|
9de Juni.
Bleve ei disse Dage forkortede, saa det surt ud. Gud
skee Lov denne var den sidste, der tilbragtes i saadan eensom
Ørkesløshed, men den var virkelig ogsaa drøi. Hertzberg
var for det meste indsluttet i sit Studerekammer, og overalt
begynder vore Conversationsæmner at udtømmes. Vore Be-
røringspunkter ere ikke saa overvættes mange; der er Ting,
som have udmærket Interesse for mig, som han ligefrem
foragter. I hans Anskuelser og Domme er en Eensidighed,
som ikke er i mine; jeg forlanger ikke at alle skulle sætte
Priis paa det, som har Værd for mig, men heller ikke ho-
norerer jeg en saadan Fordring, naar den gjøres til mig.
At sige om en Ting: den er absolut saa, fordi den fore-
kommer mig saa at være, har stedse i mine Øine været en
baade latterlig og ærgerlig Arrogance. Naar Hertzberg alt-
saa efter sin saare ringe Erfaring, hvilken han endda ind-
samlede, betagen af ugunstig Fordom, bryder Staven over
Kjøbenhavn, Østlandet, Byelivet sammenlignet med Landliv
osv., saa bliver saadan Fordømmelsesdom mig, som kjender
ovenmeldte 3 Ting bedre end Nogen af det Navn Hertzberg,
utaalelig -- jeg kan ikke gjøre for det. Nei! en saare cul-
tiveret Mand er unægtelig Provst Hertzberg, har umiskjende-
lige Kundskaber og Talenter, har i Omgang og Correspon-
|
| s.180 | dance meget der behager, men jeg kan ikke sige, at jeg ønskede
ham til dagligt Selskab, og derfor er det min faste Beslut-
ning, om Gud lader mig opleve den Tid, at jeg tredie Gang
skal besøge disse Egne, aldrig mere at holde saamange Rast-
dage i Ullensvang. En Lykke er det, at Veiret har været
saa godt i denne Tid, saa jeg har kunnet være i fri Luft,
og det var i dag min eneste Frelse, da jeg i Formiddag laae
vel en Times Tid ved en rislende Bæk, med Udsigt til Kir-
ken, Fjorden og paa hiin Side af den nøgne, tildeels snee-
dækte Fjelde, og i Eftermiddag ved den herlige, brusende
Fos, for mig et af de ypperste Naturphenomener, jeg kjender.
Jeg begriber saa ganske, hvorledes (som man har fortalt om
en Vild) en Naturens Søn med varmt Hjerte og exalteret
Imagination kunde henreven af Enthousiasme og anende
Længsel styrte sig ud i den vilde Strøm. Naar jeg nu var
Yngling, uden christelig Oplysning, jeg troede, at jeg
kunde komme i den Sindsforfatning, at jeg fristedes til at
gjøre ligesaa. -- Paa min Hjemgang fra denne poetiske Van-
dring havde jeg et heel prosaisk Møde af Klokkeren.
I et engelsk Maanedsskrift fandt jeg en yderst træffende
Anekdote om Garrick og en Biskop. De talte sammen om
den Effect, man ved Talen kan frembringe; og Bispen spurgte:
"Hvoraf kan det dog komme, at De, ved at fremføre opdig-
tede Ting, kan røre til Taarer, medens vi, der forkynde de
høieste guddommelige Sandheder, undertiden vække slet ingen
Deeltagelse?" "Det kommer deraf", svarede G., "at vi frem-
føre vort Digt som om det var Sandheder, og De Deres
Sandheder, som om det var Digt." Hvor mangfoldige Præ-
ster, berømte Talere og berygtede Vaasere gjorde vel i at
lægge sig dette paa Hjerte!
10de Juni.
Provsten prædikede i Dag i Kingservig, men kom des-
uagtet før mig til Helleland. Jeg talte meget med Koren,
|
| s.181 | som er en snild, godmodig Mand, som Vert, som Ægtemand
og Fader, i flere Henseender ret meget elskværdig. Han har
sine Underligheder, især naar han rager ind i Politik, men
ellers er han vist saare ædel og hæderlig1.
11te Juni.
Det er da nu afgjort! Norge har ved sine Repræsen-
tanter forpligtet sig til at betale de 3 Millioner, dog ikke i
10, men i 30 Aar. Paa Middagshvilen nær debatteredes
Sagen fra Kl. 9 om Morgenen til Kl. 2 om Natten. 24
talte for, 10 imod Indstillingen i første Post. Omsider af-
gjordes Sagen med 52 Stemmer imod 21. Det var den
29de og Natten til den 30te Mai denne Catastrophe frem-
bragtes, af to onde Ting sikkerligen den mindste. Om de
øvrige Puncter handledes den følgende Dag, hvilken havde
en anden Mærkelighed. Grev Wedel kom i Storthinget med
et nyt kongeligt Rescript af 24de Mai, hvori fordredes, at
Rosenkilde offentligen skulde tilbagekalde nogle utilbørlige
Udtryk i hans Forslag om at udstede en Adresse til Natio-
nen i Tilfælde, at længre Prolongation ei indvilligedes.
