|
25de Juni.
I Morges kom Provsten og med ham to tydske Lærde,
Mineralogen Naumann og Botanikeren Schubert. Jeg saae
dem kun nogle Øieblikke; deres Udseende var ei fordeelagtigt.
Naumann roses ellers som en Mand af udmærket Indsigt
og Dannelse. -- I Aften hørte jeg meget udførligen fortælle
om Biskop Bruns og forrige Præst Tonnings Feide angaaende
en Haugiansk Skoleholder, og læste i Ministerialbogen med
Indignation en Beretning om denne Skoleholders Død --
han omkom i den stærke Storm Juledag 1806 -- og en
Gravskrift over ham, samt et halvt Aar efter en Erklæring
ved Tonnings Bortgang fra Vigøer -- altsammen en Reli-
gionslærer uværdigt, haarde Angreb mod Brun og Provst
Kahrs, Stiklen paa den Døde og hans Dødsmaade. Han var
da en Olding paa 64 Aar, nu er han 78 Aar, og erkjen-
der og angrer maaskee sine Synder. Imidlertid er det nok
vist, at heller ikke Bruns Fremgangsmaade var den rette.
Jeg kan selv foragte en Præst, men gjøre ham foragtelig
for hans Menighed, derfra bevare mig Gud! hvad forsikrer
mig om, at ei den Foragt forplanter sig til Ordet, han for-
kynder? og hvis er da Skylden?
|
| s.197 |
26de Juni.
I Middagsstunden forlod jeg Vigøer, hvor jeg denne
Gang har følt mig særdeles tilfreds. Der er lidt Fusen-
tasterie i Irgens's Adfærd, men ellers er han en saare snild
og godmodig Mand. Den strenge Observants bortfaldt efter-
haanden, og jeg blev i de faa Dage næsten som hjemme i
den Familiecirkel. -- Søetouren til Strandebarm var kort,
heed og eensformig, men vilde været ret behagelig, naar
man ikke ved hver dyrket Egn, man kommer forbi eller betræ-
der, saae alt forbrændt og truende med Misvæxt, især hvad
Høehøsten angaaer. Jeg hører imidlertid, at der nordenfor
Bergen skal være falden megen Regn. -- Den gamle Provst
kom mig imøde ved Landingsstedet. Stakkels Mand! Han
er yderst svag, baade paa Sjel og Legeme; det er tungt at
en saadan reen Invalid skal nødes til at forrette Embedet,
og det uden Hjælp. Han viste mig sin Prædiken over Ap.
G. 4, 12. Den er yderst orthodox og overhovedet af ringe
Værd.
Jeg slaaer mig paa Munden, og tilbagekalder alt, hvad
jeg har sagt i Anledning af Lystleirens Grundlovstridighed. I
Henseende til de nye Propositioner kan jeg vistnok ikke synge
Palinodie. Naar jeg imidlertid betænker, at Pressetvang og
Adel og alt det Djævelskab er de høie Souverainer helligere
end nogen anden Ting i Himmelen eller paa Jorden, og at
de maaskee have givet Carl Johan at forstaae: "Gaae ind
i vore Ideer! Taal ikke at Maddiker som Normændene
trodse vor allerhøieste Villie, lad dem føle, hvad en Konge
er -- eller vi støde dig fra Thronen, og sætte vor hjertelskede
Fætter og Neveu Gustav Adolph paa den" -- -- hvad skal
han da gjøre? Sig selv overladt vilde han neppe behandlet
os paa den Maade.
|
| s.198 |
27de Juni.
Jeg har nu hørt Provst Kahrs prædike. Med en gam-
mel svag Mand, der næsten gaaer i Barndom, overbærer man
lettelig, men der siges, at han har prædiket saaledes alle de
Aar, han har været Præst, og saa er det sørgeligt. Omtrent
6 -- 8 Ord fremsiger han tydeligen, med eet synker han
Stemmen, saa at de, der sidde tæt ved ham, neppe høre
at han taler, end sige hvad han taler; saa stiger han igjen
-- og falder og stiger uden Afvexling og Declamation. Om
han underviser, advarer eller trøster, kan Ingen slutte sig
til: det gaaer alt i een Tone. For at katechisere skaanedes
han, og Messen paatog Provsten sig. Efter en Tale over
Rom. 8, 38-39, hvor jeg viste, hvad der udfordres til at
erholde og bevare den af Paulus udtalte Forvisning, over-
hørte jeg Ungdommen, og fandt den meget bedre end paa
Voss, meget slettere end i Ullensvang og Ulvig. Af de 4
Skoleholdere, som lod sig høre, var Annexkirkesangeren, en
nysantagen Bondekarl, født i Kingservig, den bedste.
