|
14de Juli. Provsten leverede mig et saare tarveligt Schema til Morgendagens Prædiken, hvorefter jeg lagde en lille Plan til min paafølgende Tale. N. Hertzberg prædikede for ham i Bremnæs Annexkirke og viede 4 Par Brudefolk. Vi talte om de 3 Statholdere blandt hvilke Hansteen er enig med mig i at give Mørner det øverste Sted. Han var | |
| s.214 | vist en saare redelig Mand, mente det godt med Norge, og blev maaskee et Offer for hans Kjærlighed til os og Had til det Spionsystem, man i hans Tid intet vidste af, men som vistnok har hersket baade før og efter hans Dage. Sandels har man endnu ikke fundet Bund i, men Essens Minde hædres ikke mere i Norge. -- Hansteen havde hørt at Nogle, hvoriblandt Hersleb, skulde have isinde, hvis vor Regjeringsform undergik en Forandring i denne critiske Tid, at trække sig tilbage. Hersleb havde talt om at ville leve af Informationer i Danmark. Jeg haaber dog at han, om det kom dertil (som Gud forbyde!) vilde betænke sig. -- ikke for hans egen Skyld, thi et saa frugalt og nøisomt Men- neske som Hersleb, uden Kone og Børn, fandt vel nødtørftigt Udkomme; men hvorvidt han med god Samvittighed kunde for- lade den Virkekreds, hvor han er uundværlig, hvor han ei behøver at afgive en Fodsbred af sin Overbeviisning, hvor hans Arbeide er saa aldeles udenfor Politiken og dens Om- væltninger, det er en anden Sag. Jeg var ikke istand dertil. Under saadanne Omstændigheder at have Deel i den executive Magt, og nødes til umiddelbar at gaae Despotismen til Haande i dens selvraadige Foretagender, det er vistnok tungt, og at Manden af Grundsætninger gjorde sig uafhængig, naar han kunde, vilde jeg ikke undres over, men en Præst, en Universitetslærer, en Dommer, der skal dømme efter Lovens Bogstav, de behøve ikke under nogensomhelst Regjeringsfor- andring at gjøre et Skridt, som de ei før vare forpligtede til. At indprente Lydighed, ogsaa mod haarde Love og despotisk Øvrighed, det lærer Paulus os ved Ord og Exem- pel; at dømme bogstaveligen efter disse Loves Forskrift er en Dommers ufravigelige Pligt i Monarchier som Republiker. Om Landet, hvis Borgere vi ere, hedder saa eller saa, bliver Religionen og Begreberne om Ret og Uret uforandret de samme; hvad berettiger da os til, fordi Tingenes Orden |
| s.215 | ikke behager os, at unddrage Menneskeheden og vort Fædre- land vore Kræfter, saalænge som vi har dem? Saalænge jeg kan virke, virker jeg; jeg har ikke opofret og skal med Guds Hjælp ikke opofre min moralske Selvstændighed, hvor- ledes det saa forresten gaaer. Det vilde være mig tungt at see det Ondes Seier og det Godes Undertrykkelse, men jeg bidrog ikke dertil, og kunde ikke hindre det. Paa mig hviler saaledes intet Ansvar; det beroliger mig, og iøvrigt anbefaler jeg mit arme Fædreland og den arme Menneskeheds Skjæbne i Guds Haand. De nuværende Magthavere finde vel og engang, ligesom de forrige, deres non plus ultra! 15de Juli. Provsten messer godt, men er og bliver en maadelig Prædikant. Hans Stemme og Manerer ere ikke ubehagelige, men det er saa overmaade trivielt og superficielt alt hvad han siger. Man maa kjende hans fromme Hjerte og ret- skafne Vandel, for at opbygges ved hans Prædiken. "Guds Kjærlighed mod os ved at give os sit Ord", var hans Thema. Evangeliets "Naar en Blind leder en Blind, falde de begge i Graven", var den tvungne Anledning dertil. Da han havde viist den Nytte, Guds Ord tilbringer os i Almin- delighed, fortsatte jeg hans Betragtninger, idet jeg efter Ps. 119,7 anpriste dets særdeles Gavnlighed for Ungdommen. De fremstillede Katechumener vare meget færdige Udenads- læsere, og opramsede paa engang lange Stykker, saa man maatte holde sig for sine Øren. Nogle faa viste at de ei heller vare blottede for Eftertanke, men i det Hele staaer Ungdommen paa et Middelstrin, og denne mediocritas vil den nok, hvis ikke alle Julemærker slaae feil, endnu en Tid- lang vedligeholde. Alle syv Skoleholdere katechiserede. Jeg har i min Annotationsbog givet fire af dem Charakteren ret godt (vix haud illaudabilis), to temmelig godt og en |