Hvis han vægrede sig derfor, anmodedes Odelsthinget om at
tage under Overveielse, om han ei burde indstævnes for
Rigsretten. Efter Tanks venlige Raad besluttede han sig til
Palinodie, men nu fremkom adskillige af Thingets Medlemmer
og paatalte nogle ligesaa uværdige Udtalelser i hans skrift-
lige Votum angaaende Opgjørelsen. Ogsaa dette maatte han
tage tilbage, og beqvemme sig til en heel ydmygende Afbigt.
|
| s.182 | Den tredie Nyhed, Posten bragte, er at Tilladelse til at
afsende Nationalbladet med Posten, mod nedsat Porto, indtil
videre er ophævet. Her dømmes forskjelligen derom. Venter
Kongen, at Bladets Udbredelse og Læsning derved vil standses,
saa vil uden Tvivl hans Forventning skuffes, men at han
chicanerer Hjelm, efterat denne i flere Aar øiensynligen har
lagt an paa at chicanere ham, det kan man dog ikke undres
over. At jeg skal vise den, der stræber at vække Misnøie
imod mig og mine Foranstaltninger en særdeles Faveur, det
er dog vel meget forlangt. Supprimere Bladet kan Kongen
ikke, og havde han Magt dertil, og gjorde det -- jeg vilde
vist være den første til at paatale det.
I Provst Normanns Brev laae et do. fra Falsen til
Boyesen, samt et Exemplar af det trykte Forslag om Land-
politiet. Falsen skriver i en spøgende Tone om National-
bladets Angreb, og i en alvorligere om Nogles Forsøg at
tilveiebringe Revolutionsscener. Rygterne om at han skulde
blive Statsraad, Justitiarius i Høiesteret o. dl. erklærer han
for at være aldeles ugrundede. "Førend jeg vilde være
Statsraad, før vilde jeg hugge Brænde for Føden," siger han.
Jeg kommer da endelig til Dagens Forretning: Visitats
i Ullensvang Kirke. Det gik efter min Spaadom: Hertzbergs
udvortes Foredrag var mindre Liv og Kraft end sidst, da
han extemporerede. Han benyttede sig meget af Papiret, og
det er Fjas, om saa en Demosthenes gjør det. Hans Kate-
chisation var god, meget populær, og af Skoleholderne var
der heller ikke een, jeg kunde kalde maadelig; hvoraf kom
det da, at jeg, som ei kan tale Hardangersk, men ogsaa i
min Katechisation taler i den ædlere Dialogs Toner, uden
Dialect og Sprikworter, først kom efter Ungdommens virke-
lige Kundskaber, da jeg selv begyndte med den, at jeg fik
langt fornuftigere Svar end nogen af dem? Efter nu at
have gjennemreist hele Bergens Stift og visiteret i alle Byens
|
| s.183 | Almueskoler, maa jeg bestemt erklære, at den Kingservigske
Ungdom er den ypperste, jeg nogensteds har fundet. Saa
megen Eftertanke og sund Fornuft fandt jeg sjelden hos
mine meest oplyste Confirmander i Christiania, som hos
mange af disse Bønderdrenge. Jeg talte over 1 Thes. 2,
19, "Udslukker ikke Aanden!" Paa lidt ubetydeligt Børne-
skrig nær, var der megen Orden og Rolighed i Kirken, ihvor
fuld den var, og den almindelige Knælen, den Stilhed som
Gravens under Klemtningen, da Slutningsbønnen var læst,
fyldte mine Øine med Taarer. -- Om det øvrige af Dagen er
intet at sige, uden at her var det samme Selskab som i Gaar
paa Helleland og at vi blev meget godt tracterede.
12te Juni.
Uagtet min Ordre efter min første Visitatsreise, holder
Hertzberg ingen Copiebog. Han viste mig sin Registratur,
og beraabte sig paa, at alle originale Documenter ligge i
hans Archiv. Dette var nu godt og vel, naar Provste-
Embedet var arveligt hos Sognepræsten i Kingservig; men
naar Provsten boer paa Voss, i Graven, Vigøer eller
Strandebarm, hvad har da Præsten her? Ja det havde
den lærde og forstandige Mand, der tænker over Naturens
og Politikkens dybeste Hemmeligheder, ikke tænkt paa, men
nu kom Sandhedens Erkjendelse. -- Til at faae Skolebidra-
gene forhøiede kunde hverken jeg, Provsten eller den brave
Johannes Aga, der ikke hedder Præstens Medhjælper, men
er det trods nogen, drive det. Alt hvad der udrettedes, var
at forhøie Lønnen fra 9 til 10 Spd. Om en Kirkeklokke i
Kingservig disputeredes mere med Adelsbonden Lars
Galtung fra Strandebarm, end Sagen var værd.