Kahrs bliver i Aar Jubellærer; det er ikke før i Novem-
ber, men da vel Ingen kommer her paa den Aarstid, fandt
jeg det passende, at Festen celebreredes nu ved Bispevisitatsen.
Jeg sammensmurte i Morges et Par Vers, der istemtes, da
Stegen kom frem; man havde en liden Pocal, der tømtes;
Lieutenanten har 3 smaa Canoner, der affyredes, og den
gamle Mand blev ganske betuttet. Bispen og Bispinden fik
da ogsaa en Canonsalve, og der var ret muntert og mor-
somt ved Bordet. Jeg fører overalt et langt behageligere
Liv i Aar end paa nogen af de foregaaende Visitatser, uden
forsaavidt jeg ifjor medbragte et Selskab, som jeg i Aar
savner.
28de Juni.
Visitatsmødet havde ei den ringeste Mærkelighed. Mi-
nisterial- og Copiebøgerne vare vel førte; ved Skoleprotocollen
|
| s.199 | var adskilligt at anmærke, ved Fattigprotocollerne end mere,
da 42 Aars Regnskaber ere usluttede. Jeg raadede
Kahrs at skrive til Stiftsdirectionen, forklare Umueligheden
af nu efter saa lang Tids Forløb at aflægge et Regnskab,
hvortil næsten alle Data mangler, og bede om Tilladelse til
at give en almindelig prospectus over den forbigangne Tid,
og derefter indsende Regnskaberne for 1817 -- 20, hvilke synes
at være færdige og i Orden. Dette, som er uden Conse-
qvence, maa vel bevilliges, og hans Efterladte ere i sin Tid
befriede fra Chicane og Ansvar. -- I Aften havde vi baade
Fortepiano og Citharspil. Mad. Rytter tracterer det sidste
Instrument, og Provst Hertzberg fusker ogsaa lidt paa det.
Blottet for æsthetisk Følelse og Smag er han nok ikke, skjønt
den er eensidig i høi Grad. Men i Musikvæsenet er dog
unge Fru Kahrs Hovedpersonen.
29de Juni.
Ved Middagstid reiste Provsten hjem, og jeg til Malm-
anger Præstegaard, hvor jeg havde lovet at overnatte. I
Aften og i Nat faldt endelig nogle Timers Regn.
30te Juni.
Den første Miil havde jeg Modvind, men saa reiste sig
en Storm af Nordvest, og de øvrige 3 Mile seiledes i 2 1/2
Time. Chr. Hertzberg kom først 3 -- 4 Timer efter i sin
største Baad; med ingen anden turde han tage ud, da Stor-
men ude mod Havet var end stærkere, og Vandet røg som
Sneefog. Da Præstegaarden staaer tom, var Logis betinget
paa Gaarden Milje hos Sorenskriver-Enken Mad. Hansen.
1ste Juli.
I Kirken messede Normann, og jeg holdt Homelie over
Dagens Evangelium. Ungdommen, som overhørtes, var færdig
|
| s.200 | i Udenadslæsning, nogle faa syntes at være kloge over det,
som skrevet staaer. Kun to Skoleholdere katechiserede; den
tredie, ung og uøvet, ønskede jeg skaanet for denne Gang og
den fjerde tog sig vel ingen Hustru, men var i Bryllupsgilde
hos en Ven. -- Her var intet andet Selskab end vi tre Geist-
lige og vor tækkelige Vertinde med Huusgesinde, men i denne
lille Kreds nød vi et behageligt, ja lystigt Middagsmaaltid.
2den Juli.
Endskjønt det hører til Aftenens Historie, maa jeg
begaae et hysteron proteron, og anføre den store Mærkelig-
hed, som jeg aldrig veed at have oplevet, at jeg den 2den
Juli har spiist fuldmodne, delicate Kirsebær. -- Nu til Dagens
Embedsaffairer. Middelthon var en ordentlig Mand, det
kan Ingen nægte, men det er yderst sjelden, at en Mand er
nidkjær i sine Pligters Opfyldelse paa et Sted, som han
veed, at han om kort Tid skal forlade, og dette synes mig
og at spores her. At Skaanevig Præstegjæld, uagtet min
udtrykkelige Ordre for flere Aar siden, endnu ikke har nogen
Skoleprotocol, er en ældre Brøde, som Provsten deler, men
aldrig kan jeg dog forestille mig, at en Middelthon, naar
han havde ventet personligen at modtage mig som Visitator,
vilde ladet de under 6te Septbr. f. A. befalede Skole-Jour-
naler, der skulde bestaae af en Bog Papir eller lidt mere,
indskrænkes til et eneste sammenheftet Ark, hvor
han paa første Side skrev et Schema, uden at eftersee, hvor-
ledes Skoleholderne udfyldte dette, eller veilede de Uerfarne.