| s.216 | maadeligt. Blandt disse Skoleholdere var en Gudmund Ingebrechtsen fra Bømmel Sogn, som Provsten havde beskrevet mig som meget timid; men det veed Gud han ikke var. Gid alle Præster talede fra deres Prædikestole med den Frimodighed, Pathos og Gravitet, saa vilde jeg gjerne seet, at denne unge Skoleholder havde talt med mindre! 16de Juli. Skoleholderne fik sædvanlig Audients. Der er iblandt dem et prægtigt ungt Menneske ved Navn Ole Simonsen, vakker Karl, synger og læser godt, og for en søndhordlehnsk Skoleholder at være, skriver ligesaa. Var han i Hardanger, paa Søndmør eller i Leganger eller Evindvig Præstegjeld, kunde det blive en Kirkesanger og Skolelærer wie er seyn sollte, men her i disse Egne bliver man ved Jorden, og Ingen synes at have Idee om, at man kan opsvinge sig over den. I Dag have vi havt Søndenvind og lidt Regn, men allerede inden man lagde sig, opklaredes Luften, Vinden blev mere og mere vestlig, og endnu, da jeg skriver dette, reen Nordvest, som det har været siden Bededag. -- Weltzin reiste i Formiddag, Budtz og Hagerup i Eftermiddag. Vi andre talte i Aften meget om Magnetismen, og Hansteen fortalte om den Succes med hvilken den udøves i Christiania af Døderlein. Skjelderup, som hidtil har været vantroe, er derved bleven omvendt, men Treschow udtrykker sig mysteriøst derom, erkjender Opdagelsens Sandhed og Vigtighed, men synes ligesaalidt at glædes derved som jeg. Det vilde dog ikke Hansteen vide af, at den kunde lede til slemme Resul- tater. -- Der taltes og om de store Cirkler, som for 7 -- 8 Aar siden udgjorde Christianias høieste Fif. Om Colletts Huus har man et Slags Haab, da et Par engelske Kjøb- mænd af Agtelse for gamle John Colletts Minde, skulle |
| s.217 | have gjort Tilbud, som menes saa nogenlunde at kunne hjælpe paa Sagen. Derimod er Carlsen uden Redning forloren, Tullins have slaaet sig fra Verden, nøies med et Par Værelser og leve i megen Stilhed. Hvilken Forandring! hvem der kunde forudseet dette i 1813 for mindre end 8 Aar siden, da Prinds Christian kjørte grassat og legede Julelege med dem! Nu er det altsammen forbi; ogsaa Morten Anker staaer for Fald. Af de store brillante Kredse ere Embedsmændene de eneste, der saa nogenlunde have outeneret sig. Da Provsten endnu ikke er ganske frisk, bad han mig dispensere ham for at følge med til Storøen, og tillade at hans yngste Broder fungerer som Provst i hans Sted. Ham skede efter hans Ønske. 17de Juli. Selskabet paa Findaas adsplittedes i Dag ganske, og hver drog ad sine Veie: Hansteen til Bergen, N. Hertzberg til Ullensvang, jeg og P. Hertzberg til Sæverhagen. -- Hidtil har jeg fundet Olsen ædrue, ret snild og godmodig; den Raahed, hvormed hans Jovialitet er forbunden, kan han nu ikke aflægge. I Baaden underrettedes jeg om den høist urimelige Bygning, der paa den egentlige Præstegaard Thyse er opført med Stiftsdirectionens Approbation, dog, Gud være lovet! ikke med min, da det første Brev desangaaende blev udfærdiget, inden jeg kom til Bergen, og det andet i 1818, da jeg var paa Visitats. Jeg bragte saavel den som Sæverhagen selv paa Bane for Olsen, og han underrettede mig om begge Dele med en Korthed og Præcision, som jeg ingenlunde havde ventet. Han anklager Amtmand Koren, der var Foged i Søndhordlehn, da han kom her, som sin første og største Avindsmand, hvis Forestilling Stiftamt- mænd og Bisper og Cancellier have ladet sig vildlede af, |