13de Juni.
I Provstens og Røttings Selskab reiste jeg i Morges
til Ulvig. Her er i Storstuen kommen et nyt, ret smukt
|
| s.184 | Ameublement; jeg maa overalt troe, at Røtting ingenlunde
er saa fattig, som han ansaaes for, da jeg sidst var her.
Den Tanke, at nødtørftig Mundportion opofres, for at man
i et Par Dage kan brillere, har jeg nu ingen Grund til at
nære; fra den Side har Opholdet her intet ubehageligt, og
ihvorvel jeg kunde ønske mindre Ceremonievæsen, er dette
dog ikke saa trættende som paa Tysnæs. I Dagligstuen
fandt jeg to af de i Bispegaarden opklækkede Canarifugle,
som Fru Røtting for otte Dage siden havde hjembragt.
Hannen hilsede venlig sin fordums Herre, og gav os under
Maaltidet en liden Sang med sin spæde Stemme. Det var
mig ret inderlig kjært at se disse smaa Fugle, der mindede
mig saa kjærligen om Hjemmet, og jeg harmedes ret over
Provstens høivise Anmærkninger om den Frihed, de ere be-
røvede, og Umuligheden af at finde Glæde ved saadant, item
ved Blomster, der voxe i Urtepotter. Hvor varmt jeg føler
for Frihed og Natur, og hvor smerteligt det er mig at see
nogen levende Skabning lide, det veed jeg selv bedst, men
en Canarifugl, saa inderlig glad i sit Buur, den eneste Ver-
den han kjender -- jeg maatte være en Nar eller en Svær-
mer, om jeg ynkede ham! -- Paa en Spadseretour, hvor
Røtting viste mig en Hob unge Træer, han har plantet
henad Strandveien, et Arbeide, hans Eftermænd ville takke
ham for, om han end ikke selv skal qvæges i deres Skygge,
fortalte Hertzberg mig, at han, da jeg var udnævnt til Bi-
skop, troede, at jeg som Genie, der gjorde Vers, vilde liig
min Formand ophøie mig over alt Detailvæsen, og at han
ikke uden stor Forundring havde fundet det Modsatte, fundet
hos mig en Hurtighed og Accuratesse, som -- skulde han
føiet til -- savnes hos ham selv. At denne Ringeagt for
Formaliteter, og det, han efter sin Anskuelse, finder at være
Smaating, er en charakteristisk Egenskab ved hans Embeds-
førelse, er nok unægteligt. Tre Ordrer har han saaledes
|
| s.185 | overfaret med en Hurtighed, som hos saadan en Mand er
utilgivelig; ved den manglende Copiebog, ved Schemaet til
Skolejournalen, ved Kirkevisitatsernes Berammelse har jeg
erfaret at han ei er en udmærket Forretningsmand. -- Røtting
overgav mig til Gjennemlæsning sin Prædiken over Eph. 5,
15 -- 17. Han har endnu ikke faaet Greb paa at skrive ret
christelige Prædikener; endnu hviler Clausens og Marezolls
Aand altfor meget over hans Foredrag. Det er god, sund
Moral, og hvad vi for 20 -- 30 Aar siden kaldte reen Chri-
stendom, han forkynder; men Kraft, Liv, Salvelse fattes i
hans Taler.
14de Juni.
Der var megen Orden og Stilhed i Kirken; jeg hørte
ikke et skrigende Barn. Denne og flere af de haarde Nødder,
gamle, erfarne Provster lade ligge urørte, er det lykkets
Røtting at knække uden at bide sine Tænder itu derpaa.
De religiøse Modgrunde, som anføres, have ingensteds hjemme,
saavidt jeg kan skjønne. I R.'s udvortes Foredrag er
virkelig Kraft og Liv; kun Bønnen holder han i en meget
uskjøn, generet Attitude. Det er saalænge siden jeg hørte
Clausen, at jeg har glemt hans Fagter, men det svæver dun-
kelt for mig, at ogsaa han stod i denne underlige Stilling,
og det er troligt, thi han er R.'s Ideal, ligesom Nordal
Brun adskillige andre Præsters. Jeg har Gud skee Lov
intet saadant charakteristisk, der frister til Efterabelse; den
duer aldrig. At min gode Provst i samme Stol, hvor jeg
sad, lagde sine bestøvlede Been op paa den modstaaende
Bænk, viser, at den Mand ikke generer sig; og at han under
Prædikenen, der dog neppe kan have kostet ham Taarer, en
lang Tid bedækkede sit Ansigt med et hvidt Tørklæde, for-
staaer jeg ikke. Jeg talte over Eph. 5, 16, hvor de af R.