Derover blev da endog de bedre Læreres Journaler elendigt
Maculatur, værdigere at henlægges paa et P -- end i et
Embedsarchiv. Disse Skoleholderes Opvartning var dernæst
ordre du jour. Den Usleste af dem, Skoleholderen fra
Holmedals Annex, tilbød mig en Foræring af en Spe-
ciedaler, ventelig som et Forsoningsoffer for hans Over-
|
| s.201 | hørighed og Ulydighed. Jeg kastede ham ikke paa Døren,
som var i Nærheden af en Trappe, thi jeg frygtede, at han
kunde faldet ned ad den, da Bryllupsrusen endnu ikke syntes
ret udsovet. -- Visitatsmødet var som sædvanligt. I Skaa-
nevig tiltager den moralske Forbedring gevaltigen.
3die Juli.
Reisen gik desværre som sædvanligt. Det korte Stykke
Vei, vi vendte mod Nordvest, havde vi Modvind, den øvrige
Vei strygende Bør. Stormen syntes heller at tage til end
tage af. Synet at Etnes frugtbare Sletter er yderst ned-
slaaende. Ved Landingspladsen fandt jeg Situationen for-
andret fra sidst jeg var her. Elven havde udskaaret en ei
ubetydelig Strækning; en Gaard havde faaet en temmelig
Deel af sin Jord bortskyllet og Veien til Præstegaarden var
tildeels ødelagt. -- Om Normanns Embedsiver taler jeg i
Morgen eller paa Torsdag, men een Ting kan jeg dog ikke
forbigaae, som Beviis paa, hvor aldeles Skriverie er ophørt
at være Dagens Orden hos ham. Jeg fører ikke Blæk med,
da jeg ikke kunde tvivle om, at det jo fandtes i hver Præste-
gaard. O ja! det findes ogsaa i Etne, men jeg fik op et
sønderslaaet Glasblækhorn, næsten omhvælvet, da der kun
var nogle faa Draaber deri, og dette saa tykt, at hvert
Bogstav jeg skrev, kostede mig Anstrængelse, og derhos saa
blegt, at det umulig kan opspædes. Jeg er vis paa, at det
er det eneste, som findes i Normanns Huus. Provsten hjalp
mig af Vaanden.
Posten bragte Brev fra Provst Normann i Leganger med
Indberetning fra samtlige Provstiets Præster om Katechisatio-
nens Tilstand. Han vilde ei henvende sig til Irgens som
constitueret Biskop, hvilket han gjorde ifjor og "fik et yderst
grovt og uforskammet Svar".
|
| s.202 |
4de Juli.
Kirken var saa fuld, som det kunde ventes paa en
Søgnedag, og det maa siges Præsten til Ære, at der her-
skede en Stilhed og Orden, hvoraf jeg for 3 Aar siden ikke
mærkede Spor. Det gik saavidt, at han, da Gudstjenesten
var tilende, befalede, at Ingen maatte gaae ud, før Biskoppen
og Provsten vare passerede forbi, og see! alle drog sig til
begge Sider, og vi gik som gjennem en Allee. Min For-
ventning, at han vilde holde strengt over den ydre Tugt,
skuffedes altsaa ikke, men der er dog saa lidet præsteligt ved
ham. Naar han stiger frem med lange martialske Skridt,
kan jeg ikke ved ham tænke mig En af dem, om hvilken Pro-
pheten sagde: "Hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde
Fredens glade Budskab", og al Verden vil erkjende, at jeg
ikke er noget Heldøre; men naar jeg seer ham ved Viinflasker
og Punschebollen, er det mig ubehageligt at tænke paa Jesu
Ord: "I ere Verdens Lys; det Huus, som ligger paa et
Bjerg, kan ikke skjules." -- Hans Prædiken, om Religions-
kundskabs Vigtighed, havde umiskjendeligt Værd, og jeg fin-
der min Johans Dom rigtig, at han er en mere populair
Prædikant end Flottmann; men naar han indskjærper Troe
paa den verbale Inspiration og flere af Systemets Subti-
liteter, naar han ret særdeles lægger Vind paa en vis Sal-
velse i sit Foredrag, naar han søger at føre mig hen paa
religiøse Æmner til Samtale, priser f. Ex. den Forandring
til det Bedre, som spores i vor Tidsalder med Hensyn paa
christelig Troe -- der er et je ne sais quoi, som gjør, at
jeg ikke kan glæde mig ved noget af alt dette, ikke kan see
det fra den Synspunct, som jeg vilde seet det, om Ordene
fremførtes af Lind, Dahl, N. Hertzberg o. fl., ikke kan bare
mig for deri at finde en tom Gjenlyd af de Sentiments, jeg
har yttret i mine Hyrdebreve, til Beviis paa, at han har
læst dem og verteret dem in succum et sanguinem. Gud
|
| s.203 | og Normann forlade mig, om jeg gjør ham Uret! -- Min
Tale var over Joh. 12, 48. To Skoleholdere viste, at de
kunde udenad nogle Spørgsmaal i Forklaringen og ventelig
de tilhørende Svar; videre strakte deres saakaldte Katechisation
sig ikke. Ungdommen var langt bedre end sidst, havde god
Ordkundskab og taalelig Sagkundskab.