| s.218 | indtil Christie, som staaer høit anskreven i hans Tankers Hoved- bog, endelig bragte Sagen saa nogenlunde i Orden. Det er ellers forskrækkeligt, hvorledes man har baaret sig ad i gamle Dage; sligt kan dog neppe skee nu, naar Opsynsmæn- dene ei rent ville opføre sig som Nathuer eller Kjeltringer. Præstegaarden var før tæt ved Kirken, der hvor Bispinde Hagerup nu boer. I det 17de Aarhundrede falder en Major Orning paa, at han vil have denne Gaard, Aaland kaldet, ligesom Achab fordum Naboths Viingaard. Han faaer den ombyttet med Gaarden Thyse, der ligger paa en høi Bakke, besværlig Vei, henved 1/2 Miil fra Kirken. Præsten blev ikke ihjelslaaet som Naboth, men fandt sig deri -- om af underdanig Hørsomhed, eller fordi han personlig fik en god Douceur som Biskop Arentz, da Soleim afhændedes fra Bispestolen, kan man efter saa lang Tids Forløb ikke sige. Siden har der i halvandet hundrede Aar været saadan Confusion med den Præstegaard; den ene har gjort det værre end den anden, saa at man i dette Øieblik kan vente at vrøvles ind i mangfoldig Fortræd, naar en ny Præst kom- mer til Kaldet. -- Den sidst begangne Sottise er ikke mindre end de forrige, men kun af en anden Beskaffenhed, da den hæderlige Bondestand nu omstunder prædominerer. I For- bigaaende, nu seer Kongen og de Svenske hvad der kommer ud af deres Flatterier og Insinuationer for Bønderne, med mindre det maaskee var deres Hensigt, at disse skulde begaae ret mange dumme Streger, for at Amalgamationen og Konge- magtens Udvidelse desto snarere kunde gaae for sig. -- Blandt de gode Træk hos Olsen regner jeg hans Kjærlighed til Duer og alskens Huusdyr. Han er ellers intet mindre end følsom, et af de meest prosaiske Mennesker, jeg har kjendt, der gjerne, naar han kan, bemestrer sig Tonen, for at bort- fjase de skjønneste og ømmeste Følelser. I Aften talte vi om Spøgelser, hvis Existents han syntes at antage, og vilde |
| s.219 | her i Huset, blandt andet i det Værelse, hvor jeg ligger, have gjort Erfaringer i saa Henseende. Jeg suspenderer mit Judicium over denne Sag, men ellers maa jeg tilstaae, at jeg ikke slaaer megen Lid til Olsens Erfaring, da han som oftest befinder sig i en Tilstand, hvor et qui pro quo let lader sig forklare. -- Paa en Spadseretour i Aften saa jeg en stor rokkelig Steen, der har ligget saaledes i Mands Minde, fast, men saa at man med een Haand kan bevæge den frem og tilbage. Det skal være et sjeldent Phænomen; Hansteen havde yttret megen Længsel efter at see en saadan. 18de Juli. Tidlig i Morges kom Oberstelieutenant Dons. Hvor de fleste Bouteiller staae, forsømmer han sig ikke let. Han fulgte mig gjerne fra Leirdal til Selløe, naar man ind- bød ham. Kirken var ikke meget fuld, dog, for en Søgnedag at være, heller ikke tom, helst naar det betænkes, at jeg nu har gjennemreist hele Søndhordlehn, der udgjør som en Cirkel, hvor man kan komme til hver Kirke fra 3 -- 4 Naboepræste- gjæld, og hvor man altsaa maa være fuldstændig mættet af Bispevisitats. Olsen holdt over Ps. 84, 2-4 en i det Hele fortræffelig Prædiken "over den udvortes Gudsdyrkelses Værd", som jeg intet havde imod, udtagen at fremmede Ord, som f. Ex. Tendents og Navne som Socrateser og Catoner, hvoraf Storøens Almue vist ikke forstaaer det ringeste, nu og da anbragtes. En dogmatisk Subtilitet, hvor Christus i visse Maader mod sin Faders Villie sagdes at have antaget sig den faldne Menneskeslægt, stødte mig og. En Bøn, han gjorde i Anledning af den langvarige Tørke, hvis skadelige Følger nu ikke mere kan afvendes eller oprettes, syntes vistnok mistrøstende, men var det virkelig ikke, var |