udeladte Ord: "Dagene er onde" i Forbindelse med det
|
| s.186 | Foregaaende og Efterfølgende især var min Text. -- Blandt
Skoleholderne var en Brodersøn af den nys afdøde Sogne-
præst i Lier, Thorkild Poulsen Lekve. Jeg har hørt Bisper
og Provster og høiberømte Katecheter, men, naar jeg und-
tager Clausen, har jeg nok aldrig hørt en bedre Katechisa-
tion end denne Bondes. Han havde studeret dertil, derom
kan ikke være nogen Tvivl, men den som ved eget Studium
-- hvo skulde veilede ham? -- kan saaledes faae den ægte
Methode i sin Magt, kan opholde sig ved et Stykke i ti
Minutter, og ved den naturligste Overgang, uden de pseudo-
socratiske Manerer, vi Studenter undertiden holdt os op
over hos Biskop Balle, kan udpille hvert Moment, forklare
hvert Ord, han er ligesaa vist en udmærket Katechet, som
man kan være udmærket Virtuos paa et Instrument, om
man endog ei kan spille lige fra Bladet, men maa øve sig
i de Stykker, hvori man vil lade sig høre. Jeg fandt en
særdeles oplyst Ungdom, kun faa Trin nedenfor den King-
servigske, og hvad jeg især beundrede var, at Enhver svarede
for sig selv, og intet hørtes af den modbydelige Surren,
mod hvilken jeg har advaret, men som jeg dog, ogsaa i dette
Aar, allevegne har mærket Spoer af.
Her var ingen andre Fremmede end de 3 Jomfruer
Kølle2, men vi tracteredes meget elegant, endog med Østers,
som i denne Egn ere sjeldne, og med fersk Lax, som heller ikke
er let at faae her. 3 a 4 smaa Canonsalver affyredes lige-
som sidst under Maaltidet. At Provsten i fremmede Huse
paatager sig at commandere og recensere, er ogsaa en af
Mandens Underligheder. Jeg blev vred, om han i mit Huus
saaledes befalede mine Tjenestefolk, som han befaler Røttings
|
| s.187 | voxne Sønner. Det skal være i Spøg, men det saarer dog
Delicatessen. -- Den haarde Dom, jeg for 3 Aar siden fæl-
dede over Fru Røtting, var vistnok ubillig, men at hun, selv
ulykkelig, gjør alt sit til at hendes Mand ogsaa kan blive
det, tør jeg ikke fragaae. Under Caffedrikningen da jeg sad
ene med hende, beklagede hun sig bitterligen over det een-
somme, triste Liv hun fører. Hun kan, efter 20 Aars Landliv,
endnu ikke ophøre at føle fortærende Længsel efter Kjøben-
havn, hvor hun dog neppe kan have spillet nogen glimrende
Rolle, da hun skal have været Tjenestepige.
15de Juni.
I Visitatsmødet forefaldt intet mærkeligt. Her som i
Ullensvang raser Ungdommen. Jeg troer Røttings Sagt-
modighed udretter hverken mere eller mindre end Hertzbergs
energiske Skjænden og høitidelige Conventioner. Man siger,
at Ungdommen skal være vred, og det beviser da intet; men
at der for at faae en Uskik hævet, ligesaavel maa handles
som tales med Kraft, det er nok vist; i det sidste er Hertz-
berg unegtelig en Mester; Røtting, skjønt ellers en værdig
Lærer, er nok ikke Mester i nogen af Delene. Ved Skole-
commissionen forhøiedes Lærernes Løn fra 9 til 10 Spd.
16de Juni.
Uden Eventyr reed vi over Gravensfjeldet, og tog ind
hos Mad. Kahrs. Inden jeg fortsatte Reisen, var Brude-
vielse i den nærliggende Kirke, som er lys og vakker. Røt-
tings Tale var just ikke udmærket god. Han udhævede saa-
ledes det ene smukke Pars Fuldkommenheder, og overfoer
det andet saa løseligen, at jeg trods min Prædilection for
hiint, fandt noget upassende deri. Pudserligt var det ogsaa
at høre ham, hvis Sprog ofte er altfor høitravende for
Bønder, betegne den Overbærelse, Ægtefolk bør vise hinanden,
med det trivielle Ordsprog, at de maa lade fem være
|
| s.188 | lige, hvilket aldrig siges i god Betydning. -- Det er Skik
her, at de overgive Præsten Trolovelsesringen, som han
sætter paa vedkommendes Finger.
