofte var bleven be- dragen, at han ei uden yderste Nødvendighed eftergav sin Rettighed; men det forstod sig, naar jeg intercederede, var han villig som skyldig. Posten bragte et indholdsrigt Brev fra Neumann. Hans Raisonnements om Tidernes Tegn forbigaaer jeg, da Betragtninger derover vilde medtage mere Tid end jeg har tilovers for Dagbogskrivning. I det meste er jeg enig med ham, men et og andet kan jeg ikke betragte fra samme Synspunct som han, der finder Forandringer i vor Grund- lov med Hensyn paa Repræsentationen nødvendigere, Natio- nalbladet farligere og Kongens hidtil bekjendte Forhold mere liberalt, end jeg endnu er istand til. Jeg holder mig da til det Historiske. Rygterne om en større svensk Magt hiin- |
| s.236 | sides Grændsen, om fire svenske Fregatters Bemanding med 7000 Mand Svenske, om de til Norge ankomne Svenskes Overmod, tvetydige Sindelag, og med 60 skarpe Patroner fyldte Tasker, lader han staae ved sit Værd. Paa Hede- marken skal der være Haab om snart at see Embedsmændene bag deres Stol; det torde være Løgn, men notorisk skal det være, at Bønderne deroppe forskrive syede Klæder fra Lon- don, medens 3 Aars Skatter ere ubetalte. At Flor den 29de Mai sagde med rene Ord, "at Kongen har forskjertset Landets Vel", hørte Neumann selv, ligesom ogsaa en Rosen- kilde mundtligen fremførte det smukke Forslag, at gjøre Keiseren af Rusland til Mediateur mellem det norske Folk og dets Konge. "En af Storthinget" skal have ledet Kongen til at gjøre den første Petition om Udsættelse af Adelsloven. I hvo han var, var han neppe Kongens og Landets Ven; thi jeg finder denne Petition i høi Grad ufor- sigtig. Wedel har søgt og faaet Afsked4; han vilde faaet den usøgt, da han to Gange har vægret sig for at under- skrive, hvor han blot skulde protesteret. Et af to, saae jeg ham dog heller som Statsraad eller Minister, end som Storthingsmand, hvilket han formodentlig bliver, hvis vor Grundlov bliver ukrænket. Den Bodøiske Affaire kostede os da 15,000 Pd. St.; og da nu Denowan kom triumferende og lod sig udbetale Femtedelen af Summen, gjorde han et stort Festin, og indbød Storthingsmænd, og de kom og drak sig fulde, og sang i Fuldskab: "For Norge Kjæmpers Fødeland"!!! Biskop Bech maa i denne Tid holde aabent Taffel for dem, der sultne og tørstige komme ned fra den glædelige Beskuelse af Lystleiren; det er nu sag- tens ingen politisk Nyhed, uden forsaavidt Anledningen er det, desværre altformeget. Rigstidenden meddeler particularia |
| s.237 | om Lystleiren. En Generallieutenant Posse commanderer paa Statholderens Vegne det hele Corps. Kongen forlod Stockholm den 18de Juli. Blandt de Ulykkesfugle, som ere i hans Følge, er ogsaa den berømte Tawast. Lykken turde være os saa god, at han blev vor Statholder. Bankdirec- teur Petersen i Throndhjem er sat under Tiltale for Trykke- frihedens Misbrug; han er gammel Synder alt fra den franske Revolutions Dage. 4de August. Stiftamtmanden sendte mig til Gjennemlæsning den Adresse, der sendtes Kongen i Anledning af den naadige Proposition om Erstatning for den gamle Adel og Opret- telsen af en ny. Storthinget erkjender i denne Meddelelse et nyt Beviis paa Kongens landsfaderlige Omsorg for Norges Fred og Hæder (?) og Nidkjærhed for Retfærdighedens Haandhævelse, men beklager derhos, at dets Beslutning om Adelen har vakt H. M.s Utilfredshed, ja endog udsat Folket for Miskjendelse i Europas Øine, "dette Folk, der aldrig har tragtet efter den sørgelige Udmærkelse, der skulde bestaae i at trodse Europas Dom, men ønsker at leve i Fred mellem sine Fjelde uden