| s.220 | hvad en Bøn bør være: "Vil du ikke borttage Kalken fra os, da skee din Villie!" Ogsaa hans Katechisation var al Ære værd. Ungdommen var maadelig. Det hedder nu, at det var lutter ukonfirmeret Ungdom, hvilket og af de flestes Væxt lod sig slutte, og saa var det altfor begribeligt, thi af de fire Skoleholdere var den ene et nogenlunde dannet, den anden et danneligt Subject, derimod de to øvrige som Katecheter de jammerligste Karle, Solen kunde beskinne. Middagsselskabet paa Orninggaard hos Bispinde Hage- rup var i enhver Henseende meget interessant og ypperligt. En Deel af den dannede Cirkel, der gjorde mit Ophold paa Findaas denne Gang saa behageligt, gjenfandt jeg her, og Olsen forstyrrede ikke i Dag Harmonien. At der, med alt det, at man drak temmelig meget, herskede fiin, anstændig Jovialitet, derfor var det Borgen, at Assessor Hagerup agerede Vert. Jag ansaae det for min Pligt, der ogsaa var mit Hjerte kjær, at tømme et bredfuldt Glas til min ufor- glemmelige Velynder Biskop Hagerups Minde1; det stemte mig selv høitideligen og det øvrige Selskab delte Stemningen, undtagen -- -- , som umiddelbar derefter sagde en flau Vittighed, hvorover jeg harmedes. 19de Juli. Endnu har det store Fitje Sogn kun en eneste Skole- holder, og denne er ikke alene en jammerlig Katechet, men hans Skrift er saa dybt under al Critik, hans Skolejournal var saa skiden, klakket og uordentlig i alle Maader, at der med den af en kraftig Haand burde gives ham et halvt |
| s.221 | Dusin dygtige Ørefigen. Fitje Sogn kunde behøve 3 Skole- holdere, men der gives saa ringe Løn, at Ingen vil indlade sig derpaa, og hver Skolecommission finder Provst og Sognepræst sig deri med christelig Taalmodighed (sic). -- Vi- sitatsmødet var temmelig langvarigt; derover blev Skolecom- missionens Forhandlinger des kortere. Det gik som engang i Kjøbenhavns Høiesteret, hvor en Assessor Sommer af Føielighed mod sin Sidemand voterede Livsstraf for et Men- neske, han før havde paastaaet frikjendt, da han skulde spise til Middag hos Justitsraad Uldal, og man vilde ventet for- længe efter dem, hvis Debatterne havde vedvaret. Her var indbudet Gjæster, der skulde modtages i Commissions-Værel- set, som altsaa først maatte udluftes; man decreterede altsaa i største Hast, at alt skulde blive som det var. Hvad der behandledes i hiint vidtløftige Møde, er optegnet i min Annotationsbog. Det angik Ting, som for det meste ere omtalte i denne Bog, maatte og bringes paa Bane i Visi- tatsmødet, men hvorom lod sig forudsee, at det hverken nu eller siden vilde føre til noget Resultat; dixi et liberavi animam! -- Imidlertid havde Olsen jevnligen Ærinde over i sit Studerekammer i en særskilt Bygning ude i Haven; engang gik han og Oberstlieutenanten sammen did; jeg anede hvad der paafulgte. Nu kom da Gjæsterne: Assessor Hagerup med Frue (Bispinden kommer aldrig til Olsen) og Sorenskriver Budtz med Frue og Datter, en elskværdig lille Pige paa 13 Aar, blond og bly, som jeg kan tænke mig en smuk ung Englæn- derinde. Tractementet var som ved et sædvanligt Visitats- maaltid, og det gik lempeligt til med Drik. Desuagtet var det det ubehageligste Maaltid, jeg har havt paa den hele Reise. Brændeviinsglasset var om Formiddagen altfor flittig tomt af vor Vert, og derover vrøvlede han over Bordet ganske umaadeligen, proponerede dumme Skaaler, brugte en |