Under Gudstjenesten kom den hjertensgode, kun altfor
høflige og forbindtlige Brun fra Fjeldberg. Han fortalte,
at Forslaget om den nye Adel i høieste Grad har overrasket
Stiftamtmand Christie, og at selv denne indsigtsfulde Politi-
cus nu hverken veed ud eller ind. Ja hvo kan orientere
sig i denne Tid? Engang bringe vi det vel dertil, og
maaskee ville vi ønske os den Tid tilbage, da vi famlede om
i Taagen. De foregaaende 3 Aar har jeg i Vigøer, Lade-
vig og Ørskoug proponeret Kronprindsens Skaal den 4de
Juli. Det var mit Forsæt ikke at gjøre det i Dag. Da
vi imidlertid kom ind i politiske Discourser, og disse tog en
meget loyal Vending, gjorde jeg det dog, men at man gjorde
sig den Uleilighed at staae op og raabe Hurra, var uden min
Anmodning og ganske udenfor min Plan. -- Jeg gad ikke
gaae til Aftensbord og vilde lagt mig uden Mad, men saa
kom Normann og overtalte mig, blandt andet til at spise
nogle Østers, som bragtes op paa mit Værelse. Da min
Mave er i Uorden, var jeg i Tvivl om, hvad jeg burde
drikke til de Østers og bestemte mig til et Glas hvid Viin
med Mavedraaber i. Et saadant bragtes mig; jeg drak det
næsten ud, og fandt at det var en suur Drik -- see! da
havde en Jomfru skjænket Citronsaft i Glasset, og denne
blandet med Draaber, var slet ikke velsmagende. Jeg fik
imidlertid ikke ondt af denne Schlaftrunk, men formanede
Johan en anden Gang ved saadan Leilighed at tage Madera
af mit eget Flaskefoder, især paa Steder, hvor Drikkevarerne
maatte være saa daarlige, som de i det Hele ere her.
|
| s.204 |
5te Juli.
Jeg erfarede i Morges med Fornøielse at Normann,
længe førend mit Circulaire om Skole-Journaler udgik, havde
indrettet saadanne for sine Skoleholdere. Embedsbøgerne
vare ret ordentlig førte, kun havde han gjort sig det altfor
mageligt med at føre Copiebog. Han havde overalt kun
angivet Brevenes Hovedinhold, og der er dog adskillige
Departements-, Stiftsdirections- og Bispeordres, om hvilke
kan siges: quot verba, tot pondera, og som altsaa ordlydende
maa indføres. Jeg anmærkede det, og han lovede at rette
sig derefter, hvilket vil koste ham en Ort eller to til Blæk
fra et af Bergens Apotheker; med det han har, skriver han
neppe en Folioside, før Kilden er udtørret.
6te Juli.
Min Upasselighed ophørte, saasnart jeg var vel fra Etne,
og havde vist sin Hovedgrund i den sure Viin, hvormed vi
tracteredes. Reisen til Fjeldberg var som alle de andre
Reiser, paa det nær, at det var næsten stille.
7de Juli.
Var det en Drøm, en Anelse eller hvad var det, som
i Nat Klokken halv tre foruroligede mig? Her er et meget
tyndt Gulv mellem mig og Overværelset, og halvsovende
foer jeg op i Skræk, da Provsten med sin Dyne rev ned en
Tobaksdaase, der stod ved Sengen. Ved samme Tid over-
kom mig en Angest; det syntes mig, som om Provsten eller
Brun skulde faa et Slag, medens vi vare sammen i Find-
aas eller paa Fjeldberg. Hvor forbausedes jeg, da Brun
i Morges kom ind og fortalte mig, at han havde faaet en
Hovedsvimmel, som indgjød ham Frygt, og da jeg siden af
Provsten hørte, at han (Brun) i Etne troede at have for-
nummet et apoplectisk Tilfælde i den venstre Side! Jeg blev
|
| s.205 | særdeles underligt tilmode, og endnu, da jeg skriver dette, er
jeg det. Provstens Helbred synes mærkeligen bedre, end da
vi vare sammen i Ous, Tysnæs og Qvindherred; ham fore-
staaer med Guds Hjælp intet Uheld. -- Brun lod mig
læse Indgangen og Dispositionen til sin Prædiken. Dens
Thema er: "Jesus anammer Syndere og æder med dem."