at fornærme eller fornærmes". Kongen har lykkeligviis selv havt Leilighed til at kjende Folket som et god- modigt, roligt, lovlig Samfundsorden lydigt Folk, og det tør haabe, at dets Sindelag i H. M. selv har den bedste Tals- mand. For sine Beslutninger om Adelen troede Storthinget at finde Hjemmel i Grundloven. Adelens Rettigheder i Norge staae i langt ringere Forbindelse med Statsforfat- ningen end i de fleste andre Lande; de Betænkligheder, som andensteds kunde opkomme mod disse Rettigheders Formind- skelse maatte her bortfalde. Om Erstatning for de Indivi- duer, som maatte lide Tab ved Storthingets Beslutning, havde Storthinget intet meldt, da det indstillede Loven til |
| s.238 | Sanction, saasom det troede at Enhver selv, med Beviis for det lidte Tab, vilde reclamere disse Rettigheder ved Andra- gende til Kongen eller Nationalrepræsentationen. Desuden ansaa det en privat Lov angaaende alle saadanne Godt- gjørelser efter Grundlovens § 115 nødvendig, kun havde det af Mangel paa fornødne Oplysninger endnu ikke kunnet gjøre Udkast. Imidlertid havde Storthinget, for at undgaae Tvivl om dets Beredvillighed til at hylde Retfærdighedens Grund- fæstninger, nu besluttet: at det paa Nationens Vegne er- kjender det Grundprincip, at ethvert Individ af Adel, som ved de sidste Beslutninger beviisligen har lidt saadant Tab, for hvilket Grundloven til- siger Erstatning, skal nyde fuld Godtgjørelse, og at man henstiller til H. M. i sin Viisdom at bedømme og foreslaae Maaden, hvorpaa saadan Erstat- ning rigtigst bestemmes. -- I Henseende paa Forslaget om en ny Adels Oprettelse, da maa Storthinget betragte det som et Constitutionsforslag, der efter Grundlovens § 112 først ved næste Storthing kan tages under Overveielse og afgjøres. Man indstiller derfor til H. M. at foranstalte det fornødne, hvorefter et nærmere Forslag i Overeenstem- melse med bemeldte § kan vorde fremsat og paa næste Stor- thing tages under Behandling til Afgjørelse. -- Adressen er vel skreven, men har ikke Falsens correcte elegante Stiil; man mener, at enten Krogh eller Arntzen er Forfatteren. 5te August. Prof. Keyser5 gav mig et forhen savnet Lys i den Bod- øiske Sag, og saa lader alt sig forklare. Denowan er langt ude i Svogerskab med forrige Lord Castlereagh, nu Marquis Londonderry. Denne har Fribillet til Kong Georgs Hjerte, |
| s.239 | "hvad han troer er reent"; altsaa, ligerviis som Præsten Schive6 blev Ridder af Dannebrogen, fordi Biskop Keysers Famulus var hans Svoger, saaledes maa og Norge betale 15 000 Pd. St., fordi dets Creditor er i Familie med en almægtig engelsk Premierminister. "Blodet er aldrig saa tyndt, at det jo er tykkere end Vand." 6te August. Hvad jeg af Rigstidenden, Morgenbladet og Samtaler iaften hos Christie har kunnet faae vide om Kongen og Poli- tiken er følgende: Fra Sverige skal fast over hele Europa være udbredt det Rygte, at der i Norge var, om ikke ud- brudt Oprør, dog umiskjendelige Oprørssymptomer. Derfra det lumpne Brev i Hamburger Correspondent og de øvrige slemme Tegn, der ere læste i vore egne og fremmede Aviser, derfra og den smukke Artikel fra Stockholm af 6te Juli, som staaer i Statstidenden, at en svensk Eskadre, bestaaende af 13 Krigsfartøier var udløben fra Carlscrona, for at krydse ved de norske Kyster og stationeres der; derfra Rygtet om alskens fremmede Ministre, som skulle indfinde sig i Christiania. Kongen skal have havt i Sinde fra Strømstad eller idetmindste fra Tomb (Sommerhjelms Gaard) at reise til Christiania paa en Fregat for ikke at møde de oprørske Nordmænd. Men han kommer til Grændsen og see -- alt er roligt. Over det hele Rige er ikke gjort et mistænkeligt Skridt; man har ikke seet 5 Mennesker samlede paa en Maade, som kunde udlægges som Mytteri. Storthinget er aldrig afveget det mindste fra de constitutionelle Former, men har roligen fortsat sine Forhandlinger. Det har endog, ifølge den fra Kongen indkomne Erklæring, forenet med et høist antageligt Forslag angaaende et udenlandsk Laan og |