| s.222 | ubeskeden, umotiveret Nøden til mig, sin Biskop, og min Dame Frue Hagerup, og skjønt han ikke nedlod sig til nogen gemeen Uanstændighed i Ord eller Gjerning, var det dog baade mig og hende saa ubehageligt, at vi hævede Maaltidet, medens der endnu spistes Kage og Desert, og gjorde siden Undskyldning til dem, der maatte gaae fra deres Rosiner og Krakmandler. Olsen forsvandt umiddelbar derpaa, uden at man engang fik takket ham for Maden. -- Jeg har aldrig seet en mere frappant Bekræftelse paa Pontoppidans Ord: "En syndig Vane giver tilkjende, at Synden hersker over mig." Olsen mangler sandelig ikke sund Fornuft, han har i sit Huus og beverter sin Biskop, hvis Anbefaling han har udbedet sig til et mageligere Kald i sin Alderdom: han maa kjende denne Biskop som en rigtignok blid og stundom jovialsk, men derhos skarpseende Mand, der lægger Mærke til, paataler og indskjærper Ting, der i hans Formands Tid ansaaes for Bagateller: og i hans Nærværelse drikker han sig fuld, umiddelbar adresserede til ham begaaer han Næsvis- heder, hvilke, forsaavidt Ordet her kunde anvendes, jeg ikke vilde tillade mig med en Klokker, der sad tilbords med mig! Nachspillet kommer i Morgendagens Historie og er endnu det artigste. 20de Juli. Strax efterat jeg var opstaaet kom Olsen ind i mit Værelse, og leverede mig taus følgende Seddel, hvorpaa han gik bort: "Man vil have bemærket, at mit Forhold i Gaar ikke skal have været saa aldeles anstændigt, at det jo kunde for- aarsage Deres billige Fortørnelse mod mig. Jeg beder om Tilgivelse. Den Glæde, jeg har fundet i Deres og de Fleres Selskab, end mere opflammet af Viin, som jeg sjelden drikker, har ledet mig udenfor Sømmelighedens Grændser. Det smerter mig saameget mere, som De er den Mand, der |
| s.223 | fortjener baade Høiagtelse og Kjærlighed. I Tillid til Deres bekjendte Ædelmodighed forbliver jeg Deres ydmygste Olsen." I Anledning af en savnet Copiebog, lod jeg ham kalde ind til mig. Han sagde at han ved sit lange Ophold paa Landet (dog vist hverken i en Afkrog eller uciviliseret Cirkel) havde glemt Folkeskik og bad atter om Overbærelse, hvilken jeg forsikrede ei vilde behøves, naar han iagttog fornøden Varsomhed. Min Reise var berammet til i Eftermiddag, og hvo skulde nu troe andet, end at han i disse faa Timer maatte vaage over sig selv med yderste Omhyggelighed? Det gik og meget brav det meste af Formiddagen, men da vi saa kom tilbords, begyndte Gaarsdagens Scener forfra. Hans Søn, Lieutenanten, der spiller en saare ædel Rolle i Huset, og er den eneste, som har noget at sige over den forvildede Fader, da Kone og Døttre, som dybt subordinerede Væsener, maa tie og sukke, lod ham kalde ud ved en af sine Søstre, og han syntes, da han kom ind igjen at være bleven lidt alvorlig, men "naturam furca pellas ex, hun kommer dog igjen den Hex". Han faldt snart i den gamle Tone, skjænkede af min Flaske i sit Glas og omvendt, og gjorde alskens Løier. Vi havde lykkeligvis afspiist og gik fra Bordet. "Nu", sagde han, "kan Deres Høiærværdighed hvile lidt; det gjør vi andre vel ogsaa". -- "Nei", svarede jeg, "saasnart jeg har faaet en Kop Caffe, reiser jeg." Imidlertid forsvandt han og jeg saae ham ikke mere. Ved Afskeden undskyldte Lieutenanten sin Fader, som sov Mid- dagssøvn. Naturligviis bad jeg ikke hilse ham. Med yderste Bedrøvelse og Misnøie forlod jeg dette Sted; det vil koste mig Overvindelse at komme der oftere, saalænge Olsen er der. Jeg har da nu fuldendt Visitatsen i Søndhordlehns Provstie, vistnok det behageligste i Bergens Stift for en Visi- tator, hvis eneste Spørgsmaal, ligesom Doctor Hermanns er: "Haben Sie gut Salvolatile itzund?" og om ei for- |