Hvorledes han anammer dem, hvilke Syndere han
anammer og hvad de nyde hos ham, er Prædikenens
Dele, en ikke meget logisk Inddeling. Første og anden Deel
ombyttede og tredie Deel aldeles udeladt, havde været bedre.
8de Juli.
Jeg havde haabet, at min Kones glædelige Fødselsdag
skulde udmærket sig ved Forandring i det Veir, som nu
fylder alle Hjerter med Sorg. Vinden var østlig, Luften
tyk, der faldt endog saa megen Regn, at Stenene bleve
vaade, men, som Provsten forudsagde, "det blev dyre Draa-
ber". Luften opklaredes, Vinden gik om, og nu have vi
igjen den samme udtørrende Nordenvind.
Førend vi gik i Kirke, kom Sorenskriver Budtz, og
inbød mig til Onsdag Middag paa Reisen til Findaas.
Han, som vi alle, finder de politiske Aspecter ligesaa sørge-
lige som de meteorologiske og oekonomiske. Ligesom han
erkjender, at der fra Regjeringens Side gjøres høist betænke-
lige Skridt, saa finder han og, at intet Storthing har
begaaet saamange Sottiser, som det nuværende.
Brun havde havt en urolig Nat, og jeg var ikke uden
Frygt. Og da han nu besteeg Prædikestolen, holdt en lang
Bøn med heftig Anstrængelse, saa han blev rød i Ansigtet,
famlede ved Fadervor og syntes uvis om Bønnernes Orden:
det var mig da høist sandsynligt, at han inden Prædikenens
Ende vilde blive rørt af Slag og maalløs bæres ned af
Prædikestolen. Gud skee Lov! det gik bedre, end jeg ventede.
|
| s.206 | Han dæmpede sin Stemme, og var mindre echaufferet, end
jeg havde troet. Indgangen var skreven, men Resten extem-
poreredes. Af en Mand, der ei har større Tankeforraad og
Aandsnærværelse, maatte der ventes hyppige Gjentagelser,
nu og da et hysteron proteron, stundom ogsaa Udtrykke og
Sætninger, der vare aldeles urigtige. For Almuesmanden,
der ei er eller kan være streng Censor, havde Prædikenen
imidlertid umiskjendeligt Værd. Ogsaa han holder Bønnen
med Gestus. Provsten messede; ogsaa for at katechisere
skaanede jeg Brun. Efter en Tale, hvori jeg viste Nødvendig-
heden af at vi annamme Jesus, naar vi ville annammes af
ham, katechiserede jeg altsaa om Synden og dens Forladelse,
og fandt en i det Hele ret flink Ungdom.
Ved det Glas Viin, man gjerne drikker ved Hjemkom-
sten, erklærede Brun for os i sin Kones Nærværelse: "Jeg
lever ikke længe; jeg døer vist snart", men slog det hen i
Spøg -- men for mig var det paa denne Glædesdag et fælt
Ugleskrig. -- Vi kom da tilbords. Tractement, Skaaler og
Conversation, alt var som sædvanligt, kun at den sidste
behageligen oplivedes ved min ædle og forstandige Sidemands,
Budtz's, Nærværelse. Høitidsskaalen gjemmes altid til Stegen
og under dens Spiisning blev sungen en ny Vise, hvis
bedste Egenskab var den, at den var inderlig velmeent.
Den var naturligviis til Ære for Bispinden. -- Ingen sov
Middagssøvn, hvilken ellers hører til den Søndhordlehnske
ordre du jour. Mellem Caffeen og Bostonspillet vævedes
derimod meget om et Andragende, hvilket Brun ansaae for
en Klage, der var indsendt til Visitatsmødet. Proprietær
Silkenstedt, Bruns Naboe og Fiende og Torbjørn Sand-
vigen ere de Bussemænd, hvis Navn, Ord og Gjerninger gjen-
toges til Væmmelighed. Fuldt saa galt var det dog ikke
som paa Visitatsen for 3 Aar siden. Punscheglasset tømtes
sjeldnere, Kortspillet gjorde ogsaa Diversion, men kjedsom-
|
| s.207 | meligt var det alligevel. -- Henimod den Tid jeg vilde gaae
tilsengs, kom Normann, som havde forrettet i to Kirker.
Hvad jeg maatte slutte af visse Symptomer, bekræftede Johan.
Optrinet fra den 30te Mai gjentoges. O min Gud! hvad
hjalp det, om man talede med Engletunger, naar det maatte
hedde: "De sige det vel, men gjøre det ikke"?!
9de Juli.