| s.240 | Betalingsterminerne, bekvemmet sig til Conventionens bogstave- lige Opfyldelse angaaende de 3 Millioner. Sandels mødte Kongen ved Svinesund og reiste hjem fra Tomb for at modtage ham i Christiania. Kongen medgav ham en Hilsen til Storthinget, at han var tilfreds med det og glædede sig til personligen at bevidne det sin Tilfredshed. Han kom til Christiania Søndag Eftermiddag den 29de. Man modtog ham som sædvanlig i Opslo Ladegaard med en Velkomstsang, der blev sunget af Damer, og udmærkede sig kun derved fra dem, man nu har seet i 6 -- 7 Aar, at det var den sletteste af dem alle. Alt dette kan nu forsaavidt være godt og vel, men, skal jeg dømme fra mig selv, er der ved det Passerede fæstet en Braad saa dybt ind i de ædleste Nordmænds Hjerter, at det vil koste Møie at udrive den. De svenske Soldater havde virkelig skarpe Patroner. Arenfeldt gik i den Anledning op til Statholderen eller General Posse og androg i sit eget og sine Medcommanderendes Navne, hvor- ledes det kunde afstedkomme Uorden, for hvilken han og hans Landsmænd ikke kunde være ansvarlige, hvorfor de samtlige bad sig entledigede fra Commandoen, hvis ikke heri skede Forandring. De skarpe Patroner bleve da afleverede paa Fæstningen. Tawast troedes udseet til at afløse Sandels, om ubetinget, eller for det Tilfælde, at Sandels fandt sig for svag til at holde Justits blandt Oprørerne, veed man ikke. Endelig anføres fra dette Stiftamtmandsselskab, at Justitsminister Kaas i Kjøbenhavn underholder Dandserinden Madam Schall som Maitresse. Da hun vel ikke er langt fra 50 Aar, kunde man af Kaas ventet større Scandal, og Forventningen skuffes ikke; thi ei alene giver han paa fransk Maneer petits soupers hos hende, men giver endog Au- dience i hendes Værelser7. Maaskee hun endog næst |
| s.241 | Adjutanterne er den, man sikrest henvender sig til, naar man vil have et godt Præstekald. 7de August. Bjerregaard har nu ogsaa besunget Mörner. Man skulde fast troe, det var paa Trods, alle vore Digtere skrive Lovdigte over Mörner, da man veed, han var i en Slags Unaade, men han fortjente dem sikkerligen. -- Fra Arentz  8kom en ny Skrivelse. Han kalder mit Brev af 8de Novbr. f. A. "høist venskabeligt". Det var det dog virkelig ikke, og det vil nok vare en Stund, inden noget Brev fra mig til ham fortjener dette Navn. 9de August. Jeg fik et Brev fra Biskop Sørensen, hvori han sender mig en Bog, han har udgivet om den Lancasterske Lære- methode, anvendt i norske Almueskoler. Jeg har endnu intet læst i den uden en Note, hvoraf jeg erfarer, at Skolevæsenet i Christiansands Stift omtrent staaer paa samme Punkt som i Bergens, hvilket er os en Ære og dem en Skam, da Brun ingenlunde var en Hansen, og jeg heller ikke i de Maader tør sammenligne mig med en Sørensen. En saadan Lancastersk Viisdomsbog lod jeg nok være at skrive. 10de August. Jeg maa bede Bergens Spidsborgere om Forladelse. 19 smaa Orlogsfartøier ere komne til Christiania, og |