Medens vi sad ved Bordet hos Mad. Kahrs, kom den
fornemste Brudgoms Fader med ærbødig Bøn til Bispen, at
beære Bryllupsgaarden med et kort Besøg. Røtting, som
er en Fiende af Bondegilder, vilde afvise ham paa egen
Haand, men da jeg hørte, hvorom der handledes, og at det
ikke kunde forsinke min Reise, blev Afslaget underkjendt i
høiere Instants. Jeg sluttede mig til Brudefølget, som endnu
efter Egnens Skik dandsede i Mad. Kahrs's Gaard, og i
en Slags uregelmæssig Procession gik det nu til Brudehuset.
Strax foran mig og Oberstlieutenant Dons, der lugter god
Mad og Drikke i lang Afstand, gik i en bestandig, ei uele-
gant Dandsergang en ung, rask Bondekarl, som nok alt havde
faaet en Perial, men saae saa inderlig glad ud, vendte sig,
og med et stolt fornøiet Ansigt udbrød: "Jeg er en Valdris
jeg!" -- jeg maatte holde af ham. I godt Brændeviin
og do. Hardanger-Øl drak jeg det vakre Pars Skaal og
reiste derpaa.
17de Juni.
At komme fra Kingservig og Graven til Voss er en
underlig Omskiftelse. Extremerne kunne med Sandhed siges
her at berøre hinanden. Jeg har ikke fundet, og venter ikke
at finde en bedre Oplysning blandt Ungdommen end paa de
to førstnævnte Steder, men jeg vil ogsaa haabe at jeg ingen-
steds i dette eller følgende Aar vil finde en slettere Ungdom,
end jeg i Dag fandt den Vossiske at være. -- Flottmann
holdt en ypperlig Prædiken om "Vor Pligt at forsvare Jesu
Navn og Ære", og udførte den med Kraft og Fynd. Jer-
sins Tale i Chordøren over 2 Petr. 3, 18 var i hans
Maneer ikke slet, mindre kold end den Passiar, han for 3
|
| s.189 | Aar siden gav os om Bedragerie. Klokkeren burde gives
sine Frænder i Forvaring. Jeg kan ikke klage over at der
var mere Støi i Kirken end andre Steder. Naar Vosserne
ere ædrue, iagttage de ret vel den udvortes Tugt i Guds
Huus. -- Til Middag var her en heel Hob Officerer.
Af Aviserne anmærker jeg korteligen: at Amtmand Falsen
har faaet beneficium processus gratuiti mod Nationalbladets
Udgiver for dennes Angreb i et her ukjendt Nummer 1 -- 4
af 22de Hefte: at Tyrkerne holde slemt Huus med de stakkels
Græker, som jeg synes det just stemte overeens med den
hellige Alliances Tendents at gjøre Standsning i: og at
Gage- og Pensionslisterne ere reviderede med megen Libera-
litet som det synes. -- Kornpriserne i Bergen ere uhørte.
Bedste Rug har min Kone kjøbt for 2 Spd. 1 Ort. Naar
jeg tænker paa, at der i Aarene 80 gaves paa Lister 4 Rd.
DC. for en Tønde Rug og 2 Rd. 48 Sk. for en Tønde
god Byg, og hvad Pengene vare da imod nu, saa maa man
forbauses. Birkebrænde holdes endnu i 3 1/2 Spd.
18de Juni.
Provsten kom i Morges tilbage fra Odde og et Par
Timer efter holdtes Visitatsmødet i Jersins Borgestue, en
qvalm Røgstue. Fra hvert af de saakaldte Strandens An-
nexer, Vinje og Opheim mødte een Medhjælper, og fra
Evanger slet ingen. Heraf fulgte da, at, skjønt Flottmanns
Aarvaagenhed er stor, lidet kunde erfares om Sædelighedens
Frem- eller Tilbagegang i disse Menigheder, og hvorvidt de
forhen paaankede Uordener i Vertshusene ere hævede. Der
sagdes, at de vare formindskede, men ret Besked vidste dog
Ingen. Jersin er et godmodigt, elskværdigt Menneske, men
den største Phlegmatiker, der kan gaae paa Guds Jord. At
holde moralske Prædikener og udføre de Forretninger, Love
og Anordninger byde, dertil synes han at ansee Sjælesør-
|
| s.190 | gerens Pligter indskrænkede. Man har ikke Aarsag til at
glæde sig ved den Adjutants Indflydelse, der gjorde ham til
Faderens Successor i det betydelige Vosse Sognekald, hvor
Høsten sandelig er stor og Arbeideren -- kun een, snart
maaskee slet ingen. -- Under Skolecommissionen, som af-
gjordes i største Korthed og Enfoldighed, spadserede jeg i en
Skov her i Nærheden, hvor Landeveien gaaer østerefter.