| s.224 | langer andet Svar end nogle Flasker god Viin med behørig Mad til. I Vellevnet, tildeels ogsaa i selskabelig Harmonie og interessant Omgangstone kjender jeg intet Provstie, der kan sammenlignes dermed. Men dømmer jeg som Embeds- mand, er der vel intet Provstie (indre Sogn formodentlig undtaget), som mindre fyldestgjør mig. Total Slethed, hvor alt kan og maa i Grunden nedrives, er fast bedre end denne Maadelighed, hvor man maa gabe, og i Hjertet sige: "Det er Snaus", men føler sin Afmagt til at gjøre det bedre, da Lærde og Ulærde, Unge og Gamle ere enige i at finde det altsammen saare godt. Egentlig Berømmelse fortjente ingen Ungdom, uden tildeels den Fjeldbergske, der dog viste sig tankeløs og fore- kom mig bedre for 3 Aar siden. Af Skoleholderne er der en eneste, jeg for Katechisation og een jeg for Skrivning har givet Charakteren meget godt. Paa Søndmør, som har 2 Præstegjeld mere, fik 6 Katecheter og 8 Kalligrapher denne Charakteer, nogle endog med Udmærkelse. I Hardangers 5 Præstegjeld fik 1 udm. godt og 5 meget godt for Katechi- sation; 5 meget godt for Skrivning. -- Ja det er nu forbi! At jeg ikke gaaer frem som en overilet Reformator, dertil kan blandt andet tjene til Beviis, at jeg, trods Ordsproget om de nye Koste, fandt mig som Bisp langt mere fornøiet i Søndhordlehn for 3 Aar siden. Jeg troer ikke, man har forværret sig, men jeg er bleven klogere. Jeg forlod Sæverhagen Kl. 31/2 Eftermiddag, og lan- dede Kl. 1 i Nat ved Sund. 21de Juli. Fru Castberg2 viste sig for mig en kort Tid, dybt nedbøiet af sine Kaar og Udsigter, men hun er syg, maatte strax gaa tilsengs igjen og jeg saa hende ikke mere. I |
| s.225 | Selskab med hendes Søster Jfr. Fleischer og Børnene nød jeg et frugalt men ret godt Middagsmaaltid; lidt Faste ovenpaa al den Fraadsen og Drik kan ikke skade. For Resten ennuieredes jeg morderligen til langt ud paa Eftermiddagen, da Provst Hveding kom. 22de Juli. Daae fra Fanøe, som forrettende Sognepræst, kom i Morges tidlig og fungerede i Kirken ved Messen, Barnedaab m. v. Jeg prædikede over de Ord i Evangeliet: "Herefter skal du fange Mennesker." Langt over Forventning fandt jeg disse i mange Maader forsømte Menigheders Ungdom. Med de 3 Hardangerske kan jeg ikke sammenligne den, men den veeg for ingen af de Søndhordlehnske, ei engang for den Fjeldbergske. Kun de to Skoleholdere fra Østevold og Møgster katechiserede. I Sund er den ene syg, den anden er nysudnævnt og har endnu ikke faaet sin Bestalning. Med Fjeld Sogn seer det jammerligt ud. Den ene Skoleholder er død, den anden en Krøbling, der skupper sig frem ved Skamler. Af de to mødende var den Østevoldske ei saa ganske ueffen, han forstaaer at indstrøe ret passende og gode Formaninger, uden den affecterede Præketone, der ofte høres baade hos Ældre og Yngre; derimod er den fra Møgster en ussel Katechet. Jeg er aldrig kraftigere bleven mindet om en af N. Hertzbergs Anecdoter om en Skoleholder i Jylland, der ved en Bispevisitats gav hvert Barn det Spørgsmaal: "Kan I læse det sjette Bud, Kjære?" og da Bispen bad ham afvexle lidt med sine Qvæstioner, svarede: "Det er saa Skam ingen let Sag, naar man har sin Øvrig- hed for sig." -- Efter Katechisationen døbtes 4 Børn, hvorpaa ydedes et tredobbelt Offer: først resterende Pintse- offer, fremdeles af alle Fadderne og endelig 3 -- 4 Kirke- gangskoner med Følge, hvorpaa der gaves en Mængde |
| s.226 | Søsterkysse (see 1818). Dette medtog lang Tid; endelig kom vi til Præstegaarden og fik Middagsmad -- men hvilken Middagsmad! 