| s.242 | en Fregat til Filtvedt ved Drøbak, alle svenske. De kom den 31te Juli, altsaa to Dage efter Kongen, da han alt længe havde vidst, at Roe og Orden herskede over hele Riget. Det er høist besynderligt, og man fristes virkelig til at troe, at der var en Radicalforandring i Gjære, som han vilde drive igjennem med Magt, naar gode Ord ikke hjalp. Dette skal dog ikke være Tilfældet. Til Storthinget ere indgivne 5 Constitutionsforslag, men paa aldeles grundlovmæssig Maade til Afgjørelse paa næste Storthing; ei heller ere de saa vigtige, at mindste Uroe derover kan være at befrygte. Efter Stiftamtmandens Fortælling ere de følgende: 1. At ingen Lov kan undvære kongelig Sanction, og at det staaer Kongen frit for at negte denne -- naar og saa ofte han vil. (Det var og det Tilskueren nylig foreslog). 2. At Kongen selv blandt de valgte Storthingsmænd udnævner en Præsi- dent, der vedbliver at være det under det hele Storthing. (Efterat man har seet Tank som Storthingets og Flor som Lagthingets Præsident, er der og adskilligt som taler for dette Forslag). 3. At alle Embedsmænd, undtagen Dommere kunne afsættes uden Lov og Dom. (Ja hvorfor ikke, naar nogle kunne det? jeg seer slet ikke, hvad der bør fritage en Præst for at dele Skjæbne med sin Biskop, en Capitaine med sin Brigade- chef). 4. At Storthinget kun samles hvert femte Aar. (Det vil neppe finde Bifald og bør det heller ikke). 5. At de i Stockholm fungerende Statsraader skulle være der 2 -- 3 Aar. (En meget ligegyldig Sag). Derimod fik jeg ved Stiftamt- mandens Godhed læse Kongens Rescript til Storthinget om de 3 Millioners Afbetaling i 30 Aar. Ordet latterlig er rig- tignok ikke brugt, som der engang fortaltes, men ellers er Tonen deri heel uanstændig af en Konge til et frit Folk; Christie brugte endog det haarde Ord uforskammet, og forsikrede, at hvis det havde været overdraget ham at besvare denne Meddelelse, skulde han, uden at tilsidesætte den skyldige |
| s.243 | Ærefrygt, brugt et langt kraftigere Sprog end Falsen, der udtrykker sig med vel megen Moderatisme. -- I Rigstidenden læses den Tale, Assessor Arntzen som Storthingspræsident holdt til Kongen, og dennes Svar. Det er altsammen meget kjærligt og fredeligt. Dog siger Kongen: "Lader os aldrig glemme, at alle Nationalrepræsentationer, der have søgt at træde den udøvende Magts Myndighed for nær, have afstedkommet en Splid, der ikke har havt andet end Anarchie eller Despotisme til Følge." Vel sandt, men har det norske Storthing nogensinde gjort sig skyldig i en saa- dan Brøde? har det gjort et eneste uconstitutionelt Skridt? hvad er der skeet, hvorfor det norske Folk fortjente at for- haanes i fremmede Aviser, og hvorfor man skulde gaae imod os som mod Røvere med Sværd og Stænger, sende os arme- rede Fartøier og Soldater med skarpe Patroner? Nei denne- gang frygter jeg, Kongens Blidhed og Popularitet i det vir- kelige Publicums Omdømme vil gjøre ondt værre. For et Par Uger siden haard og despotisk, nu mild og efter- givende -- hvo maa ikke anvende hans egne Ord i sidstnævnte Tale: "Aldrig have Nordens Folk hædret med Navnet god deres kraftløse Regenter." Kraft uden Standhaftighed, Conseqvents, er et intet betydende Ord. Nok talt herom! Af Hermoder kom 2 Ark. Det bliver Fjas, det seer jeg alt klarligen. Smaa tydske Romaner, Uddrag af Reise- beskrivelser, Anecdoter -- sligt har man nok af før, og andet bliver det neppe. Tyrkerne vise nu en saa afsindig Trods mod de mægtige Russer, at jeg næsten maa troe, de ere slagne med Blindhed, og at deres Time er kommen. 11te August. I deiligt Veir tiltraadte jeg min nye Reise, og kom efter 6 Timers Roning til Holme Præstegaard, ventelig saaledes kaldet, fordi dens ubetydelige Territorium er en |