Her er unegtelig overmaade smukt, men Tørken standser al
Vegetation paa de tørre Marker.
Posten bragte den behagelige Tidende, at i et stockholmsk
Blad officielt er bekjendtgjort, hvorledes Hans Majestæt under
12te Mai i et naadigt Brev har befalet den norske Regje-
ring ufortøvet at opløse Storthinget, saafremt det sysselsatte
sig med andre Anliggender, end de, der af Regjeringen vare
anviste. -- Der lader sig meget sige herom. Først: hvorfor
skal saadant være officiel Artikel i en svensk Avis? hvorfor
skal den norske Nation gjennem den underrettes derom?
Dernæst: hvorfor skulde dette kundgjøres i nogen Avis?
Kongen har Magt til at hæve det ordentlige Storthing,
naar han vil, og strax sammenkalde et overordentligt. Til
dette kan han sige: de og de Sager skulle I sysselsættes med,
ingen andre, men de ordentlige Storthings Forhandlinger
ere aldeles frie. Kongen har ikke mindste Ret til at befale
det, hvad det skal tage først eller sidst, behandle eller hen-
lægge. Saalænge det er samlet, indskrænker Kongens Magt
sig til at foreslaae, sanctionere eller nægte Sanction. Havde
Kongen underhaanden ladet Storthinget vide inden lukte
Døre, at Forsamlingen blev hævet, naar den befattede sig
med allotria, deri var der Raison, men saaledes paa den
Tid, det Sted, den Maade at bringe sligt til almindelig
Kundskab, det er et uforsigtigt, illiberalt Skridt. Gud veed,
hvorledes det vil gaae os tilsidst. Det forekommer mig nu
selv, som Kongen ikke behandler vor Nation med den Agtelse,
|
| s.191 | som den ingensinde har forbrudt, fordi Boghandler Hjelm
og nogle faa Demagoger handle urigtigen.
19de Juni.
Mit første Morgenarbeide var at gjennemgaae Embeds-
bøgerne. Jeg forstaaer ikke hvorledes Jersin og hans Klok-
ker hidtil har ført Ministerialbog, ei heller syntes Præsten
at kunne forklare mig det. Flottmann er lutter Ild, medens
hans Collega er iiskoldt Vand. -- Klokken 10 samledes i
Kirken (der, i Forbigaaende, udvendig er den smukkeste og
anseeligste i Stiftet, næst Bergens Domkirke) alle Præste-
gjældets 11 Skoleholdere, sang hver et Vers, katechiserede,
leverede Skriftprøver, og overgik langt min Forventning.
Der var iblandt dem heel brugelige Subjecter, og i Spidsen
for dem staaer Knud Mølstre, intet andet end Vossebonde
af temmelig plumpt Udseende, men en saare flink Karl.
Hvor kan da Ungdommen være saa jammerlig, som jeg i
Søndags fandt den? Der er en ubegribelig Slumpelykke i
det og i meget andet; jeg forstaaer det ikke. Hvad veed jeg
nu virkelig, naar jeg optegner i min Dagbog og fortæller
Departementet: Hist var en herlig oplyst, her en vankundig
Ungdom; hist en duelig og nidkjær, her en doven phlegma-
tisk Præst; hist Skoleholdere, der talte og skrev som Profes-
sorer, her Lærere, der som Lærlinge i en nogenlunde vel
organiseret Skole aldrig kunde komme høiere end i nederste
Classe? -- Paa Voss feiler man dog neppe ved at tilskrive
Forældrenes Skjødesløshed og Immoralitet Børnenes For-
vendthed baade fra Aandens og Hjertets Side. Men saa
igjen, har Voss nogensinde havt en Sognepræst, der med
Kraft arbeidede paa Menighedens Forædling? Traditionen
melder intet derom; Jersin hedte idetmindste ikke Manden.
Atter var der Gjæstebud. Naar man tre Dage efter
hinanden har spiist Suppe med Kjødboller, Skinke og Syrer,
|
| s.192 | Steeg og Kage, item drukket Glas med de samme Mennesker
og tømt sin Flaske, synes man at have nok for denne Gang.
Det var Krigsraad Fleischer, Baron Rosenkrones Sviger-
fader, jeg i Dag var indbuden til, og om ikke i Tractementet,
saa i andre Henseender udmærkede dette Selskab sig fordeel-
agtigen. Der var Sang og virkelig Munterhed ved Bordet.
Siden dandsede Ungdommen; dog ikke blot den, thi efter min
Bortgang dandsede Hertzberg og Irgens fra Vigøer (Mænd
paa 60 Aar og derover) en Engelskdands sammen.