Visitatsmødet var maaskee det langvarigste, jeg har
havt. Stakkels Brun! han er svag og vrøvlende i aller-
høieste Grad. Jeg troer fast der er endnu mindre mandigt i
hans Charakteer end i O. T. og F. M. Arentz. Men langt
lykkeligere er den sagtmodige Ole Tideman, der elsker alle og
tror sig elsket af alle, end Brun, der drømmer om Avindsmænd,
baade hvor de ere og ikke ere. I at "skabe sig megen Qval
og søge Torne uden Tal" troer jeg, han søger sin Lige. --
Kirkesangere og Skoleholdere, 7 i Tallet, fremstillede sig og
viste deres Gaver. Overordentlige fandt jeg ingen af dem,
men ellers ere nok alle skikkelige, ret duelige Mennesker, der
rygte deres Kald med Flid og ikke uden Held.
10de Juli.
En Hviledag! Her ligesom overalt i Søndhordlehn
hersker nu mere Stilhed og Frugalitet end forrige Gang.
Hvad imidlertid her er roligt og tarveligt Liv, kan andetsteds,
især i Søndfjord, kaldes larmende og luxuriøst. Hos Chr.
Hertzberg, Brun, Normann o. fl. er et uudryddeligt Hang
til Vellevnet, der under forandrede Omstændigheder blot kan
modificeres. Daglig f. Ex. en Flaske Viin til Middags-
maden, daglig Punsch, den gjentagne Brændeviinsdrikken, det
veed man aldrig af i de fleste andre af Stiftets Egne. --
Brun var herinde i Formiddag, og jeg erfarede da
blandt andet, at Vaccinationen hverken drives i Fjeldberg
|
| s.208 | eller Findaas. Her synes den gode Provst ligesaa raadvild
og passiv som Brun; overalt, han er en ferm, expedit, yp-
perlig Embedsmand, naar det gjælder om, hvad fra gammel
Tid har været Embedspligt, men at slutte sig til de nye
Former og erkjende deres Nytte og sande Beskaffenhed, det
falder ham undertiden ligesaa vanskeligt som salig Provst
Wingaard. I Flid, Accuratesse, jeg troer endog i ægte
Charakteerfasthed overgaaer han sin Broder Niels, men den-
nes Kjendskab til Verden og Verdens Mennesker og alle
Verdens Ting giver ham en Lethed til at orientere sig alle-
vegne, som kun erhverves paa Livets større Skueplads, og
som Hjemfødningen aldrig har besiddet eller kan besidde,
med mindre hans Naturgaver ere i høieste Grad udmærkede.
11te Juli.
Hverken Brun eller Normann fulgte med til Findaas;
den sidste har i denne Tid fast daglige Forretninger og Brun
havde maattet love sin Menighed paa Fredag at holde en
extraordinair Prædiken i Anledning af den vedvarende Tørke.
Reiseselskabet til Kaarevig1 tiltraadte han dog. Paa Bryg-
gen modtoges vi af Budtz, N. Hertzberg og Pastor Olsen;
paa Gaarden traf jeg blandt andre -- Professor Han-
steen, der reiser om i Bergens og Christiansands Stift,
bestiger Fjelde og tager Høider2. Han kom nu fra Ullens-
vang i N. Hertzbergs Selskab. Efter et ret behageligt Mid-
dagsmaaltid, reiste begge Provster, Hansteen, Capt. Weltzin
og jeg til Findaas. Det stormede den hele Dag, men Søe-
gangen var ubetydelig. P. Hertzberg modtog os paa Bryg-
gen og gik strax efter i Baaden, for at reise til Sveen for
at holde Prædiken og Brudevielse for Provsten.
|
| s.209 |
Hvad Hansteen kunde fortælle var lidet opmuntrende.
Lystleiren fylder alle Hjerter med Bekymring og Misnøie.