| s.244 | omflydt Øe. Provst Hveding med Søn og Datter var kom- men igaar Aftes; andre Fremmede ventedes ikke. Man havde mod min Formodning belavet sig paa Middagsmad, ret et godt passende Maaltid med faa men friske og gode Østers. Jeg kan ikke miskjende disse Folks inderlig gode Villie, heller ikke Fru Doths Conduite og Huusmodertalent, men han er en Stakkel i enhver Henseende. Hans Prædiken, som leve- redes mig til Gjennemlæsning, havde følgende Thema: "Vor Frelsers Jesu Christi, der gjorde sin him- melske Faders Villie, hans gode Gjerninger, vær- dige og salige, at undersøge og nøie betragte." Deri betragtedes: a) Jesu Gjerninger, b) hvorledes de bør undersøges, c) hvor salig denne Undersøgelse er. I anden Deel, hvor Undersøgelsens Beskaffenhed forklaredes, vistes, at de bør undersøges paa hellig, beundringsværdig(!) os til ham overgivende Maade. Udviklingen svarede til Planen; en nogenledes ferm Skolediscipel i anden Classe vilde gjort det bedre. Hvorledes det ellers staaer til med ham, om han har aflagt sin gamle Skjødesynd, kan jeg ikke vide. Han er ikke fri for den mistænkelige Lugt, som pleier at følge Drankeren, ogsaa bar han sig lidt underlig ad efter Middag, men det kan gjerne have været blot For- knyttelse, Lyst til at vise sig fra en fordeelagtig Side og total Mangel paa Evne. -- Hosanger Kirke er dog nok den smukkeste paa Landet i Bergens Stift, lys, beqvemt ind- rettet, med Orden og Symmetrie, malet med Smag, uden gloende Farver. Almuen eier den. Gud veed, hvilken god Genius, der raadede for dens Bygning, da den en Jule- morgen for nogle og 20 Aar siden blev antændt af Lynilden og brændte af. Med al Respect for Provst Buschmann og Foged Landmark -- saadan er ikke Hareid Kirke. |
| s.245 |
12te August. At Doth nu er den usleste Præst i Bergens Stift, derom er jeg nu kommen til fuld Overbeviisning. I den skjønne Kirke, omgiven af den elskværdige Menighed, var jeg grædefærdig ved at høre den Prædiken, den Katechisation, ved at see den ynkelige Forknyttelse i alt, hvad han foretager sig, hos den Mand, der kaldtes til (maaskee for hele Decen- nier) at vække, vedligeholde og forstærke religiøs Følelse hos Gamle og Unge i dette Samfund. Og naar nu dertil kommer, at han ingenlunde har aflagt den slemme Feil, at han i Dag (med de Modificationer som hans indvortes og udvortes Jammerlighed medfører) spilte samme Rolle som Olsen: -- o da maa mit Hjerte bløde, og jeg bebreider mig selv, at have fremkaldt denne Lod over en Menighed, der ligesom Nordalens er groet fast til mit Hjerte. Havde jeg ikke læst Prædikenen, vilde det været mig umuligt at forstaae den, med saa tykt Mæle og dæmpet Stemme op- læstes den. Sangen holdt mig saa nogenlunde skadesløs, og med temmelig let Hjerte holdt jeg en Tale over Rom. 8, 9. At just min egen Katechisation nedstemte mig, kan jeg ikke sige. Det forekom mig rigtignok, at den Ungdom var bedre, som jeg sidst overhørte, men som uerfaren Begynder kunde jeg dog maaskee have taget feil. Den røbede ypperlige Anlæg, havde Raskhed og Liv; at den ikke kunde være meget oplyst, blev mig snart begribeligt, og at den herefter end- mindre kan vorde det, ligesaa desværre! Elendigere Tøi end Doths Katechisation har jeg dog aldrig hørt af en studeret Mand. Havde han endda bogstaveligen holdt sig til Pontoppidan! men nei, han vilde brillere, og det var da altfor sørgeligt. Han vilde, at Drengene skulde forklare ham, hvoraf man kan vide at Sjelen existerer. Det kunde de naturligviis ikke, og han meldte da, at det var ved Samvittigheden. Men denne Samvittighed var da et |