20de Juni.
Flottmann forelæste mig Udkast til en geistlig Enkekasse
her i Stiftet. Ideen er fortræffelig; hvorvidt de Hjælpe-
kilder, han anviste, vilde være tilstrækkelige og betrygge Ind-
retningens Varighed, staaer nu derhen. -- Atter var her
Gjæstebud. "Det over Skrævet gaaer!" Jersin har aldrig
før inviteret Baron Rosenkrone; nu var Leiligheden saa be-
qvem som noget kunde være, da Irgens i Gaar havde med-
bragt fersk Lax fra Graven. Cetera quis nescit? Dog maa
jeg tilstaae: vi fik hverken Kjødboller, Skinke eller Syrer. --
Jeg sendte Boyesen tilbage Lovforslaget og Falsens Brev, og
yttrede i Henseende til hiint, at jeg ansaae det for overmaade
godt, naar der kun allevegne var Præster, som vilde holde
det i Ære og Hævd, men paa mangfoldige Steder vilde det
gaae, mutatis mutandis, efter den gamle Præst Legangers
Ord, som Hertzberg fortæller. Hans Kone var falden i
Søvn under Prædikenen, og han udbrød: "Nu sover Præste-
konen kjære Menighed! saa kan I ogsaa sove!"
21de Juni.
Man maa nu være angst for hver Christiania-Posts
Ankomst. Den bringer næsten altid ubehagelige Tidender.
Den Post, som kom før jeg forlod Voss, bragte endda ikke
|
| s.193 | saa faa. At Kronprindsen agter at tilbringe Sommeren i
Skaane, er en saare ligegyldig Ting, men at hverken han
eller Kongen synes at ville besøge Norge i dette Aar, er ikke
brav. End mindre kan man glædes ved, at Lystleiren vir-
kelig bliver holdt, og at en Hob Tropper samles paa Ege-
berget den 23de Juni. Hvad Christiania faaer for en lystig
St. Hansaften! Men hvad skal man sige om det, at efter
Norges Grundlov ingen Troppesamling maa skee under
Storthinget, jeg veed ikke i hvormange Miles Afstand fra
Christiania?3 Videre: Statsraad Motzfeldt har oplæst og
indleveret et Par naadige Propositioner, som have baade Næb
og Klør. Den ene er, at der i ethvert Landdistrict(!)
og enhver Kjøbstad skal organiseres en Jury til at dømme
Sager, der angaae Trykkefrihedens Misbrug. Den anden er,
at H. M. venter Storthingets Forslag om en ny Adels
Oprettelse i Norge!!! O at det Mod, den Kraft og
Enighed, hvorom vi har sunget i tolv Aar, nu boede i For-
samlingen af Norges Repræsentanter! O at alle som een,
besjelede af den sande "Männerstolz vor Königsthronen",
langt fra Kaadhed og Rodomontader, med mandig Fasthed
vilde staae frem og sige: "Konge! man bedrager dig. Pas-
qvillanternes pøbelagtige Beskyldninger virke intet paa Lan-
dets forstandige og ædle Mænd, binde dem endog fastere til
dig; men øver du Despotfærd, da bortvender du ogsaa de
ædle Borgeres Hjerter fra dig. Kun de nedrige Krybere
staae tilbage, indtil du synker; da forsvinde ogsaa de, du
staaer ene og falder ene, uhædret, usavnet!" -- O Carl
Johan! du var mig saa inderlig kjær. Ikke Nationalblad
eller Bondecabaler, eller det vildeste Oprør af en vildledt
Pøbel kunde svækket min Kjærlighed, min Taknemmelighed for
dig. Nu, da du lader hele Nationen undgjælde for et Par
|
| s.194 | Skribleres og 2 à 3 Dosin intrigante eller taabelige Stor-
thingsmænds Sottiser -- jeg ærer og adlyder dig som min
Konge, men jeg kan ikke længer elske dig. Med Kummers
Taarer løsriver jeg dig af mit Hjerte, indtil Kjendsgjerninger
kunne overtyde mig om, at du igjen er brave Normænds
Agtelse og Kjærlighed værdig.
22de Juni.
Ved Reisen til Vigøer var ei det ringeste mærkelige.
Her er slet ingen Fremmede; i en saadan agtværdig Familie-
cirkel hygger jeg mig og allerbedst ene.
23de Juni.
Provst Hertzberg har, da vi vare samlede her i 1818,
taget et Prospect, og foræret Irgens Maleriet, som er op-
hængt i de to gamle Bispers Irgens's og Bangs Naboelag.