At disse Tropper ere bestemte til at holde Thinget i Ave,
i det ringeste medvirke til at fremtvinge en Catastrophe, hvis
man ikke i et og alt retter sig efter Kongens Villie, det be-
frygtes høiligen. Det skal være notorisk, at de svenske Trop-
per ere fra Rigets fjernere Egne, medens de norske Tropper
ere tagne fra Grændsen, som altsaa er ubedækket, og over
hvilken Veien staar aaben for den militaire Magt, som fra
Bahuuslehn og andre vestlige Provindser i Nødsfald kunde
faae Ordre til at gjøre en Tour over til Norge. Man vil
og vide, at Anstalter ere føiede ved Svinesund, som giver
Formodning om, at man aner Muligheden af saadant. Dog,
dette være som det vil; vist er det, at ved den betydelig
stigende Folkemængde alle Levnetsmidler stige i Priser, at
den Stads koster Landet 80000 Specier, at Ordre er given
at standse Udbetalingen af Gager og andre nødvendige Ting,
og at Kongen, da Forestilling gjordes ham, at Fredrikstads
Omegn afgav et bekvemmere Locale, naar den Lystighed
endelig skulde finde Sted, stampede med Foden og sagde paa
Fransk omtrent det samme, som, efter Gert Westphalers For-
tælling, Keiser Augustus sagde til Paven paa Tydsk: "Ich
will es so haben!" -- Statsraad Collett skal føre et sørge-
ligt Liv i Stockholm. Udsat for Kongens daglige Hidsigheds-
udbrud, søger han med lidet Held at bortmane den onde
Dæmon ved sagtmodige mæglende Tale. Hvad der nok bidra-
ger meget til at forstemme Carl Johan er, at der ved hvert
Hof, hvor der er giftefærdige Prindsesser, skal være beilet
til en Brud for Oscar, men han har allevegne faaet Nei;
endog hans Giftermaal med en ubetydelig tydsk Fyrstedatter
skal Keiser Alexander have modsat sig. -- Under disse Om-
stændigheder skal der i Norge holdes en Takkefest. Det
hedder rigtignok Tilladelse og ei Befaling, ei heller
|
| s.210 | skulde Biskopperne beordre Præsterne, men blot anmo-
de dem, men det kommer da ud paa eet. Hvad vi da skulle
takke for? vil den gunstige Læser spørge. For Kronprind-
sens Helbredelse!! Man saae gjerne, at Biskopperne
selv prædikede i Kathedralkirkerne, men jeg havde samme
Held her som ved Carl den Trettendes Død. Gid det frem-
deles følge mig ved hver glædelig og sørgelig Begivenhed af
lignende Art, som det maatte vorde min Lod at opleve!
Aviserne bebude som hørende til Kongens Følge General
Bjørnstjerna og Admiral Cederstrøm, to Ulykkesfugle, som
ikke have været i Norge siden Stilstanden 1814, da de,
hver paa sin Maade, nær havde styrtet Landet i Fordærvelse.
12te Juli.
Med min Kones Brev fulgte 2 Rigstidender af 26de
og 29de Juni. Af norske Efterretninger anføres: at man
har besørget et nyt Aftryk af den velsignede danske Trykkelov
af 27de Sep. 1799, hvilket er sendt alle Øvrigheder til
fornøden Efterretning: at Secretair Rougtved skal bære
Uniform: at 3 -- 4 Forbrydere, skyldige resp. i Bigamie,
Blodskam og Barnefødsel i Dølgsmaal ere hensatte til Fæst-
nings- eller Tugthuusarbeide paa Kongens Naade, som
altsaa i slige Ting viser sig uforandret virksom: og at Kei-
seren af Rusland har frataget Rosenkilde hans Bestalling
som russisk Consul. De udenlandske Efterretninger ere meest
fra Tyrkiet og Grækenland. Sidstnævnte har Haab om at
haandhæve sin Frihed, men Grækerne i Constantinopel maa
undgjælde derfor. Der udøves de græsseligste Grusomheder,
og Russerne uagtet (eller maaskee netop i Kraft af) den
hellige Alliance sidde stille. Det bliver mig alt mere og
mere indlysende, at denne Alliances sande Tendents er det
arvelige Enevolds-Monarchies Befæstelse, Folkenes Under-
trykkelse og Tilveiebringelsen af den Kirkegaardsstilhed, hvor
|
| s.211 | facere officium taliter qualiter, bene sentire de Domino
Priore, et sinere mundum vadere, sicut vadit er det
almindelige Løsen. -- At give Extract af 17 Morgenblade
blev for vidtløftigt. Storthingets Forhandlinger have og i
den Tid meest angaaet Love, der kunne være vigtige nok for
dem, de angaae, men have liden Almeeninteresse. Her an-
mærkes blot, at Brændeviinsskatten er ophævet, og Beløbet
inddrages i den almindelige Landskat, da man troer at indsee
den almindelige Brændeviinsbrændens Skadelighed, og haaber
derved at faae den formindsket. -- En Ting glemte jeg i
Gaar, som ogsaa angaaer Statsaffairer. Falsen havde sendt
Budtz en Gjenpart af den Adresse, der indsendtes til Kongen
i Anledning af de 3 Millioner, og udtrykkelig bedet ham
lade mig læse den, naar jeg kom i denne Egn. Den er
vist forfattet af Falsen selv, og bærer Præg af samme
Grundighed, Beskedenhed og Frimodighed, som udmærker de
andre Arbeider, man har læst fra ham i denne Tid. Han
har visselig spillet en ærefuld Rolle paa dette Storthing, og
fortjener Fædrelandets Tak og Høiagtelse, enten han og hans
ligesindede Medarbeidere redde det eller ei. Budtz bad mig
ikke vise den til noget Menneske, og Løftet skal blive holdt.