23de Juli. Endelig fik vi da en Regndag, den første i mere end 9 Uger; med et Par Timers Pause regnede det fra Morgen til Midnat. -- I Visitatsmødet rostes Almuens Agtelse for Religion og Moralitet. Andre give den, Østevolds Sogn undtagen, et mindre fordeelagtigt Vidnesbyrd. Man bebreider den vel ikke Drukkenskab eller andre Udsvævelser, men tvære, trevne, egennyttige siges de at være, og hvad Møgster Sogns velhavende Almue angaaer, indbildske og storkroede, saa at man vel, om vor Selvstændighed bevares, med første kan vente en Møgsterbonde valgt til Storthingsmand. Jeg vilde ikke blive længer i denne Armodens og Sorgens Bolig, end høist fornødent var. Altsaa, da Forretningen var endt, og vi havde spiist to gode Retter Mad, hvoriblandt Sukkererter første Gang i dette Aar, begav vi os paa Veien til Fanøe. Kl. 7 omtrent betraadte jeg Fastlandet, og er rigtignok i Fanøe ikke mit Hjem nærmere end jeg var i Sund, men der er dog stor Forskjel paa en slagen Landevei og det bundløse Dyb; jeg anseer mig saa godt som hjemme. Jeg fik god Aftensmad, men med Skaaldrikningen gaaer det Fjas i disse Egne. Ils sont passées, les jours de fête! Daae drak først min Skaal, saa Provstens, saa Hr. Søn! (en Lieutenant, gift med sin Stifmoders Søster) og endelig Broder Jacob (Hvedings tiaargamle Søn). Her er ikke morsomt. 24de Juli. Min Vert er ikke ganske i sit eget Huus, hvad han er udenfor det. Vistnok er der ogsaa her noget stivt, afmaalt, ceremonielt i hans Væsen, og man kan nok see, at han, skjønt boende saa nær Norges største Handelsstad, ikke har |
| s.227 | levet stort i eller med Verden, men den, jeg kan fast sige mysteriøse Alvorlighed, han viste i Sund, mærker jeg dog intet til -- han bliver endog munter, især naar han bringes paa litteraire Æmner fra hans Studenterdage. Han fortalte i Dag meget om, hvorledes Biskop Irgens og Nordal Brun som Sognepræst til Korskirken vare Uvenner: hvorledes Brun uden Bispens Vidende havde lovet Stiftprovst Mossin at indsætte en tydsk Præst paa hans Vegne, hvorimod Irgens, ei aldeles uden Grund, gjorde Indsigelse. Derimod havde Bispen meget Uret i ved en Kirketjener mundtlig at beordre Brun, da Mossin døde, at forsegle hans Boe, og Brun var aldeles beføiet til at svare nei. Men derover maatte og Brun, som endelig vilde være Stiftsprovst, gjøre en Reise til Kjøbenhavn og faae dette incammineret ved sine høie Patro- ner, da Irgens (ligesom jeg i den nyere Tid) gjorde bestemt Indsigelse mod Stiftsprovstiets Adskillelse fra Domkirken. -- Regnen er alt forbi og vi have atter Solskin. Efterat have nydt et Middagsmaaltid, der var aldeles comme il faut, men for mig saa ganske Fastemaaltid, at jeg maatte spise tørt Hvedebrød for at blive saa nogenlunde mæt, dernæst drukket tynd Caffe og studeret til Morgendagens Tale, gjorde jeg med Provsten og Lieutenanten en Spadseretour til Gaar- den Steen, en god Halvfjerdingvei herfra. Steen tilhører Agent Wollert Krohn i Bergen, som næsten aldrig kommer der, er nok en af de smukkeste Gaarde, og har upaatvivlelig en af de smukkeste Haver i Bergens Stift. Gud veed overalt, om der findes en saadan Buegang i Norge; i Christiania eller dets Omegn, Bogstad, Ullevold, Frogner findes den idetmindste ikke. Værelserne, som en Huusholderske viste os, er der intet mærkeligt ved. -- Mod Aftenen kom Fru Daaes Broder, Kjøbmand Fritzner fra Bergen. Han medbragte Aviser og endeel slemme mundtlige Tidender. Norge skal for den lumpne Bodøiske Affaire betale 15, 16000 Pd. St., |
| s.228 | og det engelske Huus skal have fuld Handelsfrihed i 4 Aar. Et formodentlig usandt, Rygte fortæller, at Grev Wedel har protesteret derimod, og i den Anledning ved en Courer erholdt naadigst Afsked, efter den velsignede § 22. Hvem veed? han kan maaskee endnu engang blive Folkets Mand. 25de Juli. Hvad jeg i Dag har hørt baade i Tale og Sang er et Ruskumsnusk, som ei ofte høres Mage til. At Sangen i Fanøe Kirke er den uordentligste i hele Bergens Stift, er endnu fremdeles min faste Mening. Hvad Stemmen angaaer, da er der adskilige Klokkere, som synge slettere end Bager; men den tactløse Jagen, hvorved de høitideligste Melodier blive til Springedandse, det Anarchie, hvor hver synger i sin Tone og Maneer, erindrer jeg ikke