En Herre og en Dame kommer op fra Søen; Irgens i
Sloprok og Nathue paa et Hoved, der uden Hals slutter
sig umiddelbart til Skuldrene, med Tobakspibe i Munden,
gaaer dem imøde; en af Døttrene i en Stilling og med
Armbevægelser som Adam, der flygter for Satan, i et af
Kobberne til det Evaldske Drama, farer hen imod ham, og
Gebærden skal betyde: "Der er de!" -- Gud veed hvor den
Mand faaer Tid til alle de Snurrepiberier; hans egne
Stuer ere behængte med adskillige lignende.
24de Juni.
Ogsaa her var Visitatsselskab, i hvor liden Udsigt man
havde dertil. Tidlig i Morges kom Lieutenant Kahrs fra
Strandebarm, udsendt af sin Fader for at complimentere
mig, siden Capt. Brun og Lieutenant Lambrechts, der drage
om og undersøge Lægderne.
Irgens holdt en heel moralsk Prædiken om "Rigdoms
Forførelser og de Midler, man bør anvende derimod". Fuldt
|
| s.195 | saa upassende var ikke dette Æmne i Vigøer, som hiin Fin-
markske Præsts Ivren mod de forgyldte og lakerede Vogne,
men her paa denne Tid og i disse Egne var dog adskilligt
andet at advare imod, inden Touren kom til Rigdoms For-
førelse. Tilsidst gjorde han en Bøn om Regn, som jeg fandt
ret opbyggelig; man kan være overbeviist om, at der ikke
falder en Draabe Regn for Bønnens Skyld, uden derfor
at erklære denne unyttig. Det er ret godt, at man erindres
om, at det er Gud, som giver Regn og frugtbare Tider af
Himlen, fylder vore Hjerter med Glæde og negter os den,
naar han finder det tjenligt. -- I min Tale bragte jeg
Dagen som Johannes den Døbers Fødselsdag i Forbindelse
med Prædikenens Æmne. Hans jordiske Kaar, hans ypper-
lige Charakteer og det høie Vidnesbyrd, Jesus gav ham,
ledte mig til Betragtningen af, at hverken Armod eller Rig-
dom, hverken Ringhed eller Høihed er Betingelsen for vort
sande Menneskeværd: at vi for Gud ere alle lige, og at sam-
vittighedsfuld Benyttelse af den Veiledning, Gud i sit Ord
har givet os, uden Hensyn paa Kaar og Stænder, skaffer
os hans Velbehag og sand Lyksalighed her og hisset. --
Jeg havde Grund til at være tilfreds med Ungdommen, og-
saa med Præsten og de 3 Skoleholdere som Katecheter.
Her maa jeg tilstaae, at Præsten fik bedre Svar end jeg, og
Aarsagen hertil var nok, at han, ventelig efter en Lærebog,
hans Fader engang skrev4 -- thi i Pontoppidan staaer det
ikke -- havde lært sine Confirmander Ting, som jeg aldrig
kunde falde paa at spørge om, f. Ex. at himmelraabende
Synder ere 4, nemlig Mord, Sodomiterie (!), Enkers og
Faderløses Undertrykkelse og Arbeidsløns Forholdelse; item
om Synd mod den Hellig-Aand.
|
| s.196 |
Vi havde et meget behageligt Middagsmaaltid. Her
vises mig en Opmærksomhed, der fra Præstens Side vel
undertiden falder lidt besværlig, men som jeg dog ei allene
maa føle mig smigret ved, men ogsaa af Overbeviisning bi-
falde. At jeg ligesaalidt ønsker at genere som at generes,
vil det mindste Barn i Præstegaarden snart komme efter,
men at ved en Bispevisitats Bispen betragtes og behandles
som Hovedperson, det kan jeg godt lide. Nogle Steder, især
i Søndfjord gjør man virkelig altfor faa Omstændigheder.
1 tilbake Den af Alle agtede, men rigtignok i flere Henseender underlige Mand
døde 1854 i Ullensvang Præstegaard hos sin, ham vistnok i høi
Grad lignende Søn, Præsten N. Koren. Han har givet et træffende
Billede af sig selv i sit Testamente (Norske Stiftelser II, 522 -- 529)
og i sine Breve fra Eidsvold i 1814 (trykte i Y. Nielsens Bidrag
til Norges Historie i 1814. I 448 -- 504).
2 tilbake Døtre af den 1814 i Hardanger døde Chr. Kølle, en i sin Tid som
Skolemand og orthographisk Rodhugger bekjendt Mand; Døtrene,
der levede meget længe i Egnen, gjorde sig ogsaa bekjendte, især ved
Reiser i forskjellige Lande.
3 tilbake Se 26de Juni.
4 tilbake Biskop O. Irgens udgav, medens han var Sognepræst til Faaberg:
Underviisning om de saliggjørende Lærdomme o. s. v. Throndhjem
1764 og 1767. |
| bla bakover |