Statstidenden fortæller endeel om vore Storthingssager. At
Forpligtelsen at betale Gjælden i 30 Aar anføres i en of-
ficiel dansk Avis, er maaskee intet slet Tegn. Den Sag
torde jevne sig; den lumpne Adelssag er maaskee en haardere
Nød at knække, men den haardeste er C. J.s egen inhumane
Adfærd.
Provsten, vor Vert, er bleven syg af Forkjølelsesfeber,
hans Been fandtes ogsaa inflammeret i Gaar Aftes. Niels
Hertzberg er des raskere, vandrer om med Hansteen, tager
Høider, beregner etc. I Morges bivaanede jeg deres Obser-
vationer, og hørte i den Anledning, at man har stærk For-
modning om, at det over al Verden berømte Herschelske Teleskop
|
| s.212 | ikke existerer. Intet Menneske har seet Glasset; om Stilladsen
og Beklædningen tvivler Ingen. Hansteen fortalte og om en
Søn af Præsten Abel i Gjerrestad, der gaaer i Christiania
Skole, og skal være et af de største mathematiske Genier, der
kan tænkes. Han havde forleden gjort en algebraisk Opdagelse,
som baade Rasmussen og Hansteen virkelig ansaae for Opløs-
ningen af et hidtil uopløst Problem. Han kom selv efter
Beregningens Urigtighed, og studerer nu paa at berigtige
den. Man vil, naar han er bleven Student, bevirke Sam-
menskud til ham til en Udenlandsreise, og venter da engang
i ham at see en af Jordens første Mathematici. -- Bechs
Bøn paa Taksigelsesfesten er -- af Biskop Bech: Iøvrigt
kunde vist hverken jeg eller nogen geistlig Mand i Norge
sagt noget bedre ved den Leilighed, naar ei vi Bisper vilde
exponeres for at afsættes efter Grundlovens § 22. -- Han-
steen havde bragt N. Hertzberg et Brev fra Generalauditeur
Bergh, hvilket jeg læste. Han siger der blandt andet: "De
har vel hørt, at vi skal have en Øvelsesleir her i Ansigtet
af Christiania. Nogle kalde den en Lystleir, men det er et
feilagtigt Udtryk, thi (maaskee dog med Undtagelse af Byens
og Omegnens barmhjertige Søstre) neppe troer jeg, at den
bliver til Lyst for Nogen her." I Christiania, fortæller
Hansteen, herefter en dyb mismodig Taushed; man nævner
ikke de Gjenstande. -- Kunde dog i det mindste det Ordsprog
anvendes: "Tal ikke om det, saa har det ingen Magt!"
Jo Gud bedre! det har nok altfor megen.
13de Juli.
Som nye Gjæster ere hertil i Dag ankomne Assessor
Hagerup og Sorenskriver Budtz. Provsten reiste sig ved
Middagstid af sit Leie, og har siden vandret iblandt os,
temmelig frisk og munter. Uden at noget spares, herefter
her en Stilhed og Frugalitet, som er meget behagelig, og
|
| s.213 | Glæden fordærves virkelig ikke derved at hverken Brun eller
Normann er her. Den førstes Ceremonievæsen og den sidstes
Jovialitet og lystige Indfald kede i Længden, hvorimod
Budtz, Hagerup og Hansteen som udmærket dannede Mænd
give Conversationen Lethed og Liv, uden at den kan udarte
til Raahed eller Frivolitet. Af samme fine Dannelse bærer
ogsaa P. Hertzbergs og Weltzins Omgang Præg, skjønt i
mindre Grad, og N. Hertzberg bliver altid en saare interes-
sant Mand. Vor elskværdige men mindre cultiverede Vert
er den eneste af det hele Selskab, som vilde gjøre en maa-
delig Figur i den meest elegante Cirkel. Musik er her ogsaa,
da Hertzbergs Pleiedatter Jfr. Krogh har et meget skjønt
Fortepiano og spiller ret godt derpaa. Med saa meget Vel-
behag har jeg ikke nydt Livet paa noget Sted, siden jeg
forlod mit Hjem.
Af Hansteens Fortællinger anføres i Dag, at Prof.
Rasmussen alt mere og mere kaster Mathematiken bag sin
Ryg, og gjør Bank- og Pengevæsen til sit Hovedstudium,
samt at man nu har Haab om at finde nye Sølvminer paa
Kongsberg, til hvilken Ende Young og Stenersen (Pløen
ventelig ogsaa) foreslog at opgive Arbeidets Fortsættelse for
Statens Regning og overlade Værket i Privathænder; men
Baumann gjorde Sagen saa indlysende paa Storthinget, at
Forslaget (for Skams Skyld ogsaa af Proponenterne selv)
eenstemmigen forkastedes.
1 tilbake Sorenskriver Budtz's Bosted.
2 tilbake Jvfr. Chr. Hansteens Reise-Erindringer, Chra. 1859, S. 63 fgg. |
| bla bakover |