at have hørt Lige til, hvilket gjør mig ondt, da Almuen ellers viser megen søm- melig Orden og Andagt. Hvad Prædikenen angaaer, da var Phil. 1, 20 Daaes Text, Ap. G. 2, 47 hans Indgangs- sprog. "Jesu Navns Forherligelse ved Religionens Frem- gang" skulde være hans Thema; han sagde og adskillige vakre og gode Ting, anbragte opvækkende Bibelsprog, men det Hele var et Chaos, en rudis indigestaque moles, hvor man kunde gaae ind og ud som ved Langhorns Afskedspræ- diken uden at tabe Sammenhængen, thi "hvor intet er -- hvad kan vel tabes der?" Han talte ellers om Uenighed mellem de philosophiske Secter, hvilke jeg dog tvivler paa have mange Tilhængere blandt Bønderne i Fanøe; item fremførte denne gedigne Prosaisk Davids Klage over Jonathan med følgende Ord: "Ingen elsker sin Skjønne, som jeg dig med Henrykkelse elsked." Den gammeldags Oversættelse: "Din Kjærlighed var mig mere end Kvinders Kjærlighed" lyder langt vakrere for mit Øre og mit Hjerte. Prædikenen var ikke fuldt saa lang som "Hr. Jespers Præken |
| s.229 | sidste Aftensang"; med Hr. Daaes Forraad paa Ord og Bibelsprog kunde den gjerne bleven meget længere; imidlertid varede den en Time, og det var nok. I min Tale fortsatte jeg Betragtningen over Indgangssproget og katechiserede derpaa til saare liden Opbyggelse, da det var en daarlig Ungdom, der under Præst og Skoleholdere brillerede lidt ved Udenadsramsen, men under mig stod som Vossiske Statuer. Efter mig kom Touren til Daae. I Aaret 1809, da jeg besøgte mine Forældre, var der en Søndag Bispe- visitats i Fanøe. Jeg reed derhen, hørte Brun prædike og Daae katechisere. Næste Søndag var stort Selskab i Bi- spegaarden, og efter Bordet tog Brun mig afsides og sagde: "Jeg skammede mig ret over, Hr. Pavels! at De skulde være Tilhører ved den Katechisation. Jeg vidste at Daae var en Mand af Kundskaber og kunde aldrig troe, han katechiserede saa slet." Ved samme Leilighed anpriste han Normann3 som et lumen, og herom kunde siges adskilligt; men at Daae er en god Katechet var Synd at sige. Jeg har vel hørt slettere, selv blandt Præster, men en saadan Pudserlighed som den, at lægge til de Pontoppidanske eller Saxdorphske Spørgsmaale et naivt "staaer der", den har jeg dog ikke før hørt. Efter ham kom Skoleholderne, 3 smaa Drenge, 18 Aar gamle, men kunde efter deres Væxt og Mæle gjerne være 14. De havde da ikke ringeste Idee om, hvad det var at katechisere. Jeg maatte lade, som jeg troede, de under Daaes Veiledning kunde blive bedre, men i mit Hjerte tænkte jeg paa Chr. Hertzbergs Text: "Blinde ere Blindes Veiledere; naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Grøften" -- eller i det mindste gaae i Taaget som Narre. -- Efter alt dette kunde jeg ikke være saa ganske vel tilmode; det smittede paa det øvrige Selskab, |
| s.230 | og Begyndelsen af Maaltidet var triste til Latterlighed. Man hviskede til hinanden, og tilsidst gav jeg mig til at hviske à mon tour og sagde ganske sagte til Hveding: "Er her nogen Syge i Huset, med det, her tales saa sagte?" Dette bevægede da Provsten til at begynde en Samtale med forhøiet Stemme; det blev en Smule livligere, men hvilken Contrast mod det Søndhordlehnske Liv, jeg nys havde for- ladt! Siden fik jeg en ret morsom Lhombre med Hveding og Fritzner. 1 tilbake Dr. Eiler Hagerup (den yngre), der efter at have været Biskop først i Ribe, derefter i Bergen tilsidst beklædte Christiansands Bispestol (  1789), havde under Pavels's Skolegang i sidstnævnte By vistham stor Godhed, hvilket P. omtaler paa flere Steder i sin Auto- biographi. 2 tilbake Enke efter den nogen Tid i Forveien afdøde Sognepræst, efter hvem Sunds Sognekald endnu henstod ledigt. 3 tilbake Da Capellan i Fuse. |