| s.246 | ampelt Begreb. Dermed forstaaer man Tanker, Beslut- ninger; det sidste Ords Betydning skulde udvikles lidt nærmere, og det skede da saalunde: "at man kan tilbage- kalde i Erindringen det Forbigangne, at man beslut- ter"(?) -- ja mere kunde han ikke besinde sig paa, sluttede altsaa med: det er Samvittighed! Nu da, saa fik vi lidt om Guds Egenskaber, blandt andet, hvorfor Skriften tillægger ham Lemmer. Med Øinene og Hænderne gik det da for saavidt brav; men saa spurgte han, hvad der forstodes ved Guds Fødder (?). Dette Spørgsmaal vilde sat mig, en gammel Bisp, i Forlegenhed; hvor skulde en stakkels Bondedreng i Hosanger vide noget derom? Hr. Doth for- klarede dem ved Guds Allestedsnærværelse. Touren kom nu til Verdens Skabelse, og Doth spurgte: "Naar skabte Gud Himmelen og Jorden?" Efter Bibelens Ord svarede en Dreng fornuftigen: "I Begyndelsen." Men han var ikke tilfreds og gjentog Spørgsmaalet. Svaret blev det samme. "Men hvad var da før Himmel og Jord?" -- Taushed. -- Saa vilde han fortælle noget om Chaos, men jeg frygtede, at han skulde komme altfor dybt ind i de cosmogoniske Systemer, afbrød ham med et sufficiat (i vort Modersmaal) og nu var det forbi. -- Touren kom nu til Skoleholderne. Den ældste i Hovedsognet begyndte, tog Bogen frem og spurgte Ord til andet, hvad der stod i For- klaringen, fik da og rigtige Svar, og gik saa videre; den Methode var da overmaade simpel. Hans Eftermand syntes ikke engang at have bragt det saavidt, og forløvedes i Unaade. De to Følgende var bedre. Hermed var det forbi, og jeg har ikke i en ublidere Stemning endt en lignende Forretning. At see saamegen beqvem Materie i Fuskeres Hænder, at see ukyndige Leiesvende rode som Sviin i de frugtbare Bede mel- lem herlige Planter, og efter Evne forvandske dem, istedetfor |
| s.247 | at forædle dem -- sandelig det er tungt. O at dog Flott- mann havde søgt dette Embede! Ved Bordet mellem os selv gik det endog en Smule lystig til og Doth sparede desværre ikke sin Viinflaske. Den "maatte lade sin sidste Blodsdraabe" og "fik ham da ogsaa under Aaget", efter Visens Ord. Stakkels Mand! han er nok enerveret, taaler yderst lidet. Hveding forsikrede, at han ikke havde drukket mere, men det var mere end nok: hans Selskab var mig siden høist ubehageligt. Han væver ikke som Grüner, gjør ingen Burschestreger som Olsen; jeg kan ikke beskrive hans Forfatning, det er total Sløvhed, der vil tilkjæmpe sig Kraft, forenet med en vis rørende Godmo- dighed -- man har en saare piinlig Fornemmelse derved. Alt i Eftermiddag gjennemsaae jeg Embedsbøgerne, og -- suum cuique! der er ikke en Præst i Bergens Stift, der fører dem med større Accuratesse og Orden end Arentz har gjort. Skrev han en bedre Haand, vilde han gjort en brillant Figur i et Tabelcontoir. 1 tilbake Dr. jur. G. L. Baden var i August 1820 bleven suspenderet fra sit Embede som Birkedommer og Birkeskriver i Hørsholm paa Grund af Kassemangel. Han flygtede, som bekjendt, til Christiania, men blev udleveret af den norske Regjering. 2 tilbake Den senere Contreadmiral H. C. Sneedorff i en Sang om Drejers Klub. 3 tilbake Mere om Thaarup og Pavels's Forhold til ham findes i P.'s Auto- biographi S. 223 -- 224. 4 tilbake Ikke ganske rigtigt; han fik nemlig for det første kun Tjenesteledighed. 5 tilbake Physikeren J. J. Keyser (Krum). 6 tilbake Dengang Sognepræst til Lund og Flekkefjord, siden til Ringebo. 7 tilbake Kaas's og Mad. Schalls intime og høist ugenerede Forhold omtales 8 tilbake Betyder, at A. var Præst ved Korskirken, og at Pavels betragtede ham som et Kors. (Note af C. P. Riis). |